Hvem er Jahveh?

   ”Hvem er Jahveh?” er et gammelt spørgsmål. Da det blev stillet på den måde af Farao i Egypten i det sekstende århundrede før Kristus, blev det fremført på trods og med foragt. Farao sagde:

”Hvem er Jahveh, som jeg skulle adlyde, så jeg lod israelitterne gå? Jeg kender ingen Jahveh, og jeg vil ikke lade israelitterne gå!” (2 Mos 5:2)

Denne udfordring gav anledning til følgende trøsterige ord til profeten Moses:

”Når Farao så ikke vil høre på jer, vil jeg lægge min hånd på Egypten og føre mine hærskarer, mit folk israelitterne, ud af Egypten under svære straffedomme. Egypterne skal forstå, at jeg er Jahveh, når jeg løfter min hånd imod Egypten og fører israelitterne bort fra dem.” (2 Mos 7:4-5)        

Da Egypterne blev ramt af Jahveh’s straffedomme, erkendte Faraos mirakelmagere, at Jahveh var Gud:

”Mirakelmagerne sagde til Farao: ”Det er Guds finger!” Men Farao gjorde sig hård og ville ikke høre på dem, sådan som Jahveh havde sagt.” (2 Mos 8:15)

Den nuværende verden har også gjort sig hård, ligesom Farao, men den skal også lære at forstå, ligesom de gamle egyptere, at den eneste sande og levende Gud er ham, hvis navn er Jahveh; men det vil ske på en måde, som ikke just bliver behagelig for verden. Det er derfor bedst, om vi allerede nu kommer til kundskab om, hvem Jahveh er, og hvad han er, så vi kan handle på en sådan måde, at det bliver til gavn for os. 

Da Moses trådte frem for Farao med Guds krav til ham, udtalte han navnet på den Gud, som havde sendt ham. Moses sagde ikke: Vor Herre siger sådan eller sådan. For Farao og egypterne dyrkede deres egne falske guder og anerkendte dem som Herrer. Også da Moses henvendte sig til sine landsmænd for at forklare, hvorfor han var vendt tilbage til dem i Egypten, udtalte han Guds navn for at vise, hvem det var, der havde sendt ham tilbage til Egypten. Herom læser vi:

”Gud svarede Moses: Jeg er den, jeg er! Og han sagde: Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg er har sendt mig til jer. Gud sagde videre til Moses: Sådan skal du sige til israelitterne: Jahveh, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt.” (2 Mos 3:14-15)

Vi foretrækker at skrive Jahveh med h til slut, eftersom Guds navn JHVH (med h til sidst) står således i den hebraiske grundtekst. Hebraisk skrives med konsonanter, og man skal selv tilsætte vokaler ved oplæsning. I den danske autoriserede oversættelse af 1992 skriver man Jahve uden h til sidst. 

Efter Moses og hans broder Aron første gang havde henvendt sig til Farao, hedder det i Guds ord:

”Gud talte til Moses og sagde til ham: Jeg er Jahveh! Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jahveh gav jeg mig ikke til kende for dem.” (2 Mos 6:2-3) 

Den del af Bibelen, som er skrevet før vor tidsregnings begyndelse, blev for langt den største dels vedkommende skrevet på hebraisk; en lille del af den blev skrevet på aramæisk. I disse skrifter møder vi overalt, fra den første bog til den sidste, bogstaverne i Guds navn, nemlig JHVH. Dette navn, der betegnes med de nævnte fire hebraiske konsonanter, forekommer i alt 6823 gange i de hebraiske skrifter. De hebraiske skrifter blev første gang oversat til græsk i løbet af årene 285-247 f.Kr. Men nogen tid forinden var jøderne holdt op med at udtale Guds navn af overtroisk frygt for at tage det forfængeligt. Når de læste i Skrifterne og kom til navnet, udtalte de ordet adonaj (Herre) i stedet for. Under udarbejdelsen af den nævnte oversættelse til græsk, den såkaldte Septuagint (LXX), fulgte oversætterne den hebraiske skik og oversatte den ovennævnte erstatning for Guds navn med det tilsvarende græske ord, kyrios (Herre). Det er derfor, at Jesus siger ”Herren (kyrios) er én” (Mark 12:29), i stedet for ”Jahveh (JHVH) er én”, hvilket står i 5 Mos 6:4.

