Hvem er Satan?

   De nationer, der i firetusinde år skiftevis har haft det afgørende ord at sige i denne verdens anliggender, har i den grad fulgt samme kurs, at historikerne har opstillet teorien om, at ”historien altid gentager sig”. Alle er kendt med, hvorledes verdensrigerne et efter et har haft deres begyndelse, er vokset til dominerende stormagter og derefter er sunket ned i en tilstand af mørke og glemsel på en måde, der har været fælles for dem alle. De har alle sammen ført blodige krige. Undertrykkelse og terror har været deres metoder, og religionen har spillet en væsentlig rolle for hver eneste af dem. 

Tænkende mennesker, som har lagt mærke til denne lighed helt frem til vor moderne verden, har stillet følgende spørgsmål: Er det muligt, at en og samme usynlige magt har behersket alle verdensriger og nationer? Er det denne skjulte styrende magt, der er skyld i de ensartede voldshandlinger? Hvorfor synes det ellers, som om historien gentager sig? Vil det altid vedblive at være således? 

Vi er ikke henvist til at gætte os frem, for Bibelen, Guds skrevne ord, forklarer os sagens sammenhæng tydeligt nok. I Bibelens redegørelse for menneskehedens historie, der daterer sig fra Adams skabelse, viser Guds ord, at det ikke er fri fantasi, at en ond, intelligent magt har påvirket både mennesker og nationer. Bibelen siger, at det er Satan der påvirker og fører hele verden (Åb 12:9). Nogle påstår godt nok, at Satan kun er et ”ondskabens princip” i hvert enkelt menneske, men de egenskaber og handlinger, Bibelen tilskriver Satan, viser tydeligt, at det, vi har med at gøre, er en virkelig person.

Tænk på, hvad der hændte mennesket Jesus, da han begyndte sin virksomhed her på jorden. Bibelen siger, at Jesus straks efter sin dåb i Jordanfloden af ånden blev ført op i ørkenen for at fristes af Djævelen (Matt 4:1). En del af fristelsen bestod deri, at Satan stillede Jesus tre forslag. Angående det tredje forslag læser vi:

”Så førte Djævelen ham højt op og viste ham i ét nu alle jordens riger og sagde til ham: Dig vil jeg give al denne magt og herlighed, for den er overgivet til mig, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså tilbeder mig, skal alt dette være dit.” (Luk 4:5-7)

Ud fra denne udtalelse kan vi slutte, at magten i alle ”jordens riger” tilhørte Djævelen. Hvordan kunne han ellers have tilbudt Kristus dem? Djævelen er verdens usynlige regent. Bibelen siger direkte, at han er ”denne verdens fyrste” (Joh 14:30; 16:11), og ”denne verdens gud” (2 Kor 4:4). Men hvor er Satan kommet fra? Og hvorfor er magten blevet overgivet til ham, sådan at han er blevet denne verdens fyrste? Og hvorfor har en retfærdig Gud tilladt ham at leve og forlede menneskene til ondskab? Skal det altid være således? Har oprigtige og ærlige mennesker ingen mulighed for at undgå hans indflydelse? 

Bibelen siger, at den person, der nu er Djævelen, ikke altid har været en djævel. Engang beklædte han en høj stilling i Guds himmelske familie. Det fremgår tydeligt af Jobs bog, at Satan var og er en af gudssønnerne:

”En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Jahveh; blandt dem var også Satan.” (Job 1:6)

Han, der blev til Satan, var en af gudssønnerne, der trådte frem for Jahveh i himmelen. Satan må derfor være skabt af Gud som en fuldkommen, retfærdig skabning, for Guds gerninger er alle sammen fuldkomne (5 Mos 32:4). Satan var ikke et bogstaveligt uhyre med horn og hale, som nogle mennesker tror, men han var tværtimod en skøn og strålende åndeskabning, en af de mægtige gudssønner i Guds himmelske familie. Bibelen beskriver ham billedligt i Ez 28:12-14:

”Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt skønhed. Du var i Eden, i gudshaven. Alle slags ædelsten sad på din dragt... Du var en salvet kerub, jeg gjorde dig til beskytter.” 

Den gudssøn, som senere blev til Satan, var meget skøn, fuldkommen og fyldt med visdom. Som en af Guds sønner fik han tildelt en meget høj, betroet og ansvarsfuld stilling, nemlig at være ”beskytter”, at have overopsyn med menneskene i gudshaven (Edens have). I denne stilling betegnes han i Bibelen som ”en salvet kerub”.    

