Guds NAVNS betydning

   På Jesu tid og mindst et par århundreder før var det forbudt at udtale Guds navn, YHVH (JHVH), hvilket sandsynligvis skal udtales Jahveh. Kun præsterne måtte udtale dette hellige navn og det kun i templet én gang om året, når ypperstepræsten gik ind i det allerhelligste på forsoningsdagen – ja, det var faktisk forbundet med dødsstraf for andre end præsterne at udtale dette navn.  

Forbudet imod at udtale Guds navn og frygten for at udtale det, fremkom som følge af præsternes fejlagtige fortolkning af 2 Mos 20:7 og 3 Mos 24:11,16. På grund af frygt for at bruge Guds navn til løgn eller komme til at spotte det blev det direkte forbudt at udtale navnet. Præsterne bestemte, at kun ypperstepræsten måtte bruge navnet. Det er derfor, at den ældste græske oversættelse af den hebraiske bibel, Septuagint (285-246 f.Kr.), gengiver YHVH med ”Adonaj”, hvilket betyder ”Herren”. Denne oversættelse blev også brugt af jøderne, og det var denne oversættelse, de første kristne brugte som deres hellige skrift.  

I ordforklaringen til Det Ny Testamente, dansk autoriseret af 1948, står der under ”Herren”: 

"Herren anvendtes i senjødedommen i stedet for det oprindelige gudsnavn Jahve, som man var blevet ængstelig for at udtale; og det blev derfor den almindelige betegnelse for Gud i den græske oversættelse af G.T. ligesom Herren i vor bibeloversættelse." 

I ordforklaringen til Bibelen, dansk autoriseret af 1992, side 1154, står der under ”Herren”: 

”Da jøder af ærefrygt ikke ville nævne Guds navn, læste man Jahve som adonaj... Den græske oversættelse fortsatte traditionen at gengive Jahve med "Herren", og derfra gik den videre til Det Ny Testamente, brugt både om Gud og om Kristus.” 

I SALMONSENS STORE ILLUSTREREDE KONVERSATIONSLEKSIKON, 1899, bind 9, side 778:  

”I Tiden efter Eksilet (jødernes fangenskab i Babylon) blev det mere og mere almindeligt i Stedet for J. (Jahve) at udtale (Adonaj), Herren, idet der fremkom en til en falsk Udtydning af 3 Mosebog 24:11,16 støttet Frygt for at nævne det hellige Navn.” 

Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte med lys og lygte for at finde noget, de kunne anklage Jesus for. Jesus blev aldrig anklaget for at udtale Guds navn – men han blev anklaget for at sige, at han var Guds søn (Joh 10:36), og for at sige, at han var den salvede (Matt 26:63-64). Vi kan være helt sikre på, at hvis Jesus gik offentligt rundt og brugte Guds navn, hvilket var forbudt, så havde ypperstepræsterne og de skriftkloge rettet denne anklage mod ham, men ifølge Skriften kom en sådan anklage aldrig. Det kan godt være, at Jesus, når han var sammen med sine disciple under private forhold, brugte Guds navn – vi ved det ikke. Men vi ved, at i synagogen og offentligt udtalte jøderne ikke Guds navn – det havde præsterne forbudt folket.  

Tetagrammet YHVH findes ikke i NT – i stedet for YHVH bruges kurios, hvilket betyder ”Herren”. I NT bliver kurios brugt både om Gud den Højeste og Jesus. Det er ikke korrekt at oversætte kurios i NT til Jehovah, for ordet betyder Herren. Men det er heller ikke korrekt at oversætte YHVH i GT til Herren, for ordet betyder Jahveh. 

Israelitterne havde fået strenge påbud om, at de kun måtte tilbede én Gud, nemlig ham, der havde åbenbaret sig for Moses ved den brændende tornebusk under navnet Jahveh. Denne Jahveh er Gud den Højeste, Hærskarers Herre. Til Israels folk siges der i 2 Mosebog 23:20-21:

”Se, jeg sender en engel foran dig. Han skal bevare dig på vejen og føre dig til det sted, jeg har beredt. Giv agt på ham og adlyd ham! Du må ikke trodse ham, han vil ikke tilgive jeres synd, for mit navn er i ham.”

