Frelst ved tro - ikke ved lovgerninger 

   Nogle kirkesekter lærer deres medlemmer, at frelsen er afhængig af, om man overholder Moseloven, som f.eks. at undlade bestemte fødevarer eller holde sabbatten. At nogle påstår, at de kristne skal holde Moseloven eller dele af den, er slet ikke noget nyt. Allerede på Paulus tid forsøgte nogle falske brødre at moderere den frihed, de kristne har i Kristus Jesus. Man skal derfor ikke undre sig over, at nogle kirkesekter gør det i dag (Gal 2:3-4. ApG 15:1) Men hvad er sandheden? Er de kristne under Moseloven? 

Apostelen Paulus, en af de ivrigste blandt dem der har studeret Guds lov, skrev til de kristne i Rom:

”I er ikke under loven, men under nåden... For Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror.” (Rom 6:14; 10:4) 

Til de hebraiske kristne i almindelighed skrev han:

”Der er altså tale om, at et tidligere bud ophæves, fordi det var svagt og nytteløst – loven førte jo ikke til målet – men der indføres i stedet noget bedre, nemlig det håb, hvori vi kommer Gud nær.” (Hebr 7:18-19)

For at slå fast, hvilken lov det var, der var sat til side eller ophævet, skrev Paulus til de uomskårne hedningekristne i Efesus:

”Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre. Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst –  og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i. Husk derfor, at I, der var født som hedninger og blev kaldt uomskårne af dem, der kalder sig omskårne, dem der har en legemlig omskærelse, gjort med hænder – husk, at I dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred og for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet.” (Ef 2:1-16)

Dette beviser, at det var Jahvehs lov, der blev annulleret eller ophævet, hvilket også fremgår af Kol 2:13-17:

”Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser. Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset... Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus.” 

De mennesker, som dømmer Guds børn for en bestemt slags spise eller sabbatten, viser dermed, at de ikke har forstået, at Jesus satte loven med alle dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske. Af den nåde er vi frelst ved tro på Jesus Kristus. Det skyldes ikke lovgerninger fra Moseloven, for at ingen skal have noget at være stolt af. 

Loven, som blev naglet til det kors, Kristus døde på, var den mosaiske lov. Den blev kaldt ”Mose lov”; ikke fordi han var dens ophavsmand, for det var han ikke, men fordi han var mellemmand, da Gud gav denne lov til Israels folk. (2 Mos 34:27-28. Joh 1:17) Eftersom loven var teokratisk og blev givet under storslåede og forunderlige forhold på Horebs bjerg, skulle man tro, at den måtte være evigtvarende og ikke kunne gøres ugyldig, at den måtte være lige så evig som lovgiveren. Derfor bliver mange mennesker forbavsede, når de får at vide, at loven blev bragt til ophør af Jahveh, og at ingen mennesker på jorden - ikke engang jøderne - længere står under den. Nogle mennesker, som frygter for, at en sådan ophævelse af hele lovpagten vil have en dårlig moralsk virkning, fremkommer med et besynderligt argument. De påstår, at der blev givet jøderne to love, for det første Guds lov, de ti bud som Gud selv skrev på to stentavler, og for det andet Moses’ lov, som Moses skrev. De siger, at den førstnævnte var den moralske lov og den anden den ceremonielle lov, der blev ophævet, hvad der ikke gjaldt den moralske lov, som var udtrykt i de ti bud. De mener, at når Paulus sagde til de kristne: ”I er ikke under loven, men under nåden”, så mente han den ceremonielle lov, ikke de ti bud, der indbefatter loven om sabbatten. Tilhængere af denne lære, anfører Jesu ord som støtte for deres teori:

”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.” (Matt 5:17-19) 

Himmelen og jorden, som nævnes her, er Guds jordiske og himmelske skaberværk. Jesus siger ikke, at den mosaiske lov ikke kunne ophæves, før himmelen og jorden bliver tilintetgjort, for de vil aldrig blive tilintetgjort. (Præd 1:4. Sl 104:5) Men det Jesus sagde, var, at de bogstavelige himle og jorden snarere ville ophøre med at eksistere, end at Gud ville lade sin lov til Israel – selv til det mindste bogstav eller den mindste del af et bogstav – være uopfyldt og således komme til at stå som en løgner.

