|
Det hemmelige BabylonI min artikel, ”Dommen over Babylon”, gjorde jeg rede for, hvem, jeg tror, ”Kvinden” i Åbenbaringen, kapitel 17, symboliserer, samt hvem skøgerne er et billede på. Hvis du ikke har læst denne afhandling, så vil jeg opfordre dig til at gøre det, inden du læser om ”Det hemmelige Babylon”. Hvis andet ikke er oplyst, så er skriftsteder citeret fra den danske autoriserede bibel af 1992. Jeg har erstattet ordet ”Herren” med navnet Jahveh de steder, hvor Guds navn, JHVH, står i grundteksten. Dette har jeg gjort, for at Guds navn kan træde klart og tydeligt frem i forhold til afgudernes navne. Vi læser følgende i Åb 17:5: ”På panden var der skrevet et navn, en hemmelighed (musterion), Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder.” Det græske ord musterion betyder hemmelighed, og sættes her i forbindelse med ”Babylon den Store”. Men hvad er denne hemmelige babyloniske religion? Og hvilken gud tilbeder man i denne religion? Afgudsdyrkelse er ikke, som mange tror, det naturlige resultat af from uvidenhed hos mennesker. Ej heller er afgudsdyrkelsens forskellige former opfindelser, som er gjort af nationer og folk, der har levet adskilt fra hinanden. Alt tyder på, at den højeste form for afgudsdyrkelse er udgået fra oldtidens højest civiliserede nation. For selv om der er god grund til at tro, at afgudsdyrkelse havde sin første oprindelse i tiden før vandfloden, genopstod den på ny efter vandfloden i Babylon, hos det gamle Babylons kaldæere, hvis mægtige gerninger og visdom gjorde dem navnkundige under hele oldtiden. Selvom hedningernes guder og gudinder var så talrige, er de dog alle, hvad vi udtrykkeligt informeres om af de gamle mytologiskribenter, i sidste ende en og samme person. Strengt taget opløses de til den ene eller anden i en treenighed, der består af fader, moder og søn, hvis forskellige attributter var personliggjort og tilbedt under forskellige titler og var kendt under forskellige navne hos forskellige folk. Ikke blot kan Babylons, Assyriens, Egyptens, Grækenlands og Roms guder identificeres med hinanden, men de kan også identificeres med Indiens og det østlige Asiens guder, med de keltiske og skandinaviske folks guder og med Mexicos og Perus guder, mens der er tilstrækkelige beviser for, at de barbariske, afrikanske stammers, de asiatiske øgruppers og også sydhavets øboeres og Australiens oprindelige indbyggeres religion, alle - trods lange tidsaldres isolation - hidrørte fra samme oprindelige kilde. Der er så enestående, nøjagtig og regelret overensstemmelse mellem dem, ikke alene i henseende til, hvad der er indlysende og naturligt, men også i henseende til virkelige ceremonier, således at enhver anden hypotese end den følgende bliver uholdbar, nemlig at de alle må komme fra samme kilde. Hvem var ophavsmand til ’mysterie-religionen’, og hvor startede det hele henne? Bibelen kaster lys over disse spørgsmål, og lidt kundskab om mytologi vil hjælpe os til at forstå nogle uklare og dunkle skriftsteder i Bibelen. For at vi bedre kan forstå, hvordan og hvorfor denne mysterie-religion har udviklet sig, så er vi nødt til at starte med et kort resume af historien fra Edens have og frem til Abraham. Adam synder mod Gud Adam, det første menneske, brød det bud, som Gud gav ham, nemlig at han ikke måtte spise af træet til kundskab om godt og ondt, og straffen for at bryde dette bud var døden (1 Mos 2:16-17). Satan sagde til kvinden, ”Vist skal I ikke dø”, og forledte dermed kvinden til at spise af den forbudte frugt, og kvinden gik derefter til Adam, som også spiste af frugten. Selvom det var kvinden, der overtrådte budet først, så kom Adam til at stå som hovedansvarlig, fordi han var kvindens overhoved (1 Mos 3:4-6). Gud dømte retfærdigt Adam til døden, og hvis Adam og hans børn skulle løskøbes fra denne dødsdom, så skulle der betales en genløsningspris (løsesum) – en pris for det der gik tabt - nemlig Adams fuldkomne liv. Gud sagde til Satan, at ’kvindens afkom’ en dag ville betale denne genløsningspris, og at dette ’afkom’ skulle knuse ham. Gud sagde til slangen: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.” (1 Mos 3:15) Derefter sendte Gud Adam og Eva ud af Edens have til at dyrke agerjorden, og han satte keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ i Edens have.
