Beviser Joh 1:1 at Jesus er Gud den Højeste?

Mange kristne der påstår, at Jesus er Gud den Højeste, elsker at citere Joh 1:1 som bevis for deres påstand, fordi der i de fleste bibeloversættelser står, at ”Ordet var Gud”. Skriftstedet Joh 1:1 har været genstand for grundige og detaljerede analyser af bibelfortolkere, og der er blevet ført intense disskusioner om den nøjagtige betydning af de græske ord ”kai theos én ho logos” – om de betyder ”Og Ordet var Gud” (altså Gud den Højeste) eller ”Og Ordet var en gud” eller måske ”Og Ordet var guddommeligt”.  

Den græskkyndige professor, Jason David BeDuhn, har skrevet en bog med titlen ”TRUTH IN TRANSLATION”, og han skriver i sit forord:

”Denne bog er skrevet for at forsyne læseren med et grundlag til at forstå Det Nye Testamente i den form, hvori det fremstår idag, dvs. oversættelser af tekster skrevet på græsk for omkring to tusind år siden. Der er mange forskellige oversættelser af Bibelen og ikke to er ens. Du har måske bemærket dette og er blevet urolig. Eftersom kristne tror, at deres frelse i nogen grad afhænger af forståelsen af de sandheder, der findes i Bibelen, kan tanken om, at bibler kan være forskellige, være ret foruroligende. 

Jeg har erfaret, at folk ønsker at vide, hvilken oversættelse, der er den bedste, den mest pålidelige, og som er mindst påvirket af oversætterens holdninger. Forskellige præster og lærere som jeg selv bliver ofte spurgt om vores holdning og bedt om rådgivning herom, og vi giver det alle i udstrakt grad. Vi anbefaler visse bibler og advarer folk mod andre.  Nogle mennesker stiller sig tilfreds med vort råd på grundlag af vor autoritet, men andre ønsker at vide, hvorfor vi har vores holdning, og på hvilket grundlag vi er kommet frem til den. Denne bog er for alle dem, som spørger hvorfor – og alle burde spørge hvorfor.  

Offentligheden i almindelighed kan selv se, at bibelske oversættelser er forskellige, men har ingen kriterier for at vurdere disse forskelligheder endsige klar information om, hvorfor de er opstået. Som følge heraf findes der en hel del misinformation og beskyldninger i den offentlige debat om forskellene mellem bibler. Selvfølgelig er der mange grunde til forskellighederne mellem de forskellige bibeludgaver. Nogle grunde er gode, andre er dårlige. For at forklare forskelligheden mellem dem, behøver man imidlertid oplysning om, hvordan de forskellige udgaver er blevet til, hvem der har lavet dem, og hvad der har påvirket de valg, som bibeloversætterne har foretaget. Denne bog er tænkt som et startgrundlag for udforskning af den slags oplysninger om de bibeludgaver, som er mest udbredt i de engelsktalende dele af verden. 

Eftersom alle kristne er enige om Bibelens store betydning som kilde til religiøs sandhed, er der ikke noget, der er mere vigtigt for dem end at få oplysning om nøjagtigheden og pålideligheden af den bog, som de gentagne gange søger til for at få svar på og vejledning om livets spørgsmål. Men mens der er brugt enorme mængder af energi på fortolkningen af de engelske ord i de moderne bibler, er der i offentligheden overraskende nok kun ganske lille bevågenhed omkring selve oversættelsens kvalitet. Kun ganske få bøger er blevet udgivet om dette emne, og deres egen pålidelighed er uheldigvis meget ringe.  

Det kommer muligvis som et chok for intellektuelle, teologer og religiøse filosoffer at opdage, at den moderne kristendoms ansigt ikke bliver udformet af dem, men af Bibelen. Demokratiseringen af kristendommen gennem de sidste adskillige århundreder har gradvis bibragt den almindelige troende en trang til at lære de kristne skrifter direkte at kende. Den protestantiske reformations motto, ’Sola scriptura’, (Bibelen alene) er stadig den dominerende stemme i kristne ræsonnementer og argumentationer idag, og føles endog stærkt selv i ikke-protestantiske former for kristendom. Vi ser et enormt behov for at kende Bibelen, især i den store mængde bestseller støttelitteratur, som masseudgives år efter år med titler som f.eks. ’Hvordan læses Bibelen’, ’Hvad Bibelen virkelig siger’, ’Det bibelske syn på ægteskab’, osv., samt et stort udvalg af såkaldte studiebibler, som integrerer en sådan vejledning i selve Bibelen.  

Man kan næppe bebrejde den enkelte kristne at stole på andres uddannelse og ekspertise som hjælp til at få Bibelen til at give mening. Bibelen er en vanskelig bog. Den er næsten to tusind år gammel. Dens tankeverden er meget forskellig fra den moderne tids. Den bibelske tekst forudsætter en større fortrolighed med de religiøse og sociale livsforhold i det antikke middelhavsområde, end med hoved- og biveje i ens eget område. Man bør virkelig anerkende de mennesker, der instinktivt føler, at de ikke bare kan læse ordene i Bibelen og straks fatte meningen. Det er nemlig helt korrekt.  

Problemet, som kristne i deres passion for og afhængighed af Bibelen som skaber af deres tro så står overfor, er, at de er nødt til at stole på eksperter til at lede sig til betydningen. Den gennemsnitlige kristne er måske ikke klar over, i hvilken grad han eller hun er afhængig af viden og intellektuel integritet hos papyrologer, oversættere, kommentatorer, historikere og præster til præcist og ærligt at få videregivet, hvad Bibelen virkelig siger, så svært som dette nu kan være i moderne tider med usikkerheder, modsigelser osv. Og i den afhængighed er moderne kristne blevet forfærdeligt svigtet. Der er ikke noget system mht. kontrol eller redaktionelle fejl på markedet for populær bibelsk lærdom. Enhver kan skrive en bog om Bibelen og påstå  at forklare den. I et frit samfund ville vi ikke ønske det anderledes. Men den fornuftige rådgivning af en køber synes at være glemt på dette marked. Selv mennesker med de bedste intentioner kan af deres engagement og forudindtagethed blive ledet til at fremstille unøjagtige eller lemfældige bøger om Bibelen. 

Jeg skriver altså for at opklare en række fejlopfattelser om Bibelen og om påstande fremsat af dem, som man lytter til, når de taler om Bibelen. Jeg skriver ikke for at støtte nogen

trosretning eller kristen sekt, men simpelthen for at oplyse – for at føje oplysning til en debat, som for det meste er blevet ført i skyggen af uvidenhed. Jeg skriver, fordi jeg er biblical scholar (bibelsk lærd, bibelsk videnskabsmand); ikke på grundlag af tilskyndelse fra eller med godkendelse af autoriteter, men på grundlag af min uddannelse. Jeg kender såvel sproget, som Det Nye Testamente oprindelig blev skrevet på som de sociale, politiske og kulturelle forhold, som formede den måde, Det Nye Testamente udtrykker sig på.   

Jeg blev tilskyndet til at skrive af mit chok over den mangel på de mest basale kendsgerninger om Bibelen, der er i den moderne, populære debat om den nøjagtige oversættelse og betydning af den. Jeg var enormt skuffet over at konstatere, at de få veluddannede lærde, som havde deltaget i debatten af grunde, som de kun selv kender, havde valgt at forøge frem for at dæmpe byrden af misinformation og tankeløs forudindtagethed i debatten. Jeg skriver, fordi jeg forstår at indtage rollen som neutral undersøgelsesleder uden interesse i et eller andet forudbestemt resultat, men udelukkende i at erfare, hvad en totusindårig bog siger under hensyntagen til dens egen tid og sted. Jeg kender personligt dusinvis af andre bibellærde med uddannelse og selvdisciplin til at gøre, hvad jeg gør, men de står uden for den offentlige debat (ligesom jeg gjorde indtil nu), er engageret i deres egen, meget specialiserede og hemmelige forskning og er måske ikke opmærksomme på den debat, der er i gang omkring os (ligesom jeg, indtil jeg brat blev rystet ud af mit ukendskab dertil). 