Måske vil nogen sige: Med udtrykket loven mente Jesus ganske sikkert de ti bud, for i sin bjergprædiken citerer han fra loven to gange, idet han anfører det sjette bud om ikke at slå ihjel, og det syvende bud om ikke at bedrive hor. (Matt 5:21,27) Dette er ganske vist rigtigt; men i sin bjergprædiken citerer Jesus også fra andre dele af Moseloven end de ti bud. Han behandler spørgsmålet om at bringe gaver op til alteret, og han taler om at give et skilsmissebrev til sin hustru, om at sværge falsk, om betydningen af ordene ”øje for øje og tand for tand” og om at elske sin næste som sig selv. Overbevis dig selv om dette. Sammenlign Matthæus 5:23-24,31,33,38,43 med 5 Mosebog 16:16-17, 24:1. 4 Mosebog 30:2. 2 Mosebog 21:23-25. 5 Mosebog 19:21 og 3 Mosebog 19:18. Da Jesus brugte udtrykket loven, mente han følgelig ikke blot de ti bud, men også hele den øvrige del af Moseloven. De ti bud kan således ikke adskilles fra lovpagten.

I stedet for at sige, at lovpagten, de ti bud indbefattet, var lige så evig som de bogstavelige himle og jorden, sagde Jesus dette: Loven var forbilledlig, og dens forbilleder og skygger af de kommende goder vil alle få deres opfyldelse i modbilledlige virkeligheder. De skulle blive opfyldt lige til det mindste bogstav eller den mindste del af et bogstav og således bevise, at Gud er sanddru og den, der holder fast ved sin lov, dens krav, dens betydning og hensigt. Lovens forbilleder og skygger måtte begynde at opfyldes i Jesus Kristus. Det betød, at loven måtte ophæves tillige med dens forbilleder, for at Jesus Kristus kunne indføre modbillederne eller virkeligheden. Jesus opfyldte loven, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte hedningerne fra jøderne. Jesus satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to (Ef 2:14-15). Jesus døde som det modbilledlige lam, ”Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1:29,36).

Vi skal lægge mærke til, at på det tidspunkt, Jesus holdt sin bjergprædiken, var Moseloven stadig bindende for jøderne. Jesus kom ikke for at ødelægge eller nedbryde loven, men for at iværksætte dens opfyldelse, for at begynde de modbilledlige virkeligheder. Det var de skriftkloge, farisæerne og saddukæerne, der nedbrød Guds lov med deres traditioner og menneskelige overleveringer, som gik imod Guds bud og gjorde dem til intet, og de lærte menneskene at overtræde budene. Dog påstod de, at de holdt loven nøjere end alle andre, og at de blev retfærdige derved. De sagde om sig selv, at de var ”Rigets børn”, og dermed mente de, at de havde adgangsret til Guds rige. Med henblik på deres lovovertrædelser og hykleriske handlemåde udtalte Jesus disse advarende ord til sine tilhørere:

”For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himlens kongerige.” (Matt 5:20) 

Retfærdighed må opnås – ikke ved at holde Moseloven – men ved tro på Kristus. Vi læser i Fil 3:7-9:

”Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen.”

