Ateismen 

   Ateisterne påstår, at der ingen Gud er. Dette ligger i navnet på deres ideologi. Ordet ”ateisme” er afledt af det græske ord ateismos, der atter er afledt af det græske a (ingen) og det græske theos (Gud), mens endelsen ismos står for teori, dvs., ingen-Gud-teori. 

Vi skal ikke være overraskede over, at der findes mennesker, der påstår, at Gud ikke er til. I det tyvende århundrede blev millioner af uskyldige mennesker dræbt i 2 verdenskrige, og millioner af mennesker blev brændt i ovne eller gasset og dræbt i koncentrationslejre, oprettet af forskellige politiske regimer, hvoraf nogle endog gav udtryk for at være kristne. Det er derfor vanskeligt for mange at tro på en Gud, der både er almægtig og god. De spørger f.eks.: Hvis Gud findes, hvorfor forhindrede han da ikke disse ugerninger, hvorfor skabte han en verden med så megen ondskab? Bibelen giver et svar på dette spørgsmål, men den såkaldte kristne kirke og dens præsteskab, giver ikke folket det rette svar, og ofte er gejstligheden i kirken på undertrykkernes og udbytternes side, når de smigrer denne verdens diktatorer, tyranner og regeringer. Ned igennem historien har de, der har taget navn efter Guds søn, dræbt og myrdet hinanden i mange krige. Og i sidste århundrede myrdede de hinanden i to verdenskrige plus mange andre krige, velsignet af kirkens præster. En mand, døbt i Kristi navn, gav ordre til at nedkaste den første atombombe. Ateismen er et resultat af disse og mange andre begivenheder; f.eks. er ateismen for mange kun en skærm, der skal dække over en mislykket søgen efter en religion – dvs. deres ateisme er undertrykt religiøsitet. Men hvornår kom ateismen til syne i historien?  

Ateisterne kom først til syne i den græske historie, og kun i meget isolerede tilfælde, f.eks. Diagoras, Bion, Lucian etc. Grækerne anså ateismen for at være både umoralsk og irreligiøs og gjorde derfor ateisterne æreløse og forviste dem fra deres territorium. Der var også nogle få individuelle ateister blandt romerne, efter at det hedenske romerske rige gled over i det kristne romerske rige, men næppe mange før omkring afslutningen af det syttende århundrede, hvor ateismen begyndte at blive mere udbredt. Der har aldrig eksisteret nogen ateistisk nation, race eller stamme, og vi tilslutter os holdningen, at ateisme kun kan eksistere, hvor der er en mangel i eller en fordærvelse af det menneskelige hjerte og sind. Det kan siges, at ateismen i de sidste 200 år har været i tiltagen blandt filosoffer, flere videnskabsmænd og det jævne folk. Blandt de filosoffer, der har været ateister, vil vi citere den tyske filosof og religionskritiker, Ludvig Feuerbach. Han udtrykker sig om sagen på følgende måde:

”Der er ingen Gud, det er lige så klart som solen og lige så øjensynligt som dagen, at der ingen Gud er og endnu mere, at der ingen kan være, for om der var en Gud, da måtte der være én, han ville være nødvendig. Men om der nu ingen Gud er, da kan der ingen Gud være, derfor er der ingen Gud. Der er ingen Gud, fordi der ikke kan være nogen.”

Den forvirrende og tåbelige fornuftslutning i ovenstående citat har i sig selv intet, der er beslægtet med logik, og den modsiger sig selv som logik. Det er ikke religionen, der forfægter absolut klarhed, men derimod ateismen. Hvis Guds ikke-eksistens er ”klar som solen”, hvordan kan det da være, at hele menneskeheden (uden undtagelse) erkender solens eksistens, men at det ikke er hele menneskeheden, der tilslutter sig Feuerbachs påstand om, at Gud ikke er til? 

Nogle påstår, at der ikke findes virkelige ateister. Dette synspunkt er vi ikke enige i. Menneskets ufuldkommenhed har frygtelige virkninger på hjerte og sind, og gør yderliggående ateister mulige og virkelige. Vi kan f.eks. i vor tid læse på internettet, hvordan virkelige ateister spotter Gud, Jesus og de højere magter. Men vi tror, at det er meget få seriøse tænkere, der er ateister, for selv under ufuldkommenhedens indskrænkninger kommer ateisme på tværs af den menneskelige natur og de normale processer i tankegang og følelse. Ateisterne nægter som en selvfølge en guddommelig åbenbaring og således også muligheden af et virkeligt objekt for de religiøse følelser og samfund mellem Gud og mennesker. Sammen med dette kommer også benægtelsen af et liv efter dette, mens dyden mister sin stærkeste støtte og lasten sin største afskrækkelse for ateisten; thi for mange af dem mister disse ting deres moralske betydning, eftersom ateisme sædvanligvis er fatalisme (en tro på at ens skæbne er forudbestemt og uafvendelig), og de benægter derfor frihed til at vælge og moralsk ansvarlighed. Der kan naturligvis ikke være plads til forsoning i et sådant system. Sagt under ét, grundreglerne for religion kastes over bord i ateismen.  

