Spørgsmål: 

Jeg har læst jeres artikel om Gudssønnerne og Nephilim, hvor I skriver at gudssønnerne i 1 Mosebog, kapitel 6, var engle. Professor, teol.dr. Peter V. Legarth skriver på JesusNet.dk, at gudssønnerne ikke var engle, men at de var mennesker, som var konger og fyrster.  

Jeg vil gerne bede jer om at læse Peter Legarths argumenter for, at gudssønnerne er mennesker, og herefter give mig et svar.

Peters argumenter kan læses her http://jesusnet.dk/index.php?special_id=21&svar_id=182

På forhånd tak for hjælpen.

Svar: 

Peter Legarths bevisførelse for, at gudssønnerne i 1 Mos 6 er mennesker, er ikke i overens-stemmelse med Skriften. 

1) Vi læser i Skriften: 

”Da menneskene (hebraisk: adam) begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre (hebraisk: banot), så gudssønnerne (hebraisk: bene elohim), at menneskedøtrene (hebraisk: banot adam) var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til... Dengang gudssønnerne (bene elohim) gik ind til menneskedøtrene (banot adam) og fik børn med dem – men også siden hen – var der kæmper (hebraisk: nephilim) på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.” (1 Mos 6:1-2, 4) 

Den hebraiske grundtekst viser os fire grupper væsener. 1) adam 2) banot adam 3) bene elohim og 4) Nephilim. 

Adam = mennesker (mænd og kvinder), eller personen Adam.                                            

Banot adam = Adams døtre (alle kvinder).                                                                             

Bene elohim = Gudssønnerne.                                                                                           

Nephilim = Kæmper, Gudssønnernes børn, som de fik med Adams døtre. 

Adams sønner bliver aldrig kaldt bene elohim i Skriften, men bene adam – se f.eks. Sl 4:2; 31:19; 33:13; 57:4; 58:1; 145:12. Præd 2:3, 8; 3:10, 18, 19; 8:11; 9:3.

Selve grundteksten fortæller os derfor, at det ikke var bene Adam (Adams sønner), som gik ind til kvinderne – det var bene elohim, og det er guddommelige væsener, som ikke er sønner af Adam, men af Gud, elohim. Ordet bene elohim er en betegnelse, som adskiller dem fra Adams slægt. Eller sagt på en anden måde – denne slægt er ikke en jordisk slægt, men en himmelsk slægt – de kommer fra den himmelske verden (den tredje himmel).

2) Når Peter Legarth påstår, at ”gudssønnerne” i 1 Mos 6 ikke er guddommelige væsener, så betyder det også, at han må gøre følgende: 

• Han må ignorere de andre steder i Bibelen, hvor ordet ”bene elohim” bliver brugt – Job 1:6; 2:1; 38:1-7. Daniel 3:25 (kaldæisk: bar elahh) og Sl 29:1; 89:7 (bene elim). I alle disse skriftsteder er der tale om engle.    

• Han må også påstå, at den ”Højestes sønner” i Sl 82, er mennesker – hvilket er svært at gøre, for vers 6-7 kalder dem elohim og siger derefter, at de skal dø ”som mennesker”. Det giver ingen mening at sige til mennesker, at de skal dø som mennesker, for alle mennesker skal jo dø. Men gudssønnerne, som er guddommelige væsener, dør ikke som mennesker, og derfor giver det mening at sige til dem, at de skal dø ”som mennesker” – og det skal nogle af dem, på grund af deres uretfærdighed (vers 2).  

• Han må også ignorere at det hebraiske ord ”nephilim” betyder kæmper – hvilket også fremgår af 4 Mos 13:32-33, hvor der står: ”... Det land, vi drog igennem og udspejdede, er et land, der vil fortære sine egne indbyggere. Alle de folk, vi så i landet, var umådeligt store. Ja, vi har set kæmper (hebraisk: nephilim) dér – Anak-sønnerne hører til kæmperne (nephilim) – så vi var som græshopper i vores egne øjne; det var vi også i deres øjne!”    

3) Peter Legarth tager også fejl, når han skriver, at tolkningen af 2 Peter 2:4-5 og Judas 1:6-7 ”rummer nogle vanskeligheder”.

