Panteismen

   I vort studium af falske synspunkter om Gud har vi hidtil betragtet ateisme, materialisme og agnosticisme. Disse søger mere eller mindre at tilsidesætte Guds eksistens. Hvad agnosticismen angår, har dens indflydelse nærmest været gunstig som drivkraft for ateismen. Huxley drog i stor udstrækning sine principper fra ateistiske synspunkter, mens Spencer mere drog sine fra panteistiske teorier. Ligesom ordene ateisme og agnosticisme er ordet panteisme afledt fra græsk. Det er sammensat af ordet pan (alt) og theos (Gud). Ifølge læren om ords afledning betyder det alt-Gud. Det bruges for at betegne den teori, der går ud på, at alt er Gud, dvs. at Gud er alle tings væsensindhold eller essens. I betydning af alle ting er Gud og universet, ifølge panteismen, en og samme ting. Alle solsystemets planeter og alle stjerner i universet og hvad som helst, der er i eller forbundet med dem, er derfor Gud. 

Panteismen ligger til grund for religionerne Buddhisme og Hinduisme, og Averroes (1126-1198), den største af muhamedanismens filosoffer, var panteist. Det er en teori, der er i heftig modstrid med det bibelske synspunkt om Gud, og det er derfor en plante, der er meget fremmed for den kristne jordbund. 

Panteismens opfinder i kristenheden var jøden Baruch Spinoza (1632-1677). Som ung mand blev han bandlyst af jødefolket for sine uortodokse meninger og anskuelser. Selv om han hævdede at godkende både Det Gamle og Det Ny Testamente, var dette dog med forbehold, der var meget lig nutidens moderne, højere kritikere, hvis fader man med rette kunne kalde ham. Vi skal i denne artikel betragte panteismen, som den forekommer i kristenheden, og til navnkirkens ære kan vi sige, at den aldrig har sanktioneret den; ej heller har de ortodokse jøder nogensinde godkendt den.  

Som filosof søgte Spinoza at reducere alle ting til én enkelt substans, for, som han mente, at nå til enkelhed i filosofisk tænkemåde. Denne ene substans kaldte han Gud og påstod, at han eller ”den” havde to egenskaber: Udstrækning og tanke. Denne ene substans er alt, hvad der er til, og er som sådan Gud, hvis egenskaber er udstrækning og tanke, som ikke kan reduceres. Nogle panteister betragter denne ene substans som åndelig; og nogle anser den for at være materiel; men de fleste af dem undgår at forklare den som enten det ene eller det andet – en kendsgerning, der i høj grad strider imod dens lære om, at der kun er én substans. 

Panteisternes synspunkt tvinger dem til at benægte Guds personlighed, ja, endog menneskets, eftersom de hævder, at altet – deres Gud – er en talmæssig enhed. De lærer også, at mennesket ikke har personlighed. Ligeledes nægter de, at deres Gud besidder intelligens. Deres synspunkt benægter således ikke alene Guds personlighed og intelligens, men som en følge af denne benægtelse så vel som ved selve deres synspunkts beskaffenhed benægter den også hans frie vilje så vel som menneskets frie vilje. Da de forklarer Gud som altet, er der naturligvis intet uden for ham, for ifølge deres synspunkt er der intet uden for ham – alle ting er dele af ham. De hævder, at han er fri, fordi han handler ud fra sit væsens lov og derfor ikke har frihed til at vælge men virker, som han gør, ud fra selve trangen i sit væsen – universets væsen. Følgelig er blind fatalisme (en tro på at ens skæbne er forudbestemt og uafvendelig) og frit valg den frihed, som han har, og dette er i virkeligheden ikke fri vilje, eftersom en fri vilje indbefatter frihed til at vælge eller forkaste det ene eller andet. De mener også, at den samme fatalisme får mennesket til at handle, som det gør, og det har følgelig heller ikke en fri vilje. Som en følge deraf benægter de også moralsk ansvarlighed hos mennesket og erklærer i overensstemmelse med dette, at menneskets gode og slette handlinger, motiver, tanker og ord er lignende deres alt-Guds, eftersom mennesket er dele, ja, i virkeligheden de højeste former for alt-Gud. De gør derfor ingen forskel mellem godt og ondt som egenskaber med undtagelse af, at de kan have behagelige eller ubehagelige virkninger mand og mand imellem. Dette var en kort forklaring af panteismen som teori om Gud, og vi må selvfølgelig ud fra et bibelsk standpunkt forkaste den som ubibelsk, urimelig og uvirkelig. Vi vil nu gå over til en gendrivelse af dette falske synspunkt om Gud, således som vi har gendrevet andre af sådanne falske synspunkter. 