Hos nogle ateister findes en afgjort tro (på deres teori), hos andre en fæstnet tvivl. Nogle ateister roser sig af deres ateisme, andre er meget bedrøvede over deres tro og ønsker blot, at de kunne tro på et Højeste væsen. I den nuværende tidsalder er der kun meget lidt, vi kan håbe på at kunne gøre for at hjælpe en virkelig ateist, for hans tro er en fordom, ved hvilken hans hjerte fra første færd har undertvunget hans fornuft, og hans fornuft har til gengæld yderligere forhærdet og forblindet hans hjerte, eftersom hverken hans fornuft og hjerte eller nogen anden person kan bevise at Gud ikke er til. Med hensyn til sådanne ulykkelige må vi i de fleste tilfælde vente, indtil troen i den næste tidsalder giver plads for syn. Men de ateister, der kun tvivler om Guds tilværelse, og som er forpinte over deres tvivl, kan hjælpes ved gendrivelsen af de betragtninger, som forårsager deres tvivl. Hvis sådanne ateister læser denne artikel, kan vi håbe på, at de ser ateismens fejlslutninger, i hvert fald vil dens afsløring af ateismens fejlslutninger og vildfarelser styrke dem, der tror på Guds virkelighed. Vi vil derfor i denne artikel undersøge de grunde, som de mere intelligente ateister giver for deres vantro, idet vi bemærker, at det hos dem alle er en ulogisk og overfladisk tænkning. 

Den første grund, som ateisterne sædvanligvis anfører for deres teori, er, at de ikke kan finde Gud. Den østrigske tænker, B. Carneri fremsætter det således:

”Jeg finder ham (Gud) ikke, hverken i skabelsen eller verdens styrelse.”

Bruno Bauer, tysk filosof, fremsætter det som følgende:

”Hverken ved brugen af mikroskopet, teleskopet, destillerkolben eller dissekerkniven har nogen forsker nogensinde opdaget et oversanseligt (åndeligt) væsen.”

Dette er sandsynligvis den stærkeste måde at fremsætte ateismens første og væsentligste argument på, og det er beregnet på at bedrage de troskyldige, således som det også har bedraget nogle af dem. Til dette vil vi for det første svare: Alt, hvad en forsker med rimelighed kan sige angående dette punkt, er, at han ikke har været i stand til at finde Gud ved forskning. Han kan således ikke tale for andre, for mange andre påstår, at de ved deres forskning og studium har fundet det oversanselige – Gud. Og disse mange andre indbefatter også de største filosoffer og videnskabsmænd, der har levet, lige siden ateismen blev genfødt i det syttende århundrede. Den følgende navneliste vil bevise dette: 

Leibnitz, Wolf, Kant, Descartes, Amphere, Fafaday, Fresnel, Brewster, De La Rive, Euler, Causs, Wuertz, Chevreul, Biot, Justus von Liebig, Fehling, Morse, Kepler, Copernikus, Isaac Newton, Herschel, Alexander von Humbolt, Mädler, Gruner, Elie de Beaumont, Fraas, Pfoff, Favre, Linnaeus, Albreckt von Haller, Griesbach, Oswald Herr, Ehrenberg, Owen, Quatrefages, Isidore Geoffray St Hilaire, Mivart, Agassiz, Le Creaux, Pasteur, Hyrttnes, von Beneden, Claude Bernard, Romanes (for en tid ateist, så efter dybere studium teist), Edison, Marconi, Bell, Millikan og en hærskare af andre. 

Vi hører ikke til dem, der tror, at store navne beviser Sandheden, men vi anfører disse videnskabsmænd, filosoffer og forskere, der ved granskninger har fundet Gud, som modvægt mod ateisterne, der hævder, at de ikke kan finde Gud ved deres granskninger. Mädler, en af de største videnskabsmænd, sagde:

”En sand naturforsker kan ikke være en gudsfornægter. Enhver, der ser dybt ind i Guds værksted, således som vi gør, og har så megen lejlighed til at beundre hans alvidenhed og evige orden, må i ydmyghed bøje sine knæ for den hellige Guds herskerskab.”

