Herrens nadver            

   Den sidste 14. nisan før Jesu død, fejrede Jesus den jødiske påske sammen med sine tolv apostle (Matt 26:17) – en fest til minde om jødernes udgang af Egypten under Moses’ førerskab (2 Mos 12). Derefter, og mens de stadig var samlet omkring bordet, indstiftede Jesus den nye pagt til syndernes forladelse, noget der siden er blevet fejret af hans trofaste disciple helt op til vor tid.  

I overensstemmelse med at jødernes forbilledlige påskelam blev slagtet på den fjortende dag i den første måned (den 14. nisan), den dag der gik forud for de syv påskefestdage, som jøderne fejrede, måtte også Jesus som det modbilledlige påskelam, det Guds Lam, der borttager verdens synd, dø på denne dag.  

Ligesom jøderne havde fået befaling til at udvælge offerlammet på den tiende dag i den første måned og tage det ind i huset, således fremstillede også Jesus sig på denne dag for dem, da han fem dage før påsken red ind i byen på et æsel, mens mængden råbte: ”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” (Matt 21:9), ”Han kom til sit eget, og hans egne (landsmænd) tog ikke imod ham. Men alle dem (enkeltvis), der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn.” (Joh 1:11-12)  

Det jødiske folk forkastede ham gennem dets ledere i stedet for at tage imod ham og gjorde derved fælles sag med modstanderen. Dog skal ved Guds nåde den nye pagts blod også blive virksom for Jakobs hus såvel som for alle andre, der ønsker at komme i harmoni med Gud, men hver til sin tid. De skal alle få del i Lammets fortjeneste. Men jøderne afslog dengang at spise af det modbilledlige lam, de ville ikke tro, at Jesus var Kristus, dvs. den salvede. De gik derved glip af lejligheden til at blive et folk af førstefødte, et kongeligt præsteskab, et helligt folk. De gik som folk betragtet glip af lejligheden til at gå over og blive medlemmer af den nye skabning. Til vor glæde læser vi imidlertid et andet sted i Skriften, at de senere vil få en herlig lejlighed til at tage imod Jesus og hans sonoffer, når han vender tilbage, og derved under Jesu og hans trofaste brødres, de modbilledlige førstefødtes ledelse komme ud fra syndens og dødens trældom (Rom 11:11-26), ligesom vi også læser, at de ”øvrige mennesker” vil få lov til at søge Herren (ApG 15:16-17).  

Ved slutningen af Jesu virksomhed, på den fjortende dag i den første måned, i den nat, da han blev forrådt, fejrede han sammen med sine disciple jødernes forbilledlige påske, idet han tillige med de tolv disciple spiste det forbilledlige lam, der fremstillede ham selv og hans eget offer for verdens synder. Den jødiske måde at regne på, ifølge hvilken hver dag begynder om aftenen og ikke ved midnat, medførte, at Jesus kunne spise denne nadver aftenen før sin død og dog alligevel på den samme dag.  

Som jøder, der var født under Loven, påhvilede der Jesus og hans apostle den pligt at deltage i det forbilledlige måltid på den rette tid. Efter de havde spist påskemåltidet, havde spist lammet sammen med usyrede brød og urter, og - som det var skik - også havde drukket af vintræets frugt dertil, tog Jesus en del af det usyrede brød og af vintræets frugt, der var blevet tilbage fra påskemåltidet – forbilledet – og indstiftede for sine disciple og for alle Guds børn, som de repræsenterede, noget nyt, der hos dem i egenskab af den nye skabning, skulle træde i stedet for og afløse det jødiske påskemåltid. Jesus indstiftede ikke et nyt og større påskeforbillede. Dette forbillede var nu ved at blive opfyldt og skulle derfor ikke længere fejres af dem, der tog imod selve opfyldelsen. Jesus var ved at blive slagtet som det modbilledlige lam, ligesom også Paulus skriver i 1 Kor 5:7: ”Vort påskelam er slagtet, Kristus.”

Jesus bad sine disciple om at mindes hans offerdød med et ihukommelsesmåltid. Det mindemåltid, Jesus indstiftede, var et nyt symbol, der var opbygget på og knyttet til det gamle påskeforbillede. Dog var det ikke en del af dette, eftersom det var til ihukommelse af modbilledet. Vi læser i 1 Kor 11:23-24:

”For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig.”

