Hvad siger Bibelen om Helvede?

   I århundreder har den katolske kirke og protestantiske kirkesekter af alle afskygninger lært, at Gud har beredt en forfærdelig afgrund, fuld af flammende ild, hvor han vil pine milliarder af onde mennesker i al evighed. Det er besynderligt, at kristne mennesker, som ellers er fintfølende og fornuftige, og som elsker sine medmennesker og siger, at Gud er kærlighed, kan være i den grad ensidige, at de kan tro på og støtte en sådan lære og alligevel være så ligegyldige med hensyn til at få undersøgt, hvorfra helvedeslæren stammer.  

Læren om evig pine indførtes af Pavekirken for at skræmme hedningerne til at slutte sig til dens system og understøtte dens præsteskab. Denne lære blomstrede på en tid, da tyrefægtningerne og gladiatorkampene var de mest yndede offentlige fornøjelser, da korstogene kaldtes ”hellige krige”, og da mænd og kvinder blev kaldt kættere og blev pint og dræbt på de grusomste måder, fordi de tænkte eller talte anderledes, end den katolske kirke lærte. Det var på den tid, hvor man kunne købe syndsforladelse af kirken, en tid da Bibelen misbrugtes og ikke måtte læses af andre end præsterne, hvis næstekærlighed ofte viste sig ved, at de pinte ”kættere” for at få dem til at fornægte deres tro og deres bibel - for, som de sagde, om muligt at frelse dem fra evig pine.  

Man kan undre sig over i dag, at mange protestantiske kirkesekter ikke er kommet længere angående helvedeslæren end den katolske kirke, moderkirken. Mange protestantiske kirker og trossamfund lærer og tror stadigvæk på, at de onde efter døden bogstaveligt skal pines for evigt i helvede. De mener ligesom moderkirken, at de mennesker, som kommer i helvede, vil blive udsat for en bogstavelig og grufuld fysisk smerte i al evighed. Men hvordan ville man betragte en mand som straffede et ulydigt barn ved at holde dets hånd ind i ilden, indtil den var blevet alvorligt forbrændt? Man ville sikkert indrømme, at hvis en fader kunne få sig selv til at gøre noget sådant, måtte han være sadist eller være gået fra forstanden. Eller hvis en mand tog et dyr, lad os sige en hund, og ristede den levende over en sagte ild, ville man så ikke betragte dette som en skændig, vanvittig og afskyelig handling? Ikke desto mindre vil mange protestantiske trossamfund gerne have os til at tro, at Gud vil pine mennesker i evig ild - i milliarder og atter milliarder af år. Men hvad er sandheden i denne sag? 

Lad os vende os til Guds ord, som må være den højeste autoritet, når det drejer sig om bibelske spørgsmål. 

Det engelske ord ”Hell” (helvede) 

Først og fremmest skal vi huske på, at Det Gamle Testamentes bøger er skrevet på det hebraiske sprog og Det Nye Testamentes på det græske. Ordet ”Hell” (Helvede) er et urgammelt engelsk ord, som oversætterne af den engelske bibel ofte har benyttet for at udtrykke meningen af det hebraiske ord Sheol og de græske ord Hades, Tartaroo og Gehenna. De samme ord er også nogle steder i den engelske bibel gengivet med ”grav” eller ”afgrund”. Ordet ”Hell” havde i den gamle engelske sprogbrug simpelthen betydningen at skjule, gemme eller dække; følgelig betød ordet det skjulte eller dækkede sted; men senere hen optog de pavelige teologer dette ord og gav det en ny og særlig betydning, som skulle passe til deres formål. Ordet ”Hell” kunne altså før den tid - mens det var ensbetydende med ”grav” og ”afgrund” - passende bruges til at gengive ordene ”sheol” og ”hades”, fordi disse ord betegnede det hemmelighedsfulde og skjulte i dødstilstanden. 

”Dødsriget” i Det Gamle Testamente 

Det hebraiske ord sheol forekommer i alt 65 gange i Det Gamle Testamente (GT), og det betyder det ”skjulte”, ”graven”, eller ”dødsriget”. I den danske bibeloversættelse af 1992 er det gengivet med ”dødsriget”. Lad os nu undersøge alle de skriftsteder i GT, hvor ordet sheol forekommer, for at se, om sheol kan forbindes med en bogstavelig, evig pine.

1 Mos 37:35: ”I sorg vil jeg gå ned i dødsriget til min søn.”   

1 Mos 42:38: ”Hvis der tilstøder ham en ulykke på jeres rejse, bringer I mig gamle mand ned i dødsriget med sorg.” 

1 Mos 44:29: ”Hvis I også tager ham her fra mig, og der tilstøder ham en ulykke, så bringer I mig gamle mand ned i dødsriget med smerte.” – Jakob troede at hans søn Josef var død, ikke at han blev pint i et bogstaveligt helvede.  

1 Mos 44:30-31: ”Kommer jeg nu hjem til din tjener, min far, uden drengen, som han er så tæt knyttet til, så dør han, når han ser, at drengen ikke er med, og så vil vi have bragt din tjener, vores gamle far, ned i dødsriget med sorg, herre.” 

4 Mos 16:30-33: ”Men hvis... de styrter levende ned i dødsriget, så ved I, at disse mænd har hånet Herren!« Så snart han havde sagt disse ord, revnede jorden under dem. Jorden åbnede sit gab og slugte dem sammen med deres familier og alle de mennesker, der hørte til Kora, og alle deres ejendele. De og alle, der hørte til dem, styrtede levende ned i dødsriget, og jorden lukkede sig over dem; de blev udryddet fra forsamlingen.” – De styrtede levende ned i jorden, graven, og jorden lukkede sig over dem. De blev ”udryddet fra forsamlingen”, ikke pint levende i et bogstaveligt helvede.  

5 Mos 32:22: ”Min vrede står i flammer, den brænder til dødsrigets dyb, fortærer jorden og dens afgrøde, antænder bjergenes grundvolde.” – En billedlig fremstilling af den ødelæggelse, der skulle overgå Israel som en nation, idet Gud ville straffe denne nation for dens utroskab. 

1 Sam 2:6: ”Herren dræber, og han gør levende, han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra.” 

2 Sam 22:6. Salme 18:6: ”Dødsrigets bånd snørede sig om mig, dødens snarer truede mig.” – Et billedligt udtryk for at fremstille hvorledes sorger og modgang fremskynder vort løb imod graven. 

1 Kong 2:6, 9: ”Brug nu din klogskab, og lad ham ikke gå ned i dødsriget med fred i hans høje alder!... Lad ham gå ned i dødsriget med blod i hans høje alder!” 

Job 7:9: ”Skyer spredes og forsvinder, den, der går ned i dødsriget, kommer ikke op igen.” – Den, der går ned i graven, kommer ikke op ved egen hjælp, men Gud kan oprejse fra graven. 

Job 11:8: ”Det er højere end himlen – hvad kan du udrette? Det er dybere end dødsriget – hvad kan du forstå?” 

