Sektvæsen og partiskhed  

   Næsten alle kristne kan blive enige om, at der kun er én menighed, ét legeme, og at der kun vil være én menighed i herligheden – alligevel melder de fleste kristne sig ind i forskellige kirkesekter. Men Jesus og hans apostle anerkendte kun én menighed på jorden, så langt fra at oprette mange eller anerkende mange, talte de stærkt imod alle anstrengelser, som gik ud på at skille i forskellige sekter og partier, og fordømte dem som sektvæsen og i strid med Guds vilje, som skadelige og som et vidnesbyrd om kødelighed hos alle dem, som bifaldt eller støttede sådanne splittelsesforsøg inde i menigheden. 

Paulus formanede brødrene til at holde øje med og at gå af vejen for de lærere, der er i modstrid med den lære, som menigheden først har taget imod, og som begunstiger splittelser i Kristi menighed.

”Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem! Den slags mennesker tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen bug, og med søde og indsmigrende ord forleder de troskyldige mennesker.” (Rom 16:17-18)

Paulus skriver også til menigheden i Korinth og anklager dem for deres tilbøjelighed til sektvæsen. Brødrene i Korinth holdt på at splitte sig over Paulus, Apollos og Peter, mens nogle med rette holdt sig til ”Kristus”.

”Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind. For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus. Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus' navn?” (1 Kor 1:10-13)

”For I er stadig kødelige mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker? Når én siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker? Hvad er da Apollos? Og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til tro, og hver for sig tjente vi med den gave, Herren gav. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst.”               (1 Kor 3:3-7)

Er Kristus da blevet delt? 

I vor tid siger de sekteriske kristne ikke, ”Jeg hører til Apollos”, eller ”Jeg hører til Paulus”. Siden Paulus’ dage er sektvæsenet blevet meget mere omfattende, og der findes i vore dage hundredvis af kirkesekter. I dag siger de f.eks., ”Jeg hører til Indre Mission”, ”Jeg hører til Baptistkirken”, ”Jeg hører til Adventistkirken”, ”Jeg hører til Jehovas Vidner” osv.

Det var ikke alene en urigtig fremgangsmåde, at Kristi menighed tog forskellige navne, men det var også et bevis på et større fald – at en egenkærlig og partisk ånd var begyndt at herske i menigheden. Paulus fremholder, at det var et vidnesbyrd om, at de brødre i Korinth, som tog partinavne, aldrig havde haft nogen rigtig forståelse af enheden i Kristi legeme, at det aldrig var gået rigtig op for dem, at Kristus er det eneste hoved, den eneste ypperstepræst, den eneste fører og det eneste mønster for alle sande Kristne, og at hans navn er det eneste, under hvilket hans efterfølgere skulle kendes og kende hverandre, samt at vi alle er brødre. (Matt 23:8-12)

Jesu Kristi sande efterfølgere bør derfor aldrig vedkende sig et andet navn, end Jesu Kristi navn. Enhver, som forsøger at sætte sit eget eller noget andet navn på menigheden, enten det er på hele menigheden eller på en del af samme, kommer til at stå som en modstander af menighedens virkelige og eneste herre og hoved, Jesus Kristus. En sådan person fører vild og handler urigtigt, hvilke hans bevæggrunde end kan være.

Idet Paulus bebrejder brødrene i Korinth og søger at vise dem deres vildfarelse, så spørger han: ”Er Kristus da blevet delt?” (1 Kor 1:13). Eller sagt på en anden måde: Er Abrahams afkom flere nu og hver for sig arving til løftet? Er dette grunden til, at I vil splitte menigheden i forskellige kirkesekter? Eller er det fordi en af disse ledere – Paulus, Apollos eller Peter – har været en særlig hjælp for jer og derved bragt jer i taknemmelighedsgæld til ham, at I gengælder ham ved at kalde jer hans tjenere og efterfølgere og bære hans navn? Blev Paulus korsfæstet for jer? Blev Peter korsfæstet for jer? Eller blev I døbt i deres navne?

