Er sjælen udødelig, og hvad er sjælen?

   Mange mennesker tror, at sjælen er en del af mennesket, som forlader legemet ved døden og lever videre. Mange kristne tror, at sjælen, når den forlader legemet, enten lever videre i himlen eller i helvede. Kirkesekternes præster og prædikanter har været med til at udsprede disse tanker – mange gange har man hørt dem sige ved en begravelse, at afdødes sjæl nu sidder oppe i himlen i lyksalighed og ser ned på jorden. Og andre gange har man været vidne til såvel skriftlige som mundtlige advarsler til ikke-troende mennesker om, at deres sjæle vil brænde i et bogstaveligt helvede, hvis de ikke omvender sig og kommer til tro. Men stop en gang – er det sandheden og Bibelens lære, at sjælen lever videre, efter at legemet er dødt?

I Skriften læser vi:

”Han gav sin vrede frit løb, han skånede ikke deres sjæl for døden, men overgav deres liv til plagen.” (Sl 78:50, grundteksten)

Som vi alle ved, så er et levende legeme til stadighed afhængigt af væske, føde og ilt for at kunne leve, og det er derfor indlysende, at det ikke er udødeligt. Men som vi lige har læst, så taler Skriften også om sjæle, som dør. Jamen har mennesket da ikke en udødelig sjæl? Er det ikke sådan, at Gud, efter at han har skabt en sjæl, er ude af stand til at tilintetgøre den?

Fornuften siger os, at med mindre der findes et absolut afgørende bevis for det modsatte, så må enhver skabnings liv være underlagt Skaberens vilje. Læg mærke til, at Bibelen INGEN STEDER taler om sjælens udødelighed – hvilket mange synes at tro. Hvis man tager en bibelordbog og forsøger at finde udtrykket ”udødelig sjæl”, kan man hurtigt overbevise sig selv om, at intet sådant udtryk findes i Skriften. Tværtimod siger Bibelen:

”Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ØDELÆGGE både sjæl og legeme i helvede (gehenna).” (Matt 10:28. d.aut.1948)

”Se, alle sjæle er mine; både faderens sjæl og sønnens sjæl er mine; den sjæl, som synder, den skal DØ”. (Ez 18:4. d.aut.1931)

Det, som kan ødelægges og dø, er ikke udødeligt! De anførte skriftsteder er derfor nok til at bevise, at hverken sjæl eller legeme er udødelige. Alle, der påstår det modsatte, må derfor være løgnere. Og i den forbindelse skal det bemærkes, at den første der påstod, at et menneske ikke skal dø, ikke var et menneske - det var en gudssøn, nemlig Satan! (1 Mos 3:4. Åb 12:9)

Hvad er sjælen?

Den almindelige mening om sjælen er, at den er et eller andet uforklarligt i os, men hvad den er, eller hvor den sidder, er der ikke mange, som forsøger at forklare. Dette uforklarlige er – påstår nogle – det virkelige, tænkende væsen, mens legemet kun er dets hus eller redskab. En præst forklarede engang sjælen således: ”Den har hverken indre eller ydre, hverken legeme, skikkelse eller dele, og en million af dem kan rummes i en nøddeskal.” – Det må man sige er en meget god definition på INGENTING.

I skriften står der, at Gud kan ødelægge både sjæl og legeme. Legemet er ikke sjælen, hvad nogle påstår; dette bevises ved Jesu erklæring om, at Gud ”kan ødelægge både sjæl og legeme”. Og med det foregående for øje burde vi nu, dersom vi er fri fra fordomme, kunne lære noget mere om dette emne ved at undersøge den inspirerede beretning om menneskets skabelse. Lad os derfor læse 1 Mos 2:7:

”Da formede Gud Jahveh Adam af støv af jorden og blæste livets ånde i hans næse; og Adam blev til en levende sjæl (dvs. et bevidst, sansende væsen).” (1 Mos 2:7, grundteksten)

Af denne beretning fremgår det, at legemet blev formet eller dannet først (sort skrift) – men det var ikke et menneske, en sjæl eller et væsen før det blev levendegjort. Det havde øjne, men så intet; ører, men hørte intet; en tunge, men ingen smag; næse, men ingen lugtesans; et hjerte, men det slog ikke; blod, men det var koldt og livløst; lunger, men de bevægede sig ikke. Det var ikke et menneske, men et livløst legeme.

