Kundskabens tabte nøgle
”Ve jer, I
lovkyndige! I har taget kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind, og
dem, der ville ind, har I hindret i det.” (Luk 11:52)
Ordet
”lovkyndig” betegner i Det Ny Testamente dem, som var jødernes religiøse
lærere. Det var de skriftkloge, farisæerne og saddukæerne. De bekendte,
at de havde en særlig hjertets hellighed, og at de kendte Guds vilje,
således som den udtrykkes i De hellige Skrifter. En tilsvarende klasse i
vore dage fører titel af, doktor i teologi. I dag ville skriftstedet
derfor i omskrivelse lyde som følger:
”Ve jer, I doktorer i teologi, I som har taget
kundskabens nøgle til jer! Selv er I ikke gået ind, og dem, som var i
færd med at gå ind, har i hindret.”
Det var skik blandt
jøderne, at uddrag af loven og profeterne blev forelæst hver sabbat i
deres synagoger. Folket var således bekendt med ordlyden i Guds lov og
løfter. Størsteparten af folket var dog ulærde, for adgang til
uddannelse var ikke den gang så let som nu, og en følge heraf var, at
kun få havde forståelse af den åndelige del af loven og profeterne.
Folket så op til de skriftkloge og lovkyndige for at blive ledet med
hensyn til Guds vilje og plan.
Men så stod Jesus
frem og forkyndte om Guds kongerige, noget som folket aldrig havde hørt
om før. Det berettes os, at de sagde om Jesus: ”Aldrig har noget
menneske talt sådan.” (Joh 7:46) Men det var småt med de
skriftkloges og farisæernes godkendelse af Jesus og hans forkyndelse om
Guds kongerige, og derfor var det forholdsvis få af folket, som troede
på ham og blev hans disciple. Farisæerne spurgte angående Jesus: ”Er
der da nogen af Rådets medlemmer eller af farisæerne, der tror på ham?”
(Joh 7:48) Eller sagt på en anden måde: Har nogen af doktorerne i
teologi godkendt ham og hans lære? Vi har studeret disse ting, og vi kan
stole på vor egen dømmekraft.
På samme måde er det
også i dag småt med præsternes godkendelse af Jesu lære og hans apostles
lære. For mange år siden, i året 325, vedtog kirkens biskopper, i ledtog
med den romerske kejser, at Jesus var Gud selv – og i året 381 vedtog
man, at den sande Gud var en treenig guddom. Dermed forkastede
biskopperne Israels Gud, Jahveh, som er én, og der var dermed lagt op
til et større fald i både lære og moral hos de kristne, og på samme måde
som ”Farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan”, har også
kirkens præster forkastet Guds plan. (Luk 7:30)
Jesus forkyndte
Sandheden ud fra Skrifterne på en sådan måde, at ingen af hans
modstandere kunne modstå eller modsige ham. De skriftkloge, farisæerne
og saddukæerne havde længe været i strid om Skrifterne. Men havde den
tids doktorer i lovkyndighed været lige så ydmyge og hungrige efter
Sandheden som folket, så ville uden tvivl alle deres forskellige
fortolkninger af Det Gamle Testamentes skrifter have opløst sig i lyset
fra den sandhed og kundskab om Gud, som dengang strålede over
Skrifterne ved Jesus og apostlene, som var Guds talerør. Men nej, de var
ikke ydmyge, de var formørkede i deres sind og troede ikke på Jesu
budskab, som han havde fået fra sin fader. (Joh 12:50)
De skriftkloge gik
ikke ind
”Ve jer, I
lovkyndige! I har taget kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind,
og dem, der ville ind, har I hindret i det.” (Luk 11:52)
Jesus beskyldte de
jødiske doktorer i teologi for at have taget kundskabens nøgle til sig
og sagde til dem, at de ikke selv var ”gået ind”, og at de hindrede
andre mennesker, der ”ville ind”, i at komme ind. Hvad mente Jesus med
dette? Han mente, at de jødiske doktorer i teologi have afslået at
benytte kundskabens nøgle, og derfor kunne de ikke komme ind i Himlens
kongerige, og deres fædrene overlevering og deres falske udlægning af
Skriftens lære hindrede også andre mennesker i at komme ind i Himlens
kongerige. Men hvordan kan vi vide, at det var Himlens kongerige, Jesus
talte om? Det kan vi, fordi Jesus i Matt 23:13 også taler til de jødiske
doktorer i teologi, og her siger han direkte til dem:
”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere!