Nej, mine kære brødre og søstre. Sandheden er den, at bare én eneste fortjener al ære af menigheden, både nu og til evig tid, og denne er dens sande herre og mester, og hans navn alene bør menigheden antage. Han leder, han lærer, han giver føde, og de forskellige menneskelige tjenere, som han gør brug af, og gennem hvilke hans åndelige føde tilflyder hans menighed, bør hverken tage hans plads i menighedens hjerte eller dele hans ære for verden. Imidlertid siger apostelen, at vi bør respektere hans tjenere ”på grund af deres arbejde”, og dem, som udfører deres arbejde godt, skal vi ”omfatte med særlig kærlighed på grund af deres arbejde”, og vi skal agte dem, ”der slider med forkyndelse og undervisning”, men vi skal altid holde fast ved hovedet, Jesus Kristus, og vise ham den højeste ærefrygt og lydighed. (1 Thess 5:12-13. 1 Tim 5:17. Kol 2:19)

I lang tid anerkendte de kristne dette sande princip, at der kun er ét legeme eller én menighed på jorden, ligesom der kun vil være én menighed i herligheden. Men med tiden begyndte uforstandige og kødelige brødre at splitte menigheden i partier, som senere blev til kirkesekter, og idet de fulgte denne urigtige tanke, gjorde alle sekter og partier hver for sig krav på at være den eneste og sande menighed. Men Jesus og hans apostle gav ikke brødrene lov til at handle på denne måde – det er alt samme ødelæggende vranglærdomme:

”Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem! Den slags mennesker tjener ikke vor Herre Kristus...” (Rom 16:17-18)

”Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed.” (1 Tim 4:1-2)

”For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter.” (2 Tim 4:3-4)

”Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv, men mange vil følge dem i deres udsvævelser, og sandhedens vej vil komme i vanry på grund af dem. I deres griskhed vil de søge at udnytte jer ved hjælp af opdigtede historier; men dommen over dem er fældet for længe siden, og deres fortabelse slumrer ikke.” (2 Pet 2:1-3)

Gud har i hele evangelietidsalderen brugt tjenere (redskaber) til at bringe evangeliet til hungrende og tørstende sjæle, men alle disse tjenere har – såfremt de har været sande tjenere – ikke tillagt sig selv nogen ære, men mange af de mennesker, der modtog bibelske sandheder fra disse tjenere, ophøjede tjenerne til små AFGUDER, og så kunne lyset ikke nå dem mere. Nu kunne de ikke gøre fremskridt i deres forståelse af Sandheden, fordi de havde stillet noget imellem Jesus og menigheden. Der må ikke være noget eller nogen, der stiller sig imellem Jesus Kristus og menigheden, der er end ikke plads til hverken Paulus, Peter eller Apollos. Forstå hvad de er og var - ”Hvad er da Apollos? Og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til tro, og hver for sig tjente vi med den gave, Herren gav.” (1 Kor 3:5). Paulus siger, de var tjenere – intet andet! De kristne har kun ”én mellemmand”, som fører dem til Gud, Kristus Jesus:

”For der er én Gud og én formidler (mellemmand) mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus.” (1 Tim 2:5)

”Jesus sagde til ham: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” (Joh 14:6)

Der findes INGEN kirkesekt, præster, prædikanter eller selvudnævnte profeter, der kan tage pladsen som mellemmand mellem Gud og de kristne. Derfor er alle kirkesekter eller mennesker, der påstår, at de kristne skal melde sig ind i en bestemt kirkesekt for at kunne blive frelst, eller for at have det rette forhold til Jesus og Gud, LØGNERE!

Hvad så med de troslærdomme der fremsættes på hjemmesiden SandhedenOmSandheden? Læseren har hverken ret eller pligt til at tro det, der fremsættes i artiklerne, med mindre han eller hun kan se, at det er i overensstemmelse med, hvad der står skrevet i Guds ord. Apostelen formaner os til ikke at gå ud over det, der står skrevet, men det er Guds ord, der henvises til og ikke til noget andet. Vi formanes til at prøve ”ånderne”, om de er af Gud (1 Joh 4:1), og det gør vi med Guds ord, Bibelen. Hvorfor gør de kristne ikke det? Jeg er blevet udskældt og kaldt en farlig person, fordi jeg påviser ubibelske ting, der bliver forkyndt i kirkesekterne, men man får ikke ret ved at skælde ud. Det er bedre at påvise, hvad Skriften siger, og så følge den. 

