Skal de kristne holde sabbat? 

   Det er et spørgsmål, som mange kristne har tænkt over. Påbød Jesus og hans apostle, at de kristne skulle holde sabbat? Hvordan bør den kristne se på dette spørgsmål? Der findes kirkesekter, som lærer deres medlemmer, at de skal helligholde søndagen, og der findes kirkesekter, som lærer deres medlemmer, at de skal helligholde lørdagen – de to parter kan man kalde henholdsvis søndags-sabbatsholdere og lørdags-sabbatsholdere.

Søndags-sabbat 

De kirkesekter, der hævder, at søndagen er de kristnes sabbat eller hviledag, vil ikke gå med til, at den skulle være overtaget fra hedenskabet, selv om man kan påvise, at søndagen var en helligdag for hedningerne, der tilbad den treenige solgud. De hævder, at søndagen er ”Herrens dag”, den dag da Jesus blev oprejst fra de døde, og de mener, at de kristne derfor skal helligholde denne dag til minde om Jesu Kristi opstandelse. De fremfører endvidere, at eftersom apostlene var forsamlet på den første dag i ugen efter Jesu opstandelse, en søndag, og igen en uge senere på den samme dag, så er det et bevis for, at de helligholdt den første dag i ugen som den kristne sabbat. (Joh 20:19) Men er denne slutning rigtig? Spørgsmålet om, hvilken dag Jesus blev oprejst, vil ikke blive behandlet i denne artikel – den interesserede læser henvises til artiklen, ”Blev Jesus oprejst på en søndag”. 

Ville det ikke være fornuftigt, om Jesu disciple mødtes, efter at de havde hørt om hans opstandelse? Ville det ikke være rimeligt, at de ønskede at komme sammen for at drøfte denne begivenhed? Og hvis det var Jesu hensigt, at de skulle helligholde denne dag som hviledag eller sabbat til minde om hans opstandelse, hvorfor sagde han da ikke noget om det, da han personligt kom og var til stede iblandt dem den dag? Da ville øjeblikket have været inde til at påbyde de kristne at overholde sabbatten, hvis det var et guddommeligt krav, men intet i Bibelen viser, at han sagde noget om det. 

Disciplenes møde fandt sted sidst på dagen, og det fortælles, at ”otte dage efter var hans disciple atter samlet”. (Joh 20:26) Hvis vi regner den første søndag med og tæller otte dage frem, når vi til den følgende søndag. Betyder det nu, at disciplene ikke kom sammen i løbet af ugen? I betragtning af de betydningsfulde ting, der nylig havde fundet sted, er det ikke sandsynligt at tro, at de ventede en hel uge, før de samledes igen. At disciplene samledes den første dag i ugen, da Jesus var blevet oprejst, og den samme dag igen en uge senere, er ikke noget bevis for, at de første kristne holdt sabbat den dag, og at Jesus kom og var sammen med dem, er heller ikke noget bevis.  

Apostlenes Gerninger 20:7 og Første Korintherbrev 16:2 benyttes af søndags-sabbatarianerne som bevis for, at apostlene overholdt den første dag i ugen som en sabbatsdag. Det første sted fortælles det, at Paulus og en gruppe kristne i Troas holdt måltid sammen på den dag. Eftersom Jesus ikke påbød sine efterfølgere at samles hver første dag i ugen for at højtideligholde denne dag, må vi komme frem til den slutning, at de kristne i Troas ikke var kommet sammen for at helligholde søndagen som en hviledag, men for at nyde det kristne fællesskab ved et kærlighedsmåltid, eftersom Paulus skulle rejse videre den næste dag til Assos. Skriftstedet i 1 Kor 16:2 siger følgende:

”Den første dag i ugen skal I hver især samle sammen og lægge så meget til side, som han har råd til, så der ikke først skal foretages indsamlinger, når jeg er kommet.”

