GUDS VÆSENS EGENSKABER

   Emnet for denne artikel er meget stort. Ingen kan behandle det fuldt ud, undtagen Gud selv eller Jesus Kristus. Mine bevæggrunde til at skrive denne artikel har været at ære Bibelens Gud, samt - med den bibelkundskab jeg har - at hjælpe sandhedssøgende til bedre at kende og værdsætte, bedre elske og tilbede ham, som i sin eksistens, i sit væsens og sin karakters egenskaber er i modstrid med de falske synspunkter angående Gud, som næres af så mange i dag. Dette er er som nævnt mine bevæggrunde til at skrive, og det er med en bøn om, at Gud gennem den må blive æret, og at oprigtige sandhedssøgende må blive velsignet med en bedre forståelse af Guds væsens egenskaber. Jeg håber også, at seriøse bibelstuderende vil finde, at indholdet i min artikel er i overensstemmelse med Bibelens lære, samt at den motiverer til yderligere bibelstudium.

Guds væsens egenskaber kan betragtes fra to sider – hans væsen og hans karakter. Med hans væsensegenskaber mener jeg de egenskaber, der er uløseligt forbundet med hans natur, såsom personlighed, åndelighed, evighed, udødelighed. Og med hans karakteregenskaber mener jeg de egenskaber, der er uløseligt forbundet med hans sindelag, hans hjerte og sind, såsom retfærdighed, kærlighed, barmhjertighed, trofasthed. I en række afsnit vil jeg forsøge at fokusere på nogle af de mest fremtrædende træk i hans egenskaber, både i væsen og karakter.

Lad os starte med Guds personlighed som den første af Guds væsensegenskaber. Med personlighed forstår jeg den væsensegenskab, hvorved man tænker, føler og vil; for personligheden ligger i fornuften, følelserne og viljen. Alt, hvad der er uden disse faktorer, har ingen personlighed og kan ikke være en person. Gud har egenskaben personlighed, der uløseligt er knyttet til ham som sansende væsen; han er en person. Denne egenskab i Guds væsen sætter os øjeblikkeligt i stand til at forkaste fire ideologier: 

1) Ateismen, som benægter Guds tilværelse.                                                                  2) Agnosticismen, der tvivler om Guds tilværelse.                                                            3) Materialismen, der benægter den første årsags personlighed.                                         4) Panteismen, der sammenblander Gud og naturen.

Guds personlighed 

Bibelen er fyldt med beviser på Guds personlighed, for den tillægger ham forstand, følelse og vilje – de væsentligste bestanddele i personlighed. 

At Gud har kundskab bevises af følgende skriftsteder: 

”Jahveh, gudernes Gud, ved det...” (Josva 22:22)                                                        ”Er der nogen anden Gud end mig? Er der nogen klippe, jeg ikke kender?” (Es 44:8)         ”Gud er mægtig...han er mægtig i forstandens kraft.” (Job 36:5)                                  ”Så gennemskuer Gud det, for han kender hjertets hemmeligheder.” (Sl 44:22)            ”Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.” (Matt 6:8)             ”Gud kender jeres hjerte.” (Luk 16:15)                                                                     ”For dem, han forud har kendt...” (Rom 8:29)                                                           ”Gud er større end vort hjerte og kender alt.” (1 Joh 3:20)                                         ”Med hvem har han rådført sig for at få indsigt... hvem lærte ham kundskab?” (Es 40:14)  ”I sin kraft skabte han jorden, i sin visdom grundlagde han verden, i sin indsigt spændte han himlen ud.” (Jer 10:12)                                                                                        ”Hvem skulle kunne bibringe Gud kundskab, ham som dømmer de høje magter?” (Job 21:22)

At Gud har følelser bevises af følgende skriftsteder: 

”Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Jahveh barmhjertig mod dem, der frygter ham.” (Sl 103:13)                                                                                           ”Faderen selv elsker jer...” (Joh 16:27)                                                                ”Jahveh er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed.” (2 Mos 34:6)                                                                                                              ”Jahveh din Gud, er en lidenskabelig Gud.” (2 Mos 20:5)                                             ”Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget...” (1 Pet 3:20)                  ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn...” (Joh 3:16)                ”Herre, husk din barmhjertighed og trofasthed, som har været til fra evighed.” (Sl 25:6) 

At Gud også udøver vilje ses af følgende skriftsteder: 

”Ske din vilje som i himlen således også på jorden.” (Matt 6:10)                                  ”Den, der gør min himmelske faders vilje.” (Matt 7:21)                                               ”Ske ikke min vilje, men din.” (Luk 22:42)                                                                ”Efter Guds, vor Faders, vilje.” (Gal 1:4)                                                                   ”For han gennemfører alt efter sin viljes forsæt...” (Ef 1:11)                                        ”For dette er Guds vilje...” (1 Thess 4:3)                                                                   ”Da Gud med al tydelighed ville vise arvingerne til hans løfte, hvor urokkelig hans vilje er...” (Hebr 6:17) 

Foruden disse og mange andre skriftsteder, der tilskriver Gud de væsentlige egenskaber i personlighed – forstand, følelse og vilje – er der mangfoldige andre, der beskriver ham i personlige udtryk. Jeg vil her anføre nogle få af disse:

”Jahveh er kriger, Jahveh er hans navn... Hvem er som du blandt guder, Jahveh? Hvem er så mægtig og hellig, frygtindgydende og glorværdig, hvem gør undere som du?” (2 Mos 15:3,11)

”Du må ikke have andre guder end mig.” (2 Mos 20:3)

”Du må ikke tilbede nogen anden gud, for »Lidenskabelig« er Jahvehs navn, for han er en lidenskabelig Gud.” (2 Mos 34:14)

”Det er Jahveh, der er Gud, og at der ikke er nogen anden end ham... Og du skal i dag vide og lægge dig på sinde, at det er Jahveh, der er Gud oppe i himlen og nede på jorden; der er ingen anden.” (5 Mos 4:35,39)

”Hør, Israel! Jahveh vor Gud, Jahveh er én.” (5 Mos 6:4)

”For Jahveh jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, den vældige og den frygtindgydende Gud...” (5 Mos 10:17)

”Ingen er hellig som Jahveh, der er ingen uden dig, ingen klippe som vor Gud.” (1 Sam 2:2)

”Du har skabt himlen og jorden.” (2 Kong 19:15)

”Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige? siger den Hellige.”   (Es 40:25)

”Hvem har forkyndt det i fortiden og fortalt det for længst? Er det ikke mig, Jahveh? Der er ingen anden Gud end mig, en retfærdig Gud, en Gud der frelser, der er ingen anden end mig.” (Es 45:21)

”Men Jahveh er den sande Gud, han er den levende Gud og den evige konge.” (Jer 10:10)

Fra mange standpunkter er det vigtigt for kristne at lægge vægt på Guds personlighed, i særdeleshed imod visse ateistiske og agnostiske såkaldte videnskabsmænds materialisme og hedenske filosoffers panteisme, der vil berøve os en personlig Gud. Tro på, kærlighed til og samfund med en personlig Gud er nødvendig for udvikling af gudfrygtighed. Berøv os en personlig Gud, og vi berøves den kristne tro. Tro på en personlig Gud er derfor grundlaget for gudfrygtighed. Derfor har jeg givet Guds personlighed den første plads i hans væsensegenskaber. Lad os under alle omstændigheder fastholde den som den første og vigtigste for vort religiøse liv. 