Job 14:13: ”Gid du ville gemme mig i dødsriget, skjule mig, til din vrede har lagt sig, sætte en frist og så huske mig igen (oprejse mig fra graven)” 

Job 17:13: ”Men jeg har dødsriget i vente som mit hjem, i mørket må jeg rede min seng.” Alle mennesker går samme sted hen, den mørke grav. 

Job 17:16: ”Følger det med mig ned i dødsriget? Skal vi sammen synke i støvet?” 

Job 21:13: ”De henlever deres dage i lykke, og med fred synker de i dødsriget.” 

Job 24:19: ”Tørke og hede tager smeltevandet, dødsriget dem, der har syndet.” 

Job 26:6: ”Dødsriget ligger åbent for Gud, underverdenen ligger utildækket.” 

Salme 6:6: ”Ingen påkalder dig i døden, hvem takker dig i dødsriget?” – Ingen påkalder Gud i graven, dødsriget. 

Salme 9:18: ”De ugudelige skal vende tilbage til dødsriget, alle folkeslag, der glemmer Gud.” – Man kan ikke vende tilbage til noget, med mindre man har været der før. Dvs., at alle de folkeslag, der bliver oprejst fra graven, dødsriget, skal vende tilbage dertil, hvis de ikke omvender sig fra deres ugudelighed.  

Salme 16:10: ”For du vil ikke prisgive mig til dødsriget, din fromme vil du ikke lade se forrådnelse.” - Dette sigter til de tre døgn hvor Jesus var i graven. 

Salme 30:4: ”Herre, du løftede mig op fra dødsriget, du lod mig leve, jeg gik ikke i graven.” – Her ser man klart og tydeligt, at dødsriget er det samme som graven. 

Salme 31:18: ”Herre, lad mig ikke blive til skamme, når jeg råber til dig. Gør de ugudelige til skamme, lad dem gå klagende til dødsriget!” 

Salme 49:15-16: ”De styrer mod dødsriget som får, døden er deres hyrde, og retskafne skal herske over dem ved daggry. Deres skikkelse tæres bort, dødsriget bliver deres bolig. Men Gud vil løskøbe mit liv, han vil drage mig ud af dødsrigets magt.” 

Salme 55:16: ”Døden skal ramme dem, levende skal de styrte i dødsriget; for der er ondskab i kammeret i deres indre.”  

Salme 86:13: ”For din godhed mod mig er stor, du har reddet mig fra dødsrigets dyb.” 

Salme 88:4: ”For min sjæl er mæt af ulykker, mit liv er nået til dødsriget.” 

Salme 89:49: ”Kan en mand leve uden at se døden? Kan han undslippe dødsrigets magt?” 

Salme 116:3: ”Dødens bånd omgav mig, dødsrigets trængsler ramte mig, jeg fandt kun nød og elendighed.” – Sygdom og ulykker er, billedlig talt, gravens hænder, med hvilke den griber os. 

Salme 139:8: ”Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.” – Guds magt er ubegrænset også med hensyn til de døde, og han vil, når hans time er inde, opvække alle som er i gravene (Joh 5:28). 

Salme 141:7: ”Som når man pløjer og bryder jorden op, skal deres knogler spredes ved dødsrigets gab.” 

Ordsp 1:10-12: ”Min søn, giv ikke efter, når syndere lokker dig, når de siger: »Kom med os, vi lægger os på lur efter blod, vi lurer på uskyldige uden grund; vi sluger dem, som dødsriget sluger de levende, de retsindige bliver som de, der er gået i graven.” – Her ser vi også, at dødsriget er det samme som graven. 

Ordsp 5:5: ”Hendes fødder går ned mod døden, mod dødsriget styrer hendes skridt.”  

Ordsp 7:27: ”Hendes hus er veje til dødsriget, de fører ned til dødens kamre.” 

Ordsp 9:18: ”Han ved ikke, at dødninge bor der, hendes gæster er i dødsrigets dybder.” 

Ordsp 15:11: ”Dødsriget og underverdenen (hebraisk: abaddon; ødelæggelsen) ligger åbne for Herren, hvor meget mere da ikke menneskers hjerter!” - Her står dødsriget sammenstillet med ødelæggelsen og ikke med et liv i pine.  

Ordsp 15:24: ”Den kloge er på livets vej, der fører opad, for at undgå dødsriget dernede.” 

Ordsp 23:14: ”Nok slår du ham med stokken, men du redder hans liv fra dødsriget.” - Dvs. forstandig ledelse og opdragelse kan redde et barn fra onde veje, som leder til en for tidlig død, og kan muligvis også hjælpe det til at undfly den anden død. 

Ordsp 27:20: ”Dødsrige og underverden (hebraisk: abaddon; ødelæggelsen) mættes ikke, menneskets øjne mættes ikke.” 

Ordsp 30:15-16: ”Der er tre, der aldrig bliver mætte, fire, der aldrig siger »nok«: dødsriget og det lukkede moderliv, jorden, der aldrig får vand nok, og ilden, der aldrig siger »nok«.” 

Præd 9:10: ”Alt, hvad din hånd finder på at gøre, skal du gøre af al din magt, for i dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom.” 

Højs 8:6: ”... lidenskaben er grum som dødsriget.” 

Es 5:14: ”Derfor åbner dødsriget sit svælg, spærrer det op på vid gab, og ned styrter både de fornemme og den larmende hob, det lystigt buldrende slæng.” 

Es 14:9, 11, 15: ”Dødsriget dernede ryster, når du kommer... Din stolthed og dine klingende harper er styrtet i dødsriget; dit leje er maddiker, dit tæppe er orme... du er blevet styrtet i dødsriget, ned i afgrundens dyb.” 

Es 28:15-18: ”I siger jo: »Vi har sluttet pagt med døden, med dødsriget er vi gået i forbund. Når flodbølgen vælter frem og stiger, når den os ikke; for vi har gjort løgn til vores tilflugt, vi skjuler os i falskhed.« Derfor siger Gud Herren: Jeres pagt med døden skal ophæves, jeres forbund med dødsriget skal ikke bestå.”  

Es 38:10: ”Jeg sagde: Midt i mit liv går jeg bort, i dødsrigets porte holdes jeg fanget resten af mine år.” 

Es 38:18: ”Dødsriget takker dig ikke, døden lovpriser dig ikke; de, der gik i graven, kan ikke håbe på din trofasthed.” – Her ser vi tydeligt igen, at dødsriget er det samme som graven. 

Es 57:9: ”Du har sendt dine bud til det fjerne, helt ned i dødsriget.” 

Ez 31:15-17: ”Den dag den gik ned i dødsriget, lod jeg urdybet sørge over den og dække den til... Ved braget, da den faldt, fik jeg folkene til at skælve, da jeg styrtede den ned i dødsriget til dem, der er gået i graven... Ligesom den er de gået ned i dødsriget til dem, der er dræbt af sværdet...” - En billedlig og profetisk skildring af Egyptens fald. 

Ez 32:21: ”De mægtige krigere taler fra dødsriget til ham (Farao) og alle hans hjælpere.” – En fortsættelse af det samme billede, hvorved profeten skildrer Ægyptens fald. 

