Deismen

   Vore tidligere undersøgelser af falske synspunkter om Gud har bragt henholdsvis Ateisme, Materialisme, Agnosticisme og Panteisme frem til betragtning. Alle disse teorier benægter, at en personlig Gud eksisterer. I denne henseende afviger deismen fra dem, idet den godkender tanken om en personlig Gud. Deismen forsvarer tre synspunkter, som strider mod den bibelske sandhed, og vi skal undersøge ethvert af dem i denne artikel.

Først vil et studium af deismens synspunkt om Gud og en gendrivelse deraf lægge beslag på vor opmærksomhed. Deisten hævder tillidsfuldt Guds personlighed, og til hans påstand om denne sag kan vi svare med et hjerteligt Amen. Han henfører helst til denne store personlighed som den store førsteårsag; og på dette punkt er vi også enige med ham. Han hævder også Guds evighed og hans adskillelse fra skabningen, og på disse punkter kan vi også være enige. Han holder af at henvise til de talrige tegn på hensigt, visdom, magt og godgørenhed, som disse lægges for dagen overalt i naturen. Og vi glæder os over at kunne give ham ret i dette. Deisten tror derfor på Gud som en stor, mægtig, vis og kærlig skaber, der skabte alt fuldkomment og underkastede alt fuldkomne loves herredømme for derefter at overlade sit skaberværk som en fuldkommen ting til at passe sig selv uden nogen mellemkomst fra hans side; her må vi dog begynde at have en afvigende mening. Ifølge deismen ville det være ganske overflødigt for Gud at beskæftige sig mere med sin skabning, for, hævder de, da han har skabt den fuldkommen og underkastet den de fuldkomne naturloves herredømme, behøver den ikke mere og får ikke mere nogen opmærksomhed fra ham. Han har, ifølge deismen, udelukket sig fra sit værk, ikke alene som noget, der er tydeligt adskilt fra ham, men også som noget, han er færdig med for evigt og derfor som noget, han hverken behøver at bekymre sig for og heller ikke bekymrer sig for. Han er ligesom urmageren, der, når han har lavet et godt ur af gode materialer og på en fagmæssig, dygtig måde sælger det, trækker det op og siger farvel til det for bestandigt. Dette er i korthed deisternes synspunkt om Gud, som således ikke alene er absolut for sig selv, men også absolut skilt fra verden i ordets fuldeste betydning.

Idet vi betragter dette synspunkt om Gud, finder vi det ganske godt indtil det sted, hvor skabningen hævdes at være fuldkommen, og derfor ikke mere er en sag, der interesserer Gud. Derfra finder vi, at der er mangler. Vor første indvending mod deismen er denne: Den lærer, at skabningen er fuldkommen, mens Bibelen, fornuften og kendsgerningerne går i modsat retning. Denne jord er en del af skabningen; men selv om Bibelen lærer, at den engang vil blive fuldkommen – når hele jorden vil blive et paradis (Es 65:17, 21-25) – så lærer den også tydeligt, at både jorden og dens levende væsener er ufuldkomne (1 Mos 3:17-19. Rom 8:19-22). En smule eftertanke vil vise, at kendsgerningerne er i harmoni med disse skriftsteder. De umådeligt store, øde og ufrugtbare dele af jorden, så som f.eks. ørkenerne Sahara og Gobi og ørkenerne i Arabien og Amerika er langt fra fuldkommenhed. De uhyre ismarker i de nordlige og sydlige polaregne udgør for os en meget ufuldkommen del af jorden. De vældige sumpe og moser i troperne og i nogle egne af den tempererede zone slår ikke det tænkende sind som dele af fuldkommenhed. Den almindelige forekomst af sygdomsvækkende tilstande på en stor del af jorden, som direkte skyldes disses egnes forhold, deres klima og deres atmosfære, stemmer ikke overens med den tanke, at naturen er fuldkommen. Og når vi så ser de umådelige tegn på fysisk, mental, moralsk og religiøs ufuldkommenhed blandt menneskeheden, og ufuldkommenhed hos dyr, fugle, insekter, krybdyr og fisk må vi indrømme, at naturen er langt fra fuldkommenhed i disse henseender. Jordskælv, vulkaner, tørke, hungersnød, skadedyr, plantesygdomme, andre sygdomme, pest, hvirvelstorme og flodbølger er endnu en anklage mod læren om naturens fuldkommenhed. De, der er født vanskabte, invalide og spastikere, beviser også menneskets ufuldkommenhed. Den selviske kamp for tilværelsen og magtens herredømme, der gør sig gældende i menneskeheden og gennem hele naturen, berettiger os til at betvivle deismens lære om fuldkommenhed.