Moderne kristne kan afgøre med sig selv, hvordan Bibelen skal bruges; om de vil tage den bogstaveligt eller figurativt, hvilke dele der er de vigtigste, hvordan man får en helhed ud af alle dens tanker. Nærværende  bog handler ikke om denne fortolknings- og anvendelsesproces. Den er udelukkende fokuseret på oversættelse. Det er fundamentalt først og fremmest at have den mest nøjagtige oversættelse for at kunne finde ud af alle de andre spørgsmål. Eftersom kristne anerkender Bibelen som Sandheden, med stort ’S’, og denne Sandhed allerførst blev videregivet på et andet sprog end engelsk, har vi først af alt brug for ’Sandhed i Oversættelsen’, før nogen som helst kan teste denne ’Sandhed’, udforske den og bruge den! Jeg har skrevet denne bog for at hjælpe læseren med at udforske spørgsmålet om akkuratesse i bibeloversættelsen.” (TRUTH IN TRANSLATION, Jason David BeDuhn, s. 7-16) 

Jason David BeDuhn sammenligner flere forskellige bibeloversættelser i sin bog, og han kommer med en meget udførlig kommentar til oversættelsen af Joh 1:1 – her er et uddrag fra bogen:

OG ORDET VAR .... HVAD? 

”I de foregående kapitler har du lært om, hvor vigtigt det er for oversættelsen af enkle ting - såsom den form ordet får - om det fremstår med den bestemte artikel eller ikke, hvordan det er forbundet til andre ord ved brugen af verbet ’at være’, og den orden, i hvilken det er placeret i forhold til andre ord i en sætning. Den viden og færdighed, du har fået i disse foregående kapitler, har forberedt dig til at tackle en passage, hvor alle disse elementer kommer i spil: Joh 1:1.  

For at begynde vor udforskning af udgivelserne omkring oversættelsen af dette vers følger her Joh 1:1-2 i de ni oversættelser, som vi sammenligner.  

KJV: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. 

NASB: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.  

NAB: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. 

NRSV: I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.  

NIV: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var hos Gud i begyndelsen. 

NW: I begyndelse[n] var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud. Denne var i begyndelse[n] hos Gud. 

AB:  I begyndelsen [før al tid] var Ordet (Kristus), og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud Selv. Han var tilstede oprindeligt hos Gud. 

TEV: Før verden blev skabt, eksisterede Ordet allerede; han var hos Gud, og han var den samme som Gud. Fra den allerførste begyndelse var Ordet hos Gud. 

LB: Før noget andet eksisterede, var Kristus der, hos Gud. Han har altid været levende og er selv Gud.  

Vi vil først rette opmærksomheden mod den tredje sætning i vers 1: kai theos én ho logos (ordret: og Gud var Ordet). Når vi gør dette bliver vi konfronteret med problemet med den manglende artikel foran theos (gud).  

Græsk har kun den bestemte artikel  (som det engelske: the). Det har ikke en ubestemt artikel  (som det engelske ’a’ eller ’an’, dansk ’en’ eller ’et’). Derfor vil et græsk navneord i bestemt form i almindelighed have en form af den bestemte artikel (ho), som på engelsk bliver til ’the’, på dansk føjes endelsen ’en’ eller ’et’ til navneordet i bestemt form. Er det græske navneord ubestemt, fremstår det blot uden den bestemte artikel og oversættes korrekt til hhv. engelsk med den respektive ubestemte artikel eller dansk med eller uden ubestemt artikel. Vi tilføjer ikke et ord, når vi ved oversættelse af græske navneord tilføjer den ubestemte artikel. Vi holder os simpelthen til de grammatiske regler, ifølge hvilke man f.eks. ikke kan sige. ”Fido er hund”, men skal sige ”Fido er en hund”. For eksempel i Joh 1:1c, sætningen vi undersøger, er ho logos ”Ordet”, som alle oversættelser helt korrekt har det. Hvis der blot var skrevet logos uden den bestemte artikel ho, skulle det oversættes som ”et ord”. 

Tilsvarende, når vi har formen ho theos som i Joh 1:1b og 1:2, har vi at gøre med et navneord i bestemt form, som vi primært (og leksikalsk) ville oversætte som ”Guden”; men hvis det kun skrives theos, som det er tilfældet i Joh 1:1c, er det et ubestemt navneord, som helt normalt oversættes som ”en gud”. For fuldstændighedens skyld er vi nødt til at tage den kendsgerning i betragtning, at gud både er et almindeligt navneord ”en gud” og et egennavn ”Gud”. Vi bruger egennavnet ”gud” som et navn, uden bestemt eller ubestemt artikel, selvom et egennavn er et bestemt navneord. Som bestemt navneord svarer ordet ”Gud” til det græske ho theos (leksikalsk ”Guden”), som også ofte bruges som Guds egennavn i Det Nye Testamente og i anden samtidig græsk litteratur. Således er det i Joh 1:1b og 1:2 fuldstændigt korrekt at droppe den bestemte artikel fra ”Gud” og sige, at Ordet ”var hos Gud” (ordret: hos Guden). Men hvad så med det ubestemte theos i Joh 1:1c? Dette ord svarer ikke til det bestemte egennavn ”Gud” men derimod til det ubestemte navneord ”en gud”.  

Hvis man på græsk udelader den bestemte artikel fra theos i en sætning som den i Joh 1:1C, vil læserne gå ud fra, at man mener ”en gud”. Den slags sætning, vi har med at gøre, er med verbet ”at være”, og hvor navneordet (theos) står i nominativ (omsagnsled til grundled) som grundledsnavneordet (ho logos). I denne grundledsform (nominativ) er den bestemte artikel virkelig uundværlig for at gøre navneordet bestemt. At den ikke er der, gør betydningen af  theos helt forskellig fra den bestemte form ho theos. Lige så forskellig som navneordet ”en gud” er fra egennavnet ”Gud”. Med andre ord bruger Johannes det ubestemte ord theos på en måde, der er helt forskellig fra hans brug af det bestemte ho theos. Dette er temmelig klart, ikke kun ud fra den bestemte form ordet tager, men også fra konteksten, hvor disse forskellige former bliver brugt. Johannes siger på den ene side, at Ordet var hos ho theos, nemlig Gud, men på den anden side, at Ordet var theos, nemlig en gud. Med dette in mente er det påfaldende, at de fleste af de oversættelser, vi sammenligner, ikke mærker sig denne omhyggelige skelnen, men oversætter forskellige ord, som om de var nøjagtigt ens.  

På græsk kan den bestemte artikel også bruges, selv når det ikke er nødvendigt at markere, at et ord er bestemt, for at tilkendegive, at man stadig taler om det samme, som man talte om før. Efter at have introduceret ”Gud” og ”Ordet” brugte Johannes den bestemte artikel for at hjælpe sine læsere til at holde fast ved den kendsgerning, at han stadig talte om den samme Gud og det samme Ord. Men efter at have nævnt ”Gud” en gang i 1:b (”Ordet var hos Gud”), bruger Johannes ikke den bestemte artikel sammen med theos før 1:2 (”denne var hos Gud”), idet han springer lige over theos i 1:1c (”Ordet var en gud”). Dette oversprungne ord theos, kan vi konkludere, er ikke nøjagtigt det samme som ordet ”Gud” i 1:1b og 1:2.

Hvis Johannes havde ønsket at sige ”Ordet var Gud”, som der står i så mange oversættelser, kunne han med lethed have gjort det ved simpelthen at tilføje den bestemte artikel (ho) til ordet gud (theos), hvorefter der ville stå ”Guden” i stedet for ”Gud”. Han kunne simpelthen have skrevet ho logos én ho theos (ordret: ”Ordet var Guden”), eller ho logos ho theos én (ordret: ”Ordet Guden var”). Men det gjorde han ikke. Hvis Johannes ikke gjorde det, hvorfor gør oversætterne det så? 

Synderen ser ud til at være King James oversætterne. Som jeg sagde tidligere, var disse oversættere meget mere fortrolige med deres latinske Vulgata, end de var med Det Nye Testamente på græsk. De var vant til at forstå passager baseret på latin, og dette påvirkede den måde, hvorpå de læste de samme passager på græsk. Latin har ingen artikler, hverken bestemte eller ubestemte. Således ser det bestemte egennavn ”Gud” og det ubestemte navneord ”gud” fuldstændig ens ud på latin, og i Joh 1:1-2 kunne man se tre forekomster af, hvad der så ud til at være det samme ord, i stedet for de to helt forskellige former brugt på græsk. Om et latinsk navneord er i bestemt eller ubestemt form afgøres udelukkende af konteksten, og det betyder, at det kan fortolkes. Fortolkningen af Joh 1:1-2, som nu findes i de fleste engelske oversættelser, var fast forankret i  King James oversætternes tankemåde, baseret på et årtusindes læsning af kun den latinske udgave, og sløvede deres opmærksomhed over for den mere raffinerede græske sprogbrug. Efter dette (og efter at King James oversættelsen var blevet den fremherskende version og var indgroet i de engelsktalende bibellæseres bevidsthed) blev der fremsat adskillige argumenter til støtte for KJV oversættelsen af Joh 1:1c, ”og Ordet var Gud”, samt for at retfærdiggøre gentagelsen heraf i nyere og formodentlig mere nøjagtige oversættelser. Men ingen af disse argumenter kan holde til en nærmere undersøgelse.   