Det slagtede Lam Siden synden kom ind i verden, har der kun været én vej til det evige liv, nemlig igennem ’kvindens afkom’, Guds lam, som er Kristus Jesus (1 Pet 1:19-20. Åb 5:6,9,12. Joh 1:35-36. Hebr 9:11-14). Vi læser, at den retfærdige Abel (Adams søn) frembar et rigere syndoffer end Kain (1 Mos 4:3-5. Hebr 11:4). Abel troede på det slagtede lams blod, og derfor frembar han fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte, og Gud tog imod Abels offergave. Abels broder, Kain, som var uretfærdig, frembar ikke det rette offer, han frembar en offergave af jordens afgrøde, men dette offer tog Gud ikke imod. Kains karakter var ond, og han var heller ikke villig til at omvende sig. Derfor blev han mere og mere vred på sin retfærdige broder, og det endte med det første mord i verden og den første martyr - Kain slog sin broder ihjel (1 Mos 4:6-8). Noa og hans familie frelses igennem vandfloden Menneskene begyndte at blive talrige på jorden, og deres ondskab voksede også. Jorden var fordærvet og fyldt med vold og ondskab, og det blev så slemt, at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. Da Gud så det, bestemte han sig for at udslette alle mennesker på jorden, undtagen den retfærdige Noa og hans familie. Da sagde Gud til Noa: ”Lav en ark af gofer-træ; du skal indrette den med rum, og du skal tjære den indvendig og udvendig. Således skal du bygge arken: Den skal være tre hundrede alen lang, halvtreds alen bred og tredive alen høj. Du skal lægge et tag på arken, og tagrygningen skal du hæve en alen. Du skal sætte en dør i arkens side, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste dæk. Jeg bringer nu vandfloden over jorden for at ødelægge alle under himlen, der har livsånde. Alle på jorden skal omkomme. Men med dig vil jeg oprette min pagt. Du skal gå ind i arken sammen med dine sønner, din kone og dine svigerdøtre. Af alle levende væsener skal du bringe ét par ind i arken, for at de kan overleve sammen med dig; de skal være han og hun. Af alle slags fugle, al slags kvæg og af alle slags krybdyr på jorden skal ét par gå ind til dig for at overleve. Du skal tage noget af alt, der kan spises, og samle det hos dig; det skal du og de have til føde.” (1 Mos 6:14-21) Noa gjorde, ganske som Gud havde befalet ham. Og Gud sagde til ham: ”Gå ind i arken med hele din familie, for dig har jeg fundet retfærdig i denne slægt.” Vi læser videre i 1 Mos 7:17-23: ”I fyrre dage kom vandfloden over jorden. Vandet steg og løftede arken, så den hævede sig fra jorden. Vandet steg så højt over jorden, at arken flød på vandet. Højere og højere steg vandet over jorden, så alle de høje bjerge under himlen blev skjult. Vandet steg femten alen over bjergene og skjulte dem. Alt levende, der rørte sig på jorden, omkom, fugle, kvæg, vilde dyr, alt hvad der vrimlede på jorden, og alle menneskene. Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. Alle levende væsener på jorden blev udslettet, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden, og kun Noa og de, der var med ham i arken, blev tilbage.” Men Gud glemte ikke Noa og alle de vilde dyr og alt kvæget, der var med ham i arken. Han lod en storm blæse hen over jorden, så vandet sank, og på den syttende dag i den syvende måned gik arken på grund på Ararats bjerge. Da vandet var tørret bort fra jorden, kunne Noa gå ud af arken sammen med sin kone, sine sønner og svigerdøtre. Efter at Noa var kommet ud af arken, bragte han i tro et brændoffer til Gud af alle de rene dyr, og dermed bevidnede han, at han troede på det slagtede lams blod - han bragte det rette offer ligesom den retfærdige Abel (1 Mos 8:20).
Verden efter vandfloden Efter vandfloden var jorden renset for de ugudelige mennesker, men der skulle ikke gå ret lang tid, før Satan fik menneskene til at vende sig fra Gud igen. Menneskene vendte sig fra den eneste sande Gud, Jahveh, og begyndte at tilbede falske guder. Noa havde tre sønner, Sem, Kam og Jafet. Vi læser i Skriften, at det var igennem Sems slægt, at ’kvindens afkom’ skulle fødes (1 Mos 9:25-27. Luk 3:23-38). Igennem Sems slægt blev Abraham født, og Gud udvalgte den retfærdige Abraham og velsignede ham stort. For at se om Abraham frygtede Gud, blev Abraham sat på en prøve – en prøve som blev et billede på, hvad Gud selv ville gøre for menneskene, nemlig ofre sin elskede søn som en genløsningsbetaling for Adams synd. Gud sagde til Abraham: ”Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om. Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om.” (1 Mos 22:2-3) ”Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Jahvehs engel råbte til ham fra himlen: ’Abraham, Abraham!’ Han svarede ja, og englen sagde: ’Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.’ Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn.” (1 Mos 22:9-13) Abraham elskede Gud så meget, at han end ikke ville nægte Gud sin eneste søn, og Gud sagde til ham: ”Jeg sværger ved mig selv, siger Jahveh: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.” (1 Mos 22:16-18) Abrahams søn Isak fik to sønner, Esau og Jakob (Israel), og de to brødre sloges allerede inden de blev født. Vi læser i 1 Mos 25:21-23: ”Rebekka blev gravid. Men da børnene sloges inde i hende, sagde hun: ’Hvis det skal være sådan, hvorfor er dette så sket mig?’ Og hun gik hen for at spørge Jahveh til råds. Jahveh svarede hende: ’To folk er i dit moderliv, to folkeslag skal udgå af dit skød. Det ene folk skal være stærkere end det andet, den ældste skal trælle for den yngste.” Gud udvalgte Jakob den yngste, og han blev fader til tolv sønner, Israels tolv stammer. Gud talte til Jakob og sagde: ”I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes.” (1 Mos 28:14) Herefter udvalgte Gud Jakobs tolv sønner til at være hans ejendomsfolk, og han åbenbarede sig senere for Moses under navnet Jahveh. Som vi har læst, så fremgår det klart og tydeligt af Skriften, at det var igennem Noas søn Sem, at det lovede ’afkom’ skulle komme, ikke igennem Kam eller Jafet – så hvis nogle på et tidspunkt ville hævde, at ’kvindens afkom’ var født i Kams eller Jafets slægt, så ville det være løgn! Som vi skal se senere, så kom der et tidspunkt, hvor Satan fik indsmuglet den løgn, at ’kvindens afkom’ var blevet født i Kams slægt! Jøderne og deres afgudsdyrkelse Da Gud gav loven til jøderne, påbød han dem klart og tydeligt, at de ikke måtte tilbede andre guder end Jahveh. Vi læser i 2 Mos 20:1-5: ”Gud talte alle disse ord: ”Jeg er Jahveh din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Jahveh din Gud, er en lidenskabelig Gud...” Vi læser gentagne gange i Bibelen, at jøderne brød dette bud, og derfor blev de straffet, indtil de vendte tilbage til den eneste sande Gud, Jahveh. Profeten Jeremias skriver om et sådant tilfælde – vi læser i Jer 44:15-19: ”Alle mændene, som vidste, at deres koner tændte offerild for andre guder, og alle kvinderne, som stod der i en stor skare, alle de, som boede i Patros i Egypten, svarede Jeremias: ’Det ord, du taler til os i Jahveh’s navn, vil vi ikke høre på. Nej, vi vil gøre alt det, vi har lovet: tænde offerild for Himmeldronningen og udgyde drikofre for hende, sådan som vi og vores fædre, vores konger og stormænd gjorde i Judas byer og i Jerusalems gader. Dengang kunne vi spise os mætte; det gik os godt, og vi kendte ikke til ulykke. Men fra dengang vi holdt op med at tænde offerild for Himmeldronningen og udgyde drikofre for hende, har vi manglet alt, og vi omkommer ved sværd og sult. Når vi nu tænder offerild for Himmeldronningen og udgyder drikofre for hende, kan det så være uden vore mænds vidende, at vi laver offerkager med hendes billede og udgyder drikofre til hende?” Og videre i Jer 7:17-18: ”Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild, og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.” I Dommerbogen kapitel 2, versene 11-13, læser vi om et andet frafald fra den sande Gud: ”Nu gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Jahvehs øjne, og dyrkede Ba'alerne. De svigtede Jahveh, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Egypten; de fulgte andre guder, guder som folkene rundt om dem dyrkede; de tilbad dem og krænkede Jahveh. De svigtede Jahveh og dyrkede Ba'al og Astarterne.” Ba’al, Astarte og Tammuz Som mange bibelstuderende er klar over, indeholder Bibelen mange henvisninger til Ba’al; men Bibelen fortæller ikke direkte, hvem denne gud er og heller ikke, hvorfor de troløse jøder og de andre folkeslag så konsekvent underkastede sig denne gud. Det er her, vi får hjælp af mytologien, som afslører det faktum, at guden Ba’al og gudinden Astarte ’Himmeldronningen’ blev tilbedt under forskellige navne og titler. Dette faktum vil alle blive bekendt med, når de studerer mytologi, men hvad, der til gengæld ikke er så kendt, er, at disse guder stadigvæk tilbedes i dag i det system, som Skriften kalder ’Babylon den Store’! Guden i den babyloniske religion var den treenige solgud; Ba’al, som var fader-guden, og Astarte, som var modergudinden og gudens søn, Tammuz, en reinkarnation af Ba’al, født den 25. december. Disse tre er også kendt som Isis, Horus og Seb (=IHS). Symbolet på Tammuz var korset eller bogstavet T, forbogstavet i navnet Tammuz. Tammuz’s tegn blev senere antaget for at stå for Kristi kors. Vi læser f.eks. i Vine’s Bibelleksikon: ”KORS, navneord, stauros, betegner først og fremmest ”en oprejst stolpe eller pæl.” Både navneordet og udsagnsordet stauroo, ”at fæstne på en pæl eller stolpe”, må først og fremmest adskilles fra den gejstlige eller kirkelige form af et tobjælket ”kors”. Formen af sidstnævnte stammer oprindelig fra oldtidens Kaldæa og blev brugt som symbol for guden Tammuz (i form af det mystiske Tau, det første bogstav i hans navn) i dette land og i de tilstødende lande, herunder Egypten. I midten af det tredje århundrede efter Kristus, var kirkerne enten afveget fra eller havde karikeret visse af den kristne tro’s læresætninger. For at højne det frafaldne, gejstlige systems anseelse blev hedninger modtaget i kirkerne, mens man så bort fra genfødelsen ved tro, og det blev dem tilladt i stor udstrækning at beholde deres hedenske tegn og symboler. Derfor blev Tau’et eller T’et, i dets hyppigst anvendte form, med tværstykket sænket, antaget for at stå for Kristi ”kors”.” (VINE’S COMPLETE EXPOSITORY DICTIONARY OF OLD AND NEW TESTAMENT WORDS, Thomas Nelson Publishers, side 138). Den hedenske afgudsdyrkelse med dens ceremonier og tegn blev adopteret af den katolske kirke. Kardinal Newman skriver i sin bog DEVELOPMENT OF CHRISTIAN DOCTRINE (1920), S. 371-380: ”I tillid til kristendommens evne til at modstå det ondes smitte og til at forvandle dæmondyrkelsens instrumenter og vedhæng til evangelisk brug.... var kirkens ledere lige fra de ældste tider rede til, hvis lejlighed bød sig, at antage, imitere eller hellige befolkningens eksisterende ritualer og skikke og såvel som den dannede klasses filosofi... Brugen af templer, indviet til visse helgener, og ved visse lejligheder udsmykket med grene fra træerne, røgelse, lamper, lysestager, løftegaver ved helbredelse fra sygdomme, vievand, asyler, helligedage og højtider, brugen af kalendere, processioner, velsignelser af markerne, præstekjoler og messedragter, tonsuren, vielsesringen, at vende sig mod øst, den senere tids billeder, måske også kirkesangen og Kyrie Eleison er alt sammen af hedensk oprindelse og helliget ved kirkens antagelse... Forholdet, hvad der er indrømmet fra alle sider, er dette: At en stor del af det, som almindeligvis modtages som kristen sandhed, i dets rudimenter og særskilte dele kan findes i hedenske filosofier og religioner. For eksempel findes treenighedslæren både i øst og vest; ... inkarnationslæren i Indien; ... cølibatet kendes hos Bonze og Talapoin; en præstelig