Så længe loven endnu var i kraft for Israels folk, holdt Jesus den, lærte den og arbejdede på dens opfyldelse. Derfor sagde han, før han fremkom med førnævnte udtalelse:

”Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himlens kongerige.” (Matt 5:19) 

Loven var et billede på de kristne virkeligheder, som skulle komme. Hvis et menneske ikke var i overensstemmelse med denne lov, kunne det ikke indgå i Guds rige. Hvis et menneske overtrådte loven i mindste måde og lærte andre at gøre det samme, ville han blive ”mindst” med hensyn til Riget. Når sagen betragtes i dette lys, kan vi let indse, at Jesu udtalelse til jøderne, som endnu var under loven, ikke på nogen måde betød, at de, der hørte til Rigets kongeklasse, stadig er under denne lov efter Jesu død på træet. De er ikke under denne lov, og deres storhed eller ringhed skal ikke måles efter, i hvor høj grad de holder Moseloven på farisæernes måde. Men efter Jesu død og opstandelse var der nogle troende fra farisæernes parti, der ville pålægge de kristne at holde Moseloven. Vi læser i Apostlenes Gerninger 15:5-11:

”Men nogle troende fra farisæernes parti rejste sig og sagde: Man bør omskære dem og pålægge dem at holde Moseloven. Apostlene og de ældste trådte sammen for at drøfte denne sag. Efter megen diskussion rejste Peter sig og sagde: Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro. Og Gud, som kender hjerterne, har bekræftet det ved at give dem Helligånden ligesom os. Og han har ikke gjort forskel på os og dem, idet han har renset deres hjerter ved troen. Hvorfor udæsker I da Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har magtet at bære? Men vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de... Så besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas... De fik denne skrivelse med: »Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien. Vi har hørt, at der er kommet nogle fra os, som har forvirret jer og foruroliget jer med deres ord; men vi har ikke givet dem noget påbud. Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus. Det er mænd, som har vovet deres liv for vor Herre Jesu Kristi navn.  Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan fortælle jer det samme. For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!«  Så blev de sendt af sted, og de kom til Antiokia, hvor de samlede hele menigheden og overrakte brevet. Da de havde læst det, blev der glæde over denne formaning.” (ApG 15:1-31)

De troende fra farisæernes parti sagde, at man skulle pålægge de kristne at holde Moseloven – men apostlene havde ikke givet et sådant påbud, og de besluttede at sende en skrivelse til brødrene, og af denne skrivelse fremgik det, at de kristne ikke skulle holde Moseloven, men de skulle afholde sig fra kød, der ofres til afguder, og fra kød af kvalte dyr, og fra blod og fra utugt. De folk som påstod, at de kristne skulle holde Moseloven, blev af Paulus kaldt ”falske brødre”:

”Dernæst, efter fjorten års forløb, drog jeg igen op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med. Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves. Men ikke engang Titus, der var med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære; det krævede ellers nogle indsnegne falske brødre, som havde listet sig ind for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, og for at trælbinde os. Men dem gav vi ikke et øjeblik efter for og bøjede os ikke; for vi ville, at evangeliets sandhed skulle blive hos jer. Og de, som anses for at være noget – hvad de engang var, er mig ligegyldigt, Gud gør ikke forskel på mennesker – mig pålagde de ansete intet nyt. Tværtimod, da de så, at Gud har betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne – for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne – og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne. Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.” (Gal 2:1-10)

I hvilken betydning er loven evig? 

De kirkesekter, der er tilhængere af sabbatten, som f.eks. Syvende Dags Adventistkirken, påstår, at loven bestod af to dele og siger, at kun den ceremonielle lov blev ophævet, hvorimod den moralske lov, som indeholdes i de ti bud, skulle gælde for evigt. De henviser til 2 Mosebog 31:16-17, hvor der står om det fjerde bud:

”Israelitterne skal holde sabbatten, så de fejrer sabbat slægt efter slægt som en eviggyldig pagt. Den er et tegn mellem mig og israelitterne til evig tid; for på seks dage skabte Herren himlen og jorden, men på den syvende dag hvilede han og pustede ud.” 