Forsøg på forsvar for den traditionelle oversættelse.  

Der har været argumenteret for, at fordi den tredje sætning i Joh 1:1 er en sætning med verbet ”at være”, som bruger omvendt ordstilling, og hvor grundled og  prædikatsled har samme form, var Johannes nødt til at udelade den bestemte artikel ved ordet ”gud”, fordi læseren ellers ikke kunne vide, hvad der var grundled, og hvad der var prædikatsled. Dette er et besynderligt ræsonnement, som der ikke er nogen fornuftig, grammatisk forklaring på hverken på engelsk, (dansk) eller på græsk. I sætningen ”manden i habitten er præsidenten” ved vi udmærket, at ”manden” er grundledet og ”præsidenten” er prædikatsledet, og det til trods for, at begge led står i bestemt form.  

Hvad der på engelsk (og dansk) opnås ved ordstilling, opnås på græsk med kontekst. Vi behøver kun kaste et blik gennem Johannes Evangeliet for at finde lignende sætninger, hvor både grundled og prædikatsled står i bestemt form, og i ingen af disse er der sket en forveksling mellem grundled og prædikatsled. På nøjagtigt samme måde ved vi, at ”Ordet” er grundled i den tredje sætning i Joh 1:1, fordi ”Ordet” i de umiddelbart forudgående to sætninger var grundled. Johannes kan tillade sig risikoen ved at sætte grundled og prædikatsled i samme form, fordi konteksten differentierer dem. Så der er ikke noget grundlag for argumentet om, at Johannes var tvunget til at udelade den bestemte artikel fra ”gud” for at læseren bedre skulle kunne identificere grundleddet. 

Andre har fremført som argument, at theos ikke behøver den bestemte artikel for at være i bestemt form, og at der er eksempler på, at theos uden bestemt artikel med sikkerhed er brugt i Det Nye Testamente. Mens dette er rigtigt for så vidt angår theos i genitiv og dativ (to bøjningsformer, som uden videre undlader artiklen i et antal tilfælde), er det ikke tilfældet i nominativ, den form, som bruges i Joh 1:1c. Nominativ på græsk er meget mere afhængigt af den bestemte artikel for at markere det bestemte end andre bøjningsformer. Der er en meget begrænset række af bestemmende elementer, som kan gøre en nominativ theos uden bestemt artikel til bestemt. Det gælder f.eks. tilstedeværelsen af et vedføjet ejestedord (possesivt pronomen, Joh 8:54, 2 Kor 6:16), anvendelse af navneordet i direkte henvendelse, vokativ (Rom 9:5, 1 Thess 2:5), og associeringen af navneordet med nummereringen ”en” (1 Kor 8:6, Ef 4:6, 1 Tim 2:5). Ingen af disse bestemmende elementer er tilstede i Joh 1:1c, og dette og de resterende elleve eksempler på theos uden artikel i Det Nye Testamente er i ubestemt form (Mark 12:27, Luk 20;38, Joh 1:18, Rom 8:33, 1 Kor 8:4, 2 Kor 1:3, 2 Kor 5:19, Gal 6:7, Fil 2:13, 2 Thess 2:4, Åb 21:7). Vi kommer tilbage hertil.  

Et andet argument, som er fremsat i forsvar for den traditionelle, engelske oversættelse af Joh 1:1, er baseret på noget kaldet Colwell’s Regel. Dette er en formodet regel i græsk grammatik, opdaget af den store bibellærde E. C. Colwell. Colwell introducerede sin regel i artiklen ”A Definite Rule for the Use of the Article in the Greek New Testament”. Baseret på et udvalg af passager fra Det Nye Testamente formulerede Colwell sin regel som følger: ”Et bestemt prædikatsled i nominativ har kendeordet, når det følger efter verbet; det har ikke noget kendeord, når det står før verbet” (Colwell, side 13). Der er to problemer med at bruge Colwell’s regel som argument for den traditionelle oversættelse af Joh 1:1. Det første problem er, at reglen ikke gør noget for at påvise, om et navneord er bestemt. Det andet problem er, at reglen er forkert. 

Colwell’s regel vedrører sætninger med verbet ”at være”, hvor både grundledsnavneord og prædikatsledsnavneord står i nominativ (grundledsform). Colwell’s regel hævder, at når man på græsk har et prædikatsled i bestemt form i en sætning med verbet ”at være” (dvs. hvor man normalt har den bestemte artikel, ho), hvis man så placerer det før verbet, bortfalder den bestemte artikel, selv hvis navneordet beholder sin bestemte betydning. Colwell ved ikke, hvorfor kendeordet falder bort, når et prædikat i bestemt form skrives før verbet, men han påstår, at det er sådan. Hvis Colwell har ret, så kunne ”gud” være i bestemt form i Joh 1:1c, selvom den bestemte artikel ikke er der. Colwell’s regel kunne ikke bevise, at ”gud” er et navneord i bestemt form i Joh 1:1c, men den kunne – hvis den gjaldt – åbne muligheden for, at det var bestemt ved at insinuere, at der findes bestemte prædikatsled i nominativ, som mangler deres kendeord. 

Men Colwell’s regel er ikke en gyldig regel i græsk grammatik. Man skal ikke kigge langt for at finde eksempler på prædikatsled i bestemt form, som ikke mister kendeordet, når de placeres foran verbet, dvs. eksempler, som ikke føler Colwell’s regel. I Joh 6:51, siger Jesus ho artos de hon egó dósó hé sarx mou estin, ”Det brød, som jeg vil give, er mit kød” (direkte oversat: ”brødet nu som jeg vil give kødet af mig er”). Prædikatsledet ’’kødet” (sarx), er skrevet med den bestemte artikel hé og foran verbet estin. I Joh 15:1 siger Jesus ho patér mou ho geórgos estin, ”Min fader er vingårdsmanden” (direkte oversat: ”faderen min bonden er”). Navneordet  ”bonden” (geórgos) er skrevet med den bestemte artikel ho og foran verbet estin. I Joh 20:15, hvor Maria først møder den genopståede Jesus, tror hun, at ho képouros estin, at han er havemanden.  Her ser man igen prædikatsledet skrevet med den bestemte artikel og foran verbet. Så det er indlysende, alene på basis af dokumentationen i Johannes Evangeliet, at Collwell er forkert på den.  

Colwell selv fandt femten undtagelser fra sin ”klare regel” i Det Nye Testamente, femten prædikatsled, som ikke var skrevet med den bestemte artikel, skønt de stod foran verbet. Sagt med Nigel Turners ord, skønt Colwell’s regel ”måske reflekterer en generel tendens, er den absolut ikke ufravigelig” (Turner, side 184). Dette er en høflig underdrivelse. Disse femten undtagelser alene viser, at Colwell’s regel overhovedet ikke er en regel.  

Vi kender alle udtrykket ”undtagelsen bekræfter reglen”. Men i almindelighed afkræfter undtagelser regler. Den eneste undtagelse, som bekræfter reglen, er den, hvor man kan finde en forklaring på, hvorfor reglen ikke passer i det pågældende tilfælde. Men sådanne forklaringer findes ikke for undtagelserne til Colwell’s regel. I stedet ser det ud til, at Colwell kun kunne komme frem til sin regel ved at se bort fra en stor mængde bevismateriale, som bekræfter, at der ikke fandtes en sådan regel på det antikke græsk.  

