Den "store skare"Skriften viser os en klasse af Guds børn, som er forskellig fra brudeklassen, men som også tilhører Guds himmelske børn – dvs. at den ligesom brudeklassen også har et himmelsk håb. Denne klasse beskrives som en ”stor folkeskare” i Åb 7:9-17: ”Derefter så jeg, og se, der var en stor folkeskare (polus ochlos), som ingen kunne tælle, ud af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet. Og alle englene stod rundt om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt foran tronen og tilbad Gud og sagde: Amen! Pris og lov og visdom og tak og ære og magt og styrke er vor Guds i evighedernes evigheder. Amen! Og en af de ældste tog til orde og spurgte mig: »De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?« Jeg sagde til ham: »Min herre, du ved det.« Og han sagde til mig: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem. De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.” (Åb 7:9-17, citeret fra grundteksten) Ordet en ”stor folkeskare” kommer fra de græske ord polus ochlos.
Den danske bibeloversættelse af 1992 gengiver mange steder polus ochlos med en ”stor folkeskare”, hvilket er i overensstemmelse med den græske grundtekst – her er nogle eksempler: ”Og da han kom i land, så han en stor folkeskare (polus ochlos), og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge.” (Matt 14:14)
”Da de gik ud af Jeriko, fulgte en stor folkeskare (polus ochlos) ham.” (Matt 20:29)
”En stor folkeskare (polus ochlos) fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge.” (Joh 6:2)
Den store folkeskare ”ud af folkeslagene” Hvor kommer den ”store folkeskare” fra? Vi læser i Åbenbaringen 7:9, at den er taget UD AF folkeslagene: ”Derefter så jeg, og se, der var en stor folkeskare, som ingen kunne tælle, ud af (ek) alle folkeslag (ethnos) og stammer, folk og tungemål.” I grundteksten står der ek, hvilket betyder ud af, og folkeslagene er det græske ord ethnos – dette skal vi lægge særligt mærke til, for det giver os en bedre forståelse af, hvem den ”store folkeskare” er. Den ”store folkeskare” er ikke længere folkeslag (ethnos), eller en del af folkeslagene – de er taget ud af folkeslagene – det vil sige, at de er blevet adopteret af Gud og er blevet til Guds børn. Når den ”store folkeskare” er taget ud af folkeslagene (ethnos), er det ikke sådan, at de oprindelige folkeslag holder op med at eksistere, de fortsætter med at leve, og derfor læser vi også om folkeslagene (ethnos) i slutningen af Åbenbaringens bog, hvor vi får at vide, at de skal vandre i Det ny Jerusalems lys, og de skal have lægedom for deres sygdommen. (Åb 21:24; 22:2) Skriften tilkendegiver således, at Gud vil adoptere en ”stor folkeskare” ud af folkeslagene. Det vil sige, at den ”store folkeskare”, ligesom Brudeklassen, også har et håb om at blive til Guds himmelske børn, og derfor må vi også kunne finde denne klasse i himlen – kan vi det? Ja!
Den store folkeskare ”i himlen” Hvor er den ”store folkeskare”? Er den på jorden eller i himlen? I Åbenbaringen 19:1 læser vi igen om polus ochlos (den store folkeskare): ”Og efter disse ting hørte jeg en vældig lyd af en stor folkeskare i himlen, som sagde: Halleluja! Frelsen og æren og magten er vor Guds.” (Åb 19:1, citeret efter grundteksten) Den ”store folkeskare” er blevet adopteret af Gud og er blevet til hans himmelske børn, og derfor siger Skriften, at denne skare er ”i himlen”. Det græske udtryk for ”stor folkeskare” er det samme her som i 7:9, og det forekommer kun 3 gange i hele Åbenbaringens bog – 7:9 og 19:1, 6. Vi skal også huske på, at det græske ord ochlos aldrig bliver brugt om engle i de kristne græske skrifter, men altid om mennesker – der kan altså ikke være tale om en engleskare her i Åb 19:1. Dette faktum må betyde, at den ”store folkeskare”, som er ”i himlen”, må være mennesker, som er blevet forvandlet til åndeskabninger. Ifølge Bibelen kan et menneskelegeme af biologisk ”kød og blod” ikke arve himmelsk liv (1 Kor 15:50), og derfor må der ske en forvandling af sådant et legeme, hvis det skal arve himmelsk liv (1 Kor 15:51-52. Fil 3:21). For øvrigt vil enhver, som studerer Skriften grundigt, komme til den samme slutning, nemlig at den ”store folkeskare” der omtales i Åb 7:9, og den, der omtales her, i Åb 19:1, er en og samme folkeskare.
