Hvor er de døde, og hvad er Helvede?Måske har du erfaret den tomhed og det savn, der følger, efter at man har mistet en af sine kære. I den situation føler de fleste sig ikke blot knuget af sorg, men også meget hjælpeløse. Det er da kun naturligt at spørge: Hvad sker der med et menneske når det dør? Er det stadig ved bevidsthed et eller andet sted? Er der et troværdigt håb om, at de døde vil få livet igen? Bibelen indeholder et trøstende svar på disse spørgsmål.
Død er enkelt sagt det modsatte af liv. I den dom Gud fældede over det første menneske, Adam, på grund af Adams forsætlige ulydighed, sagde Gud: ”Du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.” (1 Mos 3:19) Overvej følgende: Hvor var Adam før Gud dannede ham af jorden og gav ham livet? Var han i himlen? Eller måske i helvede? Nej, han eksisterede simpelthen ikke. Og ved døden vendte Adam tilbage til den samme livløse, ubevidste tilstand, han kom fra. Han gik hverken til et brændende helvede eller til en himmelsk salighed, men han døde ganske enkelt – sådan som Gud havde sagt, at det ville ske. Vi læser i 1 Mos 2:17: ”Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!” Gud sagde ikke, at Adam skulle i helvede, eller i himmelen. Men han sagde, at Adam skulle dø og vende tilbage til jorden, hvor han kom fra. Adam spiste og overtrådte Guds bud, og derfor skulle han dø. The Companion Bible gør opmærksom på, at den hebraiske tekst har: ”døende skal du dø”. Adams forfald begyndte i samme øjeblik, som Gud dømte ham til døden. Fra Gud havde Adam modtaget evnen til at forplante sin egen slægt. Selv var han skabt i Guds billede (1 Mos 1:27); men nu havde han mistet enhver ret til liv og kunne derfor ikke videregive denne ret. Hans afkom fødtes derfor ”døende”. Men den livsproces, som Gud havde sat i gang i Adam, var så vidunderlig, at det tog 930 år før den helt ophørte. Adam vendte tilbage til jorden. Han mistede sit liv og sin bevidsthed. Bibelen lærer tydeligt, at de døde er uden bevidsthed og ligger i graven. Læg mærke til, hvad Prædikeren 9:5,10 siger om de dødes tilstand: ”For de levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting! De får ingen løn, for deres navn er gået i glemme... Alt, hvad din hånd finder på at gøre, skal du gøre af al din magt, for i dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom.” Det vil sige, at de døde intet kan gøre og intet kan mærke. Deres tankevirksomhed er ophørt. Som Bibelen siger: ”Stol ikke på stormænd, på mennesker, de kan ikke frelse. De udånder og vender tilbage til jorden, og den dag er deres planer blevet til intet.” (Sl 146:3-4) Og i dødsriget, hvor menneskene går hen, er der stilhed. Vi læser i Salme 115:17: ”De døde lovpriser ikke Herren, de som gik ned i stilheden.” Bibelen lærer, at der er to ting, som et menneske (eller en hvilken som helst anden bevidst, jordisk skabning) må have for at være i live og forblive i live: Ånd og åndedræt. Vi læser i Jobs bog: ”Drog han (Gud) sin ånd (hebraisk: ruach) tilbage og tog sin ånde (hebraisk: neshamah) til sig igen, da udånded kødet til hobe, og atter blev mennesket støv.” (Job 34:14-15, d.aut.1931) Vi ved at Gud dannede det første menneske af ”jorden”, det vil sige grundstoffer i jorden. Da Adam blev skabt, gav Gud liv til milliarder af celler i hans legeme, han gav dem livskraft. Det er denne aktive livskraft, der her betegnes med ordet ”ånd” (ruach). Men for at livskraften kunne fortsætte i hver eneste af Adams milliarder af celler, måtte cellerne have ilt, og det skulle åndedrættet sørge for. Det var derfor, Gud nu ”blæste livsånde (neshamah) i hans næsebor” (1 Mos 2:7). Så begyndte Adams lunger at virke og gennem åndedrættet at vedligeholde livet i legemets celler. Det kan sammenlignes med det, der