|
Materialismen Ateisme og materialisme er i virkeligheden tvillinger, for i næsten alle tilfælde fornægter materialisterne ligesom ateisterne tilværelsen af en skabende Gud. Alle strenge materialister er erklærede ateister. Undtagelserne fra denne regel er de få materialister, der gør universet som sådant til Gud, og skænker beundring og tilbedelse til de love, den orden, den skønhed, ophøjethed og magt der lægger sig for dagen i naturen som helhed. Men der er en udpræget forskel mellem ateisme og materialisme, når de stilles i modsætning til hinanden, for ateisme er en i høj grad umoden og overfladisk fornægtelse af Guds eksistens, mens materialisme, set fra et intellektuelt standpunkt, er et skarpsindigt forsøg på filosofisk og videnskabeligt at gøre rede for universet og dets indhold ene og alene på basis af stoffet og dets iboende kræfter. Der er kun få tænkere, der slutter sig til ateismen uden også at anerkende materialismen, mens mange lærde og videnskabsfolk i de sidste 150 år har sluttet sig til materialisme. I vore dage tager filosofisk og videnskabelig materialisme sædvanligvis form af evolutions- eller udviklingslære, skønt Darwin ikke var streng materialist, eftersom han troede på, at en skaber startede de første og laveste former for liv; derimod har de fleste af hans disciple vægret sig ved at tro det, men som teori har materialisme uden tanke om evolution, eksisteret siden de gamle græske filosoffer, som f.eks. Epikuræerne og Skeptikerne. Så vil nogle måske spørge: Hvad menes der med materialisme? Som svar derpå kunne vi sige, at det er en teori, der reducerer alle eksisterende ting til stof og dets iboende kræfter. Den benægter tilværelsen af nogen anden substans end stof. For den er alene stoffet substans, og substans er det, der er håndgribeligt for en eller flere af vore sanser. Den nægter derfor tilstedeværelsen af ting, der er uhåndgribelige for vore sanser. Følgelig eksisterer åndelige substanser ikke for materialisterne. Den yderliggående materialist påstår, at han ved stoffet og dets iboende kræfter kan forklare hele naturens oprindelse, udvikling og dens nuværende tilstand, indbefattet levende væseners eksistens og evner. Men som vi skal se, bryder denne påstand sammen i enhver retning og lader selve de problemer uløste, som materialismen satte sig for at forklare. Den moderne materialisme er en reaktion hen imod den overdrevne idealisme, en opfattelse, der hævder, at der ikke findes en virkelighed, der er uafhængig af menneskets erkendelse. Den var almindeligt fremherskende i filosofi de første halvtreds år af det nittende århundrede, i særdeleshed i tyskland. Som et vidnesbyrd om rigtigheden af ovenstående definition og korte forklaring af materialisme vil vi anføre, hvad en fremstående materialist, Wilhelm Strecker, sagde herom: ”Det, som adskiller materialisme fra ethvert andet synspunk,t er, at den sporer al tilværelse og alle tildragelser i verden (universet) tilbage til stoffet og de kræfter, der er uløseligt forbundet med stoffet, og nægter nogen som helst magts tilværelse og virksomhed uden for naturen. Ifølge materialismen er alle tildragelser de nødvendige virkninger af bestemte årsager, og denne nødvendighed eksisterer ikke alene i vor tænkning, men den findes i selve tingene. Endog livet og bevidsthedsfænomenet betragter materialismen som blot og bart stofforeteelser, der forekommer under givne forhold – hvilke imidlertid ikke er sikkert kendt – og som vil ophøre sammen med de forhold, der ledsagede dem. Ifølge dette synspunkt indtræffer alle tildragelser i verden i overensstemmelse med evigt gyldige og ubøjelige love, der ikke kan afskaffes eller forandres ved nogen vilkårlig vilje (ikke engang ved en Guds vilje), men hvis magt al vilje er underkastet.” Så vidt Strecker, og hans forklaring af hans teori er tydelig. I