SLANGEBID!

I Edens have var der alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af. I denne idyl levede Adam og Eva i harmoni med Gud. De havde alt, hvad de kunne ønske sig, og alligevel fik Slangen mennesket til at interessere sig for netop det ene træ, som Gud havde sagt, at de ikke måtte spise af, for så skulle de dø. Slangen såede tvivl i deres sind – hvad glæde kan Gud have af, at I dør? Nej, I skal ikke dø, I kan roligt spise af frugten på træet til kundskab om godt og ondt. Det, at Adam og Eva spiste af frugten fra kundskabens træ, førte til, at de blev bortvist fra Edens have. Menneskeheden har siden da hele tiden måttet vælge mellem godt og ondt.

Slangen, som lokkede mennesket på afveje, er en åndeskabning og derfor usynlig, og han hedder også Dragen, Djævelen og Satan. (Åb 12:9) 

Efter at Adam og Eva er blevet sat udenfor Edens have, får de børn. De får både sønner og døtre (1 Mos 5:4), men det er kun sønnerne, der bliver nævnt i 1. Mosebog, og muligvis er det måske endda kun de drengebørn, der på en eller anden måde får betydning, der bliver nævnt. Ifølge 1 Mosebog får Adam først Kain og derefter Abel.  

Abel ønsker at tjene Gud. Kain vil også tjene Gud, men på sine egne præmisser. Slangen følte sig som sejrherre, efter han havde fået Eva og Adam til at svigte, men nu er Abel kommet i vejen, så Slangen har sikkert påvirket Kain til at slå Abel ihjel. At Slangen virkelig er i stand til at påvirke et menneskes sind, får vi at se i det følgende:

”Djævlen havde allerede sat sig for, at Judas... skulle forråde Jesus... Og da Judas havde fået brødet, for Satan i ham”. (Joh 13:2, 27)

”Da sagde Peter: ”Ananias, hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet for Helligånden...” (ApG 5:3)

Selv David kunne Slangen påvirke:

”Satan trådte op mod Israel, og han lokkede David til at holde folketælling i Israel.” (1 Krøn 21:1)

Og for Paulus kunne Slangen lægge hindringer:

”For vi har villet komme til jer, jeg Paulus, indtil flere gange, men Satan afskar os...” (1 Thess 2:18)

Efter disse eksempler på at Slangen er meget farlig, fortsætter vi beretningen. 

Nu breder Kains slægt sig, og tilsyneladende kan Slangen føle sig sejrsikker. Adam er nu blevet 130 år, og han får en søn, Set, som vokser op og får en søn, Enosh.

”Også Set fik en søn, ham kaldte han Enosh. Dengang begyndte man at påkalde Herrens navn.” (1 Mos 4:25-26)

Der har altså været en tid, hvor Slangen har styret menneskene, og det ser også ud til, at det er meget få, der har modstået ham.

I 1 Mosebog i det femte kapitel, står Adams slægtsregister, og det er først i versene 19-25, at man får en antydning af, at en person vil tilbede Gud, nemlig Enok. Adams slægtsregister slutter med Noa.

Der er nu gået omkring 1000 år, siden Slangen forledte Adam og Eva, og han har virkelig arbejdet for sin sag; det bliver vi klar over, når vi læser videre i det sjette kapitel i versene 1-4:

”Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudssønnerne at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til... Dengang gudssønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem – men også siden hen - var der kæmper på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.”

Slangen har ikke bare forført menneskene, men han har også haft held til at forføre nogle af gudssønnerne.

”Og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han (Gud) bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag.” (Judas 6)

”Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen...han bevarede kun Noa, retfærdighedens forkynder, samt syv andre...” (2 Pet 2:4)

Ved at læse videre i 1 Mosebog 6:11-13,17-18, ser vi rigtigt, hvor galt det stod til, for Slangen havde ikke ligget på den lade side.

”Jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud. Gud så, at jorden var fordærvet, fordi alle mennesker på jorden handlede fordærveligt. Da sagde Gud til Noa: ”Jeg har besluttet at gøre ende på alle mennesker, for de er skyld i at jorden er fuld af vold. Nu vil jeg ødelægge dem sammen med jorden... Jeg bringer nu vandfloden over jorden for at ødelægge alle under himlen, der har livsånde. Alle på jorden skal omkomme. Men med dig (Noa) vil jeg oprette min pagt. Du skal gå ind i arken sammen med dine sønner, din kone og dine svigerdøtre.”