Når sagen betragtes som ovenstående, ser vi på den ene side straks det uvirkelige og uskriftmæssige i deistens synspunkt om naturens fuldkommenhed; og på den anden side det virkelige og skriftmæssige i de kristnes syn på naturen og det passende i Jesu udsagn: ”Min fader arbejder stadig” (Joh 5:17), dvs. Faderen arbejdede hele tiden, selv om han midlertidigt havde standset sit skaberværk med jorden og menneskene fra forbandelsens indtræden og indtil nærværende tid, en standsning, der vil ende når Jesus vender tilbage til jorden. Vi siger derfor til deisten: ”Ven, Guds skaberværk med jorden og mennesket er endnu ikke fuldendt; han kan derfor ikke have trukket sig tilbage fra sit værk, der kun delvist er udført. Hans fuldkommenhed overbeviser os om, at han må fortsætte med sit værk, indtil det er fuldendt”. Og i så fald må deisternes hele synspunkt, både i henseende til Guds nuværende forbindelse med jorden og mennesket og i henseende til naturens fuldkommenhed, nødvendigvis være urigtigt.

Eftersom deistens synspunkt om Gud afskærer ham fra al forsynsledende omsorg for sine skabninger, må vi også af denne grund være uenige med ham. Selve den omstændighed, at jorden er ufuldkommen, forudsætter en forsynsledende bevarelse af dets ufuldendte dele, for at skabelsesprocessens tidligere opnåelser ikke skal gå fortabt, men at de kan opretholdes som et grundlag for de tilbageværende fremadskridende stadier i skabelsesprocessen. Desuden kan en sådan bevarelse af skabelsesprocessens tidligere opnåelser ikke udelukkende overlades i naturlovenes hænder, fordi naturlovene, lig alle andre love, ikke håndhæver sig selv. Der må nødvendigvis være en, der styrer og håndhæver dem, så de bestandig holdes ordnet og tilpasset i en ret sideordnet, overordnet og underordnet stilling til hverandre for den harmoniske opnåelse af de forudbestemte resultater. Selv menneskene påvirker i nogen grad naturens love for at fremkalde visse gavnlige resultater, f.eks. de elektriske love for at frembringe lys, varme, lyd, etc., og radiolovene for at sende os fjernsyn, musik og telefoni gennem æteren; og de kan også påvirke disse love til at afstedkomme ulykker, f.eks. eksplosioner, dødsfald ved elektricitet, etc. Og ligesom der fra menneskets side kræves en bestandig ordning af forskellige naturlove for at sikre sig sådanne resultater og en bevarelse af netop disse naturloves virksomhed, som mennesket ønsker at benytte, således må Skaberen nødvendigvis også handle for, som naturlovenes bevarer og påvirker, at holde dem i virksomhed for at iværksætte sine forskellige hensigter overalt i universet. Disse kendsgerninger underminerer yderligere deistens synspunkt om Gud, ifølge hvilket han er en fraværende og ligegyldig Gud, der er skilt fra verden i ordets fuldeste betydning.

Lige så lidt som det er muligt for de forskellige naturlove ensartet at frembringe de gavnlige eller skadelige virkninger, der er vist ovenfor, uden menneskelige påvirkninger, lige så lidt, ja, langt mindre er det muligt for universets love at virke til deres bestemte formål uden påvirkning af en person, der må være uendeligt meget mægtigere og visere end mennesket, som på meget begrænsede områder kan påvirke de naturlove, der ovenfor henføres til. Det kan derfor let indses, at det kristne synspunkt om Guds forsynsledende bevarelse af og kontrol over naturens love til universets bevarelse og styrelse er fornuftigt; og dette gendriver deismen set fra en anden side af dens trosbekendelse.