sin strenge form er materialisme derfor i slående kontrast med Bibelens lære. Den betakker sig for tanken om Gud og benægter hans eksistens, latterliggør troen som overtro, benægter en guddommelig åbenbaring, fri vilje og moralsk ansvarlighed, idet den påstår, at alle handler som de nødvendigvis må, tvunget dertil af fysiske årsager, og de vurderer dyd og last som lige i værdi eller værdiløshed. Naturligvis afviser materialismen et personligt liv efter dette, idet den påstår, at det eneste evige liv et menneske kan have er gennem forplantning eller ved, at dets legemes bestanddele indgår i fødesubstanser og gennem fordøjelse eller assimilering bliver dele af andres legemer. Ifølge denne teori kan åndelige substanser og væsener naturligvis ikke eksistere. Nogle materialister, der gyser tilbage for nogle af disse lærdomme, har i deres materialistiske teori indført elementer, der er i modstrid med materialisme, men herved har de selvfølgelig modsagt selve teorien. Vi vil nu fremføre nogle punkter, der viser at materialismen, der i dag er den mest fremherskende inden for den videnskabelige verden, er en fiasko:
Som teori er materialismen følgelig en fiasko med hensyn til formålet med dens tilværelse – at forklare al tilværelse og alle tildragelser udelukkende ved stoffet og dets iboende kræfter. Dens erklæring om, at den forklarer al tilværelse og alle tildragelser, er derfor falsk. Efter at have hævdet, at den forklarer al tilværelse og alle tildragelser, er selv Strecker tvunget til at indrømme, at den i mange tilfælde ikke gør det, men at den tvinges til at indrømme, at der er mange huller i kundskaben, for hvilke den må ty til antagelser, eftersom den mangler bevis for dem. Dette er slemt for denne teori. Det foranlediger imidlertid, at en anden betragtning må fremføres imod den. Den forudsætter og tager for givet nogle meget betydningsfulde ting, som man må tro, men som burde bevises for at bekræfte den selv som en teori, dvs., at den i betydningsfulde enkeltheder er baseret på tro. F.eks. forudsætter den, at stoffet er evigt, og at dets iboende kræfter også skulle være evige som muligheder. I overensstemmelse med materialismens princip, der går ud på, at beviset for en ting beror på, om det håndgribeligt kan bemærkes, så kunne hverken materialisterne eller nogen som helst andre ved sansernes hjælp have bemærket deres evighed. Vi spørger: Hvorledes ved materialisten, med sit princip for øje, at de er evige? Og ligeledes, materialisterne tror på atomer. Hvor ved de, at disse eksisterer, eftersom de ikke kan bemærkes af sanserne, deres uundværlige prøvesten for tilværelsen? De tror også på det uforanderlige virke af årsag og virkning. Hvorledes kan de bevise dette? De kan ikke bevise det, fordi ingen har iagttaget alle årsager og virkninger. Dog forudsætter materialismen det. Materialismen forudsætter en udvikling af sig selv som oprindelse til livet, men alle videnskabelige demonstrationer og erfaringer modbeviser noget sådant. Der er andre huller i beviset for denne teori, af hvilke nogle blev påpeget i det foregående argument. Alle disse synspunkter antages ved tro. Dens væsentligste grundprincipper er således spørgsmålet om forudsætning, dvs. om tro og ikke om bevis. Dette beviser, at materialismens stikken til de kristne, som tror på Bibelens budskab, er fuldstændigt uforenelig med deres egen fremgangsmåde. De, der spotter andres tro som tro, når de selv baserer deres hovedprincipper på tro, burde erindre ordsproget, der siger, at de, der bor i glashuse, ikke skal kaste med sten. Materialismens benægtelse af åndelige substansers virkelighed er i modstrid med kendsgerninger, for kendsgerningerne viser, at der er åndelige substanser. De følgende og andre åndelige substanser, livsprincippet, lyset og æteren, eksisterer, men er visselig ikke stof. Den