Herren, vor Gud, er én

   De fleste, som kalder sig kristne, og som ved, hvad de tror på, bekender sig til treenighedslæren, som siger, at Gud er ”tre i én”. Vi har efter megen granskning i Skrifterne ikke fundet støtte for en sådan lære om Gud, men har i stedet fundet Sandheden om Gud, nemlig at Gud er én:

”Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én.” (5 Mos 6:4)

”Jesus svarede: ”Det første bud er: ”Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én.” (Mark 12:29)

Nogle har beskyldt os for at forkynde frafalden lære, fordi vi benægter, at Gud er ”tre i én”, og at Jesus er Gud den Højeste. Men er vores forkyndelse frafalden, så er spørgsmålet, hvad er den frafalden fra? Er den frafalden fra Bibelens lærdomme? Eller er den frafalden fra kirkens trosbekendelser? Vores forkyndelse kan ikke være frafalden fra Bibelens lærdomme, for profeterne, Jesus og apostlene, har aldrig sagt, at Gud var ”tre i én”, og Jesus sagde aldrig, at han var Gud den Højeste, Israels Gud, eller at han var Gud Fader. Jesus kaldte Gud sin fader og sagde, at Faderen var hans Gud. Og ligeledes, Jesus talte aldrig om sig selv som Gud, men som Guds søn:

”Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.”         (Joh 20:17)

”Siger I så til ham, som Faderen har helliget og sendt til verden: Du spotter Gud! fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn?” (Joh 10:36)

Hvis vores benægtelse af, at Gud er ”tre i én”, og vores forkyndelse af, at Gud er én, er frafalden lære, så forkyndte Jesus og hans apostle også frafalden lære, for Jesus forkyndte,  at Gud var én (Mark 12:29), aldrig at han var ”tre i én”, ligeledes gjorde hans apostle (Rom 3:30. Gal 3:20. Jakob 2:19). Vi skammer os ikke over at have den samme tro som Jesus, og hvis den tro,  Jesus bekendte, var frafalden, så må de sande tilbederes tro nødvendigvis også være det, da de jo er hans disciple og må gå i hans fodspor.

Ifølge Bibelens lære var Jesus ”Guds søn” – Faderens søn. Nu forholder det sig sådan, at en fader er en livgiver. En søn er et afkom, en der modtager liv fra en fader. Denne forskel indbefatter selvfølgelig, at Faderen eksisterede først. Og i overensstemmelse med dette siger Jesus også om sig selv, at han er udsendt, udgået og kommet fra Gud:

”Jesus sagde til dem: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham (Gud), der har udsendt mig.” (Joh 8:42)

I vores artikler på SandhedenOmSandheden.dk fremholder vi Bibelens sande lære om, hvem der er Gud den Højeste, og hvor mange personer han er. Vi fremholder også Bibelens sande lære om, at Jesus i sin før-menneskelige tilstand var Logos, Ordet, eller budskabet fra Faderen; og at han som sådan bliver kaldt en Gud, eller guddommelig, men ikke Guden – Faderen Jahveh.

Kirkens trosbekendelse siger, at Faderen og Sønnen er ligestillede. Men i så vigtigt et spørgsmål som Faderens og Sønnens ligestillethed, må vi ikke stole på noget menneskes vidnesbyrd med undtagelse af Jesu, profeternes og apostlenes ord i De hellige Skrifter. Som sandhedselskende kristne burde vi ikke modtage kirkens trosbekendelser om Gud, men kun de trosbekendelser om Gud, der står i selve Guds ord. Lad os derfor spørge Jesus, om han er ligestillet med Faderen. Han svarer:

”Faderen er større end jeg.” (Joh 14:28)

”Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.” (Joh 5:30)

