Den hundredårige synder     

”Der er ikke længere børn, der dør som spæde, eller gamle, der ikke lever deres tid til ende. Ung er den, der dør som hundredårig, og den, der ikke når de hundrede, er forbandet.” (Es 65:20)

Dette skriftsted udgør en del af den guddommelige profeti om de velsignelser, som vil tilfalde Israel og folkeslagene under Jesu Kristi herlige regering i de tusind år (Åb 20:4,6), den regering som begynder, når evangeliets tidsalder ender ved Jesu Kristi genkomst. Og de efterfølgende vers (21-25) viser, at i denne herlige tid skal andre ikke bo i det, de bygger eller spise, hvad de har plantet, de skal ikke slide forgæves, og de føder ikke børn til den bratte død. Endvidere læser vi om den tid:

”Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligger sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem.” (Es 11:6)

Velmenende menneskers forsøg på at fortolke disse profetier, som om de sigtede til menighedens belønning i det himmelske, har igennem tiden skabt stor forvirring blandt de kristne. Men der er intet i Skriften, som berettiger os til at tro, at der findes får og okser, ulve og løver, græsmarker og vingårde osv. i den himmelske verden, og at nogle af Guds børn, himlens børn, skal dø som hundredårige – profetien må derfor omhandle det jordiske. De hellige Skrifter indeholder både jordiske profetier og himmelske profetier, og hvis man sammenblander dem, så kommer man nemt på vildspor. De, som ikke forstår Bibelens budskab om Guds kongerige som værende et himmelsk rige på et højere plan end det jordiske, har også meget svært ved at forstå de himmelske profetier.  

Evangeliet om Guds kongerige kom først med Jesus og apostlene (Luk 16:16), og derfor finder man kun ganske få skriftsteder i Det Gamle Testamente, som taler om et himmelsk håb for de troende – men vi lægger mærke til Guds løfte til Abraham, som muligvis indeholder det første løfte om et himmelsk håb til de troende. Gud gav Abraham det løfte, at hans efterkommere skulle blive så talrige som himmelens stjerner og som havets sand:

”Jeg sværger ved mig selv, siger Jahveh: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred.” (1 Mos 22:16-17)

Intet i dette udsagn lærer nødvendigvis noget om en himmelsk tilstand. Det er kun ved hjælp af det lys, som Det Nye Testamente og de øvrige hellige skrifter giver i emnet, at vi kan komme frem til den slutning, at der måske symbolsk tales om to slags Abrahams afkom, idet ”himlens stjerner” indirekte betegner det åndelige afkom (det himmelske), mens ”sandet ved havets bred” betegner Abrahams kødelige afkom (det jordiske). Abraham skulle blive fader til en mængde folk. I Det Gamle Testamente står der:

”Du skal ikke længere hedde Abram. Dit navn skal være Abraham, for jeg gør dig til fader til en mængde folkeslag.” (1 Mos 17:5)

Det Ny Testamente kaster mere lys over emnet:

”Det er ikke alle Abrahams efterkommere, der er hans børn – det hedder jo: »Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn.« Det betyder, at det ikke er hans kødelige børn, der er Guds børn, men det er de børn, som løftet handler om, der regnes for hans efterkommere.” (Rom 9:7-8)

”Så skal i vide, at det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner.”        (Gal 3:7)

Det er ikke Abrahams kødelige afkom, der er Guds børn, men dem, som har troen. Nu bliver Abrahams åndelige afkom udviklet, for alle de mennesker, som hører Kristus til, og som har den samme tro som Abraham, er Guds børn, og de er arvinger i kraft af Guds løfte:

”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.” (Gal 3:26-29)

Når dette åndelige folk er blevet fuldtalligt, ender denne tidsalder ved Jesu Kristi genkomst, og Abrahams naturlige afkom – det kødelige Israel – vil atter blive genstand for Guds særlige gunst og blive verdens ledende nation under Guds kongeriges ledelse og førelse. Gennem Guds børn og det naturlige Israel vil velsignelsen lidt efter lidt tilfalde alle folkeslag derved, at der bliver åbnet lejlighed for alle folkeslag til at søge Herren sådan, at de kan blive en del af Guds retfærdige jordiske familie. Men enhver, som til den tid forkaster den store forret at søge Herren og adlyde ham, vil blive udryddet fra folket:

”Men enhver, der ikke adlyder denne profet (Jesus), skal udryddes fra folket.” (ApG 3:23)

Ved slutningen af de tusind år – messiasriget – vil følgelig alle villige og lydige ikke alene være blevet højnet til den menneskelige naturs fuldkommenhed, men de vil alle, hvilken nation de end har tilhørt, være blevet Abrahams jordiske afkom. Og jorden, deres hjem og bolig, vil være blevet befriet fra forbandelsen og siden for altid være Guds jordiske paradis, det genoprettede Edens have. I løbet af de tusind år vil den, der dør som hundredårig, være ung, og den, der ikke når de hundrede, vil være forbandet (Es 65:20) – men hvordan skal det forstås?