Hvordan kan påbudet til korintherne om at lægge et beløb til side den første dag i ugen være et bevis på, at de skulle helligholde denne dag som en sabbat? Beløbet blev lagt til side hjemme, ikke i menighedsforsamlingen. Den første dag i ugen ville være det naturlige tidspunkt at lægge et beløb til side, før nogen af ugens udgifter fik lov til at gøre indhug i beholdningen. Det ville også være bedre, at disciplene lagde penge til side en gang om ugen, sådan at man ikke i hast skulle foretage en indsamling, lige inden Paulus kom. Skriftstedet taler altså om, at korintherne skulle lægge et budget og ikke om helligholdelse af en søndags-sabbat. At betragte søndagen som en hviledag til minde om Jesu opstandelse, finder ingen støtte i Bibelen. Eftersom vi ikke kan finde nogen bibelsk støtte for, at de kristne skal overholde søndagen som hviledag, må vi slutte, at denne lære har sneget sig ind under indflydelse fra den hedenske sol-tilbedelse, der helligholdt solens dag, den første dag i ugen.

Lørdags-sabbat 

Hvis det ikke er påbudt og heller ikke antydes i Bibelen, at søndagen skal holdes som en hviledag, hvad så med lørdagen? Kræves det, at kristne holder sabbat den dag, eftersom den er den syvende dag, der nævnes i det fjerde af de ti bud? Det påstår lørdags-sabbatsholderne.

Selv om det fjerde bud påbyder, at den syvende dag (lørdag) skal overholdes som en sabbat, må vi huske på, at de ti bud var en del af den lov, der blev givet Israels folk ved Sinaj bjerg. Denne lovpagt blev kun indgået med Israels folk, ikke med andre. Og med hensyn til overholdelse af sabbatten sagde Moses:

”Giv agt på sabbatsdagen og hold den hellig, sådan som Herren din Gud har befalet dig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, din okse, dit æsel eller et hvilket som helst af dine dyr, og heller ikke den fremmede i dine byer; din træl og din trælkvinde skal hvile ud ligesom du selv. Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen.” (5 Mos 5:12-15)

Læg mærke til, at israelitterne skulle overholde sabbatten til minde om deres udfrielse fra Egypten, og Gud sagde, at det var et tegn på deres pagtsforhold:

”Israelitterne skal holde sabbatten, så de fejrer sabbat slægt efter slægt som en eviggyldig pagt. Den er et tegn mellem mig og israelitterne til evig tid; for på seks dage skabte Herren himlen og jorden, men på den syvende dag hvilede han og pustede ud.” (2 Mos 31:16-17)

Alt dette kan ikke siges om de kristne. Det kristne folk har ikke været trælle i Egypten. De kristne er ikke israelitter, og de kristne er ikke under den lovpagt, Gud gav Moses på Sinaj bjerg, for Kristus opfyldte loven, da han døde på træet, ”Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror.” (Rom 10:4) Skriften berettiger os ikke til at skille de ti bud fra den øvrige del af lovpagten, som lørdags-sabbatsholdere gør, og hævde, at de ikke blev bragt til ophør af Jesus, men stadig er bindende for de kristne. I sine breve til romerne, efeserne, galaterne og kolossenserne skrev apostel Paulus meget udførligt om, hvorledes de kristne ikke længere var under Moseloven, samt at Kristus bragte den til ophør – her er nogle eksempler:

”I er ikke under loven, men under nåden.” (Rom 6:14) 

”Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i... Skal vi da sige, at loven er synd? Aldeles ikke! Men synden kom jeg først til at kende gennem loven. Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: »Du må ikke begære!” (Rom 7:6, 7)

”Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred og for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet.” (Ef 2:15-16)

”Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager.” (Gal 3:23-25)

”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus. Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus.” (Kol 2:14-17)

De fleste lørdags-sabbatsholdere påstår, at Moseloven er delt i to dele – en særskilt morallov (de ti bud) og så de ceremonielle love. Men i sine breve nævner Paulus ikke ét ord om, at de ti bud udgør en særskilt morallov, der skulle være evigt bindende, mens den øvrige del af loven var en ceremonilov, der ikke gælder mere. Det Gamle Testamentes skrifter er ikke delt i en morallov og en ceremonilov, hvilket klart fremgår af den måde, som Jesus selv deler Skriften på:

”Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.” (Luk 24:44)

Når Jesus taler om Moseloven, så mener han de 5 Mosebøger, hvilket er lovpagten. Denne lovpagt har aldrig været delt, og blev det heller ikke med Jesu død på træet. Men Jesu død på træet ”satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft”. I Rom 7:6 taler Paulus om, at de kristne er ”løst fra loven”, og læg særligt mærke til, at i det følgende vers nævner han det tiende bud uden at sige noget om, at han anså det for at høre til en anden lov. I det trettende kapitel af Romerbrevet nævner han flere bud fra ”de ti bud” og påpeger, at de alle opfyldes af den nye befaling, som Jesus gav disciplene om at ”elske hverandre”. (Rom 13:9-10. Joh 13:34. Matt 22:39-40)

Det er også værd at bemærke, at Jesus i sin bjergprædiken citerer både fra de ti bud og fra den øvrige del af loven uden at skelne mellem de to dele. (Matt 5:21-44) At Jesus overholdt sabbatten, betyder ikke, at han dermed gav et eksempel til efterfølgelse for de kristne. Det var nødvendigt, at han overholdt den, for han var født under lovpagten, og indtil han havde opfyldt den ved sin død, var han forpligtet til at holde hele loven. Hvis de kristne skal overholde sabbatten, fordi Jesus gjorde det, så må de også holde hele den øvrige del af loven som han, og vi ved ud fra Skriften, at dette ikke kræves af de kristne.

De første kristne 

Der findes ikke nogen direkte udtalelse i Bibelen om, at de kristne efter pinsen vedblev med at helligholde den syvende dag som en sabbat. Nogle vil måske henvise til de steder i Apostlenes Gerninger, hvor det berettes, at apostelen Paulus gik ind i synagogen på sabbatten, men hvordan er dette et bevis for, at han overholdt sabbatten? Hvis han gik ind i synagogen i lydighed mod sabbatsloven, der påbød, at jøder holdt højtidsstævne eller festlig samling den dag, var det så ikke tegn på, at han stadig var under loven? Hvis han på den anden side holdt sabbat som kristen og ikke som jøde, ville det så ikke være mærkeligt, at han valgte at forsamles med dem, der ikke troede på Kristus i stedet for med sine kristne brødre?

Når Paulus gik til synagogen på sabbatsdagen, var det ikke for at holde sabbat, men fordi han vidste, at han her kunne forkynde evangeliet om Guds kongerige og om navnet Jesus for en stor forsamling af jøder. I Apostlenes Gerninger 17:1-2 finder vi derfor Paulus i færd med at forkynde, og ikke i færd med at holde sabbat med mennesker, der stadig mente, at de var bundet af Moseloven:

”De rejste gennem Amfipolis og Apollonia og nåede til Thessalonika, hvor jøderne havde en synagoge. Efter sædvane gik Paulus hen til dem, og tre sabbatter i træk førte han samtaler med dem ud fra Skrifterne.”

Nogle vil måske pege på Jesu ord i Matt 24:20: ”Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat” som bevis på, at de kristne skal holde sabbat. Man bør imidlertid erindre sig, at Jesus her talte til jøder, som var bekendt med, hvor vanskeligt det var at rejse på en sabbatsdag, fordi jøderne den dag ikke måtte fjerne sig mere end ca. 1 km fra bygrænsen. Jesus plejede at illustrere sin ord med noget, som folk var godt kendt med. I dette tilfælde valgte han de store vanskeligheder, der dengang var forbundet med at rejse over store afstande i Palæstina om vinteren eller på sabbatten. Man måtte derfor flygte i sikkerhed, før det blev så godt som umuligt. Hans råd blev fulgt af de kristne kort før Jerusalems ødelæggelse i året 70. De blev ikke i byen, til den romerske hær under Titus havde omringet den og derved forhindrede folk i at flygte, men de flygtede, før det var for sent. Jesu sammenligning med sabbatten og vinteren hjalp på virkningsfuld måde hans jødiske tilhørere til at forstå, hvad han mente, men det beviser ikke, at de kristne skulle holde sabbat senere hen. Overholdelse af sabbatten er slet ikke på tale her. Man finder ikke i Jesu ord noget bevis for, at de kristne skal holde sabbat. Og ud fra Paulus’ ord til Peter kan vi forstå, at apostel Peter ikke selv mente, han var under loven efter Jesu Kristi død og opstandelse:

