Hvad er et menneske?

   Hvad er et menneske? Har det en udødelig sjæl? Hvad vil dets skæbne blive i fremtiden? Århundreder igennem har disse spørgsmål været genstand for diskussion blandt verdens førende tænkere. Inden for religion og videnskab har man anvendt megen tid og gjort sig store anstrengelser for at finde et tilfredsstillende svar på disse spørgsmål. Videnskaben besvarer spørgsmålene på grundlag af det, man har fundet ud af under studier af menneskets anatomi. Religionsledere, teologer og præster besvarer spørgsmålene ud fra den kundskab, de har erhvervet sig ved teologiske studier.

Videnskaben er kommet til det resultat, at mennesket blot udgør en højere form for dyreliv med en mere kompliceret organisme og evner, der rækker ud over, hvad der kendetegner de andre former for dyreliv. Videnskaben har i selve mennesket ikke kunnet finde noget klart bevis på, at det skulle besidde udødelighed. De kan ikke opdage noget som helst, der viser, at mennesket har en udødelig sjæl. I modsætning hertil påstår de fleste af verdens religiøse ledere, at mennesket har en udødelig sjæl, og at det netop er heri, hovedforskellen mellem mennesket og de øvrige livsformer består. De siger, at sjælen er den udødelige og åndelige del af mennesket.

Oprigtige, sandhedssøgende kristne tror, at Gud er sanddru, og det betyder, at vort studium af dette spørgsmål må gå ud på at finde svarene i hans ord, Bibelen. Andre vil måske basere deres svar på menneskers meninger og skrifter, men hvis sådanne meninger ikke støtter sig helt på De hellige Skrifter, kan de ikke give det rette svar på spørgsmålene. Da det er oprigtige menneskers ønske at finde det rigtige svar, vil vi anføre Bibelen som begrundelse for alt, hvad der her bliver sagt. Salmisten gav udtryk for den rette indstilling, da han sagde:

”Vis mig dine veje, Herre, lær mig dine stier! Vejled mig i din sandhed og belær mig, for du er min frelses Gud.” (Sl 25:4-5) 

Nu til spørgsmålet: Hvad er et menneske? Salmisten stillede et lignende spørgsmål:

”Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier.” (Sl 8:5-9)

Disse ord var i virkeligheden en profeti, således som apostelen gør opmærksom på i Hebræerne 2:5-9, idet han anvender dem på Guds søn, der blev ”mennesket Kristus Jesus”, og som blev gjort ringere end engle.

Mennesket er en sjæl 

I 1 Mosebog 2:7 skildres det første menneskes skabelse med disse enkle ord: 

”Da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, og mennesket blev til en levende sjæl.” (Citeret fra den engelske King James Version. Den danske bibeloversættelse af 1931 og 1992 anvender her ordet væsen i stedet for sjæl. Men en sådan oversættelse af det hebraiske ord nephesh, sjæl, skjuler den sande mening)

Vi får altså at vide, at mennesket er en kombination af to ting, nemlig ”agerjordens muld” og ”livsånde”. Foreningen af disse to ting eller bestanddele frembragte en levende sjæl, en skabning, som kaldtes menneske.

I 1 Mosebog 1:30 kaldes fugle, dyr og kryb for levende sjæle, hvilket kan ses i den gamle danske bibeloversættelse fra 1871, mens det er skjult i oversættelsen fra 1931 og 1992. Af 4 Mosebog 31:28 fremgår det også, at Bibelen kalder både mennesker og dyr for sjæle. Her læser vi (i den gamle danske bibeloversættelse fra 1871):

”Du skal hæve som afgift til HERREN fra krigsmændene, som var draget i striden, een sjæl af hver fem hundrede, både af mennesker og af stort kvæg og af asener og af småt kvæg.” (I oversættelsen fra 1931 og 1992 har man i dette vers ganske simpelt udeladt ordet sjæl og i stedet skrevet ”et stykke” og ”en enkelt”.) 

Vi ser således, at religionsledernes påstand om, at mennesket har en udødelig sjæl og derfor er forskellige fra dyrene, ikke stemmer overens med Bibelens lære. Bibelen hævder, at både mennesker og dyr er sjæle, og at menneskets forrang frem for dyrene skyldes, at de er skabt i Guds billede (1 Mos 1:26). Mennesket ligner Gud i skikkelse, det er den ypperste skabning på jorden og fik tildelt herredømmet over de lavere skabninger på jorden. (1 Mos 1:28) Det første menneske, Adam, blev skabt som en levende sjæl, og der siges ingen steder, at han fik en udødelig sjæl. (1 Kor 15:45)

Ved en nøjere undersøgelse ser vi, at i vore bibler benyttes ordet ”sjæl” til at gengive det hebraiske ord nephesh og det græske ord psyché. Ordet nephesh forekommer 757 gange i de hebraiske skrifter, mens ordet psyché forekommer 103 gange i de græske skrifter. Ved hjælp af de store bibelordbøger (f.eks. Young’s Analytical Concordance eller Strong’s Exhaustive Concordance) kan man finde alle de skriftsteder frem, hvori ordene nephesh og psyché forekommer. Ved en sådan undersøgelse vil man se, at disse to ord, der begge betyder sjæl, ikke et eneste sted sættes i forbindelse med udtryk som udødelig eller evig. Der findes i hele Bibelen ikke et eneste skriftsted, som siger, at menneskets sjæl er udødelig. Som seriøse bibelstuderende kan vi derfor ikke godtage læren om, at mennesket har en udødelig sjæl. 

