Jesu Kristi brud 

   Mange mennesker er kaldet til at arve Guds kongerige, men jeg tror ikke, at alle Guds børn tilhører den samme klasse frelste. For mig synes det klart, at Bibelen beskriver Jesu Kristi brud som en særskilt klasse blandt Guds børn – f.eks. i følgende skriftsteder:

”Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen.” (Joh 3:29)

Brudgommens ven er ikke bruden.

”Lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede... Og englen sagde til mig: Skriv: Salige er de, der er indbudt til Lammets bryllupsfest.” (Åb 19:7, 9) 

Gæsterne, som er indbudt til bryllupsfesten, er ikke bruden.

”Og Ånden og bruden siger: »Kom!« Og den, der hører, skal sige: »Kom!« Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet.” (Åb 22:17)

Den, der hører, er ikke bruden.

”Da skal himlenes rige ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen.” (Matt 25:1) 

De ti brudepiger er ikke brudgommens brud. 

”Og jeg hørte tallet på de beseglede: ét hundrede og fireogfyrre tusind beseglede ud af alle Israels stammer... Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, ud af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne.” (Åb 7:4, 9)

Her ser jeg en forskel på de ”beseglede” og den ”store skare” – og måske er de ”beseglede” bruden og den ”store skare” de, der er indbudt til bryllupsfesten. De 144.000 kan enten være et bogstaveligt tal, eller også er det et symbolsk tal, der først og fremmest skal antyde, at det drejer sig om et fastsat antal. De 144.000 må bestå af såvel jødekristne som hedningekristne, da de sidste er podet ind på det jødiske oliventræ og er medarvinger i forjættelsen i Kristus Jesus. (Rom 11:17-18, 25-26; Ef 2:19; 3:6)

Den nye skabning 

Menigheden bliver i Bibelen ofte omtalt som en ny skabning, og dens endelige medlemmer, sejrvinderne, benævnes enkeltvis som ”nye skabninger” i Kristus Jesus. (2 Kor 5:17)   

At Jesus i evangeliets tidsalder, som startede ved hans første komme, og som slutter ved hans andet komme, udvælger en menighed, der skal være hans brud, og at denne menighed har et himmelsk håb, anerkendes af de fleste bibelstuderende. At alle udvalgte således udgør den eneste menighed, og at medlemskab i denne menighed kun kan opnås i det nuværende liv og i evangeliets tidsalder, anerkendes også i almindelighed at være Bibelens lære. Mange vil også indrømme, at vort nuværende samfund med Kristi legeme, menigheden, om end dyrebart, kun er et medlemskab på prøve, som vil blive bekræftet og gjort evigt, hvis vi vinder sejrsprisen – enten ved Jesu Kristi genkomst eller når vort nuværende liv afsluttes. (1 Kor 9:24-25. Fil 3:12-16. Joh 15:5-6). Men skønt jeg og mange andre kristne er enige om, at Kristi menighed, den nye skabning, skal være den eneste menighed, ikke mange menigheder, så er der forskellige ting angående dette emne, som ikke alle kan blive enige om. 

Da Skaberen besluttede at frembringe den nye skabning – som skulle være delagtig i den guddommelige natur (2 Pet 1:4), delagtig i hans egen herlighed, ære og udødelighed – bestemte han, at ingen kunne blive skabt til en sådan høj stilling og derefter blive stillet på prøve, men at derimod enhver, som skulle blive medlem af den nye skabning, først måtte stå sin prøve, helt og fuldt vise sin troskab mod Skaberen og hans retfærdige regeringsgrundsætninger, før han eller hun kunne blive ophøjet til denne stilling – til udødelighed.  

Vi læser i Bibelen om, hvorledes Gud sørgede for, at mennesket Adam blev stillet på en prøve, der kunne afgøre, hvorvidt han var værdig til det evige liv eller ej. Vi læser også i Bibelen om menneskets oprindelige fuldkommenhed, dets fald, dets genløsning og genoprettelsen af alle dem af menneskeslægten, der bliver fundet værdige dertil. Vi har ligeledes set, at gudssønnerne blev skabt enkeltvis, hellige og fuldkomne i deres natur med del i et evigt liv, og derefter stillet på prøve.  