Ung som hundredårig? 

I vor tid er gennemsnitslevealderen 75-80 år, og nogle få bliver 100 år gamle, og de, som bliver 100 år, ser ingenlunde unge ud. I almindelighed er de meget rynkede og mindre pæne at se på. Vi må imidlertid huske på, at Bibelen fortæller om adskillige af de første medlemmer af Adams slægt, at de levede helt op til 969 år, førend dødsdommen blev helt fuldbyrdet på dem (1 Mos 5:1-32). Men de måtte alle sammen dø som Adam, for synden kom ind i verden ved Adam, og ved synden døden, og døden kom derefter til alle Adams børn ved arv.

”Synden kom ind i verden ved ét menneske (Adam), og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.” (Rom 5:12)

Gradvis – især siden syndfloden, da en stor forandring fandt sted i jordens øvre luftlag – er menneskenes gennemsnitslevealder aftaget, mens deres mentale, moralske og legemlige svagheder er tiltaget. I overensstemmelse med dette og i modstrid med evolutionslæren finder vi, at menneskene i begyndelsen var stærkere, end vi er i dag, både i sind og legeme; for brødre giftede sig med deres søstre og fætre med deres kusiner, uden at det havde skadelige følger, mens slægten i vor tid ikke kan gøre det samme uden risiko for skadelige følger.  

Vi ser altså, at vor tekst, som beskriver tilstanden på jorden i de tusind år under messiasriget, blot erklærer, at menneskeslægten ved genoprettelsen i de tusind år vil blive befriet fra faldets følger, således at den vil blive, som den var på Adams tid – at fuld menneskelig modenhed vil være opnået ved 100 års alderen, og at et menneske, som da dør, vil være i sin barndom i sammenligning med resten af slægten. Løftet indeholder videre, at ingen vil komme til at dø selv i 100-årsalderen, undtagen de som synder forsætligt og nægter at underordne sig messiasrigets love – de vil være forbandede, de vil blive afskåret fra livet som uværdige til flere gunstbevisninger fra Jesus Kristus, hvis handlinger og domme alle vil være udtryk for guddommelig retfærdighed.

”Mit folk skal nå træets alder” (Es 65:22) 

Skriften fortæller os, at i den tid, da Jesus regerer, skal menneskets dage blive som træets. Man antager, at der findes træer i dag, som lever i det mindste op til 1000 år. Dette er, hvad Gud har i beredskab for ethvert menneske, efter at han har fuldendt evangelietidsalderens arbejde, som er at udvælge Abrahams åndelige afkom, et afkom som det levitiske præstedømme var et forbillede på, og som kaldes ”en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene” og ”de retfærdige ånder” (Hebr 12:23). 

Den messianske regering skal herske på jorden i tusind år for at velsigne Adam og alle hans børn – for at udfri dem fra synd, fordærvelse og død. Dens omskabende, fornyende indflydelse vil begynde at virke, når Jesus vender tilbage til jorden. Jesus skal herske over folkeslagene, og hans domme vil være i virksomhed på jorden, og verdens indbyggere vil lære retfærdighed. Ingen skal da længere behøve at sige til sin næste eller sin broder, kend Jahveh, for alle vil kende ham.

”Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter.” (Åb 12:5)

”Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: Kend Jahveh! For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Jahveh. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.” (Jer 31:34)

”Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Jahveh, som vandet dækker havets bund.” (Es 11:9)

Al uretfærdighed er synd 

Gud den Højeste ser gennem fingre i nærværende tid med meget af det onde, som sker i verden – han griber ikke ind, men lader ondskaben herske. Men hver overtrædelse har naturligvis en mere eller mindre fordærvelig indflydelse på overtræderens sind og legeme. Samvittigheden er det ømfindtligste og vigtigste i vor menneskelige natur. Alle, som krænker eller sårer den, om det er meget eller lidt, vil i samme grad komme til at stå tilbage i den kommende tid og vil have tilsvarende flere vanskeligheder at kæmpe mod, når det gælder gradvis at rejse sig fra sin fornedrelse og svaghed, trods al den hjælp, som da vil stå til deres rådighed. Således vil Skriftens ord opfyldes:

”Far ikke vild! Hvad et menneske sår, skal det også høste.” (Gal 6:7)

Hele menneskeslægten blev ved Kristi offerdød genløst fra den første død, Adams dødsdom (læs artiklen ”En løsesum for alle) – men de mentale, moralske og legemlige svagheder, som skriver sig fra mere eller mindre forsætligt begåede synder, påvirker et menneskes karakter, og på den måde vil hvert unyttigt ord, hver unyttig tanke og hver ond gerning i det nærværende liv berede tilsvarende vanskeligheder for mennesket i de tusind år – for alt sådant sætter sine spor og mærker i menneskets karakter, og i dødsriget, hvor mennesket går hen, der bliver dets karakter hverken bedre eller dårligere. Derfor, den samme menneskelige karakter, som gik ned i dødsriget, kommer også op derfra, og vil - alt efter om den er villig til at arbejde med sig selv eller ikke - have få eller mange vanskeligheder ved at vandre opad på fuldkommenhedens vej i de tusind år, og ved at bestå den endelige prøve, når de tusind år er omme. 

Menighedens prøvetid kortere 

Menighedens medlemmer, som har deres prøvetid i løbet af denne tidsalder, har hver for sig en meget kortere prøvetid end den, som ifølge Es 65:20 skal gives menneskene i den kommende tid. Gud venter af dem, som han kalder med en himmelsk kaldelse, at de inden for rammen af en meget kort levetid skal udvikle den nødvendige karakter og vinde Guds godkendelse som ”sejrvindere” (1 Kor 9:24-27). Og ikke det alene, men det forlanges af dem, at de skal leve i tro (Hab 2:4), at de skal ”vandre i tro og ikke i beskuelse”, for uden tro er det umuligt at behage Gud (Hebr 11:1,6). Guds børn har alene De hellige Skrifter at holde sig til med hensyn til Guds retfærdighed, kærlighed og nåderige planer, mens verden i den næste tidsalder vil have virkeligheden i stedet for løfterne. Folkeslagene vil komme til at vandre i beskuelse:

”Se, han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham...” (Åb 1:7)

”Jahvehs herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Jahveh selv har talt.” (Es 40:5)

Folkeslagene vil under Messias’ regering få lov til at vandre på en banet vej, hvor Satan ikke ligger på lur for at forføre (Es 35:8). Satan vil, når Jesus kommer, blive kastet i afgrunden, og derfor vil han ikke længere kunne forføre folkeslagene (Åb 20:2-3). Med hensyn til sejrvinderne, som tilhører denne tidsalders menighed, forholder det sig anderledes. Af dem fordres det, at de skal vandre på en vej, som er smal, og hvor fjenden lurer på dem. (Matt 7:14. 1 Pet 5:8-9) 

Vi må imidlertid ikke glemme, at disse forskelligheder mellem menighedens og folkeslagenes vilkår til fulde udjævnes ved forskelligheden i belønning. De til menigheden hørende sejrvindere vil blive belønnet med herlighed, ære og udødelighed, ”den guddommelige natur”, og vil som lemmer på den store Messias blive medarvinger til hans kongerige. Folkeslagene vil ikke komme til at gennemgå en sådan naturforvandling fra menneskelig til åndelig natur, men vil få den jordiske natur genoprettet til fuldkommenhed, såfremt de er lydige og adlyder Jesus (ApG 3:23). Folkeslagene vil få lov til at nyde de jordiske glæder til evig tid.  

Menneskeslægtens endelige prøve   

Menighedens prøve finder sted i det nærværende liv. Og hvad dens medlemmer angår, bliver det for hver enkelt af dem afgjort ved deres død, hvorvidt de er værdige eller ikke værdige til evigt liv på det åndelige tilværelsesplan. Dette er ikke tilfældet med menneskeslægten i almindelighed. Men som Skriften tilkendegiver, vil nogle kun få 100 år at leve i, og derefter blive afskåret i den anden død, fordi de ikke findes værdige til at få flere lejligheder. Andre, som benytter sig af forrettighederne og viser lydighed over for rigets love, kan leve lige til afslutningen af de tusind år og da blive fundet uværdige til evigt liv, da de vælger at følge Satan i hans oprør (Åb 20:7-9). Atter andre vil elske Gud af hele deres hjerte og være så lydige, at det vil behage Gud at give dem evigt liv. Deres dage vil blive langt flere end tusind år. Menneskeverdenen vil ved slutningen af de tusind år have genvundet den fuldkommenhed, som Adam oprindelig ejede. Ligesom Adam vil de også bo i Eden, som da vil omfatte hele jorden. Af disse mennesker vil der forlanges, at de skal bestå en prøve, for at de kan bevise deres absolutte troskab mod Gud og hans retfærdige love, således som også Adam blev prøvet i Eden. Ligesom Adam blev lovet evigt liv, hvis hans prøve kom til at bevise, at han var sin skaber tro, således vil også de genoprettede mennesker på jorden foran sig have tilbudet om evigt liv, hvis de viser deres lydighed på en tilfredsstillende måde. 

