Gud – én person eller tre?

”Vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne.” – Jesus Kristus (Joh 4:22)

   Præsteskabet inden for den religion, som kaldes ”Kristendommen”, siger, at Gud den Højeste er tre personer og kalder personerne henholdsvis ”Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd”, og at disse tre personer er ”en trehed i en enhed” – læs hele trosbekendelsen her. Denne tro, siger man, er grundvolden for religionen ”Kristendommen”, og alle, som ikke vil antage og tilslutte sig den, regnes ikke for at være kristne, og vil uden tvivl gå evig fortabt; men vi må spørge os selv: ”Er det virkelig det, som Bibelen lærer, eller er det præstebedrag?”

Næsten to tusinde år før den katolske kirke vedtog, at Gud var tre personer, stod der i jødernes hellige skrifter, at Gud var én person – og dette står der stadigvæk! Den jødiske overbevisning er stadigvæk den, at Gud er én person. Israels nationale trosbekendelse lyder således:

”Hør, Israel, Jahveh vor Gud, Jahveh er én.” (5 Mos 6:4)

Et menneske, der var født af ortodokse, jødiske forældre i Palæstina i det første århundrede, var oplært i, at der findes én, og kun én, almægtig og suveræn Gud og Skaber, og at det i hele universet kun er ham, der kan tilkomme menneskenes tilbedelse. Meget af Det Gamle Testamente er en til tider lovende, andre gange tragisk beretning om, hvordan denne ene almægtige Gud handler med sin udvalgte nation, Israel. I tillæg hertil tegner De hellige Skrifter et billede af en fantastisk fremtid for Israel og for verden, og fortæller om den dag, da alle på jorden skal anerkende og tjene den eneste sande gud, Israels gud, Jahveh (Zak 14:9). Det var dette usædvanlige, religiøse samfund, Jesus blev født ind i. Da Gud udvalgte dette folk, Israels folk, indstiftede han en pagt med dem, og selve grundvolden i denne pagt var en total overgivelse til monoteismen – jøderne måtte kun tilbede én en-person Gud. Jødernes kardinale læresætning om, at Gud er én Herre, var strengt indprentet i folket ved Moses. I tiden efter Moses blev mange israelitter frafaldne ved at gå over til at tro på de hedenske naboers guder. Tilhængerne af disse guder praktiserede tempelprostitution, børneofringer og kropslig lemlæstelse eller skamfering – for bare at nævne nogle af de mest bemærkelsesværdige riter.

Fortællingen, som er gengivet i de fem Mosebøger, beskriver en nation, som var guddommeligt udvalgt til at være adskilt fra en verden, som tilbad mange forskellige guder – en polyteistisk verden. Ved en mægtig guddommelig intervention, først ved Abrahams kald og senere ved jødernes udgang af Egypten, blev en hel nation introduceret for et væsen, som hævdede, at han ikke bare var skaber af alt som er til, men også den eneste sande Gud. Hans budskab til hele det israelitiske folk var utvetydigt. Gennem Moses sagde han:

”Men jer tog Jahveh og førte ud af jern-smelteovnen, af Egypten, for at I skulle være hans ejendomsfolk, som I er i dag... Du har fået det at se, for at du skulle vide, at det er Jahveh, der er Gud, og at der ikke er nogen anden end ham.”

(5 Mos 4:20, 35)

Det er helt sikkert, at nationen Israel, som modtog disse betydningsfulde erklæringer om Gud Jahveh, overhovedet ikke havde kendskab til, at Gud kunne bestå af en slags to-enighed eller treenighed. Nationerne, som var Israels nærmeste naboer, var helt klar over israelitternes tro på én Gud – nogle sagde: ”Israels folk er et fattigt folk, for de har kun én Gud, vi andre har mange guder.” Israels trosbekendelse var delvis grunden til den vedvarende forfølgelse af de religiøse jøder, som nægtede at tilbede nogen anden Gud end den ene Gud, Jahveh. Troen på én Gud repræsenterede for Israel en verdensanskuelse, som adskilte nationen fra alle andre filosofier, religioner, kulturer og nationer. Jøderne har beholdt deres specielle forståelse af, hvem Gud er, indtil denne dag. I kontrast til dette holder det brede lag af den såkaldte kristenhed fast på idéen om, at Gud er treenig (Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd) sammen med en minoritet, som tror på en toenig Gud (Faderen og Sønnen), der begge er lige evige. Islam bekender sig til én Gud, Allah, men det er en navnløs gud, for Allah betyder ”guden”,  og ved en nærmere undersøgelse af denne religion finder man ud af, at denne verdens gud, som gemmer sig bag mange forskellige navne og ord, også gemmer sig bag ordet Allah (2 Kor 4:4). Østens religioner bekender sig til flere guder eller væsener, og store folkeskarer finder i dag deres teologiske rødder i Østens polyteistiske tankeverden – overbevisningen om, at vi alle er guder, som bare venter på at finde os selv og, forvirrende nok, at alt er Gud, eller New Age tilhængernes højere magt, en udefinerbar gud uden navn.

