Er Koranen i overensstemmelse med Bibelen?

   Islams grundlægger hedder Muhammed. Hans religionssystem kaldes i almindelighed ”muhamedanismen” efter hans navn, men dets tilhængere foretrækker at kalde det ”Islam”, hvilket betyder ”overgivelse” eller ”fuldstændig underkastelse”, idet dets lærere forkynder fuldstændig underkastelse under Allahs vilje som menneskets fornemste pligt. Dets tilhængere kaldes muslimer. Den muhamedanske æra skriver sig fra 622 e.Kr., året for Muhammeds flugt fra Mekka til Medina. Muhammed blev født i Mekka 570 e.Kr. Han hørte til Hashim-slægten, der hævder at stamme i lige linie fra Ismael, Abrahams søn med trælkvinden Hagar.  

Muhammed gjorde krav på at være Guds udsending og profeternes segl, og at han forkyndte Sandheden fra Allah. Muhammed forkyndte, at der kun var én gud, Skaberen, Allah, og at han havde forberedt to destinationer for menneskene, nemlig himlens Have (paradis) og et bogstaveligt Helvede. De, der troede på Allah og Muhammed, og som var lydige mod dem, ville som belønning komme i himlens Have (paradis), mens de vantro og ulydige skulle lide en bogstavelig evig straf i det traditionelle Helvede. Hans tanker om et bogstaveligt helvede skyldtes nok de historier, han hørte af frafaldne kristne, og disse tanker tiltalte ham, men deres tro på en treenig gud tiltalte ham ikke og blev aldrig en del af hans religion.   

Muhammed udkæmpede flere krige mod sine modstandere, og i år 630 brød han sin fredstraktat med Mekka, og pludselig, uden nogen formel krigserklæring, stormede han byen i spidsen for 10.000 mand. Byens øvrighed så sig tvunget til at underlægge sig ham, og de anerkendte ham ikke blot som verdslig hersker, men også som Allahs profet. Med denne sejr fik Muhammeds religion en fast position i Arabien, og stammer fra hele Arabien svor nu troskab til ham. Bagefter drog han ud og slog de fjender, der kom imod ham. Han sendte sine udsendinge til nabolandene med befaling om at overgive sig. Det lykkedes ham ikke at vinde deres hjerter helt for Islam, og hans krig med byzantinerne fik et dårligt udfald. Den 8. juni 632 døde han i Medina.  

I denne artikel skal vi ikke bruge mere tid på personen Muhammed og hans liv samt de krige, han udkæmpede, men vi skal undersøge om det skrift, som han efterlod sig, nemlig Koranen, er i overensstemmelse med Bibelen. Koranen (der betyder ”recitation”), blev ifølge Muhammed givet til ham af englen Gabriel – vi læser i Koranen:

”Sig: ”Hvis nogen er fjende af Gabriel; det var ham, der sendte Koranen ned til dit hjerte med tilladelse fra Allah...” (Sura 2:97)

Muhammed påstod således, at Koranen kom fra Allah og blev givet til ham af englen Gabriel. Men vil det så sige, at Muhammed ikke ville anerkende jødernes skrifter? Nej tværtimod. Det er meget interessant, at Muhammed også anerkendte de fem Mosebøger (Toraen), Salmerne, Profeterne og Evangeliet som givet af Allah og sagde, at Koranen er en bekræftelse af disse:

”Han har sendt Skriften med sandheden ned til dig til bekræftelse af det, der var før den. Han har sendt Toraen og Evangeliet ned tidligere, som retledning for menneskene...” (Sura 3:3-4)

”Vi gav Moses Skriften og satte hans broder, Aron, sammen med ham som rådgiver.” (Sura 25:35)

”Vi har givet åbenbaringer til dig, ligesom vi gav Noa og profeterne efter ham. Vi gav åbenbaringer til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og stammerne, Jesus, Job, Jonas, Aron og Salomon; og til David gav vi salmerne.”      (Sura 4:163)

”Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres spor for at bekræfte Toraen, som forelå før ham. Vi gav ham Evangeliet med retledning og lys til bekræftelse af Toraen, som forelå før det, som retledning og formaning til de gudfrygtige.” (Sura 5:46)

”Sig: ”Vi tror på Allah og på det, der blev sendt ned til os; på det, der blev sendt ned til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og stammerne; på det, der blev givet til Moses og Jesus, og på det, der blev givet profeterne fra deres Herre. Vi gør ikke forskel på nogen af dem. Vi overgiver os til ham.”         (Sura 2:136)

Det faktum, at Muhammed anerkendte Toraen, Salmerne, Profeterne og Evangeliet, giver os gode muligheder for at finde ud af, om Muhammed var en sand profet udsendt af den eneste sande Gud. Vi må undersøge de budskaber, der står i Koranen, og så sammenligne dem med Bibelens budskab. Hvis Koranen kommer fra Gud, så må der ikke være uoverensstemmelse i den, hvilket Muhammed også selv gjorde opmærksom på – han sagde:

”Grunder de da ikke over Koranen? Hvis den kom fra nogen anden end Allah, ville de have fundet megen uoverensstemmelse i den.” (Sura 4:82)

Hvis Muhammed var en sand profet, så må Koranens grundlæggende budskaber også stemme overens med Bibelen. Med grundlæggende budskaber mener jeg de budskaber, der er nemme at forstå, og som ikke rummer de store vanskeligheder angående fortolkning. Før Muhammeds tid skrev apostel Paulus:

”Gud må stå som sanddru, om så hvert menneske er en løgner, således som der står skrevet (i Salme 51:6): For at du må kendes retfærdig, når du taler, og vinde, når man går i rette med dig.” (Rom 3:4. d.aut.1948)

Gud kan ikke lyve eller modsige sig selv, han taler evigt sandt, og da det blev anset for fastslået, at Gud havde udvalgt Moses og Jesus som profeter og havde talt ved dem, hvilket Muhammed også anerkendte, så ville han selvfølgelig ikke ved en senere profet modsige det, han tidligere havde sagt ved dem – Gud er ikke forvirringens Gud (1 Kor 14:33) – han vil altid være i harmoni med sig selv. Lad os nu prøve at undersøge nogle af Koranens budskaber og så sammenligne dem med Bibelen.

Koranen skjuler Guds navn 

I Koranen læser vi:

”I den nådige og barmhjertige Allahs navn.” (Sura 1:1)

”Allah, der er ingen anden gud end Ham, Den levende og Den Bestandige.”     (Sura 3:2)

Koranen kalder Gud ”Allah”, men ”Allah” er ikke Guds navn, for det arabiske ord Allah betyder ”Guden”, og det er, hvad han er. Ifølge Koranen åbenbarede Gud sig for Moses ved den brændende tornebusk som Allah:

”Da han kom hen til den, blev han råbt an: Moses... Jeg er Allah. Der er ingen anden gud end mig...” (Sura 20:11-14)

Ifølge Bibelen åbenbarede Gud sig under navnet Jahveh:

”Gud sagde videre til Moses: Sådan skal du sige til israelitterne: Jahveh, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt.”             (2 Mos 3:15)

Gud siger ikke i Bibelen, at hans navn er Allah, men han siger klart og tydeligt:

”Jeg er Jahveh, det er mit navn...” (Es 42:8)

I hele samlingen af Bibelens hebraiske skrifter, Det Gamle Testamente, forekommer Guds navn, YHVH (Jahveh) 6823 gange, men Koranen skjuler det. Jahveh har lovet, at han vil hellige sit navn for alle folk, også det muhamedanske folk, men Koranen overser fuldstændig dette faktum – Ezekiel 36:23, 38:23, 39:7. Hvis Koranen virkelig er Guds ord, så kan man godt undre sig over, at Guds navn ikke står ét eneste sted i hele Koranen.

