Hvilket navn skal de kristne kaldes med?

   Hvor mange kristne menigheder findes der? Er Kristus blevet delt? Disse spørgsmål lyder højst besynderligt, når vi husker på, at menigheden er trolovet med Kristus og altså er hans brud. Sikkert vil intet andet navn passe for bruden end brudgommens navn, og det, at man i det hele taget foreslog noget andet, ville vise, at man havde en aldeles fejlagtig opfattelse af det forhold, der består mellem Jesus og de kristne, hans indviede, lemmerne på hans legeme. Paulus skriver:  

”Ingen hader jo sit eget kød, men nærer og plejer det, som Kristus gør med menigheden. For vi er lemmer på hans legeme.” (Ef 5:29-30, grundteksten)

”Hils hinanden med helligt kys. Alle Kristi menigheder hilser jer.” (Rom 16:16)

”Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa.” (Gal 1:22)

”I har hørt om mit tidligere liv i jødedommen, hvordan jeg forfulgte Guds menighed og ville udrydde den.” (Gal 1:13, grundteksten)

”Til Guds menighed i Korinth, dem, der er helliget ved Kristus Jesus, kaldet til at være hellige, sammen med alle dem, der påkalder vor Herre Jesu Kristi navn på ethvert sted, deres og vores.” (1 Kor 1:2)

Det bibelske navn er ”Kristi menighed” eller ”Guds menighed”, og dette synes os fuldt ud tilstrækkeligt. Disse to navne er ensbetydende; for Jesus Kristus og Faderen er lige stærkt interesserede i os. Ligesom menigheden er Kristi legeme, for hvilket han er hovedet, således vil hovedet og legemet tilsammen komme til at udgøre den nye regering i Guds kongerige, og denne regering skal fuldbyrde hele den store genoprettelse, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund. (ApG 3:21)

Apostelen udformer navnet nærmere ved at betegne de troende som ”den levende Guds menighed” (1 Tim 3:15), som om han derved vil stille denne menighed, dette legeme, dette folk, hvis hoved er Kristus, i modsætning til alle andre legemer eller systemer, der ikke på rette måde anerkender den samme Gud eller anerkendes af ham som hans menighed.

Den nu så almindelige tilbøjelighed til at antage andre navne end dem, Jesus og apostlene har givet os anvisning på, begyndte allerede meget tidlig at gøre sig gældende. Mange vil nu til dags sige: ”Jeg tilhører Luthers kirke”, ”Jeg tilhører Indre Mission”, ”Jeg tilhører Baptisterne”, ”Jeg tilhører Adventisterne” osv., mens de dog samtidig vil hævde, at de hører Kristus til. At partivæsenets ånd hersker iblandt de kristne, er ikke noget nyt, den begyndte meget tidligt at gøre sig gældende i menigheden. Paulus henleder nemlig vor opmærksomhed på denne omstændighed i sit første brev til Guds menighed i Korinth. Vi læser i 1 Kor 1:10-13:

”Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind. For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus. Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus' navn?”

Partivæsenets ånd havde i den grad fået magt over brødrene i Korinth, at de, som om de ikke var tilfredse med Kristi navn, føjede noget menneskeligt til og derved kendetegnede sig som henholdsvis paulinske, apollinske eller petrinske kristne. Paulus revser denne adfærd og påpeger, at det ikke er den hellige ånd, men en kødelig ånd, som får dem til at foretage denne deling af legemet og slutte sig særlig til den ene eller den anden af Herrens tjenere.

Den bevisførelse, Paulus benytter sig af, kunne lige så godt anvendes på forholdene i vore dage. Når han spørger: ”Er Kristus da blevet delt?”, så mener han dermed: ”Er der mange Kristi legemer, er der mange Kristi menigheder, eller er der blot én? Hvis der blot er én, hvorfor skulle man da dele den?”. Som Paulus siger: ”Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer?” Paulus, Apollos og Peter var blot tjenere, som menighedens hoved, Jesus, brugte til velsignelse for legemet – for sin menighed. Havde de været uvillige, kunne han nemt have fundet andre til at udføre den gerning, som de gjorde. Al pris og ære for den velsignelse, som er blevet os til del igennem apostlene, tilkommer først og fremmest menighedens hoved, som har draget omsorg for og tilfredsstillet sit legemes behov. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal anerkende og på rette måde ære alle dem, som Herren bruger i sin tjeneste, men det betyder, at vi absolut IKKE må dele menigheden i partier og sekter, idet vi bliver menneskers efterfølgere. Apostlene og andre af Herrens tjenere er blevet brugt, ikke til at dele menigheden, men til at drage dens medlemmer sammen, til at forene de indviede troende endnu fastere under det ene hoved, den ene Herre, Jesus Kristus. Mennesker, der danner kirkesekter og splitter Kristi menighed, er således falske apostle og troløse arbejdere. (2 Kor 11:13-15)