teori, der benægter tilstedeværelsen af alt undtagen stof og dets iboende kræfter, må følgelig være falsk. Livsprincippet gennemtrænger luften og enhver levende ting. Æter og lys gennemtrænger rummet. Tilstedeværelsen af disse substanser, der er uhåndgribelige for sanserne, er ubestridelig. Deres tilstedeværelse modbeviser derfor materialismen, der benægter åndelige substansers så vel som åndevæseners eksistens. Ligeledes beviser kendsgerningerne også tilstedeværelsen af åndelige væsener, hvis eksistens materialismen benægter. Med åndevæsener mener vi overmenneskelige personer, hvis legemer består af åndelige, til forskel fra materielle substanser. Spiritismens fænomener demonstrerer åndevæseners eksistens. Selv om vi indrømmer, at nogle mennesker og medier forsætligt bedrager folk med selviske hensyn for øje, så er der dog en sådan mangfoldighed af demonstrerede kendsgerninger om ånders virksomhed, at ånders eksistens med rette antages som en videnskabeligt bevist kendsgerning. Selv om vi udtaler os således, må det ikke forstås, som om vi godkender karakteren hos disse ægte ånder, der virker i spiritistiske fænomener. Tværtimod er det sådan, at skønt vi mener, at disse virkende væsener er ægte ånder, så tror vi på Bibelens budskab om, at de er faldne engle og dæmoner, der med næsten utrolig svigefuldhed udgiver sig for at være døde mennesker, der eksisterer som ånder. De talrige kendsgerninger om ånders virksomhed i spiritistiske fænomener beviser således, at materialismen er falsk, for den benægter eksistensen af åndelige substanser og væsener, selvom disse er bevist ved spiritistiske fænomener. Den omstændighed, at der ikke er et kendt eksempel på tanke, følelse og vilje uden for foreningen af livsprincip og substans organiseret i legemer, modbeviser ligeledes materialismen. Det uorganiske stof kan ikke tænke, føle eller ville. Som en første betingelse for tænkning, følelse og vilje – med ét ord, bevidsthed – må substansen nødvendigvis ordnes i en organisme, et legeme. Men en slet og ret organisme kan ikke udøve tanke, følelse og vilje, ellers ville døde legemer kunne udøve disse. Der må være en forening af en sådan organisme med livsprincip ved hjælp af blodet. Et sådant livsprincip kaldes i Bibelen livsånde (1 Mos 2:7) – ikke en ånd, for ifølge Skriften, fornuft og kendsgerninger er der intet åndevæsen inde i mennesket, men der er i mennesket en åndelig substans, der kaldes livsånde (livsprincip), og dennes forening med menneskets organisme, idet blodet her virker som forbindelsesleddet, frembringer personlighed – det giver ikke mennesket en sjæl, men gør det til en sjæl. Materialismen er i den yderste forlegenhed med, hvordan den skal forklare menneskelige og dyriske sjæles tilværelse uden denne åndelige substans, livsprincippets forening med en menneskelig eller dyrisk organisme. Angående denne sag er Bibelen, fornuften og kendsgerningerne i den fineste overensstemmelse, hvilket kan ses i beretningen om Adams skabelse: 1) et legeme – en organisme blev dannet af jord; 2) livsprincippet – livets ånde – blev blæst ind i organismen; og 3) deres forening ved blodets hjælp frembragte en tredje ting – en levende sjæl, en energisk virksom person (1 Mos 2:7). At materialismen ikke kan forklare, hvorledes stoffet fra starten af blev sat i bevægelse, og hvorledes liv og bevidsthed har sin oprindelse, skyldes den omstændighed, at den benægter åndelige substanser. Uden denne åndelige substans kan der ikke være noget liv, ingen tanke, ingen følelse og ingen vilje – ingen bevidsthed. Denne kendsgerning er tilintetgørende for materialismen. Ingen materialist har været i stand til at fremføre et overbevisende svar på disse betragtninger. For dem er dette en af deres uløselige gåder. Materialismen kan ikke slå bro over svælget mellem stof og sind. Den kan ikke