Spørgsmål: 

Hvad er synd mod den hellige ånd? (Matt 12:31-32)

Svar: 

Tilgivelige synder er sådanne, som stammer fra svagheder, der er en følge af Adams synd, og som Jesus betalte for én gang for alle. Det er sådanne synder, som ikke er forsætlige, men som begås i uvidenhed eller på grund af kødets skrøbeligheder. Jahveh er ved sin pagt bundet til at tilgive alle sådanne synder, når vi angrer og kommer frem for ham i tro på Jesu Kristi offers fortjeneste og i hans navn beder om tilgivelse for vores synder. 

Utilgivelige synder er sådanne, som begås med vilje. Ligesom straffen for den første forsætlige synd var døden – livets udslukkelse – således er døden den straf, som følger på enhver forsætlig synd imod fuldt lys og evne til at vælge og gøre det rette. Dette kaldes den anden død (Åb 21:8), til forskel fra den første død, Adams dødsstraf, fra hvilken Kristi genløsningsoffer vil udfri hele menneskeslægten – læs artiklen ”En løsesum for alle”. 

Synd mod den hellige ånd 

Jesus siger i Matt 12:31-32:

”Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod den hellige ånd (ordet står i bestemt form i grundteksten), får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.”

Hvem begår den utilgivelige synd? 

Med hensyn til den almindelige formodning angående utilgivelig synd da tror jeg, at en synd er utilgivelig i samme forhold, som den er forsætlig. Når vi ser bort fra de gudssønner, som sammen med Satan har gjort oprør imod Jahveh, samt de mennesker, som i endetiden vil tilbede Dyret og tage dets mærke, ja, så ser det ud til, at de eneste, som for tiden kan begå en helt utilgivelig synd, er sådanne, som er blevet et lem på Kristi legeme – som har indviet deres liv og er blevet avlet af Guds ånd og har fået kundskab om sandheden. Hvis sådanne falder fra, forkaster Jahveh og deres Herre og frelser, Jesus Kristus, så tyder alt på, ifølge apostelen, at deres muligheder er udtømte:

”For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot. For når en mark drikker den regn, der falder på den i rigelig mængde, og giver afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for, så får den velsignelse fra Gud; men bærer den tjørn og tidsler, er den intet værd og truet af forbandelse, og det vil ende med, at man afbrænder den.” (Hebr 6:4-8)

Apostelen viser årsagen til, at menigheden kan begå synden til døden. Han siger, at hvis vi synder med vilje efter at have lært sandheden at kende og efter at have smagt Guds gode ord og fået del i den hellige ånd – hvis vi da falder fra (ikke hvis vi snubler og begår mindre overtrædelser, men hvis vi fuldstændig falder fra, igen vender os bort fra Jahveh og Jesus og lever i synd), da ville vi være som en mark der bærer tjørn og tidsler – den bliver brændt, for den er intet værd. Og ligeledes læser vi:

”For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne.” (Hebr 10:26-27)

Det ser ikke ud til, at der kan være bedring for dem, der synder med vilje, efter de har lært sandheden at kende. Deres hjerte er blevet forhærdet. De kan ikke fornyes til omvendelse. Før man kom til tro på Jahveh og hans søn, Jesus Kristus, da havde man ikke så stort et ansvar for sine overtrædelser, som efter man kom til tro – for efter man er kommet ind i Herrens familie, har man fået større lys, større kundskab, og som følge deraf også større ansvar. Jesus sagde, at de, som kendte til hans vilje og ikke gjorde derefter, ville få mange prygl, men de, som ikke kendte den og gjorde det, som var prygl værd, skulle få færre prygl:

”Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” (Luk 12:47-48)

Skriften taler om en grad af forsætlig synd, som er til døden, og kalder den synd mod den hellige ånd. Efter min forståelse er dette en synd imod klar kundskab – en overtrædelse af Guds lov med vilje og overlæg og under forståelse af, at man synder mod Jahveh og Jesus. Men der er forskel på synder (1 Joh 5:16-17), og der er forskel på, hvor meget lys og kundskab man har. David erkendte, at han havde syndet mod Jahveh, og derfor tilgav Jahveh ham, men på grund af syndens grovhed måtte David modtage mange prygl – han blev straffet meget hårdt (2 Sam 12:13, 10-12). De jøder, som slog Jesus ihjel, syndede mod lys og havde et stort ansvar. Dog siger apostel Peter:

”Vel ved jeg, brødre, at I har handlet i uvidenhed ligesom jeres ledere.” (ApG 3:17)

De forstod ikke, at det var Guds søn, de slog ihjel. Men hvis en oplyst kristen skulle deltage i en tilsvarende forbrydelse, ville sagen nok stille sig anderledes. Straffen for en sådan åndeligt oplyst ville sikkert blive den anden død. Men hvad så? Skal man gå og frygte, at man har begået en utilgivelig synd? 

