Er kristenheden kristen?

   Paulus og Barnabas havde opholdt sig et helt år i Antiokia i Syrien, og de havde undervist om Jesus Kristus, og netop der i Antiokia begyndte man for første gang at kalde disciplene for kristne, (ApG 11:26). Denne betegnelse, ”kristne”, blev efterhånden almindelig for alle, der bekendte sig til Jesu lære. De havde fået dette navn, fordi de forkyndte om Guds rige og sagde, at Jesus er Kristus – Kristus er det græske ord for det hebraiske Messias, som betyder den (til konge) salvede (Joh 1:41). Det at være kristen var ensbetydende med, at man kendte og fulgte Jesu lære. 

Apostlene havde vandret sammen med Jesus i tre et halvt år, og efter sin død og opstandelse havde han vist sig for dem i fyrre dage og undervist dem om Guds rige. Alt det, de havde lært i disse to perioder, var det, de bragte videre. Paulus blev senere ved et syn udtaget af Jesus selv til at forkynde for hedningerne og blev ledet af Jesu ånd. Så længe apostlene og Paulus levede, sørgede de for, at tilhængerne fulgte Jesu lære rundt omkring i de nye kristne menigheder, og efterhånden begyndte Matthæus og Johannes at nedskrive, hvad de havde oplevet sammen med Jesus og hørt ham forkynde. Og Lukas og Markus nedskrev, hvad de havde fået fortalt af henholdsvis apostlene Paulus og Peter – Peter skrev også selv et par breve. Foruden alt dette, var der også alle Paulus’ breve – og alt dette materiale havde man efterhånden samlet mere eller mindre af rundt omkring i menighederne.

Apostlene – og især Paulus og hans medarbejdere – rejste rundt i hele det romerske rige, og mange blev kristne, og små menigheder dannedes. Deres ledere var gode til at holde disse i harmoni med Jesu lære, og de kristne levede i forventningen om Jesu snarlige genkomst. Men netop det, at de forkyndte, at Jesus var Kristus (den til konge salvede), gjorde, at de skilte sig ud fra verden, og det førte efterhånden til mange grusomme forfølgelser. Efter en tid med svære forfølgelser greb kejser Konstantin ind og standsede forfølgelserne – det var i år 313 – sammen med Licinius udsendte han det berømte Milanoedikt, som jævnstillede de kristne med de hedenske kulter. I Milanoediktet stod der blandt andet: ”Vi giver de kristne fri og fuld ret til at udøve deres religion; og også andre religioner giver vi på samme måde fri kult”.

Men lige så snart de kristne havde fået trosfrihed og ikke mere behøvede at frygte forfølgelse, brød der alvorlige indbyrdes stridigheder ud. Den romerske kejser sammenkaldte til en synode og fik afgjort, hvad man i de pågældende stridsspørgsmål skulle tro. Men kejser Konstantin gik endnu videre – nu besluttede han, at menighederne skulle have penge og ikke mindst de, der var ledere. Konstantin skaffede nu mere og mere sikkerhed og rigdom til menighederne. Efterhånden gennemtrængte stat og kirke hinanden, ja, kirken var blevet en statskirke. 

I året 325 fik kejser Konstantin endnu engang bilagt en strid, denne gang om Logos’ væsen. Konstantin sammenkaldte biskopperne til en synode i Nikæa, og fik der gennemtrumfet, at man vedtog en trosbekendelse, at Sønnen var af samme væsen (homousios) som Faderen.  Senere, nemlig i år 381, sammenkaldte den romerske kejser, Theodosius, kirkens biskopper til en synode i Konstantinopel, hvor den nikænske ortodoksi stadfæstedes, men hvor man også besluttede, at Guds hellige ånd var en person, og dermed vedtog man troen på den treenige Gud. Siden har kirken vedtaget det ene efter det andet og blandet græsk filosofi med Jesu lære, og man har taget hensyn til verdens ånd, kulturen og fremskridtet. Det begyndte med, at de kristne blev accepteret af staten. Så blev de en del af staten, og senere bestemte de over staten. 

Er det dét, der forstås ved at være kristen? 

Jesus sagde: ”Mit rige er ikke af denne verden.” Jesus er salvet til at være konge i Guds rige. I ApG 17 læser vi, at Paulus førte samtaler ud fra Skrifterne med jøderne i Thessalonika og han sagde: ”Denne Jesus, som jeg forkynder for jer, er Kristus.”  Det vakte oprør hos nogle og de råbte: ”De folk, som har bragt hele verden i oprør, er nu også kommet hertil... de handler i modstrid med kejserens forskrifter, for de siger, at en anden er konge, nemlig Jesus.”

Ja, det var dengang, men nu er kirken en del af verden, og der er mange penge indblandet. I dag kræver præsterne penge for at forkynde evangeliet, men er det i overensstemmelse med det, som apostel Peter skrev til de ældste i menigheden?