sker med nyfødte børn i visse tilfælde. Skønt der er liv i barnet, når det fødes, hænder det undertiden, at det ikke begynder at trække vejret rigtigt efter fødselen. Jordemoderen er så nødt til at give barnet nogle smæk for at sætte dets vejrtrækning i gang, for uden den ville barnet snart dø. På samme måde måtte livet i Adams celler opretholdes ved vejrtrækning, hvis Adam fortsat skulle være et levende menneske. Mens menneskets sjæl er selve den levende person, er ånden simpelthen livskraften, der giver personen liv. Ånden har ikke nogen personlighed og kan heller ikke gøre det, som en person kan gøre. Den kan ikke tænke, tale, høre, se eller føle. I den henseende kan den sammenlignes med den elektriske strøm i en bils akkumulator. Strømmen kan antænde benzinen, der får motoren til at udvikle kraft, den kan få lygter til at lyse, hornet til at lyde eller bilens radio til at afgive tale og musik. Men kunne akkumulatorens strøm gøre nogen af disse ting alene, det vil sige uden motoren, uden lygterne, hornet eller radioen? Nej, for den er blot kraften, der får de forskellige ting til at arbejde og gøre, hvad de skal. Denne ånd eller livskraft, som kommer fra Gud, findes i alle hans levende skabninger, idet forældrene giver den videre til afkommet ved undfangelsen. Derfor kunne Gud sige til Noa, at han ville lade en vandflod ”udrydde alt kød under himmelen, som har livsånde”. (1 Mos 6:17. d.aut.1931) Da både mennesker og dyr alle har den samme livskraft eller ånd, dør de på samme måde. Det er derfor, Prædikeren 3:19 siger: ”For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde (ruach). Menneskene har ikke noget frem for dyrene.” Menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og den samme. De er alle blevet til af jord, og de vender alle sammen tilbage til jorden: ”Alle går samme sted hen; alle er blevet til af jord, alle bliver til jord igen.” (Præd 3:20) ”Støvet vender tilbage til jorden, hvor det var, og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den.” (Præd 12:7) Ifølge Bibelen er opløsningen komplet. Mennesket med alle sine celler og atomer var frembragt af jordens muld og vender tilbage dertil. Dets mange atomer indgår i naturens kredsløb. Livskraften eller energien eller ånden (ruach), som holdt det hele i gang, vender tilbage til Gud, ”livets kilde”, som havde givet den. Her er ikke tale om nogen ”mystisk” menneskelig ånd, der går hjem til Gud; ”For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Mennesket har ikke noget frem for dyrene.” (Præd 3:19). Men menneskene har i modsætning til dyrene et løfte fra Gud om, at der skal komme en opstandelse af alle mennesker. (ApG 24:15. Joh 5:28-29) Ved døden forlader livskraften til sidst alle legemets celler, og legemet begynder at gå i opløsning. Al tanke, al bevidsthed og al virksomhed ophører. (Sl 104:29) Men hvordan skal det forstås, at ånden ”vender tilbage til Gud, som gav den”? Forlader livskraften bogstaveligt jorden og farer gennem verdensrummet frem til det sted, hvor Gud er? Nej, den vender tilbage til Gud i den forstand, at det pågældende menneskes mulighed for fremtidigt liv nu helt er i Guds hånd. Kun Gud kan give ånden igen og gøre personen levende igen. Nogle mennesker lever i frygt for de døde og bringer ofre for at formilde døde forfædre. Vi kan imidlertid finde trøst i at vide, at eftersom de døde er uden bevidsthed, er det ikke muligt for dem at gøre de levende noget ondt. Guds ord viser også, at mennesker, som man måske har haft stor kærlighed til, og som nu er døde, ikke kan hjælpes ved, at man lader religiøse handlinger eller ceremonier udføre for dem, handlinger som måske koster de efterlevende mange penge. (2 Sam 12:21-23) Viden om den tilstand, de døde virkelig