Svar til en syvendedags adventist

   Angående sabbatten. Vi er enige med Syvende Dags Adventistkirken deri, at Gud aldrig har bemyndiget nogen til at forandre den i de ti bud forordnede sabbat fra at fejres på den syvende dag i ugen (lørdag) til at fejres på den første (søndag); men sandheden er den, at ligeså sikkert som de kristne har en større ypperstepræst, et større offer, et større præsteskab, et større tempel, end Israel havde, så har Kristi efterfølgere også en langt større sabbat, end Moses’ efterfølgere havde. Moseloven indeholder kun skyggen af ”de kommende goder”, ikke selv tingenes skikkelse, som der står i Hebr 10:1; 8:5. Den jødiske husholdning var forbilleder på ”de kommende goder”.

Forsoningsdagen, påsken, sabbatsårene, jubelårene osv. var allesammen forbilleder af vigtigere ting, så hvorfor skulle det synes mere besynderligt, at den syvende dag eller sabbatsdagen var forbilledlig, end at hvert syvende år, sabbatsåret, var det? Men for at du skal kunne se, at denne tanke er bibelsk, så lyt til Paulus’ ord i Kol 2:16-17:

”Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus.”

Syvende Dags Adventistkirken, som siger vi skal holde den syvende dag, vil indvende, at ordet ”sabbatter” her sigter til nogle af de årlige jødiske højtider, som også kaldes sabbatter, fordi det for at fejre dem delvis var nødvendigt at hvile fra ens arbejde. Dette var f.eks. tilfældet med forsoningsdagen. Men dette kunne Paulus ikke have ment, for han havde allerede indbefattet disse årlige sabbatter i udtrykket ”fester”.

I overensstemmelse med sin sædvanlige systematiske måde at skrive på, nævner Paulus først de årlige højtider (fester), siden de månedlige fester (nymånederne), og dernæst de ugentlige sabbatter (lørdagens hviledag). Den kristne har også en sabbat, men hans sabbat er så meget større end den jødiske sabbat, som den virkelige genstand er større end sin skygge.

Syvende Dags Adventistkirken vil straks indvende:

”Herren talte i 2 Mos 31:16 om syvendedagssabbatten som en eviggyldig ordning.”

Ja, det er rigtigt, men nøjagtig de samme ord, som Herren i dette skriftsted benyttede om sabbatten, bruger han også andre steder om ”høstofret” (3 Mos 23:14), ”pinseofret” (3 Mos 23:21), ”forsoningsdagen” (3 Mos 23:27-31) og ”løvhyttefesten” (3 Mos 23:39-43).

Det er det hebraiske ord olam, som på alle disse steder er oversat med ”evig”. Hvis derfor Syvende Dags Adventistkirkens anskuelser med hensyn til sabbatten er rigtig, ja, så burde vi altså vedblivende holde høstofret, pinseofret, forsoningsdagen osv.; men som nogle af deres egne præster har vist i deres behandling af de ugudeliges straf, betyder ordet olam ligesom det græske ord aion i virkeligheden ”varende en tidsalder”, eller ”varende til fuldendelsen”. I Skriften er det nogle steder brugt i betydningen ”tid uden ende”, men det behøver ikke nødvendigvis at have denne betydning. Vi læser således i 2 Mos 29:9, at præstetjenesten blev givet Aron og hans efterkommere som en ”eviggyldig ordning”. I dette skriftsted er ordet olam også brugt. Men at ordet ikke her betyder ”eviggyldig” er meget tydeligt, for Arons præsteskab virker ikke længere; det ophørte for snart 2000 år siden! Læs Hebr 7:11-19.

Vi finder, at Jahveh brugte nøjagtig de samme ord, da han talte om den ugentlige sabbat, som han brugte med hensyn til andre jødiske institutioner, der ophørte, så snart det, som de var forbilleder på, var kommet. Spørgsmålet er så: Er ikke også den jødiske lørdagssabbat ligeledes ophørt, idet en større sabbat har taget dens plads? Læg mærke til Jesu ord i Matt 5:17-18:

”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.”

