DOMMENS DAG 

”Sandelig siger jeg jer: Det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere på dommens dag end den by.” (Matt 10:15, d.aut.1992)

   Jesus taler om en ”Dommens Dag”, en dag hvor han vil dømme levende og døde, en dag hvor han vil prøve hele menneskeslægtens egnethed eller uegenthed til evigt liv, samt afsige den endelige kendelse for hvert enkelt menneske. Jesus sagde, at ”hele dommen” var blevet overdraget til ham af Faderen (Joh 5:22). I denne artikel skal vi undersøge, hvad der menes med ordet ”Dommens Dag”, og vi skal undersøge det hebraiske og græske ord, som bliver gengivet med ordet ”dom” i vores danske bibeloversættelse, for at vi bedre kan forstå, hvad dette ord indeholder og betyder.  

Det almindelige synspunkt hos kirkesekterne vedrørende dommens dag kan kort fortalt udtrykkes som følger: Jesus vil vende tilbage ved tidernes ende for at dømme levende og døde. Han vil oprejse de døde på en enkelt dag (tolv eller fireogtyve timer), dele dem i to klasser, sætte den ene ved sin højre side og den anden ved sin venstre, dømme den ene gruppe til evig salighed i himmelen og den anden gruppe til evig pine i helvede. Nogle kirkesekter mener dog, at de uretfærdige døde først vil blive oprejst og dømt tusind år efter Jesu Kristi genkomst, men her er holdningen også den, at de uretfærdige døde straks efter deres opstandelse vil blive dømt til evig pine eller til evig tilintetgørelse – de vil med andre ord ikke få en chance for at omvende sig fra deres synder og uretfærdigheder, men bliver straks efter deres opstandelse dømt til evig pine eller tilintetgørelse. Som oprigtige bibelstuderende må vi stille spørgsmålet: Er kirkesekternes almindelige synspunkt på dommens dag i overensstemmelse med Bibelens lære?  

Er dommens dag en enkelt dag? Hvorledes kan en enkelt dag (tolv eller fireogtyve timer) være tilstrækkelig til at dømme milliarder af mennesker? Kan denne vældige gerning, at dømme hele menneskeslægten, udføres på en enkelt dag? Og er der nogen som helst mening i at oprejse uretfærdige mennesker (ApG 24:15) for straks at dømme dem til døden igen, uden at give dem en chance for at omvende sig fra deres synder? Nej, fornuften siger os, at et sådant synspunkt mildest talt virker temmelig ulogisk og ugennemtænkt. Herudover er der desuden den vanskelighed, at det helt imod de rette regler for fortolkning er baseret på en bogstavelig fortolkning af lignelsen om fårene og bukkene (Matt 25:31-46). Det værste er dog nok den begrænsede betydning, det giver ordet ”dom” som udtryk for den gerning, der vil karakterisere denne dag. Ifølge ovennævnte synspunkt betyder Dommens Dag, Domsafsigelsens Dag eller, som nogle fejlagtigt kalder den, Dommedag, mens både bibelsk og verdslig anvendelse begunstiger en bredere betydning af ordet ”dom”, end det at afsige en kendelse, en dom. Det er rigtigt, at der ifølge Skrifterne vil blive en domsafsigelse som afslutning på domsprocessen, men der vil ske andre ting i domsprocessen forud for denne. 

Forskellige betydninger af ordet ”dom” 

Selv i almindelig sprogbrug anvender vi ordet ”dom” i en bredere betydning end ”domsafsigelse”. Således benytter vi ordet for at betegne visdom, kundskab. F.eks. siger vi: ”Brug dømmekraft”, når vi anmoder et menneske om at handle i overensstemmelse med god viden og sund fornuft. Endvidere når vi skal aflægge en prøve – f.eks. en køreprøve, hvor eleven underkastes en ”domsproces” for at nå til en kendelse, en domsafsigelse, om hvorledes prøvekørslen blev bestået. Og vi bruger også hyppigt ordet ”dom” i betydningen at irettesætte ved straf – f.eks. taler vi om de irettesættende straffe, der er overgået forskellige nationer som domme sendt af Gud. Og endelig bruger vi også ordet ”dom” om selve domsafsigelsen, som dommerne fremkommer med, i en hvilken som helst retssag. Vender vi os til Bibelen, finder vi, at den også anvender ordet ”dom” på disse forskellige måder i forbindelse med ”Dommens Dag”.