befinder sig i, beskytter os også imod at blive forledt til at prøve at tale med de døde. Bibelen siger advarende at de, der hævder at kunne tale med de døde, i virkeligheden er i forbindelse med dæmoner, onde ånder, der giver sig ud for at være afdøde mennesker. (5 Mos 18:10-12) Dæmonerne udgiver sig for at være afdøde mennesker med det formål at forlede menneskene til at tro, at de døde ikke er døde – Satans første løgn (1 Mos 3:4) – og det er slet ikke så underligt, at de gør dette, for dæmonerne arbejder for deres fader og fyrste, Satan, løgnens fader. (Matt 12:24. Joh 8:44) Hvad er dødsriget? Mange kirkesekter lærer i dag, at uretfærdige mennesker ved fuld bevidsthed bogstaveligt, skal pines i evig ild. Læren om en bogstavelig, evig pine indførtes imidlertid af den katolske kirke for at få menneskene til at slutte sig til dens system og understøtte dens præsteskab. Denne lære blomstrede på den tid, da korstogene kaldtes ”hellige krige”, og da mænd og kvinder blev kaldt kættere og blev pint og dræbt på de grusomste måder, fordi de ikke tænkte eller talte i overensstemmelse med den katolske kirke. De første reformatorer, der dannede de store protestantiske kirkesekter, tog mange af moderkirkens falske lærdomme og ceremonier med sig, heriblandt helvedeslæren. Men spørgsmålet er: Findes læren om evig pine i Guds ord? Lad os først se på hvad Bibelen siger om dødsriget. I de hebraiske skrifter er ordet ”Dødsriget” oversat fra det hebraiske ord sheol. Dette ord forekommer i alt 65 gange. I den danske bibeloversættelse af 1931 er sheol gengivet 61 gange med ”Dødsriget”, 3 gange med ”døden” og 1 gang med ”dødens rige”. I de græske skrifter er det tilsvarende græske ord hades. Dette ord er i den danske bibeloversættelse af 1948 og 1992 gengivet med ”Dødsriget”. Er der varmt i dødsriget? Er sheol eller hades et sted, hvor de onde lider efter døden? Svaret er indlysende, for vi har allerede set, at de døde er uden bevidsthed og derfor intet kan mærke. Bibelen modsiger ikke sig selv, når den taler om tilstanden i dødsriget. Det fremgår alene af den kendsgerning, at Bibelen siger, at Jesus var i dødsriget. (ApG 2:31) Da apostel Peter sagde dette på pinsedagen, mente han tydeligt at Jesus havde været i graven, og ikke et sted med brændende pine. (1 Kor 15:3-4) Peter citerede fra Salme 16:10. Her er det hebraiske ord sheol brugt, og i apostlenes Gerninger 2:31 er det gengivet med det græske ord hades. Dette viser, at sheol og hades har samme betydning, og at der ikke med disse ord hentydes til et pinested. Som yderligere bevis herfor kan vi se på tilfældet Job, en af Guds retfærdige tjenere, som led meget. Han bad til Gud: ”Gid du ville gemme mig i dødsriget, skjule mig, til din vrede har lagt sig, sætte en frist og så huske mig igen!” (Job 14:13) Er det ikke ufornuftigt at tro, at Job ønskede at blive gemt i dødsriget, hvis det var et brændende varmt sted med pine? Er det ikke mere fornuftigt at tro, at dødsriget simpelthen er graven, og at Job ønskede at blive lagt der, således at hans mange lidelser kunne få en ende. Både gode og onde mennesker kommer i Bibelens ”dødsrige”, menneskehedens fællesgrav. Den rige mand og Lazarus Der er imidlertid et sted, hvor brugen af ordet hades har fået nogle til at mene, at Bibelens dødsrige er et pinested. Det er der, hvor Jesus taler om den rige mand og lazarus og siger, at den rige mand døde og blev pint i hades. (Lukas 16:22-31) Hvorfor bruges ordet hades her helt anderledes end de steder, det ellers forekommer? Det er fordi, Jesus her fortæller en lignelse; han taler ikke om et bogstaveligt sted med pine. Overvej følgende: Er det fornuftigt eller bibelsk at tro, at en mand skal pines, blot fordi han er rig, går velklædt og har rigeligt at