|
Spørgsmål: Efter at have læst artiklen, ”Hvor er de døde, og hvad er Helvede?”, sidder jeg tilbage med spørgsmålet: Hvad så med de mange mennesker, som aldrig har hørt om Jesus, har de ikke mulighed for at blive frelst? Er de gået fortabt? Hvad med de milliarder af mennesker, som er døde, og som aldrig har hørt om Jesus, er der håb for dem, hvis de ikke er i Helvede?
Svar: Det er et rigtig godt spørgsmål. Det er en kendsgerning, at millioner af mennesker er døde i uvidenhed uden at have hørt budskabet om den sande Gud og hans søn, Jesus Kristus, og at millioner af mennesker stadigvæk dør uden at have hørt budskabet, og som ikke ved tro modtog gavn af Kristi genløsningsoffer. Blandt sådanne kunne jeg nævne hedningerne, muhamedanerne, de ikke-kristne jøder, dem, der dør som små, de sindssyge og mentalt forstyrrede, dem, som døde, før Jesus gav sit liv for dem, dem, som er fuldstændigt forblindede (2 Kor 4:4) af Satan og dem, som er bedraget af sektvæsen osv. og derfor ikke kunne forstå Guds ord, uden hvilken forståelse det er umuligt at blive frelst. (Rom 10:13-14) Er disse mennesker håbløst fortabt for evigt, eller fremholder Bibelen et håb for dem? Hvis alle disse mennesker skulle være gået fortabt, så havde Gud den Højeste et alvorligt problem med sin troværdighed – ja, man kan ligefrem sige, at det havde været en falliterklæring. Du tænker måske: ”Kan det være, at de ikke-frelste døde vil blive frelst på grund af deres uvidenhed?” Det tror jeg ikke, for der findes ingen kraft eller noget andet godt i uvidenhed, der kan frelse nogen. Uvidenhed fremstilles tværtimod skriftmæssigt som en årsag til fremmedgørelse fra Gud og fortabelse (Ef 4:18. Hos 4:6; 6:6. Rom 2:12). En forudsætning for at vinde frelse er således de skridt, der fører til anger, tro på Gud og Kristus og indvielse - personlige forstandsmæssige, følelsesmæssige handlinger samt vilje, dvs. noget, der vedrører karakteren. Dette er grunden til at menigheden fik befaling om at undervise, dvs. få andre til at kende, for at de, der var blevet undervist, kunne vide, hvorledes de kunne vinde frelsen (Matt 28:18-20. 2 Pet 1:2-3; 2:20-21). Den tanke, at hedningerne og andre bliver frelst på grund af deres uvidenhed, er i virkeligheden en klar, selvmodsigende meningsløshed. Hvorfor sende missionærer ud for at lære dem, hvorledes de skal opnå frelsen, dersom de bliver frelst på grund af uvidenhed? Ifølge denne teori ville det at lære dem om frelsen for de flestes vedkommende - dvs. dem, der ikke vil tro - bevirke, at de fortabes, mens de på den anden side ville blive frelst på grund af deres uvidenhed. Således ville forkyndelsen for dem ned gennem alle evangeliealderens generationer have været årsag til fortabelse for næsten alle, som hørte budskabet. Hvorfor forkynde for hedninger? Fordi de derved kan vinde, hvad de aldrig kunne vinde ved uvidenhed - nemlig frelsen til Guds kongerige. Tanken om frelse i uvidenhed blokerer endvidere for Guds eget ønske - hans ønske om at velsigne alle. Skal vi tro, at Gud, som ønsker, at folket skal opnå liv (Ez 18:32), i den grad mangler sund sans, når han befaler at der skal undervises om Guds ord, Bibelen, som midlet til folks frelse - hvorved kun forholdsvis få frelses nu - når vi ved at overlade dem til uvidenheden ville få det resultat, at de alle blev frelst? Hvorfor indføre forkyndelsens tjeneste og undervisning af alle, dersom uvidenhed ville frelse alle? Det er åbenbart, at tanken om, at de ikke-frelste døde frelses ved uvidenhed, er