Hedningernes Tider

   Jesu udtalelse om, at ”Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende”, opfattes af nogle som en kronologisk oplysning, hvoraf man kan udregne det årstal, hvor Jesus Kristus vil komme igen. Igennem mange år har f.eks. kirkesekten Jehovas Vidner hævdet dette, hvad nogle citater fra deres litteratur vil vise.

”Herren har klart påvist, at hedningernes tider skulle være en periode på 2520 år. (3 Mos 26:18)  Det vil sige i 2520 år ville Jehova ikke hindre jordens hedenske folkeslag i at gøre, hvad de kunne for at oprette en attråværdig regering. ” – Brochuren Trøst for folket (1924), side 14.

”Både Bibelens kronologi og tidsprofetierne afmærker året 1914 som det tidspunkt, da Riget skulle begynde at træde i kraft.” – Vagttårnet 1/12 1930, side 364 (WT 15/10 1930).

”Hvorfor siger vi da afgjort, at 1914 betegner Rigets begyndelse og følgelig også begyndelsen af Kristi anden nærværelse eller parousia? Fordi ’hedningernes tider’ endte i 1914.” – Vagttårnet 1/3 1950, side 75 § 3. (WT 1/11 1949).

”Deres (hedningernes) tilmålte tid til at herske over jorden uden Guds riges indblanding begyndte med Jerusalems undergang som kongesæde omkring den 1. oktober  607 f.Kr., da også templet gik til grunde, og hele landet blev lagt øde. Da de ’fastsatte tider’ for hedningenationerne var begrænset til 2520 år, skulle deres uindskrænkede magt ophøre omkring den 1.oktobe 1914 e.Kr.” – ”Du kan overleve Harmagedon” (1955, dansk 1959), side 100 § 23.

”Denne Kristi, Messias’, anden nærværelse (parousiá) skulle være usynlig og det umiskendelige tegn, han gav, viser afgjort, at denne Kristi genkomst begyndte i året 1914.” – ”FORVIS JER OM ALT” (1955), side 245.

”Riget er allerede oprettet! I overensstemmelse med Bibelens profetier blev Kristus sat på den himmelske trone i 1914 e.Kr. og har siden hersket blandt sine fjender.” – Vagttårnet 1/11 1959, side 21 § 2 (WT 15/10 1958, side 620).

”Jerusalem ødelægges i 607 f.v.t. og ”nationernes fastsatte tider” begynder... Jesus indsættes på tronen i det himmelske rige i 1914, da ”nationernes fastsatte tider” udløber.” – ”Kundskab der fører til evigt liv” (1995, side 94)

De ovennævnte citater hævder, at ”hedningernes tider” – eller ”nationernes fastsatte tider” – udløb i 1914, og de hævder, at Guds rige blev oprettet i 1914, og at det har været i virksomhed siden da, samt at Kristus har hersket midt iblandt sine fjender siden dette årstal – men sandheden og VIRKELIGHEDEN er en helt anden, nemlig at Jesus endnu ikke har oprettet sit kongerige, samt at denne verdens kongeriger har større magt end nogen sinde før, og at selviskheden og ondskaben har været i stadig tiltagen siden 1914. 

Ordet tider i ”hedningernes tider” – eller ”nationernes fastsatte tider” – er ikke en gengivelse af det græske ord chronos, og det har i virkeligheden intet med kronologi at gøre. Det er en oversættelse af ordet kairos, som med rette kan gengives med ”lejlighed” eller ”stund”. 

Israel havde deres tid under lovpagten, og da Jesus kom til dem, kendte de ikke deres besøgelsestid, men afviste ham og blev selv forkastet indtil videre. I stedet fik hedningerne nu ”lejlighed” til for første gang at modtage Guds gunst, at høre og modtage evangeliet om Guds kongerige og syndernes forladelse i Jesu navn. Når denne hedningernes tid eller lejlighed, nådens tid, er forbi, bliver det deres besøgelsestid, hvor regnskabet skal gøres op. Og herefter vil Gud atter antage sig Israel og gøre det til genstand for sin gunst. 