Den forbandelsens tilstand, som både Bibelen og kendsgerningerne viser, at jorden og menneskene er i, skaber nødvendigheden af en vis, retfærdig, kærlig og mægtig skabers mellemkomst, for ikke at mennesket skal blive fuldstændigt ødelagt for evigt. Guds mellemkomst er derfor nødvendig for at vise mennesket en vej ud af dets ødelagte tilstand og hjælpe det til at benytte sig af denne udvej. Det første indbefatter en guddommelig åbenbaring, som den kristne tror, at han har i Bibelen; og det sidste en guddommelig beskikket og duelig frelser, som den kristne tror, at Gud har bestemt, han skulle have i Kristus Jesus. Men ifølge sagens natur kan deismens fraværende og uinteresserede Gud ikke give nogen åbenbaring eller sende en guddommelig beskikket og virksom frelser, netop fordi han intet mere har at gøre med sine hænders gerninger efter at have frembragt dem. Deisten benægter derfor muligheden af en guddommelig åbenbaring som Bibelen fra Guds side, idet den hævder, at mennesket i sig selv har alle muligheder for at kunne frelse sig selv. Denne betragtning blotter virkelig deismens vantro karakter.

Vi har adskillige indvendinger mod deistens standpunkt. En gud, som deistens Gud, der er så magtesløs, at han er ude af stand til at sætte sig i forbindelse med sine skabninger, må visselig også være alt for svag til at have frembragt universet og stillet det under lovenes regering. Men hvis han var mægtig nok til at udføre den vanskeligere opgave – at skabe universet og give det virkningsfulde love – så må han bestemt også være mægtig nok til at kunne gøre det, der er lettere – at stå i forbindelse med sine intelligente skabninger. Og endvidere, hvis han var vis nok til at planlægge og frembringe universet og udvirke lovene for dets bevarelse og styrelse, så må han nødvendigvis også være vis nok til at planlægge og fremføre en meddelelse af sin vilje til sine skabninger, for det sidste er mindre indviklet end det første. Og endelig, hvis han var godgørende nok til at skabe mennesket for dets lykke og velvære, som deisterne påstår, så må han nødvendigvis også være godgørende nok til at hjælpe mennesket til at opnå denne lykke og dette velvære ved at give dem meddelelse om måderne og midlerne dertil. I overensstemmelse med de guddommelige egenskabers natur, som deisten hævder, at hans Gud havde i skabelsen, må vi slutte, at deistens forestilling om en fraværende og ligegyldig Gud er uforenelig med hans synspunkter om Guds egenskaber, som disse lægger sig for dagen i hans skaberværk. Disse betragtninger viser straks det fornuftige i en guddommelig åbenbaring, og det urimelige i deistens benægtelse af muligheden af den, set ud fra hans indstilling til Guds egenskaber, som de fremvises i skabelsen.

En yderligere betragtning i forbindelse med nødvendigheden af, at Gud meddeler sin vilje til mennesket, findes i menneskets øjensynlige udygtighed til at opnå en sådan tiltrængt kundskab, som en guddommelig åbenbaring kunne give. Vi kan henvise til menneskets vidunderlige evner, så meget vi lyster og det meget udførligt, som deisterne holder af at gøre det, men det bliver dog ved at være en uomstødelig kendsgerning, at det ligger uden for menneskets rækkevidde at opnå en sådan kundskab ved sine egne evner alene. Dette er åbenbart ud fra en række betragtninger. For eksempel beviser den almindelige forekomst af så mange indbyrdes modstridende religioner og så mange selvmodsigende religioner, der hver især lærer en forskellig teori om menneskets forhold til Gud og om opnåelsen af harmoni med Gud, menneskets manglende evne til ved egen kraft at udgrunde en korrekt bestemmelse af slægtens forhold til Gud og vejen til frelse fra dens fysiske, mentale, moralske og religiøse tilstand. Herudover bevises dette yderligere ved den kendsgerning, at selv med en guddommelig åbenbaring – Bibelen – i hænderne på dem, der betragter Bibelen som en guddommelig åbenbaring, misforstår den allerstørste del af dem denne, hvilket fremgår af kirkesekternes modstridende trosbekendelser, hvis dele, f.eks. treenighedslæren, deres tilhængere åbenhjertigt indrømmer, at de ikke forstår. Menneskets udygtighed til at løse problemet om dets forhold til Gud og til at forbedre sig nødvendiggør en guddommelig åbenbaring, hvis en sådan tiltrængt kundskab og medfølgende hjælp skal komme til mennesket. Men deismens Gud kan ikke give mennesket denne så hårdt tiltrængte kundskab og langt mindre denne så hårdt tiltrængte hjælp. Deismen kan derfor ikke være et synspunkt om Gud, der kan tilfredsstille vort sind og vort hjertes trang til en Gud, som det er umagen værd at kende.