For at understrege overfor nationen Israel, at Gud er én, sådan at der ikke skulle være nogen mulighed for at misforstå eller tage fejl, sagde Gud ved Moses:

”Og du skal i dag vide og lægge dig på sinde, at det er Jahveh, der er Gud oppe i himlen og nede på jorden; der er ingen anden.” (5  Mos 4:39)

Netop på grundlag af tyngden i dette udsagn kan vi fuldt ud slutte os til troen på, at Gud er én. Erklæringen synes at udelukke enhver mulighed for fejlfortolkning. Jøderne forstod, at ”én” betyder ”én”, og de var aldrig i tvivl om udtrykket ”ingen anden”. Dr. Pinchas Lapide (1922-1997), som var teolog og en ledende jødisk talsmand,  understreger den inderlighed, jøderne lægger for dagen, når de vil beskytte kernen i deres tro:

”For at bevare Guds enhed fra enhver flerdobling, udvanding eller sammenblanding med ritualer, som de omkringliggende folk praktiserer, udvælger Israels folk for sig selv det vers i Bibelen til at være deres bekendelse, som til denne dag er en del af den daglige liturgi i synagogen, men som også er indprentet som den første læresætning, en femårig lærer i skolen. Det er denne bekendelse, Jesus erkendte som ”det vigtigste af alle bud”. (Jewish Monotheism and Christian Trinitarian Doctrine, Philadelphia: Fortress Press, 1981, s. 27)

Som Lapide gør opmærksom på, da Jesus forklarede fundamentet, hvorpå han byggede sin tro, gentog han ordene, som Moses talte til nationen Israel:

”Jesus svarede... Hør Israel, Jahveh vor Gud, Jahveh er én (græsk: heis). Og du skal elske Jahveh din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.” (5 Mos 6:4-5. Mark 12:29-30)

På grundlag af Jesu stadfæstelse af Moses’ ord i 5 Mosebog, tvinges vi til at konkludere, at Jesus må have forstået og været overbevist om den betydning, Moses selv tillagde disse ord. Hvis det ikke forholdt sig sådan, eller hvis der var sket en radikal forandring, som benægtede Moses’ definitive erklæring om, at Gud er én, så havde  forfatterne af Det Nye Testamente ikke helt og holdent undladt at komme med en utvetydig erklæring for at tilbagevise eller revidere denne grundvold i jødernes tro.

Endnu en stadfæstelse af jødernes trosbekendelse finder vi i samtalen mellem Jesus og den samaritanske kvinde. Han sagde rent ud til hende:

”I tilbeder det, I ikke kender; vi (jøderne) tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed.” (Joh 4:22-23)

Jesus kritiserede det jødiske præsteskab for mange forskellige ting, men ikke en eneste gang finder vi i Skriften, at Jesus kritiserede sine landsmænd for at have en forkert opfattelse af, hvor mange personer Gud er. Heller ikke Paulus anerkendte nogen anden Gud end Israels Gud. Den Gud, som jøden Paulus kendte, er f.eks. beskrevet i Galaterbrevet – her vil jeg citere den engelske bibeloversættelse ”The Amplified Bible”:

”Gud er [kun] én person.” (Gal 3:20, The Amplified Bible)

Gud formidlede sit budskab til jøderne så klart og tydeligt, at der ikke var den mindste mulighed for misforståelse.