Jeg tror ikke, at en lignende fremgangsmåde kunne benyttes over for de nye skabninger, som skulle arve den højeste form af guddommelig natur, nemlig først at skabe dem fuldkomne i denne natur og dernæst sætte dem på prøve. Hvorfor tror jeg ikke det? Fordi en meget vigtig egenskab ved den højeste form af guddommelig natur er udødeligheden, og når vi har forstået, at dette ord betegner en tilstand, hvor døden er umulig, så kan vi også let indse, hvad det ville have indbefattet at have skabt nogle væsener udødelige og derefter at have sat dem på prøve. Det ville have betydet, at dersom nogle af dem var kommet til kort og således ikke havde opfyldt den stillede betingelse, absolut troskab mod Gud Jahveh, ville de have været udødelige overtrædere, udødelige syndere, som ikke kunne udryddes i den anden død (Åb 20:6), og hvis fortsatte tilværelse igennem evighedernes evighed som overtrædere og syndere ville have været en forsmædelig plet på universets ellers så rene og pletfri skabning, således som det er Guds hensigt, at den til sidst skal blive. Vi fatter således, hvilken dybde af visdom der er nedlagt i den plan, som Gud har valgt med hensyn til brudeklassen – de mest begunstigede af alle hans skabninger – idet han prøver dem strengt og indgående, mens de endnu er dødelige og medlemmer af den klasse, som Bibelen kalder ”folkeslagene”, en klasse som er ”kød og blod”, dødelig, og på nuværende tidspunkt ufuldkommen. 

Hvis vi i tankerne prøver at stille os ved siden af den store skaber som hans fortrolige venner og søger at forstå, hvorledes den guddommelige plan til denne nye skabning blev udtænkt, kan vi forestille os, at Gud Jahveh har overvejet sagen med sig selv angående den nye skabning omtrent på følgende måde: Hvilken klasse af mine sønner skal jeg tilbyde den enestående og ophøjede forret at blive omdannet til denne højeste orden eller klasse blandt mine skabninger? Jeg har skabt dem alle sammen, af hvilken orden de end er – gudssønner eller mennesker - og de vil alle nå den højeste grad af fuldkommenhed og stilling, når min plan til fulde er blevet gennemført, og alle prøverne er afsluttet. Men hvilken af disse ordener/klasser skal jeg nu tilbyde denne, den største af alle velsignelser og forrettigheder, at få del i den udødelige, guddommelige natur? Naturligvis måtte Faderens tanke straks falde på Ordet (Joh 1:1), den enbårne (Joh 1:18), som den der allerede var den højeste og fornemste blandt gudssønnerne, og som stod ham selv nærmest. Den gudssøn, som lige til de mindste enkeltheder havde vist en aldrig svigtende trofasthed imod sin fader og sin gud. (Joh 6:38; 8:29) 

Ordet var derfor den gudssøn, hvem denne lejlighed til at opnå den guddommelige natur med udødelighed og dens medfølgende herlighed først ville blive tildelt. Det behagede Jahveh, at i ham skulle hele fylden bo, for at han skulle blive den første i alle ting. (Kol 1:18-19) Han var i forvejen den første og ypperste blandt gudssønnerne, og eftersom han havde benyttet denne stilling på en trofast måde, stod han naturligvis først for tur til at blive forfremmet til en hvilken som helst højere hædersplads og værdighed, som Jahveh havde at tilbyde. Den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod. (Matt 13:12) Troskab vil få sin belønning, selv om dette indbefatter, at den trofaste først må underkaste sig de strengeste prøver og de mest ydmygende erfaringer og tugtelser. Skønt Ordet var søn, og det en yderst trofast og hengiven søn, kunne han dog ikke få del i den højeste natur, før hans tro og troskab var blevet stillet på de strengeste prøver, som Skriften siger:

”Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led.” (Hebr 5:8)