Deismens fraværende og ligegyldige Gud bevirker, at deisten benægter muligheden af det mirakuløse. Hans opfattelse, der går ud på, at naturens love er uforanderlige, fordi de er fuldkomne, så vel som at hans Gud har overladt alt til disse naturloves styrelse, får ham til at benægte det muligheden af det mirakuløse. Med dette synspunkt fejer deisten således med et strøg muligheden for en guddommelig åbenbaring til side og benægter derfor også, at noget, der har det mirakuløse forbundet med sig, er en guddommelig åbenbaring. Dette indbefatter naturligvis, at deisten forkaster den bibelske sandhed, der har meget af det mirakuløse forbundet med sig. Vi mener, at deistens standpunkt over for dette er lige så uholdbart som hans standpunkt over for skabelsens fuldkommenhed, over for Gud som bevarer og styrer af det univers, som han har skabt, og over for det uholdbare i en mulig guddommelig åbenbaring. Idet vi har bevist muligheden for og nødvendigheden af en guddommelig åbenbaring ud fra den guddommelige magts, visdoms og kærligheds virksomhed og ud fra det menneskelige hoveds og hjertes udygtighed, er vi rykket et betydeligt stykke vej frem på vejen mod beviset for muligheden af det mirakuløse.

Imod deistens påstand ønsker vi at udtale, at mirakler ikke skal betragtes som brud på naturens love. Deres virke er i retning af, at naturlovene kontrolleres ved kundskab. For to hundrede år siden ville man have sagt, at det ville stride mod naturens love, om en mand i New York (USA) førte en samtale med en mand i Sydney (Australien), og forsvarerne for denne påstand ville have henvist til jordens krumning, atmosfærens modstand etc. som bevis for, at naturens love var i modstrid med en sådan handling. I dag er vi i stand til at gøre dette med telefoni, radio og internet. Vi har lært at påvirke visse naturlove for at ophæve de naturloves virksomhed, som formodes at ville gøre det umuligt, som om det var imod naturens love, at en mand i New York talte sammen med en mand i Sydney. Kemikeren og fysikeren bruger stadig en naturlov for at udføre noget, som under andre forhold modstås af visse andre naturlove. Og på den måde har vi fået noget at vide om, at naturens love indtager både en sideordnet, en overordnet eller en underordnet stilling til hverandre. Og i denne omstændighed ligger muligheden for det mirakuløse. Gud kender alt om naturlovenes forhold til hverandre og bevirker det mirakuløse ved at handle efter disse tre kendsgerningers retningslinjer, og dette kan han gøre, fordi det er ham, der er lovgiveren og opretholderen af lovene.

Den fraværende og uinteresserede, deistiske Gud står visselig også langt tilbage som en Gud, der kan udvikle karakter og frembringe gudsfrygt hos os. En sådan Gud kan vække tro på sin eksistens, men han kan visselig ikke vække den tro, der stoler på Gud som en aldrig svigtende ven og fader, en pålidelig hjælper og frelser og en trofast støtte og trøster. Ifølge naturen hos en sådan Gud, der er bundet på hænder og fødder af naturens påståede uforanderlige love, kunne vi ikke nære noget håb om, at han ville lægge sig imellem til vort bedste under de omskiftende og onde tilstande, der mere eller mindre ledsager vore erfaringer, for det vil være en Gud, der lader os mest i stikken, når vi mest trænger til ham. Sagen er endnu værre, når vi betragter denne Guds manglende evne til at tiltrække sig vor kærlighed og få den til at udvikle sig. Selv om han kan fremlokke nogle af de underordnede træk i pligtkærligheden, når vi betragter ham med taknemmelighed for hans skabende velsignelser, så formår han intet, når det drejer sig om at gøre det set ud fra hans forsynsledende, frelsende, belærende, retfærdiggørende, helliggørende og forløsende velsignelser, hvilke udvikler pligtkærlighed til højere grader, end skabelses-velsignelserne kan. En sådan Gud kan næppe fremkalde selv de laveste grader af uselvisk kærlighed, og han er derfor hjælpeløs, når det drejer sig om at gøre det i dens højeste grader. Og hvad skal vi sige om hans utilstrækkelighed til den opgave at udvikle andre dyder hos os, så som tålmodighed, ydmyghed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed, selvbeherskelse, fred, glæde, flid, langmodighed, overbærenhed, tilgivelighed, oprigtighed, gavmildhed, selvfornægtelse etc. Hvorledes kunne en sådan Gud få en sådan hengivenhed til at udfolde sig over for ham, en hengivenhed, der vil hverve al vor tid, styrke, helbred, talenter, midler, stilling og indflydelse for at ophøje hans navn? Her kommer han visselig fuldstændig til kort. Og hvorledes kunne han styrke os til at lide og dø i hans tjeneste? I al oprigtighed må vi svare: Han kunne slet ikke. Deistens Gud er derfor ikke den slags Gud, som vi trænger til for at leve, tjene og lide ret; og han er følgelig ikke den slags Gud, der opfylder kravene om en tilfredsstillende Gud for menigheden og verden.

