Kundskabens tabte nøgle

”Ve jer, I lovkyndige! I har taget kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind, og dem, der ville ind, har I hindret i det.” (Luk 11:52)

   Ordet ”lovkyndig” betegner i Det Ny Testamente dem, som var jødernes religiøse lærere. Det var de skriftkloge, farisæerne og saddukæerne. De bekendte, at de havde en særlig hjertets hellighed, og at de kendte Guds vilje, således som den udtrykkes i De hellige Skrifter. En tilsvarende klasse i vore dage fører titel af, doktor i teologi. I dag ville skriftstedet derfor i omskrivelse lyde som følger:  

”Ve jer, I doktorer i teologi, I som har taget kundskabens nøgle til jer! Selv er I ikke gået ind, og dem, som var i færd med at gå ind, har i hindret.” 

Det var skik blandt jøderne, at uddrag af loven og profeterne blev forelæst hver sabbat i deres synagoger. Folket var således bekendt med ordlyden i Guds lov og løfter. Størsteparten af folket var dog ulærde, for adgang til uddannelse var ikke den gang så let som nu, og en følge heraf var, at kun få havde forståelse af den åndelige del af loven og profeterne. Folket så op til de skriftkloge og lovkyndige for at blive ledet med hensyn til Guds vilje og plan.

Men så stod Jesus frem og forkyndte om Guds kongerige, noget som folket aldrig havde hørt om før. Det berettes os, at de sagde om Jesus: ”Aldrig har noget menneske talt sådan.” (Joh 7:46) Men det var småt med de skriftkloges og farisæernes godkendelse af Jesus og hans forkyndelse om Guds kongerige, og derfor var det forholdsvis få af folket, som troede på ham og blev hans disciple. Farisæerne spurgte angående Jesus: ”Er der da nogen af Rådets medlemmer eller af farisæerne, der tror på ham?” (Joh 7:48) Eller sagt på en anden måde: Har nogen af doktorerne i teologi godkendt ham og hans lære? Vi har studeret disse ting, og vi kan stole på vor egen dømmekraft. 

På samme måde er det også i dag småt med præsternes godkendelse af Jesu lære og hans apostles lære. For mange år siden, i året 325, vedtog kirkens biskopper, i ledtog med den romerske kejser, at Jesus var Gud selv – og i året 381 vedtog man, at den sande Gud var en treenig guddom. Dermed forkastede biskopperne Israels Gud, Jahveh, som er én, og der var dermed lagt op til et større fald i både lære og moral hos de kristne, og på samme måde som ”Farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan”, har også kirkens præster forkastet Guds plan. (Luk 7:30) 

Jesus forkyndte Sandheden ud fra Skrifterne på en sådan måde, at ingen af hans modstandere kunne modstå eller modsige ham. De skriftkloge, farisæerne og saddukæerne havde længe været i strid om Skrifterne. Men havde den tids doktorer i lovkyndighed været lige så ydmyge og hungrige efter Sandheden som folket, så ville uden tvivl alle deres forskellige fortolkninger af Det Gamle Testamentes skrifter have opløst sig i lyset fra den sandhed og kundskab om Gud, som dengang strålede over Skrifterne ved Jesus og apostlene, som var Guds talerør. Men nej, de var ikke ydmyge, de var formørkede i deres sind og troede ikke på Jesu budskab, som han havde fået fra sin fader. (Joh 12:50) 

De skriftkloge gik ikke ind

”Ve jer, I lovkyndige! I har taget kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind, og dem, der ville ind, har I hindret i det.” (Luk 11:52)

Jesus beskyldte de jødiske doktorer i teologi for at have taget kundskabens nøgle til sig og sagde til dem, at de ikke selv var ”gået ind”, og at de hindrede andre mennesker, der ”ville ind”, i at komme ind. Hvad mente Jesus med dette? Han mente, at de jødiske doktorer i teologi have afslået at benytte kundskabens nøgle, og derfor kunne de ikke komme ind i Himlens kongerige, og deres fædrene overlevering og deres falske udlægning af Skriftens lære hindrede også andre mennesker i at komme ind i Himlens kongerige. Men hvordan kan vi vide, at det var Himlens kongerige, Jesus talte om? Det kan vi, fordi Jesus i Matt 23:13 også taler til de jødiske doktorer i teologi, og her siger han direkte til dem:

”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker Himlens kongerige for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke.”

De skriftkloge og farisæerne troede ikke på Jesus og hans lære, og samtidig skjulte de sandheden for det jødiske folk, og folket stolede på de skriftkloges dømmekraft. Vi ser de samme tilstande i vore dage. De jødiske doktorer i teologi var et slående forbillede på vore dages doktorer i teologi, der skjuler sandheden om Gud den Højeste og hans søn, Jesus Kristus. Det jødiske folk var et forbillede på vore dages navnkristne, og den jødiske tidsalder var et forbillede på den nuværende tidsalder, men også den jødiske høst var et forbillede på høsten i vore dage – evangelietidsalderen.