Altså, skønt Jesus var Guds søn, så måtte han lære lydighed af det, han led, før han kunne blive ophøjet til den højeste natur – den udødelige guddommelige natur. Dette udkast til den nye skabning, og udvælgelsen af Ordet til at være den nye skabnings hoved og Herre, var allerede foretaget i Guds råd, før mennesket blev skabt (1 Pet 1:20). Gud vidste på forhånd, at hans menneskelige skabning ville falde. Han havde fastsat, at mennesket som straf derfor skulle lide døden, og han havde forudbestemt, at den prøve, hvorpå han ville sætte sin elskede søn, skulle bestå deri, om han af egen fri vilje ville blive menneskeslægtens genløser og ved så stort et offer, som dette indbefattede, vise sin troskab mod Faderen og sin tillid til ham. Således skulle han ifølge Guds plan blive ”Lammet”, der blev slagtet. (Åb 5:6) Når vi betragter sagen fra dette standpunkt, forstår vi, at Faderen ingenlunde tvang Sønnen til at blive menneskets genløser og heller ikke på nogen måde viste sig uretfærdig over for ham ved at fordre noget sådant. Jesus sagde.

”Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre.” (Joh 10:17-18)

Vi ser, at selv om Faderen havde påbudt Jesus at sætte sit liv til, så gjorde Jesus det frivilligt. Faderen lod ham blot derved forberede sig selv til den store ophøjelse over alle gudssønnerne, over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, og til delagtighed i Faderens udødelighed, og at sidde på højre side af hans trone. (Hebr 1:3-4. Ef 1:20-21) 

Vi skal derfor ikke undre os over, at apostelen skriver om, at Jesus for den glædes skyld, der ventede ham, påtog sig det hverv at blive menneskeslægtens genløser. (Hebr 12:2) Glæden var ikke blot dette, at han skulle få den første plads i den nye skabning, langt over alle andre skabninger, men vi kan fornuftigvis antage, at dette var en del af glæden. I den bøn til Faderen, som Jesus bad, mens han var ved at gennemgå prøverne, lægger vi mærke til, at han med beskedenhed slet ikke hentydede til den store værdighed, herlighed og udødelighed, der var lovet ham, og som han også forventede at opnå, men at han med en forunderlig ydmyghed blot bad Faderen om at blive genoprettet til sin tidligere stilling. Han betragtede det åbenbart som en tilstrækkelig stor ære, at han var blevet udvalgt af Faderen til som hans redskab at genløse menneskeslægten, og at genoprette alt det, som profeterne havde talt om. Hans enkle og ligefremme bøn lød:

”Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.” (Joh 17:5)

Imidlertid havde Faderen besluttet, at den nye skabning ikke skulle bestå af én enkelt person alene, men af mange brødre og sønner: 

”For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han (Jesus) er den førstefødte blandt mange brødre.” (Rom 8:29)

”For når Gud, for hvis skyld alle ting og ved hvem alle ting er til, ville føre mange sønner til herlighed, måtte han føre banebryderen for deres frelse til målet gennem lidelser.” (Hebr 2:10)

Faderen ønskede altså at ophøje mange sønner til den højeste natur – men hvem skulle de andre brødre og sønner være? Fra hvilken klasse skulle de udvælges? Fra gudssønnerne i himlen? Eller fra folkeslagene på jorden? Fra hvilken klasse de end blev udvalgt, så måtte de bestå en troskabsprøve – de måtte bevare deres tro indtil døden, nøjagtig som Jesus selv, og det af samme grund, for de skulle få del med ham i hans herlighed, ære og udødelighed. Den prøve, som Jesus blev stillet på, gjaldt hans lydighed – han måtte være ”lydig indtil døden” (Fil 2:8), og alle de, der som nye skabninger ønsker at få del med ham i den højeste natur, må derfor også vise sig trofaste lige indtil døden (Åb 2:10). Om tilbudet var blevet givet til gudssønnerne i himlen, ville det have indbefattet en anden plan end den, vi nu ser i virksomhed, for gudssønnerne i himlen dør ikke naturligt, som mennesker gør. 