Koranen siger, at Jesus ikke er Guds søn

Koranen anerkender, at Jesus var en sand profet, der var sendt af Gud, og at han modtog evangeliet af Gud – vi læser følgende i Koranen:

”Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres spor for at bekræfte Toraen, som forelå før ham. Vi gav ham Evangeliet med retledning og lys til bekræftelse af Toraen, som forelå før det, som en retledning og formaning til de gudfrygtige.” (Sura 5:46)

”Da Allah sagde: ”Jesus, Marias søn! Ihukom den nåde, som jeg viste dig og din mor, da jeg styrkede dig med den hellige ånd, så du i vuggen og som voksen kunne tale til menneskene; da jeg lærte dig Skriften og visdommen, Toraen og Evangeliet...” (Sura 5:110)

Men Koranen benægter budskabet om, at Jesus er Guds søn, hvilket er hele grundvolden i evangeliet om Jesus – i Koranen står der:

”... de kristne siger: ”Messias er Allahs søn” Det er de ord, de tager i deres mund... Måtte Allah bekæmpe dem. Hvor er de fordærvet.” (Sura 9:30)

”Sig: ”Lovet være Allah, som aldrig har taget sig en søn, som ikke har nogen ved sin side i herskermagten...” (Sura 17:111)

”... dem, der siger: Allah har taget sig en søn. Det har de ingen viden om... Alt hvad de siger, er løgn.” (Sura 18:4-5)

”Det passer sig ikke for Allah; højlovet være han! – at tage sig en søn.”     (Sura 19:35)

”Allah har ikke taget sig nogen søn, og der findes ingen anden gud hos Ham. Ellers kunne jo enhver gud fjerne det, som han havde skabt, og nogle af dem ville sætte sig over andre. Højlovet være Allah, højt hævet over, hvad de siger.” (Sura 23:91)

Når Koranen siger, at Jesus ikke er Guds søn, så gør den Bibelens Gud til en løgner, for Gud sagde angående Jesus:

”Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” (Matt 3:16-17)

”Mens han (Jesus) endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham.” (Matt 17:5)

Når Koranen siger, at Jesus ikke er Guds søn, så gør den også Jesus, Johannes Døber og apostlene til løgnere, for de sagde klart og tydeligt:

”Jesus svarede dem... Jeg er Guds søn.” (Joh 10:34-36)

”Johannes vidnede... jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han (Jesus) er Guds søn.” (Joh 1:32-34)

”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus (Messias), Guds søn...” (Joh 20:31)

”Simon Peter svarede: Du (Jesus) er Kristus, den levende Guds søn.”   (Matt 16:16)

”... Han (Paulus) blev nogle dage hos disciplene i Damaskus, og han prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds søn.” (ApG 9:19-20)

Koranen siger, at Jesus ikke blev slået ihjel

”Og fordi de sagde: ”Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Guds udsending” – men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham. Nej, Allah løftede ham op til sig. Allah er mægtig og vis.” (Sura 4:157-158)

Koranen gør dermed apostel Peter til en løgner, for han sagde:

”Og vi er vidner om alt det, han (Jesus) gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge på et træ, ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham træde synligt frem, ikke for hele folket, men for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner, vi som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde.” (ApG 10:39-41)

Koranen siger, at Muhammed kom med sandheden

”Vi har sendt dig (Muhammed) ud med sandheden, som overbringer af det gode budskab og advarer.” (Sura 35:24)

”Han (Muhammed) er kommet med sandheden og har bekræftet de udsendte.” (Sura 37:37)

I Johannesevangeliet læser vi:

”Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” (Joh 14:6)

”For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.” (Joh 1:17)

Det skal igen bemærkes, at Muhammed anerkendte, at Gud gav evangeliet til Jesus (Sura 5:46). I Bibelen står der, at Jesus kom med sandheden, og at han sagde: ”Jeg er Guds søn” (Joh 1:17; 10:36). I koranen står der, at Muhammed kom med sandheden, og at Jesus ikke er Guds søn (Sura 37:37; 9:30). Koranen og Bibelen er således i voldsom modstrid med hinanden angående hvem, der kom med sandheden.