Isaac Newton og Pasteur skrev på lignende måde.

Vi besvarer ateisternes argument med udsagnet: Intet mål af menneskelig granskning, der på grund af menneskelig begrænsning nødvendigvis må være begrænset, kan bevise, at der ingen Gud er, for kun den, der er almægtig, alvidende og allestedsnærværende kunne være mægtig, kyndig og allestedsnærværende nok til, ud fra kundskab om sagens virkelighed, med sandhed at sige, at Gud ikke er nogen steder, og følgelig ikke eksisterer. For at være i stand til, om dette kunne gøres, at demonstrere at Gud ikke er til, måtte vedkommende følgelig have overmenneskelige evner, dvs., han måtte selv være Gud (hvilket når alt kommer til alt, ville bevise, at der er en Gud); intet menneske kan derfor bevise, at Gud ikke er til. Selv om mikroskopet, teleskopet, kniven og røntgenstrålerne ikke gør ham synlig og håndgribelig, beviser deres fejlslagne forsøg hermed dog ikke, at Gud ikke eksisterer. 

Selve det, som den ateistiske forsker søger at gøre synligt, behandles i modstrid med dets natur, for det oversanselige, som en ånd nødvendigvis er, opfattes ikke af sanserne og er usynlig. Vi kunne ligeså godt kræve af vand, at det blev tørt; af varme, at den blev kold; af is, at den blev varm; af mørke, at det blev lys og af lys, at det blev mørke; af det legemlige, at det blev ulegemligt, som at forvente, at det oversanselige, der blandt andet er usynligt, skulle blive synligt for vore legemlige øjne (1 Tim 6:16). 

En sådan forsker foretager sine undersøgelser med uhensigtsmæssige eller uanvendelige hjælpemidler. Hans hjælpemidler er materielle, brugbare på materielle substanser og vil give udmærkede oplysninger om disse, men de er aldeles uanvendelige og utilstrækkelige til at kunne gøre det oversanselige håndgribeligt. Den videnskabsmand, der ville forsøge at virke med redskaber, der er uanvendelige og utilstrækkelige for de foreliggende materialer, ville naturligvis ikke være i stand til at frembringe resultater. Når ateisterne ikke kan fatte noget, medmindre det giver sig materielle udtryk, er det deres ulykkelige fejl, og det medfører ikke, at virkeligheder må blive uvirkeligheder, blot fordi de mangler evne til at fatte noget oversanseligt. Og når der er oversanselige væsener, er det givet, at andre end materielle hjælpemidler må benyttes til opdagelse af dem. 

Det oversanselige kan kun søges af sindet og hjertet, som er de instrumenter, der kan komme i berøring med det. Eftertanke og den tro, det håb, den kærlighed og lydighed, der opbygges på en sådan eftertanke, er de hjælpemidler, der åbenbarer Gud, og ikke instrumenter, som f.eks. mikroskopet eller teleskopet. Ånder er heller ikke det eneste, der er uregistrerbart af materielle instrumenter som de ovenstående. Æteren (de øvre luftlag) kan ikke nås af vore sanser gennem disse. Dog, hvilken forsker vil benægte tilværelsen af det, der er så nødvendigt, for at forklare mange ting i naturen, skønt det selv er usynligt og uhåndgribeligt. Det samme er også Guds eksistens, skønt den er usynlig og uhåndgribelig for sanserne, og den er langt mere påkrævet for at forklare hele naturen og dens enkeltheder. Det er de virkelige videnskabsmænds og filosoffers betragtninger over universet i dets helhed, dets enkeltheder med dets vidunderlige love og orden og tegn på intelligens så vel som over mennesket og dets historie, der overbeviser dem om Guds tilværelse. Så vi siger til ateisten: Du benytter de forkerte hjælpemidler i din søgen efter Gud. Brug de rigtige, så vil det måske lykkes for dig at finde ham. 