En himmelsk kaldelse til en ny natur – den himmelske natur 

Den omstændighed, at mange af Jesu og apostlenes lærdomme er henvendt til de nye skabninger, eller til dem, som har til hensigt at tage de tros- og lydighedsskridt, som er nødvendige for at blive sådanne, har fået mange kristne til at tro, at Gud har samme plan med alle mennesker, men dette lærer Bibelen ikke. Mange overser fuldstændigt, at Bibelen indeholder to forskellige slags frelse – en himmelsk frelse for Guds børn, og en jordisk frelse for folkeslagene. Mange overser også, at den himmelske frelse indeholder mindst to forskellige klasser af frelste – nemlig en brudeklasse (Åb 19:7; 7:4; 14:1-5) og en ”stor skare” (Åb 7:9; 19:1,6,9). Kaldelsen til det himmelske plan benævnes i Bibelen som en himmelsk kaldelse, en kaldelse fra Gud i himlen til at blive Guds børn med borgerskab i den himmelske verden – et borgerskab i den åndelige verden:

”Ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede... Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige.” (1 Kor 15:49-50)

”Ja, Herren vil fri mig fra alt ondt og bringe mig frelst ind i sit himmelske rige. Ham være ære i evighedernes evigheder! Amen.” (2 Tim 4:18)

”Derfor, hellige brødre, I som har fået det himmelske kald: Se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus.”

(Hebr 3:1)

”Jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus... Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.” (Fil 3:14, 20-21)

”Med troen i behold døde alle disse (Guds børn) uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. Men de, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland. Hvis de dermed havde tænkt på det, som de var rejst ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage; men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem.” (Hebr 11:13-16)

Som følge af manglende forståelse af, at Gud har en særlig frelse i beredskab for Guds børn, men en anden frelsesplan for den øvrige verden - for folkeslagene, hersker der stor forvirring blandt mange kristne, som ikke kan se, hvilken forskel der er mellem den udvalgte klasse og de velsignelser, der bliver den til del, og så den langt større ikke-udvalgte klasse og de velsignelser, som til sin tid skal tildeles den gennem Guds børn. Mange kristne tror, at Guds plan er fuldbyrdet, når udvælgelsen er afsluttet. De kan ikke se eller forstå, at den da først er ved sin begyndelse, hvad angår den menneskelige natur og den genoprettelse, der er bestemt for folkeslagene i det store og hele. 

Denne mangel på evne til at skelne mellem de forskellige slags frelse – Guds børns frelse til den åndelige natur, og folkeslagenes frelse til den fuldkomne menneskelige natur af kød og blod - har i høj grad forvirret de kristne og fået dem til at sammenblande de skriftsteder, der taler om de forskellige slags frelse. Snart tænker de på frelsen fra et standpunkt og snart fra et andet. Nogle taler om de frelste som åndevæsener, der bor i himlen, og som ikke har nogen tilknytning til jorden. Andre taler om de frelste som fuldkomne mennesker af kød og blod, der lever i et jordisk paradis og bor i et jordisk Jerusalem. Og andre igen taler om de frelste som synlige åndevæsener, men forveksler alligevel disse åndevæsener i herlighed, ære og udødelighed med menneskelige væsener, idet de tænker sig, at de frelste i deres åndelige legeme skal bo på jorden og ikke have adgang til himlen. 

Det er faktisk ikke muligt at se skønheden og symmetrien i Guds plan, hvis man ikke har en klar forståelse af, hvad den nye skabning er, og tydeligt fatter, at dens fremtidige medlemmer kaldes af Gud til at opnå en natur, der er vidt forskellig fra den menneskelige af kød og blod, idet deres kaldelse er en himmelsk kaldelse, dvs. en kaldelse til den åndelige verden, samt at de, foruden at befæste deres egen kaldelse og udvælgelse, tillige har en stor gerning at udføre i forbindelse med den menneskeslægt, hvoraf de er udvalgt. De skal sammen med Jesus udgøre et kongeligt præsteskab, hvem verdens interesser og anliggender vil blive overdraget, for at de kan velsigne og genoprette alle folkeslagene, alle de lydige.  

Bibelen beskriver klart og tydeligt Guds børn som en adskilt gruppe fra folkeslagene (græsk: ethnos). Det er Guds plan at overdrage magten over folkeslagene til Jesus og Guds børn:

”På din bøn (Jesu bøn) giver jeg dig folkeslagene (ethnos) som ejendom og den vide jord som arvelod.” (Sl 2:8, Septuagint)

”Den, der sejrer og trofast gør mine gerninger indtil enden, ham vil jeg give magt over folkeslagene (ethnos); han skal vogte dem med et jernscepter.” (Åb 2:26-27)

”Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene (ethnos) med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone.”   (Åb 12:5)