Det hebraiske ord, der almindeligvis er anvendt i behandlingen af Dommens Dag for at bibringe os tanken om at dømme, er shaphat, af hvilket navneordet mishpat, dom, er afledt. Det tilsvarende græske ord, der almindeligvis er brugt i den forbindelse, er krino (jeg dømmer, af hvilket to navneord, krisis og krima, er afledt), der er brugt for at betegne en gerning, der er forbundet med Dommens Dag. Det hebraiske ord shaphat og det græske ord krino har fire betydninger i Skriften: 1) at lære, undervise, oplære, 2) at prøve med henblik på karakter, forbundet med en lejlighed til at gøre sig fortjent til evigt liv, 3) at straffe med det formål at forbedre, 4) at afsige Dom. Det hebraiske ord mishpat og det græske krisis har de samme betydninger i navneordsform, men det græske navneord krima har for det meste betydningen ”domsafsigelse”. Lad os undersøge nogle af de skriftsteder, der indeholder disse ord, og ud fra dem vil vi kunne se, at disse definitioner er rette. 

Dom betyder undervisning 

shaphat, mishpat, krino og krisis bibringer os den første af de fire betydninger, som jeg lige har henvist til – at lære, undervise, oplære, eller lære, undervisning, oplæring.

”Jeg viger ikke fra dine domme (mishpatim, flertal af mishpat), for du har lært mig. Hvor sødt er dine ord for min gane, mere end honning i min mund.” (Sl 119:102-103, grundteksten)

”Jahveh’s frygt er ren, varer evigt, Jahveh’s domme (mishpatim) er sandhed, de er alle retfærdige, mere kostelige frem for guld, ja fint guld i mængde, og sødere end honning og kubens saft.” (Sl 19:9-10, grundteksten)

Hvis vi antager at dommene i disse vers betyder domsafsigelser og så drager den konklusion, som nogle kirkesekter gør, nemlig at domsafsigelserne er til evig pine, hvor søde ville de så være? Men hvis vi i stedet antager, at Jahveh’s domme var hans undervisning, hans oplæring i retfærdighed, ville de så ikke være søde som honning?

”God og oprigtig er Jahveh, derfor lærer han syndere sin vej. Han vejleder de ydmyge i dommen (mishpat), de ydmyge vil han lære sin vej.” (Sl 25:8-9, grundteksten)

Parallelismen i dette skriftsted viser, at ”vejleder de ydmyge i dommen” vil sige, at ”de ydmyge vil han lære sin vej”. Salme 106:3 fører til den samme slutning: 

”Salige er de, som bevarer dommen (mishpat), som altid øver retfærdighed.” (Sl 106:3, grundteksten)

Hvis ”dommen” her betyder ”domsafsigelse”, og domsafsigelsen var til evig pine, ville de selvfølgelig bevare den, men hvor salige ville de så være? Vi ser derfor, at også her betyder ordet ”dommen” Guds oplæring, hans undervisning i Sandheden, og de, der bevarer den, de skal være salige.

”Hvis hans sønner svigter min lov og ikke vandrer i mine domme (mishpatim), hvis de bryder min vedtægt og ikke holder mine bud, da hjemsøger jeg deres brøde med kæppen, deres synd med riset.” (Sl 89:31-33, grundteksten)

Her i Sl 89 ser vi et eksempel på, at man kan vandre i Guds ”domme”, det vil sige, vandre i hans lære, leve og vandre i Sandheden.

”Ophøjet er Jahveh, for han bor i det høje, han har fyldt Zion med dom (mishpat) og retfærdighed.” (Es 33:5, grundteksten)

Jahveh bor i det himmelske Zion (Hebr 12:22), og han har selvfølgelig ikke fyldt sin egen bolig med ”domsafsigelse” til evig pine eller straf, men han har fyldt sin bolig med sin undervisning, sin oplæring. Og i Es 42:1-4 har vi en udmærket beskrivelse af Messias’ undervisning af folkeslagene:

”Se min tjener, ved hvem jeg holder fast, min udvalgte, i hvem min sjæl har velbehag. På ham har jeg lagt min ånd; han skal bringe dom (mishpat) til folkene... Han udbreder dom (mishpat) med sandhed, han skal ikke svigte eller blive modløs, til han har bragt dom (mishpat) over jorden...”

(Es 42:1-4, grundteksten)

Jesus skal bringe undervisning, sand oplæring om Gud, til folkeslagene på jorden. En af de bedste måder til at forstå ords betydning, er at mærke sig de ord, som de er sammenlignet med og stillet i modsætning til. Es 59:4, 8-11, 13-14 giver os et glimrende eksempel på dette i forbindelse med udtrykkene at ”dømme” og ”dom”:

”Ingen kalder for retfærdighed, og ingen dømmer (shaphat) med sandhed. De stoler på tomhed (vildfarelse) og taler (lærer) løgn (falske læresætninger)... De kender ikke fredens vej, og der er ingen dom (mishpat) i deres spor; de gør sig krogede stier; fred kender ingen, der betræder dem. Derfor er dom (mishpat) fjernt fra os, og retfærd når os ikke; vi venter på lys, men ser mørke, på stråleglans, men vi vandrer i mulm... vi brummer alle som bjørne, kurrer vemodigt som duer; vi venter på dom (mishpat), men der er ingen; på frelse, men den er os fjern... vi faldt fra og fornægtede Jahveh, og vendte os bort fra vor Gud; vor tale var vold og frafald, vi fremførte løgne fra hjertet. Dom (mishpat) trænges tilbage, retfærd står i det fjerne, for sandhed snubler på gaden...” (Es 59:4, 8-11, 13-14, grundteksten)

Hvor klart og tydeligt viser ikke sammenligninger og modsætninger i denne tekst, at mishpat først og fremmest betyder undervisning i Sandhed. På samme måde viser også Det Ny Testamentes græske dette med hensyn til krisis, Dom og krino, jeg dømmer.