Hvor mange menigheder, legemer findes der? Hvad siger Skriften?

”Og han har lagt alt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til menigheden; den er hans legeme...” (Ef 1:22-23, grundteksten)

”Han (Jesus) er hoved for legemet, menigheden.” (Kol 1:18, grundteksten)

”Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.”  (1 Kor 10:17)

”For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.” (1 Kor 12:12-13)

”Men nu er der mange lemmer, men ét legeme.” (1 Kor 12:20)

”Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige.” (Kol 3:15)

Skriften siger, at der kun findes ét legeme, dvs. én menighed. Hvis vi tilhører denne menighed af kristustroende, så skulle vi gerne kunne have fællesskab med hinanden, men dette kan ikke lade sig gøre hvis vi er sekteriske og partiske. Hvad mon Paulus ville sige, hvis han levede i dag og kunne se den bestående splittelse af de kristne i forskellige kirkesekter? Han ville sikkert sige, at dette beviste, at der var kommet meget kødelighed, et stort mål af verdens ånd ind i menigheden. Paulus skrev til brødrene i Korinth:

”I er stadig kødelige mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker? Når én siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker? Hvad er da Apollos? Og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til tro, og hver for sig tjente vi med den gave, Herren gav. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst.  Den, der planter, og den, der vander, er ét, og enhver skal få løn efter sit arbejde. For vi er Guds medarbejdere, og I er Guds mark, Guds bygning.” (1 Kor 3:3-9)

Det betyder ikke, at alle kristne, der står i forbindelse med disse kirkesekter, disse systemer, skulle være kødelige og ganske savne Herrens ånd, men det betyder, at vi i samme forhold, som vi er fyldt med Herrens ånd og er blevet befriet fra det kødelige sind og dets indflydelse, vil være ude af sympati med de adsplittelser som findes iblandt de kristne, som vi ser omkring os under mange forskellige sekteriske navne. Og efterhånden som vi får mere og mere af Herrens ånd, vil vi blive endnu mere utilfredse med ethvert andet navn end vor Herre Jesu navn, indtil vi til slut ved åndens vejledning kommer dertil, at vi kun kan anerkende den ene menighed og det ene medlemsforhold, der finder sit udtryk i ordene:  

”En menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene” (Heb 12:23).

Det er ikke vort formål at få kristenheden til at give slip på den almindelige, fremherskende anskuelse med hensyn til dette spørgsmål. Det ville være en langt større opgave end noget menneske kunne påtage sig at udføre. For hver enkelt af os gælder det om at være trofast imod Gud og Jesus, at elske hverandre og afholde os fra al uretfærdighed.

Som kristne vil vi ikke ønske at blive kaldt med noget som helst andet navn end brudgommens, ”Kristi menighed”, og på forespørgsel vil vi altid med glæde vedkende os hans navn alene, det eneste navn givet under himmelen eller iblandt mennesker, hvorved vi kan blive frelst. (ApG 4:11-12) I lydighed mod Sandhedens ånd vil vi frasige os al forbindelse med sekteriske navne, såvel som med sekteriske organisationer og trossamfund, for at vi kan stå frie i Herren. Dette vil dog ikke indbefatte, at vi skal fornægte eller tage afstand fra dem, som har Herrens ånd men endnu er medlem af en kirkesekt. Vi har jo netop Jesu egne ord: ”Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder” (Åb 18:4) som bevis for, at der findes nogle af hans folk i kirkesekterne, i Det store Babylon, og at de dér er i trældom under misforståelser med hensyn til de sekteriske organisationer og navne. Vi skal blot lade vort lys skinne og så for øvrigt overlade resultaterne til Herren. 

Må Herrens vilje ske!