udlede mentale processer fra stoffet, for mentale processer kan ikke udledes fra materielle tilstande. Materialister har kæmpet indtil udmattelse med dette problem og har forladt det i tvivl om en løsning. Efter de yderste anstrengelser har de største af dem her måttet indrømme, at de ikke kunne forklare mentale processer, når de kun havde materielle substanser og deres iboende kræfter at arbejde med. For teister, de der tror på en Gud, er deres fiasko selvindlysende, for deres benægtelse af åndelige substanser, og følgelig også af livsprincippets åndelige virkelighed, lader den eneste absolut nødvendige bestanddel for mentale processer og dermed for løsningen af det her omtalte problem, ude af betragtning. Mens hjernens funktion er som et instruments virke, brugt af personen – sjælen – til tænkning, følelse og vilje, så er det livsprincippets forening med hjernen, der frembringer sjælen – personen, der således frembragt udøver tænkning, vilje og følelse ved hjælp af hjernen, idet denne sjæl - person er udstyret med personlige evner eller egenskaber. Også en anden sag vejer tungt mod materialismen: den benægter viljens frihed. Materialisterne mener, at menneskets vilje kontrolleres af fysiske love. Derfor handler det nødvendigvis, som det gør, skønt de indrømmer, at det lever i den glade tro, at det er frit, fordi det vælger, som det lyster. Men, siger de, det lyster som det lyster under dets væsens uforanderlige lod, der tvinger det til at vælge i overensstemmelse med dets atomers sammensætning. Dette er usandt, og af mange grunde. Af princip vælger et menneske f.eks. hyppigt at gøre, hvad det ikke synes om, og hyppigt synes det om at gøre noget, som det alligevel vælger ikke at gøre; ligesom det også hyppigt kan forandre sig og nære modvilje mod det, som det tidligere holdt af, eller det holder af, hvad det tidligere nærede uvilje mod. Vi er os bevidst at vælge frit, undertiden udelukkende af princip, undertiden udelukkende af fordom og undertiden af en blanding af begge, men i alle tilfælde ved vi, at vi kunne have valgt anderledes, om vi havde ønsket det. Vor frie vilje bevises ved, at vi efter yderligere overvejelse kan beklage et tidligere valg og ændre det. Vi er os i alle tilfælde vor valgfrihed bevidst, selv om vi til tider kan være ude af stand til at gennemføre valget. Men ved at benægte dette reducerer materialismen mennesket til en maskine eller til, hvad nogle af dem har kaldt det, en bevidst automat, tvunget til at vælge og handle af den blinde fysiske lov. At materialismen degraderer den menneskelige natur således, og det i modstrid med erfaringens og bevidsthedens kendsgerninger, er et stærkt anklagepunkt imod den. Når vi sammenligner materialismen med teismen, så ser vi klart teismens fortrin frem for førstnævnte. Teismen er læren om, at Gud eksisterer som et åndevæsen, uafhængig af universet, men virkende, skabende, opretholdende, udøvende eller styrende overalt. Guds evighed er noget langt mere fornuftigt at antage end stoffets og dets iboende kræfters evighed, hvilket fra første færd kun kunne have været tilstede som en mulighed, men ikke virksomt, for den første årsag må nødvendigvis have været årsagsløs og derfor evig. Men en ubevægelig førsteårsag (hvad stoffet i begyndelsen må have været, om det antages at have været den første årsag) kan ikke være førsteårsagen, for noget andet har måttet give anledning til, at det begyndte at bevæge sig. Men denne indvendig kan ikke fremholdes mod en bevidst førsteårsag, for den kunne starte en bevægelse i sig selv og uden for sig selv. De milliarder af tegn på orden – loves regering – i universet, forudsætter, at den første årsag må have været intelligent, hvad Gud er, mens omstændighederne, hvis materialisme skulle anses for at være sand, ville kræve, at vi tilskriver stoffet og dets iboende