Født på ny?

   Jesus sagde: ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” (Joh 3:3) Mange kristne mener, at de er ”født på ny”. Men hvad betyder det at være ”født på ny”? Eller som det hedder i det græske grundsprog, ”født fra oven”?  

Forskellige idéer og fortolkninger angående den nye fødsel   

Den katolske kirke og mange protestantiske kirkesekter lærer sine medlemmer, at et menneske bliver ”født på ny” i spædbarnedåben – dvs., at spædbarnet, i det øjeblik det bliver døbt, på åndelig måde bliver omdannet og bliver et Guds barn, og at barnet fra dette øjeblik er i Guds rige og er blevet, som de siger, ”en arving til himlen”. Læren er denne, at dåben er det første og det nødvendigste sakramente (en hellig, rituel handling), og at denne ceremoni i sig selv medfører en genfødsel og frelse fra helvedes ild.  

Andre kirkesekter argumenterer for, at en person først må tage en personlig beslutning, før han eller hun kan blive vanddøbt – altså en voksendåb. Herefter vil han eller hun så blive ”født på ny” i selve voksendåben. De mener altså ikke, at et spædbarn kan blive født på ny. Andre igen argumenterer for, at man ikke bliver ”født på ny” i selve vanddåben, men når man kommer til tro før vanddåben. 

I den karismatiske bevægelse (Pinse- og trosbevægelsens kirkesekter), ser man tit, at prædikanten opfordrer folk til at komme op til podiet for at blive frelst eller, som de siger, for at ”møde Gud” og blive døbt med hellig ånd. Man oplever, at prædikanten lægger sine hænder på de personer, som kommer op til ham, og man ser ofte, at folk falder til gulvet, og nogle ligger og bæver og ryster. Herefter fortælles det, at disse folk er blevet ”født på ny”. Man mener altså, at en person bliver ”født på ny” i selve omvendelsen, men at denne fødsel er afhængig af noget, de kalder Åndsdåben, som modtages fra Gud gennem prædikantens håndspålæggelse. Mange mener også, at den ægte fødsel skal bekræftes med nådegaven eller evnen til at kunne tale i tunger, for hvis du ikke kan tale i tunger, siger nogle af dem, er du ikke blevet født på ny.  

Jesus – født på ny 

Mange bibelstuderende har overset, at også Jesus blev ”født på ny”:

”For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han (Jesus) er den førstefødte blandt mange brødre.” (Rom 8:29)

”Han (Jesus) er hoved for legemet, menigheden. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første.” (Kol 1:18)

”For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: Du er min søn, jeg har født dig i dag.” (Hebr 1:5)

Skriften siger, at Jesus er den førstefødte. Jesus var den første, som blev født, men læg særligt mærke til hvad der står i Rom 8:29, nemlig at Jesus var den førstefødte ”blandt mange brødre”. Det vil sige, at Jesus var den første af mange, som skulle fødes på ny.

Fortolkningsmetode

De fleste bibelfortolkere bruger den allegoriske fortolkningsmetode, når de skal fortolke Jesu ord til Nikodemus i Joh 3:3-8. I den allegoriske fortolkningsmetode er det afgørende for fortolkeren ikke at forblive ved den bogstavelige mening i Skriften, men at søge en anden mening under den bogstavelige. Hvis man har denne tilgang til Jesu ord i Joh 3:3-8, så vil man ikke kunne forstå, hvad Jesus mente med sine ord, ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige”, for Jesus talte ikke allegorisk. Det er ganske rigtigt, at Jesus for det meste talte i lignelser, symbolik og i billeder, men da han talte med Nikodemus om det at blive ”født på ny”, da talte han lige ud, han sagde det, han mente, og han mente det, han sagde! Derfor må vi altså fortolke Jesu ord bogstaveligt i dette tilfælde, hvis vi skal forstå ham på den rette måde.

