En løsesum for alle

   Hvordan kan Jesu Kristi død frelse millioner af menneskers liv? Mange mennesker, også kristne, undrer sig over hvordan ét menneskes død, Jesus Kristus, kan frelse millioner af menneskers liv. En af Bibelens vigtigste grundlærdomme er læren om genløsningen, som Gud har tilvejebragt ved Jesus Kristus til gavn for alle mennesker, og særligt til gavn for de hellige, de troende i Kristus Jesus. Bibelen siger angående genløsningen:

”Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” (Matt 20:28)

”For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle.” (1 Tim 2:5-6)

Ordet løsesum indeholder tanken om noget, der løskøber eller forløser - skaffer befrielse eller frigivelse. Ord som forløsning eller løsesum bruges ofte i Bibelen i forbindelse med udfrielse fra trængsler, nød og ulykker. Når apostelen taler om en ”løsesum for alle” i 1 Tim 2:5-6, betegner det også en udfrielse eller frelse. I Salme 49:7-9 læser vi:

”De stoler på deres rigdom og praler af deres store formue. Ingen kan dog købe en broder fri eller betale Gud løsepenge for ham. Løsesummen for deres liv er så høj, at man må opgive det for altid.”

Dette skriftsted stemmer overens med andre i, at ”løskøbelsen” medfører en udfrielse, som ikke afstedkommes ved menneskers rigdom og dygtighed, men ved Guds foranstaltning. Bibelens lære om løskøbelsen går ud på, at Gud sendte sin søn, Jesus, til jorden og ved hans død tilvejebragte den fornødne løsesum. Derved kan de mennesker, som tror på, hvad Gud har gjort, blive forligt med Gud og arve evigt liv. Hvis de tjener ham trofast og tror på, at Jesus Kristus er Guds søn, kan de få livets gave og blive befriet fra den nedarvede synd og død, der er en følge af synden. Dette skriver Paulus om i Rom 6:23:

”For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus,        vor Herre.” 

Løsesummen eller genløsningen er den handling, Gud udfører ved at udfri menneskeheden gennem Jesus. Selve løsesummen er det, der virker som betaling, den værdi, der betaler løskøbelsen eller forløsningen, nemlig ”mennesket Kristus Jesus” (1 Tim 2:5-6).

At mennesket behøver en forløsning fremgår af den omstændighed, at alle mennesker er født som syndere og ufuldkomne. Og alle dør, fordi de er syndere. Det indrømmede allerede den gudfrygtige David, der sagde: ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig.” (Sl 51:7). Hvis syndige mennesker skal opnå det evige liv, må deres befrielse fra syndens og dødens fordømmelse komme fra Skaberen, for mennesket selv var og er fuldstændig hjælpeløs i den henseende. Som Skriften siger, ”løsesummen for deres liv er så høj, at man må opgive det for altid”. Men det har altid været Jahveh’s erklærede hensigt, at menneskene skulle opnå evigt liv. Jesus Kristus udtrykte det således i Johannes 17:3:

”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” 

For at denne hensigt kan gennemføres, og menneskene kan opnå evigt liv, er en løsesum eller genløsningsbetaling nødvendig. Hvad det er, der købes for løsesummen, ses af Gud Jahveh’s udtalelse til den fuldkomne Adam om det, der ville gå tabt ved synd og ulydighed. Gud sagde til Adam:

”Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø.” (1 Mos 2:17)

Adam overtrådte Guds bud, og derfor mistede han sit liv, han døde, nøjagtig som Gud havde sagt. Det, der gik tabt, var det fuldkomne menneskeliv med dets rettigheder og jordiske fremtidsudsigter. Det, der forløses eller købes tilbage, er det, der gik tabt, nemlig det fuldkomne menneskeliv med dets rettigheder og jordiske muligheder. Guds retfærdige lov siger, ”liv for liv” (5 Mos 19:21).  Derfor skulle et fuldkomment menneskeliv ofres for det fuldkomne menneskeliv, der gik tabt. Hvem kunne betale denne løsesum, som var nødvendig? Hvor fandtes den værdi, som Gud kunne finde behag i at anvende som løsesum for den faldne Adam? Det var hans elskede søn, ”mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum.” (1 Tim 2:5-6). Om Jesu fødsel som menneske berettes der følgende i Matthæus 1:22-23:

”Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel.”

