Hvad er Sandheden?

   For snart to tusinde år siden spurgte den romerske statholder Pontius Pilatus: ”Hvad er sandhed?” (Joh 18:38). Har du tænkt over dette spørgsmål? Vi har god grund til at tænke alvorligt over dette spørgsmål i dag, for vi lever i en tid, hvor vantroen, evolutionslæren, falsk religion og bibelkritikken tilintetgør troen på sandhedens Gud. Når vi betragter verden i dag, så ser vi, at jorden er fyldt med krig, vold, lovløshed, sult og sygdom. Måske har du stillet dig selv disse spørgsmål: Hvorfor er verden fyldt med så megen ondskab? Hvad betyder det alt sammen? Er der nogen fornuftig grund til at tro, at forholdene vil ændre sig til det bedre i fremtiden? Ja, der er grund til at håbe og tro på, at tilstandene i verden en dag i fremtiden vil ændre sig til det bedre. Håbet er klart fremholdt i Guds ord, Bibelen.

Sandheden om himlens Gud og menneskets frelse, kan ikke findes i menneskers teorier. Den, der vil finde Sandheden, må i fuld oprigtighed søge den i Guds ord. Oprigtige mænd og kvinder, der har søgt Sandheden i Bibelen, er kommet til den erkendelse, at hele verden befinder sig i religiøs forvirring, og at religionens ledende mænd, der siger et og gør noget andet, er inkonsekvente. Mange ærlige mennesker tror, at de religiøse ledere repræsenterer Gud og taler på hans vegne. De begynder derfor at tvivle på, om der overhovedet findes nogen sandhed på jorden. Og atter andre siger, at man ikke kan vide, hvad der er sandhed – den ene påstand kan tilsyneladende være lige så god som den anden. Men de mennesker, som fremkommer med disse påstande, bedrager sig selv, for inderst inde ved de godt, at enten er en påstand falsk, eller også er den sand. Er du villig til at anvende den fornødne tid til et virkeligt grundigt studium af, hvad der står i Bibelen? Den vil stille alle dem tilfreds, som læser den grundigt. Sandheden er, at Bibelen er skrevet under guddommelig inspiration i selve den hensigt at belære oprigtige og gudfrygtige mennesker om den rette vej, Sandheden.

Den bibelske sandhed om Gud, Jesus, det kristne håb, mennesket, de sidste dage m.m., er i mange århundreder blevet fremstillet i et urigtigt lys af den katolske kirke og hendes børn, de protestantiske kirkesekter. Alle kirkesekterne påstår, at de forkynder Sandheden om himlens Gud og om ”vejen”, der fører til ham – men deres modstridende trosbekendelser, og deres stridigheder og vildfarelser har kastet forsmædelse både på ham og Sandheden i hans optegnede ord. Man kan derfor godt forstå, at de vantro mennesker tit og ofte har sagt: ”Bibelen er jo bare en gammel bog. Teologerne fortolker den på tusindvis af måder, og den er fuld af selvmodsigelser.” Hvis det er rigtigt, så betyder det, at Bibelens ophavsmand selv er forvirret og i modstrid med sig selv. Men det kan ikke være tilfældet med den Gud, hvis synlige skaberværk, hele det store univers, er vidunderligt harmonisk og usplittet. Naturligvis kan hans egen bog, Bibelen, derfor heller ikke være en forvirret sammenblanding, så at enhver tænkelig fortolkning kan passe ind i den. Sandheden er snarere, at de fleste teologer og præster ikke forkynder Bibelens sande lære om Gud den Højeste og den vej, som fører til ham.

Hvis læseren ønsker at tage fat på et studium af Bibelen med denne hjemmeside som hjælp, så opfordres han eller hun derfor ikke til at studere Guds hellige ord på grundlag af kirkesekternes forvirrede og mystiske trosbekendelser. I opfordres til udelukkende at mærke jer, hvad Gud selv siger i sit ord, ”for Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.” (1 Kor 14:33). For at komme til forståelse af Sandheden må vi fjerne alle religiøse fordomme fra vort hjerte og sind. Vi må lade Gud tale for sig selv. Enhver anden fremgangsmåde ville blot lede til endnu mere forvirring. Hvad gør det, om religiøse og ikke-religiøse mennesker har bragt og bringer Bibelen i vanry, gjort dens ord til intet og sat deres egne eller andre menneskers meninger og traditioner højere end den? Hvad betyder det, at mange af religionens ledende mænd har forkastet Bibelens klare ord? Hvad betyder det, at kirkesekterne forkynder falske lærdomme? Hvad gør det vel, at kirkens biskopper og præster har vildledt menneskene? Kan disse chokerende og skuffende forhold på nogen måde ændre noget ved Bibelen selv eller ved dens sandhedsbudskab? Nej, vor fornuft siger os, at den sande og levende Gud må have givet søgende mennesker en inspireret åbenbaring vedrørende sig selv, som indeholder Sandheden om ham og den ”vej”, der fører til ham. Når dette er en kendsgerning, så lad os holde fast ved samme standpunkt som en af Bibelens skribenter, der sagde:

”Hvad så, når nogle af dem var troløse? Vil deres troløshed så ophæve Guds trofasthed? Aldeles ikke! Gud må være sanddru og hvert menneske en løgner – som der står skrevet: Så du skal kendes retfærdig, når du anklager, og vinde, når du dømmer.” (Rom 3:3-4) 

Hvis vi erkender, at Gud er sanddru, vil han lede os til forståelsen af Sandheden ud fra sit skrevne ord. At erkende, at Gud er sanddru, vil sige at lade Gud og ikke kirkesekternes trosbekendelser få det afgørende ord med hensyn til, hvad der er sandhed, og hvad der er løgn. Kun Sandheden i Guds ord kan frigøre menneskene. Jesus sagde:

”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” (Joh 8:31-32)

Og Jesus siger videre i Joh 17:17 og Joh 14:6:

”Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed.”

”Jeg er vejen og sandheden og livet.” 

At indrømme, at Gud er sanddru, betyder at anerkende, at hans ord, Bibelen, og hans søn, Jesus Kristus, er Sandheden. Derfor vil vi på hjemmesiden SandhedenOmSandheden.dk vende os til Bibelen for at finde Sandheden. Hvis du finder, at artiklerne på hjemmesiden ikke er i overensstemmelse med Bibelens ord, så skal du helt klart forkaste dem. Det er min pligt at bevise, hvad jeg siger, med citater fra Bibelen. Denne fremgangsmåde fulgte Bibelens inspirerede forfattere og de trofaste mennesker, den omtaler, og de anbefalede andre at gøre det samme. Esajas, der var en fremstående profet, skriver således:

”Siger de til jer: Søg genfærdene og ånderne, som hvisker og mumler! – skal et folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? Nej! Til loven og til vidnesbyrdet. Hvis de ikke taler i overensstemmelse med dette ord, så er det fordi der intet lys er i dem.” (Es 8:19-20, grundteksten).

Der er ikke meget lys eller sandhed i de religiøse lærdomme, som kundgøres af menneskene i denne verden, der er under indflydelse af overmenneskelige, usynlige engle og vildledende ånder, som bærer hovedskylden for det mørke, der dækker hele verden. Hvis vi ikke gør, som Esajas skriver, søger direkte til loven og vidnesbyrdet, Guds skrevne ords lov og vidnesbyrd, vil vi aldrig kunne nå frem til det sande lys, så vi kan lære Sandheden at kende om Gud og den ”vej”, der fører til ham.  

Men du vil måske spørge: ”Hvad så med kirkens trosbekendelser? Har de ingen betydning? Skal de forkastes?” Sandheden er den, at ingen af Bibelens forfattere nogen sinde har nævnt noget om en mundtligt overleveret lov ved siden af Guds skrevne ord. Ingen steder siger de, at religiøse menneskers mundtlige overleveringer eller trosbekendelser har samme betydning som Guds skrevne ord, eller at Guds skrevne ord skulle være ufuldstændigt uden disse mundtlige traditioner og trosbekendelser. Men Davids søn, Salomo, har derimod talt om, hvor alvorlig en forseelse det er at føje uinspirerede menneskers mundtlige overleveringer til Guds lov og vidnesbyrd. Han siger herom:

”Føj intet til hans ord, for at han ikke skal irettesætte dig, så du står som løgner.” (Ordsp 30:6)  

Og ligeledes læser vi i Åbenbaringens bog:

”Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog, og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog.” (Åb 22:18-19)

Guds skrevne ord er rent og fuldstændigt, det behøver ikke at suppleres med trosbekendelser og menneskelige traditioner, der er dannet af mennesker. De, som lærer og holder fast ved disse trosbekendelser og traditioner, og som sætter dem lige så højt som eller højere end Guds skrevne ord, gør sig selv til løgnere. Gud lod sin profet Esajas udtale stærke ord imod dem, der kalder sig Guds folk, men som gør sig skyldige i hykleri, idet de retter sig efter menneskers forskrifter og overleveringer i stedet for at følge Guds inspirerede skrifter.