”Jeg er Jahveh din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig.” (2 Mos 20:2-3)

”Hør Israel, Jahveh vor Gud, Jahveh er én.” (5 Mos 6:4)

”Du har fået det at se, for at du skulle vide, at det er Jahveh, der er Gud, og at der ikke er nogen anden end ham.” (5 Mos 4:35)

”Og du skal i dag vide og lægge dig på sinde, at det er Jahveh, der er Gud oppe i himlen og nede på jorden; der er ingen anden.” (5 Mos 4:39)

”Indse dog, at det er mig, kun mig, der er ingen Gud ved siden af mig.”

(5 Mos 32:39)

Helt frem til denne dag har Israel som konsekvens af disse udtalelser ikke villet acceptere nogen anden Gud end den én-person Gud, som Moses repræsenterede, nemlig Jahveh. Uanset jødernes forskellige opfattelser af andre religiøse spørgsmål, så bliver forståelsen om, at Gud er én person, selve mørtelen, som binder hele det jødiske folk sammen.

De hebraiske Skrifter og De græske Skrifter, indeholder over 20.000 entalspronomener og verber, som stadfæster, at Gud er én. Sproget i Bibelen kan næppe på nogen tydeligere måde formidle Israels og Jesu trosbekendelse til en ”unitarisk” monoteisme. Det væsen, som blev åbenbaret i Israels Torah (de 5 Mosebøger), var en gud, som ikke måtte forveksles med Egyptens guder. Ved en betydelig magtdemonstration havde Gud reddet en nation fra slaveri og fangenskab i Egypten. Han var en gud med uendelig magt, men alligevel var han personlig og tilnærmelig – en gud man kunne elske, og om hvem det er sagt: ”Og Jahveh talte til Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet” (2 Mos 33:11). Under udgangen af Egypten blev for første gang i historien en hel nation taget ind i intim kontakt med Gud, Skaberen, som hans ejendomsfolk. Denne begivenhed, som ikke har sin lige, blev bevaret i jødernes nationale bevidsthed for al fremtid. De guder, som ikke længere skulle tilbedes, var folkeslagenes guder. Men Israels folk blev nogle gange fristet til at tilbede de mange hedenske guder, og dette kostede dem dyrt. Kun kort tid efter udgangen af Egypten lavede de en guldkalv, som de tilbad.

Nationen Israel havde hele tiden behov for at blive mindet om sin enestående trosbekendelse: ”Hør, Israel, Jahveh vor Gud, Jahveh er én.” (5 Mos 6:4). Gennem profeten Esajas blev Israel nok en gang mindet om sin nationale identitet:

”I er mine vidner, siger Jahveh... for at I må forstå og tro på mig og indse, at det er mig. Før mig blev der ikke dannet nogen gud, efter mig vil der ingen være...” (Es 43:10)

Esajas gentager, at Gud er én, når han citerer Gud for at sige: ”Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig” (Es 44:6), og: ”Er der nogen anden Gud end mig? Er der nogen klippe, jeg ikke kender?” (Es 44:8). Denne enestående påstand var en integreret del af den religiøse oplæring, som Jesus var opfostret med. Det var en bekendelse, som han og alle andre unge jøder på den tid delte. Jesu gentagne referencer til profeterne Moses og Esajas, og for øvrigt til hele Det Gamle Testamente, i løbet af sin offentlige virksomhed demonstrerer i stor grad, at hans teologi var blevet formet af Loven og profeterne. Den gud, som Jesus tilbad, havde proklameret sig selv som én person, aldrig som nogen treenighed. Og for god ordens skyld skal det lige bemærkes, at Gud ikke med sine ord benægter, at der findes flere guder i himlen, for han kalder selv gudssønnerne for guder (Sl 82:6), men når han siger, at ”der er ingen anden Gud end mig”, så mener han, at der ikke findes nogen gud som han – ingen gud kan sammenlignes med Jahveh (Sl 86:8; 89:7-8. 2 Mos 15:11) – Jahveh er gudernes Gud (5 Mos 10:17).

Nogle har sagt: ”Israels Gud bliver kaldt frelser, og Jesus bliver kaldt frelser, derfor er Israels Gud og Jesus den samme person.”