orden er ægyptisk; ...” Tammuz’s fødselsdag – den 25. december (Juledag) – blev også antaget af den katolske kirke. Dette er årsagen til, at mange millioner mennesker fejrer Juledag den 25. december, hvilket i realiteten er solgudens fødselsdag, ikke Kristi fødselsdag. Kvinden i Åbenbaringen har sit navn skrevet på ’panden’, så alle, der har øjne, de kan se med, og som har lidt åndelig forståelse, vil være i stand til at se, hvem hun er; der er mange beviser i De hellige Skrifter, historien og mytologien, som kan hjælpe os. Historien viser os, at pavedømmets tilbedelse af billeder, døde helgener og relikvier, dets hellige lys, helligt vand, ritualer og ceremonier, dets systems karakter og gudstilbedelsens mål samt dens fester alt sammen stammer fra det gamle Babylon. Pavedømmets undskyldning er (som kardinal Newman siger det), at selvom det anerkendes og indrømmes, at disse ting ”er de samme instrumenter og tilbehør, som bruges i dæmon-tilbedelse,” så blev de ikke desto mindre ”helliggjort ved deres adoption ind i kirken”, (Newman’s Development, side 359,360). Men i dag står det klart for seriøse bibelstuderende, at dæmondyrkelsens remedier og ceremonier ikke blev helliggjort ved at blive adopteret af den katolske kirke. I stedet for at dæmondyrkelsens remedier og ceremonier blev helliget ved i direkte modstrid med Guds forbud at blive overtaget af kirken, blev kirken vanhelliget ved sin forbindelse med disse ting. Det er derfor, at Skriften kalder kirkesystemet for ”Babylon den Store”, og som der står i Åb 18:2: ”... det store Babylon, det er blevet bolig for dæmoner, skjul for alle urene ånder, skjul for alle urene fugle, og skjul for alle urene og afskyelige dyr.” Det gamle Babylon var fyldt med alle disse afskyeligheder, og symboliserer derfor på en god måde den frafaldne kirke i evangelietidsalderen. Når vi sammenligner Jeremias, kapitel 51:7, med Åbenbaringen, kapitel 14:8 og 17:4-5, så lægger vi mærke til, at det samme udtryk bliver brugt. I Jeremias bog står der, at det gamle Babylon var et guldbæger i Jahvehs hånd, og at vinen i dette bæger gjorde alle folkeslagene berusede – berusede af falsk religion. I Åbenbaringen bliver kvinden kaldt ”Babylon den Store”, og hun har også et guldbæger i sin hånd, fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder. Babylon var det første kongerige efter vandfloden, og i Babylon blev afgudsdyrkelse sat i system. At Babylon var den første nation efter vandfloden, læser vi i 1 Mos 10:8-12. Denne oplysning leder os på sporet af oprindelsen til afgudsdyrkelsen – tilbedelsen af falske guder – og ved at sammenligne med bestemte beretninger i den mytologiske historie, bliver identiteten på disse guder åbenbaret for os: ”Kush fik sønnen Nimrod. Han var den første, der blev hersker på jorden, og han var en vældig jæger for Jahveh; derfor hedder det: Så vældig en jæger for Jahveh som Nimrod. Udgangspunkt for hans kongedømme var Babylon, Erek, Akkad og Kalne i landet Sinear. Fra dette land drog han til Assur og byggede Nineve...” Nimrod, den vældige jæger, og hans indflydelse i verden Hvorfor skulle Bibelen specielt nævne Nimrod? Fordi han var den første, som blev vældig; og indtil denne dag er landene i området Babylonien og Assyrien fyldt med hans navn. Da Moses skrev første Mosebog, sagde man - selv om Nimrod længe havde været død - stadigvæk: ”Så vældig en jæger for Jahveh som Nimrod.” Vi må huske på, at efter vandfloden var der kun 8 mennesker på hele jorden, men mange forskellige arter af dyr kom ud af arken. Da disse dyr formerede sig hurtigere end menneskene, så kan man godt forestille sig, hvordan især rovdyrene kunne terrorisere menneskene på jorden. Derfor blev den mand, som kunne besejre en tiger, leopard, løve, bjørn osv., regnet for en stor velgører, en mand over alle de andre, æret af sine kammerater og mindet af eftertiden. Selv om Skriften ikke siger ret meget om Nimrods personlighed, så kan vi sikkert udlede af hans forældres karakter samt fra forskellige historieskrivere, at hans personlighed var ond. At hans farfar, Kam, havde en fordærvet karakter, læser vi om i 1 Mos 9:18-25, hvor Sem i samme anledning fik en speciel velsignelse for sin renhed. Det, at Nimrod var ’en vældig jæger for Jahveh’, betyder ikke, at han søgte at ære Gud i himlen. Nimrod, som stolede på sin egen styrke, trådte frem som verdens frelser, og da han blev ’vældig’, så tiltrak han menneskers opmærksomhed. Det naturlige resultat af menneskenes beundring af Nimrods karakter blev dette, at menneskene blev forledt til at tilbede skabningen frem for Skaberen. At frafaldet fra den sande Gud kom ret hurtigt efter vandfloden, læser vi om i 1 Mos 11:1-4: ”Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: ’Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!’ De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: ”Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.” Den jødiske historieskriver Josefus skriver følgende: ”Det var Nimrod som opildnede dem til en sådan foragt og krænkelse imod Gud. Han var barnebarn af Kam, søn af Noa, – en fræk mand, med stor fysisk styrke. Han overbeviste dem om, at det ikke var Guds fortjeneste, at de var lykkelige, men at det var deres eget mod, som var årsag til, at de var lykkelige. Han ændrede også gradvis ledelsen, så det blev til tyranni, - han så ikke andre måder, hvorved han kunne vende mænd fra at frygte Gud, end at bringe dem i konstant afhængighed af sin styrke. Han sagde også, at han ville hævne sig på Gud, hvis han skulle komme på den tanke at oversvømme verden igen; for han ville bygge et tårn så højt, at vandet ikke ville kunne nå det, og at han ville hævne sig på Gud, fordi han havde tilintetgjort deres forfædre. Folkemængden var meget villige til at følge Nimrods planer og anså den, der frygtede Gud for at være en kryster...” (Josefus, The Antiquities Of The Jews, 1:4:2-3).