At denne søn er løsesummen, der befrier fra synd og død, sagde Jahveh’s engel i Matt 1:21:

”Han skal frelse sit folk fra deres synder.”

Om ham siger apostelen Peter i Apostlenes Gerninger 4:12: ”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.” Blandt alle de trofaste skabninger i himmelen behagede det Gud at bruge ham, som han elskede højest. Derfor sendte han ham til jorden som et fuldkomment menneske, hvorved blandt andet forløsningsværket blev fuldbyrdet. Der siges herom i Hebræerbrevet 2:9:

”Men vi ser Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle, for sin lidelses og døds skyld kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden.” 

Bibelen beretter om, hvordan Gud antog en måde til udfrielse af mennesket fra den oprindelige dødsdom, der kom over alle som et resultat af Adams synd. Denne måde skulle vise retfærdigheden i hans dom og kærligheden til mennesket. Denne genløsningsplan, ved hvilken Gud kunne forblive retfærdig og uforanderlig i sin holdning over for synd og syndere og dog befri dem fra syndens straf, død og lidelse, er klart fremstillet i Skriften. Vi læser i Rom 3:23-26:

”For alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.” 

Og videre i Rom 5:12-19:

”Synden kom ind i verden ved ét menneske (Adam), og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede. For vel fandtes der synd i verden før loven, men synd kan ikke opregnes, når der ikke er nogen lov; men døden herskede fra Adam til Moses også over dem, der ikke havde syndet ved en lignende overtrædelse som Adam. Han er et billede på ham (Jesus), der skulle komme; men det forholder sig ikke med nådegaven som med faldet; for døde de mange på grund af den enes fald, er Guds nåde og gave så meget mere kommet de mange rigeligt til gode ved nåden i det ene menneske, Jesus Kristus. Og med gaven forholder det sig ikke som med følgerne af den enes synd; for dommen blev på grund af den ene til fordømmelse, men nådegaven, givet på grund af manges overtrædelser, er blevet til retfærdighed. Har døden på grund af den enes fald hersket ved denne ene, så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus. Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed.”  

Vi læser også i 1 Kor 15:21-22:

”Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.”

Vi ser således, at et andet fuldkomment menneske, en anden Adam, der ved lydighed mod Guds lov ville vise sig værdig til evigt liv, og som ved villigt at ofre dette liv, kunne genløse det liv, som Adam og hans slægt forspildte, for der står skrevet: ”alle dør med Adam”, og ”en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker” (1 Kor 15:22. Rom 5:12,18). 

Da dødsdommen var over alle mennesker, og de derfor alle således var syndere og ufuldkomne mennesker, så kunne ingen af Adams børn genløse Adam! Derfor udformede Gud den storslåede plan at overflytte sin enbårne søn fra den åndelige til den menneskelige natur og på denne måde fremstille et menneske, ”et legeme har du beredt mig”, der var fuldkomment og egnet som offer, ”mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som en løsesum for alle.” Guds søn, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på, blev kød og blev mennesker lig, og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden på et kors (Hebr 10:5. 1 Tim 2:5-6. Fil 2:5-8. Joh 1:14). 