Vore oversættere af Bibelen har desværre i høj grad fordunklet meningen med det at blive ”født på ny”, ved til tider at oversætte det græske ord gennao, der betyder at avle, til det danske ord født, når der skulle have været oversat med avle. Men til tider oversætter de på rette måde gennao med udsagnsordet at føde, når det refererer til opstandelsen, som f.eks. i Joh 3:3-8.

Det græske ord gennao

Det Ny Testamente blev oprindeligt skrevet på græsk, og der opstår altid nogle problemer, når der skal oversættes fra et sprog til et andet – f.eks. når et ord i grundsproget har to betydninger og skal oversættes til et sprog, hvor der ikke findes et tilsvarende ord, som har to betydninger – i den situation bliver man nødt til at oversætte ordet ud fra konteksten i det sted, hvor det forekommer. Det græske ord gennao har netop to betydninger i grundsproget – ordet er den græske form for de to danske ord avle og født (engelsk: beget og born) – disse to ord har to forskellige meninger på dansk og engelsk – at avle er ikke det samme som at føde. Af grundteksten fremgår det, at Jesus brugte ordet gennao, da han talte med Nikodemus. Ordbøgerne siger følgende om ordet gennao:

C. Berg, Græsk – Dansk Ordbog, Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag, København 1968:  

”γεννηω gennao, avler, om Faderen, ogs. i med., Pl.; sjæld. om Moderen, føder.” 

Vine’s Complete Expository Dictionary of old and New Testament words:

”γεννηω gennao, ”at avle,” passiv, ”at blive født,” bliver mest brugt om mænd der ”avler” børn, Matt 1:2-16; mere sjælden om kvinder der ”avler” børn…”

Strong’s Exhaustive Concordance: Greek Dictionary of the New Testament:

”γεννηω 1080. gennao: at avle (om faderen, men i forlængelse af moderen); fig. at regenerere: - føde, avle, blive født, undfange…” 

Som det klart fremgår af de ovennævnte ordbøger, så betyder det græske ord gennao primært ”at avle”, og sekundært, at blive ”født”.

Jesu budskab til Nikodemus  

Nikodemus, en af farisæerne, som var medlem af jødernes råd (Sanhedrinet), opsøgte Jesus om natten. Han kom i ly af natten, åbenbart fordi han frygtede for, at jøderne og rådets medlemmer skulle opdage, at han var interesseret i Jesu lære og budskab. Han sagde til Jesus:

”Vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” (Joh 3:2)

Nikodemus havde ikke regnet med, at Jesus ville svare på den måde han gjorde. Jesus sagde:

”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” (Joh 3:3)

Bemærk, at den fødsel, som Jesus taler om, har noget at gøre med ”Guds rige”. Den fødsel, som Jesus taler om, tilhører altså ikke denne verden eller tid, men den tilhører fremtiden, for Guds rige er ikke blevet oprettet her på jorden endnu!

Dette budskab undrede Nikodemus, og han blev meget forvirret. Jesus gjorde Nikodemus opmærksom på, at han ikke var berettiget til at se (eller arve) Guds rige ene og alene på det grundlag, at han i ”kødet” var en af Abrahams efterkommere. Jøderne, og især de skriftkloge og farisæerne, var sikre på, at de kødelige efterkommere af Abraham igennem hans søn Isak, var sikre på at kunne arve Guds rige, hvis de overholdt Moseloven – men Jesus fortalte Nikodemus, at Guds rige ikke har noget at gøre med ens kødelige fader, men derimod med ens åndelige fader. Af den videre samtale fremgår det tydeligt, at Nikodemus udmærket forstod, hvad Jesus mente med at blive født. Han vidste, at det betyder at komme ud af sin mors livmoder – at blive bragt til verden. Derfor er ordet gennao i den danske bibel oversat korrekt med ordet født i Joh 3:3. Men nutidens teologer og prædikanter læser en helt anden mening ind i dette ord. Hvad Nikodemus ikke kunne forstå var, HVORDAN – altså på hvilken måde kunne et voksent menneske blive født igen. Og da Nikodemus tænkte kødeligt, eller sjæleligt (1 Kor 2:14-15), så forstod han selvfølgelig denne fødsel som værende en anden fysisk fødsel. Men han vidste godt, hvad det ville sige at blive født. 