Ninus og Semiramis I 1 Mos 10:11 fik vi at vide, at det var Nimrod, som byggede Nineve. Den oplysning hjælper os til at identificere Nimrod med kong Ninus fra den klassiske historie. Selve navnet Nineve betyder bogstaveligt ”Ninus’ bolig”. Den græske historiker Apollodorus skriver direkte: ”Ninus er Nimrod.” (Apollodori, Fragm. 68 in Müller, Vol. 1, side 440). Justin’s Trogus Pompeius: ”Ninus , konge over Assyrien (dækker hele området Assyrien og Babylonien) var den første, der forandrede det beherskede mådehold i oldtidens levemåde, tilskyndet af en ny lidenskab, et begær efter erobring. Han var den første, der førte krig mod sine naboer.” (Justin’s Trogus Pompeius, Hist. Rom. Script., Vol. 2. side 615). Dette peger direkte på Nimrod, og kan ikke passe på andre. ”Kush fik sønnen Nimrod. Han var den første, der blev hersker på jorden... Udgangspunkt for hans kongedømme var Babylon...” (1 Mos 10:8-11) Det stemmer også med Diodorus Siculus’ beretning: ”Ninus, den ældste af Assyriens konger, som er nævnt i historien, gjorde mægtige gerninger. Han var en krigerisk natur, og havde ambitioner om forherligelse, som var et resultat af hans tapperhed. Han bevæbnede et stort antal unge mænd, som var modige og energiske som han selv. Han trænede dem i anstrengende øvelser og byrder, så at de på denne måde blev vænnet til at bære en krigs udmattelse og farer.” (Diodorus, Bibliotheca, lib. 2. side 63). Semiramis var Ninus’ hustru, og de regerede ifølge Clinton - som er en respekteret autoritet inden for kronologi - omkring år 2182 f.Kr. (Clinton, Fasti Hellenici, Vol. 1. side 263). Navnet Semiramis hedder på kaldæisk ”Z’emir-amit”, og det er sammensat af Ze, der er den bestemte artikel, og emir, der betyder ”gren”, samt amit, der betyder ”bærer”. I sammensætning bliver det ”grenbæreren”. Den fugl, Noa sendte ud, da flodens vande sank, og som kom tilbage med en oliegren i næbbet, var en due. Navnet Semiramis hentydede til en vildtlevende due. Nimrods hustru, som, man sagde, var blevet til en vild due, fik dette navn i en mystisk betydning. Hun blev anset for at være moder til den gren på menneskets stamtræ, der er ’kvindens afkom’, som skal knuse Slangens hoved. Det var imidlertid kun et djævelsk påfund (som vi skal se senere) beregnet på at aflede opmærksomheden fra det sande afkom, som, Guds profeti senere erklærede, var den rigtige gren. (Es 11:1. Zak 6:12. Åb 22:16) Semiramis var en meget smuk, men lastefuld dronning, der var meget begærlig og udsvævende. Hendes sind var fordærvet og ondt, og hun var med til at lede mennesker væk fra Gud. Hun blev tilbedt som ’Rhea’ – den store ’Moder’ til guderne, som også kan identificeres som Venus, moder til al urenhed. Hendes skønhed og kvindelige former blev anset og betragtet som det perfekte billede af en fuldkommen kvinde. Hun blev senere tilbedt under flere forskellige navne; f.eks. Astarte, Isthar, Aphrodite og Diana. Hun var også den, som ophøjede Babylon til den dårlige berømmelse blandt nationerne: at være udgangspunktet for afgudsdyrkelse og hellig prostitution. Her vises nogle afgudsbilleder af Astarte, Himmeldronningen, som hun så ud i oldtiden. I det første århundrede havde hun sit hovedtempel i Efesos. Læg mærke til, at hun har et tårn på hovedet. Selve navnet Astarte betyder, kvinden som byggede tårne og bymure. Semiramis fik dette navn, fordi hun var gift med Nimrod, som var den første, der byggede et tårn, og Nimrod var også den første, der byggede en mur rundt om en by. Semiramis tog senere, efter sin mands død, selv hele æren for dette værk. Semiramis og Nimrod (Ninus) levede på den tid, hvor den patriarkalske tro stadigvæk var levende i menneskers tanker. Vi må ikke glemme, at Sem levede 502 år efter vandfloden, indtil år 1846 f.Kr. Og vi ved fra Jobs udsagn, at blandt de patriarkalske stammer (som vel at mærke ikke havde noget med den mosaiske institution at gøre) var afgudsdyrkelse ikke velanset, ja, det blev opfattet som en forbrydelse – vi læser i Job 31:26-28: ”Så jeg på solen, når den skinner, og på månen, når den vandrer i sin pragt, så jeg i det skjulte lod mig lokke til at sende den håndkys? Da havde det været en synd, der burde straffes, for så havde jeg fornægtet Gud i det høje.” Hvis dette var tilfældet på Jobs tid, ca. år 1600 f.Kr., hvor meget mere så ikke på den tid, Babylons ’mysterie-religion’ blev til. Derfor var det nødvendigt at bringe denne religion frem i hemmelighed, for ikke at skabe røre, og på denne måde blev den også senere lidt efter lidt smuglet ind i Kristi lære. De babyloniske ’mysterier’ kan føres helt tilbage til Semiramis’ dage. Det ser ud til, at hendes mand, Nimrod, var ganske åben omkring sit eget frafald, og at dette frafald for det meste bestod i at lede mennesker ind i sanselighed. Han