|
Hvad betyder dødelighed og udødelighed?
Dødelighed
betegner en tilstand, hvor døden er en mulighed uden dog at være en
nødvendighed. Udødelighed betegner en tilstand, hvor døden er en umulighed. Den
almindelige, men fejlagtige opfattelse af udtrykket dødelighed er denne, at det
skulle betegne en tilstand, hvor døden er uundgåelig, mens derimod den gængse
opfattelse af udtrykket udødelighed er mere rigtig.
Ordet ”udødelighed” betyder,
ikke-dødelig. Ordenes betydning fremgår af selve deres form. Den person,
som har udødelighed, har døden ingen magt over. Det er fordi, man har så
mangelfuld en forståelse af betydningen af udtrykket dødelig, at mange kommer i
vildrede, når de skal forsøge at afgøre, om Adam var dødelig eller udødelig før
sin overtrædelse i Edens have. Hvis Adam havde været udødelig, siger man, kunne
Gud ikke have sagt: ”Den dag du spiser af det, skal du dø.” (1 Mos 2:17).
Og dette er ganske logisk. Men på den anden side siger man: Hvis han var
dødelig, hvilken trussel kunne der så ligge i erklæringen: ”Den dag du spiser
af det, skal du dø”; når han alligevel, ifølge deres fejlagtige forståelse,
ikke kunne have undgået døden på et eller andet tidspunkt.
Vanskeligheden ligger helt og
holdent i den urigtige betydning, man tillægger ordet dødelighed. Anvend ordet i
dets rigtige betydning, og alt vil blive ligetil. Adam var dødelig, det vil
sige, han kunne dø, døden var en mulighed for ham. Han havde liv i fuldkomment
mål, men ikke ”liv i sig selv”. Hans liv blev opretholdt ved, at han spiste af
livets træ og de andre træer, dog med undtagelse af det ene, forbudte træ, træet
til kundskab om godt og ondt. Så længe han vedblev at være lydig, så længe han
var i harmoni med sin skaber, var livet ham sikret, de livsopretholdende gaver
ville Gud ikke tage fra ham, og således set havde han det evige liv og kunne
have undgået døden i al evighed. Dog var han i en sådan tilstand, at det var
muligt for ham at dø. Han var dødelig. Hvis han overtrådte Guds bud, så ville
Gud nægte ham adgang til livets træ, og så ville Adam dø og blive til jord igen.
Det spørgsmål opstår nu: Når
Adam var dødelig og som sådan blev sat på prøve, skulle denne prøve da afgøre,
om han kunne opnå udødelighed? De fleste ville nok svare ja. Men jeg svarer nej!
Han var på prøve, for at det kunne blive afgjort, om han var værdig eller
uværdig til at beholde det liv og de goder, som han allerede besad. Skriften
siger ikke noget om, at der var lovet Adam, at han skulle opnå udødelighed ved
sin lydighed. Derfor må vi lade alle spekulationer i denne retning fare. Det,
der var lovet Adam, var, at han kunne blive ved med at nyde livets goder, så
længe han var lydig mod Gud, mens ulydighed fra hans side ville medføre, at han
måtte dø og dermed miste alt.
Det er den urette forståelse
af ordet dødelighed, der får kristne i almindelighed til at slutte, at de
væsener, der ikke dør, må være udødelige. Dette er imidlertid urigtigt. Som vi
forstår Skriften, så vil den store masse af menneskeheden, selv efter at være
blevet befriet fra syndefaldets følger, vedblive at være dødelige. Det samme
gælder englene i himmelen. Skønt de lever i en fuldkommenhedens tilstand, vil de
altid kunne dø, hvis de skulle begå synd. Deres fortsatte tilværelse vil,
ligesom tilfældet var med Adam, være betinget af, at de viser lydighed mod Gud
den Højeste, hvis retfærdighed, kærlighed, visdom og magt skal få alle ting til
at samvirke til gode for dem, der elsker og tjener ham.
Ingen steder i Skriften siges
der, at englene er udødelige, og heller ikke at den genoprettede menneskeslægt
på jorden vil blive udødelig. Udødeligheden er tværtimod en speciel egenskab,
der kun tilskrives den allerhøjeste, guddommelige natur, oprindelig alene Gud
Jahveh.
”Han, den eneste, som har
udødelighed og bor i et utilgængeligt lys, og som intet menneske har set
eller kan se. Ham være ære og evig magt! Amen.”
(1
Tim 6:16)
Derpå også vor Herre Jesus Kristus i sin nuværende ophøjede
tilstand:
”Jeg var død, og se, jeg
lever i evighedernes evigheder.”
(Åb
1:18)
”For ligesom Faderen har liv
i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.”
(Joh 5:26)
Og endelig for fremtidens vedkommende de døde i Kristus,
der får del i den første opstandelse og bliver herliggjort sammen med Jesus:
”Salig og hellig er den, der
har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen magt over...”
(Åb 20:6)
”Og dermed har han også
skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af
forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur.”
(2 Pet 1:4)
”For dette forgængelige skal
iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og
når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt
sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er
opslugt og besejret.”
(1 Kor 15:53-54)
Ikke alene har vi beviser
for, at udødelighed kun hører den guddommelige natur til, men vi har også bevis
for, at englene er dødelige, idet nemlig Satan, der er en fyrste iblandt dem,
skal tilintetgøres i den anden død:
”Og Djævelen, som
forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den
falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder...
søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død.”
(Åb 20:10, 21:8)
Dette, at Satan kan
tilintetgøres i den anden død, beviser, at englene er dødelige. Vi må
konkludere, at mennesket Adam ikke var udødeligt, men dødeligt, og at han
overtrådte budet i Edens have og dermed blev dømt til døden. Gud beviste
således, at han var sanddru, ikke en løgner som Satan, der sagde: ”Vist skal
I ikke dø.” (1 Mos 3:4)
Desværre har Satans løgn – i
form af læren om den udødelige sjæl – forført mange mennesker til at tro, at de
ikke dør rigtigt når de dør, men at de lever videre i en eller anden form, måske
i himlen, eller et andet sted. Men Gud er sanddru, og døden er en virkelighed.
Det gode budskab er, at
Gud Jahveh i sin kærlighed til mennesket, gav sin enbårne søn, Jesus Kristus,
som en genløsningsbetaling for Adam. Døden kom ved ét menneske, Adam, og derfor,
ligesom alle dør i Adam, skal også alle gøres levende i Kristus. (1 Kor
15:21-22) ”For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker,
mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle – det var
vidnesbyrdet, da tiden var inde.” (1 Tim 2:5-6) Læs mere om dette gode budskab i artiklen ”En
løsesum for alle”.
|