Menneskesjælen er dødelig 

At menneskesjælen er dødelig, vil man finde mangfoldige beviser for ved et grundigt studium af Bibelen. En udødelig sjæl kan ikke dø, men Guds ord siger om menneskene:

”Se, alle sjæle er mine; både faderens sjæl og sønnens sjæl er mine; den sjæl, der synder, den skal dø.” (Ez 18:4, d.aut.1931)

I Bibelens hebraiske skrifter anvendes ordet nephesh (sjæl) i det mindste 54 gange om mennesket i en sådan forbindelse, at det tydeligt ses, at sjælen kan slås ihjel. Et eksempel herpå finder vi i Josva 10:28-39, hvor der syv gange siges, at sjælen blev dræbt eller udryddet. Det er en kendsgerning, at alle levende skabninger af kød har livsblod flydende i årerne. Profeten Jeremias sagde til den tids jødiske organisation, som var besudlet med blodskyld:

”Endog findes blod på dine hænder af fattige, skyldfri sjæle, blod, jeg ej fandt hos en tyv, men på alle disse.” (Jer 2:34, d.aut.1931) 

Her ses det tydeligt, at ordet ”sjæle” bruges i betydningen skabninger af kød og blod. Der findes mange lignende eksempler i Bibelen. 

I Bibelens hebraiske skrifter anvendes ordet nephesh i 243 tilfælde om mennesket som en dødelig skabning, der er udsat for forskellige dødsmuligheder, som det imidlertid kan reddes fra, hvorved det får livet forlænget. Et eksempel herpå finder vi i Salmernes bog:

”Udfri min sjæl fra sværdet, min eneste af hundes vold!... De skal tilbede ham alene, alle jordens mægtige; de skal bøje sig for hans åsyn, alle, der nedsteg i støvet og ikke holdt deres sjæl i live.” (Sl 22:21,30, d.aut.1931) I de græske skrifter bruges ordet psyché på tilsvarende måde. 

Esajas, kapitel 53, der indeholder profetien om Messias’ (eller Kristi) lidelser, indeholder nogle meget tydelige eksempler på Bibelens brug af ordet ”sjæl”:

”Det var HERRENS vilje at slå ham med sygdom; når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom, leve længe og HERRENS vilje lykkes ved hans hånd. Fordi hans sjæl har haft møje, skal han se det, hvorved han skal mættes. Når han kendes, skal min retfærdige tjener retfærdiggøre de mange, han som bar deres overtrædelser. Derfor arver han mange, med mægtige deler han bytte, fordi han udtømte sin sjæl til døden og regnedes blandt overtrædere; dog bar han manges synd, og for overtrædere bad han.”                             (Es 53:10-12, d.aut.1931) 

Læren om genløsningen viser, at det var en sjæl (Adam), der syndede, og at en tilsvarende sjæl (et menneske) måtte ofres, for at mennesket kunne genløses. Ved at udtømme ”sin sjæl til døden” tilvejebragte Kristus genløsningsbetalingen for Adam, og dermed også for alle hans børn som var i hans lænd. Af denne udtalelse i Bibelen fremgår det tydeligt, at endogså mennesket Kristus Jesus var dødeligt. Han havde ikke en udødelig sjæl. Jesus, menneskesjælen, døde!

I Bibelens græske skrifter er Matthæus 10:28 et eksempel på, hvorledes ordet ”sjæl” benyttes i betydningen fremtidigt liv som en sjæl. Det lyder:

”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede (grundteksten: gehenna).” 

Hvad disse ord i virkeligheden siger er, at vi bør frygte Gud, fordi han kan tilintetgøre ikke alene vort nuværende menneskelegeme, men også muligheden for fremtidigt liv. Den tilintetgørelse i gehenna, som her omtales, er den død, hvorfra der ikke er nogen opstandelse til fremtidigt liv som en sjæl. 

