Spørgsmål: 

I Åbenbaringen 20:2-3 står der, at Satan bliver kastet i afgrunden i tusind år.                  Hvad er afgrunden? Og hvorfor skal Satan kastes i afgrunden?

Svar: 

Nogle kirkesekter lærer deres medlemmer, at ”afgrunden” er jordens overflade, og at jorden i de tusind år vil være et mennesketomt og øde sted, hvor Satan skal vandre rundt ensom og alene. Men er det Bibelens lære? Nej, bestemt ikke!  

Ordet ”afgrunden” kommer fra det hebraiske thowm og det græske abussos samt tartaroo. Første gang vi møder dette ord er i 1 Mos 1:1-2, hvor der står:

”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet (Hebr: thowm. Græsk: abussos), og Guds ånd svævede over vandene.” (1 Mos 1:1-2, d.aut.1992)

Den danske bibeloversættelse af 1992 gengiver det hebraiske ord thowm med ordet ”urdybet”. Den gamle oversættelse fra 1948 gengiver med ”verdensdybet”. Oversætterne kunne også have gengivet med ordet ”afgrunden”, hvilket vi læser i den græske Septuagint-oversættelse.  

De næste to skriftsteder efter 1 Mos 1:1-2 hvor det hebraiske ord thowm optræder, er 1 Mos 7:11 og 8:2, og disse to skriftsteder fortæller os hvad afgrunden er for et sted:

”I det år, Noa blev 600 år, på den syttende dag i den anden måned, netop på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet.” (1 Mos 7:11, d.aut.1992)

”Men Gud glemte ikke Noa og alle de vilde dyr og alt kvæget, der var med ham i arken. Han lod en storm blæse hen over jorden, så vandet sank. Urdybets kilder og himlens vinduer blev lukket, og regnen fra himlen holdt op.” (1 Mos 8:2, d.aut.1992)

Vandet, der oversvømmede jorden i Noas dage, kom to steder fra: 1) fra urdybet (abussos), og 2) fra himlen. Ud fra disse oplysninger kan vi derfor konkludere, at ”urdybet” (afgrunden) er et sted inde i jorden. Vi læser, at på Guds befaling brød kilderne inde i jorden igennem jordens overflade og oversvømmede jorden, samtidig med at vandet, der var i himlen, faldt ned på jorden. Før vandfloden regnede det ikke, men der kom vand op fra jordens indre og vandede hele agerjorden (1 Mos 2:4-6). Man kan også sige, at urdybets kilder vandede agerjorden. 

En af årsagerne til, at Gud sendte vandfloden over jorden, var, at nogle onde gudssønner i Jareds dage steg ned til jorden og begyndte at avle børn med kvinderne. Dette fik store konsekvenser for menneskene, for gudssønnernes børn blev til onde kæmper, der tog magten over menneskene og begyndte at herske over dem, og de onde gudssønner lærte også menneskene mange synder. Dette kan du læse mere om i artiklen ”Gudssønnerne og Nephilim”. Efter at Gud havde udslettet alle levende væsener på landjorden, styrtede han de onde gudssønner ned i ”urdybet” eller ”afgrunden”. Efter vandfloden blev afgrunden derfor til et fængsel for onde ånder. Peter og Judas skriver om denne begivenhed:

”Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen.” (2 Pet 2:4)

”Han (Jesus) blev gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage.” (1 Pet 3:18-20)

”Og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag.” (Jud 1:6)

Esajas beskriver også afgrunden som et fængsel, et fangehul:

”På den dag straffer Jahveh himlens hær i himlen... De skal drives sammen i fangehullet som fanger; de skal kastes i fængsel, og efter mange dage skal de straffes.” (Es 24:21-22, citeret efter grundteksten)

Når afgrunden er ”urdybet” inde i jorden, da er det ganske logisk, at de faldne gudssønner fra Noas dage ikke længere kan gøre folkeslagene fortræd, fordi folkeslagene ikke bor i urdybet inde i jorden, men på jordens overflade. Står man på jordens overflade og vil drage til urdybet, eller afgrunden, så må man altså ”fare ned”, eller stige ned. At det forholder sig sådan, stemmer overens med det, som dæmonerne sagde til Jesus: 

”Jesus spurgte ham: »Hvad er dit navn?« »Legion,« svarede han, for der var faret mange dæmoner i ham. Og de bad Jesus om ikke at befale dem at fare ned i afgrunden.” (Luk 8:30-31)

Hvis man derimod er i urdybet, eller afgrunden, og ønsker at kommer til jordens overflade, så må man ”stige op”, og dette er i overensstemmelse med, at Dyret, som er i afgrunden, må stige op derfra for at komme til jordens overflade:

”Når de har fuldført deres vidnesbyrd, skal dyret, der stiger op af afgrunden, føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem.” (Åb 11:7)

”Dyret, du har set, var og er ikke mere, og det skal stige op af afgrunden og gå sin undergang i møde. Og de, der bor på jorden, og hvis navne ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog, vil undres, når de ser dyret, som var og ikke er og vil komme.” (Åb 17:8)

I Luk 8:30-31 læste vi om de frie dæmoner, som forfører menneskene på jordens overflade, at nogle af dem bad Jesus om ikke at befale dem at fare ned i afgrunden – engle og dæmoner ønsker bestemt ikke at blive sendt ned i afgrunden, ligesom mennesker heller ikke ønsker at blive kastet i et bælgmørkt fængsel og miste deres frihed.  

Vi læser i Åbenbaringen, at afgrunden vil blive åbnet i den 5. basun (Åb 9:1-2), og da vil Dyret stige op af afgrunden og komme til jordens overflade, hvor han ved Satans hjælp vil bedrage alle, der bor på jorden, til at tilbede ham som Gud (Åb 13:8). Når Jesus vender tilbage til jorden i den 7. basun, da vil han tilintetgøre Dyret og kaste ham i ildsøen, den anden død (Åb 19:19-20; 21:8) Satan vil ikke blive tilintetgjort i den 7. basun, men en engel vil gribe ham og styrte ham i afgrunden, det sted hvorfra Dyret kom op, og her skal Satan være i tusind år. Hvorfor? For at han ikke mere skal forføre folkeslagene, der bor på jordens overflade, før de tusind år er omme.

”Og jeg så en engel stige ned fra himlen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i hånden. Englen greb dragen, den gamle slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år og styrtede ham i afgrunden og satte lås og segl for ham, for at han ikke mere skal forføre folkeslagene, før de tusind år er omme. Derefter skal han slippes løs en kort tid.” (Åb 20:1-3)

Satan vil altså blive kastet i fængsel inde i jorden på samme måde som de gudssønner, der syndede i Noas dage, og derfor vil han ikke i de tusind år kunne forføre folkeslagene, der alle skal have kundskab om Gud den Højeste og bevise deres troskab mod ham og hans søn, Jesus Kristus. Når Satan efter de tusind år slippes løs fra sit fængsel, så får han igen mulighed for at forføre folkeslagene, og læg mærke til at Skriften siger, at på dette tidspunkt er menneskene ”talrige som havets sand” (Åb 20:8). Hvis der ingen folkeslag var på jorden i de tusind år, så var det ikke nødvendigt at kaste Satan i afgrunden, hensigten med at kaste Satan i afgrunden er netop at beskytte folkeslagene mod hans forførelse, ligesom folkeslagene på nuværende tidspunkt bliver beskyttet mod de onde gudssønner fra Noas dage, der er i fængsel i afgrunden.