Gud må ikke bare søges i det usædvanlige, så som mirakler, opfyldte profetier etc., hvad ateisten hævder, at han ikke har set, og hvis eksistens han benægter, men også i naturens sædvanlige og ordinære gang. I deres handlemåde over for ateister har kristne alt for ofte gjort fejltagelser på dette punkt ved kraftigt at fremhæve det ekstraordinære – så som mirakler, opfyldte profetier, etc. – over for ateisme og har på denne måde gjort ateisternes modstand endnu større på grund af deres forkastelse af dette bevis, i stedet for at møde dem, hvor de ikke kan svare. Vi ville gøre bedre i at lægge eftertryk på det ordinære og sædvanlige i naturen som bevis på Guds tilstedeværelse, når vi har med sådanne karakterer at gøre. Naturlovene forudsætter en lovgiver, naturens orden forudsætter en styrer. Universets uendelige beviser på intelligens forudsætter en intelligent skaber. At universet er produktet af en række årsager, forudsætter en første og følgelig en årsagsløs, evig årsag. Dens forunderlige og mangfoldige hensigter forudsætter en planlægger. Det er overvejelsen af disse ting, der overbeviser om, at der er en Gud, og som modbeviser ateisme. Ateistens påstand om, at universets og naturens love, orden, etc., gør Gud unødvendig, ødelægger således hans eget standpunkt, for når der er love, så må der nødvendigvis være en lovgiver, som står bag lovene. Aldrig nogensinde har man hørt om love, der er kommet af sig selv! 

Vort sidste argument her mod ateismens påstand om, at han ikke kan finde Gud, er, at han har søgt Gud på de steder, hvor han mindst er at finde – hvor ateisten har mindst udsigt til at finde ham. Ateisten har søgt Gud i mirakler og andre usædvanlige ting, og da han ikke finder nogen som helst mirakler eller noget usædvanligt undtagen i vidnesbyrdet fra de vidner, der for længe siden er døde, benægter han mirakler og finder derfor ikke Gud der. Lad os derfor lede hans opmærksomhed bort fra disse områder, som ikke vil bidrage til, at han finder Gud. Ved at søge Gud og ikke finde ham på sådanne steder på grund af, at disse steder ikke eksisterer for ham, har han derfor begået den fejl ikke at søge Gud på det sted, hvor han er at finde for ateisten, dvs., på det rette sted for ateisten. Lad ham søge efter ”Skaberens fodspor” i universet, naturen og i menneskets historie og erfaring, ikke med materielle hjælpemidler, men med sit sind og hjerte, dvs., med eftertanke eller overvejelse og ved at fæste lid til det fornuftige resultat af en sådan eftertanke, hvilken eftertanke eller tro til gengæld vil vække hans håb, kærlighed og lydighed til at åbne sig for den Gud, som disse ikke-materielle hjælpemidler vil åbenbare for ham. Det er på denne måde, at de ovenstående videnskabsmænd og filosoffer blev overbevist om Guds eksistens og om hans visdom, magt, retfærdighed og kærlighed. (Rom 1:20) Og ved ikke at efterligne dem har den intelligente ateist søgt Gud på de forkerte steder så vel som med de forkerte metoder og med de forkerte hjælpemidler. 

Ovenstående påviser klart fejlslutningen i ateismens første påstand – at de ikke kan finde Gud. Den række fejltagelser, som disse argumenter viser, at ateisterne har begået i brugen af deres første argument, åbenbarer dem som overfladiske tænkere. 

Det andet argument, som ateisterne bruger for at bevise, at Gud ikke er til, er, at der er så mange meningsløse og unyttige ting i verden, som, de hævder, ikke ville eksistere, hvis det var en alvidende skaber, som frembragte universet, for de ræsonnerer som så, at en sådan skaber ikke kunne frembringe meningsløse og unyttige ting. Som nogle af sådanne ting har de opregnet følgende: Isen ved polerne, den stærke varme ved ækvator, de umådelige ørkener og have, der er ubeboelige for mennesker, jordskælv, vulkaner, orkaner, månens eksistens, det store tomme rum i universet og spredningen af lys deri, milten, kirtlerne, blindtarmen, strudsens vinger, forekomst af vinger hos mange insekter, der ikke flyver, og de funktionsløse brystvorter hos de fleste hanner blandt pattedyrene. Denne liste er vist tilstrækkelig. 