Ez 32:27: ”Skulle de faldne blandt de uomskårne ikke ligge sammen med krigerne, som gik ned i dødsriget med deres krigsvåben?” 

Hoseas 13:14: (Grundteksten): ”Af dødsrigets hånd vil jeg forløse dem, fra døden vil jeg genløse dem. Død! Hvor er din pest? Dødsrige hvor er din ødelæggelse?” – Dødsriget bliver ikke forbundet med en bogstavelig evig pine, men med ”ødelæggelse”! 

Amos 9:2: ”Trænger de ned i dødsriget, henter min hånd dem op derfra; stiger de op til himlen, styrter jeg dem ned derfra.” – Et billedligt udtryk som tilkendegiver, at Gud har magt over de døde såvel som de levende. 

Jonas 2:2-3: ”Fra fiskens bug bad Jonas til Herren sin Gud: I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig; fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp, og du hørte mig.” – Fiskens bug var for en tid hans grav. 

Hab 2:5: ”Tyrannen, den troløse, den hovne skal ikke nå sit mål! Han åbner sit svælg som dødsriget, han er umættelig som døden.”

Overstående skriftsteder indbefatter alle steder, hvor det hebraiske ord sheol forekommer. Denne undersøgelse må kunne gøre det tydeligt for enhver læser, at GT, som indtil Jesu tid udgjorde Guds eneste skrevne åbenbaring til hans folk, ikke indeholder den ringeste antydning af noget Helvede med den betydning, som dette ord har i kirkens helvedeslære. Som sheol skildres i GT står det for menneskehedens fællesgrav, som et sted hvor de døde er uden bevidsthed. (Præd 9:4-6, 10) De mennesker, som befinder sig i sheol, hverken priser eller tilbeder Gud. (Sl 6:6. Es 38:18) 

”Dødsriget” i Det Ny Testamente 

Det græske ord ”hades” i Det Ny Testamente svarer nøjagtig til det hebraiske ord ”sheol”. Dette bevises ved, at apostlene, når de anfører skriftsteder fra GT, gengiver ”sheol” med ”hades” – et par eksempler: 

ApG 2:27: ”For du vil ikke lade mig blive i dødsriget (hades)” – hvilke ord er anført fra Salme 16:10: ”For du vil ikke prisgive mig til dødsriget (sheol)”. 

1 Kor 15:55: ”Død (hades), hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” – hvilke ord er anført fra Hoseas 13:14: ”Død, hvor er din pest! Dødsrige (sheol), hvor er din sot!”. 

”Hades” oversat med ”Dødsriget” 

Matt 11:23, Luk 10:15: ”Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned!”   

Med hensyn til oplysning og lejligheder var denne by meget begunstiget. Billedlig talt var den ophøjet til himlen, fordi Guds egen søn boede i byen og underviste i synagogen; men fordi den misbrugte Guds gunst, skulle den blive fornedret - billedlig talt, ”styrtes ned i Hades” - omstyrtet, udryddet. Den er nu så fuldstændigt begravet i glemsel, at man ikke er helt sikker på, hvor den var beliggende. Kapernaum er sandelig udryddet, nedstyrtet til hades. 

Luk 16:23: ”Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.” – En billedlig talemåde, som vil blive forklaret under en særlig overskrift længere fremme i artiklen. 

Åb 6:8: ”Og jeg så en gustengul hest, og han, der sad på den, hed Døden, og Dødsriget fulgte med ham.” – Symbol på ødelæggelse eller graven. 

Matt 16:18: ”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.”   

Skønt mange prøver skulle ramme menigheden under evangeliets tidsalder, og selv bitter og skånselsløs forfølgelse lige til døden, så skulle denne forfølgelse dog aldrig kunne udrydde den helt – til sidst skal menigheden ved sin opstandelse, som skal tilvejebringes af dens herre, sejre over hades, graven. 

Jesus i ”dødsriget” (hades) og opstandelsen derfra

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet... Da trådte Peter frem... og med høj røst talte han til dem: Israelitter, hør disse ord: Jesus fra Nazaret – en mand, der er udpeget af Gud for jer... ham fik I udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham. Men Gud gjorde en ende på dødens veer (eller bånd) og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden (for Jahveh havde i forvejen ved sit ord kundgjort, at han skulle opstå). Om ham siger David nemlig (idet han taler på Kristi vegne): Jeg (Kristus) havde altid Herren (Jahveh) for øje, han er ved min højre side, for at jeg ikke skal vakle. Derfor glædede mit hjerte sig, og min tunge jublede, ja, mit legeme skal bo i håb. For du (Jahveh) vil ikke lade mig (Kristus) blive i dødsriget (hades, graven), din hellige vil du ikke lade se forrådnelse. Du (Jahveh) lærte mig (Kristus) livets veje, du vil mætte mig med glæde for dit ansigt.” (ApG 2:1, 14, 22-31)

Her udtaler Jesus Kristus, personificeret af profeten David, sin tro på Jahvehs løfter om en opstandelse og på den fulde og herlige udførelse af Jahvehs plan ved ham og glæder sig i håbet. Peter siger så videre:

”Brødre, om patriarken David kan jeg ligeud sige til jer, at han er både død og begravet, og hans gravsted er hos os den dag i dag (så denne profeti kunne derfor ikke have sigtet til ham selv personligt; for Davids sjæl blev overladt til ”dødsriget” - hades, graven - og hans kød så forrådnelse). Eftersom han var profet og vidste, at Gud med ed havde tilsvoret ham, at en af hans efterkommere skulle sidde på hans trone, forudså og talte han om Kristi opstandelse (fra ”dødsriget” - hades, graven - hvorhen han måtte gå for vore overtrædelser) da han sagde, at han ikke skulle blive i dødsriget (hades, graven), og hans krop ikke skulle se forrådnelse.”

Her fremsætter Peter en stærk, logisk slutning på grundlag af profeten Davids ord. Først viser han, at Kristus, som af Gud blev hengivet for vore overtrædelser, nedsteg til ”dødsriget” (hades), graven (Sl 16:10). For det andet, at han ifølge forjættelsen gennem en opstandelse var blevet forløst fra ”dødsriget”, graven, at han var blevet opvakt til liv, skabt på ny, den samme person som før, men nu som en ånd, med liv i sig selv. Og nu forklarer den samme Jesus som omtales i ApG 2:36, i den åbenbaring, som han senere hen gav til menigheden:

”Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget (hades, graven).”  (Åb 1:18)

Vi ser, at Jahvehs plan vil blive opnået ved kraften af den opstandne Jesus, som nu har nøglerne til døden og dødsriget og til fastsat tid vil befri alle dødens fanger.

”Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget (hades, graven) sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget (hades, graven) blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen.” (Åb 20:13-14)

”Helvede” i Det Nye Testamente 

Efter at vi nu har undersøgt betydningen af ordene ”sheol” og ”hades”, som i den danske bibel er oversat med ”dødsriget”, vil vi nu betragte de steder i Bibelen, hvor ordet ”helvede” forekommer. 