Ligesom det var tilfældet på Jesu tid, sådan vil heller ikke nu doktorerne i teologi selv benytte kundskabens nøgle og ydmygt med hele deres hjerte tage imod den enkle sandhed i Guds ord, sådan at de kan gå ind i Himlens kongerige og samtidig hjælpe andre til også at komme ind, og derved nyde godt af de vidunderlige privilegier og velsignelser, som står åbne for dem. Nej, ligesom på Jesu tid vil de hellere have deres ære fra mennesker og anerkendelse fra verden, for at de kan nyde de privilegier, som verden kan tilbyde dem i dette liv. Hvordan skal de kunne tro på Sandheden og følge den, når de vil have deres ære fra hinanden og ikke søger æren hos den eneste Gud? (Joh 5:44). Dertil kommer, at de har begravet kundskabens nøgle, de har skjult den for folket under uforståelige trosbekendelser, ritualer, menneskelige overleveringer og en masse former og ceremonier. Kirkens præster har også gjort sig skyldige i at tilføje tekster til Bibelen, samt at skjule Guds navn i deres bibeloversættelser, sådan at de bedre kunne forsvare deres ubibelske lære om, at Jesus er Gud den Højeste. 

Menneskelige trosbekendelser  

I Jesu dage sagde de jødiske doktorer i teologi til folket, hvad de skulle, og hvad de ikke skulle gøre – men de underviste ikke folket – de hjalp dem ikke til at få nogen forståelse af de dybere ting i Skrifterne. I vore dage nærer flertallet af befolkningen ingen tillid til Bibelen, men mange kristne nærer tillid til Bibelen. Mange af de kristne ved, at alle kristenhedens trosbekendelser påstås at være bygget på Bibelens lære. De forstår det således, at vore dages skriftkloge, kristenhedens doktorer i teologi, forsikrer, at disse trosbekendelser på en rigtig måde fremstiller Gud den Højeste og Bibelens lærdomme. Men selvom præsterne offentligt siger at trosbekendelserne er bygget på Bibelen, så er nogle præster godt klar over, at trosbekendelserne ikke er i harmoni med Bibelens lærdomme, og dette fremgår tydeligt, når man taler med dem privat under fire øjne. Sandheden er den, at kirkens trosbekendelser er menneskelige overleveringer, og at flertallet af dem er i modstrid med Bibelens lærdomme. De jødiske doktorer i teologi havde også deres menneskelige overleveringer, og på grund af dem dyrkede de Gud forgæves og satte Guds ord ud af kraft (Matt 15:6-9). Det var dette bedrageri over for folket, som var en del af grunden til, at Jesus anklagede den tids skriftkloge, og jeg tror, at han i vore dage dømmer flertallet af kristenhedens skriftkloge på samme måde: ”I har taget (I har skjult) kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind, og dem, der ville ind, har I hindret i det.” 

Nogle kristne i vor tid, er blevet trætte af de menneskelige trosbekendelser og -lærdomme, som har splittet dem og deres fædre op i flere hundrede kirkesekter, og de har taget den beslutning at forkaste dem alle og studere Bibelen i dens eget lys – tilbage til Bibelen, både hvad angår trosbekendelser for Kristi menighed og troslærdomme. 

Systematisk nøgleskjuling  

Som sagt, vore dages skriftkloge viser sig at være modbilleder til dem, Jesus talte til. De har erstattet kundskaben med andre ting. Og eftersom de har taget kundskabens nøgle, siger de til folket: Bryd jer ikke om læresætninger! Overlad disse til præsterne! Lad blot præsterne godkende alle læresætninger, hvor modstridende disse end er. Vi gør dette for at lulle jer alle sammen i søvn. Der er således ingenting, som kan forstyrre den kristnes hvile, som det at diskutere Bibelens lære. Hvis der i nogen af kirkesekterne er personer som vil stille spørgsmålstegn ved de vedtagne trosbekendelser og foreslår, at man prøver læresætningerne og trosbekendelserne ved et grundigt bibelstudium, for at se om de er grundig baseret og i overensstemmelse med Bibelen, så bliver det straks afvist. Vi præster vil holde os borte fra den slags bibelstudium. Vi vil ikke være ved andet end, at læresætningerne og trosbekendelserne er grundlaget for vores kirke, men vi vil holde øje med kirkens medlemmer, og kun gribe ind, hvis en eller anden viser sig tilbøjelig til at ville grave efter Bibelens læresætninger. 