”... Jeg lader min ånd kommer over ham, og han skal forkynde dom (krisis) for folkene.” (Matt 12:18, grundteksten)

Dette er Es 42:1 citeret i Det Ny Testamente, og her bliver det græske ord krisis brugt om den undervisning, som Jesus skal bringe til folkeslagene.

”Ve jer, skriftkloge og farisæere, hyklere! For I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, dom (krisis) og barmhjertighed og tro. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes.”

(Matt 23:23, grundteksten)

Her kan vi fra den sammenligning Jesus gør mellem lære (dom) og praksis (barmhjertighed og tro) let se, at krisis betyder doktrinær undervisning.  

Kol 2:16 er et skriftsted, der viser, at krino betyder jeg lærer:

”Lad derfor ikke nogen dømme (krino) jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter.” (Kol 2:16, d.aut.1992)

Paulus skriver her til menigheden i Kolossæ, ”Lad derfor ingen dømme jer (krino, lære jer den tanke, at Moselovens påbud gælder jer)” med hensyn til mad, fester, nymåne og sabbatter, hvilket alt sammen kun er en skygge af det, der skulle komme. 

Hvad har vores undersøgelse indtil nu åbenbaret? Følgende: At den første betydning af de ord, der er anvendt for at beskrive de ting, Herren gjorde, når han dømte, er at undervise, at lære Sandheden, at oplære mennesker. Derfor kan vi også forvente, at Herrens første gerning på Dommens Dag, når han dømmer de enkelte, vil være at lære dem Sandheden. Jorden skal fyldes med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund (Es 11:9. Hab 2:14). 

Dom betyder også at prøve 

Men disse ord i forbindelse med domsprocessen har også en anden betydning, nemlig at prøve. Sådanne prøver indbefatter i henhold til Bibelen karakterundersøgelser gennem prøvelser. Disse prøvelser må, som Skriften siger, gennemgås for at gøre et menneske egnet til evigt liv (Jakob 1:2-4, 12. 1 Pet 1:7). I overensstemmelse hermed vil menneskene, ud over at modtage doktrinær undervisning på Dommens Dag når alle Bibelens bøger bliver åbnet for hele verdens forståelsesøjne (Es 29:18. Åb 20:12), således undervist få anledning til under prøver at bevise sig værdige eller uværdige til evigt liv. Nogle vil bestå, andre vil ikke. Det vil således ikke være alle mennesker, der vil overleve Dommens Dag. De, der ikke vil adlyde Jesus og hans regering, vil blive udryddet af folket (5 Mos 18:19. ApG 3:22-23), og de, der ikke når de hundrede år, vil være forbandede (Es 65:20). Dommens Dag vil slutte med en endelig prøve for folkeslagene, en prøve hvor Satan vil spille en afgørende rolle (Åb 20:7-8). Men lad os prøve at se på nogle af de skriftsteder, der viser, at domsprocessen indbefatter en karakterprøve med det formål at gøre de trofaste egnet til evigt liv og åbenbare de utro som værdige til evig død.

”Døm (shaphat) mig, oh Jahveh; for jeg har vandret i min uskyld; jeg har stolet på Jahveh, jeg skal ikke vakle. Ransag mig, oh Jahveh, prøv mig; gransk mine nyrer og mit hjerte. For din miskundhed står mig for øje, jeg har vandret i din sandhed.” (Sl 26:1-3, grundteksten)

Dette skriftsted viser os, at i domsprocessen bliver folket først undervist, hvorefter de får lejlighed til at udvikle karakter i harmoni med deres læremæssige undervisning. Derpå, i forhold til deres bestræbelser eller mangel på bestræbelser for at udvikle en god karakter, bliver de ransaget ved prøver, som den anden del af domsprocessen. Flere eksempler:

”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker. Se om jeg er på ondskabens vej, og led mig på evigheds vej.” (Sl 139:23-24, grundteksten)

”Jahveh prøver de retfærdige, men hans sjæl hader de uretfærdige og dem, der elsker vold.” (Sl 11:5, grundteksten)

”Hærskarers Jahveh, dømmer (shaphat) retfærdigt, prøver nyrer og hjerte...” (Jer 11:20, grundteksten)

”Så vi selv roser os af jer i Guds menigheder på grund af jeres udholdenhed og tro under alle de forfølgelser og trængsler, I må udstå (deres prøvelser bestod af forfølgelser og trængsler, under hvilke de åbenbarede deres troskab til Gud og Jesus). Heri ligger et varsel om Guds retfærdige dom (krisis), at I skal agtes værdige til Guds rige, som I lider for.” (2 Thess 1:4-5, d.aut.1948)

Ovennævnte skriftsteder er tilstrækkelige til at vise, at den anden del af domsprocessen består af prøvelser, prøver, der er givet for at gøre vedkommende skikket til evigt liv. 