Den store folkeskare ”foran Guds trone” Hvor står den ”store folkeskare”? Åb 7:9-17 siger, at den står ”foran Guds trone”; den befinder sig altså inde i Guds himmelske tronsal, den tronsal, som beskrives i Åbenbaringen, kapitel 4. At det er Guds himmelske trone, som den ”store folkeskare” står foran, fremgår tydeligt af alle de kendetegn, som selve synet indeholder. Vi ser Gud den Højeste, der sidder på sin trone, og vi ser Lammet og alle englene rundt om tronen, de ældste og de fire levende væsener. ”Derefter så jeg, og se, der var en stor folkeskare... de stod foran tronen og foran Lammet... Og alle englene stod rundt om tronen og de ældste og de fire levende væsener, og de faldt ned på deres ansigt foran tronen og tilbad Gud... Derfor står de foran Guds trone...” Skriften siger, at Guds trone er i himlen: ”Jahveh er i sit hellige tempel, Jahveh’s trone er i himlen. Hans øjne iagttager, hans blik prøver menneskene.” (Sl 11:4)
”Jahveh har grundfæstet sin trone i himlen, han hersker som konge over alle.” (Sl 103:19) Da den ”store folkeskare” er blevet forvandlet til Guds himmelske børn, så er det også muligt for dem at stå foran Guds trone i himlen. Folkeslagene kan jo ikke stå foran Guds trone i himlen, fordi de er kød og blod. Kød og blod har ikke adgang til den himmelske verden, hvor Gud og ånderne bor – som Skriften siger, ”kød og blod kan ikke arve Guds rige” (1 Kor 15:50). Hver gang, der i Åb 7:9-17 står ”foran tronen”, er det græsk enopion thronou. Alt, hvad der er ”foran tronen”, er i realiteten ”ind for Gud”:
Lammet befinder sig ”midt for tronen” (Åb 7:17), og her får han bogen med de syv segl af Faderens hånd, hvilket medfører stor himmelsk jubel (Åb 5:1-14). Det er i disse omgivelser, foran tronen, at Johannes ser den ”store folkeskare”. Profeten Mika fik et syn af en begivenhed, som udspillede sig i Guds himmelske tronsal, og i dette syn ser vi også Gud, der sidder på sin trone, og alle englene (himlens hær), der står rundt om tronen – og vi læser, at en ånd stillede sig foran Jahveh, der sad på sin trone: ”Men Mika sagde: »Så hør da Jahveh’s ord! Jeg så Jahveh sidde på sin trone, og hele himlens hær stod til højre og til venstre for ham. Jahveh spurgte: Hvem vil lokke Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? Nu råbte den ene ét, den anden noget andet. Men så trådte en ånd frem, stillede sig foran Jahveh og sagde: Jeg vil lokke ham! Da Jahveh spurgte ham hvordan, svarede han: Jeg vil gå ud og blive en løgneånd i munden på alle hans profeter. Jahveh sagde: Du er i stand til at lokke ham, gå ud og gør det!” (1 Kong 22:19-22) De jødiske skriftlærde, som oversatte de hebraiske skrifter til græsk – den oversættelse som hedder Septuagint (LXX) – oversatte 1 Kong 22:21 således: ”kai echlgen pneuma kai esth enopion kuriou...”