spise? Er det bibelsk at tro, at en bliver velsignet med himmelsk liv, blot fordi han er tigger? Overvej også dette: Er helvede bogstaveligt så nær ved himmelen, at en, der er det ene sted, kan tale med en, der er det andet sted? Og hvis den rige mand bogstaveligt befandt sig i brændende ild, hvordan kunne Abraham da sende Lazarus til ham for at læske hans tunge med blot én dråbe vand på spidsen af sin finger? Hvad ville Jesus da illustrere med denne lignelse? Vi vil i al beskedenhed med vore tanker prøve at udlægge denne lignelse, som Jesus ikke selv har givet nogen forklaring på. Så vidt vi forstår, symboliserer den rige mand de religiøse ledere, som forkastede Jesus og senere slog ham ihjel. Lazarus er et billede på det jævne folk, som tog imod Guds søn. Bibelen viser, at døden undertiden bruges som et symbol, idet den skildrer en stor forandring i et menneskes liv eller handlemåde. (Se Rom 6:2, 11-13; 7:4-6.) En død, eller en forandring fra tidligere tilstande, indtraf, da Jesus gav Lazarus-skaren åndelig føde, og da denne skare således opnåede den større Abrahams, Guds gunst. Samtidig ”døde” de falske religiøse ledere med hensyn til at have Guds gunst. De blev forkastet og pintes, da Kristi disciple afslørede deres onde gerninger. (ApG 7:51-57) Denne lignelse lærer derfor ikke, at nogle mennesker efter døden pines i en bogstavelig ild i dødsriget. Helvede og skærsild Nu vil nogle måske gøre indvendinger og hævde, at Bibelen dog taler om ”Helvedes ild” (Matt 5:22). Det er sandt, men det græske ord, der her er oversat med ”Helvede”, er ikke hades, men Gehenna. Dette ord forekommer 12 gange i de græske skrifter og er navnet på Hinnoms dal uden for Jerusalems mure. Da Jesus var på jorden, blev denne dal brugt som en stor losseplads, hvor en ild til stadighed blev holdt ved lige ved hjælp af svovl, således at affaldet kunne blive brændt. Kirke-leksikon for Norden, bind 2, side 177, forklarer at det var ”et foragtet sted nær ved Jerusalem, på hvilket man henkastede affald og lig, og der var dér stadig en ild til at brænde hint affald og benene”. Hvad mente Jesus så, da han sagde, at nogle mennesker ville blive kastet i Gehenna for deres onde gerninger? Ikke at de ville blive pint evigt. Jesus brugte denne dal (Gehenna) med ild og svovl som et træffende symbol på evig tilintetgørelse. Sådan blev hans ord opfattet af dem, der hørte ham i det første århundrede. ”Ildsøen”, et udtryk der bruges i Åbenbaringens bog, skal forstås på samme måde, ikke som et symbol på pine, men på ”den anden død”, den evige død eller tilintetgørelse. Det er indlysende, at denne ”ildsø” er et symbol på ”den anden død”, for der siges, at døden og dødsriget (hades) blev kastet i den. Døden og dødsriget kan ikke bogstaveligt opbrændes, men kan fjernes eller tilintetgøres. (Åb 20:14-15; 21:8) Denne evige tilintetgørelse kaldes ”den anden død”, i modsætning til den første død, den adamitiske. Fra den første død, den adamitiske, er en opstandelse blevet sikret ved Jesu Kristi ”løsesum for alle”. Alle, som er i gravene, skal komme frem. (1 Tim 2:5-6. Joh 5:28-29) Åbenbaringen erklærer profetisk i kapitel 20, vers 12-13: ”Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget (hades) sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger.” Det er i lyset af Guds plan for slægtens genløsning fra den første død, at den første død såvel i de hebraiske skrifter og i de græske skrifter kaldes en ”søvn”. I Bibelen læser vi, at der er skrevet om både gode og onde, som døde, at de ”sov ind med sine fædre”. Men sådan et billede er intet sted i Bibelen brugt om ”den anden død”. Tværtimod er de stærkeste billeder på fuldstændig tilintetgørelse brugt for at betegne den død, nemlig ”Ild og Svovl”, fordi det vil