Agnosticismen 

   Agnosticisme er et ord, der er opfundet af prof. Thomas Henry Huxley (1825-1895) for at udtrykke hans mentale indstilling over for alle tilværelses-teorier, i særdeleshed over for teorier, der angår Guds eksistens. Han fastholder derfor denne indstilling overfor ateisme, teisme, panteisme, deisme, materialisme, kristendom og idealisme. Ud fra læren om ordets afledning ville agnosticisme betyde den teori, der går ud på, at Guds eksistens og spørgsmål om hans væsen er noget, som ikke kan vides. Med hermed mener mange teorien om, at Guds eksistens og spørgsmålet om hans væsen ikke kendes, men uden at hævde, at de ikke kan kendes. Denne sidste tanke skulle ifølge græsk sprogbrug, udtrykkes ved ordet agnosticisme. Den brug, som de to ledende agnostikere, Huxley og Herbert Spencer (1820-1903), engelsk filosof, gjorde af ordet agnosticisme i henseende til Guds tilværelse, beviser, at de betragtede agnosticismen som den teori, der hævder, at Gud ikke kan kendes. Den hævder derfor ikke alene at være uvidende om Guds eksistens, men også at det er umuligt for os at vide noget om hans eksistens. Den afviger således fra ateismen, der påstår at vide, at Gud ikke er til; hvilken teori vi i artiklen ”Ateismen” beviste var en selvmodsigende påstand, thi for at være i stand til med sikkerhed at sige, at der ingen gud er, må vedkommende selv være en evig, uendelig, alvidende, almægtig og allestedsnærværende ånd, dvs. han måtte selv være Gud, hvilket ville bevise, at der er en gud.

Selv om der er forskel på ateisme og agnosticisme, så har ateisterne ikke meget at indvende mod agnostikerne, måske fordi de har hjulpet og styrket ateismen i stor udstrækning. Den ægte agnostiker ville gøre indsigelser, hvis vi sagde, at vi ved, der er en Gud og en åndelig verden, men han ville ikke have noget at indvende, hvis vi sagde, at vi tror, der er en Gud og en åndelig verden. Vi kunne med fordel tage Huxleys egne ord fra hans forklaring af agnosticisme:

”I virkeligheden er agnosticisme ikke en trosbekendelse, men en metode, hvis væsensindhold ligger i den strenge anvendelse af et enkelt princip.”

Derefter forklarer han dette princip:

”Positivt kan princippet udtrykkes således: Følg i forstandsmæssige spørgsmål din fornuft så langt, som den vil føre dig, uden at tage hensyn til nogen anden betragtning. Og negativt: Foregiv ikke i intellektuelle anliggender de slutninger som sikre, der ikke er beviste eller beviselige.”

Ifølge dette er fornuften kilden og reglen for intellektuelle anliggender og må følges, ligegyldig hvor den end leder os hen, selv om den ikke skulle lede os andre steder hen, end den  ifølge hans udsagn ledte ham: ”ind i en vild og sammenfiltret skovs mørke dybder”. Ja, han siger endog, at vi ”skal gå lige frem, indtil vi enten kommer ud på den anden side af skoven eller finder, at der ingen anden side er på den, i det mindste ingen opnåelig”. Dette udsagn beviser, at agnosticismen forkaster det kristne princip, at Guds ord, Bibelen, er kilden og reglen for tro, og at den i stedet opstiller fornuften som troens kilde og regel. Dette foranlediger os til at sige, at når agnosticismen ifølge Huxley ikke er en trosbekendelse, men en undersøgelsesmetode i forstandsmæssige spørgsmål, må han være nødt til at indrømme, at denne metode i princippet er en trosbekendelse, dvs. at fornuften er kundskabens kilde og regel. 

Vi formoder, at prof. Huxley brugte ordet fornuft i betydningen:  

1) af vor umiddelbare opfattelse, hvorved vi uden overvejelse erkender sandheden om visse principper som selvindlysende, og                                                                                2) den kundskab, som vi samler udelukkende ved den rette brug af denne umiddelbare opfattelse eller erkendelse.  

