Gudssønnerne og Nephilim

   Hvad var årsagen til, at Gud sendte vandfloden over jorden i Noas dage? De specielle omstændigheder, som ledte op til denne begivenhed, burde have den største interesse for alle seriøse kristne, for Jesus siger angående sin genkomst til jorden: ”Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved menneskesønnens komme.” (Matt 24:37) Det er derfor af særlig interesse for dem, som venter på Jesu genkomst, at vide hvilke tilstande, der herskede i Noas dage.   

Bibelen fortæller os, at menneskene, som levede i Noas dage, var ekstremt onde og selviske; de havde fuldstændig vendt sig fra Gud og levede deres eget liv, de regnede det ikke for noget værd at kende Gud. Men der skete også noget i Noas dage, som fik den konsekvens, at Gud var nødt til at tilintetgøre alle mennesker på jorden på nær 8 mennesker. Bibelen fortæller, at nogle ”gudssønner” kom ned til jorden og havde omgang med jordens kvinder, og kvinderne blev gravide og fødte børn, som voksede op og blev til kæmper. Vi læser i 1 Mosebog 6:1-2, 4:

”Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudssønnerne (hebraisk: bene elohim), at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til… Dengang gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem – men også siden hen – var der kæmper (hebraisk: Nephilim) på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.”

Gudssønnerne 

Hvem var disse gudssønner? Selve udtrykket ”gudssønnerne” (hebraisk: bene elohim og bene elim) forekommer 7 steder i Bibelen - 1 Mos 6:2,4. Job 1:6; 2:1; 38:7. Salme 29:1; 89:7. En parallel findes i Salme 82:6 ”Sønner af den Højeste” (bene elyon). Og det tilsvarende ord for ”Gudssøn” på kaldæisk, bar elahh, bliver brugt i Daniel 3:25. (Jeg har tilladt mig – hver gang der står YHVH i grundteksten – at indsætte Guds navn, Jahveh, i stedet for det intetsigende ”Herren”, som oversætterne af den danske bibel bruger).

”En dag kom gudssønnerne (bene elohim) og trådte frem for Jahveh; blandt dem var også Satan.” (Job 1:6)

”En dag kom gudssønnerne (bene elohim) og trådte frem for Jahveh; blandt dem kom også Satan og trådte frem for Jahveh.” (Job 2:1)

”Da talte Jahveh til Job inde fra stormen:... Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det! Hvem bestemte dens mål – det ved du vel? Hvem spændte målesnoren ud over den? Hvor blev dens fodstykker sat ned, og hvem lagde dens hjørnesten, mens alle morgenstjerner jublede, og alle gudssønner (bene elohim) råbte af fryd?” (Job 38:1-7)

”Han sagde så: ”Jamen, jeg ser fire mænd gå frit omkring i ilden. De har ikke lidt nogen skade, og den fjerde ser ud som en gudssøn (kaldæisk: bar elahh).” (Daniel 3:25)

”Vis Jahveh, I gudssønner (bene elim), vis Jahveh ære og hæder.” (Salme 29:1)

”For hvem i skyen står mål med Jahveh, hvem blandt gudssønnerne (bene elim) er Jahvehs lige?” (Salme 89:7)

At de ovennævnte skriftsteder taler om Guds engle, kan der slet ikke herske nogen tvivl om. Samtidig er det også en kendsgerning, at intet sted i Bibelen bruges det hebraiske bene elohim eller bene elim om mennesker. Jordiske mænd bliver i Bibelen omtalt som ”menneskesønner” (hebraisk: bene adam). Se f.eks. Salme 31:19; 33:13; 57:4; 58:1; 145:12. Præd 2:3, 8; 3:10, 18, 19; 8:11; 9:3. Desværre er det hebraiske ord bene adam ikke oversat korrekt i den danske bibel - her er det oversat med ”menneskene”. Slå derfor skriftstederne op i den engelske King James Version - her er ordet oversat korrekt. Eller endnu bedre, slå ordet op i den hebraiske grundtekst.   

Englene kaldes ”gudssønner”, fordi de er skabt direkte af Gud. Alle skabninger, som er direkte skabt af Gud, kaldes hans ”sønner”. Den første jordiske mand, Adam, var ”søn af Gud” (1 Mos 5:1, Lukas 3:38), fordi han blev skabt direkte af Gud. Alle de andre jordiske mænd er blevet født af en kvinde, og derfor kaldes de ”menneskesønner” (hebraisk: bene adam), de er Adams sønner, avlet i hans billede (1 Mos 5:3) – derfor, af natur er alle mænd og kvinder, sønner og døtre af Adam, ikke sønner af Gud. 

Kvinden blev taget fra manden på den måde, at hun blev skabt af Adams ribben (1 Mos 2:21-23), og på denne måde skabte Gud alle folk af ét menneske, Adam. (ApG 17:26) Jordens kvinder bliver i 1 Mos 6:2,4 omtalt som ”menneskedøtrene” (hebraisk: banot adam), de er Adams døtre. Ingen steder i Bibelen tales der om ”gudsdøtre”, hverken i himlen eller på jorden. 

Alle skabninger i himlen, inklusive Faderen og Sønnen, er hankøn – og nej, jeg er ikke kvindehader – det er en bibelsk kendsgerning, at der ikke findes kvinder i himlen. Englene bliver kaldt gudssønner, ikke døtre, og de har allesammen mandlige navne som Mikael, Gabriel, Uriel, Rafael osv. Når Guds engle har vist sig for mennesker på jorden, så har det ALTID været som ”mænd”. Som for eksempel da Abraham fik besøg af tre engle:

”Engang viste Jahveh sig ved Mamres Ege for Abraham, mens han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og kastede sig til jorden for dem. Han sagde: »Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi.” (1 Mos 18:1-3)

Og læg mærke til, hvad Skriften siger, da englene forlader Abraham for at begive sig til Sodoma:

”Derpå brød mændene op og rettede blikket mod Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej.” (1 Mos 18:16)

”Og Jahveh sagde: »Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor. Nu vil jeg gå ned og se, om deres handlinger virkelig svarer til det skrig, som har nået mig, eller om de ikke gør; det vil jeg vide.« Mændene drejede af derfra og gik mod Sodoma, men Abraham blev stående foran Jahveh.” (1 Mos 18:20-22)

”De to engle kom til Sodoma ved aftenstid... Næppe var de gået til ro, før huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodomas mænd fra den yngste til den ældste, hver eneste én. De råbte til Lot: »Hvor er de mænd, der er kommet til dig i nat? Kom ud med dem til os! Vi vil ligge med dem!« Men Lot gik ud i døråbningen til dem, og da han havde lukket døren bag sig, sagde han: »Nej, brødre, I må ikke handle ondt!... disse to mænd må I ikke gøre noget; de er gæster under mit tag«… De trængte ind på manden Lot og var ved at sprænge døren. Da rakte de to mænd hænderne ud, trak Lot ind i huset til sig og lukkede døren. Og de slog mændene uden for døren med blindhed fra den mindste til den største, så de var ude af stand til at finde døren. Så sagde de to mænd til Lot: »Hvis der er andre her, som hører dig til, svigersønner, sønner eller døtre, ja, enhver der hører dig til i byen, så før dem bort herfra, for vi skal ødelægge dette sted. Jahveh har hørt deres høje skrig, og nu har han sendt os for at ødelægge byen.” (1 Mos 19:1-13)

I Daniels bog læser vi om kong Nebukadnesar, der så en engel - det var også en ”mand”.