Men den omstændighed, at udtrykkene eviggyldig og til evig tid bruges om den ugentlige sabbat, må ikke fortolkes som ensbetydende med, at det fjerde bud og de ni andre skulle være i kraft for evigt og derfor også gælde for de kristne. Sandheden er den, at de ti bud ikke altid har været i kraft for menneskene, ikke engang for jøderne. Moses, som var mellemmand for lovpagten med Israel, siger dette ganske tydeligt i 5 Mosebog 5:1-3:

”Moses kaldte hele Israel til sig og sagde til dem: Hør, Israel, de love og retsregler, som jeg i dag kundgør for jer, lær dem, og følg dem omhyggeligt! Herren vor Gud sluttede en pagt med os ved Horeb. Det var ikke med vore fædre, Herren sluttede denne pagt, men med alle os, som er i live og til stede her i dag.”

De ti bud trådte i kraft, ikke for forfædrene Abraham, Isak og Jakob eller Jakobs tolv sønner, men for de israelitter, som var i live og forsamlet ved Horebs bjerg, da lovpagten blev oprettet med dem med Moses som mellemmand. Når de ti bud således ikke var i kraft før dengang og ikke gjaldt for forfædrene, bør det ikke opvække nogen frygt i os, at disse ti bud har været ophævet siden Kristi død. 

Lovpagten kan ikke deles eller splittes. En enkelt del af den, den del, som Adventistsekten kalder den ”ceremonielle” del, kan ikke være ophævet, mens en anden del, den såkaldte ”moralske” del, stadig har gyldighed. Det ses tydeligt ud fra Jakob 2:10-11, hvor der siges:

”Den, som ellers overholder hele loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle. For han, som sagde: Du må ikke bryde et ægteskab, sagde også: Du må ikke begå drab; selv om du ikke bryder et ægteskab, men begår drab, er du dog blevet en lovovertræder.” 

Når vi nu anvender dette princip på spørgsmålet, om de ti bud og den øvrige del af Moseloven skal være gyldige i al evighed, hvilket resultat må vi så komme til? Til dette: Hvis det fjerde bud om sabbatsdagen skulle være en ”eviggyldig pagt” med Israel og et tegn ”til evig tid”, så må alle de ti bud og hele Moseloven også være en evig pagt og have gyldighed lige så længe som det fjerde bud. Omvendt må det være tilfældet, at hvis resten af pagten blev ophævet, må det fjerde bud være ophævet sammen med den. 

Men hvor meget ligger der da i ordene eviggyldig og til evig tid i det anførte skriftsted fra 2 Mosebog 31:16-17? De kan ikke betyde, at budet skal gælde i al evighed, så at det aldrig kan ophæves. Det hebraiske ord, som her er oversat eviggyldig, er ohlahm, og det, der gengives med til evig tid, er lohlahm. De hebraiske ord bruges også i forbindelse med det jødiske præsteskab, det præsteskab, der nedstammer fra Moses’ broder Aron. Der siges i 2 Mosebog 40:15:

”Og du skal salve dem, sådan som du salvede deres far, så de kan gøre præstetjeneste for mig. Det skal ske, for at de ved deres salvning kan få en evig (ohlahm) præstetjeneste, slægt efter slægt.” 

Og i 3 Mosebog 6:11,15 læser vi:

”Alle mænd blandt Arons efterkommere må spise det. Det er deres andel af Herrens ofre, en eviggyldig (ohlahm) rettighed, slægt efter slægt. Enhver, som rører ved det, bliver hellig... Den af hans sønner, der bliver salvet til præst efter ham, skal gøre det; det er en eviggyldig (ohlahm) pligt.”

De ovenfor omtalte love vedrørende præsteskabet havde et fysisk eller kødeligt grundlag. De krævede, at præsterne og ypperstepræsten bogstaveligt skulle være Arons efterkommere. Når Bibelen bruger ordene eviggyldig og til evig tid i forbindelse med Arons præsteskab og præsternes embedspligter, kunne man måske få den tanke, at det skulle vedblive at bestå og være i kraft i al evighed. I dag er dog det aronitiske eller levitiske præstedømme forsvundet og virker ikke mere. Apostelen Paulus forklarer også, at Gud, som først oprettede det aronitiske eller levitiske præstedømme, selv har ophævet det og ikke længere anerkender det efter Kristi død og opstandelse.  