Født som et menneske for anden gang? 

Nikodemus var forvirret, og uforstående spurgte han Jesus:

”Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” (Joh 3:4)

Det, Nikodemus ikke kunne forstå, var, hvordan det kunne lade sig gøre, at et menneske kunne fødes en anden gang. Han troede, Jesus talte om en menneskelig fødsel. Han kunne ikke forstå eller forestille sig andet, end at det var en fysisk fødsel – hans sind kunne ikke fatte de åndelige ting.  

Jesus sagde, at før et menneske bliver ”født på ny”, kan det ikke SE Guds rige: 

”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” (Joh 3:3)

Og videre i vers 5 læser vi:

”… den, der ikke bliver født af vand (livets vand, der er livets ord, jfr. Joh 4:10-14; 6:35; 7:38) og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.”

Det er heller ikke muligt for et menneske at komme ind i Guds rige, før det bliver ”født på ny”.

Bibelen lærer, at Guds rige tilhører den usynlige åndelige verden, ikke den synlige jordiske verden. Guds rige er en helt anden dimension end den jordiske, nemlig den åndelige. Det er derfor, at et menneske ikke kan se eller komme ind i dette rige, før han eller hun bliver ”født på ny” – Og her kommer så Jesu ord i Joh 3:6 der forklarer det hele:

”Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.”

Et jordisk menneske er kød og blod. Det er MATERIEL SUBSTANS.

”Ja, jord er du”, sagde Gud til Adam, ”og til jord skal du blive.” Og ligeledes, ”Da formede Gud Jahveh mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.” (1 Mos 3:19 og 2:7)

Gud skabte, eller fødte, ikke Adam af ånd, men af jord. Adam var derfor en jordisk skabning. Adam var ikke en ånd.

Den der er født af Ånden, er ånd! 

Jesus siger i Joh 3:6, at det, der er født af Ånden, er ånd! Hvad betyder det? Det betyder, at Guds rige består af åndelige væsener – den åndelige verden består ikke af jordiske væsener af ”kød og blod”. Det er måske chokerende for dig, der aldrig har hørt om dette eller som aldrig har tænkt over dette. Men Guds rige tilhører den åndelige verden, og beboerne i denne verden består ikke af ”kød og blod”, men af ånd – de er åndeskabninger. 

Kvinden blev taget fra Adam (1 Mos 2:21-23) – Adam var ”kød og blod”, derfor er kvinden også ”kød og blod”. Det væsen, som en kvinde føder, bliver født ind i Adams familie, menneskefamilien, som består af jordiske væsener af kød og blod. Det, som bliver født af Ånden, bliver født ind i Guds åndelige familie, som består af åndevæsener. Et menneske af ”kød og blod” kommer fra jordens substanser. Et himmelsk væsen kommer fra himlens åndelige substanser. 

Den, der er født nedenfra, er kød, og den, der er født ovenfra, er ånd – derfor siger Johannes Døber og Jesus følgende:

”Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle.” (Joh 3:31)

”Han sagde til dem: »I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden.” (Joh 8:23)

”Jeg er kommet ned fra himlen...” (Joh 6:38)

Et væsen, som er født af en kvinde, er ”kød” – materiel substans – og synlig for mennesker. Et væsen, som er født af Ånden, er ånd – åndelig substans – og usynlig for mennesker. Er du i tvivl? – Så lyt til Jesu ord til Nikodemus:

”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” (Joh 3:8)

Læg mærke til, hvordan det er med ”enhver”, som er ”født af Ånden”. Man kan ikke se vinden, den er usynlig! Jesus sammenligner vinden med ånden, den er usynlig, den kan komme og gå, uden at du ser det – på samme måde er det med enhver, som er født af ånden. Det er derfor, at ”kød”, som vi er nu, ikke kan se eller komme ind i Guds rige. De mennesker, som skal arve Guds rige, må derfor fødes på ny som åndevæsener. Et åndevæsen er normalt usynligt for det menneskelige øje, med mindre det materialiserer sig i synlig form, hvilket Bibelen lærer, det også har magt til at gøre.