”Pludselig blev kong Nebukadnesar forfærdet og sprang op og spurgte sine ministre: »Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne ned i ilden?« De svarede kongen: »Jo, det var, konge.« Han sagde så: »Jamen, jeg ser fire mænd gå frit omkring i ilden. De har ikke lidt nogen skade, og den fjerde ser ud som en gudssøn.” (Daniel 3:24-25)

Engle omtales altid i Bibelen som hankøn, aldrig som hunkøn – se f.eks. 1 Mos 32:25. Dom 2:1; 6:11,19; 13:6-11. 1 Krøn 21:27. Luk 24:4  ApG 1:10. Nogle mennesker har haft engle på besøg uden selv at vide det, de troede bare, det var almindelige mænd. (Hebr 13:2) At gudssønnerne, som vi læser om i 1 Mos 6:1-4, er det samme som Guds engle, bliver også bekræftet i Jubilæerbogen og Første Enoksbog:

”Og det skete, da menneskenes børn begyndte at blive talrige på jordens flade, og der fødtes dem døtre, da så Herrens engle dem i det første år af det jubelår, og fandt at de var skønne at se. Og de tog sig dem til hustruer, alle, som de lystede. Og de fødte dem sønner, og de var kæmper.” (Jubilæerbogen 5:1)

”Og det skete, da menneskebørnene var blevet talrige, fødtes der dem i disse dage smukke og yndefulde døtre. Og englene, himlens børn, så dem og fattede begær til dem og sagde til hinanden: ”Se, vi vil udvælge os hustruer af menneskebørnene, og vi vil avle os børn…” (Første Enoksbog 6:1-2)

Jubilæerbogen og Første Enoksbog er citeret fra De gammeltestamentlige Pseudepigrafer, udgivet af Det Danske Bibelselskab i 2001.  

Angående Første Enoksbog 

Første Enoksbog giver os flere detaljerede oplysninger om, hvad der skete i Noas dage. Bogen har overordentlig stor betydning for vor viden om englenes fald, deres afkom Nephilim, dæmonerne og afgrunden. Første Enoksbog blev regnet for et helligt skrift af dem, som levede før Jesus og af de disciple, som fulgte ham, bl.a. Jesu halvbror, Judas.

Citat fra Judas brev i Bibelen:

”Det var også dem, Enok i syvende slægtled efter Adam profeterede om: »Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham.” (Judas 1:14-15)

Citat fra Første Enoksbog:

”Og se! Han kommer med titusinder af hellige for at holde dom over dem, og han vil tilintetgøre de ugudelige og gå i rette med alt kød for alt, hvad synderne og de ugudelige har gjort og begået af ugudeligt mod ham.” (Første Enoksbog 1:9)

Det er ikke kun Judas der henviser til Første Enoksbog. Det andet og tredje århundredes ”kirkefædre” har i deres skrifter talrige henvisninger til Første Enoksbog. Kirkefædre som Justinus Martyr (c. 100-165); Tatian (d. 185); Irenæus, biskop af Lyon (c. 130-202); Clement af Alexandria (c. 150-215); Origenes (186-255); Lactantius (260-330) anerkendte alle Første Enoksbog. Tertullian (c. 155-230) kaldte endda Første Enoksbog for ”Hellig Skrift”. Skriftet var almindelig anerkendt og blev læst de første tre århundreder efter Jesu tid. Men i det fjerde århundrede skete der to historiske ting, som skulle få stor indflydelse på skriftets fremtid. 

Først - men ikke mindst - blev fremtiden for Første Enoksbog påvirket af det faktum, at den katolske kirke – som på daværende tidspunkt stadig var under opbygning – bandlyste bogen fra den officielle kanon af De Hellige Skrifter. Det skete på kirkemødet i Laodikea, som fandt sted omkring år 364. På dette kirkemøde vedtog biskopperne 60 forskellige kirkelove. Lov nr. 60 definerede Den hellige Skrifts kanoniske Bøger, en liste over bøger som måtte bruges i kirken, og som kirken anerkendte som Hellige Skrifter. Første Enoksbog var en af de bøger, som biskopperne bandlyste. En bog som Åbenbaringens bog blev heller ikke anerkendt af biskopperne. Årsagen til, at Åbenbaringens bog findes i vores bibel i dag, er, at den katolske kirke senere hen anerkendte den, men denne skæbne overgik ikke Første Enoksbog.  

For det andet blev de begivenheder som vi læser om i Første Enoksbog, blandt andet englenes fald og deres onde gerninger, senere erklæret for at være kætteri. Filastrius, biskop af Brescia i Italien, stod frem sidst i det fjerde århundrede og prædikede, at Første Enoksbog var kætteri. Han rejste også rundt i hele romerriget og prædikede imod jøder, hedninger og forskellige kættere, specielt Arianerne. Hans populære og frygtede Kætteri Katalog (Liber de Haeresibus eller Diversarum Hereseon Liber), som han samlede omkring år 384, indeholdt 28 jødiske og 128 kristne kætterier – iblandt disse var Filastrius, Liber de Haeresibus, no. 108, som erklærede Første Enoksbog for at være i uoverensstemmelse med de nye trosbekendelser, som den katolske kirke havde vedtaget. 

Efter at Første Enoksbog således var kommet i miskredit hos kirkens autoriteter, forsvandt den efterhånden fuldstændigt i den vestlige verden. Kirkens autoriteter har sikkert brændt alle kopier de kom i besiddelse af, men det lykkedes dog ikke for dem at udslette bogen totalt. Bogen blev nemlig, sammen med Jubilæerbogen og andre bøger, bevaret i den abessinske kirke (den etiopiske), hvor den har været bevaret siden oldtidens dage. Skotten James Bruce (1730-1794), en opdagelsesrejsende, havde hørt rygter om, at bogen var blevet bevaret af den etiopiske kirke, og han rejste til Etiopien for at finde ud af, om rygtet var sandt. Han opdagede, at rygtet var sandt, og det lykkedes ham at anskaffe sig tre kopier af Første Enoksbog, hvorefter han vendte tilbage til Europa i 1773. Én kopi beholdte han selv, den anden gav han til biblioteket i Paris, og den tredje skænkede han til biblioteket i Oxford. En hebraisk professor ved Oxford, Richard Laurence, oversatte bogen til engelsk. Senere, i 1947, blev der fundet flere kopier af bogen iblandt Dødehavsrullerne i Qumran – et fund som bekræftede, at Første Enoksbog var skrevet før Jesu tid, og at man betragtede dette skrift som helligt.

Gudssønnerne steg ned 

I året 460 efter Adams skabelse blev Jared (Jered) født, og i Jareds dage fattede Guds engle begær til de smukke kvinder på jorden, og de fik lyst til at leve sammen med dem. Nogle engle forlod derfor de opgaver, Gud havde givet dem i himmelen. Og de kom ned til jorden. Blandt menneskedøtrene tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Men det var forkert, for Gud havde skabt englene til at være i himmelen. I Enoks bog læser vi:

”Men Semjaza, der var deres overhoved, sagde til dem: ”Jeg frygter, at I måske ikke for alvor har i sinde at gøre dette, så at jeg alene må bøde for en stor synd”. Men de svarede ham alle og sagde: ”Lad os alle sværge og nedkalde gensidige forbandelser over os alle, på at vi ikke fraviger denne plan, men vil udføre den”. Derpå svor de alle under ét og bandt sig dertil ved indbyrdes forbandelser. Og de var i alt to hundrede, som i Jareds dage steg ned på toppen af bjerget Hermon, og de kaldte bjerget Hermon, fordi de havde svoret og bundet sig ved indbyrdes forbandelser derpå.” (Første Enoksbog 6:3-6)

De to hundrede engle, som forlod himmelen, steg ned på jorden og bedrev utugt - de søgte unaturlige forbindelser med jordens kvinder.

”Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem to de sig alle de koner, de havde lyst til… gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem...” (1 Mos 6:1-2, 4)

”Og det skete, da menneskebørnene var blevet talrige, fødtes der dem i disse dage smukke og yndefulde døtre. Og englene, himlens børn, så dem og fattede begær til dem og sagde til hinanden: ”Se, vi vil udvælge os hustruer af menneskebørnene, og vi vil avle os børn…” (Første Enoksbog 6:1-2)

”Disse (gudssønnerne)... tog sig hustruer, og hver især udvalgte sig én, og de begyndte at gå ind til dem, og de havde omgang med dem... Og de blev svangre og fødte store kæmper...” (Første Enoksbog 7:1-2)

”Og de gik ind til menneskedøtrene på jorden og sov hos disse kvinder og besmittede sig, og de åbenbarede dem alle synder. Og kvinderne fødte kæmper, hvorved hele jorden blev fuld af blod og uret.” (Første Enoksbog 9:8-9)

”... sig til himmelvægterne (gudssønnerne)... Hvorfor forlod I den høje og hellige, evige himmel og lå hos kvinderne og forurenede jer med menneskenes døtre og tog jer hustruer og gjorde som jordens børn og avlede kæmpesønner? Og skønt I var hellige, åndelige, med delagtighed i et evigt liv, forurenede I jer med kvindernes blod og med blodet af kød avlede I børn, og I begærede menneskers blod, og I frembragte kød og blod, som de, der dør og går til grunde, plejer at frembringe.” (Første Enoksbog 15:2-4)

”Og han (Enok) vidnede for vægterne (gudssønnerne), som syndede med menneskedøtrene; thi de havde begyndt at blande sig for at besmitte sig med menneskedøtrene; og Enok vidnede mod dem alle.” (Jubilæerbogen 4:22)

Første Mosebog, Første Enoksbog og Jubilæerbogen er fuldstændig i harmoni med Det Ny Testamente i denne sag, for Judas bekræfter i sit brev, at englene bedrev utugt med jordens kvinder:

”Og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han (Gud) bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag; og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild.” (Judas 1:6-7)

For englenes vedkommende henviser det forbudte kød (bogstaveligt ”andet end det af Gud bestemte”) til forbindelsen med kvinder; for Sodomas vedkommende til homoseksualitet, den naturstridige omgang (Rom 1:27). Peter bekræfter også, at englene var ulydige imod Gud:

”Han (Jesus) blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige i Noas dage…” (1 Pet 3:18-20)

”Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen…” (2 Pet 2:4)

Kan engle have omgang med kvinder? 

Angående de mennesker, som får del i opstandelsen fra de døde, sagde Jesus:

”I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen.” (Matt 22:30)

”Jesus svarede dem: »Denne verdens børn gifter sig og giftes bort, men de, der findes værdige til at komme med i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, de hverken gifter sig eller giftes bort. De kan jo ikke mere dø, for de er som engle; de er Guds børn, så sandt de er opstandelsens børn.” (Luk 20:34-36)

Nogle tror, at Jesu udsagn i disse skriftsteder udelukker tanken om, at nogle engle virkelig steg ned på jorden og havde omgang med kvinder. Men stop engang. Læg mærke til hvad Jesus sagde. Han sagde, at ”engle i himlen” ikke gifter sig. Jesus talte om de retfærdige engle i himlen, som ikke forlader himlen, og som ikke er ulydige imod Gud. Han talte jo ikke om de uretfærdige engle, som i Jareds dage steg ned på jorden.  

Guds engle har altid åbenbaret sig, eller materialiseret sig, som ”mænd”, når de steg ned til jorden, og ifølge Bibelen var det muligt for de engle, som forlod himlen, at have omgang med kvinder – men det var imod Guds vilje og en stor synd. Gudssønnerne i himlen dør ikke, og derfor bestemte Gud ingen kvinder til dem. Som der står i Enoks bog:

”Men I (de faldne engle) var tidligere åndelige, med delagtighed i et evigt, udødeligt liv, til alle verdens slægter, og derfor bestemte jeg ingen kvinder for jer; thi himlens åndelige har deres boliger i himlen.” (Første Enoksbog 15:6-7)

Englene i himlen formerer sig ikke, fordi de ikke dør, men også fordi det er en umulighed, der hvor de bor. Ifølge Bibelen er der ingen kvinder i den himmelske verden, som føder børn – beboerne i den himmelske verden omtales altid som hankøn. Men selvom englene ikke dør, og derfor ikke har brug for at formere sig, så er det stadigvæk muligt for dem at have omgang med jordens kvinder, hvis de materialiserer sig i et kødlegeme. Dette har de magt til at gøre, hvis altså Gud ikke forhindrer dem i at gøre det. Judas udtrykker sig meget klart angående denne sag:

”Og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig (græsk: oiketerion), holder han bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag.” (Judas 1:6)

Judas skriver, at englene forlod deres rette ”bolig” (græsk: oiketerion), og herefter bedrev de utugt og søgte unaturlige forbindelser med jordens kvinder. Det græske ord oiketerion er i den forbindelse meget interessant, for det bliver kun brugt to steder i Bibelen, nemlig i Judas 6 og i 2 Kor 5:1-2: 

”Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig (græsk: oiketerion), vi har fra himlen.” (2 Kor 5:1-2)

Ud fra det, Paulus skriver, kan vi forstå, at ordet oiketerion ikke betyder ”himlen”, men betyder et åndeligt legeme, for han skriver netop om det legeme, som de hellige længes efter, nemlig det åndelige legeme, som de skal arve i opstandelsen. Englene forlod deres oiketerion - deres åndelige legeme - og materialiserede sig i et kødlegeme, og herefter var det muligt for dem at leve som mænd på jorden; de spiste, drak, gik rundt, talte, og havde omgang med kvinder og avlede børn.

Nephilim – Englenes afkom

Englene fik sønner med kvinderne, og disse sønner voksede op og blev til kæmper, både i højde og styrke. De var et hybrid-afkom, 50% menneske og 50% engel. Den hebraiske grundtekst kalder dem Nephilim, hvilket er et ord, som kommer fra det aramæiske substantiv ”Naphil”, som betyder ”kæmper”. 

