DEN HELLIGE ÅND
I GT OG NT 
Udtrykket
”hellig ånd” forekommer ganske få steder i GT, f.eks. i Sl 51:13: ”... tag
ikke din hellige ånd fra mig!” eller Es 63:10: ”... hans hellige ånd”, men
derimod står der et utal af steder ”Guds ånd” eller ”Herrens ånd”, og her er
”Herren” en erstatning for JHVH (Jahve) som er Guds navn.
Udtrykket ”den hellige ånd”,
som vi ser det i NT, findes ikke i GT; ånden, eller hellig ånd, som en
selvstændigt virkende enhed forekommer ikke i GT – udtrykkene optræder næsten
altid med et oprindelsessted, f.eks. Guds, Herrens, menneskets, væsenets ånd
osv; de få steder, hvor det ikke er tilfældet, vil man af sammenhængen ikke være
i tvivl om oprindelsen – et eksempel er 4 Mos 11:25:
”Herren (JHVH) steg ned i skyen og talte til ham, og han
tog noget af den ånd, som hvilede på ham (Moses), og lagde den på de halvfjerds
ældste.”
GT nævner også, at mennesket
har en ånd – et par eksempler: ”Herren har vakt Mediens kongers ånd”,
(Jer 51:11); ”... vakte Herren perserkongen Kyros’ ånd”, (2 Krøn 36:22),
og der tales også om kundskabs, nådens, væsenets, og løgnens ånd osv.
Det hebraiske ord for ånd er
ruwach, og det græske er pneuma – grundbetydningen
af disse ord er ”vind”.
Sådan som ånd er brugt i GT,
som Guds ånd eller Herrens ånd, kunne det tyde på, at det er Guds inderste jeg,
hans vilje, og det samme gælder, når det er menneskets ånd. F.eks. beskrives
Daniel som i besiddelse af en fremragende ånd (Dan 5:12), og i Ez 18:31 læser
vi: ”Kast jeres overtrædelser bort, skab jer et nyt hjerte og en ny ånd.”
(De skal med andre ord få et andet sindelag). I den forrige autoriserede danske
oversættelse af GT stod der i Ez 13:3: ”...Ve profeterne, de dårer, som
følger deres egen ånd uden at have skuet noget!” (I den nye
oversættelse af 1992 står der indskydelse i stedet for ånd). Det peger på
det inderste, på selve kernen.
Den hellige ånd viste sig som
ildtunger på Pinsedagen (ApG 2:3-4); og i Åb 4:5 bruges symbolet ”syv brændende
fakler” for den hellige ånd.
Brugen af ordet ”ånd” går
hovedsageligt på noget med inderste væsen – det egentlige – selve kernen.
”Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud.
Din gode ånd skal lede mig i slettelandet.” (Sl 143:10)
Er det mennesker, sigter ånd
til det, mennesket selv er – det faktiske indhold; bruges ånd i forbindelse med
et begreb, kundskab, nåde, osv., er det selve ideen. Bliver ånd brugt i
forbindelse med Gud, er det det inderste – det Guden står for – hans vilje og
kraft. Netop ved Guds stærke vilje kan hans ånd virke i mennesker; ånd i sig
selv eksisterer ikke i GT. Vi møder ikke ordet ånd stående alene, men kun i
relation til Gud, Guds navn, eller mennesket, eller et begreb. Ånden må iflg. GT
være en energi på samme måde som vilje. Den eksisterer ikke i sig selv – ånden
har ikke et selvstændigt virke. Ånden kan kun virke, hvis Gud vil det, og hvis
mennesket frivilligt eller tvungent underlægger sig Guds vilje – det er
derfor, at det er muligt for et menneske at udslukke ånden, jfr. 1 Thess 5:19.
Israels folk, Guds udvalgte
folk, vidste, at de kun måtte dyrke én Gud og det var JHVH, Jahveh – og
jøderne var heller ikke i tvivl om, at det var Guds ånd, der gang på gang gjorde
store gerninger i Israel.