Vi læste, at det andet trin (rød skrift) i denne skabelsesproces var at give livskraft til det allerede ”formede” legeme, og det er beskrevet med disse ord: ”blæste livets ånde i hans næse”.

Når et sundt menneske har været ved at drukne, og livsvirksomheden helt har været ophørt, har man i visse tilfælde kunnet genoplive den druknede med kunstigt åndedræt og elektrisk stød. På denne måde er det lykkedes igen at fremkalde åndedrættet i lungerne og næsen. I Adams tilfælde behøvedes der selvfølgelig ingen anstrengelser fra Skaberens side for at få den fuldkomne organisme, han havde skabt, til at indånde atmosfærens livgivende luft. Da den livgivende ånde kom, udspændtes lungerne, blodlegemerne blev mættet med ilt og løb til hjertet, og hjertet drev dem ud til alle dele af legemet og vakte alle de forud beredte, men hidtil slumrende nerver til følelse og energi. På et øjeblik nåede energien hjernen, og tanke, opfattelse, fornuft, syn, hørelse, lugt, smag og følelse begyndte. Det, som havde været en livløs menneskelig organisme, var blevet til et menneske, et tænkende væsen, ”en levende sjæl”. Med andre ord: udtrykket ”levende sjæl” betyder hverken mere eller mindre end ”sansende, bevidst væsen” – dvs. et væsen, som kan sanse, opfatte og tænke. Det var det sidste trin (blå skrift) i Adams skabelsesproces – han blev til ”en levende sjæl”.

Skønt Adam havde en fuldkommen organisme, var han skabt således, at det var nødvendigt for ham at opretholde livet, sjælen eller det sansende væsen ved at spise af livets træ. Og da han syndede, drev Gud ham ud af haven, for at han ikke skulle række hånden ud og tage af livets træ og spise og leve evigt. (1 Mos 3:23-24)

Dyrene er også sjæle

”Og Gud sagde: Lad jorden frembringe levende sjæle efter deres arter: Kvæg, kryb og vilde dyr efter deres arter. Og således skete det.” (1 Mos 1:24, grundteksten)

Dyrene er også sjæle. De er ligesom mennesket sansende væsener, men de er af en lavere rang; ringere end mennesket, for mennesket blev skabt i Guds billede og skulle herske over dyrene (1 Mos 1:27-28). Dyr såvel som mennesker kan se, høre, føle, smage og lugte, og enhver af dem har tænkeevne i forhold til sin organisme, skønt intet dyr kan tænke så dybt eller på så højt et plan som mennesket. Denne forskel ligger ikke i, at mennesket har en anden slags liv end det, som dyrene besidder, for alle har lignende livskræfter fra den samme livskilde, den samme skaber – alle opretholder livet på samme måde ved at indånde luft og fordøje føde, der frembringer blod, muskler, ben osv., enhver efter sin art eller natur - og hver forplanter sin egen art og giver det liv videre, som oprindelig kom fra Gud den Højeste, til sit afkom - men de er forskellige med hensyn til ydre skikkelse, styrke og tænkeevne.

Man kan altså ikke sige, at kun mennesket er en sjæl (et forstandsbegavet væsen), og at dyrene mangler sjælsegenskaber – forstand, tanke, følelse. Tværtimod har både mennesker og dyr sjælsegenskaber, idet de er forstandsbegavede, bevidste væsener. Dette er ikke alene Skriftens lære, men det kan let ses som en kendsgerning, så snart man forstår den virkelige betydning af ordet sjæl, som vist i det foregående.

Lad mig give et eksempel for at belyse dette. Vi kunne tænke os skabelsen af en fuldkommen hund, og at denne skabelse var blevet beskrevet særskilt - ligesom Adams blev – hvilken forskel i enkeltheder kunne man da tænke sig? Et hundelegeme ville ikke være en hund, før livets ånde kom til og gjorde legemet levende. Da ville det være en levende skabning med følelser og kræfter i sig selv – en levende sjæl af en lavere rang, kaldet hund. På samme måde med Adam; da han fik liv, blev han til en levende skabning med følelser og kræfter i sig selv – en levende sjæl af den højeste jordiske orden af kødelige væsener, kaldet menneske, og indsat som hersker over den lavere orden af kødelige væsener på jorden, kaldet dyr.