Denne umiddelbare erkendelse opstår ud fra beskaffenheden af de mentale, moralske og religiøse evner, vi er født med, efterhånden som disse beskæftiger sig med de mål eller objekter, hvortil de er afpasset – selvet, verden og Gud – og til de forhold, i hvilke de findes. Ved bevidsthed om selvet ved vi således instinktmæssigt, at vi eksisterer; ved bevidsthed om verden ved vi instinktmæssigt, at andre skabte personer og ting eksisterer og vor bevidsthed om Gud bevirker, at vi også instinktmæssigt ved, at Gud eksisterer, for ved selve beskaffenheden af vore mentale, moralske og religiøse evner ved vi, at disse eksisterer. Beskaffenheden af disse evner er medfødt og gør dem derfor umiddelbart eller instinktmæssigt kendt for os (1 Kor 2:11). Vi er vel vidende om den kendsgerning, at den katolske og protestantiske kirkes trosbekendelser bringer fornuften i miskredit i de to ovenfor brugte betydninger. Men Bibelen er ikke delagtig i denne forklejnelse og ignoreren af fornuften. Tværtimod, den appellerer til fornuften, for at denne skal bedømme, og den sanktionerer fornuftens brug. Hvorledes kunne Gud ellers forlange af os, at vi skal ræsonnere sammen med ham? (ApG 17:2,11; 24:25. Es 1:18). Bibelen lærer ingen steder noget, der strider mod denne umiddelbare opfattelse eller erkendelse i det menneskelige hjerte og sind eller mod den kundskab, der kan samles udelukkende ved dens rette brug, hvor meget kirkens trosbekendelser så end lærer ting i modstrid dermed. Gud ønsker, at vi skal prøve hans tanker med fornuftens strengeste fordringer, idet han vel ved, at hans tanker vil appellere hertil, hvis hjertet er ret stemt over for sandheden og retfærdigheden.

Men Bibelen lærer også: at vor personlige og samlede fornuft ikke er en tilstrækkelig kilde og regel for afgørelse af forstandsmæssige anliggender, og at den behøver lærere for at få den kundskab, som den ikke af sig selv kan opnå. Derfor har Jesus også givet menigheden lærere, så hans legeme kan bygges op (Ef 4:11-12). Til sammenligning kan dette indses ved at vi i jordiske anliggender behøver lærere, for få udfyldt manglerne i vor personlige fornuft. Bibelen lærer endvidere, at vor personlige fornuft, på grund af fordærvelse, er ude af stand til af sig selv alene og uden hjælp at fatte bare alle de jordiske ting (Joh 3:12). Erfaringen viser, at dette er sandt. Og endelig lærer Bibelen os vor individuelle og samlede fornufts udygtighed til at opdage og forstå Sandheden alene og uden Guds ånds og ords hjælp (1 Kor 1:20-21; 2:14. Ef 4:17-18). Erfaringen viser at også denne påstand er sand, eftersom mennesker, der er overladt til deres egen uhjulpne personlige og samlede fornuft, når til modstridende religiøse opfattelser, som er lagt for dagen i de mange religioner i verden. At størstedelen af medlemmerne inden for kirkesekterne mere eller mindre er enige og tror det samme, støder ikke an mod denne kendsgerning, for uden at bruge deres fornuft, antager størstedelen af dem deres kirkes trosbekendelse og lærdomme på andres autoritet og sædvanligvis stik imod fornuften. Vi behøver derfor noget mere end almindelig og personlig fornuft for at nå til erkendelse af den nødvendige sandhed om Gud og om os selv i vort forhold til ham og til andre. Fornuften hjælper os derfor kun en del af vejen. Åbenbaring, som er i fuld overensstemmelse med fornuft i de to ovenfor brugte betydninger, hjælper os hele vejen og supplerer den personlige fornuft hos den retsindige. Agnosticismen, der ene og alene stoler på en utilstrækkelig vejleder, kan derfor ikke lede os til et tilfredsstillende synspunkt om Guds eksistens og tilværelsens problem. Som en metode, der baseres på fornuften som kilden og reglen for intellektuelle anliggender, er den følgelig uanvendelig til at løse problemet om Gud og universet. Den er derfor på forhånd dømt til fiasko, når det drejer sig om at afgøre, hvad der er sandhed angående Gud. 