Daniel skriver om det samme:

”Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde... kongedømmet, herredømmet og magten i alle kongeriger under himlen bliver givet til den Højestes helliges folk. Dets kongerige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det.” (Dan 7:14,27)

Jesu brud er købt fri af jorden og fra menneskene (Åb 14:3-4), og skal sammen med Jesus regere over folkesalgene og gøre tjeneste mellem Gud og folkeslagene, idet de iværksætter Guds plan om at genoprette alt det, som profeterne har talt om. (ApG 3:21) Deres arbejdsområde vil derfor blive jorden og dens anliggender, og deres bolig vil blive det himmelske Jerusalem:

”Men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem... I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet.” (Hebr 11:16; 12:22-23)

Man vil let kunne indse, at der ikke kunne findes nogen anden klasse af væsener, som ville være så velegnede til at opfylde Guds hensigt og herske over folkeslagene og velsigne dem. Da de selv har været mennesker ligesom de andre, vil de fuldt ud være fortrolige med de skrøbeligheder og ufuldkommenheder og prøvelser, som menneskene er underlagt på grund af synden, og de legemlige svagheder. Dette hjælper dem til at være milde herskere og barmhjertige præster og tjenere, mens deres fuldkommenhed i den guddommelige natur vil sætte dem i stand til at dømme retfærdigt, og kærligt træffe de afgørelser, de som verdens magthavere skal træffe i løbet af tusindårsriget. 

Skønt det store og vigtige værk, at styre, velsigne og dømme menneskene og englene, særligt bliver overdraget de nye skabninger af guddommelig natur (1 Kor 6:2-3), og skønt ingen andre væsener i hele universet vil være så egnede som de til at udføre dette værk, hvortil de ved Guds ledelse bliver særlig uddannet, må vi dog ingenlunde tro, at dette bliver alt, hvad de skal gøre. Deres herlige og velsignede regering i de tusind år danner blot begyndelsen til udfoldelsen af de egenskaber, som indbefattes i de nye skabningers herlighed, ære og udødelighed, for der står skrevet, at de skal være konger i evighedernes evigheder (Åb 22:5). Vi ved ikke noget om, hvilke opgaver Skaberen i de kommende tidsaldre har i beredskab for sin elskede søn, hvem han har sat til arving over alle ting, men vi ved, at når menigheden er blevet herliggjort, så skal den blive lig sin Herre og se ham, som han er, dele hans herlighed med ham og altid have fællesskab med ham.  

Den nye skabning avlet af Guds ånd 

Inden menighedens medlemmer skal forvandles fra den kødelige natur til den åndelige natur, eller oprejses fra graven, bliver de først avlet på ny af Guds ånd. Gennem avlingen ved Den hellige Ånd bliver de medlemmer af den modbilledlige Levi stamme – Levi stamme var et forbillede på de løskøbte. Det er imidlertid kun deres sind, som er avlet på ny, deres legemer er stadigvæk kød og blod, jordiske, hvorfor også Paulus siger, at de har denne skat i ”lerkar”, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke deres. (2 Kor 4:7)  

Det nyavlede sind, den nye person, er alt, hvad der nu repræsenterer den nye natur, indtil den nye person, der må udvikles i karakter, i den første opstandelse får et himmelsk legeme; men indtil da er det Guds kraft, Den hellige Ånd, der virker i deres sind og gør dem til nye skabninger. 

Før Guds børn kan gå ind i Guds rige, må de adopteres ind i Guds åndelige familie:

”Vi, der har ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om adoption, vort legemes forløsning.” (Rom 8:23, citeret efter grundteksten)

Legemets forløsning vil for de nye skabninger komme i forvandlingen eller i opstandelsen. (1 Kor 15:51-52) Men menighedens medlemmer sukker ikke på samme måde, som verden gør, for da de blev avlet af ånden, fik de af Herren en modgift mod denne tids skuffelser, prøvelser og vanskeligheder, nemlig det herlige håb og de dyrebare forjættelser, der er et anker for vor sjæl, og som rækker ind bag forhænget. I vore vanskeligheder og prøvelser sørger vi ikke som de andre, der ikke har noget håb. I den samme forbindelse siger Paulus med henblik på verden og dens håb:

”For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares... hele skabningen... sukker og vånder sig sammen.” (Rom 8:19, 22)

De øvrige blandt menneskene har ikke et håb, som kan mildne deres psykiske smerter. Om skabningens håb siger Paulus, at den venter på Guds børns åbenbarelse. Læg mærke til, at skabningen ikke venter i håb om at blive Guds børn, men i stedet længes efter de velsignelser, som Guds børn, ifølge Guds forjættelser skal bringe til alle folkeslagene på jorden. 