Menneskets finere organisme

Dersom den store forskel mellem mennesker og dyr ikke ligger i det liv, som gør begge levende, og ikke i mangel på sjælskræfter, som begge jo ejer, kan forskellen så ikke ligge i deres legemer? Jo, helt klart – den naturlige forskel er fysisk, hvortil kommer den omstændighed, at Gud har gjort foranstaltninger for et kommende liv for mennesket, hvad hans mange løfter i Skriften beviser, mens der ikke er gjort nogen sådan foranstaltning for dyrene, som heller ikke ifølge deres organisme er i stand til at forstå oversanselige ting - de åndelige ting. Hvor andre forudsætninger er lige, angiver hjernens størrelse og vægt dygtighed og intelligens. I denne henseende er mennesket af Skaberen blevet langt bedre udrustet end dyrene. Dyrene har en mindre hjerne end mennesket, og hvad de har, tilhører næsten udelukkende de selviske tilbøjeligheder. Deres højeste begreb om ret og uret er deres herres, menneskets, vilje. De kan ikke værdsætte det ophøjede i moralen eller i naturen. De kan heller ikke forstå, at de skal dø. Skaberen gav dem ikke en hjerne, som kan fatte sådanne ting. Og han gav dem heller ikke et sprog, så de kunne føre fornuftige samtaler med hinanden, skrive bøger eller føre en samtale med mennesket.

Rigtigt nok er menneskets tilstand nu - på grund af syndens og dødens forbandelse - langt fra så fuldkommen, som den var i begyndelsen, da Gud den Højeste udtalte sine ord ”såre godt”, og mange har ved særligt at udvikle de lavere tænkeevner og undlade at bruge de højere åndsevner forkrøblet de områder i hjernen, der repræsenterer disse højere evner. Dog findes evnerne der, og deres udvikling er en mulighed, hvis man opøver dem, hvilket ikke er tilfældet med selv de højest stående og mest intelligente dyr. Det er altså ved at give mennesket en højere og finere organisme, at Skaberen har gjort det forskelligt fra dyrene. Mennesket og dyrene har lignende kød, blod og ben, indånder den samme luft, drikker det samme vand og spiser lignende føde, og de er alle sammen sjæle eller jordiske skabninger, begavet med forstand. Men mennesket ejer i sit bedre legeme forudsætninger for en højere intelligens og behandles af Skaberen som værende på et helt andet tilværelsesplan. Det er i samme grad som synden nedværdiger mennesket, og som mennesket nedværdiger sig selv i forhold til dets oprindelige lighed med Skaberen, at det siges at være ”dyrisk” – mere lignende dyrene, blottet for kundskab og visdom og de ædlere, højere og finere følelser – kærlighed, barmhjertighed, retfærdighed osv.

Skriftens vidnesbyrd

At menneskets livskilde ikke er forskellig fra alle andre skabninger, der ånder med lunger – hvorved de adskiller sig fra fiskene – lærer vi også af beretningen om den ødelæggelse, som syndfloden forårsagede:

”Jeg bringer nu vandfloden over jorden for at ødelægge alt kød, som har livsånde under himlen. Alle på jorden skal omkomme.” (1 Mos 6:17, grundteksten)

”Og de kom ind til Noa i arken par for par af alt kød, som har livsånde. Han og hun af alt kød gik ind, sådan som Gud havde befalet ham, og Jahveh lukkede efter ham.” (1 Mos 7:15-16, grundteksten)

”Alt kød, der rørte sig på jorden, omkom, fugle, kvæg, vilde dyr, alt hvad der vrimlede på jorden, og alle menneskene. Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. Alle levende væsener på jorden blev udslettet, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden, og kun Noa og de, der var med ham i arken, blev tilbage.” (1 Mos 7:21-23, grundteksten)

Dette er i fuld overensstemmelse med kong Salomos udsagn, at menneskene og dyrene alle har ”én livsånde” (echad ruwach) – samme slags liv, og at på samme måde som dyrene dør, således dør også menneskene. Alle er blevet til af jord, og alle bliver til jord igen:

”For menneskesønnernes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har alle én livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed! Alle går samme sted hen; alle er blevet til af jord, alle bliver til jord igen.” (Præd 3:19-20, grundteksten)

Når Salomo spørger i kapitel 3, vers 21: ”Hvem ved, om menneskesønnernes ånd farer opad, og om dyrets ånd farer nedad til jorden?”, så imødegår han den hedenske spekulation, som allerede den gang havde opstillet den teori, at mennesket har en eller anden iboende egenskab, som gør, at det ikke kan dø, selv om det synes at dø. Vismanden Salomos spørger nu, om der er noget bevis for denne teori, om nogen vidste noget i den retning. Det er efter, at han i vers 19 og 20 har fremsat den sande tanke i emnet, at han kommer med denne udfordring til andre om at skaffe beviser eller indrømme, at de ikke ved noget om sagen.