Det hænder ikke så sjældent, at et samvittighedsfuldt menneske forstår, at han eller hun har syndet i et eller andet, og at der var noget forsætligt deri. Han føler sig med rette fordømt i sin samvittighed og skyldig for Gud. Idet han forstår, at han er skyldig og glemmer den kilde, der er åbnet af Gud for vor svage, faldne slægts synd og urenhed, henfalder han måske til en nedtrykt sindstilstand og tror, at han har begået synden til døden. Men lad sådanne huske på, at selve den kendsgerning, at de er bedrøvede over synden og ønsker Guds tilgivelse, beviser, at de ikke har begået synden til døden, for apostelen erklærer, at de, som har syndet på den måde, ikke igen kan føres ”til ny omvendelse” (Hebr 6:4). Derfor kan de angerfulde, som virkelig ønsker tilgivelse og længes efter retfærdighed, efter min mening altid være sikre på, at deres synder i hvert fald delvis var følgen af det oprindelige fald og derfor ikke var til døden, men i stedet sådanne, som tilhører kødets skrøbeligheder, og for hvilke de behøver tilgivelse og tugtelse eller prygl. Og i den forbindelse skal vi huske på, at dommen er overgivet til Jesus, og han vil afgøre, hvilken slags straf synder skal straffes med, for Faderen har overgivet hele dommen til Sønnen:

”Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen.” (Joh 5:22)

Judas’ synd? 

Synden til døden er en fuldstændig synd mod den hellige ånd, mod klart lys og fuld kundskab, synd med vilje og forsæt. Her kommer man til at tænke på Judas Iskariot, ham der forrådte Jesus. Han ikke bare så Jesus og hans mirakler, men havde selv af Jesus modtaget delagtighed i den hellige ånd og havde brugt den (Matt 10:1-15). Judas Iskariot havde så stort lys, så stor kundskab, at det ikke var nok for ham at blive dømt til ”prygl” – Jesu dom over Judas lød sådan her:

”For Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham; men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.” (Mark 14:21)

Var Ananias’ og Safiras synd utilgivelig? (ApG 5:1-11) 

Jeg tror ikke, det er udelukket, at de i fremtiden kan få en mulighed for omvendelse, for vi ved ikke, i hvor høj grad de var ansvarlige – syndede med vilje. Jesus alene kan vide dette, og han har endnu ikke åbenbaret sin afgørelse. Det er muligt, de kun blev afskåret fra det nærværende liv, og at de vil få muligheden i det kommende. 

Ananias og Safira tilhørte den gruppe, som begærer menighedens bifald og dog mangler den sande offervilligheds ånd. De havde en ejendom, som de besluttede at sælge. Og for i de troendes øjne at stille sig som hellige af højeste rang, foregav de at give hele beløbet, som de havde modtaget for ejendommen. I virkeligheden var de dog langt mindre gavmilde. De blev enige om at tilbageholde en del af salgssummen til sig selv, dog ville de over for menigheden give udtryk for, at de gav hele beløbet som bidrag. 

Det urigtige i deres fremgangsmåde er åbenbart. Som apostelen forklarer, var ejendommen deres egen, og efter at de havde solgt den, havde de endnu ret til at bruge deres penge, som det behagede dem. Men de skulle have været ærlige om, hvorvidt de ønskede at give halvdelen eller hele beløbet, så havde det været en sag, som kun vedkom dem selv, og ingen ville have haft den mindste ret til at kritisere dem. Den egentlige uretfærdighed bestod i det udførte bedrag, idet de tilbageholdt en del af salgssummen i den hensigt at føre menigheden bag lyset og vinde ros for et større offer, end de i virkeligheden havde givet. Som Peter sagde, løj de ikke for mennesker, men for Guds hellige ånd. Dette – og kun dette – var den synd, for hvilken de døde. 

Der står skrevet, at ”hele menigheden og alle, som hørte det, blev grebet af stor frygt.” – stor ærefrygt for Gud og for apostlene som hans repræsentanter. Begivenheden hjalp dem også til at forstå, at indvielse til Herren var en alvorlig ting. Den var en advarsel ikke bare for dem, som allerede havde sluttet sig til disciplene, men også for sådanne, som senere ville tænke på at gøre det, at det var bedst for alle, som ikke var oprigtige, ikke at give sig ud for at være kristne. Sandsynligvis varede indflydelsen af denne lektie længe – i hvert tilfælde så længe apostlene levede.  

Denne begivenhed i forgangne dage giver Guds folk i vor tid en lektie, som er værd at give agt på. Lærdommen er, at Gud søger sandhed i hjertets inderste, og at ingen, som ikke er oprigtig, ærlig og sanddru, kan være velbehagelig for Gud eller kan få del i herligheden, som skal tildeles Guds børn. Gud bryder sig ikke om øjentjenere!