Ordet ”Gehenna” gengivet med ”Helvede” 

Det græske ord Gehenna forekommer i alt tolv gange i Det Ny Testamente – Matt 5:22, 29, 30; 10:28; 18:9; 23:15, 33. Mark 9:43, 45, 47. Luk 12:5. Jakob 3:6. Ordet Gehenna er i vor bibel gengivet med ”Helvede”. Gehenna er den græske form for det hebraiske ord ”Gehinnom”, som oversættes med ”Hinnoms dal”. Denne dal lå uden for Jerusalem, og den tjente som opbrændingssted for al slags affald fra byen. På denne losseplads blev der vedligeholdt en stadig ild for at fortære alt, som blev nedkastet der; og for at tilintetgørelsen skulle blive fuldstændig, benyttedes svovl som brændsel. Ligene af forbrydere, der blev anset for uværdige til en ærefuld begravelse med håb om en opstandelse, blev også kastet derned. Men det skal bemærkes, at det ikke var tilladt at kaste noget levende i Gehenna. Det var jøderne forbudt at pine nogen som helst skabning! 

Når vi tænker på, at Gud ved Israels folk gav os mange lærdomme, som belyser hans handlemåde og planer, nærværende og fremtidige, så har vi også god grund til at formode, at ”Hinnoms dal” eller ”Gehenna”, var en illustration af noget tilkommende.  

Gehenna er i Skriften et billede på ”den anden død” – ildsøen. De urene og afskyelige mennesker, som er uværdige til at leve, og som derfor ikke får lov til at leve, fremstilledes ved affaldet og de urene, livløse legemer, som blev kastet i Gehenna uden for byen og opbrændt i den bestandigt vedligeholdte ild. Derfor hedder det i Åbenbaringens bog, ”at hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.” (Åb 20:15) Ilden betegner her ødelæggelse, tilintetgørelse - billede er netop hentet fra det samme Gehenna eller Hinnoms dal. Ildsøen er et symbol på endelig og evig ødelæggelse - evig tilintetgørelse. Der står i Åb 20:14, at både døden og dødsriget skal kastes i Ildsøen. Det er således indlysende, at ”Ildsøen” er symbolsk, for døden og dødsriget kan ikke bogstaveligt opbrændes, men kan fjernes eller tilintetgøres. Som Skriften siger: ”Døden skal ikke være mere.” Og ”Som den sidste fjende tilintetgøres døden.” (Åb 21:4. 1 Kor 15:26) 

Gehenna var altså et billede på den anden død - den endelige og fuldstændige tilintetgørelse, fra hvilken der ikke gives nogen opstandelse eller genoprettelse; for da ”findes der ikke længere noget offer for synder” men kun ”en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne.” (Hebr 10:26-27)  

Husk, at Israel - for at det skulle være et forbillede på hele menneskeslægten og Guds handlemåde med den i fremtiden - blev behandlet på en forbilledlig måde, som om genløsningen var sket, allerede før de forlod Egypten, skønt kun et forbilledligt ”Lam” var blevet slagtet for hvert hus. Da David erobrede Jerusalem og gjorde byen til Israels hovedstad, og hans søn Salomo byggede templet - forbillede på det himmelske og Guds kongerige, som vil blive oprettet af Kristus, når han vender tilbage til jorden - var Israels folk forbillede på menneskeverdenen i løbet af de tusinde år. Deres præster var forbillede på det kongelige præsteskab, deres levitter var forbillede på den store folkeskare, og deres lov, som krævede absolut lydighed, fremstillede den nye pagts lov og betingelser, som skal træde i virksomhed for at velsigne alle de lydige og fordømme alle andre, som, efter at de har fået kundskab om sandheden og fuld lejlighed til at omvende sig, ikke af hjertet vil indordne sig under den store konges retfærdige styrelse og love. 

Når vi altså ser, at Israels betingelser under lovpagten var forbillede på hele verdens betingelser i den kommende tidsalder, hvor selvfølgeligt er det så ikke, at vi betragter dalen med lossepladsen, Gehenna, som et billede på den anden død - den fuldstændige tilintetgørelse i den kommende tidsalder af alle, som viser sig at være uværdige til livet. Og hvor træffende er ikke også dette symbol: ”Ildsøen, der brænder med svovl” (Åb 19:20), taget fra samme Gehenna, hvor ilden vedligeholdtes med svovl. Udtrykket: ”der brænder med svovl”, forstærker symbolet ”ild” for at udtrykke den fuldstændige og uigenkaldelige tilintetgørelse, som den anden død betyder.

Skyldig til Helvedes ild

”I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes (Gehennas) ild.” (Matt 5:21-22)

For at kunne forstå disse ord om ”domstolen”, ”Rådet” og ”Helvedes (gehennas) ild” bør man have lidt kendskab til jødernes retsvæsen. ”Domstolen” var en lavere domstol, som udgjordes af syv mænd (ifølge historieskriveren Josefus) og havde bemyndigelse til at dømme visse slags forbrydere. ”Rådet” eller Sanhedrinet var sammensat af 71 mænd med anerkendt lærdom og dygtighed. Dette råd udgjorde jødernes højesteret eller domstol, som skulle dømme de værste forbrydelser. Den strengeste dom var dødsdommen; men visse meget afskyelige forbrydelser pådrog forbryderen forsmædelse også efter døden, idet hans lig ikke blev begravet på normal vis, men sammen med hundekadavere, affald osv. blev kastet i Gehenna for at blive tilintetgjort. Denne opbrænding i Gehenna havde til formål at gøre forbrydelserne og forbryderne afskyelige i folkets øjne og betød, at den, som blev behandlet således, var uden håb. Vi skal huske på, at Israel håbede på en opstandelse fra graven, og derfor viste de stor omsorg for deres dødes legemer. Da de ikke havde fuld forståelse af Guds almagt, tænkte de tydeligvis, at det var nødvendigt for dem at hjælpe Gud i den henseende. Følgelig betød denne ødelæggelse af legemet i Gehenna efter døden for dem tilintetgørelsen af alt håb om et fremtidigt liv ved en opstandelse. Således var dette et forbillede på den anden død, ligesom folket var en illustration på folkeslagene i den kommende tingenes orden. 

Læg mærke til, at Jesus i de ovenfor anførte ord påpegede for jøderne, at de - skønt deres anvendelse af loven var streng - alligevel ikke havde fattet hele dens betydning og dybere mening, således som den vil blive anvendt af den store dommer i de tusind år. Jesus vidste, at budet i deres lov: ”Du må ikke begå drab”, var langt mere omfattende, end de tænkte; at ondskabsfuld vrede og hån ”skal” blive betragtet som forbrydelse mod Guds lov under den nye pagt, og at sådanne, som under den nye tidsalders gunstige forhold ikke forandrer sig så grundigt, at de fuldkomment opfylder Guds lov, vil blive betragtet som skyldige til den anden død, på hvilken jødernes Gehenna var et forbillede. Dog vil denne lov i al sin strenge nøjagtighed kun blive gennemført i det forhold, som den tidsalders opdragelse, bistand og forrettigheder bliver ringeagtet. Samme tanke er fremholdt i Matt 5:27-30: 

”I har hørt”, osv., ”Men jeg siger jer... du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede (Gehenna).”