Som det så ofte er tilfældet i research, bunder Colwell’s fejl i en misforstået  fremgangsmåde. Han startede med at samle alle de prædikatsled i Det Nye Testamente, som han anså for at skulle stå i bestemt form, og så – når nogen af dem viste sig at være ubestemte på græsk – nægtede han at revurdere sit synspunkt om, at de var bestemte, og konstruerede i stedet en regel, til at forklare, hvorfor hans subjektive udlægning af dem skulle være sand, til trods for at de kendte regler i græsk grammatik tydede på noget andet. Læg mærke til, at han allerede på forhånd havde afgjort, at de prædikatsled, han søgte efter, var bestemte, baseret mere på sin egen fortolkning af deres betydning end på tilstedeværelsen eller fraværet af det eneste sikre kendetegn på bestemt form på græsk, nemlig det bestemte kendeord. Hans forudbestemmelse af bestemt form fik hele hans studium til at køre i ring fra starten.  

Colwell bestemte, at de navneord, han ledte efter, skulle være bestemt form, før han overhovedet startede sin undersøgelse. Han var ikke indstillet på at skifte holdning til det. Så når navneord, han mente var bestemte, viste sig at være uden det bestemte kendeord, antog han, at en eller anden grammatisk regel, måtte forårsage, at kendeordet var udeladt. Han overvejede ikke på noget tidspunkt muligheden for, at kendeordet ikke var der, fordi navneordet ikke stod i bestemt form. Det ser ud til, at Colwell blev vildledt af, hvordan man udtrykker sig på engelsk. Hvis et bestemt udtryk er i bestemt form på engelsk, antog han, at det var i bestemt form på græsk uden hensyntagen til, hvad grammatikken antydede. Selvfølgelig vidste Colwell udmærket, at græsk kommunikerer betydninger på en anden måde en engelsk gør. Det var en ubevidst vanetænkning, der intervenerede med hans sædvanligvis kompetente lærdom i dette tilfælde. Det var en forudindtagethed hidrørende fra hans engelske hverdagssprog. 

Så defekt som den originale Colwell-regel er, er den blevet yderligere forværret af fejlfortolkning gennem årene. Bemærk, at ifølge Colwell tillader hans regel ham at forklare, hvorfor et navneord, som man allerede (på en eller anden måde) ved er bestemt, sommetider fremstår uden det bestemte kendeord. Reglen gør intet for at lade læseren afgøre, om et navneord er – eller ikke er – i bestemt form. Selv hvis Colwell’s regel var sand, ville den højst levne mulighed for, at et prædikatsled uden kendeord før verbet var bestemt. Den kunne aldrig bevise, at ordet var bestemt. Men eftersom reglen ikke levner nogen mulighed for at skelne mellem bestemt og ubestemt prædikatsled før verbet, har mange fejlagtigt ment, at den gjorde alle foranstillede prædikatsled bestemte. 

Således skriver Bruce Metzger fejlagtigt, at ”Colwell’s regel nødvendiggør oversættelsen ... ’og Ordet var Gud’” (Metzger 1953, side 75). Sakae Kubo og Walter F. Specht siger i bogen So many Versions? Twentieth-century English versions of the Bible: ”Det er sandt, at græsk ikke har det bestemte kendeord foran ’Gud’ her. Men fordi theos (Gud) i dette vers på græsk er prædikatsled og kommer før verbet og grundledet, er det i bestemt form, eftersom et bestemt prædikatsled på græsk aldrig har bestemt artikel, når det kommer før verbet” (Kubo and Specht, side 99). Selv Colwell registrerede femten eksempler fra Det Nye Testamente, som går imod Kubo og Specht’s ”aldrig”. Eftersom mange bibellæsere stoler på holdninger fra folk som Metzger, Kubo og Specht er det let at forstå, hvorfor offentligheden forbliver misinformeret om bedømmelse af bibeloversættelser. 

Korrekt forståelse af Joh 1:1.  

John Harner fremlægger i sin artikel, ”Qualitative Anarthrous Predicate Nouns: Mark 15:39 og Joh 1:1”, en meget mere omhyggelig, systematisk analyse af den samme type sætninger, som Colwell studerede. Harner forudbestemmer ikke, hvilke prædikatsled der er bestemte. I stedet undersøger han alle prædikatsled, der ikke har det bestemte kendeord, og sammenligner dem, som kommer før verbet med dem, som kommer efter verbet. Baseret på sin undersøgelse konkluderer han, ”prædikatsled uden kendeord forud for verbet ser primært ud til at fungere til at udtrykke naturen eller karakteren af grundledet, og denne kvalitative signifikans kan være langt mere vigtig end spørgsmålet om, hvorvidt prædikatsledet selv skal betragtes som bestemt eller ubestemt” (Harner 1973, side 75). Med andre ord, græsk har en særlig udtryksmåde for naturen eller karakteren af noget og bruger prædikatsled før verbet og uden det bestemte kendeord, ligesom i Joh 1:1. Naturen og karakteren af ho logos (”Ordet”) er theos (”guddommelig”).  

Efter min mening argumenterer Harner med held for, at prædikatsled uden kendeord, placeret foran verbet, ser ud til at have en kvalitativ funktion. At sådanne navneord altså beskriver eller definerer karakteren af sætningens grundled. Men Harner forsømmer at demonstrere, at dette altid er funktionen for prædikatsled før verbet, eller at det er en funktion, der ikke findes hos prædikatsled placeret efter et verbum.  Jeg tror med andre ord, at Harner har opdaget en vigtig måde at bruge prædikatsled uden kendeord på, men ikke en, som på nogen måde står og falder med navneordets position i forhold til verbet. 

Generelt sagt er funktionen af ubestemte prædikatsled før eller efter verbet at identificere den klasse eller kategori, som grundledet hører til. Sommetider med vægt på identitet eller medlemskab, og til andre tider på karakter eller kvalitet. Jeg tror, den ene funktion let glider over i den anden, og at de i virkeligheden ikke kan udskilles helt på nogen meningsfyldt måde. Under alle omstændigheder er engelske ubestemte udtryk mere beslægtet med Harners kvalitative betydning end bestemte udtryk er, og Harner selv ser ofte bort fra den endelige oversættelse af passager, der giver udtryk for kvalitativ betydning, som værende umulig.  

Johannes bruger den slags sætning treoghalvtreds gange. Ud fra dette hævder Harner, at der er fyrre tilfælde, hvor den kvalitative betydning af ordet er mere vigtig for betydningen end hhv. bestemt eller ubestemt form. I de fleste af disse tilfælde, vil en oversætter imidlertid blive tvunget til at vælge at bruge bestemt eller ubestemt form. Det kan simpelthen ikke undgås. Harner gør sit bedste for ikke direkte at udfordre Colwell’s regel, men i den endelige analyse skal man gøre det for at videregive den kvalitative betydning til et engelsktalende publikum, som Harner argumenterer for. Hvis den bestemte artikel bruges med disse prædikatsled, vil den kvalitative betydning gå tabt. Brugen af ubestemt artikel udtrykker denne kvalitative betydning.  

For eksempel skal Joh 4:19 oversættes:  ”....du er en profet”, og ikke: ”...du er profeten”. I Joh 8:48 er det: ”...du er en samaritaner”, ikke: ”... du er samaritaneren”. I Joh 9:24 er oversættelsen: ”.... den mand er en synder”, ikke: ”....den mand er synderen”. I Joh 12:6 hedder det: ”...han var en tyv”, ikke: ”... han var tyven”. Bemærk, at det ikke er måden, vi siger tingene på, på vort sprog, der dikterer betydningen af det græske, men det drejer sig om at finde den udtryksmåde på vort sprog, der bedst afspejler betydningen af det græske. Således kan man f.eks. sige: ”’You are a disciple of that man”, eller: ”You are the disciple of that man”, men den græske udgave af Joh 9:28 bruger ubestemt form, og det bør vi også gøre. ”The disciple” ville være en identifikation; ”a disciple” er en karakteristik, og det er, hvad Harner mener med den kvalitative funktion af et sådant udtryk. 

