Hvem er Jesus?

   De aramæisktalende jøder kaldte ham ”Yahshua Mashiyach”. De græsktalende jøder og hedninger kaldte ham ”Jesus Kristus”. På begge sprog betyder det ”Jesus, den salvede”. Det hebraiske navn Yahshua betyder Jahveh er frelseren. At en jøde med dette navn og med denne titel vandrede omkring og lærte i Palæstina for snart to tusinde år siden, er en fastslået historisk kendsgerning, der ikke behøver yderligere bevis. Vi skal her gennemgå den autentiske beretning, som blev nedskrevet af hans personlige ledsagere og deres venner for at få flere enkeltheder at vide om ham.  

Jesu liv og lære har påvirket verdenshistoriens gang. Og Jesus skal påvirke den kommende verden endnu mere. Før Jesus viste sig på jorden, havde han allerede gennemlevet en storslået fortid. For at få kendsgerningerne frem herom vil vi vende os til, hvad der blev udtalt af en mand, som først var hans bitre fjende, men senere blev hans trofaste ven, og som siger om sig selv:

”(Jeg er) omskåret på ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer, ivrig forfølger af kirken, uangribelig i lovretfærdighed.” (Fil 3:5-6)

I det samme brev til de troende i Filippi fortæller denne hebræer os noget om Jesu fortid, før han blev menneske. Han skriver:

”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.” (Fil 2:5-11) 

Den person, der her omtales, var ikke Gud Jahveh selv, men ”en som havde Guds skikkelse”. Hvorledes det?

Han var en ånd, ligesom ”Gud er ånd” (Joh 4:24); han var en mægtig, selv om han ikke var almægtig, sådan som Gud Jahveh er det. Han var også forud for alle de andre gudssønner, idet han var den første søn, som Gud Jahveh skabte, eller fødte. Han er ”Guds enbårne søn” (Joh 1:18; 3:16. 1 Joh 4:9). Han kaldes ”Guds enbårne søn”, fordi Gud ingen medhjælper havde, da han frembragte sin førstefødte søn. Jesus var den første iblandt gudssønnerne. Han siger om sig selv i Åbenbaringen 3:14:

”Dette siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru Vidne, Guds Skabnings Begyndelse.” (Åb 3:14, d.aut.1907 – se også KJV).

I Kolossenserne 1:15 omtales han som ”den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte.”  Således placeres han iblandt gudssønnerne og Guds skabninger som den første af dem alle og den mest elskede og mest begunstigede af dem. Det er ikke ham, der er ophav til Guds skaberværk; men da Gud havde skabt ham som sin førstefødte søn, benyttede han ham som sin medarbejder, sin værkmester, ved frembringelsen af alle de andre gudssønner og hele den øvrige skabning. (Kol 1:16-17. Joh 1:3. Ordsp 8:30)

I første kapitel af Johannes-evangeliet kaldes han Guds ”Ord”, det vil sige Guds talerør eller den, der taler på Guds vegne. ”Ordet” hedder i den græske grundtekst ”Logos”. Jesus kan derfor også med rette kaldes Ordet eller Logos, og da han tillige var forud for alle andre skabninger, var han en gud, men ikke Gud den Almægtige, som er Jahveh. Alle gudssønnerne bliver kaldt ”guder” af Gud Jahveh. (Sl 82:6)

At Gud Jahveh ikke er den samme person som Ordet, ser vi tydeligt, når vi læser Johannes 1:1-3 i den græske grundtekst:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Guden, og Ordet var en gud (ell. guddommelig). Denne var i begyndelsen hos Guden. Alt blev skabt gennem denne, og uden denne er ikke en eneste ting blevet til, som er skabt.”         (Joh 1:1-3, grundteksten).

Bemærk, at forskellen mellem ”Guden” og ”en gud” her er nøjagtig gengivet, som den findes i den græske grundtekst. Angående den korrekte oversættelse af Joh 1:1, læs artiklen ”Beviser Joh 1:1 at Jesus er Gud den Højeste?”.