Hvordan kan vi kristne, der ønsker at forkynde Sandheden, sige, at Sønnen er ligestillet med Faderen, når Jesus siger det modsatte? Det kan vi selvfølgelig heller ikke. I vores artikler påpeger vi, at Jesus var den første af Guds skabninger, det eneste væsen, som er blevet skabt direkte af Faderen, Jahveh, og at Jahveh skabte alt det efterfølgende gennem sin søn. Vi læser i Skriften:

”Dette siger han (Jesus), som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds Skabnings Begyndelse.” (Åb 3:14, d.aut.1907 – se også KJV)

”Han (Jesus) er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte.” (Kol 1:15)

Og apostelen Johannes erklærer:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Guden, og Ordet var en gud. Denne var i begyndelsen hos Guden. Alt blev skabt gennem denne, og uden denne er ikke en eneste ting blevet til, som er skabt.” (Joh 1:1-3, grundteksten)

Angående den korrekte oversættelse af Joh 1:1, læs artiklen ”Beviser Joh 1:1 at Jesus er Gud den Højeste?”.

Kan denne sag fremsættes klarere? Hvorfor skulle vi kristne, der elsker Sandheden, forvirre os selv unødigt? Hvorfor kæmpe imod Guds ords tydelige udsagn for at opretholde treenighedslæren, en troslære, som ingen støtte har i Bibelen, og som blev formuleret af nogle mennesker, der levede flere hundrede år efter Jesu og apostlenes tid.

Vi fremholder i vores artikler, i overensstemmelse med Bibelens lære, at Jesus kom fra himlen til jorden, blev født af en jomfruelig moder; at han, ”Logos blev kød og tog bolig iblandt os”; og hans disciple ”så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1:14). Jesus havde ikke to naturer, men én natur, idet han havde ombyttet den højere, den åndelige natur, med den menneskelige. Som Bibelen siger, at Jesus var rig, men blev fattig for vor skyld, for at vi ved hans fattigdom kunne blive rige (2 Kor 8:9). Og eftersom han voksede op til mands modenhed, voksede han i yndest hos Gud og mennesker. Han var fuldkommen – hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere. (Luk 2:52. Hebr 7:26)

Jesus blev en ny skabning 

Da Jesus ved trediveårsalderen havde nået mands modenhed ifølge loven, indviede eller helligede han sit liv til Gud som det store offer for menneskets synd og opfyldte derved Skriftens ord: ”Et legeme har du beredt mig” (Hebr 10:5). Dette indviede offer fra mennesket Kristus Jesus modtog Gud, og han tilkendegav sin modtagelse derved, at han salvede Jesus med Den hellige Ånd ved Jordan. Fra da af kan man godt sige, at han var dobbelt – et fuldkomment menneskelegeme med et ny-avlet sind – et af Ånden avlet sind. Han skulle da som en ny skabning fuldføre opofringen af sit kødelige legeme. Han bad om, at Faderen ville genindsætte ham i den herlighed, som han havde hos Faderen ”før verden var til” (Joh 17:5). I sin ydmyghed bad han ikke om nogen højere herlighed. Hans offer blev fuldbragt på Golgata, og hans nye sind, hans af Ånden avlede nye natur, fik i opstandelsen et nyt legeme, som Faderen havde lovet. ”Sået i vanære” blev han ”oprejst i herlighed”; ”sået i svaghed” blev han ”oprejst i kraft”; sået som ”et naturligt legeme” blev han oprejst som ”et åndeligt legeme (1 Kor 15:43-44).

Jesus, Guds søn, blev ikke oprindelig skabt på samme måde som de andre gudssønner; for han var Faderens første og direkte skabning, mens alle de andre gudssønner var Guds indirekte skabninger gennem Sønnen. Paulus erklærer, at alle ting er fra Faderen, og at alle ting er ved Sønnen. (1 Kor 8:6) Sønnen var ved Faderens side som hans værkmester i alle de øvrige skabelsesgerninger, hvilket også fremgår af Ordsp 8:27-30:

”Da han (Faderen) grundfæstede himlen, var jeg (Sønnen) der allerede, da han lagde jordens flade fast på urdybet, da han samlede skyerne deroppe, da han lod urdybets kilder strømme, da han satte en grænse for havet, så vandet ikke kunne overtræde hans befaling, da han lagde jordens grundvolde fast, var jeg (Sønnen) ved hans side som hans værkmester; jeg var til glæde for ham dag efter dag, jeg dansede foran ham hele tiden.” (Ordsp 8:27-30, grundteksten)

Jesus blev Kristus, den salvede, da han modtog Den hellige Ånds salvelse ved sin dåb. Han var guddommelig eller en gud (Joh 1:1-2), før han kom til verden; han blev til et menneske af ”kød og blod” (Hebr 2:14); han frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud (Hebr 9:14); han blev ved sin opstandelse stadfæstet som Guds søn med magt og vælde (Rom 1:4); Gud satte ham ved sin højre hånd i himlen, højt over al myndighed (Ef 1:20-21); og han er endnu en gud og sidder ved Faderens højre hånd. Men han er ikke Guden – Faderen; han har aldrig været det og vil aldrig blive det. Læg igen mærke til hans egne ord efter hans opstandelse, da han sagde til Maria Magdalene:

”Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.”            (Joh 20:17).

Hør også hvad Paulus siger:

”Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting... Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham.”

(1 Kor 8:6)

Og idet Paulus atter hentyder til Faderen som Gud den Højeste, kalder han ham vor Jesu Kristi fader:

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud.” (2 Kor 1:3)

Paulus bekræfter Jesu ord, at vor fader og Gud, også er Jesu Kristi Gud:

”Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham.” (Ef 1:17)

Jesus var ikke den anden person i en treenig Gud. Selve ordet ”treenig” findes ikke i de hebraiske og græske skrifter. Ordet er derfor ubibelsk, og det er tanken også. Paulus fremsætter forholdet mellem Faderen og Sønnen klart og tydeligt i sine ovenfor anførte ord. Vi har forklaret i vores artikler, at der var en tid, da vor Herre Jesus ikke eksisterede, da Jahveh var alene. Hvorledes kunne ellers Bibelen erklære, at Jesus var ”Guds Skabnings Begyndelse”? (Åb 3:14, d.aut.1907), og hvorledes kunne Jesus være Guds søn (Joh 10:36), hvis han havde eksisteret lige så længe som sin fader? – Hvis man er en søn, er man så lige så gammel som sin fader? Jeg er en søn, og jeg er sikker på, at min fader ville gøre indsigelser, hvis jeg sagde, at jeg var lige så gammel som han. Hvilken værdi har ordene, hvis vi ikke giver ordene deres åbenbare betydning? Jesus har uden tvivl haft en begyndelse. Hvorfor uden tvivl? Fordi han selv siger det! Og tidspunktet for denne begyndelse ligger tidsaldre forud for hans komme til jorden som et menneskevæsen for at dø for Adam og hans slægt. Hvor lange tider ved vi ikke, og har heller ikke brug for at vide det.

Logos blev overført fra himlen til jorden

Vi fremholder i vores artikler, at Jesus havde en himmelsk natur, før han kom til verden. Gud forandrede Jesu natur, den åndelige, himmelske, til den kødelige, jordiske, for at han kunne give sit kød, sin menneskenatur, som en genløsningspris for hele verdens synder. Da han havde sejret og fuldbyrdet dette store arbejde, tilstod Faderen ham en endnu større ophøjelse end den, han tidligere havde haft med hensyn til stilling og natur, skønt hans tidligere stilling havde været næst efter Faderens egen. Jesus blev højt ophøjet:

”Med den magt virkede han (Gud) i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende.” (Ef 1:20-21)

”Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.” (Fil 2:9-11)

Og i overensstemmelse med dette sagde Jesus:

”Jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone.” (Åb 3:21)

