Spørgsmål: 

Skal de kristne bruge korsets tegn?

Svar:

Korsets tegn er en af de ting, som protestantismen tog med fra moderkirken, den katolske kirke. Men korsets tegn eksisterede længe før den katolske kirke, ja, længe før Jesus blev født. Det stammer oprindeligt fra oldtidens Kaldæa og blev brugt som et symbol for solguden Tammuz, 2000 år før Kristus. Senere, 1500 år før Kristus, finder vi at symbolet blev brugt af den egyptiske solgud, Horus, som bar et hankekors i venstre hånd, og de egyptiske præster havde et kors hængende om halsen og deres klæder var broderet med kors. Da den hedenske afgudsdyrkelse med dens ceremonier og tegn blev adopteret af den katolske kirke, kom også det hedenske solkors til at spille en væsentlig rolle i selve tilbedelsen. Jesus blev simpelthen den nye solgud, og derfor fejrer man i dag Jesu Kristi fødselsdag den 25. december, hvilket var den selv samme dag, hedningerne fejrede solens fødselsdag.

               Solguden Horus med korset                       Keltisk solkors                              Kors med Jesus

Korset blev ikke brugt af de kristne i det første århundrede, og hverken Jesus eller hans apostle bad os om at bruge dette symbol i vor tilbedelse af den sande Gud. Korset kom først ind i den kristne menighed, efter at menigheden var afveget fra den kristne tros læresætninger. Vi læser f.eks. i Vine’s Bibelleksikon:

”KORS, navneord, stauros, betegner først og fremmest ”en oprejst stolpe eller pæl.” Både navneordet og udsagnsordet stauroo, ”at fæstne på en pæl eller stolpe”, må først og fremmest adskilles fra den gejstlige eller kirkelige form af et tobjælket ”kors”. Formen af sidstnævnte stammer oprindelig fra oldtidens Kaldæa, og blev brugt som symbol for guden Tammuz (i form af det mystiske Tau, det første bogstav i hans navn) i dette land og i de tilstødende lande, herunder Egypten. I midten af det tredje århundrede efter Kristus, var kirkerne enten afveget fra eller havde karikeret visse af den kristne tros læresætninger. For at højne det frafaldne gejstlige systems anseelse, blev hedninger modtaget i kirkerne, mens man så bort fra genfødelsen ved tro, og de blev tilladt i stor udstrækning at beholde deres hedenske tegn og symboler. Derfor blev Tau’et eller T’et, i dets hyppigst anvendte form, med tværstykket sænket, antaget for at stå for Kristi ”kors”.” (VINE’S COMPLETE EXPOSITORY DICTIONARY OF OLD AND NEW TESTAMENT WORDS, Thomas Nelson Publishers, side 138)

Alexander Hislop skriver følgende om korsets tegn: 

”Korsets tegn er som bekendt pavesystemets et og alt. Ingen bøn kan fremsiges, ingen tilbedelse kan man deltage i, næsten intet trin kan tages uden hyppig brug af korsets tegn. Korset betragtes som den store amulet, som det store tilflugtssted i enhver faresituation, og i enhver fristelsens time som den ufejlbarlige beskytter mod alle mørkets magter. Korset bliver tilbedt med al den hyldest, som kun tilkommer den Allerhøjeste... Det samme korstegn, som Rom nu dyrker, blev brugt i de babyloniske mysterier, blev brugt af hedenskabet til de sammen magiske formål, blev æret med de samme æresbevisninger. Det, som nu kaldes det kristne kors, var oprindeligt ikke et kristent symbol overhovedet, men var kaldæernes og egypternes mystiske Tau – den sande, oprindelige form af bogstavet T – forbogstavet i Tammuz’ navn – som på hebraisk, markant det samme som oldtids-kaldæisk, fandtes på mønter, formet som nr. 1 på nedenstående billede af træsnit (fig. 43); og på etrurisk og koptisk som nr. 2 og 3. De, som skulle indvies i mysterierne, fik ved dåben dette mystiske Tau som mærke på panden,* og det blev brugt i enhver variation som et yderst helligt symbol.

* TERTULLIAN, De Præscript. Hæret., cap. 40, vol.2, p. 54, og Note. Tertullians formulering antyder, at de, som ved dåb blev indviet i mysterierne, fik et mærke på panden på samme måde som hans kristne landsmænd i Afrika, som på den tid var begyndt at blive mærket med korsets tegn ved dåben.  

For at identificere Tammuz med solen blev det sommetider forbundet med solens cirkel; sommetider var det anbragt inde i cirklen. Om det maltesiske kors, som de romerske biskopper tilføjer til deres navne som symbol på deres episkopale værdighed, er bogstavet T, kan være tvivlsomt; men der synes ikke at være nogen grund til at betvivle, at dette maltesiske kors er et tydeligt symbol på solen, for Layard fandt det som et helligt symbol i Nineve i en forbindelse, der førte ham til at identificere det med solen.  Det mystiske Tau blev som symbolet på høj guddommelighed kaldt ”livets tegn”; det blev brugt som en amulet over hjertet; det blev afmærket på præsternes embedsdragt lige som på de romerske præsters embedsdragter; det blev holdt i hånden af konger som tegn på deres værdighed eller guddommeligt tildelte autoritet.