Læg mærke til, at der står: mit navn er i ham - det, han siger, og den måde, han vil reagere på, hvis Israel bliver genstridigt, vil svare fuldstændigt til Jahveh. 

Til Moses sagde Gud i 5 Mosebog 18:18-19:

”Jeg vil af deres egen midte lade en profet som dig fremstå for dem, og jeg vil lægge mine ord i hans mund. Han skal forkynde dem alt det, jeg befaler ham, og den, der ikke adlyder mine ord, som han taler i mit navn, vil jeg kræve til regnskab.”

Da denne profet fremstod, blev han identificeret af Gud den Højeste selv, først ved dåben i Jordanfloden, hvor Guds Ånd dalede ned over Jesus som en due, og der lød en røst fra himlene, som sagde: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” (Matt 3:17); og derefter ved forklarelsen på bjerget, Matt:17:5. 

Jesus selv identificerer sig da også i Joh 5:43-46 som den profet, der blev talt om til Moses, idet han siger:

”Jeg er kommet i min faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit navn, skal I nok tage imod ham. Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden og ikke søger æren hos den eneste Gud? Tro ikke, at jeg vil anklage jer hos Faderen; den, der anklager jer, er Moses, ham I har sat jeres håb til. Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om.”

Når Jesus i Johannesevangeliet, kapitel 17, vers 6, siger: ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord” - skal det så forstås sådan, at selv om det var forbundet med dødsstraf at udtale Guds navn, så åbenbarede Jesus alligevel for sine disciple, hvordan dette navn skulle udtales? Og hvad skulle de for øvrigt med det? Ikke ét eneste sted i NT støder man på, at Jesu disciple udtaler det hellige navn. Nej, der ligger noget helt andet og dybere bag Jesu udtalelser i Johannesevangeliet - det var ikke den sproglige udtalelse af NAVNET, Jesus åbenbarede - men derimod det, navnet symboliserede - det pegede på de egenskaber, Gud havde.

Igennem tiderne har man lagt mere vægt på at karakterisere den, man gav et navn, end man gør nu om dage, så når vi slår op i f.eks. STORE NORDISKE KONVERSATIONSLEKSIKON, 1921, under NAVN, læser vi: ”Oprindelig havde hver person kun ét navn, og dette var i reglen en betegnelse for egenskaber, som man ønskede, at barnet skulle have, eller et følelsesudtryk for glæden over barnet selv.”

I Bibelnøglen af pastor R. Frimodt; 1893 står der kort og godt (side 102): ”De navne, Gud tillægger sig selv, betegner hans egenskaber.”  ILLUSTRERET KONVERSATIONSLEKSIKON, 1898, siger under NAVN: ”Jøderne brugte ofte navne, der egentlig udtrykte en tanke, f.eks. Immanuel, ”Gud med os”, Ezekiel, ”Gud har styrket mig”, osv.”

Og i den norske Bibelsk oppslagsbok: ”Når en kjente en saks eller persons rette navn, så var det det samme som å kjenne vedkommendes vesen,” Peter Schindler siger i sin NØGLE TIL DET NYE TESTAMENTE i forbindelse med Johannes 17:6: ”’Dit navn’, kan også læses ’Dit Væsen’.”

Det at kende Guds navn betyder altså ikke blot et sprogligt kendskab til udtalen, men indbefatter en sand opfattelse eller erkendelse af alt det, NAVNET dækker over.

Der er mange eksempler i Bibelen på, at man gennem navnet ville karakterisere den, der bar navnet. I Hebræerne 7:1-2 tales der om Melkisedek:

”For denne Melkisedek, Salems konge og præst for Gud den Højeste - det var ham, som gik Abraham i møde, da han vendte tilbage efter sejren over kongerne, og velsignede ham, og som Abraham gav tiende af det alt sammen - han er for det første, når hans navn oversættes, retfærdighedskonge, dernæst er han Salems konge, det vil sige Fredskonge.”