”Dengang gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem – men også siden hen – var der kæmper på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.” (1 Mos 6:4)

”Og det skete, da menneskenes børn begyndte at blive talrige på jordens flade, og der fødtes dem døtre, da så Herrens engle dem i det første år af det jubelår, og fandt at de var skønne at se. Og de tog sig dem til hustruer, alle, som de lystede. Og de fødte dem sønner, og de var kæmper.” (Jubilæerbogen 5:1)

”Han (Gud) tilgav ikke kæmperne fra ældgamle dage, hvis styrke bragte dem på afveje.” (Siraks bog 16:7)

”Dér fødtes kæmperne, de navnkundige fra fortiden, granvoksne og dygtige til krig.” (Baruks bog 3:26)

”Du (Gud) tilintetgjorde dem, der tidligere øvede uret, blandt dem også kæmperne, der satte deres lid til kraft og frækhed: over dem lod du en umådelig mængde vand komme.” (3 Makkabæerbog 2:4)

Den jødiske historieskriver Josefus skriver også om Guds engle, der havde omgang med kvinder og avlede sønner:

”Sets slægt blev ved med at agte Gud som universets Herre, og med at vandre på dydens vej i syv generationer; men med tiden blev de fordærvede, og forkastede deres fædres skikke, de agtede ikke Gud, og handlede ikke retfærdigt over for deres næste. Lige så meget iver de før havde vist for dyden, viste de nu en dobbelt grad af ondskab ved deres handlemåde, og derved blev Gud deres fjende, for mange af Guds engle havde omgang med kvinder og avlede sønner, der viste sig at være uretfærdige; på grund af den tiltro, de havde til deres egen styrke, foragtede de alt, hvad der var godt; for ifølge traditionen gjorde disse mænd gerninger, der lignede deres, som grækerne kaldte giganter. Men Noa var meget utilpas med det som de gjorde, og han forsøgte at overbevise dem om deres onde gerninger, og få dem til at omvende sig; men da han så at de ikke ville høre på ham, men at de var slaver af deres onde gerninger, så blev han bange for at de ville slå ham ihjel; sammen med sin kone og sine børn, og deres ægtefæller rejste han bort fra dette land.” (Josefus, Jødernes Oldtidshistorie, bog 1, kapitel 3, § 72-74)

Og i Enoks bog læser vi følgende:

”Disse og alle de andre (engle) sammen med dem tog sig hustruer, og hver især udvalgte sig én, og de begyndte at gå ind til dem, og de havde omgang med dem... Og de blev svangre og fødte store kæmper, hvis højde var tre tusinde alen (skrivefejl - ifølge andre kilder var deres højde 3 til 4 meter). Disse fortærede alt, hvad menneskene møjsommeligt havde erhvervet, indtil menneskene ikke mere kunne ernære dem. Så vendte kæmperne sig mod dem for at fortære menneskene. Og de begyndte at synde mod fuglene og dyrene og krybdyrene og fiskene og fortære hinandens kød og drikke blodet deraf. Da anklagede jorden lovovertræderne.” (Første Enoksbog 7:1-6)

”Og de (englene) gik ind til menneskedøtrene på jorden og sov hos disse kvinder og besmittede sig… Og kvinderne fødte kæmper, hvorved hele jorden blev fuld af blod og uret.” (Første Enoksbog 9:8-9)

”Hvorfor forlod I den høje og hellige, evige himmel og lå hos kvinderne og forurenede jer med menneskenes døtre og tog jer hustruer og gjorde som jordens børn og avlede kæmpesønner?... I forurenede jer med kvindernes blod, og med blodet af kød avlede I børn, og I begærede menneskers blod, og I frembragte kød og blod, som de, der dør og går til grunde, plejer at frembringe.” (Første Enoksbog 15:3-4)

                           Størrelsesforhold mellem en Nephilim og en alm. mand

   Nephilim 3,50 m            Alm. mand 1,80 m

Nephilim var, som Bibelen siger, ”navnkundige mænd” – ikke kvinder. Nephilim var meget større og meget stærkere i forhold til almindelige mænd, hvilket er en naturlig konsekvens af det faktum, at deres fædre, englene, overgår mennesker i kraft og styrke:

”Pris Jahveh, I hans engle, I stærke krigere, der udfører hans befaling i lydighed mod hans ord.” (Salme 103:20)

”Hensynsløse og selvhævdende, som de er (de ugudelige), viger de ikke tilbage for at spotte overjordiske magter, mens dog englene, som overgår dem i kraft og styrke, ikke udtaler nogen spottende dom mod dem for Herren.” (2 Pet 2:10-11)

”Fra næste morgen sendte Jahveh pest over Israel i den fastsatte tid, og der døde halvfjerds tusind mand af folket fra Dan til Be'ersheba. Men da englen rakte sin hånd ud mod Jerusalem for at ødelægge byen, fortrød Jahveh ulykken og sagde til englen, som bragte ødelæggelse blandt folket: »Det er nok, træk din hånd tilbage!« Jahvehs engel var da ved jebusitten Aravnas tærskeplads.” (2 Sam 24:15-16)

”Jeg beskytter denne by (Jerusalem) og frelser den, for min og min tjener Davids skyld. Samme nat gik Jahvehs engel ud, og i assyrernes lejr dræbte han 185.000 mand; da det blev morgen, lå de alle døde.” (2 Kong 19:34-35)

Skriftens budskab angående engles styrke er ikke til at tage fejl af - dem skal man ikke spøge med. Og i henhold til arvelighedsloven, så er det kun naturligt, at de faldne engle avlede stærke kæmpesønner, som var almindelige mennesker overlegne i kraft og styrke. Men nogle vil nok spørge: ”Hvis det virkelig er rigtigt, at der har levet kæmper på jorden, hvorfor har arkæologerne så ikke fundet beviser på dette?” Det har de skam også, men det er ikke noget som bliver trukket frem i offentligheden, for sådanne fund beviser jo, at udviklingsteorien ikke kan være sand, og de beviser samtidig, at Bibelens ord er troværdige. Arkæologerne har fundet knogler i sydøst Tyrkiet, i Eufrat dalen, som bekræfter, hvor store Nephilim var. Ligeledes har man også fundet kæmpe fossile fodaftryk i Paluxy River Bed, Texas, USA, som har tilhørt kæmpe mennesker.  

Oversættelse:                                                                                             Menneskelig lårbensknogle på 120 cm. I slutningen af 1950erne, blev der i forbindelse med vejbyggeri i det sydøstlige Tyrkiet i Eufratdalen afdækket mange grave indeholdende rester af kæmper. To steder blev knogler fra benene målt til at være omkring 120 cm lange (47,24 inches). Joe Taylor, direktør for Mt. Blanco Fossil Museum i Crosbyton, Texas, havde fået til opgave at samle dem anatomisk korrekt og at skalere ud fra den menneskelige lårbensknogle. Denne kæmpe var omkring 4,25 m – 4,85 m høj og havde fødder, der var 50 cm – 56 cm lange. Hans eller hendes fingerspidser med armene langs siderne ville være omkring 182 cm over jorden.  Bibelens 5. Mosebog, 3:11 oplyser, at Kong Ogs jernseng var 9 cubits gange 4 cubits eller omkring 4,25 m lang og 182 cm bred! 

          Kæmpe fodaftryk - 45 cm lang                     En alm. fod ved siden af kæmpefødder

Nephilim før og efter vandfloden 

Menneskene, der levede i Noas dage, blev mere og mere fordærvede, og de faldne engle og Nephilim, der selv var ekstremt onde, påvirkede menneskene til at vende sig fra Gud. Den primære grund til, at Gud sendte vandfloden, var Nephilim. Hvis det var lykkedes for Satan at forurene menneskeracen, så ville han også have forhindret Menneskesønnens komme, ”kvindens afkom”. Hvis de faldne engle havde fået lov til at avle flere og flere børn, og deres afkom, Nephilim, også havde fået lov til dette, så ville de havde overtaget det totale verdensherredømme; menneskene havde ikke en jordisk chance imod disse engle og kæmper, og til sidst ville også den slægtslinie, som Jesus skulle fødes igennem, være kommet i fare - den slægtslinie hvorigennem ”kvindens afkom” skulle fødes. (1 Mos 3:15) Gud forudsagde allerede i Edens have, at ”kvindens afkom” skulle knuse Satan, og derfor vidste Satan, at hvis han kunne forhindre, at dette afkom blev født, så ville han kunne forhindre sin egen dom. Men da Satan ikke havde klarhed over, gennem hvilken slægtslinie ”kvindens afkom” skulle komme til verden, gik hans første bestræbelse ud på at bringe hele menneskeslægten i fordærv og undergang. Denne bestræbelse bragte han til udførelse, således som det beskrives i 1 Mos 6. Og det lykkedes næsten for Satan, men Gud sendte vandfloden for at sætte en stopper for denne plan. Men ikke nok med det. Menneskenes ondskab var også blevet så stor på jorden, at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. Derfor besluttede Gud at tilintetgøre alle mennesker i vandfloden, undtagen Noa og hans familie.

