Jødiske håb og fremtidsudsigter

   For ca. 3500 år siden udvalgte Gud Abrahams efterkommere gennem Isaks slægt og organiserede dem til et folk, en nation, under Moses’ lederskab. Det er det eneste folk, den eneste nation, Gud nogen sinde har begunstiget således. Han førte dem ud af Ægypten, hvor de led under en frygtelig undertrykkelse. Han oprettede en pagt med dem og gav dem sin lov. Han udkæmpede deres krige for dem og gav dem Kana’ans land for evigt (1 Mos 13:15), og han viste dem sin yndest gang på gang. Men jøderne var et stivnakket og trodsigt folk, og de vendte sig bort fra Gud og tilbad afguderne og gjorde, hvad der var ondt i Guds øjne. Og da de nåede deres ugudeligheds fulde mål - da de forkastede Guds egen søn - udtalte profeten Jesus denne dom over jødefolket:

”Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” (Matt 23:37-39)

”Jesus forlod templet, og da han var på vej ud, kom hans disciple hen til ham og pegede på tempelbygningerne. Men han sagde til dem: »Ser I alt dette? Sandelig siger jeg jer: Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.” (Matt 24:1-2)

På grund af jødernes ugudelighed ville Gud ikke længere beskytte sit folk Israel. Deres nation ville blive overladt til dem selv, og deres tempel ville blive ødelagt. Men betyder det så, at Gud har forkastet sit folk Israel? Vi lader Paulus besvare dette spørgsmål:

”... Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig...” (Rom 11:1-2)

Gud har altså ikke forkastet sit folk Israel. Selvom Gud har overladt jødernes hus til dem selv og har tilintetgjort deres tempel i Jerusalem, så vil han en gang i fremtiden genoprette Riget for Israel, også kaldt Davids faldne hytte:

”På den dag rejser jeg Davids faldne hytte; jeg tætner revnerne, rejser det, der er revet ned, og genopbygger den som i fortidens dage,  så at de kan tage hele Edom i besiddelse og alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, og han vil gøre det.” (Amos 9:11-12)

”Mens de nu var sammen, spurgte de ham: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« Han svarede: »Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt.” (ApG 1:6-7)

Nogle påstår, at genoprettelsesprofetierne i Bibelen angående Israels folk kan anvendes på det åndelige Israel (de sande kristne) eller det himmelske Jerusalem, men de bibelstuderende, som omhyggeligt studerer Skrifterne, vil nemt kunne se, at det ikke forholder sig sådan. Tag f.eks. følgende to skriftsteder:

”Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder.” (Es 40:1-2)

”Dette siger Herren: Kun hvis himlen deroppe kunne måles og jordens grundvolde dernede kunne udforskes, ville jeg forkaste hele Israels slægt for alt det, de har gjort, siger Herren. Der skal komme dage, siger Herren, da Herrens by skal genopbygges fra Hanan'el-tårnet til Hjørneporten... det hele skal være helligt for Herren. Byen skal aldrig mere rykkes op med rode og jævnes med jorden.” (Jer 31:37-40)

Der kan ikke være nogen tvivl om, at ordene i disse tekster ikke kan anvendes på det åndelige Israel og det himmelske Jerusalem, men på det jordiske Jerusalem og Jakobs afkom, Israels tolv stammer, som igennem mange hundrede år har gennemgået svære lidelser – en nation uden land i mange århundreder, men i besiddelse af de mest vidunderlige løfter – et folk, adspredt blandt alle andre folk, og som alligevel i overensstemmelse med de guddommelige løfter, der blev givet dem i begyndelsen (3 Mos 26:44), er blevet bevaret tydeligt adskilt fra alle andre nationer. Jøderne er i sig selv et mirakel. 

Jøderne er et vidnesbyrd over for den civiliserede verden om Guds løfter. Som det blev forudsagt af profeterne, skulle jøderne leve i mange år uden konge, præster, tempel og offer (Hos 3:4. Ez 21:30-32. Matt 24:1-2). Det folk, som engang nød den ære at være det eneste folk, for hvem de guddommelige hensigter blev åbenbaret, har i mere end nitten hundrede år været blottet for ethvert bevis på guddommelig gunst, med undtagelse af to omstændigheder: deres samhørighed som et folk er blevet bevaret, og oprettelsen af nationen Israel i Kana’ans land i året 1948. Emnet vedrørende den nationale genoprettelse af Israel har optaget mange kristnes tanker og studier i de sidste 200 år. I begyndelsen var interessen for dette emne meget begrænset, men fra slutningen af det nittende århundrede, efter antallet af jøder, der vendte tilbage til Kana’ans land, øgedes, og især siden grundlæggelsen af staten Israel i 1948, er kristen interesse for nationens fremtid vokset. Nogle kristne begyndte også at forstå, at deres åndelige arv kom fra den jødiske kultur og religion, frem for den græsk-romerske kultur og religion, som infiltrerede og besmittede de første kristne menigheder med dæmoners lærdomme. 