En præst, som var imod bibelstudium, særlig hvor dette skulle indbefatte vanskelige punkter, sagde ved en lejlighed: ”Den kristne menighed er som et stort hospital. Al diskussion om læren må være bandlyst, ligesom der på hospitalerne er forbud mod al støj, for at patienterne kan sove.” 

Desværre er situationen den i dag, at kirkesekterne er lig et hospital, hvor mange af patienterne er blinde og døve - i en sovende tilstand. Men sagen er, at de kom i en sådan tilstand, fordi de ikke fik sund bevægelse, og nu holdes de i ro. Derfor vil det nærværende hospital med tiden udvikle sig til en kirkegård. 

De halte, de blinde og døve og åndeligt forvirrede trænger til at høre sandheden om Gud den Højeste og hans søn, Jesus Kristus, samt om Guds kongerige, hvis de ikke skal blive endnu mere syge og omkomme som kristne. En præst formanede engang sin menighed til simpelthen at hvile og ikke bekymre sig om sin egen eller andres fremtid. Kirken, sagde han, ligner et skib, i hvilket medlemmerne som passagerer skal føres til sin himmelske bestemmelse. De behøver ikke at undersøge kompasset, kortet eller maskineriet. Alt, hvad de behøver, er at sidde ned og nyde rejsen, forsikret om, at deres barnedåb og konfirmation har givet dem fribillet til det rette bestemmelsessted.

Men hvorfor benyttede Jesus og apostlene ikke et sådant billede? Fordi det ikke er korrekt. Hvorfor benytter de moderne skriftkloge et sådant billede? Fordi de ønsker at skjule kundskabens nøgle for folket og om muligt hindre dem i at søge efter den. Mange er desværre fornøjede med sådanne ubibelske fremstillinger og glemmer Jesu og apostlenes formaninger:

”Kæmp for at komme ind gennem den snævre port” (Luk 13:24)

”Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den!” (1 Kor 9:24)

”Strid troens gode strid” (1 Tim 6:12)

Så effektiv har hospitals-metoden vist sig at være, at forholdsvis få af kirkens medlemmer har deres sanser tilstrækkeligt opøvet til at kunne spørge sådanne teologiske doktorer om logikken i deres læresætninger og trosbekendelser. Få tænker over at spørge, hvilken en af disse mange hundrede kirkesekter med de mange kaptajner, forskellige kompasser, forskellige kort og forskellige mandskaber, der er den rette. Eller om de alle er lige gode, skal til samme havn og er lige sikre. Få spørger om, hvorfor der er kappestrid mellem dem for at få passagerer? Få spørger om, hvornår disse forskellige skibe blev bygget? Få spørger om, hvem der gav disse forskellige kaptajner deres bemyndigelse, da jo Jesus og apostlene talte om ”én Herre, én tro, én dåb, én Gud og alles fader” og om ”en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene”. (Ef 4:5-6. Hebr 12:23)  

Nødvendigheden af kundskab 

Kundskab om den eneste sande Gud og hans søn, siger Bibelen, er en nødvendighed for at kunne opnå det evige liv. Jesus sagde:

”Dette er det evige liv, at de kender (har kundskab om) dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” (Joh 17:3) 

Vi skal ikke forstå det sådan, at alle, som har fået at vide, at Gud Jahveh er himlens og jordens skaber, og at Jesus er hans søn, på denne kundskab skal arve evigt liv – man skal også tro på det, for uden tro er det umuligt at behage Gud (Hebr 11:6). Jesu ord sigter ikke til en overfladisk kundskab om Gud, men til et personligt forhold til Gud og hans søn. Et sådant inderligt samfund opnås ikke ved blot én gang at høre om hvem, der er Gud den Højeste, og om hvem, der er hans søn, men ved stadig at opøve sin kundskab om ham, og således lære ham dybere og dybere at kende og leve et liv, der er i overensstemmelse med  kundskaben om Gud. Alt i Guds ord er tilskyndelser for dem, som har modtaget Guds indbydelse til at drage nær til ham, til at komme i samfund med ham. Jesus bad for sine efterfølgere således: 

”Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed.” (Joh 17:17)  

Alle, som forsømmer Guds ord, vil gå glip af denne helliggørende kraft, og de vil således heller ikke komme i det nære samfund med Gud, som alene kan garantere evigt liv. Grunden til, at Gud har ordnet det således, er uden tvivl den, at hans trofaste folk på denne måde bedst kan gavnes. Som der står skrevet:  

”I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” (Joh 8:32)  

Til denne klasse siger Jesus i dag, som han sagde det til sine jødiske efterfølgere for næsten to tusinde år siden:  

”Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder, men de andre er det ikke givet. For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet fatter. På dem opfyldes den profeti af Esajas, der siger: I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå. For dette folks hjerte er dækket med fedt, og med ørerne hører de tungt, og deres øjne har de lukket til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så jeg må helbrede dem.” (Matt 13:11-15)  

Til de udenforstående, og hertil hører mange teologiske doktorer, er kundskaben om den sande Gud ikke givet. De, der har, skal have i overflod, og de, der ikke har, fra dem skal selv det tages, som de har. Jesus sagde:  

”Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje.” (Matt 11:25-26) 

Hvad består nøglen af? 