De apostle og evangelister, som har skrevet de kristne græske skrifter, benyttede Septuagint-oversættelsen, og de anførte dennes græske tekst, der udelod Gud den Almægtiges egentlige navn, Jahveh, og i stedet læste Herren (kyrios). Dette er forklaringen på, at navnet ikke forekommer i de kristne græske skrifter. Hieronymus, en af de vestlige kirkefædre, fulgte samme metode, da han i årene 382 til 405 e.Kr. udarbejdede den latinske oversættelse, den såkaldte Vulgata; han brugte titlen adonaj i stedet for navnet Jahveh, hvilket alt sammen forklarer hvorfor navnet ikke forekommer i den katolske Douay-oversættelse til engelsk. I den engelske oversættelse King James, finder vi navnet gengivet med ”Jehovah” i 2 Mos 6:3, Salme 83:19, Esajas 12:2 og 26:4. Rotherhams oversættelse The Emphazised Bible gengiver navnet med ”Yahweh” på de 6823 steder, hvor det forekommer. Det samme gør den katolske oversættelse The Jerusalem Bible. Selv om ingen af disse måder at udtale navnet på er nøjagtig den samme, hvorpå Gud udtalte sit navn til Moses, hjælper det os dog til øjeblikkeligt at forstå, hvem der menes, når dette navn anvendes. Vi udtaler heller ikke navnet Jesus nøjagtigt, som det blev udtalt på hebraisk, for Jesu rigtige navn er på hebraisk, Yahshua. Den tilnærmede udtale af Guds navn, hjælper os til at se, hvem der menes. 

Som et eksempel på den forvirring, der kan opstå, når man fejlagtigt gengiver Guds navn med ”Herren”, skal vi anføre Salme 110:1-2 fra den danske oversættelse af 1992, hvor disse 2 vers lyder således:

”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder! Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion, hersk midt blandt dine fjender!”

Da Jesus kaldes ”Herren” i de kristne græske skrifter – f.eks. Ef 1:2 – så kunne man godt komme frem til den konklusion, at det er Jesus, som taler til sig selv i Sl 110:1-2. Men den katolske The Jerusalem Bible gengiver den samme Salme af kong David således:

”Yahweh sagde til min Herre, Sæt dig ved min højre hånd, og jeg vil gøre dine fjender til en skammel for dine fødder. Yahweh vil lægge alle dine fjender under dit magtfulde scepter i Zion.”

Denne oversættelse ophæver al begrebsforvirring ved at gengive navnet på den rigtige måde. Den viser derved, at den, som David kalder ”min Herre”, er Kristus, og den som taler til Kristus, er Jahveh. Den danske oversættelse fra 1931 gengav Guds navn med ordet ”HERREN”, skrevet med store bogstaver, og ordforklaringen viser at det er en oversættelse af de hebraiske bogstaver, der udtrykker Guds navn, Jahveh. Der skelnes således i 1931 oversættelsen mellem ”HERREN” (Jahveh) og ”herren” (adown). Se Salme 110:1. I den nye danske oversættelse fra 1992 har man ændret på dette; nu skriver man ”Herren”, når man gengiver Guds navn, altså kun med stort begyndelsesbogstav, ikke med store bogstaver som i den gamle oversættelse fra 1931. I den nye danske oversættelse fra 1992 har man således gjort det meget svært for læseren at kende forskel på Guds navn (Jahveh) og adonaj (Herre). 

Hvem er Jahveh?

Ved at slå de vers op, hvori Guds navn forekommer i Bibelen, finder vi svaret på spørgsmålet: Hvem er Jahveh? I Salme 83 læser vi følgende:

”Dæk deres ansigt med skam, til de søger dit navn, Jahveh. De skal for evigt beskæmmes og forfærdes, gøres til skamme og gå til grunde, til de forstår, at du alene – Jahveh er dit navn – er den Højeste over jorden.” (Sl 83:17-19)

”For du, Jahveh, er den Højeste over hele jorden, du er højt ophøjet over alle guder.” (Sl 97:9)

Da Jahveh er den Højeste, ophøjet over alle guder, er han også gudernes Gud:

”For Jahveh jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, den vældige og den frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke.” (5 Mos 10:17)