”I fyrre dage kom vandfloden over jorden. Vandet steg og løftede arken, så den hævede sig fra jorden. Vandet steg så højt over jorden, at arken flød på vandet. Højere og højere steg vandet over jorden, så alle de høje bjerge under himlen blev skjult. Vandet steg femten alen over bjergene og skjulte dem. Alt levende, der rørte sig på jorden, omkom, fugle, kvæg, vilde dyr, alt hvad der vrimlede på jorden, og alle menneskene. Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. Alle levende væsener på jorden blev udslettet, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden, og kun Noa og de, der var med ham i arken, blev tilbage.” (1 Mos 7:17-23)

”Derpå sagde den Højeste, den Store og Hellige talte og sendte Uriel til Lameks søn og sagde til ham: ”Gå til Noah og sig til ham i mit navn: ”Skjul dig!” og åbenbar for ham den kommende ende, thi hele jorden skal ødelægges, og en syndflod skal komme over hele jorden og ødelægge, hvad der er på den, og belær ham nu, for at han kan undslippe og hans sæd blive bevaret for alle verdens slægter.” (Første Enoksbog 10:1-3)

”Gud lod syndfloden komme over jorden og ombragte alt kød og de 409.000 kæmper, og vandet steg 15 alen over de højeste bjerge...” (Den græske Baruksapokalypse 4:10)

”Du (Gud) tilintetgjorde dem, der tidligere øvede uret, blandt dem også kæmperne, der satte deres lid til kraft og frækhed: over dem lod du en umådelig mængde vand komme.” (3 Makkabæerbog 2:4)

I vandfloden blev alle Nephilim tilintetgjort, men efter vandfloden læser vi igen om Nephilim. I 4 Mosebog, kapitel 13, læser vi, at der på Moses’ tid var Nephilim i Kana’ans land. Men hvis alle Nephilim døde før og i vandfloden, hvordan kunne der så leve Nephilim på Moses tid? Svaret kommer fra 1 Mosebog 6:4 - i den hebraiske grundtekst læser vi følgende:

”Nephilim var på jorden i disse dage, men også siden hen, da gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og de fødte dem børn – de var heltene som var fra ældgamle dage, navnkundige mænd.” (1 Mos 6:4)

I den danske oversættelse fra 1992 læser vi:

”Dengang gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem – men også siden hen – var der kæmper på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.” (1 Mos 6:4)

Noget kunne tyde på, at der ”også siden hen”, altså efter vandfloden, fulgte et andet indfald af Nephilim. Dette indfald var dog ikke så omfattende som det første, men kun lokalt i Kana’ans land. Men hvorfor mon det? Satan forsøgte åbenbart efter vandfloden at forhindre Jesu slægtslinie i at bosætte sig i Kana’ans land. Satan hørte selvfølgelig profetien, som Gud gav til Abraham:

”Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana'an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud.” (1 Mos 17:8)

”Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom.” (1 Mos 22:18)

Da Satan hørte denne profeti til Abraham, vidste han straks at ”kvindens afkom” skulle fødes igennem Abraham, og at denne slægt skulle bo i Kana’ans land. Han havde herefter 400 år til at forberede sig på kampen om det forjættede land, og da israelitterne på Moses’ tid skulle til at erobre Kana’ans land, så boede der kæmper i landet, og de var klar til kamp. Vi læser i 4 Mosebog:

”Jahveh talte til Moses og sagde: »Send nogle mænd af sted for at udspejde Kana'an, som jeg vil give israelitterne… Så drog de op og udspejdede landet lige fra Sins ørken til Rehob ved Lebo-Hamat. De drog op i Sydlandet og kom til Hebron; dér boede Akiman, Sheshaj og Talmaj, Anaks efterkommere… Fyrre dage senere vendte de tilbage, efter at de havde udspejdet landet. De kom til Moses og Aron og hele israelitternes menighed i Kadesh i Parans ørken, og de aflagde beretning til dem og hele menigheden og viste dem landets frugt. De fortalte Moses: »Vi kom ind i det land, du sendte os til. Det flyder virkelig med mælk og honning, og her er noget af dets frugt. Men det folk, der bor i landet, er stærkt, og byerne er befæstede og meget store. Vi så også Anaks efterkommere dér. I Sydlandet bor amalekitterne, og i Bjerglandet hittitterne, jebusitterne og amoritterne, mens kana'anæerne bor ved Havet og langs Jordan.« Kaleb tyssede på folket, der havde vendt sig mod Moses. Han sagde: »Lad os dog drage op og erobre landet. Det kan vi sagtens!« Men de mænd, der havde været deroppe sammen med ham, sagde: »Vi kan ikke drage op mod det folk, for de er stærkere end vi.« Og til israelitterne udspredte de rygter om det land, de havde udspejdet: »Det land, vi drog igennem og udspejdede, er et land, der vil fortære sine egne indbyggere. Alle de folk, vi så i landet, var umådeligt store. Ja, vi har set kæmper (Nephilim) dér – Anak-sønnerne hører til kæmperne (Nephilim) – så vi var som græshopper i vores egne øjne; det var vi også i deres øjne!” (4 Mos 13:1-33)

Den jødiske historieskriver Josefus, bekræfter også, at der levede kæmper efter vandfloden. Han skriver følgende:

”De (Israel) flyttede deres lejr til Hebron, og da de havde taget byen slog de alle indbyggerne ihjel. Indtil dette tidspunkt var der stadigvæk giganter, de havde meget store kroppe, og et udseende meget anderledes end almindelige mænd, ens øjne blev forbavset over at se dem, og det var frygteligt for ørerne. Knoglerne fra disse mænd kan stadigvæk ses indtil denne dag.” (Josefus, Jødernes Oldtidshistorie, bog 5, kapitel 2, § 125)

Nephilim boede i Kana’ans land, men det var Guds vilje, at Israels børn skulle arve det forjættede land, og ligesom Gud tilintetgjorde kæmperne i Noas dage, så befalede han nu, at israelitterne skulle udslette alle Kana’ans indbyggere. Gud var med Israel og sagde, at de ikke skulle være bange for kæmperne, for han ville selv føre krigen for dem:

”Men i de folks byer, som Jahveh din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem…” (5 Mos 20:16-17)

”Vær ikke bange, og nær ikke rædsel for dem! Jahveh jeres Gud, som går foran jer, vil selv føre krig for jer, ganske som han gjorde for øjnene af jer i Egypten.” (5 Mos 1:29-30)

”Hør, Israel! Du skal i dag gå over Jordan for at fordrive folk, der er større og mægtigere end du, og erobre store og himmelhøjt befæstede byer. Et stort folk er anakitterne, høje af vækst, som du ved. Du har selv hørt det sagt: Hvem kan holde stand mod anakitterne? Du skal i dag vide, at Jahveh din Gud selv rykker over i spidsen for dig som en fortærende ild; han skal udrydde dem, og han skal undertvinge dem foran dig, og du skal hurtigt fordrive dem og udrydde dem, sådan som Jahveh har lovet dig.” (5 Mos 9:1-3)