”Kød og blod” kan ikke arve Guds rige 

Nogle brødre i Korinth troede åbenbart, at de kunne arve Guds rige, ganske som de gik og stod her på jorden – i deres legeme af ”kød og blod”. Men apostel Paulus skrev til disse brødre i Korinth, at et menneske af ”kød og blod” ikke kan arve Guds rige:

”Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige.” (1 Kor 15:50)

Nogle vil måske mene, at når Paulus skriver ”kød og blod”, så mener han ikke det biologiske kød og blod, men at han i stedet bruger udtrykket symbolsk, f.eks. om det syndige menneske. Det er ganske rigtigt, at Paulus flere steder i sine breve udtrykker sig symbolsk, f.eks. med ordet ”kødet” – græsk sarx – men de gange hvor han bruger udtrykket ”kød og blod”, som er de græske ord sarx kai haima, så sigter han altid til biologisk ”kød og blod”. Paulus bruger aldrig disse ord i symbolsk forstand, men altid bogstaveligt, hvilket klart fremgår af de tre andre steder i Skriften, hvor han bruger dette udtryk: 

”Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod.” (Gal 1:15-16)

”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” (Ef 6:12)

”Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han (Jesus) også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen.” (Hebr 2:14)

I sin samtale med Peter brugte Jesus også udtrykket sarx kai haima:

”Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.” (Matt 16:17)

Jesus gjorde Peter opmærksom på, at det ikke var en person af ”kød og blod”, som havde åbenbaret for ham, hvem Jesus var, men at det var Faderen i himlen, der havde åbenbaret det, og i modsætning til jordiske mennesker, så er Faderen i himlen ikke biologisk ”kød og blod”, men han er en ånd (Joh 4:24). 

Paulus skriver i 1 Kor 15:50, at det biologiske ”kød og blod” ikke kan arve Guds rige, og læg mærke til, at inden Paulus skriver disse ord, så skriver han i vers 47:

”Det første menneske var af jord, jordisk, det andet menneske er fra himlen.” (1 Kor 15:47)

Jesus forsøgte at forklare Nikodemus nøjagtig det samme, nemlig at Nikodemus var et menneske af jord – jordisk – han var ”kød og blod”, ikke ånd. Han var født af kødet, og derfor var han KØD. Jesus sagde til ham, at når en person bliver født af Ånden (Guds ånd), er han ÅND. Jesus var selv på daværende tidspunkt ”kød og blod” (Hebr 2:14), for han blev som menneske født af en kvinde, derfor var det også nødvendigt, at Jesus selv blev ”født på ny”, for ellers kunne han ikke arve Guds rige – Paulus skriver videre i vers 48:

”Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive.” (1 Kor 15:48)

Jesus og Paulus taler om det samme. Et menneske der er født af kødet, er KØD – han er et jordisk menneske. Og i det samme vers: ”og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive”. Jesus er ikke længere et jordisk menneske af ”kød og blod”, han er blevet ”født på ny” af Ånden. Jesus er nu en himmelsk ånd, og sådan skal også de blive, som hører ham til– men hvornår?  

Hvornår skal de hellige forvandles? 

Paulus skriver:

”Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede.” (1 Kor 15:49)

De hellige bærer på nuværende tidspunkt det jordiske menneskes billede – dvs. et legeme af kød og blod. Men de hellige skal forvandles, for de skal også bære det himmelske menneskes billede – dvs. et legeme af ÅND. Hvornår skal de det? Det skal de i den første opstandelse, når Jesus vender tilbage til jorden ved den sidste basun. Dette er tidspunktet, hvor de vil blive ”født på ny”, og herefter skal de se og gå ind i Guds rige – når de er åndevæsener – i den første opstandelse.

”Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige. Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.” (1 Kor 15:50-52)

”Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til.” (1 Kor 15:23)

Når Kristus kommer, skal de forvandles, som hører Kristus til, og som lever på dette tidspunkt,. På samme tid skal de døde, som hører Kristus til, opstå fra de døde – den første opstandelse. Dette er tidspunktet, hvor de hellige vil blive ”født på ny”, når Kristus kommer, og de døde opstår - IKKE FØR! 

De hellige skal se Gud, men først når de bliver oprejst fra de døde. Eller som Job siger det:

”Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se. Mit indre fortæres af længsel.” (Job 19:25-27)

Det er først efter, at deres kød er tæret bort, at de hellige skal se Gud. De skal dø først eller, hvis de lever, når Jesus kommer, så skal de forvandles. Derefter skal de se Gud. 

Lad mig sammenfatte det i følgende 5 punkter: 

1) Før man bliver ”født på ny”, kan man ikke SE Guds rige. (Jesu ord til Nikodemus, Joh 3:3) 

2) Før man bliver ”født på ny”, kan man ikke KOMME IND I Guds rige. (Jesu ord til Nikodemus, Joh 3:5) 

3) Før man bliver forvandlet til en ånd, ikke længere kød, kan man ikke KOMME IND I Guds rige. (Jesu ord til Nikodemus, Joh 3:6-8)  

4) Så længe man er ”kød og blod”, kan man ikke arve Guds rige. (Paulus til korintherne, 1 Kor 15:50) 

5) Der vil ikke ske en forvandling fra det forgængelige til det uforgængelige, før Jesus kommer. (Paulus - 1 Kor 15:50-53 og vers 22-23) 

De hellige er arvinger NU, men de har endnu ikke arvet! 

De hellige skal arve Guds rige en gang i fremtiden. På nuværende tidspunkt er de arvinger, men de har ikke nået målet endnu, det hører stadigvæk fremtiden til. I deres nuværende skikkelse, født af kød og blod, kan de ikke arve Guds rige. Deres nuværende status er ARVINGER:

”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.” (Gal 3:26-29)

”Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham (fremtid - i opstandelsen).” (Rom 8:17)

Først avlet af Guds ånd, siden født 

Når et menneske bliver avlet fra oven af Guds ånd, så kan det sammenlignes med den fysiske sædcelle som befrugter ægcellen. Det er Guds ånd, der avler, eller frembringer en åndelig person, som på et senere tidspunkt skal fødes. En befrugtet ægcelle – et embryon eller foster – er ikke en person, som er født. Livet er blevet bragt til ægcellen fra faderen; han har avlet eller undfanget det, befrugtet det, men fosteret er endnu ikke en født person. På samme måde er det med et menneske, som er avlet af Guds ånd, han er endnu ikke ÅND, et åndevæsen, som han skal blive når han bliver ”født på ny” i opstandelsen.

”Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han (fremtid), som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.” (Rom 8:11)

Sikkert er det, at Guds ånd bor i de hellige, og at Gud også en dag vil gøre deres dødelige legemer levende ved sin ånd. Jesus sagde, at det som er født af kødet, er kød – et født menneske. Og det som er født af Ånden (af Gud), er ånd – et født åndevæsen!

Et menneskes liv starter med, at en sædcelle fra faderen befrugter ægcellen i moderen. På dette tidspunkt avler eller befrugter faderen. Faderen frembringer eller føder ikke, det gør moderen, senere. Faderens bidrag til processen, der fører til fødslen, er slut i og med befrugtningen. MEN DER ER EN TIDSPERIODE. På det tidspunkt, hvor undfangelsen sker, når faderen avler eller befrugter, er fødslen endnu ikke sket! Jeg synes, det er nødvendigt at gøre opmærksom på dette, for mange kirkesekter lærer deres medlemmer, at når man bliver spædbarnedøbt, eller når man som voksen omvender sig og modtager Kristus som sin frelser, så bliver man med det samme ”født på ny”.