Ordet løsesum er en oversættelse af det græske ord antilutron, som er sammensat af de to ord lutron, pris og anti, i stedet for. Det betyder en pris i stedet for, dvs. en tilsvarende pris. Billedet er en forretningsmæssig transaktion. I billedet er Gud kreditoren, Adam og slægten i hans lænd, skyldneren, og Jesus er køberen. Kreditor kræver betaling af den fulde skyld, hverken mere eller mindre, ”liv for liv” (5 Mos 19:21). Skylden er det fuldkomne menneske Adams liv, med alle hans rettigheder. Købsprisen for at løskøbe skyldneren må være den nøjagtige, tilsvarende pris. Jesus blev menneske og betalte med sin død denne nøjagtige, tilsvarende pris, da han som modkrav til Adams skyld gav hele sin menneskelige fuldkommenhed. Derfor, ligesom alt fra den fuldkomne Adam indebar hans ret til liv såvel som alle hans fuldkomne menneskelige livsrettigheder, som, da han syndede, måtte overgives i døden som betaling for hans skyld, så måtte Jesus som den tilsvarende pris betale med sit menneskeliv og alle sine fuldkomne menneskelige livsrettigheder. Da de begge var fuldkomne mennesker med nøjagtigt tilsvarende rettigheder, er Jesu liv og livsrettigheder en tilsvarende pris for det, der tilhørte Adam. Således er Jesu liv en erstatning til kreditoren for Adams fulde skyld, som ved arv involverede hele hans slægt, der endnu var i hans lænd på det tidspunkt, han syndede. Den, der tilvejebringer løsesummen, er Gud Jahveh, livets kilde, Skaberen. Jesus sagde herom:

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” (Joh 3:16-17) 

Retfærdigheden skete fyldest, ved at menneskeslægten led den retfærdige straf for synden, og denne straf er døden. Forløsningen er således et udslag af Guds barmhjertighed, hans ufortjente godhed mod menneskeheden. 

Det fuldkomne menneskeliv, som Jesus satte til i døden, er den værdi, der betaler købet af det, som Adam forspildte for alle sine efterkommere ved sin synd og ulydighed. Jesu blod udgydt i døden, hans menneskeliv udtømt ved hans frivillige offer, det er løsesummen. Den blev tilvejebragt her på jorden. Den blev herefter fremstillet som et løskøbende offer for synden af den opstandne og herliggjorte Kristus i himmelen som en udødelig åndeskabning. Da den himmelske Fader havde givet sin trofaste søn udødelighed som belønning, var det opofrede menneskeliv stadig effektivt, en værdi med købekraft, og derfor havde det også kraft til at løskøbe. Disse herlige sandheder fremstilles klart i Hebræerbrevet 9:11-12, der lyder således:

”Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.” 

Vi har set, at Adam mistede sit fuldkomne menneskeliv på grund af synden. Det var derfor retfærdigt, at han blev dømt til døden, og han døde også til sidst. Alle hans efterkommere har arvet synden og døden fra ham. Gud lod sin elskede søn blive et fuldkomment menneske. Jesus var trofast, gik i døden og blev derefter oprejst ved Guds kraft og gik ind i selve himmelen. Her fremstillede han fortjenesten eller værdien af sit fuldkomne menneskeliv for Gud. Men nogen vil måske spørge: Hvordan kan det løskøbe alle mennesker? Det er et godt spørgsmål, og det fortjener et svar ud fra Bibelen. 

I Lukas 3:38 siges der, at Adam var ”søn af Gud”. Som en menneskelig søn af Gud var Adam fuldkommen, for han blev skabt direkte af Gud, og hans værk er fuldkomment (5 Mos 32:4).  Adam var ikke skabt til automatisk at adlyde Gud ligesom en robot. Han havde frihed til selv at vælge, om han ville adlyde sin skaber og nyde livets velsignelser, eller om han ville være ulydig og miste livet med alle dets rettigheder. Selv om Adam var fuldkommen, måtte hans troskab sættes på prøve. Da Adam syndede, havde han af egen fri vilje valgt at bryde Guds lov. På grund af synden, som han frivilligt valgte, kom dødsdommen over Adam, og han døde til sin tid. Dødsdommen kom ligeledes over alle hans børn, over os og vore forfædre, fordi vi alle er Adams børn, og født, efter at han havde begået synden. Vi, hans børn, var alle sammen i hans lænd, den gang han syndede. Adam var en syndig mand, da han fik sit første barn, og han gav derfor dødsdommen videre i arv til alle sine børn. For at Jesus kunne være en nøjagtig, tilsvarende pris for Adam og alle hans ufødte børn, var det derfor nødvendigt, at Jesus heller ikke fik børn, før han gav sit liv som en løsesum. Jesus fik ingen børn, og kunne dermed løskøbe alle Adams børn, der blev født i synd.