Her vises igen forskellen mellem Guds lovs virksomhed under den nye pagt og dens virksomhed under den gamle pagt, og Jesus tilskynder til selvbeherskelse ved den udtalelse, at det er langt bedre for mennesker at afstå fra tilfredsstillelse af fordærveligt begær, end i den anden død miste det fremtidige liv, der ved forsoningen er beredt for alle, som vil vende om til Gud, til fuldkommenhed og hellighed. 

Disse Jesu ord viser os ikke alene fuldkommenheden i Guds lov (Rom 7:12), og hvor fuldkomment den vil blive fortolket og anvendt i de tusind år, men de tjente også som en lektie for jøderne, som tidligere ved Moses’ lovbud kun så den grove overflade af Guds lov. Da de tidligere fandt det vanskeligt i deres faldne tilstand at opfylde loven fuldstændigt selv i dens ydre betydning, må de nu have indset det umulige i at opfylde denne lov i dens indre, finere betydning, som blev åbenbaret af Jesus. Havde de fuldt forstået og modtaget hans undervisning, ville de have udråbt: ”Ak! dersom Gud dømmer os på den måde, efter selve vore tanker og hensigter, da er vi alle urene, alle fortabte, og kan ikke håbe på noget andet end at blive fordømt til Gehenna - til fuldstændig ødelæggelse, ligesom de umælende dyr.” Jøderne ville have udråbt: ”Vis os et større præstedømme end Arons, en ypperstepræst og lærer, som kan opfatte Guds lov fuldkomment, og som fuldt ud kan forstå vor faldne tilstand og vore nedarvede svagheder, og lad ham ofre ’bedre ofre’ for os og anvende den større syndernes forladelse på os, som vi behøver; og lad ham som en stor læge helbrede og genoprette os, så vi af hjertet måtte kunne adlyde Guds fuldkomne lov.” Da ville de have fundet Kristus Jesus. 

Men denne lærdom formåede jøderne ikke at tilegne sig, for deres øjne var lukket til, og med ørene hørte de tungt (Matt 13:14-15). Følgelig vidste de ikke, at Gud allerede havde tilvejebragt den præst, det offer, den lærer og læge, som de trængte til, og som i rette tid genløste dem, der var under den forbilledlige lov, såvel som alle andre, der ikke var under den. Jesu undervisning ved denne lejlighed var ikke alene for at vise hvilken lov, der vil blive gjort gældende under den nye pagt, og ikke alene en lærdom for jøderne, men den er også til gavn for den kristne menighed. I samme grad som vi lærer Guds lovs nøjagtighed at kende, og hvad den fuldkommenhed er, som den kræver, ser vi tillige, at vor genløser var fuldkommen, og at vi, fuldstændigt ude af stand til at tilvende os Guds yndest ved at holde denne lov, kun kan vinde adgang til Faderen ved genløserens fortjeneste. Vi indser, at der kun er frelse i troen på Jesu Kristi genløsningsoffer, og at vi skal bestræbe os for kun at gøre det, der behager Gud, hvilket også indbefatter, at vi efter bedste evne afholder os fra synd. Dog afhænger vor velbehagelighed hos Gud ikke af vor egen fuldkommenhed, men af Kristi fuldkommenhed, så længe vi forbliver i troen på ham. Vi har den store forret at kunne se klart ind i Guds fuldkomne lov, skønt vi ikke er afhængige af at kunne holde den fuldkomment. Vi stræber efter at gøre Guds vilje, så langt vore evner rækker, og jo bedre vi kender hans fuldkomne lov, desto bedre kan vi beherske os selv og leve efter denne lov. Disse ord af Jesus indeholder altså en værdifuld lærdom, også for os. 

Det punkt, som vi her særlig bør lægge mærke til, er, at det Gehenna, som jøderne kendte til, og som Jesus talte til dem om, ikke var en bogstavelig ildsø, som skulle blive holdt brændende i alle evigheder, og i hvilken alle sådanne skulle blive kastet, som blev vred på en broder og kaldte ham ”Tåbe”. Nej, jøderne fik ingen sådan overdreven tanke af det, som Jesus sagde til dem. Læren om evig pine var fuldstændig fremmed for dem. Den havde intet rum i deres teologi. Denne lære er en forholdsvis ny opfindelse, der, som vi har set, er kommet til os fra den katolske kirke. Sandheden er, at Gehenna symboliserer den anden død - fuldstændig, evig tilintetgørelse. Dette er klart vist ved, at liv fremholdes som dets modsætning. ”Du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end at blive kastet i Gehenna.” Sagt på en anden måde: Det er bedre, at du nægter dig selv syndige nydelser, end at du skulle fortabe alt fremtidigt liv og gå fortabt i den anden død.

Gud kan ødelægge både sjæl (livet) og legeme i Gehenna

”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen (livet) ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl (livet) og legeme gå fortabt i Helvede (Gehenna).” (Matt 10:28. Luk 12:4-5)

Her fortæller Jesus sine efterfølgere, hvilken grund de havde til at være frimodige og tapre selv under de værste prøvelser. De måtte forvente forfølgelse, og at al slags ondt ville blive talt imod dem på grund af ham og det gode budskab, som han havde udsendt dem til at forkynde; ja, den tid ville komme, da enhver, som slog dem ihjel, ville tro, at han gjorde Gud en tjeneste. Deres trøst eller belønning for dette skulle de trofaste have i vente, ikke i dette liv, men i det tilkommende. De blev af Jesus forsikret om, at han var kommet for at give sit liv til genløsning for alle, og at derfor alle, som er i gravene, på den bestemte tid skal høre Jesu røst og komme frem, enten til belønning, eller til prøve eller dom, hvilket sidste må blive tilfældet med det store flertal, for de fleste tilegner sig ikke i det første liv den kundskab, som er nødvendig for en gunstig prøve. 

Under de nuværende forhold kan mennesker slå vort legeme ihjel, men intet af, hvad de er i stand til at gøre mod os, kan ramme vor fremtidige tilværelse, som Gud har lovet os. Gud alene har magt til at ødelægge os fuldstændigt, tilintetgøre både sjæl og legeme. Derfor er det ham alene, vi skal frygte. Menneskers modstand bør vi ikke frygte, selv om det gælder vort liv, dersom vi ved at lide og udholde den kan vinde Guds anerkendelse. Jesu bud er altså: Frygt ikke for dem, som kun kan forkorte det nuværende døende liv i vore stakkels, døende legemer. Sørg ikke så meget for dette liv, som for det fremtidige liv, der er beredt for jer af Gud, og som, hvis I engang opnår det, vil blive jeres lod for evigt. Frygt ikke for trusler, vrede blikke og grumme gerninger fra menneskers side, for deres magt strækker sig ikke længere end til den nuværende eksistens. De kan gøre skade på og slå jeres legemer ihjel, men mere kan de ikke. Hav hellere ærefrygt for ham, som har magt til at kaste i Gehenna, den anden død, at ødelægge (tilintetgøre) både det nuværende, døende liv og alt håb om en fremtidig tilværelse. 