Dom som straf til forbedring 

Den tredje del af domsprocessen i overensstemmelse med den betydning, Bibelen giver de ord, der beskriver denne proces, er at tugte, at slå eller straffe med det formål at forbedre, omdanne dem, der under deres prøver forsømmer at gøre ret, eller dem, der gør det onde. Først et par eksempler fra de hebraiske Skrifter:

”Når dine domme (mishpat) rammer jorden, lærer de, som bor på jorderig, retfærd.” (Es 26:9, d.aut.1931)

”Og han tugter ham i overensstemmelse med dommen (mishpat). Hans Gud belærer ham.” (Es 28:26, grundteksten)

Disse skriftsteder i de hebraiske Skrifter giver udtryk for, at Guds ”domme” også kan være straffedomme, og at de vil fuldføre det, de er bestemt for, nemlig forbedring af menneskenes karakter. Læren om, at Gud vil regere med straffedomme, finder vi også i de græske Skrifter:

”Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter... Ud af hans mund står et skarpt sværd, som han kan slå folkeslagene med, og han skal vogte dem med et jernscepter...” (Åb 12:5; 19:15, d.aut.1992)

Her i Åbenbaringens bog bliver Jesus omtalt som den, der skal ”vogte” (regere) folkeslagene, og der står direkte, at han skal ”slå folkesalgene”. Hvorfor vil han slå dem, eller tugte dem? For at de skal lære at øve retfærd. I Første Korintherbrev finder vi et eksempel på, at ordet ”dom” kan betyde at straffe med henblik på forbedring: 

”Hvis vi agtede på os selv, ville vi ikke blive dømt (krino). Men når vi dømmes (krino) af Herren, opdrages vi, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden.” (1 Kor 11:31-32, d.aut.1992)

Dette at de kristne dømmes (krino) af Herren, viser, at det at dømme også betyder at tugte eller straffe, hvilket vi modtager fra Herren for at sikre vor forbedring og således bevare os for at miste det evige liv, for at vi ikke skal blive fordømt ligesom verden, der går til grunde. Disse skriftsteder viser os, at der i domsprocessen findes et tredje moment – straf eller tugtelse – der gives med det formål at forbedre. 

Dom som en afsagt kendelse 

Den sidste del af domsprocessen er en domskendelse, en domsafsigelse. Efter at den nødvendige undervisning er givet for at sætte vedkommende i stand til at udvikle sin personlighed i henhold til Herrens ånd - hvortil lejligheder er ydet ham, og efter at han har gennemgået de nødvendige prøver til åbenbarelse af sin karakter, ledsaget af tugtelser til forbedring, vil domsprocessen nå til en afslutning, hvilket sker ved, at der træffes en afgørelse til liv eller død om vedkommende afhængigt af hans gerninger, hans opførsel, som nu tilfældet kræver. At de hebraiske og græske ord mishpat, shaphat, krino og krisis også betyder ”domsafsigelse”, samt at krima betyder ”domsafsigelse”, vil nogle få skriftsteder vise. Først skal vi se på et skriftsted, i hvilket krino og krima forekommer:

”Døm (krino, domsafsigelse) ikke, for at I ikke selv skal dømmes (krino, domsafsigelse). For den dom (krima, domsafsigelse), I dømmer (krino, domsafsigelse) med, skal I selv dømmes (krino, domsafsigelse) med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.” (Matt 7:1-2, d.aut.1992)

Også Joh 7:24 viser, at krino kan betyde ”domsafsigelse”: 

”Døm (krino, afsige dom) ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom (krino, domsafsigelse).” (Joh 7:24, d.aut.1992)

2 Pet 2:11 viser, at krisis kan betyde ”domsafsigelse”: 

”Mens engle, der står over dem i styrke og magt, ikke udtaler nogen spottende dom (krisis, domsafsigelse) mod dem for Herren.” (2 Pet 2:11, d.aut.1948)

5 Mos 1:16 er et skriftsted, der klart viser, at shaphat betyder at ”afsige dom”:

”Samtidig gav jeg jeres dommere (shaphat) denne befaling: »Både i sager mellem landsmænd og i sager med en fremmed skal I høre begge parter og dømme (shaphat, afsige dom) retfærdigt.” (5 Mos 1:16, d.aut.1992)