Guds legemlighed 

Som den næste af Guds væsensegenskaber vil jeg fremstille hans legemlighed. Med dette forstår jeg, at Gud har et legeme. Det er, efter min mening, en stor misforståelse at tænke på Gud som et stort sind uden et legeme – en stor personlighed uden et legeme. Hverken fornuften eller Bibelen giver os en sådan tanke. Den har sin oprindelse fra hedenske filosoffers spidsfindigheder og spekulationer, især fra de græske filosoffer, fra hvem den blev lånt og indført i den mørke tidsalders trosbekendelser. Og den er blevet et af midlerne til at narre og fordunkle mange af Guds folk i deres fornuftslutninger angående Guds væsen. Når jeg siger, at der i Bibelen læres, at Gud består af mere end sind, at han tillige har et legeme, hvilket forudsætter en organisme, da henviser jeg ikke til de skriftsteder, der uden tvivl er antropomorfiske, dvs., disse der figurligt tilskriver Gud menneskets skikkelse og legemsdele. Jeg henfører snarere til dem, der bogstaveligt og afgjort forbinder Gud med et legeme. Når Jesus siger, at intet menneske nogensinde har set Faderens skikkelse (Joh 5:37), lader han os afgjort forstå, at Gud har et legeme, eller en skikkelse. Det samme ligger i Guds udsagn om, at intet menneske kan se hans ansigt og leve (2 Mos 33:20), for dette skriftsted antyder, at han kan ses af mennesker, skønt kun med skæbnesvangre følger for en sådan beskuer. Hvis Gud kan ses, må han have mere end et sind; han må også have et legeme, hvilket indbefatter en organisme. Denne kendsgerning er ligeledes antydet i udsagnet: ”Gud er en ånd” (Joh 4:24), for apostel Paulus fortæller os afgjort, at åndevæsener har legemer. Vi læser i 1 Kor 15:44-49:

”Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et sjæleligt legeme, findes der også et åndeligt legeme. Således står der også skrevet: »Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl,« den sidste Adam blev en ånd, der gør levende. Men det åndelige legeme er ikke det første, det er det sjælelige, dernæst kommer det åndelige. Det første menneske var af jord, jordisk, det andet menneske er fra himlen. Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede.”

Når jeg siger, at Gud har et legeme, mener jeg naturligvis ikke, at det består af kød og blod ligesom et jordisk menneskelegeme. Når jeg siger, at hans legeme er en organisme, mener jeg heller ikke, at hans legeme har de samme organer som vore jordiske legemer. Det er klart, at han ifølge sagens natur ikke ville have brug for mange af de organer, som vi har. På grund af sin selv-eksistens har han naturligvis ikke organer eller dele, der er afpasset til føde, åndedræt, afsondring, blod osv., for disse ting forudsætter afhængighed af ydre ting for at kunne leve. Da bogstavelige skriftsteder taler om, at Gud kan se, høre, lugte osv., må vi fornuftigvis antage, at han har organer afpasset for syn, lyd, lugt, følelse, arbejde, bevægelse, og måske har han nogle organer af en slags, som vi ikke har. Vor ringe kundskab om Guds legeme, såvel som vor ringe kundskab om så mange andre ting, der angår ham, skyldes i stor udstrækning hans storhed på den ene side og på den anden side vor ringhed, for vort tilværelsesplan ligger så langt under hans, at vi ikke er i stand til fuldt ud at fatte ham. 

Guds åndelighed 

Den tredje egenskab i Guds væsen, som vi skal betragte, er åndelighed, dvs., at Gud er en ånd. Bibelen lærer herom ved at holde dette op mod naturlige jordiske ting.

”Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst og snilde.” (ApG 17:29)

Jesus sagde direkte, at ”Gud er en ånd” (Joh 4:24). Og fornuften må også bifalde åndelighed hos det væsen, der skabte og opretholder universet og dets skabninger. Guds tilværelsesform er ikke som et væsen af kød og blod, eller nogen anden form for materielle legemer; men hans tilværelsesform er som et åndevæsens med et åndeligt legeme. Når jeg taler om et åndeligt legeme, forstår jeg et legeme, der består af en eller flere stofløse, åndelige substanser. Der er materielle substanser, så som vand, jord, jern, og der er åndelige substanser, så som livskraft, ild, lys, varme. Når jeg siger, ligesom Jesus, at Gud er en ånd, benægter jeg derved, at hans legeme består af materielle substanser som knogler, kød og blod. At Gud ikke er ”kød og blod” fremgår også tydeligt af Jesu ord til Peter:

”Og Jesus sagde til ham: Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.” (Matt 16:17)

Faderen er ikke ”kød og blod”, og derfor kan ”kød og blod” heller ikke arve hans rige:

”Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige...” (1 Kor 15:50)

Når jeg siger, at Gud er en ånd, bekræfter jeg, at hans legeme består af en eller anden åndelig substans. Bibelen fortæller os ikke om den nøjagtige beskaffenhed af den substans, hvoraf Guds legeme består. Den samme bemærkning kan anvendes om vor Herre Jesu Kristi nuværende legeme og de helliges legemer i den første opstandelse. Vi læser i 1 Joh 3:2:

”Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.”

Bibelens tavshed om beskaffenheden af den substans, hvoraf Guds legeme består, forbyder mig at være afgjort i denne sag. I denne sag må jeg ydmygt bekende ligesom Paulus: ”Jeg erkender stykkevis”. Beskaffenheden af den substans, hvoraf Guds legeme består, er en af de hemmelige ting, som Gud har beholdt for sig selv. Min usikkerhed mht. den nøjagtige form for åndelig substans, der danner Guds legeme, gør mig imidlertid ikke usikker på, at det består af en eller anden åndelig substans, for det følger af den kendsgerning, at han er en ånd.

Guds selv-eksistens 

Selv-eksistens er den næste af Guds væsensegenskaber, som vi vil betragte. Med Guds selv-eksistens forstår jeg hans uafhængighed af alle ting og forhold for at kunne eksistere. Dette indbefatter, at han ikke skylder nogen sin tilværelse, at ingen skabte ham, og ingen opretholder ham. Ej heller skylder han nogen tilstand eller nogen ting sin tilværelse og vedvarende beståen. Man kunne sige, at det er en del af selve hans natur at være til. I dette er han helt igennem forskellig fra ethvert andet væsen. Alle andre væsener har været afhængige af en eller anden for at blive til. Og selv de af hans skabninger – de hellige – der vil opnå en udødelighedens tilstand, skylder også Gud opnåelsen af denne tilstand. Alle andre væsener har ikke alene måttet være afhængige af ham for at blive til, men deres fortsatte tilværelse vil være afhængig af ham, så længe den varer. Han er således det eneste selv-eksisterende væsen i universet. Fornuften erkender, at dette er sandt, når den demonstrerer, at han er første-årsagen til skaberværket og derfor årsagsløs, selv-eksisterende. 

Men også Bibelen lærer dette. Gud forkyndte på den mest højtidelige måde sin selv-eksistens, da han for første gang åbenbarede denne ejendommelighed for Moses ved at udtale:

”Jeg er den, jeg er!’ Og han sagde: ’Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg er har sendt mig til jer.” (2 Mos 3:14)

Atter hævder Jahveh dette i ordene:

”Jeg løfter min hånd mod himlen og sværger: Så sandt jeg lever for evigt.”    (5 Mos 32:40)

Jahveh hævder sin selv-eksistens, når han siger om sig selv:

”Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig.”    (Es 44:6)

Han er den første og den sidste i den forstand, at han er det eneste væsen, der ikke skylder en anden sin tilværelse. Alle andre har været afhængige af en anden for at blive til. Han er ikke afhængig af nogen som helst anden for at være til; for han er selv-eksisterende. Udtrykket ”den første og den sidste” er ensbetydende med udtrykket ”den eneste”, i den betydning, der fremgår af sammenhængen. Når Jesus bruger udtrykket ”den første og den sidste” om sig selv (Åb 1:17), giver han os den tanke, at han var den eneste, der blev født direkte af Gud. Alle andre blev indirekte frembragt af Gud, dvs. gennem Jesus (Joh 1:3. Kol 1:15-17). Men den betydning, i hvilken Jahveh er ”den første og den sidste” – den eneste – er f.eks. indlysende ud fra hans selv-eksistens. Hvilket forunderligt væsen han er på grund af sin selv-eksistens.