Nogle kommentarer til Lukas 21:24:

”De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.”

THE EXPOSITOR’S GREEK TESTAMENT (1956), Vol. 1, side 621:

”kairoi ethnon (hedningernes tider): betydningen af dette tankevækkende udtryk er ikke klart. Tankeforbindelsen synes at kræve, at det er lig med den tid, da hedningerne har overherredømmet. Jeg er dog stærkt tilbøjelig til at stille mig på deres side, der finder, at udtrykket hentyder til en nådens dag for hedningerne. Jøderne havde haft deres nådens dag (se Luk 19:44, ton kairon tes episkopes), og nu var det hedningernes tur. En sådan tanke ville være i samklang med Lukas, den paulinske evangelist, og i overensstemmelse med Paulus’ egen tanke i Rom 11:25. Den ville ligeledes være Lukas’ sidestykke til tanken i Matt 24:14 og Mark 13:10.” 

G.T.Manley: THE RETURN OF JESUS CHRIST (London, 1961), side 37:

”Det ord, der er oversat ’tider’, betyder også ’lejligheder’, og det er muligt at give ordet mange betydninger. Det angiver, at lejligheden for Israel er endt, og at en periode i hvilken hedensk undertrykkelse af dem eller måske en lejlighedens tid for hedningerne er begyndt, en tid, der også vil nå en ende. Jødernes tilknytning til hedningernes herredømme er, når dette udøves af en kristen hersker eller regering, ingenlunde en simpel sag. I det store og hele synes det, som om hedningenationerne har haft deres lejlighed, og der er intet i denne udtalelse, som er til hinder for Herren Jesu Kristi genkomst.” 

THE WYCLIFFE BIBLE COMMENTARY (1963), side 1063:

”Sammenlign med ’hedningernes fylde’ i Rom 11:25.  Ordvendingen indebærer, at Gud har fastsat en lejlighedernes dag for hedningerne, som vil ende med Israels fremtidige genindsættelse i gunst.” 

THE NEW BIBLE COMMENTARY (1958), Luk 21:24:

”Den tidsalder under hvilken der gives hedningerne lejlighed til at modtage evangeliet.” 

T. Skat – Rørdam: DET NYE TESTAMENTE (1926), bind 1, Luk 21:24, note 3:

”Israels folk har haft sine ’Tider’, i hvilke Gud brugte og vilde bruge dette Folks Evner i sit Riges Tjeneste; disse Tider løb ud ved Jerusalems Ødelæggelse. Derefter kommer Hedninge-Tiderne, i hvilke Gud vil tage de Evner og kræfter i Tjeneste, som de hedenske Folkefærd sidde inde med. Men også disse Tider have deres Maal, da de ere udløbne, naar dette er naaet, da er Verdens Ende forhaanden, og Menneskesønnen kommer i sin Herlighed, V. 25 ff.” 

VOR HERRE JESU CHRISTI NYE TESTAMENTE (ved I.L.V.Hansen, 1893, katolsk): Luk 21:24:

”Folkenes Tider fuldkommes, naar de er modnede for Verdensdommen, d.e. naar de til Christendommen omvendte Hedningefolk have gjennemløbet den Udviklingsperiode, som Gud har beskikket dem, naar hans Langmodighed med dem er udtømt, ligesom tidligere med Jøderne. Disse Straffedomme vil falde sammen med alle Udvalgtes Frelse, Israels Omvendelse (Rom 11:25 ff.) og den yderste Dom.”

Jerusalem skal nedtrædes af nationerne:

Ordet ”nedtræde” eller ”nedtrampe” er en oversættelse af det græske ord patoumene, der er en bøjning af pateo eller patein. Efterfølgende kommentarer vil belyse dette ords betydning. Vi begynder med nogle definitioner af ordet pateo.  

C. Berg: GRÆSK-DANSK ORDBOG (1950):

”pateo,  1) træder på, nedtræder med Fødderne, ... 2) betræder, færdes på, en Vej, et Land, berejser.”  