Det hedenske Roms vestalinder bar det hængende fra deres halskæder, som nonnerne gør idag. Egypterne gjorde det, ligesom mange af de barbariske nationer, som de havde samkvem med, hvilket de egyptiske monumenter vidner om. Med hensyn til udsmykningen hos nogle af disse folkefærd skriver Wilkinson således:

”Bæltet var sommetider rigt ornamenteret; mænd såvel som kvinder bar ørenringe, og de havde ofte et lille kors hængende i en halskæde eller på kraven af deres klædedragt. Brugen af sidstnævnte var ikke speciel for dem; det var ofte påsat eller afbildet på Rot-n-no’ernes klædedragt (de gamle egyptiske præster); og spor af det kan ses i Rebo’s flotte ornamenter, hvad der viser, at det allerede blev brugt så tidligt som det femtende århundrede før Kristus.” (Fig. 44)

Der findes næppe et hedensk folkefærd, hvor korset ikke er blevet fundet. Korset blev tilbedt af de hedenske keltere længe før Kristi inkarnation og død. ”Det er en kendsgerning,” siger Maurice, ”at druiderne havde som sædvane at udvælge det smukkeste og stateligste træ i deres lunde som et symbol på den guddom, de tilbad, og efter at have skåret sidegrenene af fastgjorde de to af de største af dem til den højeste del af stammen på en sådan måde, at disse grene strakte sig ud til hver side som armene på en mand og sammen med ”kroppen” fremstod som et kæmpestort kors, og i barken var der adskillige steder indgraveret bogstavet Thau.”

Det blev tilbedt i Mexico mange tidsaldre, før de romersk-katolske missionærer satte deres fødder der; store stenkors blev rejst, sandsynligvis til ære for ”regnens gud”. Korset, hvis tilbedelse eller betydning som helligt symbol således var vidt udbredt, var det utvetydige symbol på Bacchus, den babyloniske Messias, for han blev repræsenteret med et pandebånd dækket med kors. (Se fig. 45). Dette symbol på den babyloniske gud bliver den dag idag vist ærbødighed i alle tartarernes  udstrakte sletteområder, hvor buddhismen er fremherskende, og måden, hvorpå det repræsenteres hos dem, frembyder en slående kommentar til den sprogbrug, der af romerne anvendes  i forbindelse med korset. ”Korset, ” siger oberst Wilford i the Asiatic Researches, ”er – skønt ikke et tilbedelsesobjekt blandt baud’ha’erne eller buddhisterne – et populært symbol og redskab for dem. Det er helt nøjagtigt manicheanernes kors med blade og blomster, der udspringer fra det. Dette kors, som frembringer blade og blomster (og frugt også, har jeg fået fortalt), kaldes det guddommelige træ, gudernes træ, træet for liv og kundskab, som frembringer alt godt og ønskværdigt og findes i det jordiske paradis.” (Fig. 46). Sammenlign dette med den sprogbrug, Rom anvender i forbindelse med korset, og det vil fremgå, hvor nøjagtigt sammenfaldet er. I korsets ritual kaldes det ”Livets træ”, og de troende lærer at henvende sig til det således: Hil dig O kors, sejrrige træ, sand frelse for verden, blandt træer er der intet som du i blade, blomster og knopper .... O kors, vort eneste håb, forøg retfærdigheden hos de gudfrygtige og forlad de skyldiges synder.”

Er der mon nogen, der – når de læser Evangeliets beretning om korsfæstelsen – virkelig tror, at den beretning nogensinde af sig selv kunne forvandle sig til en sådan ekstravagance af ”blade, blomster og knop,” som det fremgår af dette katolske ritual? Men når man tager i betragtning, at det buddhistiske lige som det babyloniske kors var det anerkendte symbol på Tammuz, som var kendt som misteltengrenen, eller ”All-heal” (”helbreder alt”), så er det let at se, hvordan det hellige forbogstav kunne blive præsenteret som dækket med blade, og hvordan Rom ved at adoptere det kunne kalde det, ”Medicinen som bevarer de sunde, helbreder de syge og gør, hvad almindelig menneskelig kraft aldrig kunne gøre alene.” 

Nu synes dette hedenske symbol først at være krøbet ind i den kristne kirke i Egypten og generelt i Afrika. En beretning af Tertullian fra omkring midten af det tredje århundrede viser, hvor meget kirken i Kartago på den tid var inficeret med gammel surdej. Specielt Egypten, som aldrig blev ordentligt evangeliseret, ser ud til at have taget føringen i at indføre dette hedenske symbol. Den første form af det, som kaldes det kristne kors, og som blev fundet på kristne monumenter der, er det utvetydigt hedenske Tau, eller egyptiske ”Livets Tegn”. Læseren kan nu selv granske følgende beretning af Sir G. Wilkinson:

”En endnu mere ejendommelig kendsgerning bør nævnes vedrørende dette hieroglyfiske bogstav (Tau); at de tidlige kristne i Egypten tog det til sig i stedet for korset, som senere blev afløst af det, idet det blev foranstillet inskriptioner på samme måde som korset senere hen. For selvom Dr. Young havde skrupler med at tro på Sir A. Edmonstones beretninger om, at det var placeret således i den store Oasis’ gravkamre, kan jeg bevidne, at det forholder sig sådan, og at talrige inskriptioner, der starter med Tau, er bevaret op til i dag på tidlige kristne monumenter.”