I lukker
Himlens kongerige for mennesker.
Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det
ikke.”
De skriftkloge og farisæerne troede ikke på Jesus og hans
lære, og samtidig skjulte de sandheden for det jødiske folk, og folket
stolede på de skriftkloges dømmekraft. Vi ser de samme tilstande i vore
dage. De jødiske doktorer i teologi var et slående forbillede på vore
dages doktorer i teologi, der skjuler sandheden om Gud den Højeste og
hans søn, Jesus Kristus. Det jødiske folk var et forbillede på vore
dages navnkristne, og den jødiske tidsalder var et forbillede på den
nuværende tidsalder, men også den jødiske høst var et forbillede på
høsten i vore dage – evangelietidsalderen.
Ligesom det var
tilfældet på Jesu tid, sådan vil heller ikke nu doktorerne i teologi
selv benytte kundskabens nøgle og ydmygt med hele deres hjerte tage imod
den enkle sandhed i Guds ord, sådan at de kan gå ind i Himlens kongerige
og samtidig hjælpe andre til også at komme ind, og derved nyde godt af
de vidunderlige privilegier og velsignelser, som står åbne for dem. Nej,
ligesom på Jesu tid vil de hellere have deres ære fra mennesker og
anerkendelse fra verden, for at de kan nyde de privilegier, som verden
kan tilbyde dem i dette liv. Hvordan skal de kunne tro på Sandheden og
følge den, når de vil have deres ære fra hinanden og ikke søger æren hos
den eneste Gud? (Joh 5:44). Dertil kommer, at de har begravet
kundskabens nøgle, de har skjult den for folket under uforståelige
trosbekendelser, ritualer, menneskelige overleveringer og en masse
former og ceremonier. Kirkens præster har også gjort sig skyldige i at
tilføje tekster til Bibelen, samt at skjule Guds navn i deres
bibeloversættelser, sådan at de bedre kunne forsvare deres ubibelske
lære om, at Jesus er Gud den Højeste.
Menneskelige
trosbekendelser
I Jesu dage sagde de
jødiske doktorer i teologi til folket, hvad de skulle, og hvad de ikke
skulle gøre – men de underviste ikke folket – de hjalp dem ikke til at
få nogen forståelse af de dybere ting i Skrifterne. I vore dage nærer
flertallet af befolkningen ingen tillid til Bibelen, men mange kristne
nærer tillid til Bibelen. Mange af de kristne ved, at alle kristenhedens
trosbekendelser påstås at være bygget på Bibelens lære. De forstår det
således, at vore dages skriftkloge, kristenhedens doktorer i teologi,
forsikrer, at disse trosbekendelser på en rigtig måde fremstiller Gud
den Højeste og Bibelens lærdomme. Men selvom præsterne offentligt siger
at trosbekendelserne er bygget på Bibelen, så er nogle præster godt klar
over, at trosbekendelserne ikke er i harmoni med Bibelens lærdomme, og
dette fremgår tydeligt, når man taler med dem privat under fire øjne.
Sandheden er den, at kirkens trosbekendelser er menneskelige
overleveringer, og at flertallet af dem er i modstrid med Bibelens
lærdomme. De jødiske doktorer i teologi havde også deres menneskelige
overleveringer, og på grund af dem dyrkede de Gud forgæves og satte Guds
ord ud af kraft (Matt 15:6-9). Det var dette bedrageri over for folket,
som var en del af grunden til, at Jesus anklagede den tids skriftkloge,
og jeg tror, at han i vore dage dømmer flertallet af kristenhedens
skriftkloge på samme måde: ”I har taget (I har skjult) kundskabens
nøgle. Selv er I ikke gået ind, og dem, der ville ind, har I hindret i
det.”