Koranen siger, at de troende ingen har til at gå i forbøn over for Gud

”Allah er den, der skabte himlene og jorden og alt derimellem på seks dage og derpå satte sig på tronen. Ud over ham har I ingen ven og ingen til at gå i forbøn. Vil I ikke lade jer påminde?” (Sura 32:4)

Apostelen skriver, at de troende har en til at gå i forbøn for dem, nemlig Kristus Jesus:

”Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.” (Rom 8:34)

”Og dermed er Jesus blevet garant for en bedre pagt. Mens de andre præster har været flere efter hinanden, fordi døden hindrede dem i at fortsætte, har han et uforgængeligt præstedømme, fordi han selv er til for evigt. Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.” (Hebr 7:22-25)

Koranen benægter således, at Jesus er mellemmand mellem Gud og mennesker, og at han går i forbøn for os, der tror på ham. (1 Tim 2:5-6)

Koranen siger, at dommen hører Allah til

”Sådan er det, fordi I var vantro, når Allah alene blev påkaldt, mens I troede, hvis andre blev sat ved hans side. Dommen hører Allah til, Den Ophøjede og Den Store.” (Sura 40:12)

Jesus siger, at hele dommen er overgivet til ham:

”Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen.” (Joh 5:22)

Koranen siger, at der ikke er noget menneske, der har fået evigt liv før Muhammed

”Vi har ikke givet noget menneske før dig (Muhammed) det evige liv.”             (Sura 21:34)

Hvis dette er sandt, så er Jesus en løgner, for Jesus levede før Muhammed, og i Åbenbaringen siger han 474 år før Muhammed blev født:

”Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder...” (Åb 1:18)

Koranen siger, at Allah er en vildleder

Den gud, som åbenbarer sig i Koranen, bliver gentagne gange beskrevet som en vildleder, der bevidst vildleder og forfører mennesker:

”Ønsker I at retlede den, som Allah har ledt vild? For den, som Allah vildleder, finder du ingen vej.” (Sura 4:88)

”Du vildleder, hvem du vil, og retleder, hvem du vil.” (Sura 7:155)

”Den, som Allah leder vild, har ingen til at retlede sig...” (Sura 7:186)

”Allah retleder ikke dem, som han leder vild. Dem kan ingen hjælpe.”       (Sura 16:37)

”De, der handler uret, følger i uvidenhed deres lyster. Hvem kan retlede den, som Allah leder vild?” (Sura 30:29)

”Allah vildleder, hvem han vil, og retleder, hvem han vil...” (Sura 35:8)

”Den, som Allah leder vild, kan ingen retlede.” (Sura 39:36)

”Den, som Allah leder vild, har ikke derefter nogen ven.” (Sura 42:44)

”... Således vildleder Allah, hvem han vil, og retleder, hvem ham vil...”    (Sura 74:31)

Ingen steder i Bibelen bliver Gud beskrevet som en vildleder, der bevidst vildleder mennesker, så de ikke får en chance for at høre sandheden og dermed blive frelst. Men Bibelens Gud taler om vildledere og forførere, nemlig falske profeter og Satan, der beskrives som den, der forfører hele verden:

”For dette siger Hærskarers Jahveh, Israels Gud: Lad jer ikke forføre af profeterne blandt jer og af jeres spåmænd; og hør ikke efter de drømme, de har; for de profeterer løgn for jer i mit navn; jeg har ikke sendt dem, siger Jahveh.” (Jer 29:8-9)

”Dette siger Jahveh om profeterne, som vildleder mit folk: Når de får noget at tygge på, udråber de fred; men de udråber hellig krig mod den, der ikke giver dem noget i munden.” (Mika 3:5)

”Jeg så et andet dyr komme op af jorden... Det forfører dem, der bor på jorden, med de tegn, som det har fået givet at gøre for dyrets øjne, og siger til dem, der bor på jorden, at de skal lave et billede af dyret, der fik sværdhugget og kom til live.” (Åb 13:11-14)

”Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden – styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den.” (Åb 12:9)