Forskellen mellem mennesker og dyr ligger ikke i arten af ånde eller liv, men deri at mennesket har en højere organisme end dyrene, idet det besidder moralske og intellektuelle evner og egenskaber i lighed med Skaberen, som har en endnu højere organisme – en åndelig, ikke en kødelig eller menneskelig. Og som jeg tidligere har vist, hviler menneskets håb om et kommende liv ikke på de kræfter, det har i sig selv, men på dets skabers nåderige foranstaltning, ifølge hvilken alle menneskesjæle er blevet genløst fra døden ved den store genløser, Jesus den salvede, og på den deraf følgende foranstaltning, at enhver, som vil, kan få evigt liv ved en genopretning – under Guds riges betingelser og love.

Der står om Jesus, at han ”udtømte sin sjæl (hele sit væsen) til døden:

”Derfor arver han (Jesus) mange, med mægtige deler han bytte, fordi han udtømte sin sjæl til døden og regnedes blandt overtrædere; dog bar han manges synd, og for overtrædere bad han.” (Es 53:12, d.aut.1931)

”Når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom, leve længe og Jahvehs vilje lykkes ved hans hånd.” (Es 53:10, d.aut.1931)

Det var Adams sjæl (og hans afkoms), som Jesus købte med sit dyrebare blod ved at bringe sin sjæl som skyldoffer. Derfor bliver Jesus også kaldt den ”sidste Adam”:

”Således står der også skrevet: Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl; den sidste Adam blev til en levendegørende ånd.” (1 Kor 15:45, d.aut.1948)

Mange antager, at de legemer, som begraves, skal oprejses atom for atom; men apostelen erklærer tværtimod, idet han skriver om opstandelsen:

”Det du sår, er ikke den plante, der kommer op.” (1 Kor 15:37)

I opstandelsen vil Gud give hver person (hver sjæl) et sådant legeme som han i sin visdom finder for godt at give. Til Guds børn vil han give åndelige legemer – til folkeslagene, som skal genoprettes, vil han give menneskelige legemer, men ikke de samme som gik tabt i døden (1 Kor 15:37-38).

Ligesom forbindelsen mellem en organisme og livsånden ved Adams skabelse frembragte et sansende væsen eller en sjæl, således gør adskillelsen af disse nødvendigvis en ende på det sansende væsen, idet alle tanker og følelser ophører. Sjælen (det sansende væsen) ophører at være; legemet vender tilbage til støvet (jorden), og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den til Adam og gennem ham til hele slægten:

”Før støvet vender tilbage til jorden, hvor det var, og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den.” (Præd 12:7)

Livsånden går tilbage til Gud i den forstand, at den ikke længere er bundet til menneskets vilje eller kontrol, såsom ved forplantningen af slægten, og den kan aldrig fås igen undtagen ved guddommelig magt. Guds børn anerkender dette, og deres håb om et kommende liv ved en opstandelse sætter de til Gud og hans nu højt ophøjede repræsentant, Jesus den salvede (Luk 23:46. ApG 7:59)

Guds foranstaltning for en genopvækkelse

Gud har gjort foranstaltning for, at vi kan opstå til et nyt liv, og De hellige Skrifters inspirerede forfattere, taler med én mund om en mellemtid i ubevidsthed mellem døden og opstandelsens morgen, i hvilken mellemtid sjælen siges at ”sove”. Billedet er i sandhed træffende, for de døde vil være fuldstændig ubevidste om tidens forløb – opvækkelsens øjeblik vil forekomme dem, som om det kunne være øjeblikket næst efter deres dødsøjeblik. Vi læser f.eks., at da Jesus talte om Lazarus’ død, sagde han:

”Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.” (Joh 11:11)

Og da disciplene ikke forstod ham ret, sagde han derefter:

”Lazarus er død.” (Joh 11:14)