Og i Sl 17:2 ser vi, at ordet mishpat også betyder ”domsafsigelse” – Bemærk også at den engelske King James oversættelse direkte oversætter mishpat med ”domsafsigelse”:

”Lad min dom (mishpat) komme fra dig; dine øjne ser ret.” (Sl 17:2, grundteksten)

”Let my sentence (mishpat) come forth from thy presence; let thine eyes behold the things that are equal.” (Sl 17:2, KJV)

I de skriftsteder, hvor krima forekommer, ser vi, at dette ord betyder ”domsafsigelse” – nogle eksempler:

”Og med gaven forholder det sig ikke som med følgerne af den enes synd; for dommen (krima) blev på grund af den ene til fordømmelse, men nådegaven, givet på grund af manges overtrædelser, er blevet til retfærdighed.” (Rom 5:16, d.aut.1992)

”Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme... mange vil følge dem i deres udsvævelser, og sandhedens vej vil komme i vanry på grund af dem. I deres griskhed vil de søge at udnytte jer ved hjælp af opdigtede historier; men dommen (krima) over dem er fældet for længe siden, og deres fortabelse slumrer ikke.” (2 Pet 2:1-3, d.aut.1992)

”Og en af de syv engle med de syv skåle kom og talte til mig og sagde: »Kom, jeg vil vise dig dommen (krima) over den store skøge, som sidder ved de vældige vande.” (Åb 17:1, d.aut.1992)

Hermed har jeg vist det skriftmæssige i alle fire definitioner af de hebraiske og græske ord, der er oversat med at dømme og dom. Således betyder verberne shaphat og krino (1) at lære, (2) at prøve, dvs. prøve karakter om dens egnethed til liv, (3) at tugte, dvs. til forbedring og (4) at afsige dom, at nå til en afgørelse. Vi har ligeledes fundet, at navneordene mishpat og krisis, der henholdsvis er afledt af disse verber, har samme betydning i navneordsformen. Og vi har fundet, at krima betyder domsafsigelse, og at det ikke har de tre andre betydninger, vi har undersøgt. 

Det græske ord krima forekommer i alt 27 gange i De græske Skrifter. Udtrykket ”Dommens Dag” er aldrig en oversættelse af udtrykket, Dagen for krima, dagen for domsafsigelse eller, som nogle kalder det, Dommedag. Det skal bemærkes, at udtrykket ”Dommens Dag” altid er en oversættelse af ”Dagen for krisis” – nogle eksempler:

”Sandelig siger jeg jer: Det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere på dommens (krisis) dag end den by.” (Matt 10:15, d.aut.1992)

”Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens (krisis) dag end jer.” (Matt 11:22, d.aut.1992)

”Men jeg siger jer: På dommens (krisis) dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt.” (Matt 12:36, d.aut.1992)

Det vil sige, at ”Dagen for krisis”, er den oversættelse af ordet, der indebærer alle fire betydninger. Derfor er Dommens Dag den dag, hvor Gud ved at dømme verden i retfærdighed (ApG 17:31), (1) vil fjerne alle de vildfarelser fra folket, ved hvilke de er blevet opdraget og bedraget, samt fuldt ud undervise dem i sit ord, (2) vil prøve deres karakter, om de er egnet til evigt liv, dvs. under prøver give dem anledning til at vise, om de vil være egnede til evigt liv, (3) vil tugte dem til deres forbedring, når de gør uret eller undlader at gøre ret under deres prøver og (4) vil afsige en kendelse om deres geringer under deres prøvetid efter fuldendelsen af denne. Med andre ord indbefatter udtrykket ”Dommens Dag” en lejlighed for folkeslagene til at vinde evigt liv. Derfor er Dommens Dag frelsens Dag og ikke Dommedag.

Længden på Dommens Dag

En anden ting, som er kirkesekternes almindelige syn på Dommens Dag, og som er i modsætning til såvel Skriftens lære, som fornuft og kendsgerninger, er, at denne dag skulle være en dag på tolv eller fireogtyve timer. Når vi betragter de mange ting, der skal ske på denne dag – opstandelsen af milliarder af mennesker, undervisning, prøver, bedømmelse og domsafsigelse af hvert enkelt menneske - så må vi afgjort drage den slutning, at denne dag er meget længere end tolv eller fireogtyve timer. De, der forsvarer en Domsdag på tolv eller fireogtyve timer, gør dette uden hensyn til de begivenheder, der skal ske, ene og alene fordi den kaldes Dommens Dag, hvilket de påstår vil sige en tidsperiode på tolv eller fireogtyve timer.  