lærte dem, at de kunne nyde ’syndens glæder’ uden frygt for at skulle stå til regnskab over for den hellige Gud. Når han var ude på sine jagtekspeditioner blev han ledsaget af en hel flok kvinder, musik, spil, drikkelag og alt, hvad der tilfredsstiller kødet. Det var efter Ninus’ eller Nimrods død, at de hemmelige ’mysterier’ blev udformet af hans hustru Semiramis og hendes tilhængere. Nimrods død og hans guddommeliggørelse Skriften siger ikke noget om Nimrods død, men der var en tradition i oldtiden, som sagde, at det var en voldsom død. Meget ejendommeligt så skulle Nimrods død blive selve grundlaget i Babylons ’mysterie-religion’. På toppen af sin karriere blev den mægtige Nimrod slået ihjel, og det ser ud til, at det kom som et kæmpe chok, da denne katastrofe indtraf. Nyheden om hans død spredtes hurtigt, og sanselighedens tilhængere følte, at menneskehedens største velgører var død, og festligheden fik en brat ende. Så begyndte man at begræde hans død, og dette gjorde man over Tammuz eller Bacchus - navne som han er kendt under i den klassiske historie – men dette vender vi tilbage til. Den største sorg og det største tab følte naturligvis Semiramis, for hun havde nydt godt af sin mands ære og hæder og havde siddet som dronning i Babylon ved sin mands side, og nu var al denne ære og berømmelse pludselig slut. Men Semiramis var en kvinde med grænseløse ambitioner, og hun havde ikke i sinde at træde til side uden at skabe sig et stort navn i historien, og at det lykkedes for hende, vidner oldtidens historie om. Hun kom på den utrolige tanke at udsprede den løgn, at hendes afdøde mand var ikke mindre end ’kvindens afkom’, som skulle knuse slangens hoved, men som også selv skulle hugges i hælen. ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.” (1 Mos 3:15) Før blev hendes mand æret som den vældige jæger og menneskehedens velgører; men nu, da han var død, begyndte hun at proklamere, at han var opstået fra de døde og var blevet guddommeliggjort. Denne tanke var sikkert inspireret af ’løgnens fader’, for hvem andre end den ’gamle slange’ kunne udtænke et sådant bedrageri? Efter vandfloden var Nimrod således den første mand, som blev ophøjet til en gud. Man hævdede, at han ikke døde, da han blev slået ihjel, men blev ført op i skyerne som en gud. Stjernebilledet Orion symboliserer ham som guddom, idet Orion er det navn, den græske oldtidsdigter Homer gav denne kæmpe og mægtige jæger. (Homers Odysse’en, bog 5, linierne 120, 121) Det hebraiske ord, Orion er gengivet med i Bibelen, er kesil, som betyder ”stupid fyr, tåbe”, det vil sige uforskammet, trodsig, gudløs – adjektiver, der passer godt på Nimrod, den vældige jæger. Ved således at guddommeliggøre Nimrod docerede hans hustru Semiramis læren om menneskesjælens udødelighed i trods mod Guds lov: ”den sjæl, der synder, den skal dø.” (Ez 18:4. d.aut.1931) Den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, var skyld i de to første menneskers fald i Edens have (1 Mos.3:1-6), og nu ville han kuldkaste Jahvehs herlige genløsningsplan ved at introducere en falsk Messias, en uægte efterligning af den sande Messias. Dette har fået den sørgelige konsekvens, at hele verden er blevet ledt på vildspor. Det er nok ikke mange mennesker, der har haft det privilegium at kende den eneste sande Gud og den sande Messias, som han har udsendt. Kun for dem, som er blevet oplyst ved Guds hellige ånd, har det været muligt at erkende den sande Messias (Matt 16:15-17). Et kendetegn på disse Guds børn er, at de har taget imod ordet ligesom små børn – i ydmyghed og fuldstændig underkastelse under Gud – som deres Herre sagde, de skulle (Luk 18:17). Satan har udnyttet det religiøse element i mennesket, og med sine løgne har han forblindet verden, og på denne måde har han fået hele verden til at tilbede sig selv; han er i sandhed blevet, som Skriften siger, ”denne verdens gud” (2 Kor 4:4). Han, som sagde i sit hjerte, ”Jeg stiger op over skybankerne, gør mig lige med den Højeste”, han er blevet denne verdens gud, men han skal blive ”styrtet i dødsriget, ned i afgrundens dyb”, på Jahvehs fastsatte dag (Es 14:12-17). Jesus Kristus, som ikke søgte at være lige med den Højeste, men som ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ham har Gud højt ophøjet og skænket navnet over alle navne (Fil 2:5-11). ’Kvindens afkom’ Patriarkerne i oldtiden var godt bekendt med historien om slangen i Edens have, og de vidste godt, at ’kvindens afkom’ til sidst skulle knuse slangens hoved. På grund af dette, og på grund af menneskers onde hjerte (Jer 17:9), lykkedes det Satan at smugle sin falske Messias ind i verden, den falske efterligning af ’kvindens afkom’. Vi ved, at det forholder sig sådan, for der er næsten ikke det folk på jorden, som ikke i