Oversat til dansk:
”En ånd trådte frem og stillede sig foran Herren...” I Septuagint oversættelsen brugte de jødiske skriftlærde altså ordet enopion til at beskrive det sted, hvor en ånd stillede sig, nemlig foran Jahveh, der sad på sin trone. Denne begivenhed, som Mika så i et syn, var en himmelsk begivenhed, som udspillede sig i Guds himmelske tronsal. Det er derfor også rimeligt at antage, at når Åbenbaringen 7:9 siger, at den ”store folkeskare” står enopion Guds trone, så menes der foran Guds trone i himlen.
Den store folkeskare i ”Guds tempel” Hvor tjener den ”store folkeskare”? Åb 7:15 fortæller os, at den tjener i Guds ”tempel”: ”Derfor står de foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel (naos), og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem.” Åb 11:19 siger at Guds tempel (naos) er i himlen: ”Og Guds tempel (naos) i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel, og der kom lyn og brag og torden og jordskælv og voldsom hagl.” Den ”store folkeskare” står altså inde i Guds himmelske tempel, hvilket beskrives som hans bolig i Åb 15:5: ”Derefter så jeg: Templet (naos) i himlen, Vidnesbyrdets telt, blev åbnet.” Templet bliver her sammenlignet med den gamle ”teltbolig” eller ”Vidnesbyrdets telt”. Det jordiske tempel og dets opbygning var en efterligning af det himmelske tempel, bolig (Hebr 8:5). Da Jesus var oprejst fra de døde, gik han ind i Guds tempel, ind i selve himlen (Hebr 9:23-24). Selve templet, naos, var et forbillede på himlen – og tempelpladsen var et forbillede på det jordiske. Folkeslagene (ethnos) står i naos’ ydre gård, som på græsk hedder hieron, hvilket betyder ”tempelpladsen”: ”Og jeg fik givet et rør som målestok, og der blev sagt til mig: »Stå op og mål Guds tempel (naos) og alteret og dem, der tilbeder ved det; men lad templets (naos) ydre gård være, og mål ikke den, for den er overladt til folkeslagene (ethnos), og de skal nedtrampe den hellige by i toogfyrre måneder.” (Åb 11:1-2)
”Så gik Jesus ind på tempelpladsen (hieron), og han jog alle dem ud, som solgte og købte dér, og han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke.” (Matt 21:12)
”Så kom han ind på tempelpladsen (hieron), og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule.” (Luk 19:45-46) – Også hieron i Mark 11:15 og Joh 2:14-15. Om den ”store folkeskare” hedder det: ”Derfor står de foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel (naos).” (Åb 7:15) Den ”store folkeskare” tjener altså ikke i templets ydre gård hieron, som symboliserer jorden, det jordiske, men den tjener i naos, inde i Guds eget himmelske tempel, som det er beskrevet i Åb 4. Udtrykket ”tjener ham dag og nat i hans tempel” viser, at de uophørligt tjener Gud som præster. Det faktum, at den ”store folkeskare” tjener i selve naos, som symboliserer himlen, viser, at denne klasse er en himmelsk præsteklasse, som tjener Gud. Dette er også et bevis på, at den ”store folkeskare” ikke tilhører de jordiske folkeslag (ethnos) af kød og blod, for de har ikke adgang til naos, men de står i naos’ ydre gård (hieron). (Åb 11:1-2)
Den store folkeskare i ”Guds teltbolig” ”... og han som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem.” (Åb 7:15) Der er tale om Guds telt, Guds egen himmelske bolig, som det også ses af Åb 13:6: ”Det åbnede munden til bespottelser mod Gud, det spottede hans navn og hans bolig (græsk: skene, telt eller bolig) og dem, der har bolig i himlen.” Gud bor i himlen, det er hans telt, hans bolig: ”Hør din tjeners og dit folk Israels bønfaldelse, når de beder vendt mod dette sted, hør den i himlen, hvor du bor, hør og tilgiv!” (1 Kong 8:30)
”Så hør i himlen, hvor du bor, enhver bøn og bønfaldelse...” (1 Kong 8:38) Skriften siger at Gud vil rejse sit eget telt, sin egen bolig, over den ”store folkeskare”. Det siges ikke, at Gud vil bo ”iblandt” dem, sådan som han gjorde med den gamle teltbolig fra ørkenen, der stod midt i Israels lejr. Den ”store folkeskare” skal bo i Guds telt, ikke udenfor – dvs. at den skal bo i himlen. Dette stemmer også med, at den ”store folkeskare” skal tjene i "Guds tempel” – hans bolig.