I det ydre vil naturligvis hele verden vise lydighed i løbet af de tusind år, fordi retfærdighedens regering vil være så absolut, at hver eneste god gerning vil få sin løn, og hver eneste ond gerning sin straf inden for de hundrede år. Når alle handlinger vil medføre så sikre følger, og når den uforbederlige synder vil dø som hundredårig, da vil hele verden hurtigt komme til at iagttage Guds forbedringer gennem Jesu Kristi retfærdige regering. Således står der skrevet:

”Så sandt jeg lever, siger Herren: For mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal lovprise Gud.” (Rom 14:11, d.aut.1948)

Satans løsladelse fra afgrunden 

Når Jesus vender tilbage til jorden for at oprette Guds kongerige på jorden, da vil Satan blive kastet i afgrunden. Der skal han være i fængsel i tusind år, og derefter skal han slippes løs en kort tid:

”Og jeg så en engel stige ned fra himlen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i hånden. Englen greb dragen, den gamle slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år og styrtede ham i afgrunden og satte lås og segl for ham, for at han ikke mere skal forføre folkeslagene, før de tusind år er omme. Derefter skal han slippes løs en kort tid.” (Åb 20:1-3)

Efter at folkeslagene i tusind år har været underlagt Jesu Kristi retfærdige regering, og hvor enhver har bøjet sine knæ for Jesus, vil det måske i verdens øjne se ud som om, der ikke var nogen grund til, at nogen videre troskabsprøve skulle pålægges den. Men Gud søger sandhed i hjertets inderste såvel som i det udvortes liv. Inden Faderen vil give evigt liv til de fuldkomne mennesker, ønsker han at stille dem på en prøve, som fuldt ud vil vise, hvorvidt de i deres hjerte er tro eller utro mod ham. Ingen uden de, som kommer til at bestå i denne store prøve, vil det blive tilladt at leve evigt. 

Gud den Højeste har bestemt, at folkeslagene skal sættes på en prøve efter de tusind år, og til dette vil han bruge Satan – for der står skrevet, at når de tusind år er omme, da skal Satan slippes løs fra afgrunden en kort tid for at prøve folkeslagene, og han vil samle dem til krig imod Jesu Kristi regering. Skriften giver os ikke nogen underretning om enkelthederne ved den prøve, som folkeslagene da vil blive stillet på. Vi har kun den erklæring, at Satan selv, synd og alt, som Satan repræsenterer, vil blive løsladt fra afgrunden ved afslutningen af de tusind år, og da skal Satan forføre talrige mennesker i hele verden med sit bedrag, og de vil prøve at tilintetgøre Jesu Kristi regering, men det vil ikke lykkes for dem:

”Når de tusind år er omme, skal Satan slippes løs fra sit fængsel og gå ud og forføre folkeslagene i alle de fire verdenshjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig, talrige som havets sand. De drog op på jordens flade og omringede de helliges lejr og den elskede by, men der faldt ild ned fra himlen og fortærede dem. Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.” (Åb 20:7-10)

Hele den menneskeslægt, som opfylder jorden på den tid, Satan slippes løs, vil være talrig som havets sand. Denne menneskeslægt vil blive underkastet PRØVEN. Vi bliver ikke underrettet om, hvor stor en del af menneskeheden, der vil vise sig at være tro, og hvor stor en del utro. Alt, hvad vi ved i dette emne, og alt, hvad der er nødvendigt for os at vide, er, at PRØVEN vil blive gennemgribende og retfærdig, og at alle, som viser sig at være trofaste, vil få evigt liv, og at alle, som viser sig at være utro, vil blive regnet som Satans efterfølgere og tillige med ham blive tilintetgjort i den anden død. (Åb 20:9-10; 21:8) 

Den prøve, som Gud vil stille menneskene på, vil være så indgående, så grundig, at han - selv om hans skabninger vedblivende vil have deres fri vilje – alligevel ser sig i stand til at forsikre, at:

”Døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.” (Åb 21:4)

Gud den Højeste har altså herlige ting i vente for alle de mennesker, som viser sig at være trofaste. Retfærdigheden og kærligheden vil blive åbenbaret over for alle, og alle jordens slægter vil blive velsignet.