Jesus Kristus er blevet Guds ypperstepræst, ikke ifølge en lov, der kræver en bestemt kødelig afstamning fra levitten Aron, men i kraft af Guds nye lov og hans svorne ed. Jesu præstedømme er derfor af en højere art end Arons. Det er et præsteskab på Melkisedeks vis, og Melkisedek var præstekonge i Salem, længe før Arons præsteskab blev til. Dette forklarer Paulus i Hebræerne 7:11-24:

”Hvis nu målet kunne nås gennem det levitiske præstedømme – og på grundlag af det fik folket sin lov – hvorfor måtte der så komme en anden, der er præst på Melkisedeks vis, og tales om en, der ikke er præst som Aron? Når der sker en forandring med præstedømmet, sker der nødvendigvis også en forandring af loven. For han, der her er tale om, tilhører en anden stamme, hvorfra ingen har gjort tjeneste ved alteret. Det er jo en kendt sag, at vor Herre er af Judas stamme, og Moses har ikke sagt noget om præster af denne stamme. Det bliver endnu tydeligere, når der fremstår en anden slags præst, som ligner Melkisedek, og som ikke er blevet præst i medfør af en lov, der kræver en bestemt kødelig afstamning, men i medfør af et uophørligt livs kraft. Det er bevidnet om ham: Du er præst for evigt på Melkisedeks vis. Der er altså tale om, at et tidligere bud ophæves, fordi det var svagt og nytteløst – loven førte jo ikke til målet – men der indføres i stedet noget bedre, nemlig det håb, hvori vi kommer Gud nær. Dette er ikke sket uden at være bekræftet med en ed, for mens de levitiske præster er blevet præster uden ed, er han blevet det i kraft af en ed fra Gud, der sagde til ham: Herren har svoret og angrer det ikke: Du er præst for evigt og dermed er Jesus blevet garant for en bedre pagt. Mens de andre præster har været flere efter hinanden, fordi døden hindrede dem i at fortsætte, har han et uforgængeligt præstedømme, fordi han selv er til for evigt. Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.” 

Da Jesus Kristus ofrede sig selv og som ypperstepræst fremstillede sit opofrede menneskeliv for Gud, blev det levitiske præstedømme ophævet. Det betyder også, at den gamle lovpagt, som bestemmelsen om præstedømmet var en del af, blev ophævet. Følgelig må det også betyde, at de ti bud, der var en del af lovpagten, ligeledes blev ophævet. Det hebraiske ord ohlahm blev brugt i forbindelse med det fjerde bud om sabbatsdagen, og blev der gengivet med eviggyldig og til evig tid. Men det modbeviser ikke, at de ti bud er blevet ophævet, ligeså lidt som det modbeviser, at det levitiske præsteskab er blevet ophævet. Ohlahm (afledet af ahlahm, som betyder at svøbe ind, at skjule) betyder ganske simpelt en ubestemt, ikke nærmere fastsat tidsperiode, hvad enten det nu er evigheden eller et begrænset tidsrum, hvis længde er skjult for menneskene og ikke på forhånd kendt af dem. Kristi præstedømme er uforgængeligt, ”fordi han selv er til for evigt”, og ”derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.” 

MEN VIL DET SÅ SIGE, AT DE KRISTNE ER UDEN LOV? 

Nej, lovpagten med dens ti bud blev ikke ophævet, UDEN AT NOGET ANDET SKULLE TAGE DENS PLADS I GUDS FOLKS LIV, for Jesus Kristus optrådte som Guds ypperstepræst, da han ofrede sit liv som ”en løsesum for alle” (1 Tim 2:5-6), og han blev mellemmand for en ny pagt, en ”bedre pagt” sammenlignet med den gamle mosaiske lovpagt. Den gamle lovpagt med dens ti bud skrevet på stentavler gjorde ikke jødefolket fuldkomment eller retfærdigt, og derfor skriver Paulus også:

”Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.” (Gal 2:21) 

Men under den nye pagt bliver de kristne retfærdiggjort ved tro på mellemmanden Kristus Jesus. Vi læser i Rom 3:21-31:

”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus. Hvad bliver der så af vores stolthed? Den er udelukket! Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov! For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger. Eller er Gud måske kun jødernes Gud og ikke også hedningernes? Jo, også hedningernes, så sandt som Gud er én og gør den omskårne retfærdig af tro og den uomskårne retfærdig ved den samme tro. Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende.” 