Bibelens Gud vildleder ikke syndere, men han belærer syndere og give dem en chance til at omvende sig:

”Jahveh er god og retskaffen, derfor belærer han syndere om vejen.” (Sl 25:8)

”Hvis den uretfærdige vender om fra den uretfærdighed, han har begået, og øver ret og retfærdighed, skal han bevare sit liv. Han ser alle de overtrædelser, han har begået, og vender om fra dem. Han skal bevare livet; han skal ikke dø.” (Ez 18:27-28)

Koranen siger, at mænd skal have hustruer i himlens Have

Når Koranen taler om himlens Have (paradis), så kan vi sammenligne det med, når Jesus taler om Guds rige. Koranen siger, at mænd skal have hustruer i himlens Have:

”I dag vil de, der hører til i Haven, være beskæftigede og fornøjede. De og deres hustruer befinder sig i skygge, tilbagelænet på hynderne.” (Sura 36:55-56)

”De gudfrygtige vil være på et sikkert sted, i haver og ved kilder, klædt i silke og brokade og siddende over for hinanden. Sådan er det; og vi giver dem jomfruer med store, sorte øjne til ægte.” (Sura 44:51-54)

”De gudfrygtige er i haver og lyksalighed... vi giver dem jomfruer med store, sorte øjne til hustruer.” (Sura 52:17-20)

”Men de, der frygtede deres Herres værdighed, har to haver i vente... Der er kvinder med sænkede blikke dér, hvis mødom ingen har taget før disse... Der er gode og smukke kvinder dér... sortøjede jomfruer... hvis mødom ingen har taget før disse... de læner sig tilbage på grønne puder og skønne tæpper.” (Sura 55:46, 56, 70-76)

Jesus prædikede et andet budskab, nemlig, at de, der findes værdige til at blive Guds børn, de hverken gifter sig eller giftes bort:

”Denne verdens børn gifter sig og giftes bort, men de, der findes værdige til at komme med i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, de hverken gifter sig eller giftes bort. De kan jo ikke mere dø, for de er som engle; de er Guds børn, så sandt de er opstandelsens børn.” (Luk 20:34-36)

Læg også mærke til, at Koranen taler om kvindernes ”mødom” (jomfruhinde) – dvs., at ifølge Koranen kan kød arve Guds rige, men Jesu Kristi apostel siger noget andet:

”Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige.”          (1 Kor 15:50)

Koranen tillader mænd at skille sig fra deres hustruer

”Profet! Hvis I skiller jer fra kvinder, så skil jer fra dem efter deres ventetid...” (Sura 65:1)

”De, som sværger at holde sig fra deres kvinder, har en ventetid på fire måneder. Så kan de enten fortryde; Allah er tilgivende og barmhjertig – eller de kan beslutte sig for skilsmisse. Allah hører alt og ved alt... skilsmisse kan finde sted to gange.” (Sura 2:226-227, 229)

”Hvis I ønsker at udskifte én hustru med en anden og har givet den første af dem et mål af guld og sølv, så må I ikke tage noget deraf.” (Sura 4:20)

Jesu gav ikke at mænd lov til at skille sig fra deres hustruer af en hvilken som helst grund:

”Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.” (Matt 19:9)

Koranen tillader en mand at gifte sig med en fraskilt kvinde

”Når han har skilt sig endegyldigt fra hende, har han ikke lov til at få hende igen, før hun har været gift med en anden mand.” (Sura 2:230)

Jesus tillod ikke en mand at gifte sig med en fraskilt kvinde:

”Den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.” (Matt 5:32)

Koranen giver mænd lov til at slå deres hustruer

”Mænd står over kvinder... De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Allah vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå dem. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem. Allah er ophøjet og stor.” (Sura 4:34)

At behandle sin hustru på denne måde er i modstrid med det, som Peter og Paulus skrev til brødrene:

”I mænd skal ligeså være hensynsfulde i samlivet med kvinden som den svagere part, og I skal vise jeres hustruer ære, så sandt de også er medarvinger til livets nådegave.” (1 Pet 3:7)

”Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket menigheden og givet sig hen for den... sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme.” (Ef 5:25-28)

Koranen opfordrer sine tilhængere til at bekæmpe og dræbe de vantro

”Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer... Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald, og indtil religionen er Allahs.” (Sura 2:191, 193)

”De ville ønske, at I var vantro, ligesom de selv er vantro, således at I var lige. Tag ikke nogen af dem til venner, før de udvandrer for Allahs sag. Hvis de vender sig bort, skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem.” (Sura 4:89)

”Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Allah.” (Sura 8:39)

”Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem.” (Sura 9:5)

”Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag...” (Sura 9:29)

”Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem!”    (Sura 9:73)

”I, der tror! Bekæmp dem af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse...” (Sura 9:123)

Jesus og hans apostle prædikede et helt andet budskab til de troende:

”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også.” (Matt 5:44-46)

”Du skal elske din næste som dig selv.” (Mark 12:31)

”Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer.” (Luk 6:27-28)

”Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. Men hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved. Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.” (Rom 12:17-21)

”Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse.” (1 Pet 3:9)

Koranen siger, at en af Noas sønner døde i vandfloden

”Da det (Arken) nu sejlede ud med dem, på bølger som bjerge, råbte Noa til sin søn, der stod alene tilbage: ”Kære søn, kom om bord med os. Du skal ikke være sammen med de vantro.” Denne sagde: ”Jeg søger tilflugt på et bjerg, der vil beskytte mig mod vandet.” Han sagde: ”I dag kan intet beskytte mod Allahs afgørelse, med mindre han forbarmer sig over én.” Så trængte bølgerne sig imellem de to. Han var en af dem, der blev druknet.”      (Sura 11:42-43)

I Moses’ skrifter læser vi følgende:

”I det år, Noa blev 600 år, på den syttende dag i den anden måned, netop på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet, og regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter. Netop denne dag gik Noa og hans sønner Sem, Kam og Jafet, hans kone og hans tre svigerdøtre ind i arken.” (1 Mos 7:11-13)

Og ifølge Moses overlevede alle Noas sønner vandfloden – han skriver:

”Noas sønner, der gik ud af arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam blev far til Kana'an. De tre var Noas sønner, og fra dem nedstammer hele jordens befolkning.” (1 Mos 9:18-19)

Igen skal det bemærkes, at Muhammed anerkendte, at Gud havde udvalgt Moses som profet og givet ham Skriften (Sura 2:136; 25:35) – hvis Gud virkelig havde udvalgt Moses, så ville han selvfølgelig ikke ved en senere profet modsige det, han tidligere havde sagt ved Moses.

Koranen siger, at dyrene blev skabt af vand

”Allah har skabt hvert eneste dyr af vand. Nogle af dem kommer frem på bugen, andre på to ben og atter andre på fire. Allah skaber, hvad han vil. Allah er i stand til alt.” (Sura 24:45)

Moses skriver at dyrene blev skabt af jord:

”Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.” (1 Mos 1:24-25)

Koranen siger, at englene ikke var vidner til jordens skabelse

”Jeg lod dem (englene) ikke være vidner til himlenes og jordens skabelse, og heller ikke til deres egen.” (Sura 18:51)

Bibelen fortæller en anden historie:

”Hvor var du (Job), da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det! Hvem bestemte dens mål – det ved du vel? Hvem spændte målesnoren ud over den? Hvor blev dens fodstykker sat ned, og hvem lagde dens hjørnesten, mens alle morgenstjerner jublede, og alle gudssønner råbte af fryd?” (Job 38:4-7)

Koranen siger, at Jesu mor var Arons søster

”Så bragte hun ham (Jesus) i sine arme til sit folk. ”Maria” sagde de. ”Du har gjort noget uhørt. Du, Arons søster. Din far var ingen dårlig mand, og din mor var ingen skøge.” (Sura 19:27-28)

Arons søster, Mirjam, levede over fjorten århundreder, før Jesus blev født. Hun levede på den tid, da israelitterne gik tørskoet gennem det røde hav:

”For da Faraos heste med vogne og ryttere begav sig ud i havet, lod Jahveh vandet i havet vende tilbage over dem; men israelitterne gik tørskoet gennem havet. Da greb Arons søster, profetinden Mirjam, sin pauke, og alle kvinderne fulgte hende i dansen med deres pauker.” (2 Mos 15:19-20)

Vi har nu undersøgt nogle af Koranens budskaber og har sammenlignet dem med Bibelen. Vi kunne undersøge mange flere, men disse eksempler burde være nok til, at den opmærksomme læser kan bedømme, om Muhammed var en sand eller falsk profet.  

De troendes og de vantros skæbne 

Som afslutning på denne artikel skal vi se på Koranens lærdomme angående de to destinationer for menneskene, nemlig himlens Have (paradis) og det bogstavelige Helvede. Som vi allerede har læst ovenfor, er det Koranens tydelige lære, at Allah er en vildleder, der vildleder hvem han vil, og retleder, hvem han vil:

”Den, som Allah leder vild, har ingen til at retlede sig...” (Sura 7:186)

”Allah vildleder, hvem han vil, og retleder, hvem han vil...” (Sura 35:8)

Allah bestemmer således hvilke mennesker, der skal være troende, og hvilke mennesker, der skal være vantro:

”Hvis din Herre ville, troede alle på jorden. Vil du tvinge menneskene til at tro? Ingen kan tro, undtagen med Allahs tilladelse...” (Sura 10:99-100)

”Om man følger den rette vej, afhænger af Allah, og nogle afviger fra den. Hvis han ville, kunne han retlede jer alle.” (Sura 16:9)

Selvom et vantro menneske, der er blevet vildledt af Allah, skulle ønske at omvende sig, så får han ikke lov til det:

”Men der vil ingen tilgivelse være for dem, der begår onde handlinger, indtil døden indfinder sig hos hver enkelt af dem, og han så siger: ”Nu omvender jeg mig” og heller ikke for dem, der dør som vantro. Til dem har vi beredt en pinefuld straf.” (Sura 4:18)

”Hvis de holder ud, bliver ilden en bolig for dem; hvis de beder om nåde, bliver de dog ikke benådet.” (Sura 41:24)

De vantro mennesker, som Allah har vildledt, vil blive ført til Helvede:

”De, der er vantro, regner de med, at de kan tage sig venner blandt mine tjenere, ud over mig? Vi har gjort Helvede klar som indkvartering for de vantro.” (Sura 18:102)

”De, der er vantro, har Helvedes ild i vente. Der bliver ikke gjort ende på dem, så de kan dø, og straffen dér bliver ikke lempet for dem. Således gengælder vi hver en vantro.” (Sura 35:36)

”De, der var vantro, drives i flokke til Helvede... Der bliver sagt: ”Træd ind gennem portene til Helvede; dér skal I forblive til evig tid.” (Sura 39:71-72)

De troende mennesker, som Allah har retledt, vil komme ind i himlens Have:

”De, der tror og gør gode gerninger, har lyksalighedens haver i vente; der skal de forblive til evig tid.” (Sura 31:8-9)

”De, der tror og gør gode gerninger og er ydmyge over for deres Herre, de hører til i Haven; dér skal de forblive til evig tid.” (Sura 11:23)

”De, der frygtede deres Herre, drives i flokke til Haven. Når de så er nået frem dertil, åbnes dens porte, og dens vogtere siger til dem: ”Fred være med jer. I har været gode, så træd ind i den; dér skal I forblive til evig tid.”      (Sura 39:73)

Helvedes pine 

I Helvede vil Allah pine de vantro mennesker på flere forskellige måder. Allah vil for eksempel gentagne gange brænde de vantros hud, og smøre dem ind i tjære. Han vil tvinge dem til at drikke kogende vand og smeltet kobber, og at spise tornede planter:

”Allah har forbandet de vantro og beredt dem en flammende ild; dér skal de forblive til evig tid. De vil hverken finde ven eller hjælper.” (Sura 33:64-65)