”Herren siger: Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud; derfor vil jeg stadig behandle dette folk på underlig og sælsom måde, de vises visdom skal ødelægges, de kloges klogskab tilintetgøres.”       (Es 29:13-14) 

Guds ord kontra overleveringerne 

Jesus fra Nazaret var en afgjort modstander af religionsledernes traditioner og tillæg til Skriften, og derfor kom han i strid med de skriftkloge og farisæerne. Herom er der skrevet følgende beretning: 

”Da kom der nogle farisæere og skriftkloge fra Jerusalem til Jesus og spurgte: Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker ikke deres hænder, før de spiser. Men han svarede dem: Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? For Gud har sagt: Ær din far og din mor! og: Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden. Men I siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave! så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering. Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.” (Matt 15:1-9) 

Således fastslog Jesus, at religionslederne med deres traditioner var hyklere, der overtrådte Guds skrevne lov. Men den oprigtige lærer fra Nazaret anerkendte, at Gud er sanddru, idet han henviste til Guds skrevne ord og rettede sig efter det. 

Et er sikkert: De hebraiske skrifter lærer os ikke at stole på religionsledernes mundtlige overleveringer og trosbekendelser, som senere er blevet nedskrevet og offentliggjort, og hvis tilhængere påstår, at de har lige så stor værdi som Bibelen, ja at de endog har større betydning og derfor skal gælde, også når de ikke stemmer overens med Guds ord. Det er lige så sikkert, at de inspirerede græske skrifter, der blev nedskrevet på græsk i løbet af det første århundrede efter Kristi fødsel, heller ikke lærer os at stole på eller anerkende de traditioner og trosbekendelser, som fremsættes af dem, der kalder sig kristne præster. Hundreder af gange har de græske skrifter citeret eller henvist til Guds ord, således som det er optegnet i de hebraiske skrifter. Da Jesus blev fristet af den store modstander under sit ophold i ørkenen i de fyrretyve dage, slog han fjendens angreb tilbage ved at bruge Guds ord. Ud fra Guds ord beviste han, at modstanderen var en løgner. Ved den første fristelse sagde han:

”Der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” (Matt 4:4)

Som svar på den næste fristelse sagde han:

”Der står også skrevet: Du må ikke udæske Herren din Gud.” (Matt 4:7)

Den tredje fristelse slog han tilbage med disse ord:

”Vig bort, Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.” (Matt 4:10)

I hvert af disse tilfælde citerede han Guds ord, som det var blevet nedskrevet af profeten Moses. (5 Mos 8:3, 6:16, 6:13) 

Da Jesus i synagogen i Nazaret ville forklare, hvad hans gerning her på jorden var, bad han om bogrullen med Esajas’ profeti og han læste kapitel 61, versene 1-2. (Luk 4:16-21) Senere hen sagde han:

”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.” (Matt 5:17-18) 

De jøder, som ikke ville tro på ham, gav han det råd at studere Guds ord:

”I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig... Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om. Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?” (Joh 5:39,46-47)

Ved hjælp af en forræder, Judas Iskariot, fik hans religiøse fjender til sidst held til imod loven at arrestere ham. Hvorfor ville han ikke sætte sig til modværge imod dem? Fordi han anerkendte, at Guds ord var sandhed. Han vidste, hvad der skulle ske, og han havde allerede sagt til sine disciple, at Menneskesønnen skulle overgives i menneskers hænder, og at de skulle slå ham ihjel:

”Mens alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine disciple: »Læg jer disse ord på sinde: Menneskesønnen skal overgives i menneskers hænder.” (Luk 9:44)

”Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag.” (Matt 16:21)

”For jeg siger jer: På mig skal det skriftord opfyldes: Og han blev regnet blandt lovbrydere. Og nu er jeg ved målet for det, der skal ske mig.”           (Luk 22:37)

Nogle dage senere, da han forklarede sine disciple, hvad der var sket med ham, fremhævede han igen Sandheden i Guds ord, idet han pegede på, hvordan det var blevet opfyldt på ham selv. Om hans samtale med to af disciplene læser vi:

”Så sagde han til dem: Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne. Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, og han sagde til dem: Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag.” (Luk 24:44-46) 

Ikke en eneste gang brugte han citater fra rabbinernes lærdomme eller fra deres overleveringer og menneskelige forskrifter. Trofast henviste han altid sine disciple til Guds eget ord. Derved ærede han Gud og bekendte, at han er sanddru, og samtidig beviste han, at de alment agtede religionsledere var løgnere. 