G. Abbott-Smith: A MANUAL GREEK LEXICON OF THE NEW TESTAMENT (1960):

”pateo,  1) intransitivt, at betræde, gå.”  

J.H.Moulton and G.Milligan: THE VOCABULARY OF GREEK NEW TESTAMENT (1963), 498:

”pateo. Som eksempel på den intransitive brug af dette verbum ’træde’, ’gå’, kan vi citere det nye fragment af et ikke-kanonisk evangelium p. Oxy V 840, hvor en farisæer fremstilles som sigende til Frelseren i templet: ... ’hvem gav dig lov til at gå på dette renselsens sted, der er et rent sted, hvor ingen anden går, med mindre han har vasket sig og skiftet klæder?”  

THE EXPOSITOR’S GREEK TESTAMENT (1956), Vol.1, side 621:

”patoumene: sædvanligvis opfattet som værende lig med katapatoumene: trådt under fode på en foragtelig måde, men det kan betyde slet og ret betrådt i betydningen taget i besiddelse af, (Hahn).”  

J.H.Grolle: FORHOLDET TIL ISRAEL (udgivet af Ordet og Israel), 1963, s.11-12:

”Jeg må dog protestere mod Luthers oversættelse: søndertræde. Det græske ord patein betyder kun spadsere. Den peripatetiske skole i Athen blev dannet af en professor, der spadserede rundt med sine studenter i buegangene. Altså patein og peripatein betyder kun spadsere ganske roligt. Jesus har forudsagt det, netop som det også er sket. Vi folk af hedningerod, gojim, har spadseret gennem Jerusalem, også det åndelige Jerusalem... På denne måde spadserede gojim gennem Israel og gennem Jerusalem, som om de var deres arvinger. Da må Israel jo være død eller i det mindste gjort arveløs... Men i alle tilfælde er Israels landflygtighedsperiode nu overstået, og de er vendt tilbage til det gamle land. Nu er hedningernes tider i kirken også ved at være forbi. Det kan man se derigennem, at tiden for den individuelle omvendelse snart er forbi, det drypper endnu lidt efter regnen. I Rom 11 tegner Paulus denne proces. I Rom 11:14 siger Paulus: ”om jeg dog kunne ægge mine landsmænd til misundelse og frelse nogle af dem.” Men i endetiden drejer det sig ikke om de enkelte, men om hele Israel, v. 25. Hedningernes tider går hurtigt mod deres afslutning. Vi har haft vor tid og vor chance, og vi har kun gjort en usselig og jammerlig brug af den.”

Definitioner af de græske ord kairos og chronos:

Ordet kairos forekommer i alt 85 gange i NT – nogle eksempler fra den danske bibel-oversættelse af 1992:

”De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid (kairos).” (Luk 19:44)

”De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider (kairos) er til ende.” (Luk 21:24)

”Han svarede: Det er ikke jeres sag at kende tider (chronos) eller timer (kairos), som Faderen har fastsat af egen magt.” (ApG 1:7)

”Det hedder jo: I nådens tid (kairos) bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig. Se, nu er det den nåderige tid (kairos), se, nu er det frelsens dag!” (2 Kor 6:2)

”Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid (kairos), især mod vore trosfæller.” (Gal 6:10)

”Brug det gunstige øjeblik (kairos), for dagene er onde.” (Ef 5:16)

”Vær vise i jeres omgang med dem udenfor, og brug det gunstige øjeblik (kairos).” (Kol 4:5)

”Hvis de dermed havde tænkt på det, som de var rejst ud fra, havde de haft lejlighed (kairos) til at vende tilbage.” (Hebr 11:15)

C. Berg: GRÆSK-DANSK ORDBOG (1950):

”kairos,  det rette maal,  ... a) det rette, passende Tidspunkt, gunstig Lejlighed, ... b) Tid, Tidspunkt, ... c) det passende Sted, ... d) Nytte, Fordel.”  

J.H.Moulton and G.Milligan: THE VOCABULARY OF THE GREEK NEW TESTAMENT (1963):

”kairos. ’passende tid’, ’lejlighed’...”  