Ja, profeten Esajas skriver at ”Israels Gud er frelser (hebraisk: yasha).” (Es 45:15). Men nogle har forvekslet brugen af ordet ”frelser” i Det Gamle Testamente med de gentagne henvisninger til Jesus som ”frelser” i Det Ny Testamente. Fordi en person bliver kaldt frelser, er det ikke ensbetydende med, at han er den samme person som Israels gud, Jahveh – dommerne i Dommernes bog blev også kaldt ”frelser”:

”Israelitterne råbte til Jahveh, og han lod en frelser (yasha) fremstå blandt dem, og han frelste (yasha) dem; det var Otniel, søn af kalebs yngre bror Kenaz.” (Dom 3:9)

”Israelitterne råbte til Jahveh, og han lod en frelser (yasha) fremstå, benjaminitten Ehud, Geras søn...” (Dom 9:15)

Det skal bemærkes, at de danske bibeloversættelser fra 1931 og 1992 gengiver yasha med ”befrier” i Dom 3:9,15, i stedet for ”frelser” – men i Esajas 45:15 gengiver de med ”frelser”. Forskellige personligheder har været ”frelser” for Israel, men Israels gud er den absolutte frelser, som har valgt at frelse alle mennesker ved Jesus. Dette fremgår af Judas 25, hvor Jesus og Gud har hver sin benævnelse:

”Den eneste Gud, vor frelser, ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed.” (Judas 25)

Det er tydeligt, at den jødiske opfattelse af, at Gud er én, ikke skabte nogen forvirring for denne nytestamentlige forfatter. Både Gud Fader og Jesus bliver nævnt i samme sætning, men det er åbenbart, at der bliver differentieret mellem Jesus og den eneste gud. Den eneste gud bliver betegnet som frelseren, der frelser ved Jesus Kristus. Jesu far er alene den absolutte frelser. Andre personligheder kan rigtignok have funktion som værende frelser, men bare i en underordnet betydning.

Jesus blev født ind i den jødiske kultur, som er så dybt overgivet til troen på, at Gud er én. Nitten århundreder senere viser en ortodoks israelsk jøde, Pinchas Lapide, tidligere fakultetsmedlem ved Bar Ilan Universitetet i Israel (som jeg også citerede tidligere), at det var forbudt for jøder at afvige fra troen på, at Gud er én:

”Fra det hebraiske ord echàd (som betyder én) lærer vi ikke kun, at der ikke er nogen anden end Herren, men også at Herren er én, og at Herren derfor ikke kan anses for at være noget der er sammensat og som kan deles i egenskaber eller attributter.” (Jewish Monotheism and Christian Trinitarian Doctrine, Philadelphia: Fortress Press, 1981, s. 31)

Bibelen fortæller, at da Israel begyndte at tilbede andre guder, opstod der kaos. Nationen blev delt og de domsprofetier, som Esajas var kommet med, blev opfyldt. Straffen for jødernes henfalden til polyteisme, var nationalt fangenskab. Det kan godt være, at den splittelse og forvirring vi selv er vidne til, når vi betragter den kristne menigheds historie, skyldes den samme tilbøjelighed til at afvige fra den oprindelige tro på, at Gud er én person. 

Forestillingen om, at Gud er én, er ikke begrænset til profeten Esajas. Profeten Hoseas skriver, at Israels gud sagde:

”Jeg er Jahveh din Gud, lige siden du var i Egypten. Du kender ingen anden Gud end mig, der er ingen anden frelser end mig.” (Hos 13:4)

Desuden er den unikke position, som den eneste gud har, ikke begrænset til de ældste tider. Vi får et klart indtryk af dette hos profeten Joel, som taler om det fremtidige, genoprettede Israels kongerige, at nationen fortsat og for al fremtid vil være knyttet til den ene gud:

”Så skal I forstå, at jeg er hos Israel. Jeg er Jahveh jeres Gud, der er ingen anden. Mit folk skal aldrig blive gjort til skamme.” (Joel 2:27)

Joel viser os, at uanset hvad eller hvem jødernes gammeltestamentlige gud var, så forbliver han deres gud for al fremtid. Jødernes gud har aldrig nogensinde været en to-enighed eller en treenighed.  Jesus og hans apostle indførte heller ikke noget nyt på denne front, de bekræftede over for alle, at jødernes gud er én (Mark 12:29. Gal 3:20. 1 Kor 8:6) I den jødiske tanke lå overbevisningen om, at den ene gud, Skaberen, også var nationens far. Således siger profeten Malakias:

”Har vi ikke alle én fader? Er det ikke én Gud der har skabt os?...”