Nogle kristne i vor
tid, er blevet trætte af de menneskelige trosbekendelser og -lærdomme,
som har splittet dem og deres fædre op i flere hundrede kirkesekter, og
de har taget den beslutning at forkaste dem alle og studere Bibelen i
dens eget lys – tilbage til Bibelen, både hvad angår trosbekendelser for
Kristi menighed og troslærdomme.
Systematisk
nøgleskjuling
Som sagt, vore dages
skriftkloge viser sig at være modbilleder til dem, Jesus talte til. De
har erstattet kundskaben med andre ting. Og eftersom de har taget
kundskabens nøgle, siger de til folket: Bryd jer ikke om læresætninger!
Overlad disse til præsterne! Lad blot præsterne godkende alle
læresætninger, hvor modstridende disse end er. Vi gør dette for at lulle
jer alle sammen i søvn. Der er således ingenting, som kan forstyrre den
kristnes hvile, som det at diskutere Bibelens lære. Hvis der i nogen af
kirkesekterne er personer som vil stille spørgsmålstegn ved de vedtagne
trosbekendelser og foreslår, at man prøver læresætningerne og
trosbekendelserne ved et grundigt bibelstudium, for at se om de
er grundig baseret og i overensstemmelse med Bibelen, så bliver det
straks afvist. Vi præster vil holde os borte fra den slags bibelstudium.
Vi vil ikke være ved andet end, at læresætningerne og trosbekendelserne
er grundlaget for vores kirke, men vi vil holde øje med kirkens
medlemmer, og kun gribe ind, hvis en eller anden viser sig tilbøjelig
til at ville grave efter Bibelens læresætninger.
En præst, som var
imod bibelstudium, særlig hvor dette skulle indbefatte vanskelige
punkter, sagde ved en lejlighed: ”Den kristne menighed er som et stort
hospital. Al diskussion om læren må være bandlyst, ligesom der på
hospitalerne er forbud mod al støj, for at patienterne kan sove.”
Desværre er
situationen den i dag, at kirkesekterne er lig et hospital, hvor mange
af patienterne er blinde og døve - i en sovende tilstand. Men sagen er,
at de kom i en sådan tilstand, fordi de ikke fik sund bevægelse, og nu
holdes de i ro. Derfor vil det nærværende hospital med tiden udvikle sig
til en kirkegård.
De halte, de blinde
og døve og åndeligt forvirrede trænger til at høre sandheden om Gud den
Højeste og hans søn, Jesus Kristus, samt om Guds kongerige, hvis de ikke
skal blive endnu mere syge og omkomme som kristne. En præst formanede
engang sin menighed til simpelthen at hvile og ikke bekymre sig om sin
egen eller andres fremtid. Kirken, sagde han, ligner et skib, i hvilket
medlemmerne som passagerer skal føres til sin himmelske bestemmelse. De
behøver ikke at undersøge kompasset, kortet eller maskineriet. Alt, hvad
de behøver, er at sidde ned og nyde rejsen, forsikret om, at deres
barnedåb og konfirmation har givet dem fribillet til det rette
bestemmelsessted.
Men hvorfor benyttede
Jesus og apostlene ikke et sådant billede? Fordi det ikke er korrekt.