Kæmpeslægten, som levede efter vandfolden, blev kaldt Anakim, Emim, Rephaim og Zamzummim. Refaitterne, fra Rafa, og anakitterne, fra Anak. Bashans konge ”Og” var en kæmpe fra refaitternes slægt. Gud gav ham og hele hans hær i israelitternes magt, og de slog ham ihjel – I Skriften står der, at den ligkiste, som kong Og blev lagt i, var 4,25 meter lang, så han var virkelig en kæmpe:

”Vi begav os op ad vejen til Bashan, og med hele sin hær rykkede Bashans konge Og ud til kamp mod os ved Edre'i. Da sagde Herren til mig: »Vær ikke bange for ham, for jeg giver ham og hele hans hær og hans land i din magt. Gør med ham, som du gjorde med amoritterkongen Sihon, der regerede i Heshbon.« JAHVEH vor Gud gav Bashans konge Og med hele hans hær i vor magt, og vi slog ham; der var ingen, der overlevede. Dengang indtog vi alle hans byer; der var ikke den by, vi ikke tog fra dem, tres byer, hele landskabet Argob i Bashan, Ogs kongerige… For Bashans konge Og var den sidste, der var tilbage af refaitterne. Han havde en seng af jern; den står nu i ammonitternes Rabba. Den er ni alen lang og fire alen bred, målt med almindelig alen (4,25 meter lang og 1,8 meter bred).” (5 Mos 3:1-4, 11) I den danske bibel står der ”Han havde en seng af jern” – men det kan også oversættes ”Se, hans sarkofag var en sarkofag af sort basalt”, hvilket er en ligkiste af sort sten.

I 4 Mosebog 13:33 læste vi om Anaksønnerne (anakitterne), at de hørte til Nephilim, og de bliver sammenlignet med refaitterne i 5 Mosebog 2:11. Det ser ud til, at Anak var en efterkommer af Nephilim, ligesom Rafa - de var altså en slægtsgren af Nephilim. Refaitterne blev kaldt Rephaim efter deres stamfader Rafa. Anaks far var Arba, han var den største mand blandt anakitterne og den oprindelige grundlægger af byen Hebron:

”Jakob kom til sin far Isak i Mamre i Kirjat-Arba, det samme som Hebron, hvor Abraham og Isak havde boet som fremmede.” (1 Mos 35:27)

”Kaleb, Jefunnes søn, fik et stykke land blandt judæerne efter den befaling, Jahveh havde givet Josva: anakitternes stamfader Arbas by, det er Hebron.” (Josva 15:13)

”De fik anakitternes stamfader Arbas by, det er Hebron, i Judas bjergland, med omkringliggende græsmark.” (Josva 21:11)

”Tidligere hed Hebron Kirjat-Arba; Arba var den største mand blandt anakitterne.” (Josva 14:15)

Anakitterne blev ikke kaldt Arbahim efter deres stamfader, men Anakim efter Anak. Israel fordrev de tre Anak-sønner fra Hebron. (Dom 1:20) De var, ligesom Rephaim, et stort og stærkt folk, høje af vækst. (5 Mos 2:10-11, 21; 9:2. Sl 135:10-11) Det var dem som israelitterne blev skrækslagne over at se, dengang de udspejdede landet. (4 Mos 13:33) De blev alle sammen tilintetgjort af Gud ved Josvas sværd. Men det lykkedes dog for nogle få af dem at flygte til filisternes område i Gaza, Gat og i Ashdod. Her blandede de sig med filisterne og blev en del af filisternes hær.

”På den tid drog Josva op i Bjerglandet og udryddede anakitterne fra Hebron, Debir, Anab og fra hele Judas bjergland og hele Israels bjergland. Josva lagde band på dem og på deres byer; der blev ingen anakitter tilbage i israelitternes land. Kun i Gaza, i Gat og i Ashdod blev der nogle tilbage.” (Josva 11:21-22)

De kæmper som flygtede til filisternes område, blev senere besejret af David og hans mænd. (1 Sam 17:4-7, 48-50; 2 Sam 21:15-22. 1 Krøn 20:4-8)

                                            David slår Goliat ihjel

Uden Guds hjælp havde Josva og israelitterne aldrig kunnet besejre disse store og stærke folk, som ifølge Bibelen havde store og himmelhøjt befæstede byer. Gud havde lovet Israel at føre kampen for det, og da han er sanddru og altid holder, hvad han lover, så sendte han en af sine stærke engle som hjælp. Josva mødte Guds engel, inden Israel for alvor skulle til at erobre det forjættede land - denne engel var fører for Jahvehs hær:

”Engang mens Josva opholdt sig ved Jeriko, fik han øje på en mand, der stod foran ham med draget sværd i hånden. Josva gik hen til ham og sagde: »Hører du til os eller til vores fjender?« Han svarede: »Nej, jeg er fører for Jahvehs hær. Nu er jeg kommet.« Da kastede Josva sig til jorden og sagde til ham: »Hvad har min herre at sige til sin tjener?« Jahvehs hærfører svarede: »Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er helligt.« Det gjorde Josva.” (Josva 5:13-15)

Efter at føreren for Jahvehs hær var kommet for at hjælpe Israel, skete der mange mirakuløse ting. Jerikos mure kollapsede efter at Israel havde gået rundt om byen i syv dage, Gud kastede store sten ned fra himlen, solen stod stille og månen standsede i en hel dag, og Israel gik fra sejr til sejr, ingen kunne holde stand imod dem. (Josva 6:15, 20; 10:11, 12-13)

Nephilim – Ingen opstandelse fra de døde 

I Esajas bog, kapitel 26, vers 14, læser vi, at Nephilim ikke vil få del i opstandelsen fra de døde sammen med almindelige mennesker. Esajas omtaler dem som ”Rephaim” – de var en slægtsgren af Nephilim, men det hebraiske ord Rapha bliver også brugt om alle kæmperne, eller Nephilim. Ordet har nr. 7497 i Strong’s Concordance, og her står der, at ordet betyder ”en kæmpe.” I den danske oversættelse fra 1992 er ordet desværre ikke oversat korrekt, og derfor går man glip at den rigtige forståelse – den ukorrekte oversættelse i vers 14 får endda Skriften til at modsige sig selv i vers 19, hvor der står det modsatte:

”Døde bliver ikke levende, dødninge (hebraisk: Rephaim) står ikke op; for du straffede dem og udryddede dem, du slettede hvert minde om dem.” (Es 26:14, d.aut.1992)

Gud straffede og tilintetgjorde kæmperne. De var et hybrid-afkom af faldne engle og jordiske kvinder, de var ikke 100% menneske, eller sagt på en anden måde, de var ikke i familie med Adam 100%. Nephilim har derfor ikke del i de forjættelser, som er lovet mennesket Adam og hans børn – en genløsning ved kvindens afkom, Jesus Kristus – en opstandelse fra de døde, hvilket Esajas skriver om i vers 19:

”Dine døde bliver levende, deres lig står op. I, der ligger i jorden, skal vågne og juble. For din dug er lysets dug, og jorden bringer dødninge til live.” (Es 26:19, d.aut.1992)

Da kæmperne døde i vandfloden, udgik der onde ånder af deres kød. Det er dæmonerne, og en del af dem har lige siden Noas dage hjemsøgt menneskene med fordærvelse og ødelæggelse. I Enoks bog læser vi følgende om englene og deres børn:

”Og han tog til orde og talte til mig, og jeg hørte hans røst: Frygt ikke, Enok, du retfærdige mand og retfærdighedens skriver; kom herhen og hør min røst! og gå og sig til himmelvægterne (de faldne engle), som sendte dig for at gå i forbøn for dem: I burde gå i forbøn for menneskene, og ikke menneskene for jer. Hvorfor forlod I den høje og hellige, evige himmel og lå hos kvinderne og forurenede jer med menneskenes døtre og tog jer hustruer og gjorde som jordens børn og avlede kæmpesønner? Og skønt I var hellige, åndelige, med delagtighed i et evigt liv, forurenede I jer med kvindernes blod og med blodet af kød avlede I børn, og I begærede menneskers blod, og I frembragte kød og blod, som de, der dør og går til grunde, plejer at frembringe. Derfor gav jeg dem kvinder, for at de skal besvangre dem og børn fødes ved dem, for at der således ikke skal mangle noget hos dem på jorden. Men I var tidligere åndelige, med delagtighed i et evigt, udødeligt liv, til alle verdens slægter, og derfor bestemte jeg ingen kvinder for jer; thi himlens åndelige har deres boliger i himlen. Og nu skal de kæmper, som blev avlet af ånderne og kødet, kaldes onde ånder på jorden, og på jorden skal deres boliger være. Onde ånder er udgået af deres kød, thi de blev skabt ovenfra, og fra de hellige vægtere var deres begyndelse og første oprindelse. Onde ånder skal de være på jorden og kaldes onde ånder. Himlens ånder skal have deres boliger i himlen, og jordens ånder, som blev født på jorden, skal have deres boliger på jorden. Og ånderne af kæmperne, Nephilim, som øver fordærvelse og overfald og kæmper og bringer ødelæggelse på jorden og volder sorg, de spiser ikke noget, de tørster ikke og kan ikke iagttages. Og disse ånder vil rejse sig mod menneskebørnene og mod kvinderne, thi de er udgået fra dem.” (Første Enoksbog 15:1-12)

”Fra kæmpernes drabs og ødelæggelses og døds dage, da ånderne gik ud af deres køds sjæle, skal de ødelægge uden dom – således skal de ødelægge indtil dagen for fuldendelsen af den store dom, når den store verden afsluttes, over vægterne og de ugudelige, alt skal fuldendes. Og sig nu til vægterne, som sendte dig for at gå i forbøn for dem, som tidligere var i himlen, sig nu: I var i himlen, og alle hemmeligheder var endnu ikke åbenbaret for jer, men I kendte en forkastelig hemmelighed, og denne fortalte I i jeres hjertes hårdhed til kvinderne, og ved denne hemmelighed øver kvinder og mænd meget ondt på jorden. Sig derfor til dem: I skal ingen fred have.” (Første Enoksbog 16:1-4)

Forplantningen er kun nødvendig for de dødelige mennesker, ikke for englene, og derfor bestemte Gud ingen kvinder for himlens engle. Englene begik en grov forbrydelse ved deres omgang med de jordiske kvinder, og derfor holder Gud dem i mørkets lænker indtil dommen. Frugten af englenes og de jordiske kvinders forbindelse var kæmperne, som selv blev dræbt, og blev til onde ånder, eller dæmoner, som nu huserer på jorden og ustraffet (”uden dom”, Enok 16:1) kan anrette skade og ødelæggelse, indtil dette verdensløb afsluttes med den store dom, hvor de vil blive endeligt straffet. Satan vil bruge dem til at føre mange mennesker på vildspor. Men dæmonerne er bundet til jorden, de har ikke adgang til himlen, ligesom Satan og hans faldne engle.  

Efter vandfloden begyndte de onde ånder, eller dæmonerne, ret hurtigt at fordærve Noas sønnesønner, vi læser i Jubilæerbogen:

”Og i den tredje uge i det jubelår begyndte de urene ånder at forlede og forføre og fordærve Noas sønners børn. Og Noas sønner kom til deres fader Noa og fortalte ham om de ånder, som fordærvede og dårede og dræbte hans sønnesønner. Og han bad til Gud Herren og sagde: Gud over alt køds ånder! Du, som har vist mig barmhjertighed og frelst mig og mine sønner fra syndflodens vande og ikke ladet mig gå til grunde, som du gjorde det ved undergangens børn, thi stor er din miskundhed imod mig og stor din barmhjertighed imod min sjæl. Din miskundhed løfte sig over mine sønner, og lad ikke de onde ånder få magt over dem, for at de ikke skal udrydde dem fra jorden. Men velsign du mig og mine sønner, så vi trives og bliver mange og opfylder jorden. Og du ved, hvordan dine vægtere, disse ånders fædre, har handlet i mine dage. Så forvar da disse ånder, som er i live, og læg dem i lænker på fordømmelsesstedet, så de ikke skal fordærve din tjeners sønnesønner, min gud; thi de er ondsindede og skabt til at fordærve. Lad dem ikke få magt over de levendes ånder, thi du alene kender deres dom. Og lad dem ikke have herredømme over de retfærdiges sønner fra nu og indtil evig tid. Og Herren vor Gud sagde til os, at vi skulle binde dem alle. Og åndernes fyrste Mastema (Satan) kom frem og sagde: Herre, skaber! Levn nogle af dem for mig, så de kan adlyde mig og gøre alt det, jeg siger til dem; thi hvis der ikke levnes mig nogle af dem, kan jeg ikke udøve mit herredømme over menneskenes børn. Thi de (de onde ånder) er sat til at ødelægge og forføre før min dom. Thi menneskenes børns ondskab er stor. Og han sagde: En tiendedel af dem skal levnes ham og de ni tiendedele fare ned til fordømmelsesstedet… Og vi udførte hele hans befaling: alle de onde, som var ondsindede, bandt vi på fordømmelsesstedet, og en tiendedel af dem levnede vi, for at de kunne lyde under Satan på jorden.” (Jubilæerbogen 10:1-11)

Vi læser, at en tiendedel af dæmonerne fik lov til at blive på jordens overflade, for at de kunne lyde under Satan, de andre ni tiendedele skulle fare ned til fordømmelsesstedet, hvilket er det samme som afgrunden. Satan har lige siden brugt denne tiendedel af dæmonerne til at ødelægge og forføre, især til at føre mennesker væk fra den eneste sande Gud, Jahveh. Nogle af disse onde ånder læser vi om på Jesu tid, hvor de bad Jesus om ikke at sende dem ned i afgrunden:

”Jesus spurgte ham: »Hvad er dit navn?« »Legion,« svarede han, for der var faret mange dæmoner i ham. Og de (dæmonerne) bad Jesus om ikke at befale dem at fare ned i afgrunden.” (Luk 8:30-31)

Jesus taler også om dæmonernes længsel efter et legeme, og Enok og Paulus taler om deres lærdomme, som fører mennesker på vildspor:

”Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men finder den ikke. Da siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér.” (Matt 12:43-45)

”... og de (dæmonerne) vil føre dem (menneskene) til at ofre til dæmonerne som guder, indtil den store doms dag, på hvilken de skal dømmes, så at de helt udryddes.” (Første Enoksbog 19:1)

”Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme.” (1 Tim 4:1)

”Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneske-sønnens komme”

Læg nøje mærke til disse ord. I Matthæus 24:37-38 kommer Jesus med et udsagn omkring de tilstande, som vil herske på jorden kort tid før hans andet komme. Jesus siger følgende:

”Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.” (Matt 24:37-39)

Jesus siger, at i Noas dage havde folk travlt med deres hverdagsaktiviteter, de åd og drak, giftede sig osv. – det minder meget om vore dage. I 1 Mosebog, kapitel 6, får vi mere at vide, nemlig at menneskenes ondskab, deres fordærvelse og degenererede opførsel, var blevet meget stor – det minder også om vore dage – jorden var fordærvet og fyldt med vold. Men vi får mere at vide, nemlig at det daværende samfund blev regeret og styret af gudssønnerne og deres afkom, Nephilim. 