Ovenfor brugte vi udtrykket ”almindelig og personlig fornuft”. Med almindelig mener vi fornuft som en evne, der er naturlig for alle, og med personlig mener vi den evne, som den enkelte er i besiddelse af. Som en iboende evne er den værd at bemærke, og den er et redskab til alle fremskridt i forstandsmæssige anliggender. Men selv om denne evne eksisterer hos alle, er det en kendsgerning, at den med hensyn til erfaring kun forekommer som en personlig sag, og fordi mere eller mindre ufuldkommenhed skæmmer denne evne hos os alle, afviger den personlige fornuft hos hver enkelt, afhængigt af arv, livsforhold og uddannelse. Vi kender derfor intet eksempel på ufuldkomne mennesker, hvis personlige fornuft er ufejlbarlig, og som man derfor kan stole på som kilde og regel i forstandsmæssige anliggender. Tværtimod møder vi på alle kanter en overflod af eksempler på fejlagtig fornuft, for enhver persons fornuft er behæftet med fejl. Det ville derfor være tåbeligt af os at tage fornuften, den almindelige eller personlige, som kilde og regel for forstandsmæssige anliggender, for ved den er vi fra første færd dømt til vildfarelse. Men bortset fra dette, spiller agnosticismen sine tilhængere et puds. Den foregiver at følge almindelige fornuft – den forstandsmæssige umiddelbare opfattelse – mens den i virkeligheden følger den personlige fornuft – kun den som appellerer til den enkelte – med det resultat, at hver enkelt persons fornuft, uagtet den afviger fra alle andres, bliver kilde og regel i forstandsmæssige anliggender for ham. På denne måde sættes han således på tronen som sin egen kilde og regel for tro, hvilket, vi vel alle må indrømme, er meget utilfredsstillende. Vi har derfor behov for en ufejlbarlig åbenbaring til at rette menneskers fremherskende ufuldkommenhed. I modsat fald kunne vi ikke opnå religiøs sandhed om Guds væsen, verden, selvet og deres indbyrdes forhold. Denne betragtning afslører en fatal mangel i agnosticismen. 

Huxleys påstand om, at man som agnostiker må følge fornuften uden hensyn til følgerne, er desuden uvidenskabelig, og den er også tåbelig, når det gælder livets almindelige anliggender. Hvis en videnskabsmand finder, at det, der for ham synes at være en fornuftig hypotese, leder ham ind i håbløs forvirring; hvis han tillige finder, at den ikke leder ham til praktiske resultater og endelig, hvis han finder, at den resulterer i skade, så vil han i stedet for at følge den uden hensyn til nogen anden betragtning, kassere den som uanvendelig for den foreliggende opgave, hvor fornuftig den end måtte synes for ham. Hypoteser, der har set ud til at være meget fornuftige, men som har ført til sådanne resultater, er følgelig blevet forkastet af videnskaben og anbragt på de talrige og store videnskabelige affaldsdynger. Videnskaben ville intet fremskridt have gjort, om den med den samme dogmatiske bestemthed, som den, hvormed Huxley fastholder agnosticisme, havde klamret sig til hypoteser, der tilsyneladende var meget fornuftige i teori, men som i praksis fandtes at være utilfredsstillende og skadelige. I livets daglige anliggender holder praktiske og forstandige folk ikke fast ved tiltrækkende teorier, der under forsøg viser sig at være utilfredsstillende og skadelige. Hvor længe ville vi vedblive at bruge diætsystemer, der gjorde os svage eller syge, hvor lovende de end kunne synes som teorier? Hvor længe ville en forstandig person fortsætte med et eller andet træningsprogram, hvor fornuftig det end kunne synes, når det udmattede i stedet for at styrke ham eller skadede ham i stedet for at give ham kræfter? Hvor længe ville en forstandig far vedblive at benytte en børneopdragelse, der teoretisk set var den mest tiltalende, men som i praksis ødelagde hans barn? Hvis mennesker i disse anliggender ville ”følge fornuften så langt, som den ville føre dem, uden hensyn til nogen anden betragtning”, ville de ødelægge deres maver, legemer og børn. Når vi ved at følge fornuften alene ikke ledes andetsteds hen end ”ind i en vild og sammenfiltret skovs mørke dybder”, og vi ikke ved alene at følge fornuften kan nå ”den anden side”, da skulle vi drage den slutning, at vi har fulgt en uduelig vejleder og burde se os om efter en anden. Dette er den slutning, som praktiske mennesker ville drage fra agnosticismens trosbekendelsesbasis – fornuften som den eneste kilde og regel for forstandsmæssige anliggender. 