”Jahveh er stor, vor Herre er den største af alle guder.” (Sl 135:5)

I Salme 90 skriver profeten Moses:

”Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud... Vend tilbage, Jahveh! Hvor længe bliver du borte? Vis medlidenhed med dine tjenere!”         (Sl 90:1-2,13)  

Jahveh er fra evighed til evighed – dvs., at han er uden begyndelse. Profeten Esajas taler om, at Gud troner for evigt:

”For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige.” (Es 57:15)

Angående Jahveh’s væsen siger Bibelen, at Jahveh er én:

”Hør, Israel! Jahveh vor Gud, Jahveh er én.” (5 Mos 6:4)

Bibelen siger, at Jahveh er himlens og jordens skaber:

”For Jahveh er stor og højt lovprist, han er frygtindgydende for alle guder. For alle folkenes guder er intet værd, men Jahveh skabte himlen.” (Sl 96:4-5) 

”Du, Jahveh, er den eneste. Du skabte himlen, himlenes himmel med hele dens hær, jorden med alt, hvad den rummer, havene med alt, hvad de rummer. Du giver dem alle livet, og himlens hær tilbeder dig.” (Neh 9:6) 

”For se, han, som dannede bjergene og skabte vinden, og som kan fortælle et menneske, hvad det tænker, han, som gør morgenrøde til mørke, og som går hen over jordens høje, hans navn er Jahveh, Hærskarers Gud.” (Am 4:13) 

”Lovpris Jahveh i himlen, lovpris ham i det højeste! Lovpris ham, alle hans engle, lovpris ham, hele hans hær! Lovpris ham, sol og måne, lovpris ham, alle lysende stjerner! Lovpris ham, himlenes himmel og I vande oppe over himlen! De skal lovprise Jahveh’s navn, for på hans befaling blev de skabt.” (Sl 148:1-5) 

Bibelen fortæller os, at Jahveh er en barmhjertig og nådig Gud:

”Jahveh, Jahveh er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn.” (2 Mos 34:6-7)

Jahveh siger om sig selv:

”Før mig blev der ikke dannet nogen gud, efter mig vil der ingen være; jeg, kun jeg, er Jahveh, der er ingen anden frelser end mig. Det er mig, der har fortalt det, mig, der frelser, det er mig, der har forkyndt det, ikke en fremmed gud blandt jer. I er mine vidner, siger Jahveh, det er mig, der er Gud.” (Es 43:10-12) 

”Jeg er Jahveh, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig. Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig, for at de skal vide i øst og i vest, at der ikke er nogen anden end mig, jeg er Jahveh, der er ingen anden!.” (Es 45:5-6) 

”Og du skal i dag vide og lægge dig på sinde, at det er Jahveh, der er Gud oppe i himlen og nede på jorden; der er ingen anden.” (5 Mos 4:39)

Jahveh regerer i al evighed over hele sit skaberværk. Han er værdig til al pris og ære; en af hans inspirerede skribenter har med rette sagt:

”Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud være ære og pris i evighedernes evigheder!” (1 Tim 1:17)

Jahveh er evig og udødelig, og nogle mener, at hans navn Jahveh betyder ”den der eksisterer i kraft af sig selv” eller ”den evige” (Strong’s Hebrew and Chaldee Dictionary. 3068). Der må altså have været en tid, da Jahveh var helt alene. Alt liv, al energi og al tanke fandtes i ham alene. Dog kan han ikke have følt sig ensom, for han er sig selv nok; han er fuldstændig og savner intet. Så kom den tid, da Jahveh begyndte at skabe. Først da blev han Gud for skabningen. Derfor kaldes han også Gud i det allerførste vers i Bibelen, hvor skabelsesberetningen begynder. ”I begyndelsen skabte Gud himlene og jorden.” (1 Mos 1:1) Da Jahveh er Gud, Skaberen, er udtrykket ”Gud Jahveh” en passende betegnelse for ham, og den bruges med fuld ret. Dette udtryk forekommer umiddelbart efter skabelsesberetningen. Vi læser: ”Det var himlens og jordens skabelseshistorie. På den dag Gud Jahveh skabte jord og himmel.” (1 Mos 2:4)

Jahveh’s første skabninger var ånder ligesom han selv. De bliver kaldt ”gudssønner”, og de var tilstede, da han senere skabte jorden (Job 38:4, 6-7). Der siges til os i Johannes 4:24, at ”Gud er ånd”. Eftersom Jahveh er en ånd, er han usynlig for menneskeøjne. Han sagde selv til Moses: ”Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.” (2 Mos 33:20). Han er så strålende, at intet menneske ville kunne udholde at se ham. 

