Spørgsmål: 

Jeg har læst jeres artikel om de døde og helvede, og jeg blev meget glad. Jeg har for et stykke tid siden forladt en menighed i Trosbevægelsen på grund af ubehagelige oplevelser, og har herefter haft det meget dårligt med døden, for lederne sagde, at hvis jeg forlod menigheden, ville jeg komme i helvede, når jeg døde. Nu kan jeg se, at det, som Trosbevægelsen forkynder, ikke er bibelsk. Men kan vi være sikre på, at vi ikke lever videre efter døden?   

Svar: 

Ja, vi kan være helt sikre på, at de døde virkelig er døde, når Bibelen siger det! De døde har ingen bevidsthed - de er blevet til jord. Når et menneske dør, holder det op med at eksistere, ganske enkelt. Død er det modsatte af liv. De døde kan hverken se, høre eller tænke. Når vores legeme dør, er der ikke noget i os, der lever videre. Vi har ikke en udødelig sjæl eller ånd. Da Salomon i sin tid kom med udtalelsen om, at ”de levende ved, at de skal dø”, fortsatte han: ”Men de døde ved ingenting.” (Præd 9:5). Derefter uddybede han denne grundsandhed ved at fortælle, at de døde hverken kan føle kærlighed, misundelse eller had, og at der ”ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom” er i graven (Præd 9:5-6, 10). Salme 146:4 siger tilsvarende, at den dag mennesker dør, ”er deres planer blevet til intet”.

Et menneske er dødeligt, og intet lever videre, når dets legeme dør. Menneskets liv er som flammen fra et stearinlys. Når lyset pustes ud, forsvinder flammen ikke et andet sted hen. Den eksisterer bare ikke mere. Sådan er det også med et menneske, når det dør. Men Gud kan huske mennesket og dets personlighed, og vil en gang i fremtiden give det en opstandelse. (Joh 5:28)

Jesus, Guds søn, udtalte sig om de dødes tilstand. Efter at Lazarus, en af hans nære venner, var død, sagde han til sine disciple: ”Vor ven Lazarus sover”. Disciplene troede, at det, Jesus mente, var, at Lazarus lå og sov for at komme sig af sin sygdom. Men de tog fejl. Jesus forklarede: ”Lazarus er død”. (Joh 11:11-14). Læg mærke til, at Jesus sammenlignede døden med hvile og søvn. Lazarus var hverken i himmelen eller i et brændende helvede. Han mødte hverken engle eller nogle af sine forfædre eller sin familie. Han blev ikke genfødt som et andet menneske. Han hvilede i døden som i en dyb søvn uden drømme. Også andre steder i Bibelen bliver døden sammenlignet med en søvn, for eksempel i forbindelse med disciplen Stefanus. Han blev stenet til døde, og Bibelen siger, at han ”sov ind i døden”. (ApG 7:60) Og Apostel Paulus skrev om nogle, som var døde i hans levetid, at de var ”sovet hen” (1 Kor 15:6).

Oprindelig var det ikke Guds mening, at vi mennesker skulle dø. Gud skabte menneskene i den hensigt, at de skulle leve evigt her på jorden. Han skabte dem med et fuldkomment helbred og ønskede kun, at det skulle gå dem godt. Ingen kærlige forældre ønsker, at deres børn skal opleve den smerte og de lidelser, som er forbundet med sygdom, alderdom og død. Gud elskede sine jordiske børn og ønskede, at de skulle leve lykkeligt her på jorden. Gud skabte os mennesker med ønsket om, at vi skulle leve evigt, og han har åbnet mulighed for, at vi kan få dette ønske opfyldt.

Sørgeligt nok valgte fader Adam og hans hustru at overtræde Guds bud, da de blev fristet af Satan. Adams og hans hustrus ulydighed medførte, at Gud ikke havde noget gyldigt grundlag for at lade dem leve evigt. De døde, nøjagtigt som han havde sagt, de ville. Det betød ikke, at de blev overført til en åndeverden. Nej, Adam og Eva ophørte simpelt hen med at eksistere. Det fremgår tydeligt af det, Gud sagde til Adam efter at have krævet ham til regnskab for hans ulydighed. Gud sagde:

”Du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.” (1 Mos 3:19)

Gud skabte Adam af jord. (1 Mos 2:7) Før det skete, eksisterede Adam ikke. Da Gud sagde, at Adam skulle vende tilbage til jorden, betød det derfor, at han ville vende tilbage til en tilstand af ikke-eksistens. Han ville være lige så livløs som jorden, han var blevet dannet af.

De fleste kirkesekters lærdomme er ikke i harmoni med det, som Bibelen siger om de døde. Hvorfor ikke? Fordi Satans tanker har indflydelse på deres læresætninger. Han gør brug af falsk religion for at få folk til at tro, at de efter deres fysiske død vil leve videre i åndeverdenen. Ved at kombinere denne løgn med mange andre forsøger Satan at vende folk væk fra den eneste sande Gud, Jahveh.

I mange kirkesekter lærer de - f.eks. i Trosbevægelsen, som du selv har stiftet bekendtskab med - at onde mennesker efter deres død vil komme til et sted, hvor de for evigt vil blive pint i ild. En sådan lære vanærer Gud. Jahveh er en kærlig Gud, som aldrig ville lade mennesker lide på den måde. (1 Joh 4:8) Hvordan ville man betragte en mand, som straffede et ulydigt barn ved at holde dets hånd ind i ilden? Ville man respektere ham? Ville man i det hele taget være interesseret i at lære ham at kende? Bestemt ikke! Man ville opfatte ham som meget grusom. Ikke desto mindre vil Satan gerne have os til at tro, at Jahveh piner mennesker i evig ild - i milliarder og atter milliarder af år.

At kende Sandheden om de døde beskytter os, så vi ikke bliver vildledt af dæmonernes lærdomme, og det hjælper os også til at forstå andre bibelske lærepunkter.