Vi vil også se lidt på Huxleys negative princip i agnosticismen:

”Foregiv ikke, at de slutninger er sikre, som ikke er beviste eller beviselige.”

Denne regel viser sig også at være en dårlig regel for hverdagslivet, for vi følger den bestemt ikke. Folk gifter sig uden at være i stand til at bevise, om de nu vil vise sig at passe rigtigt sammen. Dette er heller ikke en bevist eller beviselig ting før efter års erfaring i det ægteskabelige liv. Ej heller vægrer de sig ved at påtage sig ansvaret som forældre, før det er bevist, at de vil blive gode forældre og avle gode børn – en ting der ikke er bevist eller beviselig, undtagen efter års erfaring som forældre. Når folk træder ind i forretningslivet, er det i den tro, at de vil have held med sig, og kun på grund af en sådan tro indlader de sig med forretning, skønt det på det tidspunkt ikke er bevist eller beviseligt, at den vil lykkes for dem. De største opdagelser inden for videnskab og opfindelse er blevet gjort i ting, om hvilke det hverken var bevist eller kunne bevises, at de ville bringe held, ja, ofte har man på det tidspunkt haft at gøre med ting som man ikke klart forstod. I virkeligheden opnås praktisk talt alt menneskeligt fremskridt ved forsøgsvis at træde ind i de ubeviste og hidtil ubeviselige tings område og med megen tvivl føle sig frem til et heldigt udfald. Det er en sikker regel i fysiske, mentale, moralske og religiøse anliggender, at når nogen mangler evne til bevisførelse eller til at indse, hvad der er beviseligt, så arbejder han med det sandsynlige og trolige, indtil han ledes frem til det beviselige og beviste.

Men ikke alene i livets praktiske anliggender, som vi må møde, uden at de er beviste eller beviselige, finder vi Huxleys negative princip uigennemførligt, upraktisk og uanvendeligt, men det er også behæftet med den fejl, at det ikke giver eller kan give os noget kendetegn for, hvad der er bevist eller beviseligt, for med den enkeltes fornuft som kilde og regel for kundskab er det, der er bevist eller beviseligt for den ene ikke således for den anden. Almindelig fornuft er teoretisk. Den er det sammensatte begreb af de umiddelbare opfattelser, der er fælles for alle normale individer. Den har derfor ingen anvendt eksistens, undtagen som et begreb. Hvad der virkelig eksisterer er personlig fornuft. Men på grund af de varierende grader i arvelige ufuldkommenheder afviger den personlige fornufts evner i høj grad i ufuldkommenhed. Endvidere varieres disse forskelle yderligere af omgivelser og opdragelse. Følgelig varierer fornuften hos de enkelte personer i høj grad i utilstrækkelighed som kundskabens kilde og regel. Den personlige fornuft varierer derfor nødvendigvis hos næsten alle personer. Dette rejser spørgsmålet: når fornuften alene skal være kilde og regel for kundskab, hvis fornuft skal det så være? Svaret må naturligvis blive, at det ikke kan være noget menneskes. Men teoretisk fornuft eksisterer udelukkende som et begreb. I det bestemte tilfælde er den altid personlig. Vi indser derfor, at Huxley fremholder en vejleder for os, der er umulig. Denne betragtning skulle helt sikkert lede os til at nægte at tro på Huxleys synspunkt angående agnosticisme.