Hvorfor benytter de moderne skriftkloge et sådant billede? Fordi de
ønsker at skjule kundskabens nøgle for folket og om muligt hindre dem i
at søge efter den. Mange er desværre fornøjede med sådanne ubibelske
fremstillinger og glemmer Jesu og apostlenes formaninger:
”Kæmp for at komme ind gennem den snævre port” (Luk
13:24)
”Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle
løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den!” (1
Kor 9:24)
”Strid troens gode strid” (1 Tim 6:12)
Så effektiv har
hospitals-metoden vist sig at være, at forholdsvis få af kirkens
medlemmer har deres sanser tilstrækkeligt opøvet til at kunne spørge
sådanne teologiske doktorer om logikken i deres læresætninger og
trosbekendelser. Få tænker over at spørge, hvilken en af disse mange
hundrede kirkesekter med de mange kaptajner, forskellige kompasser,
forskellige kort og forskellige mandskaber, der er den rette. Eller om
de alle er lige gode, skal til samme havn og er lige sikre. Få spørger
om, hvorfor der er kappestrid mellem dem for at få passagerer? Få
spørger om, hvornår disse forskellige skibe blev bygget? Få spørger om,
hvem der gav disse forskellige kaptajner deres bemyndigelse, da jo Jesus
og apostlene talte om ”én Herre, én tro, én dåb, én Gud og
alles fader” og om ”en menighed af førstefødte, som er
indskrevet i himlene”. (Ef 4:5-6. Hebr 12:23)
Nødvendigheden af
kundskab
Kundskab om den
eneste sande Gud og hans søn, siger Bibelen, er en nødvendighed for at
kunne opnå det evige liv. Jesus sagde:
”Dette er det evige liv, at de kender (har
kundskab om) dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus
Kristus.” (Joh 17:3)
Vi skal ikke forstå
det sådan, at alle, som har fået at vide, at Gud Jahveh er himlens og
jordens skaber, og at Jesus er hans søn, på denne kundskab skal arve
evigt liv – man skal også tro på det, for uden tro er det umuligt at
behage Gud (Hebr 11:6). Jesu ord sigter ikke til en overfladisk kundskab
om Gud, men til et personligt forhold til Gud og hans søn.
Et sådant inderligt samfund opnås ikke ved blot én gang at høre om hvem,
der er Gud den Højeste, og om hvem, der er hans søn, men ved stadig at
opøve sin kundskab om ham, og således lære ham dybere og dybere at kende
og leve et liv, der er i overensstemmelse med kundskaben om Gud. Alt i
Guds ord er tilskyndelser for dem, som har modtaget Guds indbydelse til
at drage nær til ham, til at komme i samfund med ham. Jesus bad for sine
efterfølgere således:
”Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed.” (Joh
17:17)
Alle, som forsømmer
Guds ord, vil gå glip af denne helliggørende kraft, og de vil således
heller ikke komme i det nære samfund med Gud, som alene kan garantere
evigt liv. Grunden til, at Gud har ordnet det således, er uden tvivl
den, at hans trofaste folk på denne måde bedst kan gavnes. Som der står
skrevet:
”I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre
jer frie.” (Joh 8:32)
Til denne klasse
siger Jesus i dag, som han sagde det til sine jødiske efterfølgere for
næsten to tusinde år siden:
”Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder,
men de andre er det ikke givet. For den, der har, til ham skal der
gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal
selv det tages, som han har. Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi
de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet
fatter. På dem opfyldes den profeti af Esajas, der siger: I skal høre og
høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå. For dette
folks hjerte er dækket med fedt, og med ørerne hører de tungt, og deres
øjne har de lukket til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med
ørerne og fatte med hjertet og vende om, så jeg må helbrede dem.”
(Matt 13:11-15)
Til de
udenforstående, og hertil hører mange teologiske doktorer, er kundskaben
om den sande Gud ikke givet. De, der har, skal have i overflod, og de,
der ikke har, fra dem skal selv det tages, som de har. Jesus sagde:
”Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi
du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for
umyndige; ja, fader, for således var det din vilje.” (Matt
11:25-26)
Hvad består nøglen
af?
