|
Jesus - født og skabt?Når kirkesekternes præster skal retfærdiggøre deres tilbedelse af Jesus som Gud den Højeste, forsøger de at bevise, at Jesus altid har været til, at han er evig og uden begyndelse, og at han derfor er Gud den Højeste selv, som er evig og uden begyndelse. Oftest hører man dem sige, at Jesus ikke er blevet skabt, fordi der står, at han er blevet ”født” – men kan noget, der er ”født”, også siges at være ”skabt”? Jorden har ikke altid været til, og det har solen, månen og stjernerne heller ikke. Der var en tid, da intet af det stoflige univers, som vor lille jord er en del af, eksisterede. Og dog fandtes der liv. Hvor? I de regioner, der er usynlige for os jordiske skabninger, på et eksistensplan, som vi ikke kan erkende med vore sanser, og som er højt hævet over vor jordiske, stoflige verden. Derfor kalder Bibelen dette tilværelsesplan for ”himmelen” eller ”himlene”. Livet der er også af en højere orden end livet på jorden. Det er i disse usynlige himle, at Gud den Højeste, Skaberen, bor. ”Himlen er Jahvehs himmel, men jorden gav han menneskene.” (Sl 115:16)
”Jahveh er i sit hellige tempel, Jahvehs trone er i himlen. Hans øjne iagttager, hans blik prøver menneskene.” (Sl 11:4) Det er Gud den Højeste, der har skabt det stoflige univers, som astronomerne stadig opdager mere af ved hjælp af deres teleskoper. Han har altså været til og haft liv, før det stoflige univers blev til. Som de allerførste ord i Bibelen siger: ”I begyndelsen skabte Gud himlene og jorden.” (1 Mos 1:1) Gud er kilden til alt liv uden for ham selv. Det erkendte salmisten, som sagde henvendt til Gud: ”Hos dig er livets kilde.” (Sl 36:10). Og profeten Moses anerkendte, at den levende Gud er uden begyndelse, ligesom han er uden ende. Han skrev: ”Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud.” (Sl 90:2) Det er ikke blot Guds materielle skaberværk, det stoflige univers, der har en begyndelse; det har Guds skaberværk også i den usynlige himmelske verden. Før dette himmelske skaberværk blev til, var Gud til. Han har dengang været alene. Så kom tiden, da Gud besluttede sig til at skabe. Han begyndte med at skabe noget, der var levende. Hvad skabte han først? Det fortæller hans eget ord os. Til os mennesker siger Gud: ”For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Jahveh; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.” (Es 55:8-9) I overensstemmelse med disse ord fulgte Gud ikke en evolutionistisk tankegang, som den vore dages evolutionister urealistisk og uden beviser bygger deres teorier på. Han begyndte ikke med at skabe den laveste og simpleste form for jordisk liv, men han begyndte med at skabe den højeste form for himmelsk liv. Hans første skaberværk blev også hans ypperste. Denne himmelske skabning, som var det første Gud skabte, kan sammenlignes med en jordisk faders førstefødte søn, der kaldes ”førstefrugten af hans manddom” (5 Mos 21:17) eller, som Jakob sagde om sin førstefødte søn, ”Ruben, du er min førstefødte, min kraft, min manddoms førstefrugt, ypperst i højhed, ypperst i styrke” (1 Mos 49:3). Førstefødselsretten tilhørte derfor Guds første himmelske skabning. Denne første skabning, som Gud dannede, blev senere kaldt Guds ”enbårne” søn (Joh 3:16). Denne ”Guds enbårne Søn” indtog den førstefødtes plads i hele Guds skaberværk, og det med rette. Som ”førstefrugten” af Guds skaberkraft ville han komme til at stå over alle senere skabninger i højhed, kraft og visdom. Han var Guds visdom personificeret, og derfor opfatter man i almindelighed de ord, der er nedskrevet i Ordsprogene 8:22-32, hvor Visdommen taler til sine disciple blandt os mennesker, som var de udtalt af ”Guds enbårne Søn”. Der siges nemlig her: ”JAHVEH ejede mig (Jesus) fra begyndelsen af sine handlinger, før sine værker