For det første, hvem vil i disse påstået unyttige eller meningsløse ting finde en bevisgrund for, at der ikke kan være nogen vis skaber, der ville frembringe dem, når der i universet bogstavelig talt er milliarder af betydningsfulde og nyttige ting, der taler for, at der er en vis og godgørende skaber? Ville der ikke være ræson i at holde sig til den sidstnævnte kendsgerning i overvejelsen af, om der findes en vis og godgørende skaber? For det andet forudsætter dette argument, at en tænker virkelig ved, at det han kalder unyttige og meningsløse ting, virkeligt er sådanne. Hvor ved han fra, at de ikke har - eller ikke engang i fremtiden vil vise sig at have - betydning og nytte? For det tredje: Der er mange ting, der har almindelig nytte og betydning, men hvis særskilte nytte og betydning, vi måske ikke kan vide endnu. At kalde sådanne ting meningsløse er tilladeligt, hvis vi derved vil tilkendegive, at vi ikke ved, hvorfor de eksisterer. At kalde dem unyttige fordi vi forudsætter en brug af dem, hvortil de ikke passer, åbenbarer ikke deres påståede unyttighed, men det forkerte formål, der tillægges dem. Vi skulle kalde dem unyttige og meningsløse for os, om de var således for os. Dette ville være både klogt og beskedent, og det ville spare os for ydmygelser, der ellers vil blive os til del, når deres særegne nytte og betydning bliver kendt, således som det har været tilfældet med flere ting, vi troede var unyttige, men som ved senere videnskabelige undersøgelser viste sig ikke at være det.  

Ateismens tredje argument går ud på, at der ikke kan være en skaber, fordi der er så megen ufuldkommenhed i verden, mens en alvidende skaber efter deres påstand ville have gjort alt fuldkomment. Vor jord og dens beboere er i sandhed ufuldkommne. Hvem ville kalde jordens yderligheder af varme og kulde, dens sumpe og ørkener, dens jordskælv og vulkaner, dens flodbølger og oversvømmelser, dens orkaner og hvirvelstorme, dens tørke, dens storme og haglstorme, dens hungersnød og sygdomme, dens smittebærende luft, dens vilde dyr og krybdyr for fuldkomne? Disse tilstande beviser alt for tydeligt påstanden om jordens ufuldkommenhed. Og hvad skal vi sige om mennesket, hvis fysiske, mentale, moralske og religiøse ufuldkommenheder møder os i mængde og i yderst forskellige former, hvor vi end vender os hen. Det må helt klart indrømmes, at jorden og dens beboere er meget ufuldkomne; men lige så sikkert er det dårskab at slutte ud fra disse ufuldkommenheder, at der ingen Gud er.  

For det første siger Bibelen, at jorden på nuværende tidspunkt er forbandet på grund af Adams overtrædelse. Det er derfor uklogt at basere ateismens tredje argument på det, som er en forbandet jord. For øvrigt er de fleste ateister tilhængere af evolutions- eller udviklingslæren, og ved hjælp af denne udviklingslære søger de - imidlertid forgæves - at blive fri for tanken om en Gud. Men deres egen teori indbefatter nødvendigvis, at jorden og dens beboere endnu ikke er en fuldendt skabelse, da den ifølge udviklingsteorien stadig udvikler sig. De skulle derfor være blandt de sidste, der påstår, at en ufuldendt jords ufuldkommenheder beviser Guds ikke-eksistens. Bibelen lærer, at skabningen og jorden på nuværende tidspunkt er forbandet (1 Mos 3:17-19. Rom 8:20-21). Det er derfor urimeligt og ulogisk at beskylde et forbandet værk for ufuldkommenhed, endsige dets ophavsmand for ikke-eksistens på grund af sådanne ufuldkommenheder. Ufuldkommenhederne i Guds ufuldendte værk modbeviser derfor ikke mere hans eksistens end ufuldkommenhederne i et ikke fuldt ud bearbejdet stykke skind ville modbevise garverens eksistens.  

For det andet: en indvendig mod Skaberens eksistens baseret på ufuldkommenhed i hans værk, kunne ikke bevise andet og mere, end at han måtte være ufuldkommen, forudsat at hans skaberværk på jorden og menneskets var ufuldendt og derefter fandtes at være ufuldkomment; men den kan ikke bevise, at han ikke eksisterer, for den kendsgerning, at han overhovedet skabte, forudsætter, at han er til, for en ufuldkommenhed i hans fuldendte værk kunne kun tyde på manglende evne til at fuldkommengøre det eller på kortsynethed i planlæggelsen af et værk, som han ikke magtede eller var uvillig til at bringe til fuldendelse, eller en mangel på evne eller udholdenhed til at bringe det til fuldendelse. I hvert fald kunne kun Skaberens ufuldkommenhed og ikke det, at han ikke eksisterede, sluttes fra et fuldendt værk, der manglede fuldkommenhed. Men en sådan beskyldning kan ikke med billighed og logik fremføres mod ophavsmanden til et ufuldendt værk, på hvilket han endnu virker. Følgelig er den pågældende slutning fra ateismens side falsk, ulogisk og uklog. 