Huxleys personlige fornuft er visselig ikke den, som vi kunne antage som fornuft. Han indrømmer selv, at hans egen fornuft aldrig ledte ham til et sikkert synspunkt om Guds eksistens og tilværelsen i almindelighed. Andres fornuft gør dem forvisset om, at deres medfødte, umiddelbare erkendelse gør ret i at slutte, at der er en Gud. Deres fornuft, der ledes af dens umiddelbare erkendelse af årsag og virkning, forvisser dem om, at der må være en førsteårsag, som følgelig er årsagsløs og derfor evig. Deres fornuft forvisser dem om, at de næsten uendelige udtryk for intelligens, tilpasning og hensigt i universet indbefatter, at denne førsteårsag er intelligent og målbevidst og derfor udstyret med personlighed. Deres fornuft, ledet af deres umiddelbare erkendelse af samvittighed og ærefrygt, som er almindeligt medfødt, forvisser dem om, at der er en Gud. Og nogle af dem har visselig ved at bruge deres fornuft med hensyn til den bibelske løsning angående Gud, mennesket og universet opnået en løsning herpå i dem selv og i deres indbyrdes forbindelse, som ingen personlig fornufts spidsfindigheder kan modbevise eller finde en brist i.

Vi spørger: Hvis fornuft skulle vi følge, når det gælder om, hvad der er bevist og beviseligt, eftersom den personlige fornuft, helt overladt til sig selv, er næsten lige så forskellig, som der er individer, der bruger den? Burde ikke kendsgerningen om denne forskellighed bevæge os til den fornuftige slutning, at i menneskets nuværende ufuldkomne tilstand kan uhjulpen fornuft ikke antages som en tilstrækkelig og tilfredsstillende vejleder? Eftersom arv, omgivelser og opdragelse i mange tilfælde får fornuften til at nærme sig et emne med forkerte og utilstrækkelige udgangspunkter og forudsætninger, hvorledes kunne vi da være sikre på det, der er bevist eller beviseligt ved den ufuldkomne personlige fornuft? Om vi skal nå til vished, er det så ikke fornuftigt at forvente den hjælp, som den uhjulpne personlige fornuft så usigeligt hårdt trænger til, fra en ufejlbar og velvillig magt, om en sådan eksisterer? Om ikke, da er søgen efter sandhed forgæves, og vi vil altid være nødt til at forblive sammen med Huxley i en ”vild og sammenfiltret skovs mørke dybder”, dømt til ”aldrig at finde vejen ud”. Hvis en sådan ydre hjælp kommer til fornuften fra Gud, kan vi være sikre på, at den ikke gør vor fornuft til skamme, således som kirkens trosbekendelser gør, særligt treenighedslæren, men tilfredsstiller den fuldt ud ved at fremskaffe netop det, som den mangler, idet den derefter lader den prøve disse fremskaffelser med enhver umiddelbar opfattelse og andre evner, den har, for så at komme ud af prøven fuldt tilfredsstillende for fornuften. Dette ønsker forfatteren at give som sin personlige erfaring i brugen af sin fornuft angående Bibelens lærdomme, hvilke under så indgående og ransagende en prøve, som han har kunnet anvende, altid har vist sig at være fornuftige, ligesom de har udfyldt det, som hans fornuft manglede. Så vi siger i virkelig venskabelighed og velvilje til vore betrængte agnostikere: Kom med os og se, om ikke Bibelen fremskaffer den fornuftige løsning på Guds eksistens og tilværelsesproblemet, hvilket ordet agnosticisme i sig selv indbefatter, at den ikke kan opnå af sig selv. Mange agnostikere har til velsignelse for deres hoved og hjerte fundet, at Bibelen giver denne løsning. Og henvender man sig til den i den rette ånd, vil den altid gøre dette, for han, som alene har en ufejlbar ånd, sagde: ”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.” (Joh 6:37).

Et andet onde, som er forbundet med Huxleys negative princip i agnosticisme – ”Foregiv ikke i forstandsmæssige anliggender de slutninger som sikre, der ikke er beviste eller beviselige” – er dets praktiske konsekvens: det leder altid ud i vantroens sump. Mange agnostikere starter med at sige: ”Guds tilværelse kan ikke vides”, men ender til sidst med at sige: ”Jeg tror ikke på Guds tilværelse”. En sådan tilbagegang er ikke tilfældig, men skyldes væsentligt en lang forbliven i agnosticisme. Af denne grund bliver enhver yderliggående agnostiker en vantro med hensyn til Bibelens Gud. Agnosticisme er derfor ikke noget, der hjælper hen imod Bibelen, men den vender bort fra den og er i praksis væsentligt anti-religiøs. Den forårsager derfor en tilstand, der gør det usandsynligt, at nogen vil få den hjælp, som hans fornuft behøver for at få udfyldt sine mangler. Denne vantro eller irreligiøsitet er det største onde, som agnosticismen påfører sine tilhængere, hvem den, ligesom i tilfældet med manden der faldt iblandt røvere, slår, sårer og forlader halvdøde, uden at den opmuntrer, men tværtimod forsøger at forhindre den gode samaritan i at komme dem til hjælp, der har brug for at lære Sandheden at kende.