Guds evighed 

Nært beslægtet med Guds egenskab selv-eksistens er en anden væsensegenskab hos Gud – evighed. Nogle påstår, at der intet tidsbegreb er i evigheden. De stiller den i modsætning til tiden, som om den er tidløs. En sådan tanke er jeg ikke tilhænger af. Ideen om, at der intet tidsbegreb er i evigheden, kommer sikkert fra hedenske kilder, i særdeleshed fra de græske filosoffer. Men hvad er evighed så? Evighed er efter min mening tid uden begyndelse og uden ende. Tiden er derfor indbefattet i evighedsbegrebet. Vores fornuft er tvunget til at erkende den kendsgerning, at tiden ikke kan have nogen begyndelse eller nogen ende, for vi kan ikke tænke tilbage til en tid, hvor der ikke har været tid forud. Selvom vi tænker milliarder af år tilbage, må vi dog sige, at der var tid før disse. Hvis vi tænker yderligere milliarder af år tilbage, må vi stadig sige, at der var tid forud for dem, og således kunne vi gå uendelige milliarder af år tilbage, og måtte endda sige, at der var tid før dem. Vi bliver derfor nødt til at slutte heraf, at tiden ikke har begyndelse, at tiden altid har været, dvs., at der er fortid i evigheden. Det samme gælder med hensyn til fremtidig tid, den kan ikke ende, den må fortsætte for evigt. Jeg kan ikke forestille mig en fremtidig tid, hvor der ikke vil være tid derefter. Jeg mener således, at tiden er uden begyndelse og uden ende, den har altid været og vil altid vedblive at være. Dette er evigheden. For mig giver det ingen mening, at evigheden skulle være noget, hvori der ikke er tid – ingen varighed eller blivende beskaffenhed. Når vi læser om ”begyndelsen” i 1 Mosebog, vers 1, så menes der ikke tidens begyndelse, men skabelsens begyndelse, for der må nødvendigvis have været en tid forud for skabelsen. Der er naturligvis også en kontrast mellem det synlige (timelige) og det evige (2 Kor 4:18). At stille tid og evighed i en sådan modsætning til hinanden, at den førstnævnte indbefatter tid og den sidstnævnte udelukker den, synes jeg ikke er fornuftigt. 

Både fornuften og Bibelen lærer, at Gud er evig – uden begyndelse og uden ende. At fornuften lærer dette er indlysende ud fra den kendsgerning, at den lærer, at Gud er første-årsagen og som sådan årsagsløs og derfor evig. Bibelens vidnesbyrd angående denne sag er mange. Jeg vil anføre nogle få af disse:

”Gud fra ældgammel tid. Men hernede er hans evige arme.” (5 Mos 33:27)                 ”Gud er mere ophøjet, end vi ved; hans åremål kan ingen regne ud.” (Job 36:26)       ”Lovet være Jahveh, Israels Gud, fra evighed og til evighed.” (Sl 41:14)                       ”Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud.” (Sl 90:2)                                                                                                                   ”Din trone står fast fra ældgammel tid, fra evighed har du været til.” (Sl 93:2)             ”Dine år varer i slægt efter slægt... dine år får aldrig ende.” (Sl 102:25,28)                   ”For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt...” (Es 57:15)                         ”Men Jahveh er den sande Gud, han er den levende Gud og den evige konge...” (Jer 10:10) ”Jahveh, har du ikke været til fra ældgammel tid? Min hellige Gud.” (Hab 1:12)             ”Hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse...” (Rom 1:20)                                                                            ”Hellig, hellig, hellig er Jahveh, Gud den Almægtige, han som var og som er og som kommer... og som lever i evighedernes evigheder.” (Åb 4:8,9)

Vi ser således, at Bibelen lærer, at Gud er evig – uden begyndelse og uden ende. Dette gav ham overflod af tid til at fremvise sin karakter og sine gerninger overalt gennem universet. Det er i sandhed en ophøjet ejendommelighed hos Gud som et væsen. Den fremkalder visselig vor værdsættelse, ærefrygt, hyldest og tilbedelse.

Guds selv-tilstrækkelighed

I nogen grad forbundet med Guds selv-eksistens er en anden af hans væsensegenskaber – selv-tilstrækkelighed. Med Guds selv-tilstrækkelighed forstår jeg hans uafhængighed af enhver person, ting eller forhold for sin vedvarende eksistens, lykke og velvære. Gud er ikke afhængig af noget, men ethvert eksisterende væsen er afhængigt af ham for at kunne eksistere. Han behøver intet for at bibeholde sin eksistens. Han ville have været lykkelig og ville have befundet sig vel, selv om han aldrig havde skabt nogen eller noget. Han er således i sig selv nok for sin tilværelse, lykke og velvære. Anderledes er det med hans skabning, som er totalt afhængig af ham for at kunne eksistere, opnå lykke og velvære. Grunden til, at han frembragte skabningen, var derfor ikke hans trang til denne skabning, men hans ønske om at velsigne sine skabninger. Han har behag i at uddele velsignelser, og fra hans side var grunden til hans skaberværk derfor ikke den, at han i nogen som helst forstand trængte til andre. Apostel Paulus bevidner dette træk i Guds væsen:

”Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting.” (ApG 17:25)

Hans uafhængighed af mennesket er også udtrykt i Esajas 40:15-17:

”Folkene er som dråber i en spand, de regnes som støv på vægtskåle, de fjerne øer vejer kun som fnug... Alle folkene er som intet imod ham, de regnes som intethed og tomhed for ham.”

Dette skriftsted beviser Guds uafhængighed af alle personer, ting og tilstande. Ingen person eller sammenslutning af personer, ingen ting eller forening af ting, og ingen tilstand eller kombination af tilstande kan gøre ham afhængig i nogen forstand. Han hævder sin selv-tilstrækkelighed med hensyn til alle personer, ting og tilstande. Gud er således absolut fri for afhængighed. Han er uafhængig i den højeste betydning – han er selv-tilstrækkelig. Dette gør ham ikke stolt, hovmodig eller anmassende, men det giver ham den frihed, der er overensstemmende med hans natur, stilling og egenskaber, og det giver ham frihed til at yde til andre af gunst og ikke af afhængighed, til deres bedste og ikke for hans personlige vinding, til deres lykke, og ikke fordi han på nogen som helst vis har dette behov. Dette er, hvad vi ganske naturligt kunne forvente af så stor en Gud, og vor hengivenhed drager os til ham, efterhånden som vi betragter hans storhed, således som den lægger sig for dagen i hans selv-tilstrækkelighed.  

Guds udødelighed

En af Guds væsensegenskaber, der i nogen grad er beslægtet med hans selv-eksistens og selv-tilstrækkelighed, er hans udødelighed. Udødelighed er en dødfri tilstand – en tilstand i hvilken døden er en umulighed. Den står i modsætning til dødelighed, der betegner en tilstand i hvilken døden er mulig. Dødelighed betegner ikke en tilstand, der nødvendigvis må resultere i død, men en tilstand i hvilken man kan dø – en dødelig tilstand. Den kendsgerning, at Adam døde, er det sikreste bevis på, at han ikke var udødelig, men at han var dødelig. Men selv om han i sin skabelse var dødelig, så kunne han have levet evigt, hvad han også ville have gjort, hvis han vedblivende havde spist af livets træ i Edens have (1 Mos 3:22). Også Satan er dødelig, for på en eller anden dag i fremtiden skal han dø (Åb 20:10). Heraf kan man slutte, at også alle englene er dødelige. Skønt mange mennesker i opstandelsen vil arve evigt liv, vil de dog være dødelige, hvilket klart indikerer, at dødelige væsener ikke nødvendigvis må dø. I virkeligheden er kun den højeste form for guddommelige væsener udødelige. (1 Tim 6:16) Det er på denne måde, at menigheden som arvinger til den guddommelige natur (2 Pet 1:4) er lovet udødelighed (1 Kor 15:53-54). Jesus har givet os en udmærket forklaring på udødelighed, nemlig ”liv i sig selv” (Joh 5:26). Liv i sig selv indbefatter, at man har et legeme, der ikke er afhængigt af noget for sin opretholdelse, at det er et depot for et uudtømmeligt oplag af liv, at det kan leve under alle mulige forhold og alle mulige kombinationer af forhold, og at intet kan skille livet fra legemet hos et udødeligt væsen, samt at intet kan formindske dets liv. Gud er det oprindelige depot for sådant liv, og lovede det allerførst til Jesus på betingelse af hans trofasthed indtil døden (Joh 5:26-27), og han har i Kristus lovet det til den sejrende menighed (1 Joh 3:1-2. Rom 2:7. 1 Kor15:53-54)