Jeg vil nu opfordre den seriøse bibelstuderende til grundigt at studere Israels genoprettelsesprofetier, for at han eller hun kan blive overbevist om svaret på følgende spørgsmål: Har Gud forkastet sit folk Israel, og kan profetierne om Israels genoprettelse anvendes på det åndelige Israel og det himmelske Jerusalem. Som afslutning vil jeg give mit bud på, hvorfor tiden for Israels velsignelse ikke er kommet endnu.

Læs følgende skriftsteder:

3 Mos 26:44-45.                                                                                                        5 Mos 4:31; 30:3-10.                                                                                                 1 Sam 12:22.                                                                                                            2 Sam 7:24.                                                                                                             Sl 14:7; 69:36-37; 89:4-5, 34-38; 94:14; 105:7-11.                                                      Es 11:1-16; 14:1-2; 27:6, 12-13; 41:8-9; 44:21; 49:6, 14-26; 55:3; 61:4-9.                    Jer 16:14-15; 23:1-8; 24:5-7; 30:1-24; 31:1-40; 32:37-44; 33:6-26.                               Ez 11:16-20; 20:33-40; 28:24-26; 34:11-31; 36:1-38; 37:1-28; 39:21-29.                      Hos 2:2, 20; 3:4-5; 11:8-11; 14:5-10.                                                                     Amos 9:11-15. ApG 15:16.                                                                                      Mika 2:12-13; 5:1-8.                                                                                               Sef 3:12-13, 17-20.                                                                                                Zak 8:7-8, 13; 9:16; 10:3-12.                                                                                  Rom 11:1-2, 25-29; 15:8.                                                                                       Hebr 8:7-13.

Grunden til forhalingen af tiden for Israels velsignelse 

Nogle af de kristne, som omhyggelig studerer Skrifterne, er kommet frem til den forståelse, at det guddommelige løfte til Abraham må opfyldes gennem to slags afkom – den ene en himmelsk klasse og den anden en jordisk klasse med Jesus som hovedet for dem alle. Udvælgelsen af den himmelske klasse er grunden til forhalingen af tiden for Israels velsignelse. Jesus påbegyndte ikke ”genoprettelsen af Riget for Israel” straks efter sin opstandelse. Ifølge profeternes ord vil tiden for Israels genoprettelse først komme, når Gud har skaffet sig et folk ud af hedningerne (folkeslagene) for sit navn:

”Da de tav, tog Jakob ordet og sagde: »Brødre, hør på mig! Simeon har fortalt, hvordan Gud allerede har sørget for at skaffe sig et folk ud af hedninger for sit navn. Og det stemmer overens med profeternes ord, sådan som der står skrevet: ›Derefter vender jeg tilbage og genopbygger Davids faldne hytte; jeg genopbygger det, der er revet ned, og genrejser den, så at de øvrige mennesker kan søge Herren, alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, som har gjort dette kendt fra evighed af.” (ApG 15:13-18)

Når Gud har skaffet sig et folk ud af folkeslagene for sit navn, så vender Jesus tilbage og genopbygger Davids faldne hytte, ikke før. Dette stemmer overens med apostel Paulus ord:

”Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses – som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob.” (Rom 11:25-26)

Vi lever stadigvæk i den tidsperiode, hvor Gud kalder et folk ud af folkeslagene for sit navn, og derfor er Jesus ikke vendt tilbage endnu. Men når hedningerne er gået fuldtalligt ind i Guds kongerige, så skal hele Israel frelses, og så vender ”befrieren” (Jesus) tilbage og genopbygger Davids faldne hytte og fjerner ugudelighed fra Jakob. Paulus skriver, at der hviler forhærdelse over Israel, indtil hedningerne er gået fuldtalligt ind. Denne forhærdelse er årsagen til, at jøderne ikke vil tage imod Jesus som deres Messias (Kristus) i denne tidsalder. Guds ord erklærer, at jøderne først vil tage imod Jesus som deres Messias efter den store trængselstid, som vil komme over Jakob og hele verden en gang i fremtiden. Efter denne tid vil jøderne komme til erkendelse af, at den store herlige Messias, på hvis rige de har ventet, i virkeligheden er en af deres egen slægt (Es 9:14; 9:6-7) – ”Mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle” (1 Tim 2:5-6), og som nu er ophøjet ved Guds højre hånd (Sl 110:1). Gud vil til deres velsignelse åbne deres forstands øjne. De skal, som profeten skriver, ”se hen til mig, ham de har gennemboret” (Zak 12:10), og de vil til sidst komme til at erkende, at den Jesus, som blev opofret for Israels og verdens synd, er den samme som den herlige Messias. (Hos 3:5) Ifølge profeternes ord venter der Israel en herlig fremtid efter deres trængselstid, for Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. Selvom Israel har været og er utro, så er Gud trofast og vil opfylde alle de herlige løfter, han gav fædrene. Lovpriset være Gud den Højeste for hans trofasthed.