”De, der ikke tror på vore tegn, dem vil vi lade brænde i ild. Hver gang deres hud er brændt igennem, giver vi dem en anden hud i stedet for, så de kan smage straffen. Allah er mægtig og vis.” (Sura 4:56)

”... De har en drik af kogende vand og en pinefuld straf i vente, fordi de var vantro.” (Sura 6:70)

”... Når de råber om hjælp, vil den hjælp, som de får, være vand i form af smeltet kobber, der brænder ansigtet op. Hvilken usalig drik. Ondt er det som hvilested.” (Sura 18:29)

”Da ser du dem, der forbrød sig, bundet til hinanden med lænker, med klæder af tjære, mens ilden dækker deres ansigt.” (Sura 14:49-50)

”... Til dem, der er vantro, vil der blive skåret klæder af ild. Skoldende hedt vand skal gydes over deres hoveder, så deres indvolde og hud smelter. Krumstave af jern venter dem. Hver gang de i elendighed ønsker at komme ud af den, bliver de bragt tilbage dertil. Smag flammernes straf.” (Sura 22:19-22)

”Det er et træ, der udgår af Helvedes rod, med frugtstande som slangers hoveder. Dem skal de spise af og fylde maven dermed. Derpå får de en blanding af kogende vand, og så kommer de tilbage til helvedesilden.” (Sura 37:64-68)

”De skal brænde i flammende ild, læskes af en kogende kilde. Deres eneste føde er tornede planter, som ikke feder og ikke stiller sulten.” (Sura 88:4-7)

Himlens Have 

I himlens Have vil der være rindende floder, og dér skal de, der tror på Allah og Muhammed, leve et lykkeligt liv. Allah vil give den troende mand mange smukke kvinder, og kvinderne vil alle sammen være jomfruer (den muslimske overlevering siger, at en mand mindst vil få 72 jomfruer). Allah vil også give den troende mand unge drenge som tjenere (den muslimske overlevering siger, at en mand mindst vil få 300 unge drenge). I himlens have vil der også være skygge og masser af god mad og drikke: 

”Bring dem, der tror og gør gode gerninger, det gode budskab, at de har haver med rindende floder i vente... Dér vil de have rene hustruer, og dér skal de forblive til evig tid.” (Sura 2:25)

”... De gudfrygtige har hos deres Herre haver med rindende floder i vente; dér skal de forblive til evig tid – og rene hustruer og velbehag fra Allah.”  (Sura 3:15)

”I dag vil de, der hører til i Haven, være beskæftigede og fornøjede. De og deres hustruer befinder sig i skygge, tilbagelænet på hynderne. Her får de frugter; de får, hvad de beder om.” (Sura 36:55-57)

”De gudfrygtige vil være på et sikkert sted, i haver og ved kilder, klædt i silke og brokade og siddende over for hinanden. Sådan er det; og vi giver dem jomfruer med store sorte øjne til ægte. Dér kan de bede om enhver slags frugt og føle sig trygge.” (Sura 44:51-55)

”De har unge tjenere til at gå rundt iblandt sig og servere, som skjulte perler.” (Sura 52:24)

”På rigt broderede lejer skal de ligge, lænet tilbage over for hinanden. Evigt unge drenge går rundt iblandt dem med krus og kander og et bæger med kildevand, som de ikke får ondt i hovedet eller beruses af, og med frugt efter eget valg, og med kød af fugle, efter ønske, og også jomfruer med store, sorte øjne.” (Sura 56:15-22)

”Spis og drik og lad det bekomme jer vel, til gengæld for det, som I gjorde, tilbagelænet på lejer i række. Vi giver dem jomfruer med store, sorte øjne til hustruer.” (Sura 72:19-20)

”Der er kvinder med sænkede blikke dér, hvis mødom ingen har taget før disse... Der er gode og smukke kvinder dér... sortøjede jomfruer... hvis mødom ingen har taget før disse.” (Sura 55:56, 70-74)