En tid lang gik alt godt, og der herskede fuldkommen fred i hele denne retfærdige verden. Men det varede ikke ved. Griskhed og havesyge meldte sig. Den salvede kerub havde store tanker om sig selv og store fremtidsplaner. Han kunne se for sig den fuldkomne jord fyldt med en slægt af mennesker, der alle sammen viste Jahveh deres fulde hengivenhed og anerkendte ham som den almægtige Gud, alle gode gavers giver. Men keruben ønskede, at menneskene skulle adlyde og tilbede ham alene, og således opstod der ondskab i hans hjerte. Satan tænkte ved sig selv:

”Jeg stiger op over skybankerne, gør mig lige med den Højeste.” (Es 14:14) 

Han valgte en handlemåde, der førte til opposition og modstand mod Gud den Højeste. Dette ses af det nye navn, han fik, nemlig det hebraiske satan, hvilket på dansk betyder ”modstander”. Satan fik også et andet beskrivende navn, nemlig det danske ord Djævelen, som stammer fra det græske diabolos, hvilket betyder bagvasker, falsk anklager, et navn han gjorde sig fortjent til ved at bagvaske Gud den Højeste i Edens have. Den salvede kerub gjorde oprør mod Gud og satte sin fuldkommenhed og uskyld over styr. Guds dom over ham lyder:

”Du var udadlelig i din færd, fra den dag du blev skabt, til der blev fundet uret hos dig... Dit hjerte blev hovmodigt over din skønhed, du fordærvede din visdom og strålende glans.” (Ez 28:15,17)

Hans hovmodige og egenkærlige hjertetilstand blev også lagt for dagen, da han på en lumsk og listig måde førte synden ind i verden. Gud havde sagt til det fuldkomne menneske, Adam, at han ikke måtte spise af træet til kundskab om godt og ondt, for at han ikke skulle dø (1 Mos 2:17). Satan forledte imidlertid Eva, Adams hustru, til at være ulydig. Han talte til hende gennem slangen, idet han sagde:

”Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven? Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.” (1 Mos 3:1-5)

Satan antydede, at Gud uretmæssigt forholdt kvinden noget; han erklærede, også at Gud var en løgner, når han sagde, ”vist skal I ikke dø!”. Det var den første løgn, der blev udtalt i den jordiske verden; den stemplede Satan som ”løgnens fader”. Jesus Kristus sagde om ham:

”Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen.” (Joh 8:44) 

Jesus gjorde opmærksom på, at Satan har været en morder fra begyndelsen, og at han forlod Sandheden. Da Satan forledte den første kvinde til at overtræde Guds bud, og da Adam også overtrådte budet, kom dødsdommen over Adam og alle hans børn. Denne handling fra Satans side gjorde ham til en morder. Gud fældede dommen over den oprørske kerub, men selve dommens ordlyd viser, at fuldbyrdelsen af dommen ville blive udsat i lang tid. Vi læser i 1 Mos 3:15: 

”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.”

Kvindens afkom skulle knuse slangens hoved – dvs. slå ham ihjel. Men Satan måtte have tid til at frembringe sit afkom, og kvinden måtte ligeledes have tid til at frembringe sit afkom. Satan ledte det første menneskepar bort fra Gud, så de faldt i unåde, og nu troede han, at han var i stand til at føre alle deres efterkommere til oprør mod Jahvehs universelle overherredømme. Han syntes nu at have grundlag for at håne Gud og udfordrede ham med disse ord: ”Jahveh, du kan ikke sætte mennesker på jorden, som jeg ikke på en eller anden måde kan få til at forlade og svigte dig.” Ganske vist forekommer disse ord ikke i Bibelen, men beviserne for, at han i realiteten kunne have sagt det, er klare og umiskendelige. Et sådant bevis finder vi bl.a. i Job 1:6-11:

”En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Jahveh; blandt dem var også Satan. Herren spurgte Satan: Hvor kommer du fra? Satan svarede: Jeg har gennemvandret jorden på kryds og tværs. Jahveh spurgte ham: Lagde du mærke til min tjener Job? Hans lige findes ikke på hele jorden; han er en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holder sig fra det, der er ondt. Satan svarede: Det er vel ikke uden grund, at Job er gudfrygtig. Har du ikke sikret ham og hans familie og hele hans ejendom på enhver måde? Du har velsignet hans arbejde, så hans hjorde breder sig ud over landet. Men ræk din hånd ud og rør ved alt det, han ejer. Så skal han nok forbande dig op i dit åbne ansigt!”