Der er slet ingen vanskeligheder med disse skriftsteder, hvis man blot læser det, der står. Men lad os lige se på disse skriftsteder.

”Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen; han skånede ikke den gamle verden, men bevarede kun Noa, retfærdighedens forkynder, samt syv andre, dengang han lod syndfloden bryde løs over de ugudeliges verden.” (2 Pet 2:4-5)

Her skriver apostel Peter om de engle som syndede – hvornår gjorde de det? I Noas dage, i den gamle verden.

Hvad var det for nogle engle, som syndede i Noas dage? Det læser vi om i 1 Mos 6. Og hvad var deres synd? Det skriver Judas om:

”Og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag; og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild.” (Judas 1:6-7)

Englene (gudssønnerne) bedrev utugt med kvinderne, de søgte unaturlige forbindelser med kvinderne – dette var deres synd, og de blev styrtet i afgrunden.

4) Peter Legarth skriver også, at han ikke kan forestille sig, hvorledes kvinder kan blive gravide med engle. Men Legarth overser, at engle er hankøn, og ALTID åbenbarer sig som MÆND – intet sted i Skriften bliver engle beskrevet som kvinder eller hunkøn. Engle åbenbarer sig som mænd, og sikkert som meget smukke mænd, for alle Sodomas mænd (som bedrev utugt), havde lyst til at have samleje med de engle, som besøgte Lot. (1 Mos 19:4-6)

Markus 12:25 skulle ifølge Peter Legarth bevise, at engle ikke kan gifte sig med kvinder. Men i dette skriftsted siger Jesus ikke, at engle ikke kan gifte sig, men at engle i himlene ikke gifter sig. Ifølge Skriften var det muligt for de engle, som materialiserede sig og steg ned på jorden, at gifte sig. Nogle vil måske indvende: ”Jeg kan ikke forstille mig, at engle kan have samleje med kvinder, fordi engle er helt igennem åndelige og immaterielle.” Til imødegåelse af denne indvending vil jeg fremføre fire punkter: 

• At engle er ånder, kan ikke ændre det faktum, at Skriften klart og tydeligt siger, at Guds sønner tog menneskedøtrene til ægte (1 Mos 6:2). Det kan heller ikke benægtes, at ordet bene elohim (Gudssønnerne) kun bruges i De hebraiske Skrifter om engle, ikke om mennesker.  

• Fra Skriften ved vi, at engle er ånder (Hebr 1:14), men ingen mennesker er kvalificeret til at sige nøjagtigt, hvad englenaturen er i stand til at gøre, for ingen ved det. Vi ved, at engle er fremtrådt i menneskeskikkelse som mænd, og har taget føde til sig som mennesker. Det kan ikke udelukkes, at de også kunne have samleje med kvinder, hvis de ville.   

• Engle, selv faldne engle, kan udføre mirakler. Engle kan måske ikke skabe nye ting, men de er muligvis i stand til at sammensætte allerede bestående elementer, så de kan forme sig menneskelegemer som mænd.    

• Menneskelegemer har været besat af dæmoner, som er åndelige intelligenser i lighed med, men ikke af samme kategori, som engle.

5) Peter Legarth kan ikke forstå, ”at Gud skulle straffe menneskeheden med vandfloden, hvis det i virkeligheden var engle, der havde syndet.” Men det var ikke kun på grund af englenes synder, at Gud sendte vandfloden, men også på grund af menneskenes ondskab (1 Mos 6:5-7). Havde Gud ikke sendt vandfloden, så var ”kvindens afkom” (1 Mos 3:15) kommet i fare, og dette vil Gud aldrig tillade. Hvis det var lykkedes for Satan at forurene menneskeracen, så ville han også have forhindret Menneskesønnens komme, ”kvindens afkom”. Hvis disse uretfærdige gudssønner havde fået lov til at avle flere og flere børn, og deres afkom, Nephilim, også havde fået lov til dette, så ville de havde overtaget det totale verdensherredømme, og til sidst ville også den slægtslinie, som Jesus skulle fødes igennem, være kommet i fare - den slægtslinie hvorigennem ”kvindens afkom” skulle fødes. (1 Mos 3:15) 

6) I de skriftsteder, som Peter Legarth henviser til, der omtaler mennesker som gud / guder (2 Mos 21:6; 22:8. Sl 82:1), bliver det hebraiske ord bene elohim ikke brugt, men elohim. Disse skriftsteder kan derfor ikke buges som bevis for Peters påstand om, at bene elohim i 1 Mos 6 skulle være mennesker, som var konger og fyrster. 