Gud renser jorden for al ondskab og ugudelighed.

Efter vandfloden træder Noa og hans kone ud på den rensede jord, og det gør Noas tre sønner Sem, Kam og Jafet og deres koner også; de får naturligvis børn. 

Slangen begyndte igen at påvirke menneskene, efterhånden som der kom flere og flere. Tænk på Kain i sin tid - han ville tilbede, men det skulle være, som Kain fandt for godt. Det ser ud til, at Slangen endnu en gang har formået at forføre menneskene ved at påvirke deres sindelag, for de bliver enige om at bygge et tårn, som skal nå op til himlen, og at skabe sig et navn. Menneskene er kommet dertil, at de kan selv og vil selv. På den tid havde alle mennesker det samme sprog (1 Mos 11:1), men Gud forvirrer nu deres sprog, så de ikke forstår hinanden, og efter sprogforvirringen må menneskene opgive at bygge tårnet. Tilbedelsen af falske guder fortsætter, så for at det ikke skal lykkes Slangen at få held med at vende alle mennesker væk fra Gud, Skaberen af alt, må Gud gribe ind. Der er nu gået 400 år efter vandfloden, og på det tidspunkt er kendskabet til Gud næsten lig nul.

”I gamle dage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abraham og Nakors far, og de dyrkede andre guder.” (Josva 24:2-3)

”Herren sagde til Abraham: ”Forlad dit land og din slægt og din fars hus og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.” (1 Mos 12:1-2)

Abram gjorde, som Gud havde befalet ham. Han drog af sted, og med sig tog han sin kone Saraj og sin brorsøn Lot samt al den rigdom, de havde samlet og alle de folk, de havde skaffet i Karan, og de begav sig mod Kana’an. Abram rejste lidt rundt i Kana’an, drog videre til Egypten og så tilbage til Kana’an, og Gud var hele tiden med Abram og talte flere gange med ham.

”Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor. Abram svarede: Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving. Abram sagde: Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig. Da lød Herrens ord til ham: Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.” (1 Mos 15:1-4)

Abram havde hele tiden, efterhånden som han kom frem, bygget altre og ofret til Gud – ligesom Abel i sin tid gjorde – og man kan godt forestille sig, at Slangen meget gerne ville rydde Abram af vejen, men det kunne han ikke, for Gud var hans skjold. Kunne Slangen ikke komme til at fjerne Abram, kunne han ved list gøre sig gældende, og han påvirkede Sarajs sind, så hun begyndte at tro, at Gud nok havde glemt, at de skulle have en arving.

”Abrams kone Saraj fødte ham ingen børn. Men hun havde en egyptisk trælkvinde, der hed Hagar. Og Saraj sagde til Abram: Herren har hindret mig i at få børn. Gå nu ind til min trælkvinde; måske kan jeg få en søn ved hende. Og Abram gjorde, som Saraj sagde.” (1 Mos 16:1-2)

Og Hagar fik en søn, som kom til at hedde Ismael:

”Han skal blive et vildæsel af et menneske; hans hånd skal være vendt mod alle og alles hånd mod ham, han skal leve på tværs af alle sine brødre.” (1 Mos 16:12)

”... Jeg vil velsigne ham og gøre ham uhyre frugtbar og talrig. Tolv høvdinge skal han blive far til, og jeg vil gøre ham til et stort folk.” (1 Mos 17:20)

Ismaels efterkommere var med til at grundlægge de arabiske folkeslag. Og netop nu i tiden ser vi følgerne af Slangens list. Alle muslimer mener, at de er de retmæssige efterkommere af Abraham, nemlig gennem Ismael. Gud beskyttede Abraham (som han kom til at hedde), fordi han adlød og gjorde, hvad Gud ønskede. Abrahams søn, Isak, fik også løfte om landet og ligeledes Isaks søn, Jakob.

”Det land jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.” (1 Mos 35:12)

Jakob fik tolv sønner og fik navnet Israel. Meget, meget kort fortalt gik det som følger. Jakob og hans tolv sønner kom til Egypten og bosatte sig der.