Jesus forudsagde, at Noas dage ville gentage sig. Han sagde, at de ondskabsfulde tilstande, som fordærvede menneskene i Noas dage, vil herske på jorden igen når han kommer for at frelse de trofaste. Og i Åbenbaringens bog læser vi, at i de sidste dage vil ånderne i afgrunden stige op for at forføre og pine menneskene – meget tyder altså på, at gudssønnerne fra Noas dage og deres afkom vil vende tilbage, inden Jesus vender tilbage. 

Vi ved, at de gudssønner, som i Noas dage havde omgang med jordens kvinder, er i fængsel og holdes i mørkets lænker i afgrunden, og ifølge Jubilæerbogen blev ni tiendedele af deres afkom, Nephilim, også lagt i lænker på fordømmelsesstedet, afgrunden. (1 Pet 3:19-20. 2 Pet 2:4. Jub 10:5-11)  

Ifølge Skriften var der mange andre gudssønner, som fulgte Satan i hans oprør – måske helt op til en tredjedel af alle himlens engle:

”Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden… Og der blev krig i himlen. Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op, men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i himlen. Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden – styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den.” (Åb 12:3-4, 7-9)

De faldne gudssønner, som fulgte Satan i hans oprør, går under betegnelsen ”ondskabens åndemagter i himmelrummet” – Paulus skriver: 

”I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” (Ef 6:10-12)

”Ondskabens åndemagter i himmelrummet” er verdensherskerne i denne verden. Og en af disse faldne engle, fyrsten over perserriget, møder vi i Daniels bog, kapitel 10, hvor han i 21 dage kæmpede imod den engel, som Gud havde sendt til Daniel – englen, som var sendt til Daniel, måtte endda have hjælp af ærkeenglen Mikael. Jorden dengang og nu, kan kun beskrives som en kampzone, og derfor skriver Paulus i sit brev til Efeserne, at de kristnes kamp ikke står mod ”kød og blod”, men mod ”ondskabens åndemagter i himmelrummet.”  

I Hebræerbrevet 2:5 bliver der indirekte sagt, at den nuværende verden er underlagt og regeret af de faldne engle:

”For han (Gud) underlagde ikke den kommende verden, som vi taler om, under engle.”

Når der står, at Gud ikke vil underlægge den kommende verden under engle, så kan vi drage den slutning i overensstemmelse med Ef 6:10-12, at den nuværende verden er styret og regeret af ondskabens åndemagter. Og det stemmer også med Satans egne ord:

”Så førte Djævelen ham (Jesus) højt op og viste ham i ét nu alle jordens riger og sagde til ham: »Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil.” (Luk 4:5-6)

Men Satan og hans faldne engle, samt dæmonerne, får ikke lov til at gøre hvad som helst, de ønsker at gøre, deres kræfter og aktiviteter bliver kontrolleret af Gud - men når vi nærmer os endetidens sidste tid, så vil Gud give åndemagterne lov til for alvor at udøve deres magt over menneskene, og ”afgrunden” vil blive åbnet, og alle de resterende dæmoner, som er i afgrunden, vil gå ud og forføre og vildlede alle de mennesker, som ikke har taget imod kærlighed til sandheden – inklusiv mange som kalder sig kristne:

”Den femte engel blæste i sin basun, og jeg så en stjerne, der var kastet ned på jorden fra himlen; den fik givet nøglen til afgrundens brønd, og den åbnede afgrundens brønd, og der steg røg op fra brønden som røgen fra en stor ovn. Og solen og luften formørkedes af røgen fra brønden. Ud af røgen kom der græshopper (dæmoner) ud over jorden, og de fik givet samme magt, som jordens skorpioner har.” (Åb 9:1-3)

”For allerede nu virker lovløshedens hemmelighed; blot skal han, der endnu holder igen, først fjernes. Da skal den lovløse åbenbares; ham skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt. Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt.” (2 Thess 2:7-12)

I Åbenbaringen 9:1-3 ser det ud til, at Satan får nøglen til ”afgrunden”, og at han herefter lukker gudssønnerne og alle dæmonerne ud - de ni tiendedele som har været spærret inde siden Noas dage. Og husk på, at de gudssønner og dæmoner, som er i ”afgrunden”, de har været spærret inde i over 4300 år, så man kan godt forestille sig, at de kommer op med et stort raseri, og de glæder sig helt sikkert til at pine menneskene. Job skriver om Rephaim der vånder sig, og at de bor under vandene:

”Dødningene (hebraisk: Rephaim) vånder sig, de som bor under vandene.”    (Job 26:5)

Ordet ”under vandene” sigter til ”afgrunden”, og at de vånder sig kan man godt forstå, for det er ikke særlig rart at være spærret inde i flere tusinde år.  

Jesus sagde at Noas dage ville gentage sig, og vi har netop i de sidste hundrede år oplevet flere af de tilstande, som herskede på Noas tid, nemlig en befolkningseksplosion, ekstrem ondskab og et stort frafald fra Gud og hans ord. Vi bliver også mere og mere vidner til, hvordan dæmonernes løgnetegn og løgneundere griber om sig, disse tegn bliver endda gjort i Jesu navn, særligt i den såkaldte karismatiske bevægelse indenfor kristenheden, der i de sidste hundrede år har ført mange bort fra den sande Gud – meget uhyggeligt! 

Når Jesus kommer vil han føre krig mod Dyret og jordens konger (Åb 19:19). Jesus vil sejre, og han vil befale sine engle at gribe Satan og hans engle og kaste dem i ”afgrunden”, og her skal de være bundet i tusind år (Åb 20:1-3). Herefter skal kongen i Guds rige, Jesus Kristus, sammen med sine medregenter genoprette alt det, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund. 

Skriften siger udtrykkeligt, at der venter verden og dens beboere en frygtelig trængsel i de sidste tider inden Jesu genkomst, og mange vil miste livet. Men lad os stå faste i troen på den eneste sande Gud, Jahveh, og ham han har udsendt, Jesus Kristus (Joh 17:3). Lad os spænde ”sandhed” som bælte om lænden, og lad os iføre os den fulde rustning, så vi kan stå imod på den onde dag, og holde stand mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.

”Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.” (Ef 6:14-17)

 o-o-o-0-o-o-o

Læs også : Hvem er Gudssønnerne?

Anvendt kildemateriale:                                                                                             De gammeltestamentlige Pseudepigrafer, Det Danske Bibelselskab, 2001.                         Den hebraiske grundtekst, The Interlinear Bible, Hebrew-Greek-English, Hendrickson 1986. Josefus, The Antiquities Of The Jews, oversat af William Whitson, 1987.                     Strong’s Exhaustive Concordance Of The Bible, Hendrickson.                                          The Genesis Flood, John C. Whitcomb & Henry M. Morris, P&R Publishing 2003.                  Early Church Fathers, The Christian Classics Ethereal Library, Calvin College.