TIDSPERIODEN 

Der er en tidsperiode på ni måneder i den fysiske reproduktion. Fra undfangelsen – når faderen befrugter ægcellen i moderens liv – til fødslen, når moderen bringer barnet til verden. Denne periode på ni måneder kalder man svangerskabet. De første tre måneder efter undfangelsen kalder man den befrugtede ægcelle for et embryon, herefter for et foster. Men i løbet af denne svangerskabsperiode på ni måneder taler man ikke om, at dette embryon/foster er blevet født. Det er midt i en proces, på vej mod en fødsel. Det er allerede forældrenes barn, men det er forældrenes ufødte barn. Faderen har avlet det, men moderen har ikke født det. Hele svangerskabsperioden igennem er det forældrenes ufødte barn. 

På samme måde er det også med den åndelige fødsel. At blive ”født på ny” er en proces – den starter med at et menneske bliver avlet af Guds ånd. Guds ånd tager bolig i mennesket – som Paulus skriver:

”Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.” (Rom 8:11)

Eller som Johannes skriver:

”Alle dem der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem der tror på hans navn; de er ikke avlet af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.” (Joh 1:12-13)

”For alt, hvad der er avlet af Gud, overvinder verden...” (1 Joh 5:4)

Denne proces ender i og med opstandelsen. Mange præster har lært millioner af mennesker, at hvis de vælger at blive døbt ind i en kirke, så er de ”født på ny”. Men Skriften siger, at det er Gud, som bestemmer, hvem han vil avle, og hvem han dermed giver ret til at blive Guds børn – der står jo skrevet, at de ikke er avlet af ”køds vilje”. Mennesker kan derfor ikke selv bestemme, om de har ret til at blive Guds børn, det er ene og alene Gud, der bestemmer dette.

Det ufødte barn i moderens liv, er faderens og moderens barn, men det er endnu ikke født, bragt til verden ud af moderens liv. Sådan er det også med de hellige, hvis Guds ånd bor i dem, hvis de drives af Guds ånd (Rom 8:14), så er de Guds børn. Men på nuværende tidspunkt befinder de sig i svangerskabsperioden, de er endnu ikke født. De er allerede arvinger, men de har endnu ikke arvet – de har fået ånden som pant på deres arv:

”Og den, som knytter både os og jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, der også beseglede os og gav os Ånden som pant i vore hjerter... Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig (det åndelige legeme), vi har fra himlen – så sandt vi da ikke skal stå nøgne, når vi er klædt af. For mens vi bor i teltet (af kød og blod), sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet. Og den, som har sat os i stand til det, er Gud, der gav os Ånden som pant.” (2 Kor 1:22; 5:1-5)

Afsluttende kommentar 

Omvendelsen i dette liv, er en avling – en undfangelse – men endnu ikke en fødsel. En omvendt person, som har angret sine synder og modtaget Jesus som sin frelser, vil, hvis det er Guds vilje, modtage Guds hellige ånd. Herefter er det sikkert, at hans personlighed forandrer sig, og han begynder at leve et nyt liv, men han er ikke usynlig for andre mennesker, ligesom vinden er usynlig – han er ikke en ånd. Selvom Guds ånd bor i ham, er han stadigvæk ”kød og blod”, men Guds ånd vil med tiden forandre hans personlighed og hans sind. Hvis han trofast holder sig til Guds ord, og modtager sin føde derfra, vil han med tiden vokse i kundskab om Gud og det, der hører Guds rige til, indtil han bliver fuldvoksen og kan tåle den faste føde (1 Kor 3:2) – men ligesom et menneskefoster kan ende som en abort, således kan han også ende som en abort, hvis han falder fra troen og håbet. (Hebr 6:4-8)