|
Sir Isaac
Newton og Bibelen
Isaac
Newton er en af de største naturvidenskabsmænd, der nogensinde har levet, ja,
måske den største. Han blev født den 25. december 1642 og døde i 1727. Hans mest
berømte værk er Philosophiae Nauralis Principia Mathematica (i
almindelighed kaldet the Principia) – (Naturfilosofiens
matematiske principper - en matematisk beskrivelse af de love, som styrer
himmellegemers bevægelse, det vil sige månens bevægelse om jorden og planeternes
bevægelse om solen).
The Principia blev udgivet i 1687. Hans opdagelser spænder over alle aspekter af
den fysiske verden, specielt med vægt på eksperimentiel fysik og kemi med
anvendelse af matematik. Han udtænkte så godt som hele videnskaben omkring den
klassiske mekanik og det meste af videnskaben omkring lyslære (optik). I sin
levetid udtænkte han de former for matematik, som han havde behov for, og som
interesserede ham, bl.a. disciplinen kaldet calculus (Infinitesimalregning).
Hans
(såvel som verdens) største videnskabelige værk, the Principia, blev først
offentliggjort, efter at hans ven, Edmund Halley, ved et tilfælde fik kendskab
til eksistensen af Del I, som Isaac Newton havde skrevet ti år tidligere og lagt
i en skuffe. Halley overbeviste ham om, at han skulle færdiggøre del II og III
og lade Halley offentliggøre værket.
Som
følge af uovertrufne åndsevner gennem hele det voksne liv indtil sin død i en
alder af 85 er Newtons virkekraft legendarisk. F.eks. fortælles der ofte om,
hvordan senere i hans liv et problem i matematisk fysik, fremsat af den store
matematiker, Bernoulli, blev sendt til the Royal Society. Problemet bestod i at
fastlægge kurven for den minimumstid, det ville tage for en tung partikel at
bevæge sig nedad mellem to givne punkter, og de berømte europæiske matematikere
i det 18. århundrede, havde forgæves kæmpet med det i over seks måneder. Newton
modtog problemet om eftermiddagen og løste det, inden han gik i seng.
Ud over
sit videnskabelige arbejde (Newton ville have sagt, som en del af sit
videnskabelige arbejde) viede han en væsentlig del af sin enorme energi til
studiet af Bibelen og bibelske tekster og historie. Han læste i Bibelen hver dag
hele sit liv og skrev over en million ord i noter angående sit studium heraf.
Isaac
Newton troede, at Bibelen er den bogstavelige sandhed i enhver henseende. Gennem
hele sit liv testede han den bibelske sandhed mod de fysiske sandheder i
eksperimentiel og teoretisk videnskab. Han observerede aldrig selvmodsigelser.
Rent faktisk betragtede han sit eget videnskabelige arbejde som en metode til at
styrke troen på den bibelske sandhed.
Isaac
Newton var en formidabel bibellærd, og havde et udstrakt kendskab til antikkens
historie. Han mente, at det var af yderste vigtighed for et menneskes liv at
studere Bibelen, at ethvert menneske skulle læse Bibelen og gennem læsningen
etablere sin personlige forståelse af den universelle sandhed, den indeholder.
Der er
kun blevet udgivet én bog af Newton om Bibelen. Den blev publiceret i 1733, seks
år efter hans død, af J. Darby og T. Browne, Observations Upon the Prophecies
of Daniel and the Apocalypse of St. John.
Hans
studium af Daniels Bog begyndte i 12 års alderen og fortsatte med at være af
speciel interesse for ham gennem hele livet. Desuden skriver han om Profetierne
med en ærbødighed, der indikerer, at han selv føler ærefrygt for de ord, som han
har fået mulighed for at læse. Isaac Newton konkluderede, at det er hensigten,
at Åbenbaringens Bog kun skal blive forstået af ganske få, indtil vi nærmer os
endetiden, tidspunktet for dommen og begyndelsen af Den Højestes og De Helliges
evige Kongedømme.
Han
følte, at et af de store formål med Åbenbaringens Bog, er at ”skildre og
forebygge det store frafald.” Dette frafald, følte han, skulle begynde med
”forvanskning af sandheden om Sønnens forhold til Faderen ved at stille dem
lige” (Yeates 31). Åbenbaringen eller Apokalypsen tydeliggør Kristi rolle i
forhold til Gud. Ifølge Newton tæller Johannes’ syn som bevis på, at Kristus er
guddommelig, men stadig underordnet Faderen. I synet bliver en bog overgivet til
Sønnen, som han ikke havde, før afslutningen af sin gerning på jorden, og som
var en ny åbenbaring for ham. Hvis åbenbaringen var ny for Kristus, hvordan
kunne Kristus og Gud så være én person, eller ét væsen? Og hvis Guds Søn ikke fik lov til at
se åbenbaringen, før han var steget op til himmelen, hvordan kan han så være
ligestillet med Gud? Han skulle selv bevise, at han var værdig til at modtage en
så mægtig bog. For at uddybe sit synspunkt citerer Newton Mark 13:32 ”Men den
dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlen eller Sønnen,
men kun Faderen”.