Harner angiver, at prædikatsledet uden artikel foran verbet ikke kan være bestemt i Joh 1:14, 2:9, 3:4, 3:6 (to gange), 4:9, 6:63, 7;12, 8:31, 8:44 (to gange), 8:48, 9:8, 9:24-31 (fem gange), 10:1, 10:8, 10:33-34 (to gange), 12:6, 12:36, 18:26, 18;35. Det allersidste vers i denne lange liste er et godt sted at starte med at undersøge sætninger, struktureret som Joh 1:1c og den betydning, som det er meningen, de skal udtrykke. Det drejer sig om Pilatus’ ordveksling med Jesus. I Joh 18, vers 35, spørger Pilatus: ”Er jeg måske jøde (ególoudaios eimi)?” På græsk står prædikatsledet her før verbet og uden kendeord, som i Joh 1:1c og er helt klart ubestemt i betydningen ”jøde”. To vers senere spørger han Jesus  ”.. er du ..konge (basileus ei su)?” Her er nøjagtigt den samme syntaks som i Joh 1:1 – prædikatsledet kommer på græsk forud for verbet, grundledet følger efter, og prædikatsledet har ingen bestemt artikel. Men Pilatus spørger, om Jesus er ”konge”, ikke ”kongen”. Jesu svar i det samme vers bruger den samme basiskonstruktion. ”Du siger, jeg er konge (su legeis hoti basileus eimi).” Der er mange andre eksempler, der er udeladt af Harner.  

Ud fra de nævnte principper står der altså i Joh 1:1, at Ordet ikke er Gud den Almægtige, men er en gud eller et guddommeligt væsen. Jeg ved dette lyder mærkeligt og umuligt skulle kunne komme fra en kristen skribents pen. Men faktum er, at det er, hvad Johannes skrev. Hans hensigt med dette var – i det mindste til en vis grad – at undgå den opfattelse, at Gud Fader den Almægtige inkarnerede sig som Kristus. Han, som inkarnerede sig, var på en eller anden måde forskellig fra ”Gud”, men var stadig ”en gud”.

Joh 4:24 giver et andet eksempel på den samme konstruktion som Joh 1:1c med den eneste forskel, at verbet ”at være” er udeladt som unødvendigt: pneuma ho theos, ”Gud er ånd.” Græske skribenter udelader ofte verbet ”at være” for at gøre udsagnet mere fyndigt, sådan som Johannes gør her. Hvis vi indsætter det pågældende verbum, ville vi have pneuma estin ho theos  eller pneuma ho theos estin. I hvert enkelt tilfælde er grundleddet markeret med artiklen, og prædikatsleddet kommer før verbet uden artikel i en klart ubestemt betydning. At ”ånd” er ubestemt her, bekræftes af konteksten. I Jesu henvendelse til den samaritanske kvinde, ville betydningen ”Gud er ånden” ikke give nogen mening overhovedet, eftersom der ikke har været nogen identifikation af eller forklaring på, hvad ”ånden” kunne være. I stedet bruger han ”ånd” til at karakterisere Gud, for at beskrive ham som et åndevæsen modsat menneske.  

Den korrekte, ubestemte oversættelse ”Gud er en ånd” er givet af KJV, AB og NW. Både KJV og AB forplumrer tingene ved at skrive ”Ånd” med stort begyndelsesbogstav, som om det er et egennavn (NAB gør det også). NRSV, NIV og NASB skriver ”Gud er ånd”, hvilket ser ud til at man bruger ”ånd” i betydningen af en substans (som når man siger ”krukken er af tin”). Den sidstnævnte betydning er i overensstemmelse med den ubestemte form, fundet i KJV, AB og NW, og denne overensstemmelse bekræftes af den kendsgerning, at NRSV, NJV og NASB ikke skriver ”ånd” med stort begyndelsesbogstav. NAB og TEV har ”Gud er Ånd”, hvor ånd er med stort som et egennavn i denne sætning, hvad det altså ikke er. For at være et egennavn skulle det græske ord for ”ånd” have det bestemte kendeord, hvad det ikke har i Joh 4:24. NAB og TEV oversætterne begår den samme fejltagelse i Joh 4:24, som de begår i Joh 1:1, nemlig at de ændrer en karakterisation til en idenfikation.  

Dette bringer os tilbage til Joh 1:1. Harner pointerer, at hvis Johannes havde ønsket at sige ”Ordet var Gud”, kunne han have skrevet ho logos én ho theos. Men det gjorde han ikke. Hvis han havde ønsket at sige ”Ordet var en gud”, kunne han have skrevet ho logos én theos. Men det gjorde han ikke. I stedet brugte Johannes prædikatsleddet uden artikel og placerede det foran verbet, hvilket for Harner tyder på, at Johannes ikke var interesseret i bestemt eller ubestemt form, men i karakter og kvalitet. Ikke desto mindre konkluderer Harner:  ”Der er ingen basis for at betragte prædikatet theos som bestemt”, og ”i Joh 1:1 tror jeg, at den kvalitative styrke af prædikatet er så fremherskende, at navneordet ikke kan betragtes som værende i bestemt form” (Harner 1973, side 85 og 87). Så skønt Harner hårdt prøver at være ærbødig over for Colwell og ikke sætter sin artikel op som en benægtelse af Colwell’s regel, erkender han til slut, at den kvalitative karakter af den type sætning umuliggør, at navneordet kan være i bestemt form. Hvis Harner har ret, kan Colwell ikke have det, og vice versa.

Harner afviser direkte fortolkningen ”Ordet var Gud” (KJV, NASB, NAB, NRSV, NIV) og  ”Han var den samme som Gud” (TEV) som værende ukorrekt oversættelse af Joh 1:1c (Harner, side 87). Han giver en betinget godkendelse af oversættelsen ”Ordet var guddommeligt” og kommer samtidig med andre forslag. Jeg har det også fint med denne oversættelse, da den videregiver på vort sprog, hvad den originale græske tekst udtrykker. Hvad Harner kalder de græske prædikatsleds kvalitative funktion, og hvad jeg kalder græsk tilkendegivelse af klasse er i bund og grund det samme. En person, som skriver en sætning på denne måde, fortæller os, at grundleddet tilhører den klasse eller kategori, som prædikatsleddet repræsenterer (Bilen er en folkevogn). Vi gør ofte noget tilsvarende ved at bruge prædikat adjektiver. Vi kan f.eks. sige ”John er en dygtig person” eller vi kan sige ”John er dygtig”. Sidstnævnte er et eksempel på et prædikat adjektiv, og som man ser, betyder det nøjagtigt det samme som at sige det første. Begge sætninger placerer John i kategorien ”en dygtig person”, men den ene gør det vha. et navneord (en dygtig person), den anden vha. et adjektiv (dygtig). Så hvis ”Ordet var gud” eller ”Ordet var et guddommeligt væsen” betyder, at  Ordet tilhører kategorien af guddommelige væsener, kunne vi oversætte udtrykket med ”Ordet var guddommeligt”. Betydningen er den samme i hvert tilfælde og opsummeres fint af Harner som ”ho logos ... havde theos natur”, (Harner, side 87). 

Når man sammenligner nøglesætningen i Joh 1:1 i de ni oversættelser, finder man, at alle med én undtagelse sætter ordet ”gud” i bestemt form, til trods for at det græske ord theos mangler det nødvendige kendeord for at være bestemt. Overraskende nok er der kun én, NW, som overholder den ordrette betydning af det græske og oversætter ordet med ”en gud”.

Oversætterne af KJV, NRSV, NIV, NAB, AB, TEV og LB greb alle teksten i Joh 1:1 an ud fra, hvad de på forhånd troede om Ordet, samt visse trosmæssige simplifikationer af Johannes’ karakterisation af Ordet, og forvissede sig om, at oversættelsen endte ud i overensstemmelse med, hvad de troede på.  Deres forudindtagethed blev forstærket af den kulturelle dominans fra den velkendte KJV oversættelse, som stærkt påvirkede deres tankegang, hvad der fik dem til at se ”Gud”, hvor Johannes mere spidsfindigt talte om ”en gud” eller ”et guddommeligt væsen”. Ironisk nok er nogle af de samme lærde hurtige til at beskylde NW oversættelsen for doktrinær forudindtagethed, fordi verset her er oversat ordret uden indflydelse fra KJV og ifølge den mest indlysende betydning af det græske. Det kan meget vel være, at NW oversætterne påbegyndte arbejdet med at oversætte Joh 1:1 med lige så megen forudindtagethed som de andre oversættere. Der sker så blot det, at deres forudindtagethed i dette tilfælde svarer til en mere korrekt oversættelse af det græske.  

Hvordan kan der være ’en gud’ i Bibelen? 

Indvendingen må være, at ifølge Bibelens kontekst er der kun én Gud, og derfor må enhver henvisning til theos være til den eneste sande Gud. Men i stedet for at regne med grænser for, hvordan de bibelske forfattere brugte et ord som theos, bør man dykke ned i spørgsmålet og finde frem til kendsgerningerne.

