Hvad betyder dødelighed og udødelighed?

   Dødelighed betegner en tilstand, hvor døden er en mulighed uden dog at være en nødvendighed. Udødelighed betegner en tilstand, hvor døden er en umulighed. Den almindelige, men fejlagtige opfattelse af udtrykket dødelighed er denne, at det skulle betegne en tilstand, hvor døden er uundgåelig, mens derimod den gængse opfattelse af udtrykket udødelighed er mere rigtig.

Ordet ”udødelighed” betyder, ikke-dødelig. Ordenes betydning fremgår af selve deres form. Den person, som har udødelighed, har døden ingen magt over. Det er fordi, man har så mangelfuld en forståelse af betydningen af udtrykket dødelig, at mange kommer i vildrede, når de skal forsøge at afgøre, om Adam var dødelig eller udødelig før sin overtrædelse i Edens have. Hvis Adam havde været udødelig, siger man, kunne Gud ikke have sagt: ”Den dag du spiser af det, skal du dø.” (1 Mos 2:17). Og dette er ganske logisk. Men på den anden side siger man: Hvis han var dødelig, hvilken trussel kunne der så ligge i erklæringen: ”Den dag du spiser af det, skal du dø”; når han alligevel, ifølge deres fejlagtige forståelse, ikke kunne have undgået døden på et eller andet tidspunkt.

Vanskeligheden ligger helt og holdent i den urigtige betydning, man tillægger ordet dødelighed. Anvend ordet i dets rigtige betydning, og alt vil blive ligetil. Adam var dødelig, det vil sige, han kunne dø, døden var en mulighed for ham. Han havde liv i fuldkomment mål, men ikke ”liv i sig selv”. Hans liv blev opretholdt ved, at han spiste af livets træ og de andre træer, dog med undtagelse af det ene, forbudte træ, træet til kundskab om godt og ondt. Så længe han vedblev at være lydig, så længe han var i harmoni med sin skaber, var livet ham sikret, de livsopretholdende gaver ville Gud ikke tage fra ham, og således set havde han det evige liv og kunne have undgået døden i al evighed. Dog var han i en sådan tilstand, at det var muligt for ham at dø. Han var dødelig. Hvis han overtrådte Guds bud, så ville Gud nægte ham adgang til livets træ, og så ville Adam dø og blive til jord igen.

Det spørgsmål opstår nu: Når Adam var dødelig og som sådan blev sat på prøve, skulle denne prøve da afgøre, om han kunne opnå udødelighed? De fleste ville nok svare ja. Men jeg svarer nej! Han var på prøve, for at det kunne blive afgjort, om han var værdig eller uværdig til at beholde det liv og de goder, som han allerede besad. Skriften siger ikke noget om, at der var lovet Adam, at han skulle opnå udødelighed ved sin lydighed. Derfor må vi lade alle spekulationer i denne retning fare. Det, der var lovet Adam, var, at han kunne blive ved med at nyde livets goder, så længe han var lydig mod Gud, mens ulydighed fra hans side ville medføre, at han måtte dø og dermed miste alt.

Det er den urette forståelse af ordet dødelighed, der får kristne i almindelighed til at slutte, at de væsener, der ikke dør, må være udødelige. Dette er imidlertid urigtigt. Som vi forstår Skriften, så vil den store masse af menneskeheden, selv efter at være blevet befriet fra syndefaldets følger, vedblive at være dødelige. Det samme gælder englene i himmelen. Skønt de lever i en fuldkommenhedens tilstand, vil de altid kunne dø, hvis de skulle begå synd. Deres fortsatte tilværelse vil, ligesom tilfældet var med Adam, være betinget af, at de viser lydighed mod Gud den Højeste, hvis retfærdighed, kærlighed, visdom og magt skal få alle ting til at samvirke til gode for dem, der elsker og tjener ham.

Ingen steder i Skriften siges der, at englene er udødelige, og heller ikke at den genoprettede menneskeslægt på jorden vil blive udødelig. Udødeligheden er tværtimod en speciel egenskab, der kun tilskrives den allerhøjeste, guddommelige natur, oprindelig alene Gud Jahveh.

”Han, den eneste, som har udødelighed og bor i et utilgængeligt lys, og som intet menneske har set eller kan se. Ham være ære og evig magt! Amen.” (1 Tim 6:16)

Derpå også vor Herre Jesus Kristus i sin nuværende ophøjede tilstand:

”Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder.” (Åb 1:18)

”For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.” (Joh 5:26)

Og endelig for fremtidens vedkommende de døde i Kristus, der får del i den første opstandelse og bliver herliggjort sammen med Jesus:

”Salig og hellig er den, der har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen magt over...” (Åb 20:6)

”Og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur.” (2 Pet 1:4)

”For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret.” (1 Kor 15:53-54)

Ikke alene har vi beviser for, at udødelighed kun hører den guddommelige natur til, men vi har også bevis for, at englene er dødelige, idet nemlig Satan, der er en fyrste iblandt dem, skal tilintetgøres i den anden død:

”Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder... søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død.” (Åb 20:10, 21:8)

Dette, at Satan kan tilintetgøres i den anden død, beviser, at englene er dødelige. Vi må konkludere, at mennesket Adam ikke var udødeligt, men dødeligt, og at han overtrådte budet i Edens have og dermed blev dømt til døden. Gud beviste således, at han var sanddru, ikke en løgner som Satan, der sagde: ”Vist skal I ikke dø.” (1 Mos 3:4)

Desværre har Satans løgn – i form af læren om den udødelige sjæl – forført mange mennesker til at tro, at de ikke dør rigtigt når de dør, men at de lever videre i en eller anden form, måske i himlen, eller et andet sted. Men Gud er sanddru, og døden er en virkelighed.

Det gode budskab er, at Gud Jahveh i sin kærlighed til mennesket, gav sin enbårne søn, Jesus Kristus, som en genløsningsbetaling for Adam. Døden kom ved ét menneske, Adam, og derfor, ligesom alle dør i Adam, skal også alle gøres levende i Kristus. (1 Kor 15:21-22)  ”For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle – det var vidnesbyrdet, da tiden var inde.” (1 Tim 2:5-6) Læs mere om dette gode budskab i artiklen ”En løsesum for alle”.