”Tallet på Jakobs efterkommere var i alt halvfjerds. Josef var allerede i Egypten. Josef og alle hans brødre og hele det slægtled var døde. Men israelitterne var frugtbare; det vrimlede med dem, og de blev mange; de blev uhyre talrige, så landet blev fuldt af dem.” (2 Mos 1:5-7)

Nu kom der en ny konge over Egypten, og han var bange for, at alle de mange israelitter skulle slutte sig til fjenderne, så han satte hoverifogeder over dem, og israelitterne blev trælle; i det hele taget undertvang egypternes konge israelitterne mere og mere, men i al den tid Jakob og hans sønner og deres afkom var i Egypten, frygtede de Gud. Det er bemærkelsesværdigt, at de ikke kendte Guds navn, men de dyrkede ham som Gud den Almægtige.

”Jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som Gud den Almægtige, men under mit navn Jahve gav jeg mig ikke til kende for dem.” (2 Mos 6:3)

Gud åbenbarer sig nu for Moses og siger, at han skal sige til israelitterne, 2 Mos 3:15-17:

”Jahve, jeres fædres Gud... har besluttet at føre jer bort fra lidelsen i Egypten, til kana'anæernes... land der flyder med mælk og honning.”

Vi kender alle beretningen om, hvordan Israels folk blev ført ud af Egypten, og de vandrede rundt, indtil de på tredje måned kom til Sinaj, og Moses gik op på bjerget, hvor Gud sagde til Moses, at han skulle sige til israelitterne:

”I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis i adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.” (2 Mos 19:4-6)

Det var det, som Gud havde bygget op, fra han kaldte Abram og frem til nu - et folk som skulle repræsentere Gud.

”Hvem er som dit folk Israel, det eneste folkeslag på jorden, som Gud kom og udfriede og gjorde til sit folk for at skabe sig et navn og udføre store og frygtindgydende gerninger for dem?” (2 Sam 7:23)

Og nu var de kommet så vidt, at de skulle have regler og påbud, som de skulle holde og leve efter, og det er interessant, at det er principperne i de love og påbud, israelitterne fik, som også er det grundlæggende for den vestlige verdens retssystem, hvorimod den muslimske verden har en helt anden opfattelse.  

Israelitterne havde nu fået de 10 bud, og Moses tog pagtsbogen og læste den for folket, og de sagde:

”Vi vil adlyde Herren og gøre alt, hvad han befaler.” (2 Mos 24:7)

Gud havde beskyttet dem og værnet om dem, og det ville han blive ved med, så længe de holdt deres løfte. Slangen havde gjort og gjorde fortsat mange forsøg på at ødelægge det gode forhold mellem Gud og Israel. 

Moses var atter steget op på bjerget, hvor Gud ville give ham anvisninger på, hvordan helligdommen skulle bygges og meget andet. Han blev deroppe i fyrre dage og fyrre nætter. Folket blev urolige, fordi der var gået så lang tid, og det udnyttede Slangen omgående – husk hvordan han fik Saraj til at tvivle på, at hun ville få en søn, så nu fik han folket til at tvivle på, at Moses nogensinde ville komme ned igen:

”Da folket så, at Moses stadig ikke kom ned fra bjerget, samledes de om Aron og sagde til ham: Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten.” (2 Mos 32:1)

Og Slangens list lykkes, Aron laver en gud i guld. Moses kommer endelig ned fra bjerget og får stoppet dem. Israel må nu vandre fyrretyve år i ørkenen, og ingen af dem, der var voksne, dengang de drog ud af Egypten, kommer ind i det forjættede land, kun de som er vokset op under den fyrretyve år lange ørkenvandring – med undtagelse af Josva og Kaleb. Slangen er utrættelig og lurer på enhver blottelse, så han kan angribe, men så længe Guds folk er tro over for Gud og villige til at lade sig lede, kan Slangen intet gøre.

”Lang tid efter, da Herren havde skaffet Israel fred for dets fjender på alle sider, og Josva var blevet gammel, højt oppe i årene,” kaldte han Israel sammen og sagde, ”I har selv set alt, hvad Herren jeres Gud har gjort ved alle disse folk foran jer; Herren jeres Gud førte selv krigen for jer,” (Josva 23:1,3)

”Frygt nu Herren og tjen ham i oprigtighed og trofasthed; fjern de guder, som jeres fædre dyrkede på den anden side af floden og i Egypten, og dyrk Herren... Israel dyrkede Herren så længe Josva levede...” (Josva 24:14, 31)

Men Slangen ligger altid og lurer på at komme til at hugge, og han er udholdende. For Israel gik det op og ned - og til sidst helt ned. 