Allerførst fremholder vi imod panteismen, at den blot og bart er en ikke bevist antagelse. I modstrid med de kendsgerninger, som vi fremførte i vor drøftelse af materialismen, nægter den, at der er to substanser: ånd og materie og fastslår, at der kun er én substans; nogle påstår, at den er åndelig, andre at den er materiel, men de fleste går uden om en afgørelse af, hvad den er. Denne stilling er den virkelige gendrivelse af deres påstand om, at substansen er en talmæssig enhed. Deres ønske om, at der kun skulle være én substans for at gøre det lettere og behageligere at tænke over tilværelsens filosofi, kan naturligvis ikke antages som et bevis på deres grundprincips sandhed. I et argument kan selvindlysende principper antages uden bevis, men vi kan ikke antage principper, der ikke er selvindlysende, som tilfældet er med teorien om, at der kun findes én substans. Vi er berettigede til at kræve bevis for principper, der ikke er selvindlysende, og intet bevis er nogensinde blevet givet for deres grundprincip. Det er derfor en ikke bevist formodning fremsat mod påstanden om, at der er en personlig Gud, hvilken påstand har mange overbevisende beviser i sin favør, mens teorien om, at der kun findes én substans, kun er gætværk uden beviser, og den burde derfor forkastes af seriøse tænkere. 

Endvidere er det ikke alene deres grundprincip, at der kun er én substans, der er gætteri uden bevis, men deres princip, som går ud på, at alt er Gud, er ligeledes en formodning, som der ikke er blevet fremlagt ét eneste bevis for. Hvordan ved de, at universet er Gud? For at kunne vide noget sådant må vedkommende nødvendigvis være almægtig, allestedsnærværende og alvidende for ved udøvelsen af disse egenskaber at være i stand til med kundskab om alle omstændigheder og al tilstedeværelse at kunne sige, at intet andet end universet, og hvad dertil hører, er Gud. Selvfølgelig har ingen panteist disse egenskaber, og de kan derfor ikke have den kundskab, der beviser, at universet, og hvad dertil hører, er Gud. Deres benægtelse af viljen som evnen til at vælge, dvs. vilje i den sande betydning af ordet, er ligeså ubeviselig. Det samme kan siges om deres benægtelse af intelligens hos Gud. Universet er fyldt med beviser på det modsatte af disse to benægtelser. De kan heller ikke komme med noget bevis for, at vi ikke er individer, og at vi ikke har personlige viljer. Hvilket bevis kan de give for deres ødelæggende tanke om, at der ikke er sådanne forskelle som gode og dårlige egenskaber, godt og ondt?

Det princip, der ligger til grund for panteismen - at der kun er én substans - strider imod kendsgerningerne. Erfaring og iagttagelser beviser, at der er to substanser: ånd og materie. Som beviser på åndevæseners virkelighed kan vi som eksempler nævne de ubestridelige kendsgerninger fra spiritistiske foreteelser. Tilstedeværelsen af åndelige substanser, så som livsprincip, ild, lys og æter er andre beviser på åndelige substansers virkelighed, mens de genstande omkring os, der er håndgribelige for sanserne, er beviser på materielle substansers eksistens. Disse kendsgerninger ødelægger panteismens fundamentale forudsætning - at al substans er ét. Ydermere er den kendsgerning, at der hos den animalske skabning ikke er mulighed for tanke uden en forening af den åndelige substans, der kaldes livsprincip, og en ordnet materiel organisme (eftersom bevidstløshed altid kommer og følger med deres adskillelse), endnu et bevis på, at der er to substansområder: ånd og materie. Kendsgerningerne beviser således, at panteismens grundprincipper er en uvirkelig formodning i stedet for at være en selvindlysende sandhed. Dette gendriver naturligvis hele teorien, for det lader den uden en grundvold, hvorpå den kan hvile sine fødder.