Jeg kender personligt ikke én eneste kirkesekt, hvor et Guds barn kan trives og få den åndelige føde og frihed, som Sandheden alene kan give. De, der elsker Sandheden over alt og ønsker at følge den, vil altid blive problembørn i kirkesekterne. Tilhører vi en kirkesekt, er der sat grænser for vor bevægelsesfrihed i troen, enten vi tror det eller ej. De almindelige medlemmer af kirkesekterne, som er faldet i søvn og ikke er særligt sandhedssøgende, opdager ikke noget, men de vågne og mere sandhedssøgende, som plejer at være et fåtal, opdager med tiden, at deres bevægelsesfrihed og fremskridt i forståelsen af Sandheden bliver hindret i kirkesekterne. Det vil måske komme på den måde, at de mere og mere kommer til erkendelse af, at nogle af kirkesektens troslærdomme er i modstrid med Guds ord, og de begynder så at undersøge sagen selv og beder Gud om hjælp og vejledning. De taler måske derom til andre medlemmer af kirkesekten og de igen atter til andre, og så tændes der en ild. 

”Er mit ord ikke som ild? siger Herren, som en hammer, der knuser klippen?”  (Jer 23:29)

Det lys, der i dag skinner, kommer hverken fra den ene eller anden kirkesekt – det skinner ud fra Guds eget ord, Bibelen. Får du besøg af det, så undersøg det og se, om det passer med det, der er skrevet. Men vær på vagt! Undersøg og prøv ånderne, om de er af Gud. Og husk hvad Paulus skriver:

”Der må jo være partier (eller sekter) blandt jer, for at det kan blive åbenbart, hvem blandt jer der er ægte.” (1 Kor 11:19, d.aut.1948)

Disse ”ægte” brødre tilhørte nemlig ikke noget parti eller en sekt, og det bør vi heller ikke gøre, hvis vi ønsker at være sande Jesu efterfølgere. Vi bør kun tilhøre Jesus. Lad os afholde os fra alt, som vil skille os fra den oprigtige troskab mod KRISTUS. Skulle det ikke være nok for os at kalde os for KRISTNE? (Apg 11:26) Jeg kender ikke noget stoltere navn og ikke nogen større ære end den at kunne sige: Jeg tilhører Jesus Kristus og ikke nogen anden, og jeg skammer mig ikke over at bekende det for enhver. Satan har så vist ikke det mindste imod, at nogen kalder sig kristne, blot de gør hans vilje. Du kan bære hvilken som helst etikette, du vil, når blot Satan får lov til at hælde nogle af sine lærdomme i flasken.

Den fremtid, der ligger foran os, vil nødvendiggøre, at vi ifører os troens fulde rustning, hvis vi skal bestå på den onde dag. Den fremtid, vi venter, vil bringe tilstande, som verden aldrig nogen sinde før har set, og som den heller aldrig nogen sinde skal se igen. Afgrunden vil blive åbnet, og op vil komme nogle personligheder med en uhyggelig magt, og de skal bedrage hele verden, på nær de mennesker, som står skrevet i livets bog (Åb 13:8). De kristne, som er blevet ført på vildspor af de forskellige kirkesekter, vil være i stor fare. Måtte de vågne af deres søvn, inden den tid kommer. Hvis vi lever til den tid, vil der blive rig anledning for os til at få vor tro prøvet, og vor indbyrdes kærlighed vil også komme ud for prøver, større end vi har tænkt os. Men det er vor prøvede tro, der er kostelig for Gud.

Enheden i det kristne fællesskab

Hvad så, skal vi ikke komme sammen? Vist skal vi så, det formanes vi til i Guds ord, men vi skal ikke spærres inde i et ”kravlebur”, hvor vi er henvist til det, der findes indenfor dets tremmer. Det hedder jo: ”Hvor Herrens ånd er, dér er der frihed.” (2 Kor 3:17) Vi skal ikke tage alt det for gode varer, der serveres for os – vi skal bære os ad, nøjagtigt som brødrene i Berøa, der granskede Skrifterne dagligt for at se om det, der blev serveret for dem, forholdt sig sådan. (Apg 17:11)

Den almindelige vanskelighed er, at når grupper af kristne mødes som brødre, så opstiller de enten en skriftlig eller underforstået trosbekendelse, som går ud over Guds ord og indbefatter menneskelige overleveringer og traditioner. En trosbekendelse er nødvendig for de kristne, ja, men den bør komme DIREKTE fra Bibelen! – den skal citeres direkte fra Guds ord, ellers har den ingen som helst gyldighed for de kristne!

Paulus formaner til enhed som en naturlig følge af, at vi på den rigtige måde gør brug af den frihed, som vi har fået i Kristus (Gal 5:1). Vi skal granske og tro De hellige Skrifter, vokse i nåde og kundskab, enhver fuldt overbevist i sit sind og rodfæstet og grundfæstet i den eneste tro, således som den fremsættes i Skriften. (2 Tim 3:16-17)

Kirkesekters kendetegn  Læs mere...