”... Når du (Peter), der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder?” (Gal 2:14)

Det kristne standpunkt 

Eftersom der ikke i Bibelen findes noget bevis på, at kristne skal holde sabbat eller noget vidnesbyrd om, at sabbatten overholdtes af apostlene efter pinsen, hvilket standpunkt bør den kristne da indtage? Bibelsk set må han eller hun tage det standpunkt, at overholdelse af sabbatten ikke er et krav til de kristne. Dette fremgår jo klart og tydeligt af Paulus’ udtalelse i Kol 2:16-17:

”Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus.” (Kol 2:16-17)

Lovpagten med dens påbud om overholdelse af fester, nymåne og sabbatter var som en skygge, der pegede hen til og endte med Kristus. Den fortsatte ikke ind i den kristne æra, og de kristne var ikke forpligtet til at overholde den. Men efter Jesu Kristi opstandelse havde jøderne, der var blevet kristne meget svært ved at forstå dette. F.eks. læser vi om nogle fra farisæernes parti, der kom til tro på Jesus, at de mente, at de kristne skulle omskæres og pålægges at holde Moseloven. Det førte til strid og ikke så lidt diskussion. Beretningen herom findes i Apostlenes Gerninger 15:1-31. Det blev besluttet, at Paulus og Barnabas skulle drage op til Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål med de ældste og apostlene. Efter at apostlene have diskuteret dette stridsspørgsmål og var nået til enighed, sendte de en skrivelse til menighederne i Antiokia, Syrien og Kilikien, hvori de skrev følgende:

”Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien. Vi har hørt, at der er kommet nogle fra os, som har forvirret jer og foruroliget jer med deres ord; men vi har ikke givet dem noget påbud. Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus. Det er mænd, som har vovet deres liv for vor Herre Jesu Kristi navn. Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan fortælle jer det samme. For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!” (ApG 15:23-29)

Da brevet var blevet læst op for menigheden, blev der stor glæde over denne formaning fra apostlene – de kristne var selvfølgelig glade for, at de ikke skulle trælle under Moseloven. Hverken i dette brev eller i senere instruktioner nævnes der noget om overholdelse af Moseloven, omskærelse og sabbatter, hvilket uden tvivl ville have været tilfældet, hvis det var nødvendigt for at blive godkendt af Gud. 

Apostel Paulus sagde: ”Jeg har ikke fortiet noget, men har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje.” (ApG 20:27) Blandt alle de mange råd og instruktioner, Paulus gav den kristne menighed, sagde han intet om, at overholdelse af sabbatten var et krav til de kristne. Eftersom han havde forkyndt ”alt hvad der er Guds vilje”, men ikke nævner overholdelse af sabbatten, må vi slutte, at dette ikke er et krav til de kristne. 

Overholdelse af den ugentlige sabbat var noget, der hørte Israels folk og fortiden til. De kristne er et nyt folk, et nyt præsteskab, der ikke lever i fortiden men lever for fremtiden. De kristne lever for den tid, hvor Kristus skal regere i tusind år, som billedligt skildredes ved sabbatten, en tid som vil bringe lydige mennesker fred og hvile. I stedet for at overholde den ugentlige sabbat ser de frem til denne store sabbatshvile under Menneskesønnen, som er ”herre over sabbatten” (Matt 12:8)