Den store folkeskare klædt i ”himmelske klæder” ”De stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder (leukos stole) og med palmegrene i hænderne.” (Åb 7:9) Vi læser om den ”store folkeskare”, at de er klædt i ”hvide klæder” (græsk: leukos stole). Dette, at beklædningen er leukos, er et særligt kendetegn ved de himmelske væsener – himmelske væsener er klædt i ”hvide” klæder. Vi ser også, at da Jesus blev forvandlet for øjnene af de tre disciple, Peter, Jakob og Johannes, da blev hans klæder ”hvide” (leukos) som lyset. ”Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide (leukos) som lyset.” (Matt 17:2) Jesus, gudssønnerne (englene) og de fireogtyve ældste, er alle sammen himmelske væsener, og de er klædt i leukos klæder, hvilket fremgår af følgende skriftsteder: ”Men nogle få har du i Sardes, som ikke har sølet deres klæder til, og de skal vandre med mig i hvide (leukos) klæder, for det er de værdige til.” (Åb 3:4)
”For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide (leukos) som sne.” (Matt 28:2-3)
”Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder (leukos stole) sidde i den højre side, og de blev forfærdede.” (Mark 16:5)
”Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide (leukos) klæder hos dem.” (ApG 1:10)
”Og rundt om tronen stod fireogtyve troner, og på tronerne sad fireogtyve ældste i hvide (leukos) klæder og med guldkrone på hovedet.” (Åb 4:4)
”Og de himmelske hærskarer fulgte ham på hvide heste, og de var iførte hvide (leukos) rene linnedklæder.” (Åb 19:14, d.aut.1948) Det græske ord leukos forekommer i alt 25 gange i de kristne græske skrifter, og når det bliver brugt i forbindelse med ”klæder”, så er der altid tale om himmelske væsener – dette beviser, at den ”store folkeskare” i Åb 9:7 er himmelske mennesker, ikke jordiske mennesker, for de er klædt i ”hvide” (leukos) klæder, altså i himmelske klæder. Gud den Højeste er også selv klædt i ”hvide” klæder – Den græske Septuagint (LXX) gengiver Dan 7:9 med leukos: ”Jeg skuede videre: Troner blev sat frem, og den gamle af dage tog sæde; hans klæder var hvide (leukos) som sne, og håret på hans hoved var rent som uld: hans trone var flammer af ild, og hans hjul luende ild.” (Dan 7:9, Septuagint)
Den store folkeskare ”indbudt til Lammets bryllupsfest” Der siges om den ”store folkeskare”, at de vasker deres klæder og gør dem hvide i Lammets blod, hvorefter de kommer op til herlighed og ære, men ikke til den samme grad af herlighed og ære som Bruden, Lammets hustru. Læg mærke til, at forskellen i herligheden angives derved, at den ”store folkeskare” i stedet for at være på tronen står foran den. I stedet for at være Bruden, vil de tjene; i stedet for at bære kroner, bærer de palmegrene; i stedet for at være søjler i templet, vil de være tjenere i templet. De skænkes ikke en plads på tronen, men foran tronen, i modsætning til medlemmerne af brudeklassen, som skal sidde på troner. (Åb 20:4) Den ”store folkeskare” er tjenere i Guds tempel (Åb 7:15). Men vi lægger mærke til, at den ”store folkeskare” vil blive belønnet for deres troskab ved at blive indbudt til Lammets bryllupsfest forud for folkeslagenes opstandelse og genoprettelse. ”Derefter hørte jeg en vældig lyd af en stor folkeskare i himlen, som sagde: Halleluja! Frelsen og æren og magten er vor Guds... Og jeg hørte lyden som af en stor folkeskare og som af vældige vande og som af stærk torden, som