Der er særligt tre skriftsteder, som beviser, at Gud er udødelig:

”For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.” (Joh 5:26)

”Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud...”              (1 Tim 1:17)

”Han, den eneste, som har udødelighed og bor i et utilgængeligt lys...”        (1 Tim 6:16)

Dette betyder, at Gud ikke kan dø. Vi mennesker kan dø, ja, det er nærmest let at forårsage et menneskes død. Ved ild, eksplosion, kulde, drukning, gas, smitstof, forgiftning, eller ved at unddrage det mad og vand. Men der kan intet gøres mod Gud og intet kan unddrages ham, som kunne forvolde hans død. Gud kan være i ilden, under vandet, under jorden, i en eksplosion, i den yderste kulde, i et lufttomt rum eller i enhver anden tilstand, uden at disse ting ville formindske hans liv eller skille det fra hans legeme. Han er absolut dødfri og sikret mod den ringeste formindskelse af livet. Ej heller kan nogen del af Guds væsen dø, som nogle treenighedstilhængere påstår, en påstand som er ubibelsk og simpelthen udelukket, og den viser deres manglende evne til at forstå Guds væsen. Ingen del af Gud kan dø - Gud er udødelig, har liv i sig selv. 

Vi har hidtil betragtet syv af Guds væsensegenskaber. De syv egenskaber, som vi ovenfor betragtede, vil hjælpe os til bedre at forstå, hvilket forunderligt og stort væsen Gud er. Et alvorligt studium af dem vil i væsentlig grad øge vor værdsættelse af ham og lede os til at ære ham som værdig til vort hjertes mest uindskrænkede hyldest, lovprisning og tilbedelse. Det ligger over vore evner at fatte disse væsensegenskabers storhed i de forskellige enkeltheder, men alle tilskynder de os til at stå i ærbødighed og ærefrygt over for ham, der er uendelig og fuldkommen i alle sine egenskaber. Og den omstændighed, at dette store væsen har nedladt sig til at tilbyde os samfund med sig og at drage os til sig ved sin søn, er den størst mulige ære, der kunne skænkes os og burde visselig opvække os til at gengælde ham i den samme ånd.

”Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os, lad os falde på knæ for Jahveh, vor skaber... For Jahveh er en stor Gud, en mægtig konge over alle guder. I hans hånd er jordens dybder, bjergenes tinder tilhører ham. Havet tilhører ham, for han skabte det, hans hænder formede landjorden.” (Sl 95:6,3-5)

Guds usynlighed 

Lad os fortsætte vort studium af Guds væsensegenskaber med Guds usynlighed som den ottende egenskab i hans væsen. Usynlighed betyder synsfri – den egenskab, ved hvilken det er umuligt at blive set. Når jeg siger, at Gud er usynlig, mener jeg ikke, at han overhovedet ikke kan ses af noget væsen, for en sådan fremstilling ville direkte modsige det skriftsted, hvori Jesus siger:

”Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.” (Matt 18:10)

Ud fra dette skriftsted må vi slutte, at alle åndevæsener kan se Gud, som selv er en ånd. Han er derfor ikke usynlig for åndelige væsener, dvs., han er ikke usynlig i den absolutte betydning af ordet. I 1 Tim 6:16 får vi at vide, hvilken art væsener Gud er usynlig for:

”... som intet menneske har set eller kan se...”

I overensstemmelse med dette skriftsted kan vi slutte, at Gud er usynlig for jordiske væsener – mennesket og den lavere skabning – i modsætning til åndelige væsener. Selv om Gud er synlig for åndevæsener, er han usynlig for kødelige væsener, og grunden dertil er indlysende: kødelige øjne har ikke de egenskaber, der sætter dem i stand til at se et åndevæsen. Der kræves et særligt mirakel på kødelige øjne for at sætte dem i stand til at se et åndevæsen. Paulus fik et syn af Jesu herlighed, men han så kun lyset. Han øjne kunne ikke trænge igennem det blændende lys til selve legemet, fra hvilket lyset kom. Og så total var Paulus’ efterfølgende blindhed, at et mirakel var nødvendigt for at gengive ham synet (ApG 9:3, 8-18). Selv efter at Paulus havde fået sit syn tilbage, måtte han ifølge traditionen døje med et mangelfuldt syn eller en øjenbetændelse, og dette skulle have været hans berømte ”torn” i kødet (2 Kor 12:7). 

Sætter man Paulus’ erfaring med hensyn til at se det lys, der skinnede ud fra Jesu Kristi herliggjorte legeme, i forbindelse med Jahvehs udsagn: ”Intet menneske kan se mig og beholde livet”, vil det betyde, at det lys, der skinner ud fra Guds legeme, er endnu klarere end det, der skinner ud fra Jesu Kristi herliggjorte legeme, for mens lyset fra sidstnævntes legeme ikke dræbte, men kun blindede Saulus, så ville intet menneske kunne overleve synet af det lys, der skinner frem fra Guds legeme. (2 Mos 33:18-23). 

En kort betragtning af nogle få andre skriftsteder, der handler om Guds usynlighed, vil her være på sin plads efter de ovenstående forklaringer. 

Guds usynlighed antydes af udsagnet i 5 Mos 4:15:

”I (Israel) så ikke nogen skikkelse, den dag Jahveh talte til jer på Horeb inde fra ilden.”

I 1 Kong 8:12 antydes hans usynlighed ligeledes i udsagnet om, at han bor i det tætte mørke:

”Jahveh har sagt, at han vil bo i mørket.”

Menneskets manglende evne til at se ham, selv om han er nær ved mennesket, fremsættes klart i Job 9:11:

”Han kan gå forbi mig, uden at jeg ser ham, han kan fare forbi, uden at jeg mærker det.”

Ligeledes læser vi i Job 23:8-9:

”Men går jeg mod øst, er han der ikke, går jeg mod vest, får jeg ikke øje på ham; virker han i nord, ser jeg ham ikke, vender han sig mod syd, får jeg ham ikke at se.”

Dette er også poetisk fremsat i Sl 18:12 og 97:2:

”Han skjulte sig i mørket omkring ham, han dækkede sig i regnsorte skymasser... Skyer og skymulm omgiver ham, retfærdighed og ret er hans trones grundvold.”

Johannes udtaler det bogstaveligt som menneskets verdensomfattende erfaring:

”Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” (Joh 1:18)

Den enbårne (Jesus Kristus) har kundgjort (åbenbaret) Faderen for vore forstands øjne ved sine lærdomme. 

Jesus udtaler det bogstaveligt, først som en sag, der angår Israels almindelige erfaring:

”I har aldrig hørt hans røst og heller ikke set hans skikkelse.” (Joh 5:37)

Derefter udtaler han det senere som menneskenes almindelige erfaring:

”Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen.” (Joh 6:46)

Apostel Paulus bruger selve udtrykket om Gud i flere skriftsteder:

”Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte.” (Kol 1:15)

”Evighedernes konge, den usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder!” (1 Tim 1:17)

”Han (Moses) holdt ud, for det var, som om han så den usynlige.” (Hebr 11:27)

Disse skriftsteder beviser alle sammen, at Gud har usynlighed som en af sine væsens-egenskaber, for så vidt som det angår jordiske væsener – mennesker og dyr.