Her er det på en afgørende måde vist, at Gehenna, når det betragtes som et billede, betegner den anden død, den fuldstændige tilintetgørelse, som må følge for alle, der viser sig at være uværdige til Guds gave og vægrer sig ved at modtage den, idet de ikke adlyder Guds retfærdige styrelse. For teksten siger ikke, at Gud skal bevare sjæl eller legeme til evig pine i Gehenna, men at han dér kan og vil lade dem begge ”gå fortabt”. Vi er herved underrettet om, at enhver, som bliver dømt til den anden død, vil blive tilintetgjort for evigt, uden håb om opstandelse – dette vil være en symbolsk evig pine. 

Hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes

”Og hvis din hånd bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå lemlæstet ind til livet end med begge hænder i behold at komme i Helvede (Gehenna), til den uudslukkelige ild, hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. Og hvis din fod bringer dig til fald, så hug den af; du er bedre tjent med at gå halt ind til livet end med begge fødder i behold at kastes i Helvede (Gehenna), hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud; du er bedre tjent med at gå ind i Guds rige med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvede (Gehenna), hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes.” (Matt 18:8-9. Mark 9:43-48)

Efter at have læst ovenstående skriftsted, må man være enig med profeten i, at Jesus talte med ”billedtale” og ”lignelser” (Sl 78:2 - se også Matt 13:34-35). Ingen forestiller sig et øjeblik, at Jesus rådede mennesker til bogstavelig at ødelægge deres legemer ved at afhugge deres lemmer eller udrive deres øjne. Jøderne, som Jesus talte dette til, vidste intet om et evigt pinested. De vidste, at ”Gehenna” var navnet på dalen uden for deres by, og at denne dal ikke var noget pinested og heller ikke et sted, hvor man henkastede noget levende, men at alt, som blev kastet deri, blev opbrændt, fuldstændigt ødelagt. De forstod, at Jesu udtalelse angående lemmer og øjne var billedsprog, og de vidste også, at Gehenna blev brugt i samme billedlige betydning for at betegne fuldstændig ødelæggelse, tilintetgørelse. 

Hvad Jesus mente var simpelthen dette: Det tilkommende liv som Gud har beredt for det genløste menneske, er af så uendelig stor værdi, at det vil lønne sig rigelig om du ofrer noget for at vinde dette liv. Uden tvivl fik Jesu tilhørere også det indtryk, at han mente, at det vil lønne sig rigelig for dem at nægte sig selv mange af denne verdens fornøjelser og nydelser, i stedet for at tilfredsstille begæringerne og derved forspilde deres mulighed for at opnå evigt liv og i stedet blive tilintetgjort i Gehenna, den anden død - ildsøen (Åb 21:8). 

Men hvad mente Jesus med ”maddiker”, der ikke dør, og ild, som ikke slukkes? 

I det bogstavelige Gehenna, som ligger til grund for Jesu lignelse og illustration, faldt legemerne af døde mennesker, dyr osv. nogle gange på klippeafsatser og ikke i ilden, som brændte nedenfor. Hvis et sådant lig ikke landede direkte i ilden men på en skrænt eller på en afsats, ville det blive fortæret af maddiker, som ynglede der, lige så sikkert og fuldstændig, som ilden fortærede de øvrige, der faldt til dalens bund. Det var ikke tilladt for nogen at røre ved noget, som var kastet ned i denne dal, derfor kunne maddiker og ilden tilsammen fuldbyrde deres tilintetgørelsesværk. Ilden blev ikke slukket, og maddikerne døde ikke ud. Dette behøver ikke at betyde, at ilden aldrig skulle få ende, og at maddikerne var udødelige. Tanken er, at maddikerne ikke døde ud, efterladende kadaveret der, men at de fuldbyrdede deres ødelæggelsesværk. På samme måde med ilden: den blev ikke slukket, men brændte uafladelig indtil alt var fortæret. På samme måde: dersom et hus begyndte at brænde og ilden ikke kunne beherskes eller slukkes, men vedblev at brænde indtil hele huset var nedbrændt, ville det med rette kunne kaldes en ”ild, der ikke kunne slukkes”. 

Jesus ønskede at indskærpe, hvor fuldstændig og uigenkaldelig den anden død er. Alle, som dør den anden død, bliver fuldstændigt og for evigt tilintetgjort. Jesus har givet sig selv som genløsningsoffer én gang for alle, og vil ikke gøre det igen, for Jesus dør ikke mere (Rom 6:9), derfor vil ”de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne”, der ikke omvender sig, få deres lod i ildsøen, den anden død (Åb 21:8).  

Ikke alene i Markus 9:42-50 er den anden død træffende belyst ved Gehenna, men det er tydeligt, at Jesus også benyttede det samme billede for at fremstille samme sag i Åbenbaringens symboler, skønt han ikke der kalder det Gehenna, men ildsøen. 

Samme dal blev engang tidligere benyttet som grundlag for en udtalelse af profeten Esajas (Es 66:24). Selvom han ikke giver den noget navn, beskriver han den dog; og enhver bør lægge mærke til, at han ikke, som nogle med en falsk forestilling kunne have ventet, taler om millioner af levende sjæle i ildflammer og pine, men om ”ligene” (de døde kroppe) af de mennesker, som brød med Gud, dem der var troløse imod Gud, og som på denne måde fremstilles som for altid udryddet i den anden død. Læg også mærke til, at de to foregående vers (Es 66:22-23) viser, på hvilken tid denne profeti vil blive opfyldt, og det stemmer fuldstændig overens med Åbenbaringens symboler. Det vil blive under den nye husholdning, i de tusind år - i den kommende verden, som kaldes ”nye himle og en ny jord”. Da vil alle retfærdige komme til at indse, hvor retfærdigt og vist det er at tilintetgøre alle uforbederlige og forsætlige fjender af retfærdigheden - som der står skrevet: ”De skal være til afsky for alle mennesker.”

Skriftkloge og farisæere, hvordan vil I undgå at blive dømt til Gehenna?

”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv... Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede (Gehenna)?” (Matt 23:15, 33)

Disse ord udtalte Jesus ikke til hedningerne, som ikke havde noget kendskab til Sandheden, heller ikke til de lavest stående og mest uvidende af den jødiske nation, men til de skriftkloge og farisæerne, som udvortes var de mest religiøse og var folkets ledere og lærere.  

Disse mænd var hykleriske; de var ikke oprigtige mod deres overbevisning om Sandheden. Mere end rigelige vidnesbyrd om Sandheden var blevet dem givet, men de vægrede sig ved at modtage disse vidnesbyrd og bestræbte sig for at modarbejde deres indflydelse og afskrække folket fra at antage dem. Og idet de således modstod lysets og Sandhedens hellige ånd, forhærdede de deres hjerter mod det værk, ved hvilket Gud agtede at velsigne dem. De modstod følgelig i ondskab hans nåde, og en sådan vej må til sidst, dersom man vedbliver at følge den, ende med fordømmelse til den anden død, Gehenna. Ethvert skridt i retning af forsætlig blindhed og modstand mod Sandheden gør en tilbagevenden vanskeligere og gør synderen mere og mere til den slags karakter, som Gud afskyr, og som den anden død har til formål at tilintetgøre. De skriftkloge og farisæerne udviklede sig hurtig i denne retning; og dette var grunden til Jesu advarende spørgsmål: ”Hvordan vil I undgå” osv. Betydningen er denne: Uagtet I roser jer af jeres fromhed, vil I visselig blive udryddet i Gehenna, hvis I ikke forbedrer jer. 