Logos var således blevet til, før de andre gudssønner blev til, og hvor en af dem gjorde sig selv til en djævel og blev ”denne verdens Gud”, som han kaldes i 2 Korintherbrev 4:4. At Jesus Kristus havde en tilværelse, før han blev menneske, vidner han selv om flere steder i Skriften:

”Hvad så, hvis I ser Menneskesønnen stige derop, hvor han var før?” (Joh 6:62)

”I er nedenfra, jeg er ovenfra... Jeg er før Abraham blev født.” (Joh 8:23,58) 

Johannes Døberen var et halvt år ældre end Jesus (Luk 1:26-31). Men Johannes sagde om Jesus, at han var til før ham:

”Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.” (Joh 1:15)

I den sidste bøn, Jesus bad sammen med sine disciple, sagde han til Gud:

”Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.” (Joh 17:4-5) 

Knap to måneder senere blev hans trofaste disciple vidner til, at han steg op til himmelen og forsvandt for deres øjne. Ti dage senere fik de, ved at Guds ånd blev udgydt over dem gennem Jesus, beviset for, at han var kommet op til sin Fader i himmelen. (Apostlenes Gerninger, Kapitel 1 og 2) 

Før denne Guds enbårne søn kom til jorden, mente han ikke om sig selv, at han var ligestillet med Gud Jahveh, Faderen. Han betragtede ikke sig selv som ”lige i magt og herlighed” med Gud den Almægtige. Han fulgte ikke Djævelens handlemåde og lagde ikke planer om at gøre sig den Højeste lig og røve fra Gud eller tilrane sig hans plads. Tværtimod viste han, at han underkastede sig Gud som sin overordnede, idet han ydmygede sig under Guds almægtige hånd endog i den mest yderliggående grad, det vil sige lige til en vanærende død.

”Han (Jesus), som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov (en tilranelse) at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.” (Fil 2:5-8)

Jesus spurgte jøderne angående Messias’ herkomst: ”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” Hans fjender måtte rykke ud med, hvilken slægtslinie Messias skulle komme fra. De svarede: ”Davids” (Matt 22:41-42). Således var det. Da Guds søn kom til jorden, blev han født i Davids slægtslinie, for hans moder, jomfruen Maria, var en af Davids efterkommere. Josef, som den unge kvinde var forlovet med, var også af Davids slægt, men før Maria blev forenet med ham, meddelte Guds engel hende, at hun skulle være moder:

”Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus... Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.” (Luk 1:31-35)

Englen Gabriel sagde, at Marias barn skulle kaldes ”Guds søn”. Det er derfor gudsbespotteligt og fuldstændigt uberettiget at kalde Maria ”Guds moder”. Denne titel har den katolske kirke lånt fra en af hedningernes afguder, nemlig Rhe’a (Semiramis), som blev tilbedt som ”gudernes moder”. Jesus kaldte ikke Maria for ”Guds moder” eller ”salige moder”. Jesus tiltalte Maria som ”kvinde”. (Joh 2:4; 19:26. Matt 12:46-50) Apostel Paulus skriver også: ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde.” (Gal 4:4) Da den unge kvinde undfangede ved Gud den Højestes kraft (Den hellige Ånd), blev Guds søns liv overflyttet fra herlighedstilstanden i himmelen hos Faderen, og Sønnen blev til et menneskefoster. 