sagde: Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten, lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder – for linnedklæderne er de helliges retfærdige gerninger. Og englen sagde til mig: »Skriv: Salige er de, der er indbudt til Lammets bryllupsfest.” (Åb 19:1, 6-9) Den omstændighed, at den ”store folkeskare” beskrives som dem, der er indbudt til Lammets bryllupsfest, viser, at de tilhører Guds himmelske familie, og at de dermed er en åndelig klasse, ikke en jordisk klasse. Den følgende orden af de tildragelser, der er forbundet med en familie, beviser, at disse gæster ikke kunne være folkeslagene (ethnos): For det første er der brylluppet; for det andet og senere er der bryllupsfesten; for det tredje og endnu senere kommer avlingen af børnene og disses fødsel. Den ”store folkeskare”, der er gæsterne ved bryllupsfesten, kan ikke være de jordiske folkeslag, eftersom disse vil blive børnene i dette ægteskab, avlet og født efter bryllupsfesten.
Levis stamme et forbillede Levis stamme var et forbillede på hele ”menigheden af de førstefødte”, men læg mærke til, at Levis stamme bestod af to klasser: en lille klasse af ypperstepræster og den ”store folkeskare” af levitter. Det var ikke kun den lille klasse af ypperstepræster, der blev udtaget som de førstefødte, og som ikke skulle have arvelod i landet – det var HELE Levis stamme, som var den førstefødte, og som ikke skulle arve jorden: ”JAHVEH sagde til Moses: »Du skal mønstre alle førstefødte af mandkøn blandt israelitterne fra en måned og opefter og holde mandtal over dem. Du skal udtage levitterne til mig – jeg er JAHVEH! – i stedet for alle førstefødte blandt israelitterne, og levitternes dyr i stedet for alle førstefødte blandt israelitternes dyr.« Moses holdt mønstring over alle førstefødte blandt israelitterne, sådan som JAHVEH havde befalet ham, og da alle førstefødte af mandkøn fra en måned og opefter var blevet mønstret med opregning af navnene på dem, udgjorde de 22.273. JAHVEH talte til Moses og sagde: »Udtag levitterne i stedet for alle førstefødte blandt israelitterne, og udtag levitternes dyr i stedet for israelitternes dyr. Levitterne skal tilhøre mig. Jeg er JAHVEH!” (4 Mos 3:40-45)
”Du skal skille levitterne ud fra israelitterne, så levitterne bliver mine. Derefter skal levitterne komme og arbejde i Åbenbaringsteltet... jeg har udtaget levitterne i stedet for alt det første, der kommer ud af moderlivet, alle førstefødte blandt israelitterne. For alle førstefødte blandt israelitterne tilhører mig, både mennesker og dyr. Jeg helligede dem til mig, da jeg dræbte alle førstefødte i Egypten, og jeg udtog levitterne i stedet for alle de førstefødte blandt israelitterne og overgav dem til Aron og hans sønner ud af israelitternes midte til at udføre arbejde i Åbenbaringsteltet for israelitterne og skaffe dem soning, så ingen plage skal ramme israelitterne, ved at de nærmer sig helligdommen... Derpå kom levitterne og udførte deres arbejde i Åbenbaringsteltet under opsyn af Aron og hans sønner. Det, JAHVEH havde befalet Moses om levitterne, gjorde de med dem.” (4 Mos 8:14-19, 22) Her ser vi tydeligt, at det var alle levitterne, som skulle tages ud fra israelitterne. De skulle alle tilhøre Jahveh; det var ikke kun en lille klasse ypperstepræster fra Levis stamme, som skulle være Jahveh’s førstefødte. Læg også mærke til i de følgende skriftsteder, at det var HELE Levis stamme som ikke skulle