Vender vi vort blik mod de
”såkaldte” kristne, opdager vi, at de generelt har en helt anden opfattelse. Der
er stadig én Gud; man kalder den Guddommen, for man mener, den består af tre
personer, som dog kun er ét væsen, altså en treenighed. I GT og blandt Israels
folk er det mere enkelt, der er én Gud og hans ånd (vilje). Om Gud står der i 5
Mos 6:4:
”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.”
Det var
fra GT, og i NT står der i Markus 12:29:
”Jesus svarede: Det første bud er: Hør Israel! Herren
vor Gud, Herren er én.”
Gud er uforanderlig - han er
ikke én i GT og så en helt anden i NT – så det må stå fast, at Gud er én! Og
ikke tre i én.
Men navnkirkens
trosbekendelser siger, at Gud er tre og dog én; og ydermere siges der i
trosbekendelsen, at Den Hellige ånd er Gud – at Den Hellige Ånd også er Herre.
Disse påstande bekræftes ikke af hverken NT eller GT - vi har jo lige set
i GT, at Gud (JHVH) er én, og at ånden ikke er en selvstændigt virkende enhed,
men Guds vilje.
I den danske
bibeloversættelse af 1992 har man valgt at bruge udtrykket ”Helligånden” i
bestemt form, så det lyder som en person, men ikke ét sted i grundteksten - de
græske tekster til NT - anvendes den form; der står derimod ”hellig ånd” eller
”den hellige ånd”, og det harmonerer med GT - Guds ånd.
Om Gud siges der, at han er
hellig, derfor bliver hans ånd kaldt hellig – det er jo Guds inderste væsen.
I 3 Mos 19:2 læser vi: ”Herren
jeres Gud er Hellig”, og i Sl 105:3: ”Fryd jer over hans hellige navn...”
Ordet ”hellig” betyder
indviet, og Gud er indbegrebet af hellighed, alt eller alle, der bliver
helliget, er indviet til ham – til fuldstændig at underlægge sig hans vilje, og
det gælder også Den Hellige Ånd, den har intet virke uden Gud vil det.
Udtrykket ”Helligånden” i
bestemt form og med stort begyndelsesbogstav, så det ligesom understreger noget
selvstændigt, bliver i vid udstrækning anvendt i 1992-oversættelsen af NT, og
det slører det egentlige indhold i mange passager i NT.
Vi vil se på nogle eksempler,
hvor der i grundteksten står hellig ånd – Lukas beretter, at Maria skal
føde Jesus, og i Luk 1:35 læser vi:
”Englen svarede hende: Helligånden skal komme
over dig, og den Højestes kraft skal
overskygge dig.”
Som udtrykket her er anvendt,
som om det var en person, giver det en helt anden mening end tænkt. Det englen
her iflg. grundteksten siger er, at hellig ånd vil komme over Maria –
Guds vilje, kraft (af Guds vilje blev alt skabt, Åb 4:11) - og Maria
svarer da også, at hun underlægger sig Guds vilje (vers 38): ”Se, jeg er
Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord.” I ApG 1:2 læser
vi: ”... efter han ved Helligånden havde givet sine befalinger...”
– ved hellig ånd, og i vers 5: ”... I skal døbes med Helligånden”
– her står hellig ånd – det er Guds energi, hans vilje.
I Joh 20:22, hvor Jesus er
sammen med disciplene efter sin opstandelse og fortæller dem, at de skal
udsendes: ”Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: ”Modtag
Helligånden” – Nej, der skal stå: modtag hellig ånd
- og det er også det der sker på pinsedagen, hvor der kommer en lyd som af et
kraftigt vindstød, og den fyldte huset, hvor de sad, og tunger som af ild viste
sig på hver enkelt – ApG 2:4: ”Da blev de alle fyldt af Helligånden...”
– de blev fyldt af Guds ånd – kraft – hellig ånd, det var jo det,
Jesus illustrerede i Joh 20:22 ved at blæse ånde i dem.