Jesus sagde ikke, at loven, dvs. Moseloven, aldrig skulle forgå, men at den ikke skulle forgå, førend den var opfyldt, og Jesus er den, som vil opfylde alt i Moseloven. Han siger os først, at han kom for at opfylde den; hvis den altså blev opfyldt i ham, så må den være ophørt med at gælde:

”Han (Jesus) satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske...” (Ef 2:15)

Der er stor forskel imellem dette, at noget bliver tilintetgjort, og det, at det forsvinder som følge af, at det er blevet opfyldt. Loven om omskærelse blev aldrig tilintetgjort, men den ophørte med at gælde, den forsvandt, når det, som den pegede hen på, nemlig hjertets omskærelse, blev fremstillet - det er denne højere omskærelse, vi må iagttage. (Rom 2:28-29) Således tilintetgjorde Jesus heller ikke loven eller ringeagtede den, men hans fuldkomne liv opfyldte alle dens krav og bestemmelser, og sådan satte han ”loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske”, således som vi ufuldkomne mennesker ikke kunne det, og på den måde blev han den store arving til alle lovens løfter, med retten til at uddele det, som han arvede under loven, til alle, som skulle blive hans. Som Paulus skriver:

”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset.” (Kol 2:14)

Desuden ledte loven til Jesus og pegede på ham som den hellige, om hvilken Moses havde sagt: ”Ham skal I adlyde” (5 Mos 18:15). Og læg mærke til hvad Paulus skriver til Galaterne:

”Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager.” (Gal 3:23-25)

Når Syvende Dags Adventistkirken derfor betragter den ved Moses givne lov som bindende for den kristne, er det faktisk det samme som at drage i tvivl, hvorvidt Jesus har fuldbyrdet det, han kom for at gøre, nemlig at ”opfylde” loven. Men det burde måske ikke undre en, for Syvende Dags Adventistkirken lærer også, at Jesu Kristi offergerning på korset ikke blev fuldbragt, da han døde, men at det først blev fuldbragt i året 1844 e.Kr. – Skriften siger imidlertid klart og tydeligt, at Jesus fuldbragte det, da han døde på korset – Jesus siger selv, da han dør: ”Det er fuldbragt” (Joh 19:30)

Men angående loven, så må den kristne naturligvis studere denne, og når han gør det, finder han deri klenodier af inspireret visdom - men han studerer den som en ”skygge af de kommende goder” (Hebr 10:1), som en forbilledlig fremstilling af de velsignelser, som ifølge løfterne skal komme ved den, der er større end Moses, nemlig Jesus Kristus.

Men hvad så, står Kristi efterfølgere ikke under nogen lov? Jo, de står under en ny lov, en højere lov – de skal leve i lydighed mod Ånden (Rom 8:4. Gal 5:18). Ligesom de har en bedre ypperstepræst, et bedre offer og alting bedre, end jøden havde, således har de også en bedre lov, og den indeholder en bedre sabbat. Esajas forudsagde (Es 42:21), at Jesus skulle gøre Jahvehs belæring ”stor og herlig”, og vi er nu under denne større belæring. For eksempel sagde loven: ”Du må ikke slå ihjel”, men Jesus udvidede dette, når han lærte ånden i loven - nemlig at enhver, som uden grund bliver vred på sin broder, er skyldig i mord – Se mange flere eksempler i Matt 5:20-48.

Nuvel, adventisterne indser, at Jesus udvidede det 1., 2., 3., 5., 6., 7., 8., 9. og 10. bud, men de er ikke i stand til at se, at han også udvidede det 4. bud, sabbatsbudet. De tror tværtimod, at han gjorde det mindre. Som en adventist engang sagde: ”Før Kristus skulle hver eneste lille handling, som var i strid med sabbatsbudet, selv det at tænde ild, blive strengt straffet, men efter Kristi offer vil Herren, så længe vi forsøger at gøre vort bedste for at holde sabbatten, tilgive og overse, hvor vi kommer til kort, når det gælder at lyde dette bud.” Dette skulle betyde, at Guds barmhjertighed er blevet udvidet, men ikke at budet er blevet udvidet. Ville det være at udvide det sjette bud, om vi sagde: ”Før Kristus skulle mord straffes strengt, men siden dengang er det sådan, at hvis du forsøger at holde den lov: ”Du må ikke slå ihjel”, vil alt være i sin fineste orden, selvom du sommetider slår et menneske ihjel.”?