Tankegangen i denne beretning er helt klart denne, at i Egypten var den tidligste form af det, som siden er blevet kaldt korset, ikke andet et ”Crux Ansata”, eller ”Livets Tegn”, hidrørende fra Osiris og alle de egyptiske guder;  at ansa’et eller ”håndtaget” (hanken) senere hen blev afskaffet, og det blev til det enkle Tau eller almindelige kors, som det fremtræder idag, og at dets udformning i den første anvendelse i gravkamrene derfor ikke kunne have nogen reference til korsfæstelsen af nasaræeren, men simpelthen var resultat af den tilknytning til gamle og længe elskede, hedenske symboler, som altid er stærk hos dem, som stadig i vid udstrækning er hedenske i hjerte og følelse. Dette – og kun dette – er oprindelsen til dyrkelsen af ”korset”. (Alexander Hislop, The Two Babylons, Loizeaux Brothers, Inc., s. 197-201)

Skriftens vidnesbyrd 

Det er en kendsgerning, at korsets tegn eksisterede, længe før Jesus blev født, og længe før han blev slået ihjel. Det er også en kendsgerning, at israelitterne, længe før Jesus blev født, gjorde sig skyldige i at tilbede solguden Tammuz:

”Så førte han mig til nordporten til Herrens tempel, og dér sad kvinderne og græd over Tammuz... og dér, ved indgangen til Herrens tempel... befandt sig hen ved femogtyve mænd med ryggen mod Herrens tempel og ansigtet mod øst. Vendt mod øst tilbad de solen.” (Ez 8:14-16)

Ordet ”kors” i den danske bibeloversættelse kommer fra det latinske ord ”crux”. Det græske ord, som står i grundteksten, er ”stauros”, og dette ord betegner først og fremmest ”en oprejst stolpe eller pæl” – senere blev dette ord også brugt om en henrettelsespæl, der havde en tværbjælke.

Vi lægger også mærke til, at det græske ord ”xylon” (dansk: træ) bliver brugt som benævnelse for det instrument, hvorpå man henrettede Jesus:

”Vore fædres Gud har oprejst Jesus, som I dræbte ved at hænge ham på et træ (græsk: xylon).” (ApG 5:30)

”Og vi er vidner om alt det, han gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ (græsk: xylon).”        (ApG 10:39)

Hvad så, har det nogen som helst betydning for de kristne, om Jesus blev henrettet på en pæl, med eller uden tværbjælke? Nej! Har det betydning i henhold til Sandheden, om vi som kristne ærer og tilbeder det instrument, som de vantro brugte til at henrette vor Herre? Og skal vi som kristne, der elsker Sandheden, vise det hedenske ”kors” ærefrygt ved at hænge det op på vores væg, eller bære det som en halskæde? – hvad siger Skriften?

”Hold jer derfor fra afgudsdyrkelse, mine kære!” (1 Kor 10:14)

”For alle folkeslagenes guder er dæmoner.” (Sl 96:5, Septuagint)

Hvad er en afgud? Det er en gud, som gemmer sig bag et billede eller et symbol, som er genstand for ærefrygt eller tilbedelse. Skriften fortæller os, at der bag folkeslagenes guder gemmer sig dæmoner. Gudebilleder og symboler er i sig selv intet, men gudebilledet og symbolet har en dæmon knyttet til sig, og dæmonerne får på denne måde menneskenes tilbedelse, og tilbedelsen går derefter videre til de faldne gudssønner, som står over dæmonerne, og ender til sidst hos fyrsten over dem alle, SATAN, som hersker over luftens rige (Ef 2:2).  

Har Jesus eller apostlene bedt de kristne om at ære det instrument, hvorpå de vantro henrettede Jesus? Nej! 

Har Jesus eller apostlene bedt de kristne om at lave et udskåret billede af Jesus eller et symbol på Jesus? Nej! 

Siger Guds lov, at vi ikke må lave et udskåret billede eller et symbol? Ja!

”Du må ikke lave dig noget udskåret billede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke bøje dig for dem eller tilbede dem, for jeg, Jahveh din Gud, er en lidenskabelig Gud.”          (2 Mos 20:4-5)

Ifølge Guds lov må man ikke lave noget udskåret billede, som man bøjer sig for eller tilbeder. De første kristne rettede sig efter dette forbud, og derfor brugte de første kristne ikke korset som symbol. Det var først senere, da den frafaldne kirke begyndte at give hedningerne lov til at beholde deres tegn og symboler, at korsets tegn blev forbundet med Jesus, og på denne måde sneg solgudens tegn sig ind i kirken.