Ganske vist kaldes en tidsperiode på tolv eller fireogtyve timer normalt en dag, men det, man normalt forstår herved er på ingen måde en udtømmende betegnelse for udtrykket ”dag”, hverken i Bibelen eller i vore dages sprogbrug. Hyppigt anvender vi ordet for at betegne længere perioder end fireogtyve timer; f.eks. taler vi om Napoleons Dag, Stalins Dag, Hitlers Dag osv. Hermed mener vi ikke tolv eller fireogtyve timer, men et åremål, i løbet af hvilket disse mænd havde indflydelse på menneskelige anliggender. Netop således anvender Bibelen udtrykket ”dag” i forbindelse med Dommen, for dermed ikke blot at dække over en periode på tolv eller fireogtyve timer, men en periode, der strækker sig over flere år. Dette er ikke et enestående eksempel. F.eks. kaldes hele skabelsesperioden en Dag (1 Mos 2:4), hvilket man dog ikke kan se i den danske bibeloversættelse af 1931 og 1992, men hvis man har den danske, reviderede oversættelse af 1871, så vil man kunne se det – ellers må man gå til de engelske oversættelser, men bedst er selvfølgelig grundteksten. De fyrre år, Israel vandrede i ørkenen, kaldes også en dag (Sl 95:7-10. Jer 31:32). Evangeliealderen, der snart har varet i 2000 år, kaldes ligeledes en dag (2 Kor 6:2). På samme måde kaldes også den jødiske tidsalder, der varede ca. 1845 år, en dag (Es 65:2. Rom 10:21). På lignende vis finder vi, at Bibelen kalder den tid, Jesus skal regere med sine medregenter, for en dag (Es 11:10). Vi ser således, at selv om Skriften kalder Dommens periode for Dommens Dag, så er det på ingen måde et bevis for, at det må være en tidsperiode på tolv eller fireogtyve timer, eftersom Bibelen anvender udtrykket ”dag” for at dække tidsperioder på flere hundrede år. Og eftersom de ting, der skal indtræffe på Dommens Dag, ikke kan ske inden for en periode på tolv eller fireogtyve timer, må vi i harmoni med Bibelens anvendelse af ordet ”dag” forestille os en længere tidsperiode som varigheden af Dommens Dag.

Paulus skriver, at de hellige skal dømme verden:

”Ved I ikke, at de hellige skal dømme (krino) verden?... Ved I ikke, at vi skal dømme (krino) engle, for slet ikke at tale om jordiske forhold?” (1 Kor 6:2-3, d.aut.1992)

Og i Åbenbaringens bog finder vi tidslængde på den ”dag” hvor de hellige skal have domsmagt – krima – til at dømme verden og være Jesu Kristi medregenter:

”Og jeg så troner og nogle, der tog sæde på dem; de fik givet domsmagt (krima)... Salig og hellig er den, der har del i den første opstandelse... de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusind år.”

(Åb 20:4, 6, d.aut.1992)

Når Skriften siger, at de hellige skal være konger med Jesus i tusind år, så er det også rimeligt at antage, at Dommens Dag er en tidsperiode på tusind år. At de tusind år og Dommens Dag er en og samme tidsperiode, hjælper os til mere klart at forstå naturen af og formålet med Dommens Dag. Identificeringen heraf viser i fremtrædende grad, at Dommens Dag ikke er Dommedag, men frelsens Dag, og hvis de er et og det samme, vil alt det, der skal finde sted på Dommens Dag, finde sted i de tusind år. Og hvad er nogle af de ting, der skal ske på Dommens Dag? 

Alle de, der er i gravene, skal gå ud af dem. Satan vil blive kastet i afgrunden, så han ikke længere kan forføre folkeslagene, og hans kongerige vil blive omstyrtet. Guds kongerige vil blive oprettet og knuse alle andre kongeriger på jorden. Det vil gøre ende på alle forbandelsens virkninger og udføre alt, hvad der er godt, til forbedring og opløftelse af Adams slægt. Befrielse fra forbandelsen og genoprettelsens velsignelser vil blive tilbudt alle folkeslag på jorden. Dette vil sige, at alle de stammer, folk og tungemål, der var udelukket fra den forret at blive en del af de udvalgte, altså en del af ”Jesu Kristi brud” og den ”store folkeskare”,  vil efter deres tilbagevenden fra graven modtage lejlighed til at vinde genoprettelsens frelse, der vil være i virksomhed i løbet af de tusind år. Således vil på Dommens Dag alle Guds velsignelser i overflod blive udøst over Adams slægt, og dette viser, at Dommens Dag er frelsens dag, ikke Dommedag.  