Denne samtale afslører, at Satan satte spørgsmålstegn ved, om Jahveh udøver sit herredømme på den rette måde. Han antydede, at Job kun var retfærdig og tjente Gud, fordi Gud velsignede ham og sikrede hans familie og hele hans ejendom. Han antydede, at Job først og fremmest tilbad Gud af selvviske grunde og ikke af oprigtig kærlighed. Guds spørgsmål: ”Hvor kommer du fra?” og Satans svar: ”Jeg har gennemvandret jorden på kryds og tværs”, tilkendegiver, at Jahveh har givet Satan en vis frihed eller tilladelse til at frembringe sit afkom eller sine børn blandt menneskene. Samtidig med at Satans påstand om, at han kunne omstyrte Jahveh’s universelle overherredømme, skulle modbevises, skulle det også afgøres, om mennesket ville bevare sin retskaffenhed over for Skaberen.

Job er en virkelig historisk person. Man mener, han levede omtrent 1700 år før Jesus eller hen ved 2300 år efter Satans oprør i Edens have. Igennem alle disse tre og tyve århundreder havde menneskene haft lejlighed til at vise, om de ville være trofaste mod Gud den Højeste, af oprigtig kærlighed til ham. Stridsspørgsmålet var altså ikke nyt på Jobs tid.

Bibelen indeholder mange beretninger om mennesker, der har svigtet Gud den Højeste på grund af Satans angreb. På den anden side har der også været dem, der i lighed med Job har formået at bære alt det, modstanderen har ladet dem udsætte for, og som ved selve deres handlemåde under disse forhold har bevist, at Satan er ”løgnens fader” og ganske uegnet til at være en universel hersker ligesom Gud den Højeste. Jøderne frembyder som folk betragtet et eksempel herpå. Når deres nation som helhed gjorde oprigtige forsøg på at tjene Jahveh og holde hans bud, var han med dem, stred for dem i deres krige og gav dem fremgang og velstand. Men når de gav efter for Djævelens fristelser og henfaldt til at bedrive de samme ugerninger som de omboende hedenske nationer, unddrog Jahveh dem sin beskyttelse, og både som folk og som enkeltpersoner måtte de lide ondt fra Satan.

Det er imidlertid aldrig på noget tidspunkt lykkedes Satan at få alle skabninger til at svigte Skaberen. Lige siden Abel har der til enhver tid i historien levet trofaste mænd og kvinder, hvis helhjertede troskab mod Gud har været hævet over enhver tvivl, og som Satan ikke har kunnet forlede til at ophøre med den sande gudsdyrkelse. Jesus er et strålende eksempel herpå. Skønt Satans tjenere bragte en forsmædelig død over ham, kunne Satan ikke ved hjælp af ham bevise, at det ikke var muligt for mennesker at bevare troskaben mod Gud under de værste forhold, som Satan kunne hidføre. 

Den gudssøn, som blev til Satan, var imidlertid ikke den eneste åndeskabning, som blev ulydig og ond. Gud havde skabt et stort antal hellige engle, millioner af dem. Daniel 7:10 åbenbarer at der i hvert fald er så mange som 100.000.000. Beretningen i første Mosebog 6:1-5 forklarer, at nogle af disse ånder eller gudssønner, både før og efter vandfloden materialiserede sig som mænd, det vil sige, at de forlod deres plads i himmelen som åndeskabninger og iklædte sig kødelige legemer. Hvorfor? For at hengive sig til menneskelige lidenskaber ved at gifte sig med smukke kvinder. Derved var de ulydige mod Gud, og Bibelen sidestiller deres handlemåde med det, som indbyggerne i Sodoma og Gomorra gjorde, da de ”søgte unaturlige forbindelser”. (Judas 6-7) For gudssønnerne var det imod deres himmelske natur at komme ned på jorden og søge omgang med kvinder. Deres handlemåde medførte dårlige resultater, blandt andet fik de et unormalt afkom, som blev til ”kæmper”, Skriften kalder dem ”Nephilim”. Ved deres oprørske adfærd gjorde disse ånder eller gudssønner sig selv til onde ånder, og de tog således standpunkt for Satan, deres fyrste.  