Vi vil nu se på den engelske filosof Herbert Spencers form for agnosticisme. Spencers agnosticisme kan opsummeres i hans følgende udsagn:

”Den magt, som universet åbenbarer for os, er absolut uudgrundelig.”

Han indrømmer således, at der er en magt bag universet, som dette åbenbarer for os. På denne måde skrider han fra det Huxleyanske ufattelige univers frem til en magt, der tilskrives ufattelighed. Endvidere holder Spencer for, at religiøsitet er en væsentlig bestanddel i menneskets natur, og han antager derfor, at dens genstand er en virkelighed, en højere magt, der imidlertid er uudgrundelig. Så langt kan vi vandre hånd i hånd med Spencer. Men derefter siger Spencer, at religionen har fejlet i at tilskrive denne magt noget som helst andet end tilværelse og uudgrundelighed. Han benægter derfor, at denne magt har personlighed, idet han påstår, at tanken aldrig kan nå virkeligheden bag fænomenet. Dette ville betyde, at fordi Gud er førsteårsagen, den uendelige og ubegrænsede, kan han ikke kendes. Spencer fremsætter det således:

”Skønt det ubegrænsede ikke på nogen måde eller i nogen grad kan kendes i den strenge betydning af ordet kende, så finder vi dog, at dets positive eksistens er en nødvendig kendsgerning for bevidstheden; at så længe bevidstheden varer, kan vi ikke for et øjeblik frigøre den for denne kendsgerning, og at troen, som kendsgerningen grundlægger, derfor har en større berettigelse end noget andet.”

Disse ord beviser, at hans agnosticisme ikke er irreligiøs, skønt den er ukristelig. I virkeligheden er hans standpunkt dette, at religion altid har været, er, og vil vedblive at være nødvendig for menneskets natur, skønt han påstår, at den i alle dens former er så nær en tilnærmelse til sandheden, som menneskelig ufuldkommenhed vil tillade, idet ingen af dens former (følgelig heller ikke Bibelens form) er den virkelige og fulde sandhed. Spencer ville derfor tolerere alle religioner som opnåelser, der er nødvendig for deres respektive tilhængeres tilstand. Spencer kom dog til den samme slutning som Huxley, nemlig at det er umuligt for mennesker at kende Gud.

Når Spencer omtaler Gud som uudgrundelig, og derved mener, at vi ikke fuldt ud kan fatte Gud, så kan vi ikke være uenige med ham, for vi fatter visselig ikke hans natur. Vi kender ikke hans legemes form eller lyden af hans stemme (Joh 5:37), ej heller kender vi den eller de substanser, hvoraf hans legeme består. Vi ved at han er en ånd, men mere vi ikke om hans legeme (Joh 4:24). Bibelen lærer, at i stedet for at være fuldstændig er vor kundskab om ham afgjort stykkevis (1 Kor 13:12). Hans egenskabers højde og dybder, længder og bredder kan vi kun fatte stykkevis. Vi må med salmisten bekende, at Guds almagt er for underfuld til, at vi forstår den (Sl 139:6). Om Spencer blot hævder vor manglende evne til fuldt ud at fatte Gud, da ville vi sige ”Amen” til hans tanke. Men Spencer mener mere end dette. Han nægter, at vi ved eller kan vide noget som helst om denne store magt, undtagen at den er førsteårsagen og er uendelig og uindskrænket. Nogle mennesker erklærer, at de praktisk talt ved alt om Gud, og i denne tro er de gået langt ud over, hvad der står skrevet, og her bibringer Spencers standpunkt dem en tiltrængt irettesættelse. På den anden side, så vil det også være at gå til den anden yderlighed, hvis vi erklærer, at vi kun ved lidt om denne store magts eksistens, uendelighed og uindskrænkethed. Spencers vildfarelse er grundlaget for to standpunkters identificering: 1) vi ved ikke og kan ikke vide alt om Gud, og 2) vi ved ikke og kan ikke vide noget om Gud. Det første er sandt, og det andet er falsk og skal ikke have lov til at blive sat i stedet for det første, således som Spencer gør.