Guds enhed

Som den næste egenskab i Guds væsen, vil vi betragte hans enhed. Ved enhed forstår jeg den egenskab hos Gud, hvorved han er ét væsen, ét individ, én person, og ikke mere eller mindre end ét væsen. Skønt han har mange væsens- og karakteregenskaber, skønt han har mange forskellige virksomheder og åbenbarelser, så er han dog i enhver henseende kun ét væsen, ét individ, én person – ikke mange eller flere, men kun ét. Bibelen fremsætter klart denne tanke. Så tydelige er dens udsagn i denne henseende, at den ikke efterlader nogen som helst tvivl i et nøgternt og klart sind med hensyn til dens belæring om Guds enhed. Grunden til, at Gud så stærkt har lagt eftertryk på sin væsensenhed, dvs., at han er en enkeltperson, er den omfattende udbredelse af polyteisme (flerguderi) i verden under og efter Bibelens dage. Religionerne i den hedenske verden, både i oldtiden, middelalderen og nutiden, har alle lært om et flertal af guder, idet de blandt disse har fremhævet tre enkelte som de højeste – en treenighed. Da Gud ønskede at bevare Sandheden ukrænket blandt sit folk angående læren om det højeste væsens enhed, har han gang på gang lagt eftertryk på den tanke, at der kun er én Gud den Højeste, nemlig ham og ingen anden. (Es 45:21-22). Gud omstøder således den hedenske lære om, at der er tre ligestillede, lige evige guder.

Lad os se på nogle af de mest fremtrædende af de skriftsteder, der lærer Guds enhed. Den første af dem alle er Israels trosbekendelse:

”Hør, Israel! Jahveh vor Gud, Jahveh er én.” (5 Mos 6:4)

Dette er helt klart et ophøjet og ligefremt udsagn om Guds enhed. Lad os fremholde det i skarp modsætning til den hedenske polyteisme. Og hvor direkte og tydelig er ikke 1 Kong 8:60 i sin hævdelse af Jahvehs enestående guddommelighed:

”For at alle jordens folk kan vide, at Jahveh og ingen anden er Gud.”

Hvor mægtig er ikke Guds protest imod den falske polyteisme med dens billedfremstilling af dens guddomme i Es 42:8:

”Jeg er Jahveh, det er mit navn! Jeg giver ikke min ære (overhøjhed) til nogen anden (Gud) eller min pris til gudebillederne.”

I det følgende skriftsted fremhæver Jesus som modsætning og med fuldstændig udelukkelse af andre, Guds enestående guddommelighed og sig selv som Guds sendebud:

”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” (Joh 17:3)

Læg også mærke til, hvorledes apostel Paulus i det følgende skriftsted fremhæver Faderen Jahvehs enestående guddommelighed, og hvorledes han derefter på den ene side sætter de mange hedenske guder op mod den eneste sande Gud, og på den anden side de mange hedenske herrer mod den eneste sande Herre:

”For vel er der såkaldte guder, både i himlen og på jorden – der er jo så mange guder og så mange herrer. Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham.” ( 1 Kor 8:5-6)

Kunne man stille det mere skarpt og rammende op end Paulus gør det i dette skriftsted? I Gal 3:20 lægger Paulus også eftertryk på Guds enhed:

”En formidler står ikke kun for den ene part. Men Gud er én.”

1 Tim 2:5 er også et rammende eksempel:

”For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus.”

Her fremstilles vor Herre Jesus, der er den nye pagts formidler, som formidler mellem den eneste Gud og syndige mennesker. Treenighedslæren siger, at Gud er ”tre i én”. Men hvis der kun er ét væsen involveret i en transaktion, kan der ikke være et væsen, der fungerer som formidler eller mellemmand, for en selvstændig formidler forudsætter, at der i det mindste er to selvstændige parter involveret i sagen, for hvem han fungerer som formidler eller mellemmand. Det er derfor indlysende, at Gud ikke kan være en to-enig Gud eller en treenig-Gud.

I det følgende skriftsted, Jakob 2:19, roses vi, hvis vi tror på Guds enhed:

”Du tror, at Gud er én; det gør du ret i...”

Forskellen mellem den eneste Gud og den eneste Herre Jesus fremhæves udtrykkeligt. De ovenstående skriftsteder lægger mægtigt eftertryk på læren om, at der kun er én Gud, Faderen Jahveh, der er ophøjet over alle andre, og hvem det er vort privilegium at gøre til den Højeste i vort liv. For at gøre dette må vi nærme os ham ad den ”eneste vej”, ad hvilken der er adgang til ham, nemlig igennem Jesus Kristus, Guds søn, som er fuldt indviet til at gøre hans vilje.

Her er det også på sin plads at gøre opmærksom på, at vi ikke skal forstå det sådan, at de skriftsteder, der kalder mennesker og engle guder, modsiger tanken om Guds enestående guddommelighed. Dette bliver klart for os, når vi forstår, at det hebraiske ord elohim og det græske ord theos, der skal oversættes ”gud” eller ”guder”, kan anvendes og bliver anvendt, om en hvilken som helst mægtig, det være sig et menneske, en dæmon, en engel, vor Herre Jesus eller Gud selv. Brugt i deres almindelige betydning kan disse ord således anvendes om enhver mægtig, men når de bruges i deres specielle betydning kan de kun anvendes på Faderen Jahveh alene, dvs., i den forstand, hvori han som det højeste væsen alene er Gud og ingen andre. Der er således fuldkommen harmoni mellem læren om, at Jahveh, det højeste væsen, alene er Gud, og den skriftmæssige lære om, at der er mange guder i betydningen mægtige væsener, himmelske og jordiske. Det er af den grund, at de hedenske guddomme skriftmæssigt kaldes elohim, guder, for som faldne engle og dæmoner er de i sandhed mægtige væsener. (5 Mos 32:16-17. 1 Kor 10:20, 8:5).

Guds almagt 

Lad os nu fortsætte vort studium af Guds væsensegenskaber med betragtningen af Guds almagt. Almagt er blevet defineret som evnen til at gøre alt. Jeg mener imidlertid, at en sådan definition er alt for bred i ordets betydning, for Bibelen lærer klart, at der er nogle ting, som Gud ikke gør. F.eks. lyver han ikke (Hebr 6:18), og han kan heller ikke begå eller fristes til synd (Hab 1:13. Jakob 1:13). Med andre ord, Gud kan ikke gøre noget, der strider imod hans karakter. Det ville også være usandt at sige, at Gud kunne gøre en forgangen tildragelse usket, dvs., gøre en fuldbyrdet kendsgerning uvirkelig. Skønt han kan se ind i fremtiden og hindre enhver tildragelse i at indtræffe eller ophæve dens virkninger, efter at den er indtruffet, så kan han ikke gøre den usket, når den engang er sket. Disse illustrationer beviser, at det er urigtigt at definere Guds almagt som hans evne til at gøre alt i ordets bogstavelige betydning. Bibelen definerer den heller ikke således. Den nærmeste forklaring af Guds almagt, der gives os i Bibelen, er følgende:

”Vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil.” (Sl 115:3

”Alt, hvad JAHVEH vil, gør han i himlen og på jorden, i havene og de store dyb.” (Sl 135:6)

Disse skriftsteder lærer, at Gud kan gøre alt, hvad han ønsker. Grunden til, at han ikke kan begå synd eller fristes til synd, samt at han ikke kan lyve, er den, at han ikke ønsker at gøre disse ting. Hans karakter elsker retfærdighed og hader uretfærdighed således, at han ikke kunne ønske at gøre disse ting. Da han kender enden fra begyndelsen (Es 46:10), vil han ikke vente til en uønsket begivenhed er indtruffet, hvorefter det vil være umuligt at gøre den usket, han vil på forhånd hindre den i at ske, hvis han ikke ønsker den. I betragtning af disse kendsgerninger vil jeg derfor forklare Guds almagt som hans evne til at gøre alt, hvad han ønsker at gøre. Ingen magt eller sammenslutning af magter, er de end aldrig så stærke, kan hindre ham i at gennemføre sine beslutninger, eftersom han har sagt:

”Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg...knap har jeg talt, så lader jeg det ske, knap har jeg tænkt det, så gør jeg det.” (Es 46:10-11)

”Ingen river noget ud af min hånd; hvem kan gøre det ugjort, når jeg handler?” (Es 43:13)

Ligeledes siger Job:

”Men når han vil noget, hvem kan så hindre ham? Han gør, hvad han har lyst til!”     (Job 23:13)

Lad os nu standse en stund og tænke på Guds væsentligste gerninger som udtryk for hans almægtige kraft. En af hans største gerninger er skabelsen og opretholdelsen af universet. Det er grænseløst i sin udstrækning og indeholder et ikke registrerbart antal stjerner, hvoraf mange milliarder er bragt inden for menneskets synsfelt ved hjælp af teleskopet, men i det ubegrænsede univers er der sikkert mange gange flere end dem, der allerede er opdaget. Skabelsen og den velordnede opretholdelse af universet er derfor et af de mest ophøjede udtryk for Guds almægtighed, såvel som et af dens sikreste beviser. På den mest veltalende og ophøjede måde anfører Bibelen universet som udtryk for og bevis på Guds almagt. Den levende, såvel som den livløse natur, er udtryk for det samme. Guds magt kommer visselig for dagen i skabelsen og opretholdelsen af mennesket som jordens konge, såvel som af den lavere jordiske skabning som denne konges undersåtter. Ja, højere ordener end de jordiske væsener, dvs., de himmelske hærskarer – Gudssønnerne – er endnu større udtryk for Guds magt end de jordiske skabninger.