Maria var i byen Nazaret i Galilæa, da hun blev med barn, men på grund af kejserens befaling om, at alle skulle skrives i mandtal, drog hun til Betlehem i Judæa, hvor kong David var blevet født omkring elleve århundreder tidligere. Dette skete som en opfyldelse af profetien i Mika 5:1. Englen forkyndte dette budskab for de jødiske hyrder ude på marken:

”Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!... Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag.” (Luk 2:11-14, d.aut.1948) 

På den ottende dag blev han omskåret ligesom enhver anden jødisk dreng, og efter fyrretyve dages forløb var det Maria tilladt at gå ind i templet i Jerusalem for at fremstille ham der. Senere blev barnet bragt til Egypten for at undfly kong Herodes’ morderiske soldater; men han blev ført tilbage efter Herodes’ død og kom så til Nazaret, hvor han boede og voksede op. Derved opfyldtes en anden profeti, Hoseas 11:1: ”... fra Egypten kaldte jeg min søn.” 

Jesu moders slægtning, Elisabeth, giftede sig med en præst ved navn Zakarias. Ham fødte hun en søn, Johannes. Et stykke tid før Jesus fyldte tredive år, begyndte Johannes at prædike som forløber for Jesus, og i forbindelse med sin prædiken døbte han også i vand. Han prædikede udelukkende for jøderne, idet han sagde: ”Omvend jer, Himmeriget er kommet nær.” Efter at Johannes således var begyndt at forkynde Riget, gik Jesus til ham og viste hermed, hvad der var hovedformålet med hans komme til jorden, nemlig at vidne om Guds rige. Da Jesus tre og et halvt år senere stod anklaget for statholderen Pontius Pilatus, sagde han:

”Mit rige er ikke af denne verden. Pilatus sagde til ham: Så er du altså konge? Jesus svarede: Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.” (Joh 18:36-37) 

Da Jesus var tredive år gammel, gik han til Johannes Døber for at blive døbt i vand. Da Johannes havde sænket ham ned i Jordanfloden, og Jesus steg op af vandet, skete det, at ”himlen åbnedes... og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og der lød en røst fra himlen: Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag.” (Luk 3:21-23)

Ved vanddåben tilkendegav Jesus, at han underkastede sig Guds vilje; derpå helligede Gud ham med sin hellige ånd. Ved at anerkende Jesus som sin elskede søn, avlede Gud ham på ny til at blive hans åndelige søn i stedet for at være en menneskelig søn. Ved at udgyde sin hellige ånd over den døbte Jesus, salvede Gud ham med ånden til at være den længe lovede konge i Guds rige. Da Jesus blev salvet med ånden, blev han Messias eller Kristus, idet disse to ord betyder ”den salvede”. Således blev han i virkeligheden Jesus Kristus eller Jesus den Salvede. Hans jødiske discipel Peter erklærede: ”Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft.” (ApG 10:38) 

Da Jesus havde opholdt sig fyrretyve dage i ørkenen, hvor han afviste Djævelens fristelser, vendte han tilbage til den egn, hvor Johannes virkede, for at komme i kontakt med sine første disciple. Da Johannes så Jesus komme, sagde han til sine tilhørere: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” (Joh 1:29) Således gav Johannes til kende, hvad der var det primære formål med Guds søns komme til jorden, nemlig at dø som et helligt offer til Gud Jahveh for at udslette menneskers synd og udfri dem fra dødsdommen, så de kunne opnå evigt liv ved troen på Jesus Kristus. Guds søn, Jesus Kristus, var fuldt ud skikket til at være et sådant genløsningsoffer. Ved at hans fuldkomne syndfri liv var blevet overflyttet fra himmelen til den jødiske jomfrus moderliv, blev han født som et fuldkomment menneske, der voksede op og blev en fuldkommen mand, absolut syndfri, hellig og ren. (Hebr 7:26)

Da han fremstillede sig i fuld indvielse for at gøre Guds vilje, antog Gud ham derfor som offer, således at han kunne blive menneskehedens genløser. Fordi Jesus herved var bundet til at ofre sit menneskeliv og derved give afkald på det, avlede Gud ham ved sin ånd til på ny at blive en åndelig søn. Det var derfor meningen fra starten, at Jesus skulle bringe sit legeme som et helligt offer til Gud, en løsesum for alle mennesker:

”Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” (Matt 20:28) 

”For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle.” (1 Tim 2:5-6)