Navneordet theos (”gud”) i nominativ bliver brugt 298 gange i Det Nye Testamente. I  274 af disse tilfælde bruges den bestemte artikel. Den bestemte artikel angiver, at der henvises til ”Guden”, dvs. ”Gud”, med tre undtagelser. I 2 Kor 4:4 refererer Paulus til  ”the god of this age”, som er Satan. I Fil 3:19 taler han om dem, for hvem ”the god is the belly”. (I disse tilfælde har man på engelsk den bestemte artikel). Apg 14:11 taler om ”the gods” i flertal, hvor der hentydes til græsk-romersk hedenskab. Undtagelserne viser, at ordet ”gud” i Det Nye Testamente kan bruges som en del af den ’jargon’, der blev brugt på den tid, da det blev skrevet. Mennesker i tiden omkring de første kristne talte om ”guder”, og Det Nye Testamentes forfattere brugte dette sprog til at videregive vigtige ideer.  

Den store procentdel af theos med den bestemte artikel i forhold til antallet uden er ikke særligt overraskende. Det Nye Testamente drejer sig om Gud, så naturligvis tales der mere om ham end om nogen anden gud. Det store antal lader også formode, at der trods alle variationer i stil og udtryk, som findes i Det Nye Testamentes bøger, er en fast måde at referere til Gud på, nemlig ho theos. Dette er sandt, hvis ”Gud” kommer før eller efter verbet, hvad enten det er først eller sidst i sætningen. Variation i ordets placering har ikke megen indflydelse på denne faste måde, hvorpå der refereres til Gud.  

I kun 24 ud af de 298 gange theos bruges i Det Nye Testamente er den bestemte artikel ikke tilstede. Lad os betragte et udvalg af disse for at se, hvorfor ”a god” (en gud) bruges her til særlige formål. I de følgende eksempler er formålet med at bruge ”gud” i ubestemt form det samme som i Joh 1:1, nemlig at karakterisere eller kategorisere sætningens grundled. Den kendsgerning, at grundleddet i de fleste af disse sætninger er det væsen, kristne benævner ”Gud” (men også ”Herren”, ”Fader”, etc.) skal ikke have lov til at tilsløre den kendsgerning, at forfatteren beskriver dette væsen som en særlig type ”gud”, eller som en, der med ubegrænset kvalitet, karakter eller klasse indtager en særlig gudsrolle for nogen. 

I Luk 20:38 står der på engelsk: ”But he is not a god of the dead” (theos de ouk estin nekrón). Bemærk, at i dette vers står theos før verbet (estin), nøjagtigt som det gør i Joh 1:1. Den bestemte artikel mangler ikke på grund af Colwell’s regel, men fordi theos er ubestemt. (På dansk skal oversættelsen derfor være: ”Han er ikke gud for døde, men for levende” [altså ”gud” med lille begyndelsesbogstav]). Det heraf afledte spørgsmål er: Hvilken slags gud er den kristne gud? Svaret er: Han er ikke gud for de døde, men gud for de levende. Ordet ”gud” er ubestemt, fordi det beskriver en kategori, som grundleddet tilhører. Eftersom kategorier er ubestemte, skrives theos uden den bestemte artikel. Den korrekte oversættelse er ”(en) gud”. At ordet ”gud” er ubestemt bevises ved hjælp af en parallel passage i Mark 12:27 (ouk estin theos nekrón), hvor theos står efter verbet i stedet for før, som det gør i Luk 20:38. I sådan en placering skal theos uden artikel være ubestemt. (I den danske bibeloversættelse er ”gud” også her fejlagtigt skrevet med stort begyndelsesbogstav).  

Hvordan behandler vore ni oversættelser disse to passager? I begge passager oversætter NW med ”a God”. KJV har ligeledes ”a God” i Luk 20:38, men inkonsekvent ”the God” i Mark 12:27. NASB, NIV, AB og TEV har ”the God” (IB er for  forandret til at kunne sammenlignes) i begge passager. NRSV og NAB undgår kendeordet helt ved at skrive henholdsvis ”He is God not of the dead” (NRSV) og ”He is not God of the dead” (NAB). NW har den mest nøjagtige oversættelse af disse to vers, fordi man konsekvent holder sig til den ubestemte konstruktion af det græske, skønt det skorter på nøjagtighed, når man her skriver ”God” med stort begyndelsesbogstav, selvom det ikke drejer sig om et egennavn.  De andre oversættelser er mindre nøjagtige end NW, fordi de tilslører den beskrivende, kategoriske brug af ubestemt form.  

I 2 Kor 1:3 refererer Paulus til den kristne gud (det væsen, der kaldes Gud) som ”a god of every consolation” (theos pasés parakléseós), (på dansk: ”.. al trøsts gud”). Han karakteriserer grundleddet og bruger således den ubestemte form af theos i prædikatet. Spørgsmålet er atter en gang: Hvilken slags gud er den kristne gud? He is a god of every consolation. KJV, NIV, NRSV,AB, TEV og NW skriver ”the God”. NASB og NAB undgår at bruge nogen artikel. LB omskriver passagen fuldstændig. Ingen af oversættelserne gengiver den ubestemte betydning. Det er muligt, at oversætterne har været vildledt i dette tilfælde af ”Sharp’s regel.”  

I Åb 21:7 lover Gud: ”I will be a god to him, and he will be a son to me”  (esomai autói theos kai autos estai moi huios), (d.aut.1992: ”.. jeg vil være en gud for ham, og han skal være en søn for mig”). Eftersom ”gud” (og ”søn”) er prædikatsled og står efter verbet, skal de være ubestemte. Gud karakteriserer den type forhold, han vil have med ham, som han taler om. Hvordan vil den person forholde sig til Gud? Han vil forholde sig til ham, som man forholder sig til ”en gud” (med andre ord vil han forholde sig over for ham med tilbedelse og tjeneste). Ligeledes vil Gud forholde sig til den pågældende som til ”en søn”. Karakterisering opnås gennem kategorisering, og ”gud” og ”søn” fungerer her som sådanne kategorier. Derfor er de ubestemte. Alle de oversættelser, vi sammenligner, er mindre tilfredsstillende. KJV, NASB, NIV, NAB, TEV, LB og NW skriver hhv.: ”I will (NAB, NW: shall) be his God”. NRSV bruger ”their God” for at undgå stedordet i hankøn. AB skriver ”I will be God to him,” som er en smule tættere på det græske, men der mangler stadig det ubestemte udtryk.  

I Fil 2:13 skriver Paulus: ”For it is a god who is working in you” (theos gar estin ho energón en humin), (ordret dansk: For det er en gud, der virker i jer). Det heraf følgende spørgsmål er: Hvad er det, der virker i/iblandt os? Paulus’ svar er, at det ikke er en menneskelig kraft, heller ikke en dæmonisk, men en guddommelig kraft. Han beskriver oplevelsens karakter, den kategori, som kraften, der virker i disse mennesker, tilhører. Derfor bruges den ubestemte form. Men alle oversætterne overser dette. KJV, NASB, NIV, NRSV og AB skriver: ”It is God ...”, NAB, TEV, LB og NW skriver ”God is...”.  

”Antikrists” handlinger i 2 Thess kulminerer i kap. 2, vers 4, hvor han sætter sig selv i templet og fremsætter påstanden, ”that he is a god” (hoti estin theos) (ordret: at han er [en] gud). Navneordet ”gud” er et prædikatsled uden artikel efter verbet, og kan således kun være ubestemt. Antikrist udgiver sig for at tilhøre kategorien af gudevæsener. NW og NAB oversætter helt korrekt ”en gud”. De andre oversættelser bruger fejlagtigt ”Gud”.  

Til trods for de engelske oversættelsers fiasko med at få disse passager korrekte håber jeg, at man kan se, hvordan udtrykket ”en gud” hører hjemme i Det Nye Testamente. Der kan tales om en klasse eller kategori kaldet ”gud”. Smyth citerer i sin grammatik specifikt ”gud” som et eksempel på et navneord, som udelader artiklen, når det bruges som klassifikation (sektion 1129, oversat: ”Ord som betegner personer, når de bruges om en bestemt klasse, kan udelade artiklen.”).  