”Jeres ældste formaner jeg som medældste og som vidne om Kristi lidelser og som den, der har del i den herlighed, som skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det, ikke for ussel vindings skyld, men glad og gerne.” (1 Pet 5:1-2)

Peter ville ikke, at de ældste skulle forlange penge af menigheden for deres tjeneste, og dette er i overensstemmelse med Jesu ord:

”I har fået det for intet, giv det for intet.” (Matt 10:8) 

Eusebios af Kæsarea, som har skrevet en kirkehistorie, beretter om de kristne lige fra apostlene og frem til ca. år 324. Han har en beretning fra det andet århundrede om, at kirken hver dag udfører velgerninger mod hedningerne – uden hverken at bedrage nogen eller tage deres penge. Ligesom den har fået evangeliet gratis af Gud, gør den gratis tjeneste. Euseb påpeger også et dårligt eksempel. Det er om en mand ved navn Montanus, som, skriver han:

”Ville samle folk alle vegne fra, som har udnævnt pengeindsamlere som har fundet på at tage gaver og kaldt dem ofre, som giver betaling til dem der forkynder hans ord, for at undervisning i ordet skal styrkes med fylderi.” 

Går vi tilbage til de allerførste kristne, læser vi i ApG 2:42-47:

”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.” 

Og ligeledes læser vi:

”Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest. Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov.”      (ApG 4:32-35)

Efter disse eksempler kan vi se på kristenheden i dag. Dens ledere er godt lønnede, man har store, flotte huse og lokaler, men der er ikke noget egentligt fællesskab. Der er én, som kalder sig præst eller prædikant, og han eller hun prædiker eller fortæller, resten af de tilstedeværende sidder passivt og lytter.

Hos de første kristne og et par århundrede frem ser vi, at det var helt anderledes - da talte man sammen om Skriften, alle var på lige fod og alle var interesseret i at gøre det rette. Euseb har en beretning om, hvordan det foregik i menighederne:

”Hvis der forelå gode grunde, skammede vi os ikke ved at skifte mening og komme til enighed, men med en god samvittighed og med fuld ærlighed og med hjerterne åbnede for Gud anerkendte vi, hvad der fremgik af de hellige Skrifters bevis og lærdomme.” 

Hvordan er situationen i de forskellige kirkesekter i dag? Ét er fælles for dem alle: Der er så at sige næsten ingen af medlemmerne, der læser selvstændigt i Bibelen – de tror på kirkesektens trosbekendelser og tager det, lederne siger, for gode varer uden at undersøge det i lyset af Bibelens lærdomme. 

Er det at være kristen? Er det at følge Jesu lære? – Det er snarere at følge en kirkesekt og dens ledere.

Mange nyreligiøse kirkesekter bruger at tale i tunger, og det virker meget medrivende på de tilstedeværende, især på mange unge mennesker. Ser vi på beretningen om, hvad der skete på Pinsedagen, da disciplene begyndte at tale om Guds underværker i andre tungemål, så kan vi forstå, at det var fremmede sprog de talte, for mange af de fremmede, som var tilstede i Jerusalem, var forundrede, for de forstod hvad der blev sagt (ApG 2:1-13). Flere steder i NT fortælles der om nogle, der taler ”i tunger”, men det græske ord der bliver anvendt for ”tunger”, glossa, er det samme som i ApG 2:4, som her bliver oversat med ”tungemål”, og i Åbenbaringen bliver det samme græske ord også oversat med tungemål (folk, stammer og tungemål). Iflg. Bergs græsk-danske ordbog kan dette græske ord oversættes med ”tunger” eller ”sprog”. Hvilken gavn har de kristne af, at nogle fremsiger nogle mærkelige lyde, som ikke er et rigtigt fremmedsprog? Er det at bringe Jesu lære videre? 

Euseb har en beretning om Montanus, det var ham vi hørte om ovenfor, ham der tog betaling for sin forkyndelse, Euseb skriver:

”(at Montanus som) i sin sjæls umådelige begær efter at spille en rolle, gav modstanderen (Djævelen) adgang til sig. Han blev grebet af ånden og pludselig kom han i begejstring og ekstase. Han begyndte at rase og tale og udstøde sælsomme ord, idet han profeterede på en måde som stred mod kirkens sædvane, som vi har den overleveret fra første begyndelse.” 

Mange mennesker har i dag i kirkesekterne kontakt og forbindelse til sådanne kræfter. Mere information om Bibelens tungetale finder du i artiklen "Vore Dages Tungetale - er den fra Gud?".

Efter at kejser Konstantin havde tilladt, at de kristne frit kunne dyrke deres Gud, begyndte de indbyrdes stridigheder om trosspørgsmål, og det førte som sagt til, at kejseren og biskopperne vedtog treenighedsdogmet. I kirkens trosbekendelse hedder det: ”vi ærer een Gud i en trehed og treheden i en enhed... Den, som altså vil frelses, må mene således om treenigheden. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt.”         

Det er en alvorlig sag, og hvis man ikke læser selvstændigt i Bibelen, men bare blindt lader sig lede af det, der bliver sagt i den kirkesekt, hvor man kommer, tænker man måske, at man nok hellere må tro det, hvis man ønsker at blive frelst. Men begynder du et seriøst bibelstudium, vil du se noget helt andet. Hvis du ønsker at være en kristen, må du læse i Bibelen og bede Gud om at blive vejledt til at komme til forståelse af den sandhed, som Bibelen lærer om Gud og Jesus. Hjemmesiden SandhedenOmSandheden.dk indeholder mange gode artikler som bygger på et samvittighedsfuldt bibelstudium, og de kan hjælpe dig i dit bibelstudium.

Kildemateriale:

EUSEB’s KIRKEHISTORIE, oversat af Knud Bang.                                                     Euseb levede fra år 265-340 og var græsk menighedsleder, han havde samlet et bibliotek med historiske og bibelske håndskrifter.