Kundskabens nøgle er trofast studium af Guds ord i den ærlige hensigt at opnå sand kundskab om, hvad der er givet af Gud – det er ikke et forsøg på at stadfæste en troslære om Gud, som vi har modtaget fra mennesker, f.eks. trosbekendelser fra den katolske og protestantiske kirke. Et sådant trofast studium af Bibelen indbefatter ydmyghed og en hjertets indvielse – for ingen andre end de, som har taget dette skridt, kan virkelig ønske at gøre Guds vilje – som Jesus siger, vi skal være ydmyge som små børn (Matt 18:3-4). Et sådant studium indbefatter også tro på det Herrens løfte, at den, som vil gøre Guds vilje, skal erkende, om læren er fra Gud (Joh 7:17). Det er dette hellige, samvittighedsfulde bibelstudium, som mangler i vore dage, og som ikke bliver anbefalet af kirkesekternes præster. 

Alt, som er beregnet på at ophjælpe seriøst bibelstudium og at udfri folket af mørket fra de forrige tiders trosbekendelser og overtro, bliver modarbejdet, men selvfølgelig ikke åbenlyst. De teologiske doktorer i vore dage er lige så snedige som de lovkyndige på Jesu tid, og de optræder, som om de har stor viden og kundskab om Gud, men i virkeligheden har de det ikke. De modsætter sig sandt og samvittighedsfuldt bibelstudium – ikke åbenlyst, men i det skjulte. Vor Herre Jesus betegnede jødernes store religiøse ledere som mindre samvittighedsfulde, mindre ærlige end masserne af folket. Om folket læser vi, at da Jesus så folket, ynkedes han inderligt over dem, for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde. (Matt 9:36) Er det ikke således i vore dage? Mange af Guds folk, som hungrer og tørster efter Sandheden, er forvirrede, fordi de gang efter gang, når de går til deres religiøse ledere for at få brød, i stedet får en sten – en usand læresætning. Disse skrækkelige vildfarelser fra de mørke tidsaldre kalder Paulus ”dæmoners lærdomme”, fordi det er dæmonerne, som har frembragt dem (1 Tim 4:1-2). De findes hos alle hedninger, men de findes også i stort mål hos kristenhedens forskellige kirkersekter. Har ikke derfor evangeliets samvittighedsfulde præster et stort ansvar hvilende på sig, ved ikke at træde ud af rækkerne af dem, som skjuler kundskabens nøgle og vildleder Herrens folk? Det vil jeg mene, de har. De burde, hvis de var oprigtige og samvittighedsfulde, følge Jesu røst fra himlen og drage ud af kirkesekterne, ”Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder.” (Åb 18:4)  

Mange kristne er faldet i søvn, og denne verdens ånd har overvældet dem, så de har mistet kærligheden til Sandheden? Som vi læste i Skriften, bliver de hellige, de udvalgte, ikke forholdt kundskab, de sover ikke og bliver ikke ført på vildspor. De oprigtige kristne, som elsker Sandheden, bliver nødt til at gå i rette med ledelsen og præsteskabet i den kirkesekt, de er medlem af, og hvis ledelsen og præsteskabet viser sig ikke at være oprigtige sandhedssøgende, så må de gøre menigheden opmærksom på dette, og hvis menigheden forholder sig passiv, så bliver de samvittighedsfulde kristne nødt til at forlade en sådan kirke – de samvittighedsfulde kristne er jo ikke øjentjenere, der søger deres ære hos mennesker, men de søger deres ære hos Gud den Højeste og hans søn, Jesus Kristus. De må holde sig til kundskabens nøgle, som er trofast studium af Guds ord, i den ærlige hensigt at opnå sand kundskab om, hvad der er givet af Gud. 

Men hvilken klage, skuffelse og ærgrelse vil ikke de falske hyrder og de nøgleskjulende præster opleve, når de finder, at de med alle deres bestræbelser for at opbygge og understøtte de forskellige kirkesekter dog intet formår, men at kristenhedens kirkesystem bliver ramt af Guds dom og falder sammen til intet, bliver fuldstændig tilintetgjort, således som Bibelen klart og tydeligt forudsiger, det vil ske i fremtiden.