Både græsk og engelsk (dansk ligeså), bruger ordet ”gud” på begge måder, sommetider som et ubestemt, almindeligt navneord og sommetider som et bestemt egennavn. Men mens de græsktalende forfattere af Det Nye Testamente var meget omhyggelige med altid at holde de to former klart adskilt ved enten at bruge eller ikke at bruge den bestemte artikel, har engelsktalende oversættere af Bibelen håbløst forplumret dette ved negligering af den ubestemte artikel og lemfældig brug af stort ”G”. Disse kristne oversættere er ligesom deres jødiske og muslimske modstykker vant til at tænke på kun ét medlem af gud-kategorien, og således er ’Gud’ og ’gud’ ombyttelige for dem i de fleste tale-kontekster. De bibelske forfattere derimod kunne ikke forudsætte en sådan tankegang hos deres læsere, og gjorde derfor omhyggeligt brug af den almindelige kategori ”gud” såvel som det specielle væsen ”Gud”, for at forklare deres læsere om vigtige trosspørgsmål. Joh 1:1c er et af de mest signifikante eksempler på denne forklarende indsats, fordi det drejer sig om det yderst essentielle emne om, hvordan Kristus kan være så central for den kristne tro uden at stride mod den kristne forpligtelse til monotheisme.  

Hvad er ’Ordet’? 

Med risiko for at komme ind på fortolkning ønsker jeg ikke at efterlade læseren helt ude at svømme med hensyn til tanker om og brug af sproget, som står bag den nøjagtige oversættelse af Joh 1:1. Både den større bogstavelige kontekst i Joh 1:1 og tekstens kulturelle omgivelser hjælper os med at forstå Johannes’ sprog og således sikre en korrekt oversættelse og få det til at give mening. Kun ved ikke at være opmærksom på Johannes’ samlede karakterisation af Kristus og hans yderst nuancerede brug af sproget, er det muligt at komme frem til noget så unøjagtigt som ”the Word was God” (”Ordet var Gud”). Læseren må huske på, at når Johannes siger ”Gud”, mener han Gud Fader. Den kraftige koncentration af tale om ”Fader” og ”Søn” i Evangeliet hjælper os til at forstå dette. I den nærmeste ordrette kontekst ser vi, hvor omhyggeligt Johannes differentierer mellem Ordet og Gud (Fader). Ordet er ”sammen med” eller ”nær ved” Gud (Fader), (Joh 1:1-2). Ordet bliver til kød og kan ses. Gud (Fader) kan ikke ses (Joh 1:18).  

Nogle tidlige kristne fastholdt deres monotheisme ved at tro, at den eneste Gud simpelthen tog menneskeskikkelse og kom til jorden – således var Gud Fader praktisk talt født og korsfæstet som Jesus. De har ret til at have deres tro, men den kan ikke være helt legitimt udledt af Johannes Evangeliet. Johannes beskriver ikke noget i retning af hinduernes opfattelse af en avatar, som f.eks. når guden Vishnu i perioder menes at tage skikkelse af en dødelig for at udrette ting på jorden. Johannes er meget omhyggelig med at sige, at det, som inkarnerer, er Logos (Ordet), noget der var hos, nær ved og sammen med Gud Fader. 

Hvad er så dette Logos (Ordet). Johannes siger, at det var gennem ham, Gud Fader skabte verden.  Han starter sit evangelium med ”I begyndelsen ...”, for at minde os om skabelsesberetningen i 1. Mosebog. Hvordan skaber Gud i skabelsesberetningen? Han siger ord, som får tingene til at eksistere. Ordet er altså Guds skabende kraft, plan og aktivitet. Det er ikke Gud Fader selv, men det er heller ikke noget, der er helt adskilt fra Gud. Det har en form for dobbelttydig status. Det er derfor en monotheist som Johannes kan slippe godt fra at kalde det ”en gud” eller ”en guddommelig” uden at blive polytheist. Dette guddommelige noget eller væsen handler, påtager sig en form for særskilt identitet, og ved at ”blive til kød” udfører det/han Guds vilje og plan nede i øjenhøjde med menneskene.  

Jeg er grundlæggende enig med Harner i, at theos i Joh 1:1 bliver brugt kvalitativt. Jeg tror, den bedste oversættelse ville være: ”og Ordet var guddommeligt”. Goodspeed og Moffatt kom til den samme konklusion for lang tid siden. Ved at placere theos først i en sætning med et uselvstændigt verbum, uden artikel, prøver Johannes at understrege, at Ordet har en guddommelig karakter, eller tilhører kategorien af guddommelige ting, det skal man imidlertid finde ud af teknisk. Dette guddommelige Ord udvikler sig til at ”blive kød” i form af Jesus Kristus. 

Johannes understreger dette punkt, fordi mange af hans læsere var af den mening, at Jesus blot var Messias, dvs. et specielt udvalgt menneske, nøjagtigt hvad jøderne forventer, at deres Messias skal være. Uanset hvad de andre autorer i Det Nye Testamente havde til hensigt, kunne det, og kan det stadig lade sig gøre at læse deres sprog om Kristus på denne mere begrænsede måde. I de andre tre kanoniske evangelier, kunne Jesus f.eks. forstås som en bemærkelsesværdig mand, adopteret som Guds søn ved dåbshandlingen. Den mirakuløse fødsel, som Matthæus og Lukas fortæller om, var typisk for antikkens helte, både i Bibelen og andre steder, og ville ikke i sig selv have gjort Jesus guddommelig i evangelielæsernes bevidsthed. Paulus kunne læses på lignende måde, eftersom han ofte fremhævede, at Jesu lydige død og triumferende opstandelse på sin vis retfærdiggjorde hans status som Guds søn (Rom 1:4, Fil 2:9).  

Gennem hele Johannes Evangeliet gør forfatteren sig umage med at tydeliggøre Kristi  identitet for at forklare, at kun en, som kommer fra himmelen, kan stige derop, som Jesus gjorde. Johannes fører sine læsere til, hvad han betragter som en ny, mere komplet forståelse af Jesus, og han er nødt til at arbejde så intenst med det, og vælge sit sprog så omhyggeligt, fordi det er noget, Johannes fortæller dem for første gang. Idet han starter med den accepterede opfattelse, at Jesus er Guds søn, fremlægger Johannes en meget omhyggelig konkretisering af den almindelige fælles, vilje og natur, som må forudsættes at være hos far og søn. Og hvis faderens natur er guddommelig, vil sønnens så ikke også være det? 

Når man siger ”Ordet var guddommeligt”, fremkommer man med et kvalitativt udsagn, som Harner foreslår. Ordet har den passende karakter til et guddommeligt væsen, med andre ord, det er udpeget til gudekategorien. Når man beslutter sig til at sige, at Ordet tilhører denne kategori, er man selvfølgelig nødt til at holde tal på, hvor mange guder, Kristne er villige til at have, og et filosofisk ordkløveri om, hvad man helt nøjagtigt mener med ”gud”. Efter at de kristne havde tygget på dette problem i årtier og århundreder efter Johannes, udviklede nogle af dem ideen omkring Treenigheden, og man kan se, hvordan en linie kan trækkes fra Joh 1:1 til den senere treenighedsudlægning som en logisk udvikling. Men Johannes selv har ikke formuleret et treenighedskoncept i sit evangelium. I stedet bruger han en mere flydende, dobbelttydig, mystisk formulering af  énheden, uden at lade sig fastholde af tekniske definitioner.  

For mange moderne kristne, der lever i deres sikre, homogene verden af ligesindede troende, ser spørgsmålet ud til at være ’lige ud ad landevejen’. Der er kun den ene Gud, og på den anden side af en stor ’kløft’ er alle skabningerne. Men i Johannes’ verden, var gudekategorien ikke så skarpt adskilt, som den er for moderne kristne, og der var alle slags væsener i det grå område mellem Gud og dødelige. Der var forskellige engle og halvguder at tage i betragtning. Ikke at skribenterne i Det Nye Testamente og andre tidlige kristne anerkendte eksakt den samme definition på disse kategorier, som deres ikke-kristne samtidige og potentielle konvertitter gjorde. Men når man ville nå ud til dette publikum, måtte man starte med fælles sprog og koncepter og opbygge en ny forståelse derfra. I Paulus’ breve og i det anonyme brev til hebræerne, er disse andre væsener faktisk et stort problem, da de kristne skribenter hævder Kristi overlegenhed over dem. Uanset hvad, disse bibelske forfattere end vidste, var sandt, skulle de kommunikere det så meget som muligt inden for deres publikums begrebsverden. Man kan bibringe læsere ny forståelse og indsigt, men for at gøre det, må man få kontakt et sted med noget, de allerede kender, eller ved, er sandt. Dette er udfordringen ved især religiøs kommunikation.  