Ligeledes er der mange udtryk for Guds magt i beretningen om hans plan i forbindelse med tilladelsen af det onde blandt menneskene i almindelighed, og blandt hans folk i særdeleshed. Fra et standpunkt er overvågningen af tilladelsen af det onde – for gennem karakterudvikling at berede sit folk til evigt liv og helligt herskerskab, og for tillige at lære resten af menneskene syndens afskyelighed og det ønskværdige i at hade og undgå den – en virkningsfuld udfoldelse af Guds magt. Bevarelsen af vandet i himlen ubrudt indtil Noas tid for derefter at forårsage dets fald under omstændigheder, der var ødelæggende for de onde og beskyttende for de retfærdige, viser atter Guds store magt. Sprogforvirringen for menneskeheden i Babylon viser Guds magt. Ødelæggelsen af byerne på sletten, Sodoma og Gomorra, men redningen af de retfærdige, Lot og hans familie, er en yderligere åbenbaring af Guds almagt. Anvendelsen af Egyptens ti plager, herunder ødelæggelsen af den førstefødte blandt mennesker og dyr og tilintetgørelsen af Egyptens hær ved det adskilte havs tilbagevenden samt Guds skånsel af Israels førstefødte af mennesker og dyr og derefter af hele nationen i det kløvede hav, er udprægede beviser på Guds magt. Opretholdelsen af jødefolket helt op til vor tid er også et slående bevis på Guds magt. Lad os heller ikke glemme hans søns, vor Herre Jesu Kristi menneskebliven, hans opstandelse og herliggørelse. Hans menigheds avling, udvikling og bevarelse, midt under sataniske angreb op gennem hele evangeliealderen lige indtil vor tid – alle disse ting bringer os atter Jahvehs almagt for øje.

Men det guddommelige program er endnu ikke fuldbyrdet. Det indbefatter den fremtidige ødelæggelse ved Jesus Kristus af Satans verdensriger, indbefattende enhver undertrykkende regering og ethvert falsk, religiøst system. Den fuldstændige binding af Satan og hans faldne engle i afgrunden, dvs., deres fuldstændige bortfjernelse fra jordens overflade i de tusind år så de ikke længere kan forføre folkeslagene. Opstandelsen af alle de retfærdige og uretfærdige. Guds kongeriges oprettelse over hele jorden. Tilintetgørelsen af alle tilstande, der vil bidrage til ondt. Indførelse af alle tilstande, der vil bidrage til retfærdighed. Jordens forvandling til et paradis. Opløftelse af Adams tabte slægt til oprindelig fuldkommenhed. Satans og de faldne engles frigivelse fra afgrunden efter de tusind år til menneskehedens endelige prøve. Satans og de onde engles og menneskers tilintetgørelse ved afslutningen af den lille tid, der følger efter de tusind år. Disse vidunderlige træk i Guds plan, som endnu vil blive opfyldt i fremtiden, vil visselig alle som ét, blandt andre ting være bemærkelsesværdige fremvisninger af Guds underfulde almagt!

Guds allestedsnærværelse 

Guds allestedsnærværelse er den næste af Jahvehs væsensegenskaber, som vi skal betragte. Der hersker efter min mening stor misforståelse blandt ikke så få mennesker angående dette emne. Nogle betragter Gud som et stort sind og ikke som et væsen, der har et legeme, og de tænker angående Guds allestedsnærværelse på Ham som et stort sind, der er så udspredt, at det er på ethvert sted, i ethvert tomt rum, ja, i ethvert atom i universet. Andre anser ham for at have både et sind og et legeme, og de mener, at hans legeme er så udbredt, at det er på ethvert sted, i ethvert tomt rum, ja, i ethvert atom i universet – dette er deres begreb om allestedsnærværelse. Sådanne anskuelser er efter min mening ubibelske og meningsløse, og de modsiger de skriftsteder der lærer, at Guds bolig er i himlen:

”Hør din tjeners og dit folk Israels bønfaldelse...hør den i himlen, hvor du bor, hør og tilgiv!” (1 Kong 8:30)

”Jeg løfter mine øjne til dig, du som bor i himlen.” (Sl 123:1)

”Jahveh er ophøjet, han bor i himlen, han fylder Zion med ret og retfærdighed.” (Es 33:5)

Der er intet i Bibelen, der direkte eller indirekte lærer, at Gud som et sind eller via sit legeme er spredt ud gennem hele universet, i alt rum og al substans. En sådan opfattelse af Guds allestedsnærværelse har givet ateismen, agnosticismen, materialismen og panteismen et ikke ringe fremstød. Alle de skriftsteder, der omhandler Guds allestedsnærværelse, henfører til hans egenskabers virke overalt i universet og ikke til, at hans legemlige nærværelse gennemtrænger alt, eller at han er tilstede rent bogstaveligt med sit legeme alle steder. Hvis hans legeme rent bogstaveligt var tilstede alle steder i universet, hvilken mening er der så i ordene ”Du får ikke lov til at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet”? (2 Mos 33:20) 

Lad os se, hvad der menes med Guds allestedsnærværelse set ud fra hans evners og egenskabers virksomhed overalt i universet både i dets rum og dets substanser. Jeg taler om at alt, hvad vi ser, er i vor nærhed. Guds evne til at se alle ting bringer dem således i hans nærhed. Det grænseløse univers er derfor i hans nærhed, idet det sammenfattes inden for hans synskreds. Hans magt holder fast om og påvirker alt i universet med en hvilken som helst af naturens love og kræfter, som han måtte ønske. Gud har desuden evnen til at høre, lugte, føle og smage hvad som helst i hele universet. Nogle af menneskenes opfindelser hjælper os til at indse det sandsynlige og fornuftige heri.  Et kraftigt teleskop bringer meget af universet inden for vort syns rækkevidde. Et kraftigt mikroskop gør molekyler, men ikke atomer, synlige for os. Radioen gør os i stand til at høre stemmer fra den anden side af jorden. Telefonen gør os i stand til at føre samtaler med en person fra den anden side af jorden. Fjernsynet gør os i stand til at se og følge begivenheder overalt på jorden. Røntgenstråler gør et menneske i stand til at se gennem massive substanser. Gud har i sine øjne umåleligt mere synskraft, end teleskopet, mikroskopet, fjernsynet og røntgenstråler kan give vore øjne. Guds øren og stemme har uendeligt større kraft, end radio og telefon kan give vore øren og stemmer. Gud kan med sin kraft, magt og kundskab samt med naturens love og kræfter virke over langt større afstande, end vi selv med den mest avancerede teknologi har mulighed for og kan gøre os begreb om. Det umådeligt forøgede omfang, som menneskets evner har fået gennem opfindelser, giver os således et svagt begreb om de uendelige kræfter, som Gud er i besiddelse af, og vi bringes på denne måde i stand til at indse, hvad Skriften mener, når den taler om Guds allestedsnærværelse.  

Guds evner og egenskaber gør ham således i stand til at vide alt og at virke overalt i universet lige så godt, som om han legemligt var til stede overalt. Guds allestedsnærværelse betyder derfor ikke en udstrækning af ham som et sind eller legeme eller begge dele gennem enhver krog eller ethvert hjørne i universet og dets substanser, men hans evners og egenskabers virksomhed overalt. 