blive en død eller tilintetgørelse, fra hvilken der ikke vil være nogen opstandelse eller genoprettelse. Den adamitiske død, som har hjemsøgt hele menneskeheden på grund af Adams synd, skal for evigt blive opslugt. Den skal ophøre i ”den anden død”, i hvilken den vil blive kastet af den store genløser, Jesus Kristus, som købte hele verden ved at opofre sig selv. Således siger Gud ved profeten Hoseas: ”Af dødsrigets hånd vil jeg forløse dem, fra døden vil jeg genløse dem. Død! Hvor er din pest? Dødsrige hvor er din ødelæggelse?” (Hoseas 13:14, grundteksten) Den første død skal ikke længere have magt over menneskene, således som den har haft siden Adam blev dødsdømt i Edens have. Når Jesus vender tilbage til jorden, skal de uretfærdige mennesker dø den anden død, men det vil være for deres egne forsætlige synder, som vi læser i Jeremias 31:29-30: ”I de dage skal man ikke mere sige: Fædrene spiste sure druer, og sønnerne får stumpe tænder. Nej, enhver skal dø for sin egen synd; ethvert menneske, der spiser sure druer, får selv stumpe tænder.” Hvordan forholder det sig da med skærsilden? Den katolske kirke hævder, at det er et sted, hvor menneskesjæle er ved bevidsthed og efter døden går gennem ild for at blive renset. Da Bibelen klart viser, at de døde er uden bevidsthed, hvordan skulle Gud da kunne pine nogen et sådant sted? (Præd 9:5,10) Sandheden er den, at hverken ordet ”skærsild” eller begrebet ”skærsild” findes i Bibelen. Vil de døde komme til at leve igen? Hvem har nu fundet på denne gudsbespottelige og vanærende læresætning om evig pine i helvede? Det må være Satan, der er ophavsmanden til den. Hans hensigt med at lade den prædike har været at skræmme menneskene fra at læse Bibelen og at få dem til at vende sig fra Gud. Det, Bibelen lærer om de dødes virkelige tilstand, befrier en for megen unødvendig frygt og bekymring vedrørende de døde. At vide, at de ikke pines, hjælper os til i langt højere grad at forstå og værdsætte Guds kærlighed og hans retfærdighed. Dog melder der sig andre spørgsmål. Når mennesket dør og derefter blot kommer i menneskehedens store grav, hvilket håb er der da for den døde? Bibelen viser, at der er et vidunderligt håb for de døde, et håb om at de kommer til at leve igen. Da Jesus Kristus forkyndte på jorden, viste han folket, hvilken magt han havde over døden, ved at bringe døde tilbage til livet. (Matt 9:18-26. Lukas 7:11-17. Joh 11:39-44) Han gav os således en forsmag på det, han i langt større målestok vil gøre, når han vender tilbage til jorden. Jesus sagde: ”I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem...” (Joh 5:28-29) Det fylder ens hjerte med glæde, når man forstår, at der er udsigt til at dødsriget, menneskehedens store fællesgrav, skal tømmes, og alle de døde – som har været der uden at være ved bevidsthed – skal opstå. Mange vil få en opstandelse i lighed med den, som Jesus Kristus fik. (Fil 3:21) Men størstedelen af menneskeheden vil vende tilbage til livet og komme til at bo i et genoprettet jordisk paradis, hvor døden ikke skal være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være der. For det, som var før, vil være forsvundet. (Åb 21:3-4) Hvis de vælger at følge Guds retfærdige love, vil de aldrig behøve at dø igen. De uretfærdige, som ikke omvender sig, får ikke lov til at leve i et genoprettet paradis. Bibelen siger, at de skal ”vende tilbage til dødsriget” (Sl 9:18). Bibelen fremholder nogle vidunderlige løfter til alle mennesker, og de giver os i sandhed grund til at ønske at få mere at vide om Jahveh og hans søn, Jesus Kristus. For ”dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham du har udsendt, Jesus Kristus.” (Joh 17:3) Læs også artiklerne:
• Skal mennesker pines
bogstaveligt i helvede? |