Sat i brand af Gehenna

”Også tungen er en ild. Som selve den uretfærdige verden sidder tungen blandt vore lemmer; den smitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede (Gehenna).” (Jakob 3:6)

I stærke, symbolske ord, taler apostelen her om den store og fordærvelige indflydelse, som en ond tunge har - en tunge, der er sat billedligt i brand af det billedlige Gehenna. At en tunge sættes i brand af Gehenna betyder, at den sættes i bevægelse af en ondskabsfuld og fordrejet natur - egensindig, egenkærlig, hadefuld, ondsindet - den slags karakter som trods kundskab og lejlighed, vil blive dømt til at udryddes, med mindre den bliver behersket og forandret. Et menneske med et sådant sind kan ved sin tunge optænde en farlig ild, en fordærvelig uro, der, hvor som helst den finder berøringspunkter, vil frembringe onde virkninger og skade hele ”tilværelsens hjul”. Nogle få ondskabsfulde ord vækker ofte alle onde lidenskaber hos den talende selv, fremkalder en lignende sindsstemning hos andre, som hører det, og virker så tilbage på den første. Og en fortsat vandring på denne onde vej ødelægger til sidst hele mennesket og pådrager det den dom, at det ikke er værdigt til at leve.

Den rige mand og Lazarus 

I Lukas 16:19-31 fortæller Jesus en lignelse om den rige mand og Lazarus. Den store vanskelighed for mange, som læser denne lignelse, er den, at skønt de betragter den som en lignelse, drager de alligevel den slutning fra den, at den sikkert skal forstås bogstaveligt. At betragte den som en bogstavelig fortælling ville lede til flere urimeligheder, som f.eks. at den rige mand kom til ”dødsriget” (Hades) og led pine, fordi han havde nydt mange jordiske fordele og ikke gav andet end smuler til Lazarus. Ikke ét ord er sagt om, at han var ugudelig. Og ikke ét ord er sagt om, at Lazarus var et oprigtigt Guds barn, fuld af tro på Gud, eller at han var god, men han blev velsignet og salig simpelthen, fordi han var fattig og syg. Hvis dette skal fortolkes bogstaveligt, så er den eneste logiske slutning, som kan drages heraf, at medmindre vi er fattige tiggere, fulde af sår, kan vi aldrig komme ind i lyksaligheden efter dette liv; og dersom vi nu skulle være fint klædte og have mere end nok at spise hver dag, så har vi pine at vente i det kommende liv.  

Endvidere: Det attråværdige sted, hvor man finder Guds gunst, er ”Abrahams skød”. Dersom nu hele denne udtalelse skal forstås bogstaveligt, må også skødet være bogstaveligt, og ville da sikkert ikke rumme mange af jordens millioner af fattige og syge. Eller overvej følgende: Er det fornuftigt eller bibelsk at tro, at en mand skal lide pine, blot fordi han er rig, er velklædt og har rigeligt at spise? Er det bibelsk at tro, at en mand bliver velsignet med evigt liv, blot fordi han er tigger? Overvej også dette: Er helvede bogstaveligt så nær ved Guds rige, at en, der er det ene sted, kan tale med en, der er det andet sted? Og hvis den rige mand bogstaveligt befandt sig i brændende ild, hvordan kunne Abraham da sende Lazarus til ham for at læske hans tunge med blot én dråbe vand på spidsen af sin finger?  

Men hvorfor betragte urimeligheder? I en lignelse siger man naturligvis aldrig det, som man virkelig mener. Det ved vi af de forklaringer, som Jesus selv gav på sine lignelser. Når han sagde ”hvede”, mente han ikke hvede, men han mente ”Rigets børn”; med ”ukrudtet” mente han ”den ondes børn”; med ”høstfolk” mente han ”engle” osv. (Matt 13) 

Hvad ville Jesus da illustrere med lignelsen om den rige mand og Lazarus? Jeg vil i al beskedenhed fremsætte mine tanker om en lignelse som denne, som Jesus ikke selv har givet nogen fortolkning på. Som jeg forstår det, symboliserer den rige mand den jødiske nation og dens religiøse ledere, som forkastede Jesus og senere slog ham ihjel. Lazarus er et billede på det jævne folk og hedningerne, som tog imod Guds søn. Bibelen viser, at døden undertiden bruges som et symbol, idet den skildrer en stor forandring i et menneskes liv eller handlemåde. (Se Rom 6:2, 11-13; 7:4-6.) En død, eller en forandring fra tidligere tilstande, indtraf, da Jesus gav Lazarus-skaren åndelig mad, og da denne skare således opnåede den større Abrahams, Guds, gunst. Samtidig ”døde” den jødiske nation og de falske religiøse ledere med hensyn til at have Guds gunst. De blev forkastet og pintes, da Kristi disciple afslørede deres onde gerninger. (ApG 7:51-57) Denne lignelse lærer derfor ikke, at nogle mennesker efter døden pines i en bogstavelig ild.

Evig straf, men ikke evig pine 

I Matt 25:31-46 læser vi lignelsen om fårene og bukkene. Om disse står der:

”De (bukkene) skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.”

Mens skriften, sådan som jeg har vist, ikke indeholder den bespottelige lære om evig pine, så fremholder den dog på det allerkraftigste evig straf for de ugudelige. Da det altså er afgjort, at straffen er uden ende, står der kun et punkt tilbage at betragte, nemlig straffens art eller natur. Hvad siger Gud i Bibelen angående straffen for syndere, som foragter og forkaster alle hans herlige nådesanordninger? Siger Gud virkelig noget sted, at syndere skal leve og pines for evigt? Jeg kan ikke i Bibelen finde ét eneste sted, hvor liv i nogen som helst grad er lovet de mennesker, som går fortabt! Men mens jeg ikke i hele Bibelen kan finde ét eneste vers, som taler om syndernes evige tilværelse i en bogstavelig pine eller i nogen anden tilstand, finder jeg mangfoldige skriftsteder som siger det modsatte. Af disse anfører jeg nogle få som eksempler: 

”For syndens løn er død.” (Rom 6:23)                                                                       ”Den sjæl, der synder, den skal dø.” (Ez 18:4. d.aut.1931)                                            ”alle de ugudelige udrydder han.” (Sl 145:20)                                                              ”de uretfærdige går til grunde.” (Sl 37:20)                                                               ”Kun et øjeblik, så er det ude med den uretfærdige.” (Sl 37:10)                                     ”thi forbryderne bliver udryddet.” (Sl 37:9)                                                                ”de uretfærdige udryddes.” (Sl 37:34)                                                                      ”alle syndere tilintetgøres, uretfærdige har ingen fremtid.” (Sl 37:38)                             ”de uretfærdige skal udryddes af landet, de troløse rives bort derfra.” (Ordsp 2:22)       ”med læbernes ånde dræber han den uretfærdige.” (Es 11:4)

Ved disse og mange andre skriftsteder viser Gud os således tydeligt, af hvilken art de ugudeliges straf vil blive. De skal ikke pines i en bogstavelig ild, og de skal heller ikke leve som åndevæsener eller som mennesker, men de skal forsvinde - tilintetgøres, udryddes af tilværelsen for evigt.