deres mytologiske religion har henvisninger til, at ’kvindens afkom’ knuser slangens hoved. Angående dette emne i de hedenske religioner siger Wilkinson (Vol. His. Side 395): ”Den onde modstander af den egyptiske gud Horus (den samme som Osiris) bliver ofte afbildet som en slange, hvis hoved man ser blive gennemboret af et spyd. Den samme fabel møder vi i Indiens religion, hvor den ondskabsfulde slange Calyia, bliver dræbt af Vishnu, Crishna’s inkarnation. Den skandinaviske gud, Thor, knuser den store slange med sin hammer. Oprindelsen til disse historier kan føres tilbage til Bibelen.” Når man studerer de forskellige myter, så viser det sig, at i næsten alle tilfælde dør den gud, som knuser slangen, på grund af de sår, han får i kampen med slangen. Dette viser os klart og tydeligt, at hedningerne vidste, at ’kvindens afkom’ ville besejre slangen, men at han for denne sejr måtte betale med sin egen død. I citatet foroven fra Wilkinson er det værd at lægge mærke til, at han skriver at hedningernes historier kan føres tilbage til Bibelen; men denne historie kan faktisk føres helt tilbage til Edens have, hvorefter den senere blev nedskrevet af Moses. Bibelen, som vi har den, blev ikke skrevet før efter israelitternes udgang af Egypten, ca. år 1500 f.Kr. Længe før den tid var Babyloniens, Egyptens og de andre landes falske religion sat i system. I midten af al denne afgudsdyrkelse har Gud altid haft nogle få trofaste mænd – Noa, Sem, Melkisedek, Abraham og andre, som specielt bliver nævnt i Skriften. Det var på grund af denne afgudsdyrkelse som var i fuld virksomhed og sat i system, at Jahveh gentagne gange advarede sit folk, den jødiske nation, imod at følge og tilbede disse guder. ”Gud talte alle disse ord: ”Jeg er Jahveh din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig.” (2 Mos 20:1-3)
”I må ikke følge andre guder, af den slags folkene rundt om jer dyrker.” (5 Mos 6:14)
”Men tag jer i agt, at I ikke lader jer lokke, så I kommer på afveje og dyrker andre guder og tilbeder dem.” (5 Mos 11:16)
”Hvis din bror eller din søn eller datter eller din kone, som du elsker, eller din nærmeste ven i hemmelighed prøver at lokke dig og sige: Lad os gå hen og dyrke andre guder, guder som hverken du eller dine fædre har kendt, men som dyrkes af de folk, som bor rundt omkring jer, enten nærved eller langt borte, over hele jorden, da skal du ikke give efter for ham og ikke lytte til ham. Vis ham ingen barmhjertighed, og skån ham ikke, dæk ikke over ham, men slå ham ihjel! Du skal være den første, der løfter hånden mod ham, når han skal dræbes; derefter skal resten af folket løfte hånden. Du skal stene ham til døde, for han har forsøgt at lede dig bort fra Jahveh din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Hele Israel skal høre om det og blive bange, og man skal ikke mere begå så ond en handling hos dig.” (5 Mos 13:7-12)
”Den, der ofrer til andre guder, og ikke til Jahveh alene, skal der lægges band på.” (2 Mos 22:19) Tilbedelsen af ’Moder og Søn’ I Babylon tilbad man ’Moderen og Sønnen’. Oprindelsen til denne tilbedelse af ’Moderen og Sønnen’ stammer fra Semiramis, som blev tilbedt i Babylon og andre nationer i øst under navnet ’Rhea’, den store modergudinde. Hendes guddommelighed modtog hun fra Sønnen, Tammuz eller Bacchus (ham man græder over). Denne Tammuz eller Bacchus, som man græder over, fordi han blev dræbt og som blev tilbedt som et lille barn i sin mors arme, viser sig at være Semiramis’ mand, hvis navn, Ninus, som han er kendt under i den klassiske historie, betyder ’Sønnen’. Det var Satan’s falske Messias, Semiramis’ afdøde ægtemand, Nimrod, som nu igennem Semiramis var blevet udråbt til at være ’kvindens afkom’, og derfor skulle tilbedes som gud. Nimrod blev således tilbedt som sin hustrus mand og som hendes søn. Herfra stammer tanken om, at Nimrod var Semiramis’ søn såvel som hendes mand; han var sin egen fader og sin egen søn – ligesom den treenige gud også er i dag. Nimrods virkelige fader Kush blev skubbet i baggrunden, og Nimrods hustru blev fremstillet som jomfrumoder. På denne måde tog tre guddomsskikkelser form, fader, moder og søn, og de udgjorde en trehed eller treenighed. Blandt alle lignende former for treenighed, som tilbedes blandt de hedenske folkeslag, har moderen og sønnen altid haft førsterangen. Faderen er altid blevet skubbet i baggrunden. Det har været en forherligelse af den falske kvinde og hendes afkom, som har haft til hensigt at forblinde menneskene for kvindens sande afkom, og at skubbe Gud Jahveh, Faderen, i baggrunden. Dette gælder også den treenighedslære, som senere blev vedtaget af den katolske kirke, og som de protestantiske kirkesekter tilslutter sig. Her vises nogle afgudsbilleder af ’Moder og Søn’, som de så ud i oldtiden.