Ateismens fjerde argument går ud på, at der er så mange skadelige ting i naturen, der bringer lidelse over mennesker og dyr; der kan derfor ingen skaber være, for i modsat fald ville han sætte dem til side. Det må atter indrømmes ateisterne, at der er skadelige ting i naturen, der bringer lidelser over mennesker og dyr. Mange af de ufuldkommenheder i naturen, der opregnedes i det foregående punkt, bringer lidelse over mennesker og dyr. Hyppigt fører vilde dyr, krybdyr, fisk og fugle krig mod hverandre og mod mennesket, mens mennesket til gengæld fører krig mod sine medmennesker og mod dyr, fisk, fugle og krybdyr og forårsager lidelse til højre og venstre. Sygdom, sorg, smerte og død findes på alle kanter. Ulykker, sygdomme, hungersnød og fjendtligheder anretter ødelæggelse og ruin blandt menneskene. Tab, skuffelser, mangler, fejl, skavanker, fattigdom og en mere eller mindre ufrugtbar jord bidrager til megen lidelse. Sindssyge, vildfarelse, ondskab, griskhed og selviskhed bringer også mange lidelser over mennesker og dyr. Det må indrømmes, at der er en mangfoldighed af skadelige ting på jorden. Og stakkels ateister, bebyrdet med mere eller mindre af disse, mener, at de kan modbevise Guds tilværelse! Men atter må vi af gode og tilstrækkelige grunde hævde, at sådanne skadelige ting ikke beviser, at der ingen Gud er. Vi vil nu gå over til at fremføre disse grunde. 

For det første indbefatter ingen af disse ting, at Gud ikke er til. De kan helt sikkert støde an mod tanken om hans kærlighed, godhed og barmhjertighed, forudsat at de ikke til slut vil vise sig at være medvirkende til mere godt, end de påførte af ondt, men de indbefatter på ingen måde, at Gud ikke eksisterer, lige så lidt som tilstedeværelsen af de syge i et hospital ville indbefatte, at der ingen læger eller lægemidler eksisterer, lige så lidt som tilstedeværelsen af forbrydere i et land ville indbefatte, at der ingen politimænd fandtes der, eller ligeså lidt som de smerter et uartigt barn gennemgår, når dets fader tugter barnet med smæk i numsen, ville indbefatte, at barnet ingen fader har. 

For det andet: de gode egenskaber, der udvirkes på nogle karakterer under påvirkning af skadelige eller fortrædelige ting, er bevis på, at disse er viseligt bestemt, i det mindste for sådanne karakterer, og i stedet for at indikere, at Gud ikke er til, er de følgelig i harmoni med både hans eksistens og hans godhed. Vi ser ofte gode karakteregenskaber så vel som materielle goder frembragt ved de ugunstige livsforhold, under hvilke nogle mennesker befinder sig. Hos nogle udvikles barmhjertighed og sympati ved tilstedeværelsen af lidelse i verden. I nogle karakterer indvæves uselvisk tjeneste ved, at de ser andre i sorg eller lidelse. Gavmildhed kommer hyppigt til udtryk under ulykker. Egenskaberne overbærenhed og langmodighed samt evnen til at tilgive udvikles gennem erfaringen med at lide forurettelse, ellers kan de ikke udøves og udvikles. Mod og takt kommer ganske naturligt i anvendelse under de farer, der følger med skadelige tilstande eller forhold. Venskaber, der indgås i lidelsens smelteovn, er sædvanligvis de mest uselviske og varige. På denne måde lutrer og forædler lidelserne i det nærværende nogle karakterer, hvad intet andet ellers kan. Og ikke det alene, men nogle af menneskets højeste fysiske og mentale fremskridt skyldes de lidelsens tilstande, der omgiver det. I virkeligheden er nødvendighed mange gange moder til opfindsomhed. Vore hyggelige hjem med deres mange forbedringer og nyttige ting er blevet udviklet under den trang, der opstod på grund af de onde tilstande, der herskede omkring mennesket. Megen lærdom, civilisation og fremskridt i videnskab og opfindelse skyldes tilstedeværelsen af disse skadelige ting rundt omkring os. De er derfor ikke ublandede onder for dem, der vil bruge dem til deres moralske, mentale og fysiske forbedring. Af dem kan ateismen derfor ikke rent ud slutte, at Gud er fjendtligt sindet, langt mindre, at han ikke eksisterer. 