Skønt Jahveh er den store ånd, den store intelligente og virksomme personlighed, som er usynlig for menneskene, har han gjort det muligt for mennesker at se ham i hans storslåede skaberværk. Derfor lastes de mennesker, der benægter hans guddommelighed, eller ikke vil erkende, at han er Gud og Skaberen:

”For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning.” (Rom 1:20)

Den inspirerede salmedigter talte om hans herlighed som skaber og sang i tro:

”Min sjæl, pris Jahveh! Jahveh, min Gud, du er stor! Du er klædt i højhed og pragt; du hyller dig i lys som en kappe, du spænder himlen ud som en teltdug. Du rejser din højsal i vandene, du gør skyerne til din vogn og farer frem på vindens vinger.” (Sl 104:1-3) 

Jahveh er som Skaberen, kilden eller ophavet til alt liv og al magt og til alle gode egenskaber; hans gerninger er alle fuldkomne. Moses sang denne sang til hans pris:

”Jahveh’s navn vil jeg forkynde, giv vor Gud ære! Han er klippen, hvis gerning er fuldkommen, alle hans veje er rette, en trofast Gud uden svig, retfærdig og retskaffen.” (5 Mos 32:3-4)

Derfor er der også skrevet om ham:

”Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge.” (Jakob 1:17) 

Jahveh indordnede alle sine hellige, intelligente skabninger i himmelen under en harmonisk samvirkende, fredfyldt organisation med sig selv som den højeste leder, for at hans vilje kan blive udført. Alle de himmelske gudssønner (engle) eller åndeskabninger, udgjorde hans universelle organisation i himlen. De var alle sammen Guds sønner, de havde alle modtaget livet fra ham, livets kilde. Da den fuldkomne mand og kvinde blev skabt på jorden og anbragt i Edens have for at fuldbyrde det værk, Gud havde tildelt dem, kom de til at udgøre den synlige del af hans jordiske organisation. Adam blev ikke født af en kvinde, men var en direkte skabning af Gud, og derfor står der i Skriften, at han var ”søn af Gud” (Lukas 3:38). Adam og hans hustru Eva mistede deres ret til livet, da de overtrådte Jahveh’s lov og sluttede sig til oprøret mod Jahveh som universets højeste hersker og lovgiver.

Som skaber og overhoved for sin universelle organisation, der består af hellige, trofaste skabninger, udøver Jahveh med fuld ret herredømmet over hele verden. Det store spørgsmål i himmelen og på jorden i dag er: Hvem er den højeste? Hvem har såvel retten som evnen til at udøve det øverste herredømme over hele universet? Det er Jahveh’s hensigt af få dette spørgsmål afgjort klart og utvetydigt, for dette vil betyde en hævdelse af hans verdensomfattende herskerstilling. En bøn om, at han vil fastslå sin stilling som den højeste og øverste hersker over for alle forenede modstandere, kommer til udtryk i Salme 83:18-19, hvor vi læser: ”De skal for evigt beskæmmes og forfærdes, gøres til skamme og gå til grunde, til de forstår, at du alene – Jahveh er dit navn – er den Højeste over hele jorden.” Hans overhøjhed vil blive bevist, så den aldrig i fremtiden kan benægtes. 

Når Jahveh således har hævdet og fastslået sit universelle herredømme ved at tilintetgøre alle fjender i himmelen og på jorden, så skal alle mennesker erkende, at Jahveh er den Højeste over hele jorden. Hans regering skal styre alle beboede dele af universet. Hans love skal adlydes overalt. Aldrig mere vil et langvarigt oprør, som det, der har fundet sted i de seks tusinde år, menneske har været til, blive tilladt, for Jahveh har da én gang for alle slået fast, at han alene er den Højeste og har herredømmet i hele universet. Som de fireogtyve ældste i himmelen siger: ”Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting, af din vilje blev de til og blev skabt.” (Åb 4:11)