Adams børn kunne vælge enten at tjene Gud, så godt de formåede med deres ufuldkomne evner, eller at forhærde deres hjerter imod hans godhed i deres få leveår. Til de ufuldkomne israelitter sagde Josva: ”Vælg i dag, om I vil dyrke de guder, jeres fædre dyrkede på den anden side af floden... Jeg og mit hus vil tjene Herren.” (Josva 24:15). Men selv de, der vendte deres sind og hjerte mod tilbedelsen af den sande Gud, var ude af stand til at vinde det evige liv, hvis ikke Gud gjorde noget for dem. Som vi læste i Rom 5:12, så kom synden ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede. Som et fuldkomment menneske stod Jesus i en stilling, der svarede til den, det fuldkomne menneske Adam engang havde indtaget i Edens have. I Hebræerne 5:8-9 siges der om Jesus:

”Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham.”

Ved sin absolutte lydighed beviste Jesus, at ikke blot hans legeme var fuldkomment, men også hans hengivenhed for Faderen. Jesus blev fristet i alle ting, men han forblev syndfri, hellig, uskyldig og ren (Hebr 4:15; 7:26). Som belønning for sin lydighed og hellighed blev han ophøjet og gjort til ypperstepræst i selve himmelen. Her frembærer han værdien af sit fuldkomne offer til bedste for alle. Adam førte døden over hele menneskeslægten, alle hans børn, fordi han overtrådte Guds lov. I modsætning hertil frembar Jesus som den helliggjorte ypperstepræst løsesummen i himmelen, og ”ligesom alle dør med Adam”, således ”skal også alle gøres levende med Kristus” (1 Kor 15:22). At Jesus døde for hele menneskeslægtens synder, for alle mennesker, fremgår klart og tydeligt af følgende skriftsteder:

”Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” (Joh 1:29)

”Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” (Joh 3:14-17)

”Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.” (Joh 6:51)

”Det sagde han ikke af sig selv; men som ypperstepræst det år profeterede han, at Jesus skulle dø for folket; og ikke for folket alene, men også for at samle Guds spredte børn til ét.” (Joh 11:51-52)

”For mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde. Der er næppe nogen, som vil gå i døden for en retfærdig; måske vil man vove livet for en, som er god; men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere... Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed.” (Rom 5:6-8, 18-19)

”Thi Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde. Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem... for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser.” (2 Kor 5:14-15, 19)

”Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle.” (1 Tim 2:5-6)

”Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle, for sin lidelses og døds skyld kronet med herlighed og ære, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden.” (Hebr 2:9)

”Han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.” (1 Joh 2:2)

Og lad os ikke glemme, at Abraham fik det løfte af Gud, at ved Jesus som Abrahams afkom ”skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 12:3; 22:18) 

Ja, der er så uendelig meget, vi må takke og prise Gud for. Han har barmhjertigt gjort det muligt for os at opnå evigt liv ved troen på hans søn og det offer, han bragte til Gud. Han har sørget for, at syndens dødbringende virkninger kan blive fjernet, idet han har givet sin egen søn som et genløsningsoffer. Guds hensigt vil blive virkeliggjort en gang i fremtiden, og de retfærdige mennesker, som elsker Gud og vil adlyde ham, vil for evigt kunne glæde sig over at leve på en paradisisk jord. Får denne kærlige foranstaltning fra Guds side ikke dit hjerte til at strømme over af taknemmelighed mod ham?