Da Jesus var på jorden som et menneske af ”kød og blod”, var han ikke i nogen forstand et syndigt menneske. Hans fødsel ved jomfru Maria var mirakuløs. Hans hellige liv blev overført fra himlen til menneskelige tilstande. Han blev et menneske – ”hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere” og derfor egnet til at være det store syndoffer for Adam og hele hans slægt. Han var slet og ret mennesket Jesus, og da han blev døbt i Jordan, kom Guds salvelse over ham, Guds hellige Ånd, og dette gjorde ham til ”den salvede” (Græsk: kristus. Hebraisk: messias) 

Gjort ”delagtig i den guddommelige natur” 

Vi fremholder i vore artikler, at Jesus var Logos (Ordet) før han blev menneske. Jesus var en gud, en af gudssønnerne, en himmelsk ånd, før han blev menneske. Da han blev født som et lille barn, var han slet ikke en gud, en himmelsk ånd, men et lille menneske af ”kød og blod”, jordisk; og som det fuldkomne menneske på tredive år var han ikke nogen gud, nogen himmelsk ånd. Men da han modtog salvelsen med Den hellige Ånd, den guddommelige kraft fra Gud (Luk 1:35), fik han overnaturlige kræfter, som gjorde det muligt for ham at gå på vandet, helbrede meget syge mennesker, oprejse døde m.m. Men siden sin opstandelse har han igen været en gud, en himmelsk ånd, større end nogen sinde før, den største af alle gudssønnerne, delagtig i den himmelske ”guddommelige natur” med ”liv i sig selv” (Joh 5:26). Jesu menighed, hans legeme, er kaldet til denne høje ophøjelse, de er kaldet til at opnå den samme himmelske natur, som deres Herre modtog i sin opstandelse. (2 Pet 1:4. Fil 3:21. 1 Joh 3:2) 

Jesus er det store ”hoved” for sin menighed (Ef 1:22-23), og hoved og legeme må nødvendigvis være delagtige i den samme natur i herlighed, den guddommelige, himmelske natur. Jesus gav sin menneskenatur hen i døden for at købe menneskeslægten. I tre dage og tre nætter lå han død i graven – ikke levende i nogen forstand, for død er fuldstændigt ophør af liv. Han havde hengivet sit menneskeliv for aldrig at tage det tilbage igen. Det var købsprisen for verden. Gud oprejste ham som en ånd på det guddommelige himmelske plan. Og som det første menneske nogen sinde steg han op til himlen (Joh 3:13). Han modtog af Faderen en ophøjelse, der aldrig før var givet nogen af Guds skabninger. Hans brud er kaldet til den samme herlige natur som hendes hovede, hvis arv hun er indbudt til at dele. 

Forvirring med hensyn til treenighedslæren 

De, som har læst vores artikler om treenighedsdogmet, har lagt mærke til den store forvirring, vi er skånet for ved at følge Bibelens eget vidnesbyrd angående Gud og vor Herre Jesus og ved at bortkaste de menneskelige trosbekendelser, som ikke er andet end menneskelige overleveringer. Vi skånes for at tænke på vor Gud som tre personer eller væsener med kun ét legeme, der ikke må adskilles, eller ét væsen, én person med tre legemer, der ikke må adskilles. Treenighedslærens tilhængere ved normalt ikke, hvilket af disse synspunkter, de skal antage – nogen siger ét og andre et andet. Men begge er helt urimelige, tåbelige og ubibelske.

De protestantiske kirkesekter har modtaget treenighedslæren fra den katolske kirke, og de har næsten alle sammen antaget og fuldt ud godkendt den, skønt dens mere oplyste tilhængere blandt teologerne og præsterne er vel vidende om, at der ikke findes et eneste skriftsted, der støtter den. Ja, endnu mere; enhver, som ikke vil bekende denne ubibelske lære, vil ifølge trosbekendelsen ”uden tvivl gå evig fortabt”.