arve jord: ”JAHVEH sagde til Aron: »Du får ingen arvelod i deres land, og du får ikke del blandt dem; jeg er din lod og del blandt israelitterne. Levitterne giver jeg al tiende i Israel som arvelod, til gengæld for det arbejde, de udfører i Åbenbaringsteltet, så israelitterne ikke mere skal komme Åbenbaringsteltet nær og pådrage sig skyld og dø. Levitterne skal udføre arbejdet i Åbenbaringsteltet, og de skal have ansvaret for det... Blandt israelitterne skal de (Levitterne) ikke have arvelod. For den tiende, israelitterne yder JAHVEH som afgift, giver jeg levitterne som arvelod; derfor har jeg sagt til dem, at de ikke skal have arvelod blandt israelitterne.” (4 Mos 18:20-24)
”Levitpræsterne, hele Levis stamme, skal ikke have tildelt arvelod sådan som det øvrige Israel. Jahveh’s ofre er deres lod, det skal de leve af. Levi har ingen arvelod blandt sine brødre; Jahveh er hans lod, sådan som han har lovet ham.” (5 Mos 18:1-2)
”Kun Levis stamme gav Moses ingen arvelod. Jahveh, Israels Gud, er deres lod, sådan som han har lovet dem.” (Jos 13:14) Den kendsgerning, at levitterne ikke havde nogen arv i landet, beviser, at den ”store folkeskare”, som tjener som levitter i Guds rige, vil blive åndelige børn – følgelig vil ingen af dem blive til folkeslag (ethnos). Israel og Levis stamme, dets lov og helligdom, var et forbillede og en skygge af kommende goder. ”De (levitterne) tjener ved en helligdom, der kun er en efterligning og en skygge af den himmelske, fremstillet efter de anvisninger, Gud gav Moses, da han skulle rejse Åbenbaringsteltet. Han sagde: Sørg for at lave alt efter det forbillede, du fik at se på bjerget.” (Heb.8:5)
”For da loven kun indeholder en skygge af de kommende goder og ikke selve tingenes skikkelse, kan den aldrig ved hjælp af de gentagne, årlige ofre, som man vedvarende frembærer, føre dem, der kommer med dem, til målet.” (Heb.10:1) At Gud skilte Levis stamme ud fra israelitterne som sin førstefødte, må havde en forbilledlig betydning, og derfor er det også rimeligt at antage, at den kendsgerning, at Levis stamme skulle deles i to forskellige klasser, har en forbilledlig betydning. Derfor må vi også drage den slutning, at når HELE Levis stamme ikke skulle arve jord, så er det et forbillede på noget virkeligt, nemlig at Guds børn ikke skal arve jorden, men det himmelske Jerusalem. Israelitterne var et forbillede på hele menneskeslægten (folkeslagene), og de retfærdige af folkeslagene skal arve jorden. Ligesom Israel forestillede folkeslagene, således var Levis stamme et forbillede på alle Guds børn, som fra Abels tid og helt frem til Kristi genkomst har sat deres lid til Gud den Højeste og hans søn, Jesus Kristus. Ypperstepræsterne, Arons sønner, var et forbillede på Jesu Kristi brud, som tillige med sit hoved, sin ypperstepræst, udgør et kongeligt præstedømme, der, efter at have fuldbyrdet sine ofre i tiden fra Jesu første komme og til hans andet komme, skal være konger og præster for Gud og regere sammen med Kristus på jorden (Åb 5:10, 20:4). Vi ser således Jesus som ypperstepræst – ikke en præst på Arons vis, for han var kun et forbillede på en større og højere ypperstepræst – men som hoved for det virkelige præsteskab, hvorpå de andre kun var billeder. Jesus er den virkelige ypperstepræst: ”Derfor, hellige brødre, I som har fået det himmelske kald: Se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus.” (Hebr 3:1)
”Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse.” (Hebr 4:14) Når vi betragter Levis stamme, bemærker vi, at levitternes stamme, som er et forbillede på alle Guds børn, eksisterede, før præsteskabet blev indstiftet. Derfor er det også rimeligt at antage, at den ”store folkeskare” eksisterede før brudeklassen blev kaldt. Troende, retfærdiggjorte ved tro, fandtes længe før den tid, hvor Jesus stod frem på jorden i kød og blod. Vi læser f.eks., at Abraham, da han troede Gud, blev retfærdiggjort ved sin tro (Rom 4:2-3). Skønt ikke engang forbilledet, Jesus, var kommet i hans dage, var Abraham som en retfærdiggjort troende et medlem af ”troens husstand”, som levitterne var et forbillede på. Vi læser også, at Abel som den første, sammen med Abraham og alle de andre troshelte, længtes efter borgerskab i det himmelske Jerusalem (Hebr 11:1-16), og der siges jo klart og tydeligt, at de (trosheltene) skal nå målet sammen med os. (Hebr 11:40) Men ingen medlemmer af det ”kongelige præsteskab” begyndte deres tjeneste, førend hovedet eller ypperstepræsten for denne orden først var indviet og indsat i embedet. Siden da har indvielsen og indsættelsen af underpræsterne været denne kristne husholdnings eller evangelietidsalders særlige værk. Således bliver præsterne, der nu indvier sig og ofrer sig selv som levende ofre, beredte til Rigets kongeværdighed og til således at være redskaber til alle jordens slægters velsignelse – ikke det levitiske præstedømme, men et præstedømme som Melkisedeks. (Hebr 7) Hele Levis stamme var et forbillede på det kommende Guds rige, og derfor skulle levitterne ikke arve jord blandt israelitterne. Vi ser derfor, at den store folkeskare af levitter var et forbillede på den ”store folkeskare” i Åbenbaringen 7:9 – Den kendsgerning, at hele Levis stamme ikke skulle arve jord, tilkendegiver dermed også, at den ”store folkeskare” i Åbenbaringen er en himmelsk klasse, som er taget UD AF folkeslagene, og dermed ikke længere har arvelod i jorden men har arvelod i Jahveh – i himlen. Folkeslagene skal bo på jorden, alle de retfærdige af dem, og derfor læser vi også om ethnos (folkeslagene) i slutningen af Åbenbaringen – f.eks. Åb 21:24, 26; 22:2. Folkeslagene vil ikke blive til Guds børn (åndeskabninger), men vil være kød og blod og skal arve jorden (alle de retfærdige af dem) – Guds børn skal arve Guds rige, som tilhører den himmelske verden. Det ser derfor ikke ud til, at den ”store folkeskare” vil udgøre selve Bruden, men de vil sikkert være nært knyttet til den og dens vidunderlige arbejde med at frelse og velsigne folkeslagene. Den ”store folkeskare” skal, som modbilledlige levitter, tjene Gud dag og nat som præster i hans himmelske tempel, og ligesom de modbilledlige levitter udføre deres arbejde for Gud under opsyn af ypperstepræsterne. (Åb 7:15. 4 Mos 8:22). Til sidst skal det bemærkes, at der står om den ”store folkeskare”, at det er dem, som kommer fra ”den store trængsel” (Åb 7:14). Dette har fået nogle til at tro, at denne skare er begrænset til en gruppe frelste som lever i ”den store trængsel” kort tid før Kristi genkomst – hvis dette er tilfældet, så tilhører alle de millioner af Guds børn, som indtil dags dato er døde, en anden klasse end den ”store folkeskare”. Jeg vil i den forbindelse gøre opmærksom på, at Paulus sagde til brødrene for snart 2000 år siden, at disciplene skulle gå ind i Guds rige igennem mange trængsler (ApG 14:22). |