Newton
skrev vedrørende Åbenbaringens Bog:
”Og
indholdet af den, må man forestille sig af så ophøjet storhed, at det ikke var
egnet til at blive overgivet til nogen anden end Lammet .... Denne bog er udtryk
for en af de mægtigste skatte, som han, der sad på tronen, nogensinde har
tildelt Lammet og følgelig intet mindre end al den fylde af viden om ting fra
fortiden og ting, der skal komme, som Gud gav ham efter hans genopstandelse.
Dette er sikkert, at det er en tilkendegivelse af en sådan kundskab, som Lammet
ikke havde modtaget tidligere, Apokalypsen i sig selv var en ny åbenbaring for
ham.” (Yeates 31)
Gennem Newtons studier af de tidlige kristne skribenter og gennem sine egne
studier af Bibelen, kom han blandt andet frem til den konklusion, at
Treenighedslæren var en velovervejet løgn, der var indført i Kirken. Newtons
grund til at forkaste treenighedslæren var, at han ikke kunne finde bekræftelse
på kirkens trosbekendelse i Bibelen. Newton mente, at når man skulle bedømme
trosbekendelserne, så måtte man ikke lade fornuft og logik ude af betragtning.
Han mente, at intet af det Gud har skabt savner hensigt eller mening, og at
Bibelens lære kunne forstås hvis man også her gik frem på grundlag af logisk
tænkning. Om apostelen Johannes’ skrifter sagde Newton: ”Jeg nærer så megen
respekt for ham, at jeg tror at han skrev fornuftigt; derfor regner jeg med, at
den fornuftigste fortolkning er hans, og dermed den bedste.” (Corruptions of
Scripture) Derfor giver Newton følgende begrundelse for at han forkastede
treenighedslæren: ”Homoousion (den lære at Sønnen er af samme væsen som Faderen)
er uforståelig. Den blev ikke forstået ved kirkemødet i Nikæa, ej heller siden.
Hvad man ikke kan forstå, kan man ikke tro på.” (Theological Manuscripts)
Newton offentliggjorde ikke
sin kritik af treenighedslæren mens han levede. Hvorfor? Sikkert på grund af
frygt for at miste sit embede, arbejde og indtægt. I datidens England blev man
retsforfulgt hvis man var kritisk imod treenighedslæren. I 1698 gjorde Loven om
Bekæmpelse af Gudsbespottelse og Respektløshed det til en forbrydelse at benægte
at en af personerne i treenigheden var Gud. Ved en førstegangsovertrædelse
straffedes det med tabet af embede, arbejde og indtægt, ved en gentagelse med
fængsel. Newtons ven William Whiston (der oversatte Josefus’ værker til engelsk)
blev frataget sit professorembede ved Cambridge i 1711, fordi han var kritisk
imod treenighedslæren.
Newton følte, at der havde været et stort frafald fra sandheden. Troen på et
stort frafald var ikke ualmindelig på den tid. Imidlertid syntes de fleste at
mene, at dyret, der er omtalt i Apokalypsen, er den romersk-katolske kirke, og
at den anglikanske kirke havde bragt den sande orden tilbage. Newton mente i
stedet, at Treenighedslæren var frafaldet, som ødelagde hele kristenheden. Det
så ud til, at han mente, at skønt sandheden var blevet tilsløret, skulle der nok
være nogen, som af sig selv ville finde den. Han sagde: ”Men en rest, nogle få,
spredte mennesker, som Gud har udvalgt, som ikke er styret af interesser,
uddannelse eller menneskelige autoriteter kan oprigtigt og alvorligt sætte sig
for at søge efter sandheden” (Yeates 43). Newton ser ud til at have følt, at han
var en af disse ydmyge sandhedssøgende.
Et
altoverskyggende tema i Newtons kommentarer til Apokalypsen er Antikrist
(Dyret). Han giver en streng advarsel om, at vi skal kende Skriften, således at
vi kan undgå Antikristen når han kommer. Han sagde: ”Det er det største øjebliks
forpligtelse”. Han advarer os endvidere mod at være kortsynede, ”man skulle
nødig i en så degenereret tidsalder være faretruende forført og ikke vide det.”
Den forberedelse, Newton mener, vi har brug for, er at studere Skrifterne. Som
tidligere nævnt følte Newton, at det var af yderste vigtighed for et menneskes
liv at studere og uddybe Skriften. Idet han advarer mod det store frafald,
skriver Newton, at ”Antikrist skulle forføre hele den kristne verden, og derfor
kunne han med lethed forføre en, hvis man ikke var godt forberedt og kunne kende
ham.” Samtidig var Newton overbevist om, at De to Vidner i Åbenbaringen måtte
komme før Jesu Kristi genkomst, han sagde: ”De to profeter må stige op til
himlen i skyen, før denne verdens kongeriger bliver den salvedes kongeriger.”