Den nye pagt er grundlagt på Jesu Kristi offer, og det kan virkeligt udslette eller borttage synden i Guds øjne. Men vi får kun tilgivet og udslettet vores synder, hvis vi modtager dette offer i tro – vi må tro på Jesus Kristus (Apg 16:31. Joh 3:18). Overgivelsen af de to stentavler, hvorpå lovens ti bud var indskrevet, var omgivet af herlighed. Men det sikrede ikke, at pagten ikke skulle ophæves på et eller andet tidspunkt, der dengang var ukendt af menneskene. Selve den herlighed, der ledsagede pagten, var en herlighed, som forsvandt. 

Den nye pagt har en bedre mellemmand, et bedre offer og en styrke til retfærdighed, som er stærkere end de ti bud, indskrevet på stentavler. Den herlighed, som aldrig svinder. Den kraft, der medfører retfærdighed, er Guds ånd eller virkekraft, og den bliver tildelt de kristne. Denne kraft gør levende, mens den gamle lovpagts skrevne bogstaver afslørede menneskene som lovovertrædere, syndere, og dømte dem til døden. Indviede kristne, som er under den nye pagt, gøres til dens tjenere. Deres dygtighed til denne tjeneste har de ikke opnået ved at studere ved et eller andet teologisk fakultet, men de har fået den af Gud Jahveh ved Jesus Kristus. Apostelen Paulus viser, at lovpagten med dens ti bud, der var skrevet på stentavler med Guds finger, blev ophævet. I dens sted kommer den nye pagt med dens levendegørende ånd. Han siger herom:

”Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende. Men når dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver, havde sin herlighed, så at Israels børn ikke kunne se på Moses' ansigt på grund af hans ansigts stråleglans, der dog forsvandt, hvor meget mere vil så ikke Åndens tjeneste have sin herlighed. Når den tjeneste, der fører til fordømmelse, havde sin herlighed, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, langt mere rig på herlighed. Det, der var herligt, har jo i dette tilfælde ingen herlighed sammenlignet med den alt overvældende herlighed. For når det, der forsvandt, havde sin herlighed, så skal det, der bliver ved med at bestå, have endnu større herlighed.” (2 Kor 3:5-11) 

Også i 2 Kor 3:17-18 viser Paulus, at den kraft, der bringer retfærdighed under den nye pagt, ikke er de ophævede ti bud, men Guds ånd, som forvandler de kristne, så de kommer til at ligne Kristus:

”Herren er ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er frihed. Og alle vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed, eftersom det kommer fra Åndens Herre.” (d.aut.1948)

Fra dette synspunkt forstår vi bedre den styrke, der ligger i en anden udtalelse af Paulus:

”Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.” (Gal 5:18) 

Det er de kristne, der drives eller ledes af Guds ånd, hans virkekraft, i overensstemmelse med hans ord. Dette beviser, at de ikke er under den gamle lovpagt med dens ti bud, men er under en ny pagt ved Guds nåde, som han i sin ufortjente godhed giver dem i forbindelse med den nye pagt. De frembringer Guds ånds frugter i deres liv. Der er ikke givet ti bud imod at frembringe åndens frugter. Guds ånd i hans folk er stærk nok til at frembringe retfærdighedens lovmæssige frugt uden de ti bud. De kristne skal leve i ånden og stræbe efter åndens frugter. Vi læser i Gal 5:13-23:

”Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. For hele loven er opfyldt i det ene ord: Du skal elske din næste som dig selv. Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt! Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. Men drives I af Ånden, er I ikke under loven. Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige. Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden.”