Men når der ikke findes et eneste skriftsted, som støtter læren om, at Jesus er Gud den Højeste, hvad gør teologerne og præsterne så? De forsøger selv at skabe nogle beviser, der kan bedrage kirkesekternes medlemmer, som i almindelighed ikke har den store bibelkundskab. Mange af disse såkaldte beviser har vi behandlet i de forskellige artikler om treenighedsdogmet. Men lad os her komme med et eksempel. F.eks. bruger mange præster Hebr 1:8 som et bevis for, at Jesus er Gud den Højeste, og de anfører den kendsgerning, at ordet ”gud” her er theos, det samme som i vers 9, der henfører til Faderen. De kristne, som stoler trygt på deres præster, og som ikke er særlig bibelkyndige, lægger ikke mærke til, at ordet ”gud” i 2 Kor 4:4, der er brugt om Satan, også er theos på græsk. De lægger heller ikke mærke til, at Hebr 1:8 er et citat fra Sl 45:7, og her står der elohim (gud), det hebraiske ord, der svarer til det græske theos (gud). De lægger heller ikke mærke til, at et menneske også kan være elohim (gud), f.eks. var Moses elohim for Aron (2 Mos 4:16). Og hvor fører disse betragtninger os hen med henblik på en vurdering af præsternes bevisførelse? De mere oplyste kristne ved, at ordet theos/elohim bliver brugt om både gudssønner, her iblandt Satan, og om mennesker. At Sønnen bærer titlen theos/elohim, er derfor ikke noget bevis for, at han er Gud den Højeste! Men de uoplyste kristne ved det ikke, og de bliver derfor vildledt af præsternes vildledende bevisførelse, og tror derfor at skriftstedet Hebr 1:8 lærer, at Jesus er Gud den Højeste.

Bibelens lære om Gud og Jesus er ligefrem og fornuftig, i modsætning til de menneskelige overleveringer. I hvilket virvar af modsigelser og forvirring befinder de sig ikke, som siger, at Jesus og Faderen er en og samme Gud. Man kan kun undre sig over, at så mange kristne i vor oplyste tid vil antage og tro på sådan en lære. Sådan en lære indbefatter jo den tanke, at vor Herre Jesus drev hykleri, da han var her på jorden og kun foregav at henvende sig til Gud i bøn, når han selv var den samme Gud. Den indbefatter også, at det kun var en farce, da Jesus blev fristet af Satan (Matt 4:1-11), for Skriften siger, at Gud ikke kan fristes af det onde (Jakob 1:13). Tror man virkelig, at Gud den Højeste lod sig friste af Satan? Hvilken tåbelig og absurd tanke! Og atter, Faderen har altid været udødelig og kunne derfor ikke dø. Hvorledes kunne Jesus da dø? Apostlene er alle falske vidner, når de beretter om Jesu død og opstandelse, dersom Jesus ikke døde. Jesus ville også være en bedrager og en løgner, når han siger, ”Jeg var død” (Åb 1:18), dersom han ikke var død! Bibelen erklærer imidlertid, at Jesus døde – ”Han udtømte sin sjæl til døden” (Es 53:12, d.aut.1931), ikke blot sit legeme, som mange påstår. Dersom tilhængerne af treenighedslæren indrømmer, at Jesus virkelig døde, kommer de i endnu større forlegenhed; for idet de tror og bekender, at tre personer er én Gud, der ikke må adskilles, ja, så måtte de alle tre dø, da Jesus døde. Hvis de alle døde, hvem oprejste dem da til liv? Hvor tåbeligt alt dette dog lyder! Og dog, dersom Jesus og Faderen er den samme Gud, det samme væsen, så må Faderen være død, dengang Jesus døde.

Lad os som sandhedselskende kristne ikke tilsidesætte vor sunde fornuft og sans for at støtte og fastholde menneskelige trosbekendelser, der er direkte ubibelske. Ønsker læseren flere informationer om kirkens treenighedslære, både teologisk og historisk, så kan vi anbefale at du læser artiklerne i emnet ”Treenighedsdogmet undersøgt i Bibelens lys”.