Et væsen i grænseområdet mellem Gud og resten af skabningerne i den antikke tankeverden var Logos, som visse jøder og også grækere troede var den skabende, bydende energi, tanke eller tale ved hjælp af hvilken universet blev skabt og fastholdt. Johannes tager dette allerede kendte koncept op som nøgle til at forklare Jesu over-menneskelige status og karakter. Det var et strålende valg, fordi Logos’ forhold til Gud – ifølge dem, som diskuterede konceptet både blandt kristne og ikke-kristne tænkere – er så tæt, som det kan blive uden simpelthen at forsvinde ind i Gud, og dog ikke så adskilt, så det ville fremmedgøre dem, som bekendte sig til monotheisme (f.eks. Philo, den jødiske filosof fra Alexandria, som var samtidig med Jesus og Paulus). Kristne er stadig uenige om, hvordan man skal fortolke Johannes’ sprog og få det til at passe ind i præcise fysiske og filosofiske kategorier af tilværelsen. Nogle stiller endog spørgsmålstegn ved, om bestræbelserne for at prøve at få det til at passe så teknisk præcist, er umagen værd. Men uanset hvor disse fortolkninger end fører hen, så var det Johannes, som tog det første afgørende skridt til en forståelse af, at Jesus havde en guddommelig kvalitet i sig, som Johannes identificerede som Guds bydende princip, Logos (Ordet).  

Et eksempel på, at man ikke har fanget nuancen i Johannes’ tanker, kan ses ved, at adskillige oversættelser uhensigtsmæssigt introducerer hankønsstedordet ’han’ i Joh 1:1-2.  I Joh 1:1 bruger både TEV og LB stedordet ”he”(han) i stedet for ”the Word” (Ordet), til en vis grad for at reducere Johannes’ gentagelse af ”the Word” tre gange.  En lignende substitut for ”he”(han) i Joh 1:2 findes i NASB, NIV, NRSV, NAB og AB. I dette tilfælde erstatter ”he”(han) ordet houtos (this one [denne]). Ved at bruge ”he” i stedet for ”this one” leder alle disse oversættelser tanken hen på, at ”the Word” er hankøn af en slags. AB og LB ser ud til at afsløre den fejlagtige tænkning bag valget af denne oversættelse, eftersom de simpelthen erstatter ”the Word” med ”Kristus”. Men the Word (Ordet) er ikke Kristus ifølge Johannes Evangeliet. The Word (Ordet) er et guddommeligt væsen, tæt forbundet med Gud, som på et tidspunkt ”bliver kød”, og kun da, når Ordet er kød, kan man tale om, at det er Kristus. Ordet er, som vi har set, i virkeligheden ikke en ”he”(han). Det er et guddommeligt væsen eller et organ, som overskrider menneskelige egenskaber. Det bliver (eller bliver en del af) en ”he”(han) ved at ”blive kød” som – eller i – Jesus Kristus. Kun KJV og NW opretholder Johannes’ omhyggelige, ikke-personlige sprog om Ordet i denne fase af dets eksistens, før det ”bliver kød” og i forbindelse hermed bliver en ”he”(han).  

Jeg er ikke i tvivl om, at ordvalget i Joh 1:1 er omhyggeligt og velovervejet i enhver detalje. Johannes udførte en meget penibel opgave: han prøvede at give udtryk for Jesu ophøjede status uden at være i strid med monotheisme. Dette har været en udfordrende opgave gennem hele den kristne historie, og Johannes var den første til at tackle den. Jeg synes derfor, vi skylder ham at holde os så tæt til hans ord, som vi kan og ikke forvrænge dem til noget andet.

Opsummering 

Grammatisk set er Joh 1:1 ikke et svært vers at oversætte. Det følger kendte, almindelige strukturer i græsk udtryk. En leksikalsk (interlineær) oversættelse af den kontroversielle sætning ville være: ”And a god was the Word” (og en gud var Ordet). En minimal bogstavelig (regelret lighed) oversættelse ville lave om på ordstillingen for at passe til almindeligt engelsk udtryk: ”And the Word was a god” (Og Ordet var [en] gud). Overvægten af dokumentation, fra græsk grammatik, fra den bogstavelige kontekst og fra det kulturelle miljø støtter denne oversættelse, af hvilken ”the Word was divine” (Ordet var guddommeligt) ville være en lidt mere finpudset variant med den samme grundlæggende betydning. Begge disse fortolkninger er langt bedre end den traditionelle oversættelse, som går imod disse tre nøglefaktorer, som er rettesnor for korrekt oversættelse. NASB, NIV, NRSV og NAB følger den oversættelse, der er sammensat af KJV oversætterne. Denne oversættelse afventer et behørigt forsvar, eftersom den øjensynligt hverken udspringer af græsk grammatik, Johannes’ bogstavelige kontekst eller det kulturelle miljø, som Johannes befandt sig i, da han skrev.  

AB, TEV og LB er endnu længere væk fra det orignale græske end KJV. AB skriver: ”the Word was God Himself” (Ordet var Gud Selv). LB skriver I lighed hermed:  ”He ... is himself God” (Han ... er selv Gud). Der findes intet ord i den originale græske udgave af Johannes 1:1, der svarer til ”himself” (selv). TEV skriver :”he was the same as God” (han var den samme som Gud). Vi finder intet i den originale græske tekst, hvoraf man kan udlede ”the same” (den samme). Disse oversættere behandler således Bibelen endnu mere nonchalant end de andre. De forsøger at introducere elementer, som støtter deres synspunkter vedrørende relationen mellem Gud og Ordet. Ironisk nok - men ved at overse den grundlæggende kendsgerning, at når Johannes skriver ”God” (”The God”) mener han ”God the Father” -  ophæver disse oversættere selve den Treenighed, som de tror, de støtter ved at oversætte på en måde, der eliminerer Ordets særpræg i forhold til Gud Fader – et særpræg, som Johannes meget omhyggeligt indarbejdede i sit evangelium sammen med udsagn, der ledte tanken hen på nærhed og enhed.

De fleste af disse oversættelser er formet mere af forudindtagethed end af omhyggelig opmærksomhed på Bibelens ordlyd. NW’s oversættelse af Joh 1:1 er bedre hertil end de andre otte oversættelser, vi sammenligner. Jeg tror ikke, det er den bedste oversættelse for en moderne engelsk læser, men den bryder i det mindste med KJV’S tradition, som alle de andre har fulgt, og den gør det i den rigtige retning ved at tage hensyn til, hvordan græsk grammatik og syntaks faktisk fungerer. Ingen oversættelse af Joh 1:1, som jeg kan forestille mig, vil være fuldstændig klar og indlysende i sin betydning. Johannes er subtil, og vi gør ham ingen tjeneste ved at reducere hans subtilitet til primitive forenklinger. Alt hvad vi kan bede om er, at en oversættelse skal være et korrekt startgrundlag for fremstilling og fortolkning. Kun NW opnår dette, hvor provokerende det end måtte lyde for den moderne læser. De andre oversættelser forhindrer udforskningen af versets betydning, før den overhovedet er begyndt.” (TRUTH IN TRANSLATION, Jason David BeDuhn, s. 113-134) 

Konklusion: 

Joh 1:1 kan altså ikke bruges til at bevise, at Jesus er Gud den Højeste. Men skriftstedet, hvis det vel at mærke er oversat korrekt, beviser faktisk, at Jesus er ”en gud” der er underlagt Faderen. Det er derfor klart, at apostelen Johannes ikke mente med sine ord i Joh 1:1, at Jesus er Gud den Højeste, eller at Jesus er en og samme Gud som Faderen. Læg mærke til at Johannes også skriver, at ”Ingen har nogen sinde set Gud” (Joh 1:18). Mange mennesker så Jesus! Kan Johannes så have ment, at Jesus var Gud selv, dvs. Gud den Højeste? Sådan ser det ikke ud, for hen imod slutningen af sit evangelium skriver Johannes:  

”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus (den salvede), Guds søn...” (Joh 20:31)

Det er altså ikke skrevet for at vi skal tro, at Jesus er Gud den Højeste, men for at vi skal tro, at han er den salvede, Guds søn!