fra gammel tid. Jeg (Jesus) blev dannet fra evighed (dvs. i den ældste oldtid), fra begyndelsen, før jorden blev til. Jeg blev dannet, før strømmene var til, før der var vandrige kilder; da bjergene endnu ikke var sat ned, forud for højene blev jeg dannet, førend han (Jahveh) skabte landjorden og markerne og de første støvkorn i verden. Da han (Jahveh) grundfæstede himlen, var jeg der allerede, da han lagde jordens flade fast på urdybet, da han samlede skyerne deroppe, da han lod urdybets kilder strømme, da han satte en grænse for havet, så vandet ikke kunne overtræde hans befaling, da han lagde jordens grundvolde fast, var jeg (Jesus) ved hans side som hans værkmester; jeg (Jesus) var til glæde for ham (Jahveh) dag efter dag, jeg dansede foran ham hele tiden. Jeg dansede på hans vide jord og glædede mig over menneskene. Men hør nu på mig, sønner! Lykkelige de, der holder sig til mine veje.” (Ordsp 8:22-32, citeret efter grundteksten) Læg her mærke til at den personificerede visdom ikke omtales som ophavet til Guds værker, men som det første af dem – han blev dannet før Guds værker fra gammel tid. Gud havde ikke skabt noget andet før ham. Den samme tanke kommer til udtryk i Åbenbaringen 3:14, hvor Jesus selv siger: ”Dette siger Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings begyndelse.” (Åb 3:14, citeret efter grundteksten; se også d.aut.1907) Ifølge Jesu egne ord var han Guds skaberværks ”begyndelse” (ikke ophav), det vil sige, at Gud skabte ham som den første af alle sine skabninger. Af den grund står Gud den Højeste, hvis navn på hebraisk er YHWH (Jahveh), alene som Skaberen, og alt andet er hans skaberværk. I overensstemmelse med denne sandhed kalder Jesus sin Fader for sin Gud, og siger ligeledes, at hans fader er større end han selv. (Joh 20:17. Åb 3:2. Matt 27:46. Joh 14:28). Jahveh, der sidder på tronen, har skabt alt, og derfor siger de fireogtyve ældste: ”Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting, af din vilje blev de til og blev skabt.” (Åb 4:11)
Kan noget, der er ”født”, også siges at være ”skabt”? Mange bibelstuderende har imidlertid svært ved at forstå, at Guds ”enbårne” søn også er en skabning. De siger, at han er født af Gud men ikke skabt, og at han er ophavet til Guds skaberværk og ikke ”Guds skaberværks begyndelse” (Åb 3:14). Men hvordan skal det forstås, at Gud den Højeste har født sin enbårne søn? Det betyder selvfølgelig ikke, at Gud har en livmoder ligesom en kvinde. De engelske bibeloversættelser taler om Guds ”eneste-avlede” (only begotten) søn; men heller ikke det kan forstås bogstaveligt. Det kan ikke betyde, at Gud har avlet sin ”eneste-avlede” søn sammen med en eller anden hunkønsperson i himmelen. I så fald måtte denne hunkønsperson have været til før Guds enbårne søn; men det lærer Bibelen absolut ikke. Nej, den enbårne søn var den første, Gud skabte direkte, uden medhjælp af nogen art. Der står om Jesus, at han er den ”enbårne”, men hvad betyder det? ”Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne (monogenes) Søn, som er i faderens favn, han er blevet hans tolk.” (Joh 1:18, d.aut.1948)
”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne (monogenes), for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3:16, d.aut.1948) Ordet ”enbårne” i Joh 1:18; 3:16, er i vor danske bibel en gengivelse af det græske ord monogenes, og det har ikke betydningen ”enestefødte” i den forstand, at Jesus, Guds søn, er ”den eneste gudssøn” – Flere steder i Skriften fremgår det tydeligt, at Gud har flere sønner end én (Job 1:6; 2:1; 38:7. Sl 82:6. 