Han
syntes især at være bekymret over dem, som ikke kender sandheden, fordi de ikke
ønsker at høre den. Han fandt, at de fleste mennesker så ud til at være ret
tilfredse med ikke at kende sandheden. De ville hellere holde fast ved deres
menneskelige traditioner og fordomme end kende Gud. Han sagde: ”Men verden
elsker at bliver bedraget, de vil ikke forstå, de tænker sig aldrig ordentligt
om men lader sig fuldstændigt lede af fordomme, interesser, ros fra mennesker,
og autoritet fra den kirke, de tilhører, hvilket er almindeligt fordi alle
parter holder sig tæt til den religion, de er blevet opdraget i.” Idet han
fortsætter, siger han: ”Der er kun nogle få, der søger at forstå den religion,
de bekender sig til, og de som studerer for at få forståelse for den, gør det af
verdslige grunde, eller for at de kan forsvare den, for så at undersøge, om det
er sandt med en beslutning om at vælge og bekende sig til den religion, som
efter deres vurdering ser ud til at være bedst.”
Han
følte, at der kun var én sand religion, men at måske ingen af dem, som var på
jorden, var den rigtige. Han sagde: ”Med så mange religioner, af hvilke kun én
kan være sand, og det måske ikke er nogen af dem, du kender til, er det virkelig
hårde odds, men du er måske blevet bedraget og derfor må du være meget
forsigtig”. Desuden følte han, at skønt reformationen tog store skridt i den
rigtige retning, vandt den ikke på det tidspunkt over Satan, og den ville ikke
vinde, før det rette tidspunkt var inde. Han sagde: ”Og dette er i almindelighed
tilstrækkeligt til at vise, at pavedømmet, hvis det måtte være mysteriet om
uretfærdighed, endnu skulle forblive i verden, idet tidspunktet, der er bestemt
for dets tilintetgørelse, endnu ikke er inde: for skønt reformationen kan kaldes
ånden fra Kristi mund, idet der blev reguleret svarende til hans ord, er det
indlysende, at det tildels har forvirret mennesket om synd, alligevel skal det
fortsætte og har i betydelig grad holdt stand mod reformationen mange steder og
vil fortsætte dermed, indtil det lys kommer fra Gud, ved hvilket det skal
tilintetgøres”. (Yeates 46-47)
Isaac
Newton var en af de største tænkere nogensinde, og han er berømt for sine mange
bidrag til videnskaben. Han var også en af de skarpeste religiøse begavelser
nogensinde selv i nyere tid. Hans tro på Gud prægede ethvert aspekt i hans liv
og var en del af hans inderste tænkning. For Newton var religion ikke blot et
ugentligt ritual, men en konstant opadgående bevægelse, som der skulle arbejdes
med hver dag. Som Newton siger: ”som deres tro er, er deres handlemåde”, eller
med andre ord: ”praktiser hvad du forkynder”. Han erklærer endvidere at: ”at
lovprise Gud for evigheden, uendeligheden, alvidenheden og almagten er virkeligt
gudfrygtigt og det er en pligt for enhver skabning at gøre det efter evne.”
(Manuel, Religion 21).
Newton
opsummerede sit vidnesbyrd med disse ord:
”Vi skal
derfor anerkende én Gud, grænseløs, evig, allestedsnærværende, alvidende,
almægtig, skaberen af alle ting, den viseste, retfærdigste, den bedste, den
helligste. Vi skal elske ham, frygte ham, ære ham, forlade os på ham, bede til
ham, give ham tak, prise ham, hellige hans navn, adlyde hans bud, og sætte tid
af til at tjene ham, som vi bliver pålagt i det tredje og fjerde bud, for dette
er kærligheden til Gud, at vi holder hans bud, og hans bud er ikke tunge. (1 Joh
5:3). Og disse ting skal vi gøre ikke for nogen mellemmænd mellem ham og os, men
for ham alene, så han giver sine engle ansvar over os; de, som er vore
medtjenere, glæder sig over den tilbedelse, vi giver deres Gud. Og dette er den
første og vigtigste del af religionen. Dette har altid været og vil altid være
Guds folks religion fra verdens begyndelse til dens ende.” (Yeates 19)
Sir
Isaac Newton havde fuldstændigt ret i sine observationer. Hvis en af de største
videnskabsmand, der nogensinde har levet, ikke havde noget problem med at tro på
Bibelen, hvilken undskyldning vil evolutionister, ateister, agnostikere og andre
såkaldte videnskabsfolk så have på dommens dag!
Citater fra:
Manuel, Frank
E. The Religion of Isaac Newton.
London:
Oxford
UP,
1974.
Yeates, Owen Dennis. Transcendence: Reassessing the Religious
Thinking of Sir Isaac Newton,
Honors Diss. Brigham Young U, 2000. Provo, UT: 2000.
H.
McLachlan, M.A., D.D., Sir Isaac Newton Theological Manuscripts, Liverpool at
the university press, 1950.
An
Historical Account of Two Notable Corruptions of Scripture – Isaac Newton. |