Brudeklassens medlemmer antaget som prøvemedlemmer 

I Skriften fremgår det klart, at Jesus stiller betingelser til sin brudeklasse. Og som jeg forstår det, så er en af de afgørende betingelser for at blive et medlem af brudeklassen, at man ikke står i ”Det store Babylon” – dvs., at man ikke er medlem af Satans falske religions-system – vi læser nemlig i Skriften, at brudeklassen er en jomfru i symbolsk forstand:

”Det er dem, der ikke har sølet sig til med kvinder, men er jomfruelige...”    (Åb 14:4)

De er jomfruelige i åndelig forstand. De har, som Skriften siger, ikke ”sølet sig til med kvinder”, hvilket vil sige, at de ikke søler sig til med falsk religion og denne verdens falske kirkesekter, som netop i Åbenbaringen bliver beskrevet som kvinder, ”skøgen” og ”skøgerne” (Åb 17:4-5). (Mere om dette emne finder du i artiklen ”Dommen over Babylon”) Menighedens medlemmer bliver af Herren på det kraftigste opfordret til at drage ud fra dette system, fra skøgekvinden, for at de ikke skal deltage i hendes synder, og derved besmitte sig selv. (Åb 18:4)  

Betingelsen for at blive medlem af brudeklassen må også være, at man elsker Jahveh og Jesus højere end man elsker hjem, jord, forældre, børn, sig selv eller nogen anden skabning – man må, som Jesus siger, beregne udgifterne, om man er villig til at betale prisen – og samtidig er det også en nødvendighed, at man ikke elsker mammon (penge). 

”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader (ikke elsker mindre) sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det!” (Luk 14:26-30)

”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.” (Matt 6:24)

Betingelsen er også, at man bygger på grundvolden (Jesus) med de uforgængelige byggematerialer, guld, sølv og ædelsten – ikke med træ, hø og halm. (1 Kor 3:10-15). Og så er det også nødvendigt, at man kæmper imod de menneskelige lyster, og i stedet søger at gøre Guds vilje (1 Pet 4:2-4), selv om også alt dette i nogen grad kan vedblive at ulejlige os, fordi det virker tiltrækkende på kødet. Det nye sind er det, som Herren anerkender som den nye skabning. Det er det nye sinds fremskridt og udvikling, som han interesserer sig for, og som han har lovet at belønne. 

Hvis vi bliver i Kristus, er det også nødvendigt, at vi går videre end blot at indvie os. Indvielsen åbner så afgjort døren for os og bringer os i den rette stilling over for Gud. Den medfører, at vi begynder at udvikle de forskellige åndens frugter for til sidst at blive medarvinger sammen med Jesus til den himmelske herlighed. Men for at kunne bibeholde vor stilling i Kristi legeme, er det en nødvendighed, at vi frembringer frugter som beviser på vor kærlighed og hengivenhed, for hvis vi ikke frembringer frugter, så bliver vi fjernet eller afskåret fra Kristi legeme. Læg nøje mærke til Jesu ord:

”Jeg (Jesus) er det sande vintræ, og min fader (Jahveh) er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt... Jeg er vintræet, I er grenene...” (Joh 15:1-5)

Grenene på Jesus er det samme som lemmerne på hans legeme. Når vi kommer til tro på Jesus, så må vi gøre de gerninger, som omvendelsen kræver (ApG 26:20). Vi må vokse i nåde og kundskab og begynde at udvikle åndens frugter. (Gal 5:22-23) Hvis vi ikke gør det, så vil Faderen simpelthen fjerne os fra vintræet!, og vi vil forspilde vor mulighed for brudesamfund med Jesus – en anden vil indtage vor plads blandt brudeklassen, og det, der var tiltænkt og forbeholdt os, vil blive givet til en, der bedre forstår at sætte pris på de store forrettigheder, og som vil udvise større nidkærhed og iver efter at opnå alt det herlige, som Gud har lovet dem, der elsker ham, og som er villige til at regne alt, hvad jordisk er, for skarn og tab mod dette at vinde Kristus. (Fil 3:8) 