1 Mos 6:4). Men hvilken betydning har ordet så? Det er anerkendt blandt græskkyndige, at det græske ord monogenes ikke kommer fra monos + gennao (enestefødte), men fra monos + genos, hvilket betyder: den eneste art; unik. – (Se Horst Balz and Gerhard Schneider, Exegetical Dictionary of the New Testament, Grand Rapids, MI: Eerdmans, 1991, vol. 2, s. 439-440) At betydningen unik er gældende for ordet monogenes, kan man også se i Hebr 11:17, hvor ordet bliver brugt om Isak, Abrahams søn: ”I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve; ja, sin enbårne (monogenes) var han rede til at ofre, skønt han havde fået forjættelserne.” (Hebr 11:17, d.aut.1948) Ordet betyder her eneste (søn) af sin art – Isak var den eneste søn af sin art, for Guds ”forjættelser” skulle ene og alene opfyldes igennem ham (1 Mos 21:12). At ordet ikke betyder enestefødte (søn) i den forstand, at Isak var Abraham eneste søn, er åbenlys, for Abraham havde allerede en søn, Ismael, som han havde avlet igennem Hagar (1 Mos 16:3-4; 17:22-25), og han fik senere seks sønner mere med Ketura (1 Mos 25:1). Skriften siger at Jesus er den ”førstefødte”: ”Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte... Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første.” (Kol 1:15,18) I de hebraiske skrifter bruges det at blive født om andet end dyr og mennesker. For eksempel kan vi læse følgende: ”De stoler på tomhed og taler løgn, de undfanger ulykke og føder ondskab.” (Es 59:4)
”Har regnen en far, og hvem har avlet duggens dråber? Fra hvis skød er isen kommet? Hvem har født rimen, der falder fra himlen?” (Job 38:28-29)
”Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud.” (Sl 90:2) Og i første Mosebog 2:4 skriver profeten Moses: ”Disse er himlenes og jordens oprindelser (eller: avling), da de blev skabt, på den dag Gud Jahveh gjorde jorden og himlene.” (Citeret efter grundteksten) Ordet ”oprindelser” kan også oversættes avling. Ifølge en fodnote i Rotherhams oversættelse til engelsk – EMPHASIZED BIBLE – er ordet begettings, flertalsformen af det engelske ord for ”avling”. Det hebraiske ord kommer af verbet yalad, der betyder ”at føde”, i passiv ”at blive født”. Normalt udtrykker vi os ikke på den måde, for ulykke, ondskab, dug, rim, bjerge, himmelen og jorden er ikke personer. I overensstemmelse med det, der siges i 1 Mosebog 2:4, kalder vi Gud for himlenes og jordens skaber. Det, han har avlet og født, er altså i dette tilfælde hans skaberværk. Vi kan ikke sige, at himlene og jorden og bjergene ikke er skabt, blot fordi det et sted siges, at de er avlet eller født. Vil nogen påstå, at bjergene ikke er Guds skaberværk, blot fordi der står, at Gud har ”født” dem. I dette tilfælde betyder ordet ”føde” altså ”skabe”. På tilsvarende måde kan apostelen skrive, at Jesus er ”al skabnings førstefødte” (Kol 1:15), dvs., det første Gud avlede eller fødte. Og i overensstemmelse med dette siger Jesus om sig selv, at han er ”Guds skabnings begyndelse” (Åb 3:14). Gud den Højeste, hans himmelske Fader, har født eller avlet ham i den forstand, at han har frembragt ham ”fra sig selv” uden nogen andens medvirken. Med andre ord: Gud har skabt ham. Eftersom den ”enbårne” søn er avlet, født eller skabt, har hans liv eller tilværelse en begyndelse, og da han blev skabt i Guds lighed og ikke som et livløst skaberværk, blev han kaldt Guds søn, og ud fra den synsvinkel var Gud hans Fader, eller den der havde avlet ham. Dengang blev han ikke født eller skabt som et menneske, en jordisk skabning, men han blev skabt som en åndeskabning, idet han blev en ånd, en person på det åndelige plan, ligesom sin himmelske Fader. Jesus sagde: ”Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” (Joh 4:24) Guds ”enbårne” søn lignede sin himmelske Fader deri, at han var ånd og følgelig befandt sig på et overmenneskeligt plan. Han var hos sin Fader i himmelen – han var født, dvs. skabt, og derfor ”Guds skabnings begyndelse” og ikke Gud den Højeste selv. Læs også artiklen: |