ubibelsk, ufornuftig og uvirkelig. Af mange grunde tror jeg derimod, at Bibelen fremholder et håb for disse - ikke en anden mulighed, men deres første mulighed, eftersom de ikke fik en mulighed i dette liv, for ifølge Bibelens budskab findes der ikke nogen mulighed for frelse, hvis man ikke har en frelsende kundskab om den eneste sande Gud og hans søn, Jesus Kristus (Joh 17:3; ApG 4:12), hvad de uvidende naturligvis ikke havde. Guds løfte forsikrer, at der er håb for de ikke-frelste døde Som eksempel fremholder jeg Guds løfte (bundet ved ed) som et bevis for, at der findes et håb for de uvidende og ikke-frelste døde. Dette løfte blev først givet til Abraham: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 12:3; 18:18) Det er klart, at alle jordens slægter og folkeslag ikke er blevet velsignet i dette liv. Følgen må være, at de, der ikke blev velsignet ved evangeliet i dette liv, må blive velsignet efter dette liv, ellers ville evangeliet, som udtrykt i Guds løfte, være usandt. Senere stadfæstede Gud det oprindelige løfte ved at sværge ved sig selv, at i Abrahams afkom skulle alle jordens folkeslag velsignes: ”Jeg sværger ved mig selv, siger Herren... alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom...” (1 Mos 22:16-18) Hvem er denne Abrahams afkom, der skal velsigne alle jordens familier, slægter og folkeslag? Ved guddommelig inspiration forvisser apostel Paulus os om, at dette afkom består af Jesus og alle dem, der trofast følger ham i dette liv. ”Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom... og det er Kristus... og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfter.” (Gal 3:16, 29) Det edsbundne løfte indebærer, at alle jordens familier, slægter og folkeslag engang skal velsignes gennem Jesus og hans trofaste efterfølgere. Eftersom de eneste, der indtil nu er blevet velsignet, er dem, der er blevet Kristi efterfølgere, så må de øvrige mennesker, de, der er døde i uvidenhed og uden at blive velsignet, modtage deres velsignelse af Jesus og hans efterfølgere efter dette liv - i opstandelsen. Således fremholder Guds ord et håb for de ikke-frelste døde, som ikke modtog velsignelsen fra det edsbundne løfte i dette liv. Mange skriftsteder beskriver dette løfte nærmere og viser, at muligheden for at vinde det evige liv stadig vil komme til dem, der døde uden at have fået en sådan mulighed – nogle eksempler: ”På den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen, og de blindes øjne se trods mulm og mørke... De, der er faret vild i ånden, får indsigt, de, der murrer, tager imod belæring.” (Es 29:18, 24) Profeten Esajas forsikrer os om, at de, hvis forstandsøjne og -ører Satan har tillukket i dette liv, i tusindårsriget vil få lejlighed til at forstå Guds ord, hvorved en mulighed for frelse vil blive skænket dem. ApG 24:14-15 forsikrer os om, at de ”uretfærdige” vil få en opstandelse – det ville være meningsløst at give de uretfærdige en opstandelse, hvis de ikke skulle have en chance for at omvende sig fra deres uretfærdighed: ”Men det bekender jeg for dig, at jeg... har det samme håb til Gud som de: at der skal komme en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige.” Ez 33:11 og Es 55:7 forsikrer os om, at de ikke-frelste døde vil få en chance for omvendelse, og at mange vil forlade deres ugudelige vej og vende om til Herren, som vil tilgive dem: ”Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet. Vend om, vend om fra jeres onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?”
”Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse.” ApG 15:14-17 forsikrer os om, at når Jesus vender tilbage til jorden for at genopbygge Davids faldne hytte (Israels kongerige), så vil ”de øvrige mennesker” få lov til at søge Herren: ”Simeon har fortalt, hvordan Gud allerede har sørget for at skaffe sig et folk af hedninger for sit navn. Og det stemmer overens med profeternes ord, sådan som der står skrevet: ›Derefter vender jeg tilbage og genopbygger Davids faldne hytte; jeg genopbygger det, der er revet ned, og genrejser den, så at de øvrige mennesker kan søge Herren, alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren...” Da disse ”øvrige mennesker” er de mennesker (folkeslag), som er tilbage, efter at Gud har skaffet sig et folk for sit navn ud af hedningerne, fremholder skriftstedet derfor et løfte om en mulighed for at vinde frelse for alle de mennesker, der døde uden at have haft en sådan mulighed. Lukas 2:10 forsikrer os om, at det gode budskab om en stor glæde skal være ”for hele folket”: ”Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.” Vi ved, at indtil nu har ikke hele folket modtaget dette budskab om en stor glæde. I virkeligheden døde størsteparten uden denne glæde, derfor må de få den efter dette liv, når de får en opstandelse. Paulus forsikrer os om, at Jesus gav sig selv som ”løsesum for alle”: ”For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle (græsk: pas)...” (1 Tim 2:5-6) Det græske ord pas betyder alle, alt, det hele. Alle mennesker må derfor få glæde af den løsesum, som Jesus tilvejebragte med sin død. Alle mennesker vil komme ud af gravene og få sand kundskab om Gud den Højeste og hans søn, Jesus Kristus. At Jesus døde for alle mennesker, fremgår også af andre skriftsteder - for en grundig gennemgang af disse henviser jeg til artiklen ”En løsesum for alle”. Således viser mange skriftsteder, at der er håb for de ikke-frelste døde, dem, der af mange årsager ikke fik mulighed for frelse i dette liv. Det forholder sig dog anderledes med de mennesker, som engang i fremtiden tager Dyrets mærke og tilbeder ham, for de vil ifølge Guds ord blive fuldstændigt tilintetgjort i ildsøen, når Jesus kommer, uden nogen form for håb om fremtidigt liv. (Åb 14:9-11) Jesus siger, at de ikke-frelste døde går fortabt I flere af de karismatiske kirkesekter bliver der prædiket en bogstavelig helvedeslære, og man tror som regel ikke på, at der er et håb for de uvidende, de ikke-frelste døde. Som bevis for at alle mennesker, der ikke vil tro på Jesus, eller som aldrig har hørt om Jesus, allerede er dømt til et bogstaveligt helvede, citerer man f.eks. Jesu ord i Joh 3:16-18: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.” Man drager den konklusion af Jesu ord, at de, der ikke tror, er dømt til helvedes ild – men Jesus nævner slet ikke helvede (gehenna) i dette skriftsted. Han siger, at de mennesker, der ikke tror, allerede er ”dømt” – men hvad er de dømt til? Er der tale om, at de er dømt til fortabelse i helvedes ild? For at for et svar på dette spørgsmål skal vi frem til kapitel 5, vers 24-29: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen (græsk: krisis), men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom (krisis).” Jesus siger her, at den, som hører hans ord (dvs. de, som tror på ham) ikke kommer for krisis (dommen), men er gået over fra døden til livet – det er håbet for de troende. Så taler han om, at ALLE de, der er i gravene, skal have en opstandelse – det er bl.a. derfor, at vi venter en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige (ApG 24:15). Så taler han om dem, der var ikke-troende og gjorde det onde, de skal for krisis (dommen) – det er håbet, kan man sige, for de ikke-frelste døde, de er dømt til krisis (dom)! Det store spørgsmål er så: Hvad er krisis? Er det et brændende helvede? Nej, det er det ikke! Dette emne har jeg behandlet i artiklen ”Dommens Dag”, hvortil jeg henviser den interesserede læser. |