En fraværende Gud er ikke en gud, der giver agt på eller besvarer bønner. Dette ligger i en fraværende og ligegyldig Guds natur så vel som i den Guds natur, der er bundet på hånd og fod af påståede uforanderlige naturlove. Bønfalder og råber vore hjerter efter samfund med ham, således som de ved deres beskaffenhed ellers naturligt gør? Deistens Gud nedlader sig ikke, nej, er ude af stand til at indgå i en sådan forbindelse med os, hvori han kunne give agt på og besvare vore bønner. Desuden bliver han ved sin tilbageholdenhed fremmed for os, så at vi ikke føler os draget mod ham i bøn, for en Gud, der lokker bønnen frem, må være mægtig, tilnærmelig, sympatisk, venlig og indtagende – med ét ord, han må være en gud, der har den gode vilje og evne til at hjælpe os. Han må være nådig nok til at indbyde os til at henvende os til sig om hjælp, tilstrækkelig god til at love at give os et gunstigt påhør, venlig nok til at svare i overensstemmelse med vore behov og vis nok til at afhjælpe dem og nægte os vore indfald, hvis tilfredsstillelse ville vise sig at være til skade for andre så vel som for os selv. Således kan deistens Gud ikke være. Som en følge deraf beder deisterne ikke, og hvorfor skulle de også det, når deres Gud ikke hører dem? Er deres Gud ikke bundet på hænder og fødder af påståede fuldkomne og uforanderlige naturlove? Sådan lærer de, og som følge deraf kommer de ikke frem i bøn med begæringer, idet de tror, at han er alt for ligegyldig, alt for langt borte og begrænset til at give et gunstigt svar. Med andre ord, deistens Gud svigter fra ethvert standpunkt, inden for hvilket vi kunne vente, at Gud skulle være. Han kan ikke være den Gud, der svarer til menneskehedens dybeste fysiske, mentale, moralske og religiøse behov, og han kan derfor ikke være menneskehedens Gud!

Stil en sådan Gud i modsætning til Bibelens Gud, og den sande Guds uforlignelige ypperlighed bliver indlysende, for han er i stand til at udfylde alle menneskets fornødenheder. Som en fremadskridende skaber, og ikke som en tryllekunstner-skaber, står han frem i harmoni med alle iagttagne kendsgerninger, som universets tilstand måtte kræve det. Han bevarer og regerer sit skaberværk, skønt han midlertidigt tillader en oprørsk og ond tilstand i en del deraf. Han frembragte naturens love, men ikke således, at de alle virker mekanisk uden indbyrdes sideordnet, overordnet og underordnet forbindelse, og heller ikke således, at han er deres underdanige slave, men at han med forstand påvirker og regulerer dem. Han har magt til at meddele sig til mennesket og gør dette gennem Bibelen, sin åbenbaring. Han er vis og mægtig nok til at bruge naturen for at fuldbyrde sin gode vilje over for mennesket. Han er et sådant væsen, der lokker det gode frem i menneskeheden for karakterudvikling, frembringer det gode, som menneskeheden mangler og tilskynder den til forbedring. Desuden er han så nådig, at han indbyder mennesket til at nærme sig ham i bøn; han er i stand til at fremskaffe dets fornødenheder, lover at fremskaffe dem og holder sit løftes ord ved at gøre det. Bibelens Gud er derfor den slags Gud, som vi trænger til, og som hele universet trænger til. Den deistiske teori om Gud er i voldsom konflikt med Bibelens lære om Gud, og det er derfor klart, at vi må forkaste en sådan teori som falsk og ubibelsk.