(Mal 2:10, citeret efter grundteksten)

Ingenting kan siges tydeligere end, at den jødiske ene gud, som Jesus grundlagde sin arv på, var Faderen Jahveh. Dette unikke væsen bliver ofte beskrevet som Gud Fader i Det Ny Testamente. Han er virkelig Sønnens, vor Herre Jesu Kristi gud og far (Rom 15:6. 2 Kor 1:3; 11:31. 1 Pet 1:3). Det er et yderst bemærkelsesværdigt faktum, at Jesus selv som ”Herre”, er underordnet Gud (Joh 14:28. 1 Kor 15:28). Den messianske titel ”Herre” betyder derfor ikke, at Jesus er Gud den Højeste.

Gud er èn

Lad os nu prøve at betragte brugen af mængdebetegnelsen ”én” i forbindelse med Gud. Profeten Ezekiel skriver følgende:

”Menneskesøn! De, der bor i ruinerne i Israels land, siger: »Abraham var kun én (echàd) og fik dog landet i eje; vi er mange, og os er landet givet i eje!” (Ez 33:24, d.aut.1931)

Ingen burde have problemer med at forstå dette udsagn. Ifølge Ezekiel var Abraham ”èn (hebraisk: echàd, græsk: heis)”. New International Version gengiver dette på enkelt engelsk: ”Abraham var kun én mand”. Jesus brugte det samme ord ”én” på samme måde og i samme betydning:

”I må ikke lade jer kalde rabbi; for én (heis) er jeres mester, og I er alle brødre. Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én (heis) er jeres fader, han, som er i himlen. I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én (heis) er jeres lærer, Kristus.” (Matt 23:8-10)

I hvert tilfælde, hvor Jesus siger ”én”, betyder det én person. Det vil sige, at Jesus anså sig selv for at være én person – Paulus anså også Jesus for at være ”én person”:

”Nu blev forjættelserne tilsagt Abraham og hans afkom; det hedder ikke: ”dine afkom”, som om det gjalt mange, men ”dit afkom”, som når der tales om én (heis), og det er Kristus.” (Gal 3:16, d.aut.1931)

Nogle få vers senere bruger Paulus nøjagtigt det samme sprog om Gud. Paulus skriver:

”Men er der en mellemmand, er det ikke for én (heis) alene; Gud derimod er én (heis).” (Gal 3:20, d.aut.1948)

Betydningen er, at Gud er ”ét individ” eller ”én person”. Dette er også i overensstemmelse med det som Paulus skriver til Timotheus:

”For der er én (heis) Gud og én (heis) formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus.” (1 Tim 2:5, d.aut.1992)

Der er én gud, og Jesus er formidler (mellemmand) mellem den ene gud og mennesker: 

Det er rigtig, at det græske heis kan bruges kollektivt om en enhed: ”For I er alle én i Kristus Jesus” (Gal 3:28). Denne betydning er imidlertid helt uegnet, når det gælder Gud, for Gud bliver hele tiden beskrevet med entalspronomen og benævnes som Faderen, som er én person. 

Der er ingen af Bibelens forfattere, der nogensinde har sagt, at ”der er én gud, dvs. Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd”. Ikke et eneste sted af de mange tusinde steder hvor ”Jahveh” og ”Gud” forekommer i Bibelen kan ordet siges at betyde ”Gud i tre personer”. Treenighedslæren er helt fremmed for Bibelen.  

Vi må læse Paulus’ ord meget omhyggeligt:

”Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham.” (1 Kor 8:6) 

Ja, Gud har visselig gjort Jesus til Herre og til Kristus (ApG 2:36) – og derfor er det også indlysende, at Jesus ikke er den samme gud som den gud, der har gjort ham til Herre!

Af respekt og ærbødighed for Jesus den salvede, burde de kristne så ikke adoptere Jesu egen jødiske trosbekendelse i Mark 12:29: ”Hør Israel, Jahveh vor Gud, Jahveh er én.”? Det er Jesu egen trosbekendelse og defor den oprindelige og autentiske kristne trosbekendelse. Det var også Paulus’ trosbekendelse. Måtte alle sandhedselskende kristne antage denne trosbekendelse, så de kan komme i overensstemmelse med deres Herre og den sandhed, som Bibelen lærer, nemlig at Gud kun er én person.