Dersom teorien om bevidsthed i døden var rigtig, er det da ikke mærkeligt, at Lazarus ikke fortalte noget om sine erfaringer i de fire døgn, han var død? Ingen vil påstå, at han var i et ”helvede” af pine, for Jesus kalder ham sin ”ven”, og dersom han havde været i himmelsk lyksalighed, ville Jesus ikke havde kaldt ham tilbage derfra, for det ville have været en uvenlig handling. Men Lazarus sov, som Jesus udtrykte det, og Jesus vækkede den sovende til live, til bevidsthed, og hans sjæl vendte tilbage eller blev vakt til live – alt dette var tydeligvis en gunstbevisning, som i høj grad blev skattet af Lazarus og hans nære og kære. Efterfølgende blev der holdt et festmåltid for Jesus, og Lazarus sad til bords sammen med ham. (Joh 12:1-2)

Hele Skriften giver udtryk for den tanke, at døden er en søvn. Apostlene bruger også dette træffende, forhåbningsfulde og fredelige billede – her er nogle eksempler:

”Så stenede de Stefanus, mens han bad og sagde: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Og han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.” (ApG 7:59-60, d.aut.1948)

”David sov jo hen, efter at han i sit slægtled havde tjent Guds frelsesplan, og han blev lagt hos sine fædre og så forrådnelse” (ApG 13:36, d.aut.1948)

”Vore fædre sov hen.” (2 Pet 3:4, d.aut.1948)

”En hustru er bunden, så længe hendes mand lever; men sover hendes mand hen, er hun fri...” (1 Kor 7:39, d.aut.1948)

”Derefter blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste endnu er i live, men nogle er hensovede.” (1 Kor 15:6, d.aut.1948)

”Hvis der ikke er nogen opstandelse... så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt.” (1 Kor 15:13-18, d.aut.1948)

”Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede.” (1 Kor 15:20, d.aut.1948)

”Se jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles.” (1 Kor 15:51, d.aut.1948)

”Vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.” (1 Thess 4:13, d.aut.1948)

”Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham.” (1 Thess 4:14, d.aut.1948)

”Dette siger vi jer nemlig med et ord af Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede.” (1 Thess 4:15, d.aut.1948)

Samme tanke går ligeledes gennem De hebraiske Skrifter. Udtrykket: ”Han sov ind”, er meget almindeligt heri. Men Job fremsætter sagen i et meget kraftigt sprog, idet han siger:

Gid du ville gemme mig i dødsriget, skjule mig, til din vrede har lagt sig.” (Job 14:13)

Den nærværende tid, i hvilken døden hersker, er tiden for Guds vrede, idet dødens forbandelse hviler over alle mennesker på grund af Adams synd. Dog er det lovet os, at til sin tid skal forbandelsen borttages og velsignelsen blive alle jordens slægter til del ved Guds søn, Jesus den salvede, derfor fortsætter Job:

”Da ville jeg holde ud alle min trængsels dage, til afløsningen kom. Du skulle kalde, og jeg ville svare, du skulle længes efter dine hænders værk.” (Job 14:14-15)

Og lad os huske på Jesu ord:

”I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem.” (Joh 5:28)

Alle de, der er i gravene, skal høre Menneskesønnens røst, idet han kalder dem til at VÅGNE OP og komme til fuld kundskab om Gud og få fuld lejlighed til at vinde evigt liv på en paradisisk jord.

Et lys som illustration

Lad mig ved et enkelt billede, som i almindelighed let kan forstås, belyse forholdet mellem legeme, sjæl og ånd – menneskets såvel som dyrets.

For eksempel: et utændt stearinlys ville svare til et livløst menneskelegeme, et lig. Tændningen af lyset ville svare til den livsgnist, som Skaberen oprindelig tildelte det første menneske Adam. Lysflammen svarer til det bevidste, sansende væsen, intelligensen – sjælen. Den iltholdige atmosfære, som i forening med lysets stearin opretholder flammen, svarer til livsånden (eller livets ånde), som i forening med den fysiske organisme frembringer en sjæl eller sansende tilværelse.

Dersom det tændte lys på en eller anden måde skulle blive ødelagt, ville flammen selvfølgelig ophøre – på samme måde som hvis et menneskes eller dyrs legeme blev ødelagt ved et ulykkestilfælde eller ved sygdom – sjælen, livet, sanserne ville da ophøre.

Eller hvis luftforsyningen blev afskåret fra lysets flamme, som f.eks. ved brugen af en lyseslukker, ville flammen slukkes, selv om lyset ingen skade tog. Således ville et menneskes eller dyrs liv, sjæl - eksistens, ophøre, dersom livets ånde blev afskåret ved drukning eller kvælning, mens legemet kunne være sundt og friskt.