Jesu hensigt var øjensynlig den at slå fast over for sine efterfølgere, at han var det modbilledlige lam for menigheden. Udtrykket ”gør dette til ihukommelse af mig” indbefatter, at det nye måltid for hans efterfølgere skulle indtage det gamles plads, idet dette faldt bort ved opfyldelsen deraf.

”Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!.” (1 Kor 11:25)

Vi må ikke forstå det således, at der heri ligger noget om, at de skulle gøre det uden hensyn til tid og sted. Det betød blot, at når kalken og det usyrede brød fra da af blev brugt for at fejre påsken, skulle de hver gang betragte det som en ihukommelse af modbilledet og ikke af forbilledet. Som Paulus skriver, så var det til ihukommelse og forkyndelse af Jesu død, vi skulle spise dette mindemåltid, og vi tror, at vi kun skal gøre dette én gang om året, fordi det var en erstatning for den jødiske påske, som ifølge Moseloven kun skulle fejres én gang om året. At de kristne så praktiserede et kærlighedsmåltid og brød brødet hver gang, de var sammen, er en helt anden historie. Paulus tilføjer:

”For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.” (1 Kor 11:26)

Dette viser os, at Paulus klart forstod, at fra da af måtte den årlige påskefest få en helt ny betydning for alle Jesu efterfølgere, idet det usyrede brød symboliserede Jesu legeme og kalken hans blod. Skønt denne nye skik ikke blev pålagt menigheden som en lov, og der heller ikke blev knyttet nogen straf til forsømmelsen af dens iagttagelse, vidste Jesus fuldt ud, at alle de, der satte deres lid til ham som det modbilledlige påskelam, med glæde ville fejre ihukommelsesmåltidet, som han havde antydet over for dem. Og således er det endnu. Troen på genløsningen finder stadig sit udtryk i dette enkle minde, ”indtil han kommer”.

Ihukommelsesmåltidet til minde om vor kære genløsers død skulle, som vi har set, fejres på en særlig dag, nemlig den fjortende dag i den første måned efter jødisk tidsregning. Den 14. nisan finder man ved at tælle fjorten dage frem fra den første nymåne, der er nærmest forårsjævndøgn. Som regel falder forårsjævndøgn den 21. marts. Den 14. nisan, bestemt ved den samme regnemetode, gælder endnu og vil tiltale alle dem, som ønsker, at deres tro skal være i overensstemmelse med Bibelens ord.

Sagens historiske sammenhæng

Efterhånden som de kristne tabte forståelsen af den virkelige betydning af Jesu symbolske nadver, glemte man også, at den skulle fejres årligt. Dette bliver lettere at forstå, når vi betragter sagens historiske sammenhæng.

Efter at apostlene og deres nærmeste efterfølgere var døde, trådte den romersk-katolske retning stærkt frem i menigheden hen imod det 3. århundrede. I den periode, hvor den romerske kejser Konstantin gjorde den frafaldne kirke til en stats-religion, indførtes det på kirkemødet i Nikæa i 325 e.Kr., at kirkens påskedag altid skulle falde på den søndag, der følger umiddelbart efter den fuldmåne, der indtræffer samtidig med eller efter forårsjævndøgn – at det lige netop skulle være solens dag, søndag, var ikke noget tilfælde. Kejser Konstantin tilbad solguden Mithras, og solgudens helligdag var søndagen. På kirkemødet i Nikæa vedtog man, at Jesus var Gud den Højeste selv, og da kejseren og biskopperne ønskede at gøre det så nemt som muligt for hedningerne at antage den nye religion, hvor man tilbad Jesus, bestemte man, at kirken skulle fejre påskedag på en søndag.

I kirkehistorien læser vi, at kirkens nadvergudstjeneste udviklede sig, og i denne udvikling træder kirkens ”synkretisme” (religionsblanderi) stærkt frem. Man begynder at opfatte nadveren som det store ”mysterium”, der skulle holdes hemmeligt for de uindviede, således som det ofte var tilfældet i ”mysteriereligionerne”. Ved nadverhandlingen, mente man, foregik der en guddommeliggørelse af brødet og vinen, der blev til et ”udødelighedens lægemiddel”, der virkede udødelighed hos de troende. Men snart blev selve måltidet – ikke uden påvirkning fra forbindelse med hedenske forestillinger om offermåltider – til en undergørende offerspise, og i tilknytning til Det Gamle Testamente udformedes tanken således, at nadverofferet blev sat i forbindelse med Kristi offer på Golgata.