Deres synspunkt om, at Gud er identisk med universet, uadskillelig fra universet, har heller ikke med virkeligheden at gøre, for dette ville indbefatte, at han skabte sig selv, dvs. universet. Om noget er videnskabeligt rigtigt, da er det den påstand, at en årsag går forud for, frembringer og er forskellig fra virkningen. Men her finder vi en teori, der gør årsag og virkning til ét og det samme, hvilket indbefatter, at intet frembragte alt, og at det virkede, før det eksisterede og eksisterede, før det virkede. Panteismens formel fremsat i deres latinske udtryk: natura naturans et natura naturata, dvs. natur skaber natur og natur skabte natur er som et forsøg på at forklare deres Guds tilværelse det mest mærkværdige vrøvl, der findes i hele den falske, såkaldte filosofis rige. I sin endelige analyse indbefatter denne formel, at intet frembragte alt, og at en ting eksisterede, før den eksisterede – det er det rene nonsens. Beviserne på Guds eksistens, som har kunnet ses siden verdens skabelse (Rom 1:20), modsiger alle det synspunkt, at det upersonlige univers er Gud. Utallige tilfælde i naturen beviser, at han udøver sin vilje, og de modsiger derfor den antagelse, at han ingen evne har til at vælge. Kendsgerningerne om vor bevidsthed og erfaring beviser menneskets personlighed; for bevidstheden om os selv er det første i vor kundskab og i vore forbindelser med andre og universet.

Og samme slags kendsgerninger beviser, at vi har evne til at vælge, evne til at udøve vilje. Den samme slags kendsgerninger, samt vor samvittighed, beviser virkeligheden af moralsk ansvarlighed og den himmelvide forskel mellem de gode og onde, de dydige og de lastefulde, hvilket panteisten med sin alt-Gud nødvendigvis må benægte for ikke at gøre sin Gud syndig. Eftersom kendsgerningerne modbeviser de væsentligste overbygningsprincipper så vel som panteismens grundprincipper, må den nødvendigvis være en forkert teori om Gud, for der er ikke en eneste kendsgerning, der beviser denne teori, den er derfor ikke andet end filosofisk tankespind. Hvis vi skulle indrømme deres to hovedprincipper, at al substans er en talmæssig enhed, og at den er Gud, ville vi naturligvis være nødt til at indrømme deres andre principper; men principper, der har sådanne medfølgende principper, som disse to har, kan ikke være sande.

Panteismen gør Gud til en vildleder og en synder. Hvis alt er Gud, da er vi, som panteismen holder på, dele af eller ”former” for Gud. Når vi tænker, er det derfor ikke os, der tænker (for ifølge denne teori har vi ingen personlig eller uafhængig tilværelse), men det er Gud, der tænker. Gud har følgelig udtænkt alle de vildfarelser, der har været blandt menneskene lige fra menneskeslægtens begyndelse og indtil nu, og han vil vedblive med at udtænke alle fremtidige vildfarelser! Dette indbefatter, at han modsiger sig selv lige så ofte, som menneskene modsiger hverandre. Dette får ham til at udtænke alle den forgangne og nærværende tids falske religioner og modstridende trosbekendelser. Det gør ham til opfinder af alle de modstridende teorier i filosofi, videnskab, litteratur og sociologi (samfundslære) fra disses begyndelse og indtil nutidens såvel som til de fremtidige. Det gør ham også til opfinder af alt det sande i religiøse, filosofiske, videnskabelige, litterære og sociologiske teorier. Han er derfor en blandet Gud, ikke aldeles vildfarende, men en kluddermikkel, der tilfældigt træffer eller forfejler Sandheden og tilfældigt træffer og forfejler vildfarelsen; en uhyre gigant, der vandrer gennem tankens rige, sædvanligvis en vildfarende, der nu og da opnår et glimt af sandhed, men som aldrig når frem til den fulde sandhed om noget emne. Hvilken bedragerisk Gud for tilsyneladende sandhed panteisternes Gud dog er, for han er den størst tænkelige intellektuelle forvirring og selvmodsigelse!