Ud fra endnu et standpunkt er tilstedeværelsen af lidelse indtil døden, ikke et ublandet onde og retfærdiggør derfor ikke den af ateismens slutninger, vi nu har under betragtning. Tænk på hvad resultatet ville blive, hvis ikke lidelse og død var de selviskes og ondes lod! I modsat fald, ville tilstandene da ikke blive langt værre, end de er nu? Når mange af vor art i så kort en levetid, som der nu skænkes menneskene, har udviklet en sådan kyndighed i at kunne bedrage deres medmennesker til stor skade for disse, hvad ville tilstandene da ikke blive, om sådanne levede tusinde år eller for evigt? Når nogle på få år kan blive mangemillionærer eller endog milliardærer, undertiden til stor skade for masserne, hvad ville de da ikke kunne præstere i retning af at erhverve på tusind år, eller for evigt? Tænk på disse enkeltes udbyttende og underkuende virkning på de mindre erhvervende medlemmer af den menneskelige slægt! Om erobrere som f.eks. Alexander, Cæsar, Napoleon, Hitler, Stalin o.a. havde kunnet fortsætte deres løbebane gennem tidsaldre, hvilke utålelige tilstande ville dette ikke have betydet for størsteparten af den øvrige menneskehed! Om de tyranniske, de morderiske, de tyvagtige, de utugtige, de begærlige og bedrageriske kunne fortsætte ubegrænset i deres misgerninger, til hvilken utålelig tilværelse ville resten af menneskeheden da ikke komme! Og hvor fortvivlet uheldigt ville ungdommen, de uerfarne og især de retskafne da ikke være stillet under sådanne forhold! De ville være tusind gange værre stillet, end ungdommen, de uerfarne og de retsindige er nu. Følgelig er det en velsignelse for resten af menneskeheden, at de onde og selviske lider og dør på forholdsvis kort tid. De to ovenstående grunde - 1) at de gode og foretagsomme forbedres ved deres erfaring med det onde, og 2) at de onde og selviske desto hurtigere afskæres af det onde – viser, at lidelse og død indbefatter en påvirkning til det gode, og til trods for ateismens påstand strider de derfor hverken mod Guds godhed eller hans eksistens. 

Vi fremfører en fjerde grund, der gendriver ateismens fjerde argument – at skadelige ting i verden modbeviser Guds eksistens – det er den endelige guddommelige hensigt med tilladelsen af det onde, så vidt det angår de onde og selviske. Ovenfor viste vi de forædlende virkninger, som erfaringen med ondt har på de gode. Nu vil vi vise det i henseende til de onde og selviske. Selv om ateismen driver spot med den bibelske lære om menneskets fald i Edens have fra fuldkommenhed til synd og lidelsens tilstande, der resulterer i døden, så må den dog indrømme den kendsgerning, at mennesket nu er i en tilstand, i hvilken det erfarer onder af alle slags, der kulminerer i døden, ligegyldigt hvordan det end kom ind i denne tilstand. Alle godgørende hjerter beklager, og alle klare hoveder fatter denne kendsgerning. Ateismen indrømmer, at de nærværende onde tilstande er en kendsgerning, men har ingen reel forklaring på, hvorledes de fremkom, hvorfor de fortsætter, hvad der vil helbrede dem, og hvorledes denne helbredelse vil ske. Eftersom dette er ateistens rådvilde og forvirrede tilstand, ville det så ikke være klogt af ham at høre opmærksomt på den forklaring, som tilfredsstiller både hoved og hjerte og klargør hele dette problem med hensyn til det onde? Vi går nu over til at forklare den bibelske løsning af problemet. 

Ondt tillades mod de onde og selviske for gennem erfaring at lære dem, hvad de ikke ville lære på nogen anden måde – at synden er slet i sin natur og frygtelig i sine følger, og at den derfor skulle hades og forsages. Vi vil føje nogle få enkeltheder til dette korte udsagn. Erfaringen med det onde er en (den første) del af Guds skabelsesproces med at bringe slægten til fuldkommenhed og lykke. En efterfølgende erfaring med retfærdighed vil være den anden del af denne proces. Han satte sig for at skabe en slægt af frie, moralske væsener, der på en forstandig måde vurderer synd ud fra en erfaring med dens natur og følger og på en forstandig måde vurderer retfærdighed ud fra en erfaring med dens natur og følger, og som et resultat af disse to erfaringer, der virker som deres lærere, vil hade og intet have at gøre med synd, men vil elske og praktisere retfærdighed. Da Gud forudså, at den uerfarne Adam, skønt fuldkommen i evne, men uprøvet med det onde, ville falde i synd under fristelse, besluttede han at tillade den, men påtvang den ikke, idet han indså, at Adam ved tab af liv og fuldkommenhed ville være ude af stand til at overføre disse ting til sine efterkommere, men ville derimod overføre til sine børn, hvad han havde – død og ufuldkommenhed. På denne måde blev slægten uden egen skyld – men simpelthen ved arvelighedens lov – bibragt en erfaring med det onde, gennem hvilken den med erfaringen som lærer ville lære syndens afskyelighed at kende og det ønskelige i at undgå den under alle omstændigheder. 