Ligesom det tændte lys under gunstige omstændigheder kan bruges til at tænde andre lys, men en slukket flamme derimod hverken kan tænde sig selv igen eller andre lys, således kan det menneskelige eller dyriske legeme, mens det lever, som en levende sjæl ifølge Guds anordning forplante sig eller avle andre sjæle eller væsener – afkom. Men så snart livsgnisten er borte, er sjælen ophørt at være, og al evne til at tænke, føle og forplante sig er ophørt.

Et lys kan tændes igen af en hvilken som helst person, som har de nødvendige forudsætninger dertil, men det menneskelige legeme visner bort ifølge Guds ordning, når det er berøvet livsgnisten, og vender tilbage til støvet, hvorfra det blev taget, og livsgnisten kan ikke tændes igen undtagen ved guddommelig magt. Løftet om en opstandelse er derfor et løfte om, at Gud på ny vil tænde den sansende tilværelse eller sjæl – og eftersom der ikke kan være en sjæl eller et væsen uden et legeme og en genoprettet livskraft eller livsånd, så følger deraf, at en lovet opstandelse eller genoprettelse af sjælen eller tilværelsen indbefatter nye legemer, nye organismer. Således forsikrer Skriften os om, at de menneskelige legemer, som vendte tilbage til støvet, ikke vil blive genoprettet, men at Gud i opstandelsen vil give os sådanne nye legemer, som det måtte behage ham. (1 Kor 15:37-39)

Apostelen erklærer også i 1 Kor 15:40-49, at der i opstandelsen vil være en særlig klasse, som agtes værdig til en ny natur på et højere plan, åndeligt (himmelsk) i stedet for kød og blod (jordisk), og han viser, at denne store naturforandring vil ske derved, at der bliver givet disse en anden slags legeme – et åndeligt legeme.

Løgn og vildfarelse

Gud har truffet foranstaltninger til at redde det syndige menneske fra døden og frelse det til livet. Den lære, at mennesket har iboende liv, at menneskets sjæl er udødelig og ikke kan dø, er løgn og vildfarelse – den er lige så falsk som Satan selv, og den er en følge af hans første løgn. Læren om sjælens iboende udødelighed var den løgn, Satan fortalte til Eva – ”Vist skal I ikke dø” (1 Mos 3:4) – og den førte døden over Adam og Eva. Desværre har også den katolske kirke og de fleste protestantiske kirkesekter gjort sig til talsmænd for denne løgn, at mennesket ikke rigtigt dør, når det dør, men siger, at menneskets sjæl lever videre i salighed i himlen eller bliver pint i et brændende helvede.

Skriften lærer dog klart og tydeligt, at ethvert menneske er en sjæl, ligesom ethvert dyr – det vil sige en levende åndende skabning. Mennesket ejer ikke en sjæl, forskellig fra legemet – men den levende skabnings kødelige legeme og livsånden i forening udgør sjælen. Når disse to adskilles, er sjælen hørt op med at eksistere.

Hvis en sjæl var udødelig, kunne den ikke dø – men det siges tydeligt nok i Skriften:

”Den sjæl, som synder, den skal dø”. (Ez 18:4. d.aut.1931)

Ifølge Skriften er et menneske fuldstændig dødt, når det dør, og helt uden kundskab og bevidsthed. Det lever ikke et eller andet sted og er ved bevidsthed.

”For de levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting! De får ingen løn, for deres navn er gået i glemme... i dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom.” (Præd 9:5,10)

Men hvorfor dør mennesker? Fordi det første menneske, Adam, syndede med vilje ved at slutte sig til Satans oprør imod Gud den Højeste. Hele menneskeslægten (inkl. Eva. 1 Mos 2:23. ApG 17:26) har sit udspring i Adam, og da Adam var blevet en synder, før han og Eva fik børn, følger det ganske naturligt heraf, at alle mennesker er blevet født ufuldkomne og er syndere ifølge arv:

”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig.” (Sl 51:7)

”Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.” (Rom 5:12)

Hvis ikke Gud den Højeste havde truffet foranstaltninger til at redde menneskene fra døden gennem sin søn, Jesus den salvede, så ville alle mennesker til sidst være gået fortabt.

Lovprist være Gud den Højeste, og hans søn, Jesus den salvede.