Lad mig nu fremstille min forståelse af, hvorledes Kristus udvidede loven om sabbatten. Israelitterne skulle betragte én tiendedel af deres ejendom som helliget Jahveh – men hvad med de kristne, hører vi nogensinde om, at en kristen er blevet rådet til at give én tiendedel til Jahveh? Nej, ikke én eneste gang. Hvor meget er vi da rådet til at give ham? Svaret er: Alt hvad vi er og ejer! (Rom 12:1. 1 Kor 6:19-20) Jesus sagde, at hans disciple skulle give afkald på alt deres eget! Når Jesus kommer, skal hans disciple være villige til at efterlade alt deres eget for at følge med Jesus.

”Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.” (Luk 14:33)

Jøderne gav Gud en syvendedel af deres tid - men den kristne skal give ham syv syvendedele. Jahveh sagde i 3 Mos 19:30:

”I skal holde mine sabbatter, og I skal nære ærefrygt for min helligdom. Jeg er Jahveh!”

Helligdommen var den hellige bygning, gennem hvilken Gud åbenbarede sig selv for Israel, så for jøderne betød det hellige sted, et bestemt helligt sted - men den kristne har sin helligdom, hvor som helst han befinder sig - ethvert sted er et helligt sted for ham. Ligeledes er også hver dag en hellig dag, en sabbat eller hvile for ham. Han har nemlig en bedre helligdom. Jesus sagde:

”Tro mig... der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen... Der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed.” (Joh 4:21-23)

De kristne har en bedre helligdom at have ærefrygt for, og en bedre sabbat at holde. Men ikke alene er de kristnes sabbat forskellig fra den forbilledlige sabbat, men også arten af hans hvile er forskellig. Den betyder ikke bare det, at han ophører med legemligt arbejde, men at han hviler fra at arbejde for sig selv, for i stedet at arbejde og leve for Gud. At Gud hviler, betyder ikke, at han ingenting gør, for Jesus siger:

”Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.” (Joh 5:17) 

Gud sender sin regn og lader solen skinne den syvende dag, ligesom han også gør på de andre dage. Hvorledes hvilede han da? Han ophørte med at arbejde for sig selv, for i stedet at arbejde for mennesket gennem sin søn, Jesus Kristus. Og hvorledes hviler vi ligesom Gud? Ved at ophøre med at arbejde for os selv, for i stedet at arbejde for ham gennem Jesus Kristus – Lyt til Hebr 4:10:

”For den, der er kommet ind til hans hvile, har også selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud efter sine.”

Apostelen fortsætter i vers 11: ”Lad os altså være ivrige” – ikke: lad os være inaktive og passive - men arbejde for at undertvinge disse selviske tilbøjeligheder, som vil lede os til at leve for os selv, i stedet for at tillade os at ”komme ind til hans hvile”. Denne hvile, som den syvende dag var et forbillede på, vil ikke ende med dette liv, men det vil være en evig, vedblivende hvile, påbegyndt her og fuldendt i evigheden.

Vi må afstå fra at følge vore egne veje, fra at søge vor egen tilfredsstillelse og fra at tale vore egne ord. Dette er at holde sabbatten. Men den kristne må gøre dette hver dag, derfor må hver dag være en sabbat for ham. Hver dag skal vi tale ”med ord fra Gud.” (1 Pet 4:11). Hver dag skal Gud virke i os både ”at ville og at virke for hans gode vilje.” (Fil 2:13) Hver eneste dag er en sabbat for den, som ikke ”lever for sig selv”, men som lever for Gud og Jesus Kristus – er dette ikke en herlig udvidelse af loven?

Vi ser klart, hvorledes ”Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror.” (Rom 10:4) Vi kan forstå, hvorfor Paulus i Gal 3:19 kunne sige, at loven ”blev føjet til... indtil det afkom, som havde fået løftet, var kommet.” I vers 23-25 sammenligner Paulus loven med en opdrager, til hvem de for en tid var overladt, ”Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager.” Og vi kan forstå, hvorfor Paulus sørgede over, at I ”holder dage og måneder og tider og år.” (Gal 4:9-11), og antyder, at den broder er svag, som ”regner den ene dag for vigtigere end andre dage.” (Rom 14:1-8), idet han ikke er i stand til at se, at de alle skal regnes som hellige dage, på hvilke Guds ære skal søges.