Hvis vi undersøger de skriftsteder, der omhandler Guds allestedsnærværelse, vil vi finde, at de lærer om en sådan allestedsnærværelse, som jeg har beskrevet. Guds bolig var heller ikke bogstaveligt i Tabernaklet eller i de templer af sten, som jøderne byggede for ham. (1 Kong 8:27. ApG 7:48-49). Jeg vil citere den første henvisning og kort forklare den i klamme:

”Bor Gud da på jorden? (spørgsmålsformen forudsætter et benægtende svar, hvilket modbeviser en legemlig allestedsnærværelse). Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig (i dine evners og egenskabers virksomhed kan du ikke begrænses til himmelen); hvor meget mindre (kan) da dette hus, som jeg har bygget (være det fuldstændige område for dine evners og egenskabers virksomhed?).”

Hele skriftstedet viser, at denne jord er uskikket til at være et hjem for så stort et væsen som Gud den Højeste, hvis evner og egenskaber ikke kan begrænses til selve himmelen, endsige til Tabernaklet eller templet i Jerusalem. Dette skriftsted modbeviser visselig Guds legemlige allestedsnærværelse, men vidner om en allestedsnærværelse af hans evners og egenskaber virksomhed.  

Guds virkelige allestedsnærværelse, som bestående i hans evners virksomhed, er smukt fremsat i Salme 139:2-10:

”Du ved (ved din magt) om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Jahveh; bagfra og forfra indeslutter du mig (med din beskyttelse), og du lægger din hånd på mig (Guds hånd symboliserer hans magt). Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? (magt, egenskaber) Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? (syn) Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget (sheol), er du dér (ved din magt til at udfri i opstandelsen). Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd (magt) mig også dér, din højre hånd holder mig fast.”

I dette skriftsted beskrives Guds evners og egenskabers virksomhed til bedste for hans folk på det skønneste, og det viser, at hans allestedsnærværelse er i evner og egenskaber og ikke i legeme eller sind eller begge udstrakt overalt i universet.

Jeremias 23:23-24 er et andet skriftsted, der vidner om den samme sag:

”Er jeg kun Gud her på stedet? siger Jahveh, er jeg ikke også Gud langt borte? (kan jeg kun udøve mine evner og egenskaber nær ved mit legeme og ikke langt borte fra det? (dette er en klar indikation af, at Guds legeme er begrænset til kun ét bestemt sted på én tid)). Hvem kan skjule sig på steder, hvor jeg ikke kan få øje på ham? siger Jahveh. (selv om jeg i mit legeme er begrænset til ét bestemt sted på én tid, så har jeg ikke desto mindre evner og egenskaber, der sætter mig i stand til at se alt og alle overalt). Er det ikke mig, der (med mine evners og egenskabers virksomhed) fylder både himmel og jord? siger Jahveh.”

Dette skriftsted viser klart, at Gud ikke alene virker nær ved sig selv, men også langt borte fra sig selv. Det beviser derfor, at han ikke er allestedsnærværende i legeme, men i sine evners og egenskabers virksomhed, for hvis hans legeme var overalt, ville enhver ting være ham nær for hånden – nær ved ham – og intet ville være langt borte fra ham, hvilket nogle ting er, når han selv siger det! Hvis Guds legeme var nær ved alle, så ville det have skæbnesvangre konsekvenser for menneskene på jorden, for intet menneske kan tåle at se Gud (2 Mos 33:20).

Vi ser således, at Bibelen ikke lærer om allestedsnærværelse af Guds legeme eller hans allestedsnærværelse som et stort sind, men derimod om hans allestedsnærværelse i hans evners og egenskabers virksomhed. Skriftstederne er således indbyrdes overensstemmende om dette emne og lærer et fornuftigt syn herpå, ligesom vi, inden for vort begrænsede iagttagelsesområde, ved det af erfaring.

Guds overhøjhed 

Guds overhøjhed er en anden af Jahvehs væsensegenskaber. Med Guds overhøjhed forstår jeg, at der særligt menes to ting: 1) I person, karakter, plan og gerninger er han alle andre væsener uforligneligt overlegen, end ikke vor Herre Jesus er undtaget, og 2) alle væsener og ting er eller bør være og vil til slut blive underlagt ham – enhver, som til slut nægter en sådan undergivenhed, vil blive fuldstændigt tilintetgjort.  

Guds overhøjhed betyder da for det første, at Gud i person, karakter, plan og gerninger er alle andre væsener uforligneligt overlegen, end ikke vor Herre Jesus er undtaget. Dette indbefatter, at han i eksistens er det største og i virkeligheden det eneste væsen, som ikke er blevet skabt – som altid har været. I sin karakters egenskaber, såsom visdom, magt, retfærdighed og kærlighed, er han den største. Hans planer, der omfatter hele universet og dets skabninger i fortiden, nutiden og fremtiden, er de største. Og endelig er hans gerninger – skabende, forsynsstyrende, frelsende, belærende, retfærdiggørende, helliggørende og forløsende - ligeledes de største. I sit væsen, sin karakter, sin plan og sine gerninger er Gud således den højeste – i disse henseender uforligneligt alle andre væsener overlegen. Han er også den højeste i den forstand, at han har haft, han har eller er ved at få autoritet og magt over alle andre væsener. Hans overhøjhed blev anerkendt af enhver skabning i himmelen, indtil Satan gjorde oprør og senere førte mange af englene bort fra underdanighed over for Gud. Men selv disse må underkaste sig de grænser, som Gud har fastsat for dem. Ligeledes er også menneskeheden i oprør mod Gud, men er dog underkastet de grænser og bånd, som Gud lagde på dem under forbandelsen. Nogle af menneskeslægten underkaster sig nu villigt Gud og anerkender på denne måde Guds overhøjhed i deres liv. Senere vil de, der ikke i dette liv fik lejlighed til at gøre Gud til den højeste i deres liv, få en lejlighed til at gøre det. Mange vil på en frugtbar måde benytte sig af denne lejlighed, og vil i de kommende tidsaldre for evigt gøre Gud til den højeste i deres liv. Alle andre – mennesker og engle – der nægter at gøre dette, vil blive tilintetgjort i den anden død, og som et resultat deraf vil Guds overhøjhed blive anerkendt i motiv, tanker, ord og handlinger af ethvert levende væsen, såvel de, der aldrig ophørte dermed, som de, der midlertidigt ophørte dermed, men som senere blev lydige og indvilligede deri.  

Lad os se på nogle af de skriftmæssige beviser på Guds overhøjhed: 

Hans ejendomsret til alle ting:

”Hele jorden tilhører mig.” (2 Mos 19:5)

”Din er storheden, magten, herligheden, glansen og pragten, Jahveh, ja alt i himlen og på jorden; dit er riget, Jahveh, og du er ophøjet som overhoved over alle. Rigdom og ære kommer fra dig, du hersker over alt, i din hånd er kraft og styrke, det står i din magt at give storhed og styrke til alle.” (1 Krøn 29:11-12)

”Alle menneskers liv tilhører mig; faderens liv såvel som sønnens liv tilhører mig...” (Ez 18:4)

”Alt skovens vildt er mit, dyrene på de tusinder af bjerge... markens dyr hører mig til... for jorden er min, med alt, hvad den rummer.” (Sl 50:10-12)

”Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting, af din vilje blev de til og blev skabt.” (Åb 4:11)

Hans kontrol over naturen:

”Kender du lovene for himlen, bestemmer du dens magt over jorden?”        (Job 38:33)

”Dette siger Jahveh, han som satte solen til at lyse om dagen og bestemte månen og stjernerne til at lyse om natten, han som pisker havet op, så bølgerne larmer, Hærskarers Jahveh er hans navn.” (Jer 31:35)

”Dette siger Jahveh: Så sandt som jeg har oprettet min pagt med dag og nat og givet mine bestemmelser for himmel og jord.” (Jer 33:25)

Hans lovgivning for alle:

”Gud talte alle disse ord: Jeg er Jahveh din Gud... Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Jahveh din Gud, er en lidenskabelig Gud... Du må ikke bruge Jahveh din Guds navn til løgn, for Jahveh vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn. Husk sabbatsdagen og hold den hellig... Ær din far og din mor... Du må ikke begå drab... Du må ikke bryde et ægteskab... Du må ikke stjæle... Du må ikke vidne falsk mod din næste... Du må ikke begære din næstes hus... Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.” (2 Mos 20:1-17)

”Jahveh jeres Gud skal I følge, ham skal I frygte, og hans befalinger skal I holde, ham skal I adlyde, ham skal I tjene, og ham skal I holde fast ved.”       (5 Mos 13:5)

”For Jahveh er vor dommer, Jahveh er vor hersker, Jahveh er vor konge, han vil frelse os.” (Es 33:22)

”Da svarede Jesus ham: Vig bort, Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.” (Matt 4:10)

Hans prøven af menneskene:

”En mands færd kan være ren i hans egne øjne, men Jahveh prøver hans tanker... En mands færd kan være retskaffen i hans egne øjne, men Jahveh prøver hjerterne.” (Ordsp 16:2; 21:2)

”Da sagde Jahveh til Satan: »Nu får du magten over ham; men skån hans liv!” (Job 2:6)

”Jahveh prøver retfærdige og uretfærdige, og han hader dem, der elsker vold.” (Sl 11:5)

”Dagen... bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er.” (1 Kor 3:13)

”I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve...”           (Hebr 11:17)

”Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, der bor på jorden.” (Åb 3:10)

Hans dømmen af nationer, mennesker og engle:

”I de kongers dage skal himlens Gud oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk skal få kongemagten. Det skal knuse og tilintetgøre alle de andre kongeriger, men selv skal det bestå i al evighed... Den store Gud har kundgjort kongen, hvad der skal ske i fremtiden. Drømmen er sand, og dens tydning står fast.” (Dan 2:44,45)

”Du skal jages bort fra menneskene og have din bolig hos de vilde dyr... indtil du forstår, at den Højeste er hersker over det jordiske kongerige og giver det, til hvem han vil.” (Dan 4:29)

”Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren.” (Rom 12:19)

”Hvem skulle kunne bibringe Gud kundskab, ham som dømmer de høje magter?” (Job 21:22)

”Og folk skal sige: Ja, den retfærdige får sin løn, der er en Gud, som dømmer på jorden!«” (Sl 58:12)

”Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen.” (2 Pet 2:4)

”Folkeslagene rasede, men din vrede er kommet, den time, da de døde skal dømmes, og du skal give løn til dine tjenere, profeterne, og til de hellige og til dem, der frygter dit navn, både små og store, og ødelægge dem, der ødelægger jorden.” (Åb 11:18)

Skriften beviser, at Jahveh til slut vil blive æret som Gud den Højeste:

”Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.” (1 Kor 15:28)

”Og jeg hørte lyden som af en stor folkeskare og som af vældige vande og som af stærk torden, som sagde: Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten.” (Åb 19:6)

”Himlen og himlenes himmel og jorden med alt, hvad der er på den, tilhører Jahveh din Gud... For Jahveh jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, den vældige og den frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke.” (5 Mos 10:14,17)

”For Jahveh, den Højeste, er frygtindgydende, en mægtig konge over hele jorden... Gud er konge over folkene, Gud sidder på sin hellige trone.”            (Sl 47:3,9)

”De skal for evigt beskæmmes og forfærdes, gøres til skamme og gå til grunde, til de forstår, at du alene – Jahveh er dit navn – er den Højeste over hele jorden.” (Sl 83:18-19)

”For du, Jahveh, er den Højeste over hele jorden, du er højt ophøjet over alle guder.” (Sl 97:9)

”Vi skal jo alle stå frem for Guds domstol, for der står skrevet: Så sandt jeg lever, siger Herren: For mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal bekende Gud.” (Rom 14:10-11)

Jahvehs overhøjhed er således en skriftmæssig lære, en af Bibelens grundsandheder.

Guds uransagelighed  

Den sidste af Guds væsensegenskaber, som vi skal betragte, er hans uransagelighed eller uudgrundelighed. Med dette mener jeg den egenskab i Guds væsen, der gør det umuligt for nogen som helst af hans skabninger fuldt ud at fatte alle enkeltheder i hans væsen, egenskaber, tanker og gerninger. Naturligvis kan Gud fuldt ud fatte sig selv i enhver enkelthed heraf, og de af hans intelligente skabninger, der er i harmoni med ham, kan fatte en del af hans væsen, egenskaber, tanker og gerninger. F.eks. har vores studium af hans væsensegenskaber klargjort nogle træk heraf for os, mens der er andre træk, vi ikke til fulde kan fatte. Det ser vi bl.a. i den kendsgerning, at han er uden begyndelse. Gud er første-årsagen og som sådan årsagsløs og derfor evig, dog kan vi ikke fatte, hvordan det kan være således. Argumentationen fra virkning til årsag beviser for vor fornuft, at det er en kendsgerning, at han er uden begyndelse, men hverken det, eller noget som helst andet forklarer for vor fornuft, hvordan han kan være uden begyndelse. Det er vor manglende evne til at udgrunde alt, hvad der står i forbindelse med hans evighed, der gør ham ufattelig for os i visse henseender af hans eksistens. Hans forgangne evighed er således ikke fuldt ud begribelig for os. Den samme uudgrundelighed finder vi i næsten alle hans andre væsensegenskaber – men hans enhed, overhøjhed og uransagelighed er dog undtagelser. Mens vi således kan indse det fornuftige i, at han har et legeme, kan vi dog ikke fuldt ud fatte, hvilken slags legeme han har. Ej heller kan vi fuldt ud fatte hans åndelighed, selv-eksistens, selv-tilstrækkelighed, udødelighed, almagt, allestedsnærværelse, usynlighed osv., om end vi er i stand til at forstå disse egenskabers virkelighed og fatte nogle af deres træk.

Eftersom mennesket er et billede af Gud, giver dette os evne til delvist at fatte ham. Men eftersom vi er endelige, begrænsede – og han er uendelig, ubegrænset – hindres vi i fuldt ud at fatte Gud i alle hans væsensegenskaber. Erfaringen viser, at Bibelen visselig er sand, når den lærer, at der er nogle ting hos Gud, der er uransagelige eller uudgrundelige for os.

”De skjulte ting hører Jahveh vor Gud til; de åbenbare hører for evigt os og vore børn til...” (5 Mos 29:29)

”Gud... gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles.” (Job 5:8-9)

”Kan du finde frem til det dybeste i Gud? Kan du finde ind til det inderste i den Almægtige?” (Job 11:7)

”Se, dette er kun fligen af hans værk; det, vi hører om ham, er kun en svag lyd, hvem fatter da tordenbraget fra hans storhed?” (Job 26:14)

”Gud er mere ophøjet, end vi ved; hans åremål kan ingen regne ud.”          (Job 36:26)

”Han gør store ting, som vi ikke forstår...” (Job 37:5)

”(Jahvehs hemmelige ting) er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.” (Sl 139:6)

”Jahveh er stor og højt lovprist, ingen kan udforske hans storhed.” (Sl 145:3)

”Ligesom du ingen viden har om vindens vej eller om fosteret i den svangres liv, sådan har du heller ingen viden (du kender den ikke til fulde) om Guds gerning, han som gør alting.” (Præd 11:5)

”Hans indsigt kan ingen udforske.” (Es 40:28)

”O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver?” (Rom 11:33-34)

Disse skriftsteder, der vidner om vor manglende evne til at fatte Gud, vækker os til at værdsætte, ære, tilbede og dyrke den uransagelige. De af Guds væsensegenskaber, som vi har betragtet i denne artikel, burde visselig forhøje vor værdsættelse af ham og tilskynde os til at stole på ham, ære, elske, tilbede og dyrke ham som helt igennem værdig dertil. Hvor er Jahveh stor i sine væsensegenskaber! Højdepunktet af fuldendt fortræffelighed findes i sandhed fuldkomment hos ham og hos ham alene; ham være al ære, pris og tilbedelse for dette!