Da vandfloden på Noas tid udryddede alle kæmperne og de onde mennesker, opløste de utro gudssønner deres kødelige legemer og vendte tilbage til det åndelige plan. Men de fik ikke på ny lov til at blive en del af Guds himmelske familie. De blev i stedet kastet i afgrunden (2 Pet 2:4). Gud tillader ikke gudssønnerne i dag at materialisere sig i kød, ligesom de kunne det før og efter vandfloden. De gudssønner, som ikke er kastet i afgrunden kan dog stadig udøve en farlig magt over mænd og kvinder. Bibelen fortæller os, at en tredjedel af gudssønnerne fulgte Satan i hans oprør (Åb 12:4). Ved hjælp af de faldne gudssønner og dæmonerne optræder Satan som hele verdens forfører (Åb 12:9). Den store fremgang, som det onde har overalt på jorden i dag, bør få os til at indse, at det er nødvendigt at være på vagt for ikke at blive forført af Satan og hans faldne engle. (Du kan læse mere om gudssønnerne og dæmonerne i artiklen ”Gudssønnerne og Nephilim”)

Som Jesus sagde, Satan er ”denne verdens fyrste”. Og som vi kan forstå ud fra Bibelens lærdomme, så består Satans rige af to dele: (1) en usynlig del, der består af de faldne engle og deres børn, dæmonerne, der alle sammen er under hans ledelse; de er den højere og kontrollerende del af hans rige, og (2) en synlig og underordnet del, der består af tre afdelinger: Undertrykkende regeringer, undertrykkende aristokratier og falske religioner. Den jordiske del af Satans rige består af tre klasser af repræsentanter, der svarer henholdsvis til dets tre afdelinger: regenter, konger og præsteskab. Satans onde egenskaber, som f.eks. løgn, mord, griskhed, ondskabsfuldhed, grusomhed og selviskhed, har været karakteristisk for denne verdens riger.

Satan og hans faldne engle og onde dæmoner har fået en tid til deres oprør, men tiden vil rinde ud en gang i fremtiden. Når Satan kun har kort tid tilbage, vil han slippe hele sit raseri løs over menneskeheden. På alle områder søger han at drive de ledende og det almene folk til griskhed, selviskhed og vold. Satan har også haft held til at forføre mange mennesker til at søge deres lykke i materialismens blændværk i stedet for hos Gud. Som følge af alle dette hersker der stor ulighed i verden angående velstand og rigdom. Det ene halvdel af verden lever nærmest i overflod, og den anden halvdel lever i dyb armod. Og mange mennesker gør netop det, Satan gerne vil have dem til - de vender sig bort fra Gud, som, de siger, ikke eksisterer, fordi der findes død og uretfærdighed på jorden. Men i virkeligheden tillader Gud blot Satan at bevise, hvis han kan, at ingen mennesker vil være tro mod Skaberen. 

Men sådan skal det ikke blive ved at være. I Åbenbaringen 20:1-3 læser vi, at den tid kommer, da Satan bliver standset fuldstændigt i sin virksomhed. Han vil blive kastet i afgrunden i tusind år, for at han ikke mere skal forføre folkeslagene, førend Guds tid kommer til at løslade ham en kort tid, hvor han vil lede oprørske mennesker i et nyt angreb på Guds suverænitet; men på dette tidspunkt vil Satan møde sit endeligt. Satans endeligt vil blive den fuldstændige tilintetgørelse. Kvindens afkom vil knuse hans hoved. Djævelen vil blive styrtet i ildsøen:

”Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl.” (Åb 20:10)

Det, der bliver tilintetgjort med ild, holdes ikke i live noget sted, men bliver fortæret og udslettet for evigt. Ildsøen, som til sidst vil opsluge Djævelen, er den anden død, dvs. den evige død (Åb 20:14). I overensstemmelse med dette siger Gud Jahveh til Satan:

”Så forstødte jeg dig fra gudebjerget... jeg ødelagde dig, du beskyttende kerub... du er borte for evigt.” (Ez 28:16-19) 

Da vil denne verdens gud ikke længere være i stand til usynligt at lede og beherske nationerne. Han vil være død for evigt!

Men hvor står du selv med hensyn til spørgsmålet om troskab mod Gud? Støtter du Satans påstand ved din handlemåde? Støtter du den falske religion? Elsker du løgnen, ligesom Satan? Mange sagtmodige mennesker har igennem tiden søgt Jahvehs godkendelse, og har bevist ved deres trofaste opførsel, at Satan er en løgner. Det er Guds ord, som fortæller os om Satans listige rænker, og ved at behandle det på rette måde bliver vi i stand til at stå ham imod. ”Stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer.” (Jakob 4:7). Det betyder ikke, at vi kan nå dertil, at vi er uimodtagelige for Djævelens angreb. Det vil ikke blive tilfældet, før Satan er bundet. Men det betyder, at vi ikke lader os forlede til at stille os på Satans side i striden. Vor vigtigste kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men ”mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” (Ef 6:12)