Da Jesus efter at være blevet salvet kom tilbage til Nazaret på besøg, talte han i byens synagoge. Der anvendte han profetien i Esajas 61:1-2 på sig selv. Han bekendte, at han var blevet salvet med Guds ånd, for at han skulle forkynde det gode budskab eller evangeliet for de sagtmodige mennesker, der søgte frigørelse fra syndens trældom og de religiøse vildfarelser. (Luk 4:16-21) Derefter prædikede han ”Himmeriget er kommet nær” overalt i Judæa og Galilæa. Han samlede tolv apostle og mange andre disciple om sig og oplærte dem til at prædike om Guds rige, som han var salvet til at være konge over. Han afslørede de religiøse traditioner og vildfarelser og prædikede Sandheden for at frigøre menneskene. Derved kom han i konflikt med rabbinerne, præsterne og de skriftkloge, der søgte at få ham slået ihjel. Ved påsketid ca. år 28 e.Kr. lykkedes det dem ved den forræderiske apostel Judas Iskariots hjælp at gribe Jesus, hvorefter de holdt en fingeret rettergang over ham, overgav ham til hedningerne til forhør hos Pontius Pilatus og Herodes Antipas, og derpå forhindrede de hans løsladelse ved at hidse det vildledte jødiske folk op til at forlange, at Jesus skulle korsfæstes som en oprørsk lovovertræder og gudsbespotter. Han forblev lydig mod Gud indtil døden. 

Tre dage efter han var lagt i graven, oprejste hans udødelige Fader, Gud Jahveh, ham fra de døde, ikke som en menneskelig søn, men som en mægtig, udødelig himmelsk åndeskabning, og han gav ham al magt i himmelen og på jorden. De jødiske vidner Peter og Paulus siger herom:

”Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden.” (1 Pet 3:18)

”Den sidste Adam blev en ånd, der gør levende.” (1 Kor 15:45) 

I fyrretyve dage herefter materialiserede han sig i forskellige menneskelegemer, ligesom englene tidligere havde gjort, for at vise sig levende for sine disciple, og han talte om Guds rige til sine disciple, der skulle være hans vidner. Derpå steg han op til himmelen (ApG 1:9). Jesus trådte frem for Gud i himmelen som den store ypperstepræst, med værdien af sit opofrede menneskeliv. (Hebr 9:24) Denne værdi anvendte han til gavn for alle mennesker, og særligt for dem, der ville tro på ham.  

Gud ophøjede sin søn Jesus til en højere stilling end den, han havde, før han levede og døde som menneske. (Ef 1:20-21) Hvis Jesus havde været ”lige i magt og herlighed” med den Højeste, kunne Gud Jahveh ikke have ophøjet ham til noget større end det, han havde været, før han blev menneske. Men nu har Jahveh gjort Jesus til overhoved for sit rige, som skal styre hele universet. Apostel Peter siger:

”Ved Jesu Kristi opstandelse, han som er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og magter er blevet underlagt ham.” (1 Pet 3:21-22)

Dette beviser, at Jesus ikke tog sit menneskelegeme af ”kød og blod” med op til himmelen for at være menneske deroppe for evigt. Havde han gjort det, ville han altid have været lavere stillet end englene. Ved at blive menneske blev han ”en kort tid gjort ringere end engle.” (Hebr 2:9). Det var ikke Guds hensigt, at Jesus skulle fornedres for evigt ved bestandigt at være menneske. Nej, efter at Jesus havde opofret sit fuldkomne menneskeliv, oprejste Gud ham til udødeligt liv som en himmelsk åndeskabning. Han ophøjede ham over alle engle og alle andre afdelinger af Guds universelle organisation, så han blev den højeste næst efter Gud selv. Jesus vil en gang i fremtiden vende tilbage til jorden, for at herske som konge over folkeslagene og genoprette alt det, som profeterne har talt om. (ApG 3:21. Åb 12:5; 19:15)