Men sagen bliver da endnu værre, når vi kommer til de moralske og religiøse motivers og handlingers område. Ifølge panteismen er det i virkeligheden Gud, der tilbeder og tjener polyteismens, panteismens, deismens og teismens Guder, lige såvel som han afskyer disse Guder i ateister, materialister og agnostikere. Det er i virkeligheden Gud, der ofrede de menneskeofre, der har besudlet de hedenske altre, indbefattende Molok-tilbedelsens afskyeligheder! Det er i virkeligheden Gud, der er optaget af de falske religioners meningsløse og skammelige ceremonier! Det er i virkeligheden Gud, der kaster sig i støvet for hedenskabets og kristenhedens afguder! Det er i virkeligheden Gud, der er optaget af de mange forskellige ceremonier for selv-forsoning med sig selv i hedenskab og kristenhed! Det er i virkeligheden Gud, der tager sit navn forfængeligt i menneskenes falske eder, Gudsbespottelser og trolddomskunster! Det er i virkeligheden Gud, der udøver den vantro overfor sig selv, der er almindeligt fremherskende i menneskeheden! Det er i virkeligheden Gud, der myrder sig selv i de menneskelige mord og hærger og dræber sig selv i krige og henrettelser blandt menneskeheden! Det er i virkeligheden Gud, der begår ægteskabsbrud, og det mod sig selv i den ægteskabelige utroskab blandt menneskeheden! Det er i virkeligheden Gud, der hader, håner, foragter, misunder, nærer vrede, hævngerrighed og uforsonlighed, og det overfor sig selv i sine menneskelige formers pågældende handlinger! Det er i virkeligheden Gud, som stjæler, bedrager, snyder, forfalsker, eftergør, plyndrer og svindler mod sig selv i sine menneskelige formers pågældende handlinger! Det er i virkeligheden Gud, der misfremstiller, æreskænder, bagtaler, fordrejer og vildleder i menneskehedens pågældende handlinger. Det er i virkeligheden Gud, der udøver ærgerrighed, havesyge og gnieragtighed i de egenkærlige! Det er i virkeligheden Gud, der hengiver sig til drukkenskab, frådseri, narkotikamisbrug, dovenskab, hovmod, forfængelighed, fejhed, hykleri og hidsighed i sine menneskelige formers pågældende handlinger! Med ét ord, det er panteistens Gud, der har hengivet sig til den frygtelige liste af synder, som apostelen Paulus nævner i Rom 1:29-31, for hvis menneskene blot er former for Gud, dele af Gud, da begår Gud i dem al den ondskab, som de begår. Hvilken afskyelig Gud panteismens Gud dog er! Han er værre end den græske mytologis Guder, for med alle deres mangler og fejl var de nærmest anstændige Guder i sammenligning med panteismens Gud. En sådan vildledende og syndig Gud er visselig frastødende for vor kristne moral og vore religiøse følelser, og vi vil ikke vide noget af ham som en Gud på grund af hans ugudelige tanker, motiver, ord og handlinger.

Et andet argument mod panteismen er dens fornedrelse af mennesket. Vi har lige set, at den fornedrer Gud. Vi vil nu gå over til at vise, at den også fornedrer mennesket. Den fornedrer det ved at benægte dets personlighed, for ifølge panteismen er menneskene ikke individer, der som sådanne er særskilte og tydelig adskilt fra hverandre, og som sådanne har bevidsthed om sig selv såvel som bevidsthed om andre. Ifølge panteismen er mennesket kun en form for eller en del af universet, der ingen bevidsthed har om sig selv. Dette resulterer i, at megen af menneskets kundskab benægtes, f.eks. dets kundskab om sig selv og dets kundskab om andre som særskilte og tydeligt adskilte. Panteismen fornedrer også menneskets moralske evner ved at benægte dets frihed til at vælge. Ifølge panteismen handler, føler og taler det gode menneske i overensstemmelse med et uimodståeligt princip, der får det til at virke, føle og tale det gode, således som det gør. Dette berøver det naturligvis al virkelig moralsk evne, der giver sig udtryk i, at det vælger det gode ud fra en værdsættelse af dets væsentlige eller indre værdi og forkaster det onde på grund af afsky for dets væsentlige eller indre værdiløshed. Panteismen gør den nedrigste synder skyldfri, fordi den benægter hans frihed til at vælge og tilskriver ham hans motivers, ords og handlingers naturlige trælbundethed og deres tvingende beskaffenhed, der, idet den udtrykker sig, som den gør, gør de onde til karakterløse automater, der nødvendigvis må gøre det onde. Den gør altså både de gode og de onde til automater og fornedrer på denne måde menneskeheden til den umælende skabnings tilstand.