Apostel Paulus skrev til de kristne: ”Hold jer til Skriften!” (1 Kor 4:6), og Jesus sagde: ”Skriften kan ikke rokkes” (Joh 10:35). Men Paulus vidste forud, at mennesker, der kalder sig kristne præster, ville udvikle et helt system af religiøse forskrifter og traditioner og derved skjule Sandheden for kirkesekternes medlemmer. Han skrev derfor:

”Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus.” (Kol 2:8)

”For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til Sandheden og slå sig på myter.” (2 Tim 4:3-4) 

Paulus vidste, at disse traditioner ville være ”filosofi, tomt bedrag og myter”, at disse traditioner ville være i strid med Sandheden i Guds ord. De ville byde på en anden ”vej” til frelse end den, der omtales i Guds inspirerede ord. De ville forkynde en anden gud, end den Gud som omtales i Bibelen. Ja, de ville forkynde tomt bedrag og myter. Vor tids religiøse mennesker, der af religionens overleveringer er blevet ført bort fra det gode budskab, som findes i Bibelen, ville gøre vel i at agte på Paulus’ råd, det ”er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium. Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.” (Gal 1:7-9)

Paulus holdt sig derfor nøje til Guds skrevne ord, når han lærte og prædikede. Han havde heller ikke noget imod, at hans tilhørere kontrollerede ham ved dagligt at ransage Skrifterne. Ja, for sådan en fremgangsmåde blev brødrene endda rost. Vi læser i Apostlenes Gerninger 17:10-11:

”Straks samme nat sendte brødrene Paulus og Silas til Berøa, og da de var ankommet, gik de hen i jødernes synagoge. Disse jøder var mere imødekommende end jøderne i Thessalonika, de modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan.” 

Når en kirkesekt forlanger, at medlemmerne skal acceptere dens trosbekendelser og lærdomme, uden at disse er i overensstemmelse med De hellige Skrifter, så lyver en sådan kirkesekt, når den hævder at være Guds kirke. Vi må som oprigtige kristne altid sammenligne en kirkes trosbekendelser og lærdomme med Guds ord, og hvis de ikke stemmer overens med Guds ord, så må vi helt klart forkaste sådanne lærdomme! 

Apostel Peter, havde samme indstilling, idet han ligeledes gav Den hellige Skrift forrangen. Ingen steder i sine breve gør Peter krav på at være ufejlbarlig eller tillægger sig selv pralende religiøse titler – han forlanger heller ikke, at andre skal dyrke ham eller vise ham ære. Altid henviser han sine tilhørere eller læsere til Guds uforanderlige ord og erklærer, at det er i stand til at vejlede dem, indtil Guds rige kommer. Han skriver: 

”Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter. Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften; for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud. Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv... I skal huske de ord, som tidligere er talt af de hellige profeter, og vor Herre og frelsers bud, som I har fået gennem jeres apostle.” (2 Pet 1:19-21; 2:1; 3:2) 

Jeg har på hjemmesiden SandhedenOmSandheden.dk valgt at følge Jesu og apostlenes fremgangsmåde. Jeg vil hævde, at Gud må være sanddru, og jeg henviser læseren til hans uforgængelige ord, Bibelen. Vi vil ikke henvende os til menneskelige overleveringer og trosbekendelser for at finde Sandheden, men vi vil vende os direkte til Guds ord. Jeg tror, som Skriften selv siger, at Gud ved sin hellige ånd har inspireret De hellige Skrifter (2 Tim 3:16), således at den er fuldt ud pålidelig og nyttig til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed. Det er min pligt at bevise, hvad jeg siger, med citater fra Bibelen, og derfor indeholder hjemmesidens artikler mange citater fra Bibelen – jeg opfordrer læseren til at slå alle disse skrifthenvisninger op i sin egen Bibel og læse dem der. Når ikke andet er anført, er skriftstederne hentet fra den danske autoriserede bibeloversættelse af 1992. Men den opmærksomme læser vil bemærke, at der også citeres fra den danske autoriserede bibeloversættelse af 1871, 1907, 1931 og 1948, og fra den hebraiske og græske grundtekst, samt de forskellige engelske bibeloversættelser.