7) De første kristne troede på, at gudssønnerne var engle, hvilket fremgår af 2 Pet 2:4-5 og Judas 1:6-7. Den jødiske historieskriver Josefus, samt Philo Judæus og forfatteren af Første Enoksbog havde også denne tro. At gudssønnerne var engle var så vidt også almindeligt antaget af lærde jøder i de første århundreder af den kristne æra. Og andet og tredje århundredes ”kirkefædre” som Justin Martyr, Tatian, Irenæus, Clement af Alexandria, Origenes, Lactantius og Tertullian, troede alle på, at gudssønnerne var engle. Justin Martyr blev født ca. år 100, og blev henrettet i Rom år 165. Han skriver følgende i sit andet forsvar, kapitel 5:  

”Gud. Da Han havde skabt hele verden, og skabt jordiske ting til mennesker, og tilrettelagt de himmelske elementer for frugternes vækst og årstidernes skiften, og fastsat den guddommelige lov for disse ting – betroede Han øjensynligt den til mennesket udpegede omsorg for andre mennesker og alt under himlen til engle som han satte over dem. Men englene misbrugte denne udvælgelse, og blev besat af kærlighed til kvinder og avlede børn, som er dem der kaldes dæmoner; og ikke nok med det, bagefter undertrykte de menneskene under sig selv, dels gennem magiske skrifter og dels gennem frygt og de afstraffelser, de af og til blev udsat for – og dels ved at lære dem at ofre OFRE, og røgelse, og drikofre, hvilke ting de trængte til, efter at de var blevet slaver af vellystige lidenskaber; og iblandt mænd såede de mordere, krige, utroskab, drukkenskab og al ondskab. Derfor vidste poeterne og mytologisterne heller ikke, at det var englene og disse dæmoner, der var blevet avlet af englene, som gjorde alle disse ting mod mænd, og kvinder, og byer og nationer, hvilket de berettede til Gud selv og til dem, som med sikkerhed regnedes for at være Guds afkom, og til afkommet af dem som blev kaldt hans broder, Neptune og Pluto, og til børnene igen af disse deres afkom. For lige meget hvilket navn hver af englene havde givet sig selv og sine børn – ved det navn blev de kaldt.” (Justin Martyrs andet forsvar, kapitel 5. - Hvorledes englene syndede)

At gudssønnerne var engle, blev almindeligvis accepteret blandt jøder og kristne til hen imod slutningen af det fjerde århundrede e.Kr. Julius Africanus siges at være den eneste af de før-nikæanske kirkefædre, der fremsatte det synspunkt, der senere vandt hævd, nemlig at gudssønnerne var mennesker (Sets børn), og at kvinderne, de havde omgang med, var Kains døtre. (THE EXPOSITOR’S GREEK NEW TESTAMENT, Vol. 5, 1956, side 242) 

Senere lærte også Filastrius og Augustin, at gudssønnerne var mennesker. Denne lære blev anerkendt af den katolske kirke og gjort til kirkens troslære – derfor begyndte kirken også at undertrykke Første Enoksbog, da den ikke var i overensstemmelse med de nye trosbekendelser, som den katolske kirke havde vedtaget. 

8) Til sidst skal det også bemærkes, at den ældste græske oversættelse af den hebraiske bibel, Septuagint (250-130 f.Kr.), gengiver det hebraiske bene elohim med guds engle i f.eks. Job 1:6 og 2:1. Og det var denne oversættelse, de første kristne brugte som deres hellige skrift.  

Mange kristne har problemer med at acceptere, at Bibelen lærer, at guddommelige væsener har haft samleje med kvinder; det kan simpelthen ikke passe, mener de, at Skriften virkelig lærer dette – men det gør den, og det er sandheden! Denne begivenhed fik katastrofale konsekvenser for menneskeheden, og afslutningen på det hele venter vi stadigvæk på, for afgrunden – hvor de faldne gudssønner og mange dæmoner opholder sig – vil blive åbnet i endetiden, til stor ulykke for menneskeheden.