kræfter de allerhøjeste og størst tænkelige sindsegenskaber, hvad de visselig ikke har. De milliarder af beviser på hensigt og anvendelighed eller tilpasning i universets skabelse, opretholdelse og styrelse forudsætter en bevidst, vis og praktisk opfinder, sådan som Gud er, hvorimod vi ikke på nogen måde kan forklare disse beviser på hensigt og tilpasning under den forudsætning, at stoffet og dets iboende kræfter, der nødvendigvis virkede blindt, er de eneste skabende, opretholdende og styrende kræfter, for det ville være at tilskrive stoffet og dets iboende kræfter de allerhøjeste og størst tænkelige egenskaber, hvad de ikke har. Det er komplet umuligt at forklare universets tilværelse, opretholdelse og styrelse på nogen anden måde end som en intelligent, vis, almægtig og bevidst personligheds værk, for uorganisk stof og blind kraft mangler i enhver henseende ganske og aldeles egenskaber, der står i forhold til det kæmpemæssige arbejde: at skabe, bevare og ordne hele den levende og livløse natur. Set fra universets oprindelse, opretholdelse og styrelse er teismen derfor en højst fornuftig teori, mens materialismen er en helt igennem ufyldestgørende forklaring af disse vidunderlige fænomener. Idet vi forlader den uorganiske natur som uforklaret af materialismen, men som fornuftigt forklaret af teismen, vil vi så sammenligne disse to synspunkters anvendelighed til at forklare den organiske natur. På tærskelen til dette tema stilles vi ansigt til ansigt med spørgsmålet om livets oprindelse. Her svigter materialismen fuldstændigt, for med dens materialer – stoffet og dets iboende kræfter – er den ude af stand til at slå bro over kløften mellem liv og det livløse. Som et forsøg på at slå bro over denne kløft har den taget sin tilflugt til uvilkårlig avling, men da den har gjort det ved sit eget princip – at hvad der findes i virkningen, i dette tilfælde liv, må også være i dens årsag – så er den rent logisk blevet hindret i at benytte denne hypotese. Endvidere ville vi, om dens teori var sand, finde eksempler på spontan eller uvilkårlig avling rundt om os, hvilket ingen mennesker nogensinde har fundet. Forsøgene med videnskabelige eksperimenter har heller ikke været i stand til at bevise den, idet hvert eneste af dem svigter i bestræbelserne for at frembringe spontan avling. Praktisk talt er videnskabsmændene enige om at hævde dens ubeviselighed. Materialismen, der således er begrænset i brugen af sine redskaber til forklaring af problemet, kan ikke forklare oprindelsen til liv i et påstået tidligere livløst univers. Teismen forklarer det smukt i plante-, dyre- og åndelivet. I plantelivet ved en forening af et vegetabilsk legeme og livsprincip med saft som forbindelsesmidlet; i dyrelivet ved en forening af et animalsk legeme og livsprincip med blod som forbindelsesmidlet, og i åndelivet ved en forening af et åndeligt legeme (et legeme der består af en eller måske flere åndelige substanser) og livsprincip, og (så vidt vi ved) uden noget mellemled som forbindelsesmiddel. Materialismen svigter således totalt, når det gælder en forklaring af livets oprindelse, mens det lykkes teismen at forklare det. Ud fra dette standpunkt er teismen følgelig materialismen langt overlegen. Materialismen bryder atter sammen i sit forsøg på at forklare oprindelsen til de mange forskellige arter i plante- og dyrelivet. Den har forsøgt at forklare dette problem ved hjælp af evolutionsteorien, men den er kommet til kort i løsningen af dette problem. Det forholder sig nemlig således, at hverken forsteninger, historisk beretning fra det forgangne, eller i den nuværende tid noget levende eksempel er blevet fundet, som kan bevise, at en forvandling fra den ene til den anden art nogensinde har fundet sted. Heraf måtte nødvendigvis ét eksempel kunne bevises, om evolutionsteorien skulle