W.E.Vine: AN EXPOSITORY DICTIONARY OF THE NEW TESTAMENT WORDS (8.ed., 1957), Vol. 3, side 333:

(kairos) ”...lejlighed til at gøre noget, enten godt, f.eks. Matt 26:18, Gal 6:10, Ef 5:16 – eller ondt, f.eks. Åb 12:12.”  

E.W.Bullinger: A CRITICAL LEXICON AND CONCORDANCE TO THE ENGLISH AND GREEK NEW TESTAMENT (8.ed., 1957), side 804:

”1. kairos,  den rette længde og det rette forhold, navnlig med hensyn til tid og sted, derfor den rette tid, passende eller belejlige tid; det opportune tidspunkt, på hvilket en ting SKULLE GØRES  (en bestemt afgrænset del af nr. 2).

2. chronos, tid, varighed, tid i almindelighed, en hvilken som helst tid (medens nr. 1 er TIDEN); den tid, i hvilken et eller andet gøres.”  

Richard C. Trench: SYNONYMS OF THE NEW TESTAMENT (1958), side 210:

”chronos er tid betragtet slet og ret som sådan;  en kæde af hinanden følgende øjeblikke (Matt 25:19; Åb 10:6; Hebr 6:7); ... Det er det tyske ’zeitraum’ skelnet fra ’zeitpunkt’. ...chronos omfatter, som det vil ses, alle mulige kairoi, og da det er den større mere omfattende betegnelse, kan den ofte bruges, hvor kairos ville have været lige så passende, men ikke omvendt. Derfor forekommer chronos tou tekein, tiden til at føde (Luk 1:57), pleroma tou chronou (Gal 4:4), tidens fylde eller modenhed for Guds Søns åbenbarelse, hvor man tidligere snarere ville have ventet tou kairou eller ton kairon. Sidstnævnte vending forekommer faktisk i Ef 1:10.”

Af ovenstående kommentarer og definitioner skulle det klart fremgå, at udtrykket  ”hedningernes tider” eller ”nationernes fastsatte tider” dækker over begrebet hedningernes eller nationernes lejlighed og derfor ikke kan anvendes i forbindelse med en eller anden slags kronologi. Bemærk også, at Jesus direkte siger til sine disciple, at det ikke er deres sag at kende chronos eller kairos, som Faderen har fastsat af egen magt (ApG 1:7. Se også Matt 24:36). Burde vi så ikke som oprigtige kristne være ydmyge og erkende, at det ikke tilkommer os at kunne regne ud, hvornår Jesus kommer og opretter sit kongerige? Selvfølgelig, for hvis vi påstår, at vi kan regne det ud, gør vi Jesus til en løgner. 

Israel havde deres ”tid” eller ”lejlighed” til at bevise deres tro og hengivenhed for Gud, men de forspildte den. Hedningerne kunne da med rette have hævdet: ”Havde vi haft den samme lejlighed som Israel, skulle vi nok have vist noget andet.” – De fik lejligheden til at modtage evangeliet om frelsen i Kristus, uden andet krav end tro på det. I stedet for at udnytte denne lejlighed, har de misbrugt den og handlet værre end Israel. Når den gunstige stund for hedninger hører op, vender Gud sig atter til Israel – ikke med den gamle lovpagts krav, men med en ny pagts nåderige løfter (Jer 31:27-40; 32:40-44), og gennem Israel vil Guds frelse da blive alle til del (Zak 8:20-23. Jer 3:17. ApG 15:16-17). 

Selv om Israel snublede, var det dog ikke ensbetydende med deres endelige fald eller forkastelse. Jesus sagde til dem: ”Jerusalem, Jerusalem! ... Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer i Herrens (JHVH’s) navn!” (Matt 23:37-39). ”Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.” (Luk 21:24) – eller mere korrekt oversat: ”Jerusalem skal betrædes af hedninger, indtil hedningernes lejlighed er til ende.” 