Peter beretter om, hvordan
Gud salvede Jesus af Nazaret med Helligånd og kraft – det er i ApG 10:38
– det lyder helt forkert, hvis vi skal gå ind på treenighedsdogmet, for så er
Faderen og Sønnen og Helligånden ét væsen og de er alle tre Gud; men i
grundteksten står der heller ikke Helligånd, men hellig ånd,
og så passer det fint med Matt 3:16: ”Men da Jesus var døbt, steg han straks
op af vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale
ned ligesom en due og komme over sig.”
Nogle teologer har grundet
den omstændighed, at der i Joh 14:26; 15:26; 16:8-15 ved omtalen af Den Hellige
Ånd bruges det personlige stedord ekeinos (han), villet se et bevis for,
at Guds hellige ånd er en person, idet pneuma (ånd) i sig selv er et
intetkønsord og derfor ellers måtte kræve intetkønsformen ekeino eller
auto. Imidlertid skyldes denne opfattelse et overfladisk blik på den græske
tekst. I alle de nævnte tilfælde er parakletos, Talsmanden, det egentlige
subjekt (grundled), mens pneuma kun i sætningssammenhængen står som en
underordnet tilføjelse hertil. Da parakletos ifølge sin form og betydning
er et hankønsord, må det efter græsk sprogbrug erstattes med hankønspronominet
ekeinos. Rigtigheden af det her fremførte stadfæstes ved Joh 14:17, hvor
pneuma, når det optræder som egentligt grundled, erstattes med
intetkønsformen auto, skønt parakletos strengt taget nok kunne
være underforstået fra det foregående vers (16) og derfor kunne have berettiget
hankønsformen auton.
Det græske ord ekeinos,
som man oversætter med han, forekommer også i 1 Joh 2:20-27, hvor Guds
ånd symbolsk bliver betegnet som salve, men har oversættes det til den:
”... men da hans salve lærer jer alt, skal I også blive i ham, sådan
som den (ekeinos) har lært jer.”
Treenighedstilhængere mener,
at NT klart viser at ”Helligånden” er en selvstændig person, for han har
personlige egenskaber, såsom forståelse, kundskab, hensigt, følelser osv; det er
ikke så mærkeligt, for den hellige ånd er Guds inderste – hans viljes kraft. I
GT er der også mange eksempler på at Gud JHVH’s ånd har disse egenskaber, men
man ser ikke ånden af den grund nævnt som en selvstændig person.
I Es 11:2, hvor Davidssønnen
Jesus forudsiges, står der: ”Over ham hviler Herrens (JHVH’s) ånd, visdoms og
indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudfrygtigheds ånd...”, og
videre i Esajas nævnes forskellige folkeslag og begivenheder, og i Es 34:16: ”Søg
i Herrens bog, og læs, ikke en eneste af dem mangler... Det har hans mund
befalet, hans ånd har samlet dem sammen”. Og Es 63:10 om Israels
folk: ”Men de trodsede og krænkede hans hellige ånd” – deres
opførsel har krænket Gud helt ind i hans inderste.
I GT taler Guds ånd til et
menneske eller taler gennem et menneske eller flytter nogen fra et sted til et
andet, men den er ikke en selvstændig person, den er altid hæftet til Gud,
tingene sker ved Guds energi, indre kraft, vilje. (1 Mos 1:2: ”Guds
ånd svævede over vandene”, Åb 4:11: ”... af din vilje blev de til og blev
skabt”).
”Den Hellige Ånd” eller
”hellig ånd” er Guds, JHVH’s, ånd, hans inderste, hans vilje, hans kraft.
Da Jesus skulle begynde sin
gerning blev han døbt og fik Guds ånd, hellig ånd. Jesus blev døbt af Johannes
Døber, som havde fået hellig ånd allerede fra moders liv, og han lover sine
disciple, at Guds ånd skal være med dem. Han kalder den ”sandhedens ånd” eller
”Talsmanden”, og vi så i Joh 20:22, at Jesus blæste ånde i disciplene og sagde:
Modtag hellig ånd, og det skete for alvor på pinsedagen. Hellig ånd i GT og NT
er det samme; Rom 8:14: ”For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn”,
og i vers 26 og 27: ”Og også ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed.