Skønt de trofaste kristne altså ikke er under Moseloven, men under Guds ufortjente godhed, studerer de stadig lovpagten, og det gør de med rette. Hvorfor det? Fordi de forskellige træk i den er ”en skygge af det, som skulle komme”, og det, der skulle komme, vedrører Kristus og hans tjenere og hans rige. De kristne erkender, at ”loven kun indeholder en skygge af de kommende goder”, og de indser, at Kristus Jesus ”er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til”. (Kol 2:17. Hebr 10:1; 9:11) Lovens forbilleder og skygger er en vigtig del af Guds ord. De kristne må derfor læse dem omhyggeligt, fordi de på forhånd giver et nøjagtigt omrids af Guds hensigter i forbindelse med Kristus. Hele Paulus’ brev til hebræerne er et inspireret vidnesbyrd herom, læs det selv. De kristne har derfor ret til at citere fra lovpagten og de ti bud, ligesom Paulus havde ret til det for at bevise, hvad han skrev. Eksempler på sådanne citater finder vi i Efeserne 6:1-3 og Romerne 13:8-10. 

Jesus Kristus gav sine disciple et bud, Jesus sagde:

”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden.” (Joh 15:9-17) 

De kristnes tro skal være VIRKSOM I KÆRLIGHED 

”For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed.” (Gal 5:6)

Guds bud til de kristne findes i Paulus’ og andre af Kristi disciples skrifter. Johannes skriver blandt andet:  

”Og dette er hans (Guds) bud, at vi skal tro på hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os.” (1 Joh 3:23)

Eller for eksempel budet imod afgudsdyrkelse, se 1 Kor 10:14; Gal 5:20; Kol 3:5 og 1 Joh 5:21. Når Paulus støttede sine udtalelser med citater fra de ti bud, hævdede han ikke dermed, at de kristne skal overholde de ti bud og den øvrige del af Moseloven. Han anvendte ganske simpelt budene som et bekræftende bevis for at bestyrke rigtigheden af de formaninger, han gav de kristne til at opføre sig sådan, at det var Gud velbehageligt. Lovpagten, som han citerede fra, var ”en skygge af de kommende goder”, og den angav det rette mønster for de kristnes handlemåde i deres forhold til Gud under den nye pagt med Kristus Jesus som mellemmand. Derfor må Paulus’ udtalelse blive stående uimodsagt:

”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.” (Ef 2:8)

Sand tro virksom i gode gerninger 

Nogle mener, at Paulus og Jakob modsiger hinanden i spørgsmålet om retfærdiggørelsen ved tro uden lovgerninger. Jakob skriver:

”Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham?” (Jakob 2:14) 

Jakob modsiger ikke det, vi har læst hos Paulus, nemlig, at ”et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger” (Rom 3:28). Jakob er fuldstændig på linje med denne lære, og han skriver for at imødegå et misbrug eller en forvanskning af den. Forvanskningen gik ud på, at blot man havde tro og man forstod, at man blev retfærdiggjort ved tro, ville man være retfærdig i Guds øjne og til sidst opnå fuldstændig frelse, uden overhovedet at vise denne tro i gode gerninger. Men sådan forholder det sig ikke. 

Jakob påpegede, at en ”tro”, der ikke får den, der har den, til at gøre gode gerninger, i virkeligheden ikke er ægte tro. Vedkommende siger blot, at han har tro. Den, der påstår, at han tror på Jesus Kristus og siger, at han er kristen, men som ikke viser sin tro i handling, er i virkeligheden ikke kristen. Hvis hans ”tro” ikke fremkalder ændringer i hans personlighed, hans liv og hans adfærd, så er det en død tro, og hvad gavner den så? (Jakob 2:17, 21-22, 24, 26)  

”En tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.”       (Jakob 2:26)

Ville man kalde en mand læge og sige, at han virkelig havde helliget sig lægegerningen, hvis han blot satte sig i sit konsultationsværelse og gav udtryk for, at han troede på de anerkendte behandlingsmetoder, men aldrig stillede en diagnose eller behandlede nogen? Jesus sagde:

”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himlens kongerige, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.” (Matt 7:21)

Det, Jakob siger i kapitel 2, vers 14, hænger sammen med hans beskrivelse i kapitel 1, versene 26-27, hvor han taler om den, der ”mener”, at han tilbeder Gud, men som ikke bærer nogen frugt af sin tro. Han er ikke ærlig. Han tøjler ikke sin tunge, tugter den ikke til at tale i overensstemmelse med tingenes sande tilstand, i harmoni med hvad han virkelig er. Hans form for ”gudsdyrkelse er intet værd”. Han gør heller ingen gerninger, som for eksempel at se til faderløse og enker i deres nød og at holde sig uplettet af verden. En sådan tom og intetsigende tro fører desuden urette forhold med sig som det, at man viser partiskhed, ikke opfylder kærlighedens lov og forsømmer at vise barmhjertighed. (Jakob 2:8-9,13) 

Den tro kan ikke frelse ham 

Læg mærke til, at Jakob ikke taler om troen som sådan, men om ”den tro”, den bestemte tro, der er tale om her, den uægte tro, der er UDEN GERNINGER. Jakob anerkender, at sand tro på Guds ord kan frelse vore sjæle (Jakob 1:21). Heri er Jakob fuldt ud på linje med Paulus. De har samme syn på sand tro og kristne gerninger. Jakob taler imidlertid om andre gerninger end dem, Paulus skriver om i Romerbrevet, kapitlerne 3 og 4. 

Når Paulus siger, at man ikke bliver erklæret retfærdig som følge af gerninger, er det lovgerninger fra Moseloven, han taler om; gerninger som en kristen kunne give sig af med og sætte sin lid til med den tanke, at han kunne gøre sig fortjent til retfærdigheden fra Gud, eller med den tanke, at hans vedvarende lovgerninger i sig selv ville skaffe ham retfærdighed. (Rom 4:2-5) De kristne i Galatien var kommet ind på denne falske vej, og selv apostel Peter blev revet med af deres hykleri. (Gal 2:11-21; 3:1-14. Se også Kol 2:16-18)  

Jakob taler om kristne gerninger, der ikke bygger på en lovsamling, men udspringer af tro og kærlighed, og dermed er han også i overensstemmelse med Paulus, som siger:

”For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed.” (Gal 5:6)

Og selv om Paulus påpeger, at man fra begyndelsen bliver erklæret retfærdig som følge af tro, taler han også gentagne gange om nødvendigheden af, at den kristne har trosgerninger – gerninger, der vidner om hans tro. Han betegner de kristne som et folk, der er ivrige ”efter at gøre gode gerninger”. (Titus 2:14, jævnfør 1 Thess 1:2-7. 1 Tim 2:10. Titus 2:7; 3:8,14) Jakob spørger:

”Kan den tro (det vil sige den tro, der ikke har gerninger som vidner om dens ægthed) måske frelse ham?” (Jakob 2:14)

Svaret er indlysende: Nej, det kan den ikke! 

På vildspor 

Det fremgår tydeligt af Skriften, at den nye pagt er grundlagt på Jesu Kristi offer, og dette offer kan virkeligt udslette eller borttage synden i Guds øjne. Men vi får kun tilgivet og udslettet vores synder, hvis vi modtager offeret i tro, en tro virksom i kærlighed. Jesus er blevet mellemmand for en ny pagt - en ”bedre pagt”, sammenlignet med den gamle mosaiske lovpagt – og derfor skriver apostlene til de kristne, at ”vi har ikke givet dem noget påbud” om at holde Moseloven, og ”Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!” (ApG 15:1-31) 

De kirkesekter, som lærer deres medlemmer, at man kan blive frelst ved at holde dele af Moseloven, er derfor kommet på vildspor, og med deres forkyndelse og lære fører de mange mennesker på vildspor og bort fra Sandheden.

Læs også artiklen ”Svar til en syvendedags adventist”