Eller beretningen om Abraham - han hed oprindelig Abram (højheds- eller ophøjelsesfader) - men Gud ændrede hans navn til Abraham, hvilket betyder ”Fader til en mængde folk”. I Åbenbaringen 9:11 omtales en, der har navnet Abaddon - det betyder ”ødelæggeren”, og i Mark 5:8-9 fortælles om, at Jesus engang var i færd med at uddrive en ond ånd, og da spørger han: ”Hvad er dit navn?”, han får det svar ”Legion er mit navn, for vi er mange.”  

At navnet virkeligt blev brugt for at betegne, ser vi bl.a. i beretningen, da Jesus fortæller sine disciple, at de vil blive udsat for hån og spot og forfølgelse, Jesus siger det på denne måde:

”Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for menneskesønnens skyld.” (Lukas 6:22)

Og i 2 Krøn 6:6 siger Gud:

”Men jeg udvalgte Jerusalem, hvor mit navn skulle være, og jeg udvalgte David til at herske over mit folk Israel.” – Altså et sted, hvor Guds principper dominerede.

Den engel, som blev omtalt i 2 Mos 23:20-21, og som gik foran Guds folk, Israel, og som Guds navn var i, var Kristus (1 Kor 10:1-5). Gud har salvet ham med hellig ånd til at være sin Søn og dermed også arving til alt, hvad der er hans - heri indbefattet Guds navn! (egenskaber). Jeg vil her citere nogle skriftsteder, der taler om dette.

”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres.” (Hebr 1:1-4)

”Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.” (Joh 17:11)

”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.” (Fil 2:5-11)

Når der står, at Jesus har arvet Guds navn, skal det naturligvis forstås på den måde, at han har overtaget alle de funktioner, som Gud den Højeste selv havde over for Israels folk og alle andre; herunder stillingen som konge, dommer og frelser; ligesom Faderen opvækker han døde, og som den eneste ud over Faderen har han fået givet at have ”liv i sig selv”. Læs i de følgende skriftsteder om de beføjelser, Jesus Kristus har fået overgivet af sin far:

”Alt har min fader overgivet mig...” (Matt 11:27)

”Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen.” (Joh 5:22)

”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” (Matt 28:18)

”Og ligesom min fader har overdraget mig Riget (Jesus er den ”til konge” salvede), overdrager jeg det til jer.” (Luk 22:29)

”Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd.” (Joh 3:35)

”Ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.” (Joh 17:2)

”Ham har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndsforladelse.” (ApG 5:31)

Det er, hvad det indebærer, at han nu har NAVNET over alle navne. 

Men stillingen som Gud den Højeste selv har Jesus ikke overtaget! Det er stadig Gud Jahveh, der sidder på tronen i himlen; men Jesus Kristus har taget sæde ved Faderens højre hånd, indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Jesus Kristus skal da komme tilbage til jorden og genoprette alle de ting som profeterne har talt om. (ApG 3:21) Når Sønnen som Guds befuldmægtigede har fuldbyrdet de hverv, Gud har givet ham, så vil han overdrage det hele til Gud igen:

”Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under ham... for at Gud kan være alt i alle.” (1 Kor 15:28)

At åbenbare Guds navn, at fortælle om Guds egenskaber og kundgøre Guds hensigter var en af de opgaver, Jesus havde påtaget sig, da han var menneske her på jorden, men den overordnede opgave var at forkynde om Guds kongerige og at udfri menneskene fra den trældom, Adam havde bragt dem ind i. Jesus måtte ofre sit eget liv som en genløsningsbetaling, og han måtte i ét og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder (Hebr 2:17-18). 

Da vi nu er klar over, hvor stort og smukt det hele er, så lad det samme sindelag være i os, som var i Kristus Jesus. (Fil 2:5) Paulus giver os en beskrivelse af noget af alt det, som dette store navn indebærer; han siger det i sit brev til Kolossenserne:

”Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.” (Kol 3:12-14)

Der kommer en dag, hvor Guds navns betydning skal forstås af alle, og alle mennesker på jorden vil leve efter Guds retfærdsprincipper. Alle skal kende Herren: ”Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren.” (Jer 31:34)