Søen, der brænder med ild og svovl, det er den anden død 

Angående Åb 19:20, 20:10,14-15; 21:8. 

”Ildsøen, der brænder med svovl”, omtales flere gange i Åbenbaringens bog, der af alle kristne anses for at indeholde mange symboler. Imidlertid tænker de på og taler om dette specielle symbol, ildsøen, som om det var en bogstaveligt ment fremstilling, der kraftig støtter læren om evig pine, uagtet symbolet udtrykkeligt forklares at betyde den anden død: ”Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død.” (Åb.20:14). Undertiden kaldes den ”Ildsøen, der brænder med svovl” (Åb 19:20). Svovl er nævnt for at forstærke ødelæggelsesbegrebet, for brændende svovl er et af de mest dræbende elementer, man kender til.  

At denne ildsø er symbolsk, vises tydeligt derved, at det symbolske ”dyr” og den symbolske ”falske profet” og døden og dødsriget (Hades) bliver tilintetgjort i den (Åb 19:20; 20:10,14-15). Denne død eller tilintetgørelse benævnes den anden død i modsætning til den første død, den adamitiske. Fra den første død er en opstandelse blevet sikret. Ifølge Jesu ord skal alle, som er i gravene komme frem (Joh 5:28), og Åb 20:13-14 erklærer: ”Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget (Hades) sine døde.”  

Den adamitiske død, som har hjemsøgt hele menneskeheden på grund af Adams synd, skal for evigt blive opslugt. Den skal ophøre i den anden død, i hvilken den vil blive kastet af den store genløser, Jesus Kristus, som købte hele verden ved at opofre sig selv. Således siger Gud ved profeten Hoseas:

”Af dødsrigets (sheols) hånd vil jeg forløse dem, fra døden vil jeg genløse dem. Død! Hvor er din pest? Dødsrige (sheol) hvor er din ødelæggelse?” (Hos 13:14, citeret fra grundteksten)

Den første død skal ikke længere have magt over menneskene, således som den har haft de sidste 6000 år; aldrig mere skal nogen dø for Adams synd. Når Guds rige regerer her på jorden, skal de uretfærdige mennesker dø den anden død, men det vil være for deres egne forsætlige synder, som vi læser i Jeremias bog:

”I de dage skal man ikke mere sige: Fædrene spiste sure druer, og sønnerne får stumpe tænder. Nej, enhver skal dø for sin egen synd; ethvert menneske, der spiser sure druer, får selv stumpe tænder.” (Jer 31:29-30)

”Tartaroo” gengivet med ”afgrunden” 

Det græske ord ”Tartaroo” forekommer kun én gang i Det Nye Testamente, og er i vor bibel gengivet med ”afgrunden”. Det findes i 2 Pet 2:4, som lyder:

”Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden (Tartaroo), hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen.”

Ordet ”Tartaroo”, som Peter benytter, ligner meget ”Tartarus”, et ord, der i den græske mytologi er benyttet for at betegne en mørk afgrund eller et mørkt fængsel. Tartaroo er det samme sted som Abussos (afgrunden), hvilket ikke er det samme sted som Hades og Gehenna. Tartaroo og Abussos er et fængsel for engle og dæmoner. De engle, som Peter skriver om, er ikke døde, og heller ikke tilintetgjort, men de er kastet ned i afgrunden, hvor de holdes i lænker indtil dommen. Der er således ikke tale om mennesker, men om nogle af Satans faldne engle, som i Noas dage gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem. (1 Pet 3:19-20. 1 Mos 6:1-2, 4)

Afskyeligt i Guds øjne 

På et tidspunkt lod israelitterne deres børn gå igennem ilden, idet de blev ofret til den falske gud Molok, et andet navn for guden Ba’al. Læg mærke til hvad Gud sagde om denne skik:

”De byggede offerhøjene for Ba'al i Hinnoms søns dal for at ofre deres sønner og døtre til Molok. Jeg har aldrig befalet eller haft i tankerne, at de skulle gøre noget så afskyeligt og forlede Juda til synd.” (Jer 32:35)

Nej, sådan noget har Gud aldrig haft i tankerne. Hvorledes kan man da beskylde ham for at handle endnu skændigere, at pine mennesker i Helvedes ild i al evighed?

Afsluttende kommentar 

Vi har nu undersøgt Bibelens brug af ordene ”Dødsriget”, ”Helvede” og ”Afgrunden”. Takket være Gud finder vi ikke noget sådant evigt pinested som det, trosbekendelser, salme- og sangbøger og mange præster og prædikanter urigtigt forkynder. Dog har vi fundet et ”Dødsrige”, nemlig Sheol eller Hades, til hvilket hele menneskeslægten blev dømt på grund af Adams synd, og fra hvilket alle er blevet genløst ved Jesu Kristi offerdød. Vi finde et ”Helvede”, Gehenna, den anden død = tilintetgørelse - fremstillet i Bibelen som den endelige straf for alle, der, efter at de er blevet genløst og har fået fuld kundskab om Sandheden, alligevel vælger døden ved at fremture i synd og modstand mod Gud og retfærdigheden. Og vi finder en ”Afgrund”, Tartaroo, som er et engle-fængsel, og hvor englene, der syndede i Noas dage, bliver holdt i forvaring. Og til alt dette siger vore hjerter: Amen!

”Store og underfulde er dine gerninger, du Herre, Gud, Almægtige, retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge. Hvem må ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn? For du alene er hellig, alle folkeslag skal komme og tilbede dig, for dine retfærdige domme er blevet åbenbare.” (Åb 15:3-4)

Efter nu at have bevist, at hverken Bibelen eller fornuften yder den ringeste støtte for den lære, at en bogstavelig evig pine er syndens straf, vil jeg gøre opmærksom på den kendsgerning, at de forskellige kirkesekters trosbekendelser og teologiske afhandlinger, er helvedeslærens eneste støtter. Kirkesekternes helvedeslære kommer ikke fra Bibelen - det er ”dæmoners lærdomme” (1 Tim 4:1) og en frygtelig gudsbespottelse, der opkom i ”den mørke middelalder”, da det listige katolske præsteskab lærte, at det er ret at gøre ondt, for at godt kan komme deraf. Denne lære indførtes af den katolske kirke for at skræmme hedningerne til at slutte sig til dens system og understøtte dens præsteskab. 

Hensigten med denne artikel vil være opfyldt, dersom den har ledet læseren til at indse, at læren om en bogstavelig, ”evig pine” ikke findes i Bibelen. Og hvis læserens syn på Guds karakter og styrelse er blevet udvidet, vil han eller hun sikkert ønske at vide mere. Jeg råder derfor enhver interesseret til at studere alle artikler på SandhedenOmSandheden.dk