vise sig at være sand. Forsøg på fremavl mellem medlemmerne af to forskellige arter har altid frembragt ufuldkomment afkom, f.eks. frembringer krydsning mellem hesten og æslet muldyret, der mangler forplantningsevne, og et menneske kan ikke avle børn med aber og visa versa. Dette modbeviser fuldstændigt arternes omdannelse ved forplantning. Materialismen svigter således fuldstændig i forsøget på at forklare arternes oprindelse. Teismen løser fuldstændigt dette problem ved skabelsen af alle ”levende væsener efter hver deres arter” og ”mennesket i Guds billede” (1 Mos 1:24,26). Ligeledes svigter materialismen totalt i sit forsøg på at slå bro mellem dyriske og menneskelige væsener. Dette har også været forsøgt ved hjælp af evolutionsteorien. Materialisterne har talt meget om ”det manglende led” (The missing link), og de har gang på gang bekendtgjort opdagelsen heraf, blot for senere at kassere hvert eneste af deres ”hittebørn” som uægte fødte og uværdige til opfostring. Grunden er lige til: Forskellen mellem det laveste menneske og det højeste dyr er så stor, at der ikke kan slås bro over svælget mellem dem, Rudolf Virchow, berømt tysk læge og videnskabsmand i sidste halvdel af det nittende århundrede (1821-1902), sagde følgende om evolutionslærens påstand vedrørende menneskets nedstamning fra dyrene: ”Den er intet andet end en tom hypotese, på hvilken der ikke er blevet frembragt én eneste kendsgerning i naturen som bevis, og imod hvilken alle de opdagede forstenede levninger, historiens beretninger og de iagttagne kendsgerninger vidner.” Han tilføjede yderligere, at ”det manglende led” ikke er blevet fundet, ej heller, siger han, vil det efter hans mening nogensinde blive fundet af den gode grund, at det ikke eksisterer. Materialisterne påpeger forgæves tegnene på intelligens, følelse og vilje i dyrelivet som bevis på, at mennesket blev udviklet fra dyrene. Vi indrømmer, at dyrene har noget sådant, men de er begrænset til dyrelivets behov og rækker ikke videre. Men menneskets evner er umåleligt højere. Dets fornuft udgrunder løsningen på mangfoldige problemer, indbefattende Gud, andre ånder, universet og den levende og livløse natur på jorden – områder der er fuldkomment fremmede for dyrisk intelligens. Dets fornuft og evner har gjort det i stand til at forlade jorden og flyve til månen, og hjem igen – hvor mange dyr kan gøre det? Dets følelser strækker sig ud mod objekter, der står uendelig højt over dem, der er genstand for de umælende dyrs følelser. Dets vilje arbejder med problemer og skæbner her og hisset, og det er i stand til at udvikles efter fysiske, mentale, moralske og religiøse retningslinjer, som det ville være meningsløst at sætte i forbindelse med dyrene, enten det så var i tanke eller praksis. Alle disse kendsgerninger beviser, at der er et uoverstigeligt svælg mellem mennesket og den dyriske skabning, og materialismen kommer fuldstændig til kort og må nødvendigvis komme til kort i sit forsøg på at slå bro over dette svælg, for det er i virkeligheden et fastsat svælg, som det er materialismen umuligt at overspænde. Teismen slår bro over dette svælg ved en særskilt skabelseshandling, ved hvilken mennesket, til forskel fra de umælende dyr, blev frembragt af Gud i hans billede og lighed, hvilket forklarer enhver faktor i det pågældende problem. Materialismen svigter totalt, når den skal forklare, hvordan universet og dets væsener er opstået. Teismen er derimod i stand til at løse enhver af skabelsens gåder, og ikke dette alene, men også gåderne i skabningens opretholdelse og styrelse, hvori materialismen også kommer til kort med hensyn til en løsning. Som en opfattelse af universet og levende væsener er teismen med en skabende gud derfor en fornuftig løsning på ethvert af de dermed forbundne problemer, mens materialismen svigter totalt. |