Andre domsdage tilkendegivet 

Man vil bedre kunne værdsætte naturen af Dommens Dag, når man husker på, at der allerede har været andre domsdage. F.eks. var der en domsdag i Edens have for Adam og slægten i hans lænd. Og vi må huske på, at vore første forældre på denne domsdag var på prøve for liv. Vi lægger mærke til, at Adam og Eva først blev undervist i, hvad de måtte gøre, og hvad de ikke måtte gøre. Vi bemærker ligeledes, at Slangen, efter at de havde modtaget denne undervisning, prøvede dem med hensyn til lydighed, samt at de, da de svigtede ved deres prøve, blev dømt til døden - ikke til evig pine,  og således lider alle mennesker i dag døden på grund af arv (1 Mos 2:17; 3:19. Rom 5:12, 15-19. 1 Kor 15:21-22). Ligeså gav Gud også Abel, Enok, Noa, Abraham, Isak, Jakob, alle profeterne osv. deres domsdag med hensyn til tro og lydighed. På denne domsdag blev disse mennesker undervist, prøvet, tugtet til forbedring, og endelig blev der afsagt en kendelse over dem, idet de trofaste for deres tro og lydighed fik en god kendelse eller domsafsigelse (Læs Hebr 11:1-40). Og lad os ikke glemme, at der siden Jesu Kristi første komme, har været en Domsdag, der har været i virksomhed med hensyn til evangeliealderens udvalgte, menigheden, Guds hus, der, som Paulus og Peter skriver, får sin dom i denne tidsalder (2 Thess 1:4-5. 1 Pet 4:17). På denne domsdag, som på alle andre, har der været de fire domsprocesser – undervisning, prøve, tugtelse og domsafsigelse, og ved den tid, når evangeliealderen er helt forbi, vil retssagerne for alle dem, der har været på prøve under denne tidsperiode, være afsluttet, og derefter vil de trofaste fra gammel tid og de trofaste fra den sidste tid, der på en ret måde har bestået deres prøvetid, blive brugt af Gud som underordnede dommere og tjenere under Jesus til at udvirke domsprocessen til bedste for folkeslagene i de tusind år (1 Kor 6:2-3. Es 32:1).

Nødvendigheden af Dommens Dag 

Man kan spørge, hvorfor der skulle blive endnu en domsdag for folkeslagene, hvis folkeslagene gik fortabt ved den første domsdag - hvilket den jo gjorde i Adams lænd i Edens have. Svaret må være, at det ikke kan være således, at Gud var uretfærdig ved at fordømme alle i Adams lænd, for han er retfærdig i alle sine gerninger og veje (Åb 15:3-4). Tværtimod er det således, at Guds kærlighed og Jesu genløsningsbetaling for Adams gæld og for slægtens i hans lænd, der bringer et vederlag til veje for fordømmelsen over verden, gør en dom over folkeslagene nødvendig. Det var ikke Guds retfærdighed, der nødvendiggjorde en anden domsdag for folkeslagene, for retfærdighed fordømte med rette slægten og har med fuld ret ladet den være under fordømmelse. Men Guds kærlige hjerte, der havde medlidenhed med den fortabte menneskeslægt, længtes inderligt efter at genrejse dem, der vil. Derfor overgav Gud sin søn til retfærdigheden for at dø som stedfortræder for Adam og alle i hans lænd og tilvejebragte derved en genløsning, der både var tilfredsstillende for Guds retfærdigheds fordring for slægtens liv og tjenlig til at træde i funktion til frelse for alle de villige og lydige af slægten. 

Derfor, ligesom alle uforskyldt blev fordømt i den enes lænd og modtog denne fordømmelse ved arv – Adam overførte ikke fuldkomment liv til sine børn, for han ejede ikke noget sådant at overføre, men døden, hvortil han blev dømt, og som arbejdede i ham, før han avlede noget afkom – således gjorde Gud uforskyldt udvej for genløsningen ved Jesus, Adams og slægtens stedfortræder, han, som efter at have tilfredsstillet dødsdommen for Adam og slægten med sig selv og således har sikret livsrettigheder for dem, frelser dem fra dødsdommen, for at de ved tro og lydighed kan arve fuldkomment liv fra ham. Derfor er Dommens Dag blevet bestemt af Gud, for at folkeslagene ved en domsproces kan få lejlighed til at komme til kundskab om Gud og opnå liv fra Jesus den salvede, Guds søn (ApG 17:31. Rom 5:15, 18, 19. 1 Kor 15:21-22).  

Dommernes karakter 

Desuden er dommernes karakter på verdens domsdag garanti for en gunstig prøve i domsprocessen for menneskene i verden. Den øverste dommer vil være vor Herre Jesus (Matt 25:31. ApG 17:31. 2 Tim 4:1). På den ene side bevarede han sin troskab imod Gud og mod Sandhedens principper - endog gennem lidelser lige til døden - og på den anden side er hans uselviske kærlighed til verden garanti for, at han vil være trofast, barmhjertig og hjælpsom mod alle, eftersom han hjælper de lydige op fra deres faldne tilstand. Den omstændighed, at menigheden, de udvalgte, som selv smagte syndens nedværdigelse og smerte samt vanskelighederne ved at overvinde dem, skal være dommere, giver tilstrækkelig garanti for deres egenskaber til i sympati og tjeneste at handle med og opløfte dem, der i dette liv vil være i den samme ødelagte tilstand, som de udvalgte var i dette liv. Sådanne dommere vil uden tvivl udøve al den nåde og trofasthed, der er nødvendig for at hjælpe alle til omvendelse, der i det hele taget vil samarbejde med dem, i bestræbelser for at løfte dem op. Derfor garanterer dommernes karakter, at Dommens Dag vil yde verden enhver hjælp til omvendelse.  