At Jesus stiller visse betingelser, fremgår også tydeligt af hans ord til menigheden i Sardes:

”Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død. Vågn op og styrk resten, som er døden nær, for jeg har ikke fundet, at dine gerninger er fyldestgørende over for min Gud. Husk derfor, hvorledes du tog imod og hørte; hold fast ved det, og omvend dig! Hvis ikke du våger, kommer jeg som en tyv, og du ved ikke, hvilken time jeg kommer over dig. Men nogle få har du i Sardes, som ikke har sølet deres klæder til, og de skal vandre med mig i hvide klæder, for det er de værdige til. Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.” (Åb 3:1-6)

Jesus kræver, at disciplenes ”gerninger” skal være ”fyldestgørende” over for hans Gud, som er Jahveh. Vi ser derfor, at alle, som er antaget som prøvemedlemmer i brudeklassen, må opfylde meget strenge betingelser, og som følge heraf består det kongelige præsteskab af langt færre, end de kristne i almindelighed formoder, måske kun 144.000:

”Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.” (Matt 22:14)

”Jeg så: Se, Lammet stod på Zions bjerg, og hos det stod ét hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets faders navn skrevet på deres pande.” (Åb 14:1)

I Bibelen er der en overflod af beviser for, at Guds hensigt med menighedens udvælgelse, opdragelse, disciplinering og endelige ophøjelse sker i den hensigt, at han igennem menigheden vil velsigne alle de faldne, syndbesmittede mennesker ved at give dem alle en fuldstændig prøve eller dom under de gunstigste betingelser i tusindårsriget. Fuld kundskab og tilstrækkelig hjælp vil blive givet som den mest fremtrædende gunstbevisning. Set fra dette standpunkt bliver menigheden udvalgt for det store arbejde, som skal udføres i de tusind år, som starter, når Jesus vender tilbage til jorden for at genoprettet alt det, som profeterne har talt om. (Åb 20:4, 6) Dette arbejde, som menigheden skal stå for, vil bestå i at genoprette folkeslagene til fuldkommenhed, alle som har lyst til det (ApG 3:20-21), og at overgive de uforbederligt onde til den anden død – evig tilintetgørelse (Åb 21:8). 

Den nye skabnings åndelige sans 

I billedlig tale fremstiller den nye skabning et nyt menneske – Kristus som hovedet og menigheden som lemmerne på hans legeme. Ved hjælp af de fem sanser, syn, hørelse, følelse, lugt og smag dømmer menneskene om de ting, der møder dem. Disse sanser står selvfølgelig også i den nye skabnings tjeneste, så længe den har til huse i kød og blod, i lerkarret. Men disse sanser alene er ikke fyldestgørende for den nye skabning. Den behøver tillige andre sanser til at opfatte de åndelige ting med, idet disse hverken kan ses, smages, høres eller lugtes af den menneskelige organisme. Ved sin hellige ånd har Herren udfyldt dette behov, som Paulus skriver:

”Et sjæleligt (naturligt) menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok... Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os (den nye skabning) ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder.” (1 Kor 2:14, 9-10)

Det er derfor, at de mennesker, som ikke er avlet af Guds ånd i deres sind, ikke kan forstå det, som kommer fra Guds ånd, det er en dårskab for sådanne mennesker. Den åndelige dømmekraft hos dem, som er blevet avlet til at være nye skabninger, kan man kalde en sjette sans. Gradvis bliver deres hjertes øjne, deres forstands øjne, oplyst, så de kan se de ting, som de naturlige øjne ikke ser. Udviklingen af de åndelige sanser eller i det mindste vore bestræbelser for at få dem udviklet er kendetegnet på, om vi vokser i kundskab, om den nye skabning, som er i fostertilstand, bliver modnet til fødslen i opstandelsen – indtil Guds levende menighed bliver fuldkommen i den guddommelige naturs herlighed, ære og udødelighed.

Læs også: Den store skare