Isis, Guds moder, Himmeldronningen, med Gud Søn, Osiris, i sine arme Israels døtre gjorde sig også skyldige i at græde over Tammuz. Vi læser i Ezekiel, kapitel 8, vers 14: ”Så førte han mig til nordporten til Jahvehs tempel, og dér sad kvinderne og græd over Tammuz.” I Grækenland blev ’Moder og Søn’ tilbedt som Ceres, den store moder, med sit barn ved brystet, eller som Irene, fredens gudinde, med drengen Plutos i sine arme. I det hedenske Rom som Fortuna og sønnen Jupiter. I Asien som Cybele og Deaius. I Indien som Isi og Iswara. Egypten som Isis og Osiris. Moderens søn, Satan’s falske Messias, blev betragtet og tituleret nøjagtigt som den sande Messias. I Det Gamle Testamente blev Messias kaldt Adonai, Herre, og på samme måde blev også Tammuz kaldt Adon eller Adonis. Under navnet Mithras blev han tilbedt som ’Formidler’ eller ’Mellemmand’. Som mellemmand og hoved for nådens pagt blev han tituleret Ba’al-Berit, som betyder Pagtens Herre; denne falske ’Pagtens Herre’ gjorde israelitterne sig skyldige i at tilbede. Vi læser i Dommerbogen, kapitel 8, vers 33-34: ”Da Gideon var død, gav israelitterne sig igen til at hore med Ba'alerne; de gjorde Ba'al-Berit til deres gud. De huskede ikke Jahveh deres Gud, som havde reddet dem fra deres fjender på alle sider.” De kristne er kraftigt blevet opfordret til at lære af Israels fejltagelse og holde sig langt borte fra enhver form for afgudsdyrkelse. Således siger Paulus bl.a. ”Hold jer fra afgudsdyrkelse... Jeg vil ikke, at I skal have fællesskab med dæmonerne.” (1 Kor 10:14-22). Desværre har også kirken overhørt Guds advarsler, og resultatet er da heller ikke udeblevet. Særlig den katolske kirke træller nu under et utal af hedenskabets afguderiske skikke og ceremonier. Det siges, at de kaldæiske præster, da Babylon blev ødelagt af perserne, flygtede til Pergamon, hvor de opslog deres hovedkvarter. Pergamons konge Attalus III (d. 133 f.Kr.) testamenterede sit rige til romerne, og de babyloniske præster videreførte deres indflydelse til Rom, og derfra var vejen til Romerkirken åben. På den måde blev Satans trone og centret for hans magt og myndighed til sidst forflyttet fra Babylon til Rom. Ligesom det hedenske Rom udsprang fra Babylon og var dets tro efterfølgere, således er det pavelige Rom udsprunget fra det hedenske Rom og er dets tro efterfølgere. Sammenblandingen af hedenskabet og kristendommen var de umådeligt store onder, der beherskede den nyfødte kirke gennem det fjerde, femte, sjette og syvende århundrede. Denne periode kan betragtes som begyndende med, at kejser Konstantin i året 313 e.Kr. anerkendte de kristne, og kirken fandt en plads i verden. Satans plan gik nu ud på at favorisere den tro, han havde bekæmpet, og forplumre den sande tro med ubibelske trosbekendelser og dogmer. I året 325 vedtog man, at Jesus var Gud på samme måde, som Faderen var Gud, og i året 381 vedtog man, at Guds hellige ånd også var Gud – nu havde man en treenig Guddom. I år 431 e.Kr. bekendtgjorde den katolske kirke, at Jomfru Maria var Himmeldronningen, Guds Moder, og det i selv samme by, Efesos, hvor Himmeldronningen Astarte havde sit store tempel. Så i dag bliver ’Moder og Søn’ tilbedt under navnene Maria og Jesus. Her ser du nogle afgudsbilleder af ’Moder og Søn’, som de ser ud i dag.
Maria, Guds moder, Himmeldronningen, med Gud Søn, Jesus, i sine arme Ved at følge Satan’s løgn, at de døde ikke er døde, fik Semiramis og hendes vildledte tilhængere folk til at tro, at Nimrod ikke var død; men at han havde fået en opstandelse, og var blevet til en gud. Det er klart, at hvis sådan en form for avanceret afgudsdyrkelse skulle etableres, så var det absolut nødvendigt at indvie den i hemmelighed. Dette var begyndelsen på Babylons hemmelige mysterie-religion, som alle folkeslag har drukket af, og som den kristne kirke er repræsentant for i dag, og derfor står navnet ’Babylon den Store’ også skrevet på hendes pande.
|
Himmeldronningen
Pave Johannes Paul 2, som tilbeder
himmeldronningen 