Udødelighed 

Efter at vi nu har set, hvad Bibelen siger om sjælen, vil det være på sin plads også at undersøge, hvad Guds ord lærer angående begreberne udødelig og udødelighed. Guds ord taler sandt, når det siger, at mennesket (sjælen) er dødelig og underkastet døden. Vi står nu over for spørgsmålet: Hvem har udødelighed? Er der nogen, der vil få del i udødelighed? I King James Version forekommer ordene udødelig og udødelighed kun seks gange. I den danske bibeloversættelse forekommer ordet udødelighed kun tre gange. De tre andre steder, hvor King James Version har udødelig eller udødelighed, har den danske oversættelse uforgængelig eller uforgængelighed. Lad os nu undersøge disse steder. 

Apostelen Paulus har to udtalelser om Gud, der viser, at han er udødelig eller uforgængelig. Det ene sted er 1 Timotheus 1:17, hvor vi læser:

”Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder! Amen.”

Det andet sted er 1 Timotheus 6:16, som lyder:

”Han, den eneste, som har udødelighed og bor i et utilgængeligt lys, og som intet menneske har set eller kan se. Ham være ære og evig magt! Amen.” 

Gud Jahveh, Faderen, er den eneste, som altid har været udødelig eller uforgængelig, og han skænkede Jesus Kristus udødelighed ved hans opstandelse, og derfor siger Jesus således:

”Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder.”, og ”For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.” (Åb 1:18. Joh 5:26). 

Udødelighed fremholdes som noget, de sande kristne kan søge at opnå:

”Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv.” (Rom 2:7) 

Paulus taler om menigheden af trofaste kristne, som bliver anset for værdige til at få del i den første opstandelse, og siger med henblik på dem:

”For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret.” (1 Kor 15:53-54) 

Medlemmerne af den kristne menighed får ligesom Jesus ikke udødelighed før i opstandelsen, den første opstandelse. (Åb 20:6) Endelig nævnes udødelighed eller uforgængelighed også i 2 Timotheus 1:10, hvor det siges, at Jesus Kristus ”tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet.” 

Bibelen slår afgjort fast, at kun Gud Jahveh oprindelig havde udødelighed. Kristus Jesus var den første, som fik udødelighed skænket som belønning for sin trofaste handlemåde på jorden, og udødelighed tildeles nu også som belønning til dem, der hører til den sande menighed. Udødelighed er en belønning for troskab og ikke noget, mennesker automatisk får ved fødslen. 

Da mennesket nu er en syndig, dødelig skabning, må dets endelige skæbne blive døden. Gud gav det fuldkomne menneske Adam denne befaling: ”Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!” (1 Mos 2:17). Adam var ulydig mod Guds bud og bragte derved dødsdommen over sig selv og sine efterkommere, den adamitiske dødsdom. Hvis den fuldkomne Adam ikke havde syndet, ville det have været muligt for ham at leve evigt på jorden, skønt han var dødelig, og han ville have kunnet give livet videre i arv til sine børn. I 1 Mosebog 2:17 udtalte Gud sig meget afgjort om dødsdommen. Han sagde: ”du skal dø.”  Der er absolut ikke noget, der tyder på, at Gud mente, at synderen Adam blot tilsyneladende skulle dø, men at hans sjæl ville leve for evigt. Det eneste sted i Bibelen, hvor der siges, at det ulydige menneske visselig ikke skal dø, er i 1 Mosebog 3:4: ”Men slangen sagde til kvinden: Vist skal I ikke dø.” Heraf ser vi, at Slangen eller Djævelen, er den, der fandt på læren om menneskesjælens iboende udødelighed. Det er en af de løgne, som Djævelen tiderne igennem har brugt til at bedrage menneskene og føre dem bort fra Sandheden. Og det var også den første løgn, der blev udtalt i verden, hvorfor Djævelen også bliver kaldt løgnens fader. (Joh 8:44) 

Vidste du, at Bibelen siger, at mennesker og dyr dør på samme måde? Vi læser i Prædikeren 3:19-20:

”For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed! Alle går samme sted hen; alle er blevet til af jord, alle bliver til jord igen.”

Salme 146:4 siger om menneskets død: ”De udånder og vender tilbage til jorden, og den dag er deres planer blevet til intet.” 

Bibelen viser os således, at det syndige menneskes skæbne er døden. Men Bibelen giver os også et herligt håb. Der siges i Romerne 6:23: ”For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.” Disse ord forklarer i korthed, hvori det sande håb består. Hvis et menneske vender sig til den eneste sande Gud i troen på Jesus Kristus, og søger retfærdighed gennem ham, kan det opnå evigt liv. (Joh 17:3) 

Bibelens svar på spørgsmålet: Hvad er et menneske? er logisk og ligetil. Ingen tomme, filosofiske, hedenske lærdomme! Og frem for alt: Bibelen frembyder et virkeligt håb for dem, der søger den Almægtige Gud Jahveh, og som søger deres retfærdighed gennem hans søn, Jesus Kristus.

Læs også artiklen "Er sjælen udødelig, og hvad er sjælen"