For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men ånden selv
går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han der ransager hjerterne (det er
Gud) ved, hvad ånden vil, (ånden er Guds inderste), for den går i forbøn...
efter Guds vilje”.
1 Kor 2:10-11: ”Thi ånden
ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtaget
menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd,
hvad der bor i Gud.”
I 1 Joh 3:24 står direkte, at
Gud har givet os ånden, og det samme ser vi i 4:12-13: ”... at han har givet
os af sin ånd.” 1 Pet 4:14: ”Hvis I bliver hånet for Kristi navns skyld,
er I salige, for herlighedens ånd, Guds ånd, hviler over jer.”
Såvel i GT som NT betegner
”hellig ånd” Guds inderste, hans energi og vilje. Vi har ovenfor set, at da
Jesus skulle påbegynde sin gerning, blev han døbt af Johannes Døber, og Guds ånd
dalede ned over ham, og vi har hans egne udsagn om, at han satte sin egen vilje
til side og lod sig drive af Guds vilje, Joh 4:34: ”Min mad er at gøre
hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk.” Joh 6:38 og 40:
”... for jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men
hans vilje, som har sendt mig... For min Faders vilje er, at
enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse
ham på den yderste dag.”
Johannes Døber fyldtes med
hellig ånd allerede fra moders liv, ”han skal fyldes med hellig ånd
allerede fra moders liv” (Luk 1:15), og han fulgte Guds vilje, til han blev
slået ihjel.
Saulus fra Tarsus forfulgte
de kristne meget ihærdigt, men pludselig blev han standset af et meget kraftigt
lys, og han faldt til jorden, og en røst sagde til ham: ”Saul, Saul, hvorfor
forfølger du mig? Saulus spurgte: Hvem er du, herre? Jeg er Jesus, som du
forfølger” (ApG 9:1-6), og i vers 15 siger Jesus, at Saulus er det redskab,
han har udvalgt til at bringe sit navn frem for hedninger og konger og Israels
børn; Saulus blev senere kaldt Paulus, men hele resten af sit liv blev han
drevet af ånden; han måtte gøre Guds vilje.
I ApG 20:22-23 læser vi: ”Og
se, nu drager jeg til Jerusalem, bundet af ånden.” Han fortæller så, at han
i by efter by er blevet advaret af ånden om, at der venter ham lænker og
trængsler; og i 21:10-14 bliver Paulus kraftigt advaret, og folk dér prøver at
tale ham fra at rejse til Jerusalem, men Paulus siger, at han er rede til at dø
for Herren Jesu navns skyld; og i vers 14: ”Da han ikke kunne overtales, blev
vi rolige og sagde: ”Herrens vilje ske!”
Disciplene fik Guds ånd på
pinsedagen og måtte gøre Guds vilje.
Disse her nævnte var udvalgt
til tjeneste og måtte lyde ånden – Guds vilje. Hvis mennesker ønsker at modtage
Guds ånd, den hellige ånd, må de lade sig forny i sindet, Rom 12:2: ”Lad jer
forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds
vilje.”
Af det foregående ser vi, at
udtrykkene ”Guds ånd” eller ”Den Hellige Ånd” betyder det samme som Guds vilje,
indflydelse eller kraft, lige meget hvor og i hvilken hensigt den udøves, når
det blot er i harmoni med Guds vilje, og da denne vilje er en hellig vilje,
indbefatter det, at den hellige ånds fremgangsmåde og handlinger også må være
hellige. Gud bruger sin ånd, energi eller kraft på mange måder og benytter
forskellige redskaber for at opnå de forskellige resultater, han har sat sig for
at udføre. Som vi ved, er alle ting fra Faderen, ved hans energi, hans vilje,
hans ånd, men - som vi også ved - blev dog denne energi udøvet gennem hans søn,
Logos.
|