Jesus lærte os, at Gud er en ånd, og dvælede hyppigt ved mange af hans væsens- og karakteregenskaber og ved hans forhold til menneskeheden og verden. Artiklen ”Guds væsens egenskaber” – som kan læses på denne hjemmeside – behandler dette emne med en mangfoldighed af passende skriftsteder, og beviser til fulde, at Spencers form for agnosticisme benægter særdeles meget angående Gud, som fremsættes i Bibelen. Ligeledes benægter den særdeles meget af det, som vi lærer om ham i den anden bog, som han har forsynet os med – naturen, som er fyldt med hans tanker og gerninger. Apostel Paulus fortæller os, at Guds evige guddommelighed, der indbefatter personlighed så vel som magt, kendes på hans gerninger (Rom 1:20), og salmisten fortæller om, at himlene forkynder om Guds herlighed, og hvælvingen beretter om hans hænders værk (Sl 19:2). 

Men hvilken ret har Spencer til at begrænse vor kundskab om Gud til, at han kun er en uendelig og ubegrænset magt? Visselig begrænser hverken vor fornuft eller naturen eller erfaringen eller Bibelen således vor kundskab om ham. For vor umiddelbare opfattelse eller erkendelse udstyrer ham med personlighed, åndelighed, almagt, alvidenhed og allestedsnærværelse, så vel som med kærlighed og retfærdighed. Også Bibelen samstemmer i dette, og naturen gør det visseligt også.

Det er en lov i vor tankegang at tillægge enhver årsag personlighed, når den viser intelligens og hensigt, og vi gør dette, fordi vore sind er således indrettet, at de tvinger os til at gøre det. Når vi ser intelligens og hensigt i en hvilken som helst menneskelig årsag, får vore sind ved selve deres beskaffenhed os til at tilskrive denne menneskelige årsag personlighed; og når vi ser en ikke-menneskelig årsag, der udviser intelligens og hensigt, tvinger den samme beskaffenhed i vore sind os til at tilskrive denne ikke-menneskelige årsag personlighed. Følgelig kan kun de tænkere, der benægter intelligens og hensigt i verden, slippe for at tilskrive deres kilde personlighed. Men en sådan benægtelse er et førsterangsbevis på benægternes tåbelighed og uforstandighed, ligesom den også er et bekræftende bevis for sandheden af det, de benægter. Hvis vi tænker i overensstemmelse med vort sinds love, hvilket er den eneste måde, hvorpå normale mennesker kan tænke, er vi derfor tvunget til at tilskrive Gud personlighed. Og for normale mennesker modbeviser dette Spencers synspunkt om, at vi ikke ved og kan ikke vide noget om ”den magt, som universet åbenbarer for os”.

Vi har nu undersøgt de to vigtigste agnostikeres teorier og har fundet, at deres teorier er uholdbare; men der er desuden en anden form for agnosticisme, der nægter, at vi kan være sikre på noget som helst, og som påstår, at intet kan vides. Men disse teorier gendriver sig selv, for hvis vi ikke kan være sikre på noget som helst, kan vi heller ikke være sikker på denne teoris sikkerhed, for i modsat fald ville der dog eksistere sikkerhed angående denne påstand. Ligeledes, hvis vi intet kan vide, kan vi heller ikke vide, at vi intet ved, eftersom der da ville eksistere kundskab om denne påstand. Begge disse agnostiske teorier tilintetgør følgelig sig selv. Vi kan derfor godt forlade emnet agnosticisme som en tåbelig teori, der næppe hæver sig over ordkløveri, og hvis fundamentale tanker findes at være ganske selvmodsigende, ulogiske, frugtesløse og negative, når de analyseres.