Hvis du har læst artiklen ”Frelst ved tro, ikke ved lovgerninger”, så ved du godt, at jeg udmærket kender til, hvorledes Syvende Dags Adventistkirken inddeler loven i to dele og kalder de ti bud ”Guds lov” eller den moralske lov, og resten ”Moses’ lov” eller den ceremonielle lov, og så påstår de, at Kristus afskaffede den ceremonielle lov, men ikke de ti bud, den moralske lov. Men dette er en stor vildfarelse – det hele var nemlig alt sammen Guds lov, for den kom fra ham, og det er alt sammen også Moses’ lov, idet den kom ved ham. (3 Mos 26:46. 5 Mos 5:5)

I Markus 7:10 anfører Jesus ét af de ti bud (2 Mos 20:12. 5 Mos 5:16) og siden i samme vers en lov, som ikke fandtes i de ti bud (2 Mos 21:17. 3 Mos 20:9), og alligevel tilskriver han Moses dem begge. Læs det i din bibel – Se det selv! Ingen af disse bud var udgået fra Moses, men han var det redskab, gennem hvilket Gud gav dem begge. Jesus anså ikke Loven for at være opdelt i to dele – Han sagde, at Skrifterne består af tre dele:

”Så sagde han til dem... Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne.” (Luk 24:44)

Endvidere: Den omstændighed, at loven, som varede indtil Johannes (Luk 16:16. Matt 11:13), indbefattede såvel de ti bud som den ceremonielle lov, bevises af Rom 7:6-7; for efter at Paulus har sagt: ”vi er løst fra loven”, viser han tydeligt, hvilken lov han sigter til, idet han i vers 7 citerer fra det tiende bud. Og som hans ord viser, er vi ikke længere under bogstaven (det var bogstaven, som stod på stentavlerne), men under Ånden, modbilledet, det, som ordene på stentavlerne var en skygge af – den større lov, kærlighedens lov. (Jakob 2:8, 12) Når vi derfor i bøgerne fra Apostlenes Gerninger til Åbenbaringen læser om, at de kristne holder Guds bud, tænker vi ikke på bogstaven på stentavlerne, som blev givet gennem Moses, men på den udvidede lov, ”livets ånds lov” i Kristus Jesus. (Rom 8:2)

I 2 Kor 3:3-18 bruger Paulus udtrykket: ”indhugget i sten med bogstaver” og nævner, at Moses’ ansigt skinnede - dette beviser, at Paulus taler om de ti bud. I vers 10 viser han, at når ”den alt overvældende herlighed” skulle komme, da skulle det, som var blevet givet med herlighed – dvs. loven, skrevet og indhugget i sten – forsvinde (vers 11). Den alt overvældende herlighed, Jesus Kristus, har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men ”livets ånds lov”.

At Paulus prædikede på den syvende dag osv., er ingen støtte for syvendedags adventismen. På den dag var jøderne befriet for arbejde og samledes derfor i deres synagoger, og dette gav Paulus en lejlighed til at prædike om Jesus og Guds rige, en lejlighed som han med glæde benyttede. Hvor som helst og når som helst han fandt lyttende øren, var han rede til at prædike. Der var store skarer samlet i synagogerne på den syvende dag, derfor gik Paulus derhen, og der var mange mennesker på torvet hver dag, derfor prædikede Paulus også der på andre dage. (ApG 17:17)

Der er andre træk ved sabbatten, f.eks. det, at den også er et forbillede på de tusind år – hvilket jeg ikke har berørt i dette svar.

Angående mad 

Jeg kender til, at Syvende Dags Adventistkirken lærer sine medlemmer, at man bliver uren, når man spiser forskellige former for mad. Men når vi erkender, at vi ikke længere er under Moseloven, så burde det ikke være noget problem for os, når vi sætter os til bordet for at spise os mætte - men er du alligevel i tvivl, om den mad, du spiser, gør dig uren eller ej, så lyt til Jesu ord: 

”Da han var kommet inden døre, væk fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen. Og han sagde til dem: »Så er da også I uforstandige? Fatter I ikke, at alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent? For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen.« Dermed erklærede han al slags mad for ren. Og han sagde: »Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent.” (Mark 7:17-23)

Og apostel Paulus skriver:

”Mad gør hverken fra eller til over for Gud...” (1 Kor 8:8) Og ”Lad ikke nogen dømme jer på grund af mad...” (Kol 2:16)

Når Jesus erklærede ”al slags mad” for ren, mente han så ikke AL slags mad? Døm selv!