Angående sit navn sagde Gud:

”Jahve, jeres fædres Gud...Det er mit navn til evig tid.” (2 Mos 3:15)

Det var det, Moses fik at vide, han skulle sige til israelitterne - men bruger de det navn? Og hvor mange i dag kender til, at Gud har et navn? Det er jo netop, fordi Slangen igen har været på spil. Han har fået det jødiske præsteskab til at mene, at Guds navn er så helligt, at man ikke må udtale det, og det til trods for, at Gud sagde, at det var hans navn til evig tid. I ordforklaringen i Bibelen står der under Herren:

”... da jøder af ærefrygt ikke ville nævne Guds navn, læste man Jahve som adonaj (herre). Derfor gengiver den danske oversættelse Jahve med ”Herren”, ”Jahve” er dog bevaret, hvor det udtrykkelig siges, at det er hans navn, fx Mos 3:15 og Es 42:8.”

I ordforklaringen i den forrige oversættelse af den danske Bibel fra 1948 står der under HERREN:

”Nu ville de senere jøder ikke bruge navnet, måske fordi de skønnede, at et guddommeligt egennavn, kan lede tanken hen paa flere guder.”

Her har vi det igen, Slangen har fået menneskene til at mene, at de - ligesom Kain - selv bedst kan. Jøderne  mente, at navnet var for helligt til, at man kunne udtale det – ja, men Gud ønskede, at det skulle være hans navn til evig tid – og så var de bange for, at det guddommelige navn skulle lede tanken hen på andre guder. Hvad har det ført til? En treenig gud! 

På Jesu tid var der dødsstraf for at udtale Guds navn, og derfor kaldte man såvel Jahve (Gud den Højeste) som Jesus for ”Herren”, og det har så ført til, at kirkens præsteskab har kunnet vildlede mange kristne ved bruge dette som et bevis for, at Herren i Det Gamle Testamente er Herren Jesus i Det Ny Testamente.  

”... men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus.” (2 Kor 11:3)

I den forrige oversættelse af GT brugte man at skrive HERREN alle de steder, hvor der i de hebraiske skrifter står JHVH, altså Jahve. I den nye skriver man Herren, når det er Guds navn JHVH, der står i grundteksten og ”herren” med lille h når der står adonaj. I den gamle oversættelse kunne man i det mindste let se, hvor der oprindelig stod Guds navn JHVH. Prøv selv at tage den gamle oversættelse og se, hvor tit der står HERREN, altså Guds navn. 

I den nye oversættelse fra 1992 virker det helt forkert, at der hver gang bare står Herren – her følger nogle få eksempler: 

2 Mos 3:15: ”Jahve... Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt.” Så fortsætter det i vers 16: ”Gå nu hen og kald Israels ældste sammen, og sig til dem: Herren, jeres fædres Gud...” – det er ulogisk, at man det ene sted bruger Jahve og det næste Herren, for i grundteksten står der begge steder Jahve (JHVH).

Her følger flere eksempler:

2 Mos 9:16: ”... og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.”

2 Mos 20:7: ”Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil...”

5 Mos 28:10: ”Så alle jordens folk får at se, at Herrens navn er nævnt over dig...”

5 Mos 28:58: ”Hvis du ikke omhyggeligt følger alle denne lovs ord, som står skrevet i denne bog, og frygter det herlige og frygtindgydende navn Jahve, din Gud...” – ja, her kunne man næsten ikke komme uden om det.

5 Mos 32:3: ”Herrens navn vil jeg forkynde” – mon det er fordi, man i dag er bange for, at ingen vil tro på en treenig gud, hvis alle kendte Guds navn, at man ikke oversætter med Jahve?

Man kan roligt sige, at Slangen endnu engang har haft held til at forkludre det hele. Der er i dag utallige kirkesekter, som hver især tilbeder Gud på den måde, de finder for godt og ikke på den måde, Gud ønsker. Menneskene kan og vil selv - ligesom Kain. 

Vi har nu set nogle få eksempler på Slangens hug eller bid, på hans snedighed og farlighed. Bibelen er fyldt med eksempler, og dem kan vi lære af i dag. Satan er imidlertid ikke interesseret i, at mennesker lærer sandheden at kende, og Jesus siger følgende: 

”Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det bort, der er sået i dem.” (Mark 4:15)

Vi er i verden, der hvor Satan regerer, men vi kan bede om, at vi må få lov til at stå faste i troen. Tænk på Abraham, han var tro over for Gud og gjorde, som han blev befalet, derfor sagde Gud til ham, ”Frygt ikke jeg er dit skjold.”

”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge.” (1 Pet 5:8)

”I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer.” (Jakob 4:7)