Ved oldtidens slutning udformedes den romersk-katolske forståelse af nadveren som den ublodige gentagelse af Golgataofferet, der gennem den hellige handling kom nadvergæsterne til gode hver søndag – det hedder sig, at Jesus bløder igen og igen. Læren eller forestillingen er den, at når man kommer til tro på Jesus, så får man tilgivelse for alle de synder, man har begået, indtil man kom til tro, men efterfølgende kan man kun få tilgivelse for sine synder, hvis man kommer i kirken hver søndag og spiser det ublodige Golgataoffer. Læren er den, at brødet og vinen ved præstens indvielsesord forvandles (der sker en transsubstantiation) til Kristi bogstavelige legeme og blod – man forsøger at give denne påstand sandhedens skær ved at hævde, at præsten havde magt til at forvandle brødet og vinen til Kristi virkelige legeme og virkelige blod, sådan at det, når brødet blev brudt, var Herren, der på ny blev ofret for dens synder, for hvis skyld messen blev udført – en lære, der har medført mangfoldige, dybsindige, teologiske spekulationer, men til ingen verdens nytte, for det er en stor vildfarelse, en lære uden støtte i Bibelen.

Århundreder gik hen med denne opfattelse af nadveren, men så kom den store reformationsbevægelse i det 16. Århundrede, hvor man modsatte sig den romersk-katolske forståelse af nadveren, og man begyndte at søge efter de sandheder, der i hele middelalderen havde været skjult under Pavekirkens falske læresætninger og onde foranstaltninger. Reformatorerne forkastede den romersk-katolske messe som en urigtig iagttagelse af Herrens nadver. Men da de ikke så den nære forbindelse mellem påskeforbilledet og modbilledet i Herrens død samt nadveren som et mindemåltid om modbilledet, Jesu død, fik de ikke fat i, at dette skulle finde sted årligt. De protestantiske kirkesekter holder nadver meget forskelligt, nogle holder nadver en gang om ugen, andre en gang om måneden, og andre igen hver tredje måned. Nogle mener netop, at de første kristne holdt nadver hver uge, fordi de i Apostlenes Gerninger læser, at den første menighed kom sammen på den første dag i ugen, og at der ved sådanne sammenkomster fandt en ”brødets brydelse” sted. (ApG 2:42, 46; 20:7) Men disse ugentlige måltider var ikke til minde om Herrens død. Det var tværtimod kærlighedsmåltider, og som vi lægger mærke til, omtales kalken aldrig i denne forbindelse, mens den overalt, hvor Herrens mindemåltid nævnes, spiller en lige så fremtrædende rolle som brødet.

Er selve nadveren nødvendig for ens frelse?

På grund af den katolske og protestantiske kirkes trosbekendelser og læresætninger kommer mange kristne i vildrede, når de skal afgøre, om selve nadveren er nødvendig for frelse.

Bibelen lærer klart og tydeligt, at Jesus bragte sig selv som offer én gang for alle:

”For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene, en der ikke som de andre ypperstepræster er nødt til hver dag at bringe ofre, først for sine egne synder og så for folkets; for det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer.” (Hebr 7:26-27)

”Og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.” (Hebr 9:12)

”Han gjorde det heller ikke for at frembære sig selv mange gange, således som ypperstepræsten hvert år går ind i helligdommen med blod, som ikke er hans eget, for så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer.” (Hebr 9:25-26)

”Og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.” (Hebr 10:10)

Bibelen indeholder ikke nogen lære om, at Jesus bløder igen og igen – han ofres ikke igen og igen om søndagen. Gud stiftede fred ved Jesu blod på træet – Blodofringen blev fuldbyrdet på træet. Den del af Jesu gerning er derfor fuldbragt. Som han selv sagde: ”Det er fuldbragt” (Joh 19:30). Jesus ”gav sig selv som en løsesum for alle” (1 Tim 2:5).