De hellige ikke for dommen 

I Bibelen er der en overflod af beviser for, at Guds hensigt med de helliges udvælgelse, opdragelse, disciplinering og endelige ophøjelse sker i den hensigt, at han igennem menigheden vil velsigne og dømme alle folkeslagene ved at give dem alle kundskab om Gud, en fuldstændig prøve på Dommens Dag og en retfærdig domsafsigelse. I overensstemmelse med dette vil de hellige få deres dom, deres krima, inden Dommens Dag begynder for folkeslagene:

”For nu er det tiden, da dommen (krima) tager sin begyndelse, og den begynder med Guds hus...” (1 Pet 4:17, d.aut.1992)

I overensstemmelse hermed siger Jesus, at de, som hører hans ord, og tror på Gud, ikke kommer for krisis:  

”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen (krisis), men er gået over fra døden til livet.” (Joh 5:24, d.aut.1992)

”Den, der tror på ham, dømmes (krino) ikke...” (Joh 3:18, d.aut.1992)

De, der tror på Jesus og Gud, og som Gud finder værdige til at blive adopteret som hans himmelske børn, er to grupper frelste – Jesu Kristi brud og den store folkeskare. Disse to grupper frelste skal være konger, præster og tjenere i Guds kongerige. De kommer ikke for krisis, men har allerede evigt liv, og er gået over fra døden til livet ved deres tro på Gud og Jesus. De ikke-udvalgte, de som ikke tror, og de, som gør det onde, er allerede dømt til at komme for dommen (krisis):

”I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom (krisis).” (Joh 5:28-29, d.aut.1992)

”... Den, der ikke tror, er allerede dømt (krino), fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.” (Joh 3:18, d.aut.1992)

En dag, der bør forventes med glæde 

At Dommens Dag er en tid, hele verden burde se frem til med stor forventning, læres overalt i Skriften, skønt den også profeterer om, at mange ved syndens og vildfarelsernes forblindende virkning vil frygte denne dags komme. Men Bibelen lærer os, at når den store trængsel og Guds hævndag med ild er omme, vil Dommens dag begynde, og alle de overlevende og alle de, der går ud af gravene, vil se dens glædelige og velgørende karakter. Det bliver en frelsens dag for de ”lydige” af folkeslagene. Forventningen om den bør være med den største fryd, som Skriften siger:

”Råb det ud blandt folkene: Herren er konge! Ja, jorden står fast, den rokkes ikke. Han dømmer folkene med retskaffenhed. Himlen skal glæde sig, jorden juble, havet med alt, hvad det rummer, skal larme, marken med alt, hvad den bærer, skal juble, alle skovens træer skal råbe af fryd for Herren; for han kommer, han kommer for at holde dom (shaphat) over jorden, han holder dom (shaphat) over verden med retfærdighed og over folkene i sin trofasthed.”

(Sl 96:10-13, d.aut.1992)

”Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden, bryd ud i jubel og lovsang! Lovsyng Herren til citer, til citer og klingende spil, til trompeter og hornets klang, bryd ud i fryderåb for kongen, Herren! Havet med alt, hvad det rummer, skal larme, jorden og de, der bor på den. Strømmene skal klappe i hænderne, alle bjerge skal juble for Herren; for han kommer for at holde dom (shaphat) over jorden. Han holder dom (shaphat) over verden med retfærdighed og over folkene med retskaffenhed.” (Sl 98:4-9, d.aut.1992)

Vi læser, hvorledes hver enkelt i forening, alle klasser, der er talt til i symbolske udtryk i disse skriftsteder, meldes at juble i forventning om denne Glædens Dag, denne Dommens Dag. Det bliver i sandhed en Glædens Dag for folkeslagene, for det er Herrens Dag, Jesu Kristi Dag, en Opstandelsens Dag, hvor alle de, som er i gravene, skal gå ud derfra. En helbredelsens og sundhedens dag, en dag med genoprettelse for nationen Israel, en dag med fryd og glæde, en frelsens og befrielsens dag, en dag med ære til Gud i det højeste og fred på jord til mennesker af god vilje. En håbets og genforeningens dag, en dag hvor Sandheden vil triumfere over den falske religion, en retfærdighedens dag, en omvendelsens og forbedringens dag, en dag, der længe er ønsket og bedt meget for, en dag, der vil bære vidnesbyrd om den fuldstændige omstyrtelse af Satans kongerige og alle, der holder sig til ham, og den fuldstændige sejr for Gud og alle, der holder sig til ham. Guds trofasthed varer til evig tid.