Kundskabens nøgle er
trofast studium af Guds ord i den ærlige hensigt at opnå sand kundskab
om, hvad der er givet af Gud – det er ikke et forsøg på at stadfæste en
troslære om Gud, som vi har modtaget fra mennesker, f.eks.
trosbekendelser fra den katolske og protestantiske kirke. Et sådant
trofast studium af Bibelen indbefatter ydmyghed og en hjertets
indvielse – for ingen andre end de, som har taget dette skridt, kan
virkelig ønske at gøre Guds vilje – som Jesus siger, vi skal være ydmyge
som små børn (Matt 18:3-4). Et sådant studium indbefatter også tro på
det Herrens løfte, at den, som vil gøre Guds vilje, skal erkende, om
læren er fra Gud (Joh 7:17). Det er dette hellige, samvittighedsfulde
bibelstudium, som mangler i vore dage, og som ikke bliver anbefalet af
kirkesekternes præster.
Alt, som er beregnet
på at ophjælpe seriøst bibelstudium og at udfri folket af mørket fra de
forrige tiders trosbekendelser og overtro, bliver modarbejdet, men
selvfølgelig ikke åbenlyst. De teologiske doktorer i vore dage er lige
så snedige som de lovkyndige på Jesu tid, og de optræder, som om de har
stor viden og kundskab om Gud, men i virkeligheden har de det ikke. De
modsætter sig sandt og samvittighedsfuldt bibelstudium – ikke åbenlyst,
men i det skjulte. Vor Herre Jesus betegnede jødernes store religiøse
ledere som mindre samvittighedsfulde, mindre ærlige end masserne af
folket. Om folket læser vi, at da Jesus så folket, ynkedes han inderligt
over dem, for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde. (Matt
9:36) Er det ikke således i vore dage? Mange af Guds folk, som hungrer
og tørster efter Sandheden, er forvirrede, fordi de gang efter gang, når
de går til deres religiøse ledere for at få brød, i stedet får en sten –
en usand læresætning. Disse skrækkelige vildfarelser fra de mørke
tidsaldre kalder Paulus ”dæmoners lærdomme”, fordi det er dæmonerne, som
har frembragt dem (1 Tim 4:1-2). De findes hos alle hedninger, men de
findes også i stort mål hos kristenhedens forskellige kirkersekter. Har
ikke derfor evangeliets samvittighedsfulde præster et stort ansvar
hvilende på sig, ved ikke at træde ud af rækkerne af dem, som skjuler
kundskabens nøgle og vildleder Herrens folk? Det vil jeg mene, de har.
De burde, hvis de var oprigtige og samvittighedsfulde, følge Jesu røst
fra himlen og drage ud af kirkesekterne, ”Drag ud fra hende, mit
folk, for ikke at deltage i hendes synder.” (Åb 18:4)
Mange kristne er
faldet i søvn, og denne verdens ånd har overvældet dem, så de har mistet
kærligheden til Sandheden? Som vi læste i Skriften, bliver de hellige,
de udvalgte, ikke forholdt kundskab, de sover ikke og bliver ikke ført
på vildspor. De oprigtige kristne, som elsker Sandheden, bliver nødt til
at gå i rette med ledelsen og præsteskabet i den kirkesekt, de er medlem
af, og hvis ledelsen og præsteskabet viser sig ikke at være oprigtige
sandhedssøgende, så må de gøre menigheden opmærksom på dette, og hvis
menigheden forholder sig passiv, så bliver de samvittighedsfulde kristne
nødt til at forlade en sådan kirke – de samvittighedsfulde kristne er jo
ikke øjentjenere, der søger deres ære hos mennesker, men de søger deres
ære hos Gud den Højeste og hans søn, Jesus Kristus.
De må holde sig til kundskabens nøgle,
som er trofast studium af Guds ord, i den ærlige hensigt at opnå sand
kundskab om, hvad der er givet af Gud.
Men hvilken klage,
skuffelse og ærgrelse vil ikke de falske hyrder og de nøgleskjulende
præster opleve, når de finder, at de med alle deres bestræbelser for at
opbygge og understøtte de forskellige kirkesekter dog intet formår, men
at kristenhedens kirkesystem bliver ramt af Guds dom og falder sammen
til intet, bliver fuldstændig tilintetgjort, således som Bibelen klart
og tydeligt forudsiger, det vil ske i fremtiden. |