Vi læser også at Jesus taler om sit eget legeme som brødet fra himmelen:

”Da sagde de (jøderne) til ham: Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: Brød fra himlen gav han dem at spise. Jesus sagde så til dem: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden. De sagde til ham: Herre, giv os altid det brød! Jesus sagde til dem: Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” (Joh 6:30-35)

”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.” (Joh 6:47-51)

”Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.” (Joh 6:53-58)

Det er klart, at når Jesus taler om sig selv som et brød, der er kommet ned fra himlen, og når han siger, at vi skal spise og drikke hans blod, så skal det forstås som billedtale. Jesus kom ned fra himlen, ja, men han var jo ikke et bogstaveligt brød. Årsagen til, at Jesus taler om sit legeme som brød ved denne lejlighed, er, at jøderne taler om mannaen i ørkenen. I dette lys kan vi nemt forstå, at nadverbrødet og vinen er et symbol på Jesu Kristi legeme og blod, som han gav som løsesum for alle. Da Jesu disciple spiste af brødet og drak vinen, modtog de næring af det. Og næring er forbundet med liv og beståen. At man modtager det, som brødet og vinen repræsenterer, nemlig Jesus, kan derfor sammenlignes med, at man spiser livsopretholdende mad – Jesus er livsopretholdende mad. Følgelig kunne Jesus med henvisning til de goder, som hans opofrede kødelige legeme ville tilvejebringe, sige om sig selv: ”Jeg er livets brød... den der spiser af det brød, skal leve til evig tid” og ”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv”.

Beretningen om nadveren i Bibelen indeholder ikke nogen lære om en forvandling af noget som helst. Tværtimod fortæller alle 3 beretninger (Matt 26:17-29, Mark 14:12-25, Luk 22:7-23), at Jesus tog brødet og vinen, og så sagde han, at de var hans kød og blod. Det var selvfølgelig ikke hans bogstavelige kød og blod, men et symbol på hans kød og blod. Nadveren er ikke lov for menigheden, og den kan ikke frelse et menneske – det er troen på Kristus Jesus, som frelser et menneske. (Habakkuk 2:4. Rom 3:20-31; 4:13-16; 10:9-10) De troende i Kristus bliver ikke frelst ved lovgerninger, men ved troen på den eneste sande Gud, Jahveh, og ham, han har udsendt, Jesus Kristus. (Joh 17:3)

Formålet med Herrens nadver

Herrens nadver tjener samme formål som enhver anden mindefest, nemlig at forhindre, at man glemmer en betydningsfuld begivenhed. Og ingen begivenhed kan vist siges at have større betydning for menneskene end Jesu Kristi offerdød. Som følge af det offer han bragte, kan alle, som tror, blive frigjort fra synden og døden og opnå evigt liv (Joh 3:16).

Herrens nadver er et ihukommelsesmåltid, til ihukommelse af Jesus (1 Kor 11:25).

Det usyrede brød minder os om Jesu legeme af kød, at han ”har lidt legemligt” (1 Pet 4:1); at han gav sit kødelige legeme ”til liv for verden” (Joh 6:51); at han er ”Lammet, det slagtede” (Åb 5:12); og at han ”slettede vort gældsbevis (Moseloven)” ved at nagle den til træet (Kol 2:14. Ef 2:15-16), sådan at Guds børn ikke er ”under Loven, men under nåden” (Rom 6:14).

Den røde vin minder os om, at Jesus ”er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder” (1 Joh 2:2); at han har løskøbt os med sit ”dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde” (1 Pet 1:18-19); at han med sit blod købte mennesker til Gud ”ud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag, og gjorde dem til et kongeligt folk og til præster for vor Gud” (Åb 5:9-10); og at Guds børn kan vaske deres klæder og gøre dem hvide ”i Lammets blod” (Åb 7:14).

Herrens nadver er for alle, der tror, at Jesus er den levende Guds søn, den salvede, for Paulus’ Første Brev til Korintherne, hvor han giver instruktion om Herrens nadver (1 Kor 11:17-32), er skrevet til: ”Guds menighed... dem der er helliget ved Kristus Jesus... sammen med alle dem, der påkalder vor Herre Jesu Kristi navn på ethvert sted, deres og vores.” (1 Kor 1:2) Det er derfor i overensstemmelse med Skriften, at de kristne hvert år forsamles den 14. nisan for at spise brødet og drikke vinen, og at tænke på alt det, deres hoved, deres fører og mester har gjort for dem.