Paulus skriver: ”Og betød deres (jødernes) fald rigdom for verden og deres nederlag rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det så ikke betyde, når de kommer fuldtalligt ind (I stedet for den rest, der kom med på apostlens tid) ... For har det ført til forligelse for verden, at de blev forkastet, kan det så være andet end liv af døde, at de bliver modtaget? ... Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses – som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob. Dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort. I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.” (Rom 11:12,15,25-29). Dette stemmer da også fuldkommen overens med hele Bibelens fremstilling af forholdet mellem Israel og de øvrige folk. Lad os i store træk ridse dette op. 

Gud gav Abraham et ubetinget løfte om at velsigne alle jordens slægter gennem Abrahams afkom. Ligeledes gav Gud et ubetinget løfte om, at Abrahams kødelige efterkommere gennem Isak skulle være hans folk og besidde Kana’ans land til evig tid. Disse løfter vil blive opfyldt, uanset hvad mennesker gør eller ikke gør. At Gud 430 år senere sluttede lovpagten med Israels folk ændrer intet ved dette forhold. Guds ubetingede løfte kan ikke gøres til intet. 

Vi læser i 1 Mosebog 12:3,7: ”...I dig (Abraham) skal alle jordens slægter velsignes”, og ”Jeg vil give dine efterkommere dette land.”  (Se også 1 Mos 13:14-17; 15:18; 17:7-8; 22:16-18. Jer 31:33,36-38; 32:40-42; 33:20-26. Amos 9:14-15).  Paulus skriver i Galaterbrevet 3:8: ”Og da Skriften forudså, at det er af tro, Gud erklærer folkeslagene retfærdige, fik Abraham på forhånd det evangelium forkyndt: ’I dig skal alle folkeslagene velsignes.”  

Stefanus sagde til jøderne: ”I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den.” (ApG 7:53). Lovpagten havde bl.a. til formål at overbevise verden om, at intet menneske ved egne gerninger eller ved egen fortjeneste kunne gøre sig ringeste håb om at opnå ’retfærdiggørelse til liv’. Dette kan ene og alene opnås som en nådegave fra Gud gennem Kristus. Vi læser derfor i Rom 3:19-22: ”Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse. Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel.”  For at kunne opnå syndernes forladelse er det nødvendig at indse og erkende, at man har behov for det.

Lovpagten var magtesløs, fordi den ene part i pagten, nemlig Israel, ikke var i stand til at opfylde sin del. I stedet for at opnå liv ved lovpagten kom Israel under lovens forbandelse. I sin nåde traf Gud dog foranstaltning til at udfri dem fra deres trældom. Vi læser herom i Rom 8:3: ”Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet.” Lovpagten var hellig, retfærdig og god. Den var der intet i vejen med; men Israel var trælle under synden. (Rom 7:7-25). Paulus siger da også til jøderne: ”Det skal I altså vide, brødre, at det er ved ham (Jesus), der forkyndes jer syndsforladelse; og i alt det, hvori I ikke kunne gøres retfærdige ved Moseloven, bliver enhver, der tror, gjort retfærdig ved ham.” (ApG 13:38-39). 

I Gal 3:13-22 giver Paulus en vidunderlig klar fremstilling af hele dette spørgsmål: ”Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld... for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus ... Brødre, jeg bruger et eksempel fra menneskelivet: Ingen kan ophæve eller føje noget til et testamente, når det først er retsgyldigt ... Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom ... og det er Kristus. Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft. Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven. Hvad skulle så loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, men den skulle kun være gyldig, indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet ... Er loven da imod Guds løfter? Aldeles ikke! For var der blevet givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden også komme af loven. Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror.”

Lovpagten afslørede således, at også Israel var indespærret under synden og i virkeligheden stod på lige fod med folk fra nationerne. Lovpagtens krav, som Israel ikke kunne opfylde, gjorde dem i virkeligheden til lovovertrædere; men derved kunne Guds ufortjente godhed blive endnu mere overstrømmende rig, som Paulus skriver: ”Men loven kom til, for at faldet (i forbindelse med Israel) skulle blive større; og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større” (Rom 5:20). Derved bevistes det, at Israel var fuldstændig afhængig af Guds ufortjente godhed. ”For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed, sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.” (Rom 11:30-32). Retfærdiggørelsen til liv kan kun opnås ved Guds ufortjente godhed. 