Ved at blive Adams stedfortræder i død og retfærdighed, blev Jesus indehaver af nødvendige aktiver – liv og retfærdighed – til bedste for slægten, de samme aktiver, der blev forspildt af Adam, som derved indviklede slægten i erfaringen med det onde. Disse aktiver vil han bruge som den absolut nødvendige betingelse for at bringe slægten – døde og levende – ud af erfaringen med det onde og ind i en erfaring med retfærdighed. Ligesom slægten vil lære syndens afskyelighed at kende gennem den fysiske, mentale, moralske og religiøse fornedrelse i den nærværende tid, forårsaget af erfaringen med det onde, som er fremherskende på grund af Adams synd og død, og på grund af Satans forførelse af hele verden, således vil slægten også lære retfærdighedens elskelighed at kende gennem den modsatte fysiske, mentale, moralske og religiøse opløftelse i de tusind år, der begynder, når Jesus vender tilbage til jorden og overtager magten og kaster Satan i afgrunden, så han ikke længere kan forføre slægten.  

Vi kan håbe, at disse to erfaringer vil bestemme størstedelen af slægten mod og for retfærdighed med det resultat, at Gud, når denne proces er fuldendt, vil opnå, hvad han begyndte at skabe – en slægt af frie moralske væsener, der forstandigt vurderer synd og retfærdighed, en slægt der vil hade og undgå førstnævnte og elske og praktisere sidstnævnte. Således set er de nærværende onder en del af en skabende proces, hvad den menneskelige familie angår. Dette er Bibelens løsning af problemet angående tilladelsen af det onde, og således betragtet ødelægger den fuldstændigt beviskraften i ateismens fjerde argument: at de onder, der er fremherskende på jorden, modbeviser Guds eksistens. Tværtimod indbefatter den som ovenfor betragtet Guds tilstedeværelse og hans godgørende og praktiske hensigt med midlertidigt at tillade det onde at herske for derefter at ødelægge det for evigt.   

Det er ateismens fjerde argument, der – skønt det er svagt – tiltaler og appellerer til overfladiske tænkere mere end dens tre andre argumenter. Vi tror, at vore fire svar derpå borttager al dens styrke, og at vore fornuftgrunde imod ateismens tre andre argumenter også gør dem magtesløse. Og derved er teoriens argumenter omstyrtet. Men der er mange andre ting, som kunne siges imod ateismen. Vi vil i korthed påpege nogle af disse. 

Det umulige i at noget dødeligt væsen kan fremføre bevis for den, taler imod den. At den lader nogle af den menneskelige hjernes højeste og ædleste evner – åndelighed, håb og ærefrygt – ligge uudviklede, taler imod den. At den fjerner ærefrygt for Gud og agtelse for mennesket som Guds højeste jordiske skabning, taler imod den. At den hos nogle fremmer stolthed og hos andre tungsindighed og fortvivlelse vejer ligeledes tungt imod den. Den berøver livet dets højeste glæder, velsignelser, erfaringer og opnåelser og lukker håbets dør for et velsignet liv efter dette. Den afskærer fra samfund med Gud og de gudfrygtige. Den forblinder sindet for de ædleste og mest opløftende sandheder. Den hindrer hænderne i at beskæftige sig med den mest opløftende tjeneste – at drage andre til Gud, og den lænker fødderne, så de ikke kan løbe på Guds veje. Dens hulhed er uhjælpelig. Dens overfladiskhed kan ikke skjules. Dens ufrugtbarhed kan ikke benægtes. Dens uforstandighed er ufattelig. Dens falskhed er uden lige. Dens bevæggrunde er ikke overbevisende, og af alle mennesker er dens ofre de mindst misundelsesværdige. Og lad os til sidst slutte med Guds ord: 

”Tåberne siger ved sig selv: ”Gud er ikke til.” (Sl 14:1)