I sig selv indeholder panteismens lære ikke så få meningsløsheder, hvilket naturligvis gør den uværdig til at antages. Lad os prøve at se på nogle af disse meningsløsheder. Ifølge panteismens lære er altet Gud, og Gud skabte altet. Om dette analyseres, vil det bevise, at Gud skabte sig selv; han må følgelig have eksisteret før han blev til; for en årsag går forud for virkningen. Dette er yderligere meningsløst, fordi det indbefatter, at førsteårsagen ikke var årsagsløs. Men ved at benægte hans personlighed benægtes det også, at han kunne have skabt alt; for idet han eksisterede før skabningen, må han nødvendigvis have været personlig for at frembringe den, eftersom den er fyldt med udtryk for personlighed – visdom, magt, formål, godgørenhed og retfærdighed. Disse ting, der er i virkningen, må derfor nødvendigvis have været i årsagen, og de indbefatter personlighed. Deres lære om, at natur frembringer natur (natura naturans) er meningsløs, fordi den indbefatter den tings eksistens, der var frembragt, før den blev frembragt, og som, mens den således endnu ikke var til, havde travlt med at virke skabende på sig selv. Vi kan ikke regne ud, hvorfor en sådan ikke-eksisterende skabers frembringelse ikke blev nul, og vi mener, at panteisterne heller ikke kan det. Som meningsløshed er denne teori visselig værdig til en første præmie, og de, som fastholder den, fortjener den ypperste plads i skammekrogen med ryggen vendt mod klassen og læreren. Det er en åbenbar meningsløshed at nægte mennesket personlighed, når mennesket har selve de ting, der udgør personlighed – bevidsthed om sig selv og bevidsthed om andre, hvad alle sansende væsener har. En anden meningsløshed er det at hævde, således som panteisterne gør, at mennesket, betragtet som en del af altet, kun er et teoretisk begreb og ikke en virkelighed, eftersom teoretiske begreber kun er forestillinger, mens der kræves virkeligt eksisterende og sansende væsener, for at kunne føle, vide og tænke, således som mennesker gør. At hævde, at der ikke er nogen virkelig forskel eller afvigende værdi mellem gode og onde, mellem den hellige og synderen, er ikke alene meningsløst forstandsmæssigt set, men det er også lige så moralsk meningsløst, som det er moralsk skadeligt. Disse betragtninger viser, at panteismen er ligeså meningsløs, som den er usand.

Panteismens forklaring af Guds natur er utilstrækkelig til at gøre rede for hans eksistens og værk; i virkeligheden forklarer den ingen af delene. At den gør ham til sin egen skaber, er ikke tilstrækkeligt til at forklare hverken ham selv eller hans skabning. Dens benægtelse af personlighed hos ham lader ham stå for vore sind som et uvirkeligt tankebillede og et udygtigt og utilstrækkeligt ophav til alle ting. At de forklarer ham som universet og universet som ham, lader dem begge lige uforklarede for os. De forklarer hverken universet eller dets virkelige dele ved at fastslå talmæssig enhed for universet frem for enheden i en systematisk samling af forskellige individuelle ting. De forringer universet til blot og bart abstrakte begreber. Forestillinger, for når alle dets dele er abstrakte begreber, må dets helhed nødvendigvis også være det. Det var uden tvivl af denne grund, at det nittende århundredes ledende, panteistiske filosoffer, så som Fichte, Schelling, Jacobi, Hegel og andre var idealister, dvs. dem, der holdt for, at der ingen virkeligt eksisterende ting fandtes, men kun ideer; f.eks. at det, som vi ser omkring os, ikke er realiteter, virkeligheder, men kun vort sinds opdigtelser eller indbildninger. Og endelig, benægtelsen af menneskets personlighed kan ikke forklare mennesket i dets natur, opbygning, egenskaber og virksomhed over for mennesket selv, dets medmennesker, universet og Gud. Panteismen er derfor en vældig fiasko som en forklaring på problemet: Gud, universet og mennesket. Den er derfor en vanærende og beskæmmende teori, der fortjener at blive kastet bort, ud på de forældede og udslidte spekulationers affaldsdynger.