Vi læser i Joh 1:17,11,12: ”For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus... Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.” Den ufortjente godhed blev tilbudt Israel, men de afviste den. Jesus sagde til jøderne: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne... fordi du ikke kendte din besøgelsestid.”  (Luk 19:42-44). Da de også forkastede det evangelium, som Paulus bragte dem, sagde han: ”Guds ord måtte forkyndes for jer først. Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til evigt liv, så vender vi os til hedningerne.  For således har Herren befalet os det: Jeg har gjort dig til lys for folkene, for at du skal være til frelse til jordens ende.” (ApG 13:46-47). ”Derfor skal I vide, at denne frelse fra Gud er sendt til hedningerne; og de skal høre!” (ApG 28:28).

At frelsen kun kan opnås ved Guds ufortjente godhed viser apostlen Peter også, idet han siger til menigheden i Jerusalem: ”Hvorfor udæsker I da Gud ved at lægge et åg (lovpagtens krav) på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har magtet at bære? Men vi tror, at vi (jøder) bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de (hedningerne).” (Apg 15:10-11). I Rom 9:30-32 skriver Paulus også: ”... hedninger, som ikke stræbte efter retfærdighed, opnåede retfærdighed, men vel at mærke retfærdighed af tro. Israel derimod, som stræbte efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke til en sådan lov. Og hvorfor ikke? Fordi de ikke søgte den af tro, men som om den kunne fås af gerninger. De stødte an mod anstødsstenen.”

Nu er det hedningernes lejlighed (kairos) eller gunstige øjeblik til at modtage evangeliet om Guds kongerige og blive dets arvinger. Også denne lejlighed vil ophøre på samme måde, som det skete med Israel. Jerusalem skal betrædes af hedningerne, indtil hedningernes tider (lejlighed) udløber i og med Jesu Kristi genkomst, og dette vil blive markeret med vældige begivenheder og straffedomme på samme måde, som det skete med Israel ved Jerusalems ødelæggelse. Jesus sagde: ”Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” (Luk 21:25-28). 

Betragter vi kristenheden i dag, må vi indrømme, at også hedningerne har modtaget Guds nåde forgæves og står ligeså strafskyldige ind for Gud, som Israel gjorde. For hedningerne har der ikke været tale om en lovpagt med betingelser om lydighed og lovbud, der skulle overholdes, men de er blevet stillet over for Guds nåde eller ufortjente godhed med syndernes forladelse betingelsesløst ved blot at modtage det i tro. Til trods herfor har de heller ikke kendt deres besøgelsestid. 

Først når Gud griber direkte ind i jordens anliggender ved at sætte sin elskede Søn på tronen, vil alle Guds løfter til Abraham blive fuldt ud virkeliggjort til gavn og glæde for alle folkeslag på jorden. Om Jesus blev der sagt: ”han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.” (Luk 1:33). ”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.” (ApG 4:12). 

”Dette siger Hærskarers Herre: På ny skal folkeslag komme, indbyggere fra store byer; indbyggere fra den ene by skal gå til den anden og sige: Kom, lad os gå hen for at formilde Herren og søge Hærskarers Herre; også jeg vil gå med. Så skal talrige folk og mægtige folkeslag komme for at søge Hærskarers Herre i Jerusalem og formilde Herren. Dette siger Hærskarers Herre: I de dage skal ti mænd fra alverdens folk gribe fat i en judæers kappeflig og sige: Vi vil følges med jer, for vi har hørt, at Gud er hos jer.” (Zak 8:20-23). ”I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt...” (Jer 23:6).   

”Da skal Jerusalem kaldes Herrens trone, og alle folk skal samles i Herrens navn i Jerusalem. De skal ikke længere vandre i deres onde hjertes forstokkethed.” (Jeremias 3:17)