Svar til kristenhedens treenighedstilhængere

   Den katolske kirke og mange af de protestantiske kirkesekter har tre trosbekendelser, som beskriver deres guddom. Disse trosbekendelser er den nikæanske, den athanasianske og den augsburgske; fælles for disse er, at Gud er tre og dog kun én. 

”Vi kalder Gud den treenige, fordi Faderen, Sønnen og den Helligånd er tre og dog den samme eneste Gud.”  (Luthers Katekismus ved Biskop C.F.Balslev, 1948, side 31.)  

Lad mig allerførst gøre opmærksom på, at ordet ”treenighed” ikke findes i Bibelen. En kirkelærer, Tertullian, var den første der brugte udtrykket Trinitas, det var omkring år 190, men først på kirkemøderne i Nikæa år 325 og Konstantinopel år 381 blev treenighedslæren endeligt vedtaget. 

Tilhængere af treenighedslæren mener at kunne se beviser for den overalt i Bibelen - såvel GT som NT; men for dem, der ikke på forhånd går ind for treenighedslæren, men blot læser Bibelen som den står og lader den tolke sig selv, opstår der uvægerligt vanskeligheder med at få treenighedslæren til at stemme med Skriften. Lad os prøve at se på nogle af de såkaldte beviser for treenighedsdogmet.

Mennesket blev skabt i Guds billede – og det er nok værd at lægge mærke til, at det var som mand og kvinde, de blev skabt, altså to personer (1 Mos 1:26-27; 5:1). Selv om de var to, betegnes de som menneske, for som mand og kvinde skulle de blive ét kød (1 Mos 2:23-24). Det er værd at hæfte sig ved, at mennesket (éntal skønt to) er skabt i Guds billede; når vi læser 1 Mos 1:26: ”Lad os skabe...”,  så må det være to selvstændige eksistenser, som er ét, fordi de er enige og fælles om det, de gør. Det er også værd at bemærke, at Adam, manden, blev skabt først og derefter kvinden, Eva – hun blev dannet af Adams ben og kød, og de skulle sammen blive ét kød (1 Mos 2:23). 

I Kol 1:15-16 bliver Jesu førmenneskelige tilværelse beskrevet således: ”Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt... Ved ham og til ham er alting skabt.”, så når der står i 1 Mos 1:26: ”Lad os skabe...” må det være Gud Fader og hans Søn, der skaber. At Jesus har haft en tilværelse, før han blev menneske, ses af Joh 17:5: ”Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.”: og i Fil 2:6 læser vi , at Jesus ”havde Guds skikkelse”, han var en gud, men gav afkald på sit eget og blev menneske. Det ligner lidt beskrivelsen af mennesket Adam og Eva – Adam var først, derefter kom Eva til. Gud var først – hvordan Jesus eller Sønnen er blevet til, kan vi ikke fatte – men han er førstefødt af Gud, og derfor højere end og forud for alle skabninger. Sønnen er en gud, men ikke Guden – dette stemmer med Joh 1:1-2, iflg. grundteksten, for her bruges to forskellige bøjninger af ordet Gud – i bestemt form, ton theon (Guden) og i ubestemt form, theos (gud) – vi kan prøve at læse dette skriftsted som det egentlig står i grundteksten:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Guden (ton theon), og Ordet var en gud (theos). Denne var i begyndelsen hos Guden (ton theon). Alt blev skabt gennem denne, og uden denne er ikke en eneste ting blevet til, som er skabt.” – Mere information om den korrekte oversættelse af Joh 1:1, læs artiklen ”Beviser Joh 1:1 at Jesus er Gud den Højeste

Man kan nu indvende, at der i 2 Mos 20:3 står:  ”Du må ikke have andre guder end mig.” Ville det så ikke være forkert, hvis Israel, som dette siges til, ville dyrke såvel Guden som gud? 

For det første menes der uden tvivl, at de ikke måtte dyrke andre former for Gud end Skaberen – det være sig solen, træguder, Ba’al og Astarte (se fx 2 Mos 32:8; Ez 8:7-18), altså guder der stod for helt andre principper end Guden Jahveh – og for det andet er der ikke meget der tyder på, at Israels folk kendte noget til gud Logos – de kendte kun Guden Jahveh.

I 1 Kor 8:6 står der: ”Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham.”

Her skelnes tydeligt. Alle ting er fra Guden, men ved Herren, Jesus, før han blev menneske, dengang alt blev skabt ved ham men fra Guden. Man kan måske udtrykke det sådan, at Guden ønskede det, og gud Logos udførte det – på den måde er de ét. Det er tydeligt, at det er to eksistenser – Guden og gud. Men Guden havde en plan i forbindelse med genoprettelsen af det Paradis, der blev ødelagt, og det var, at hans søn skulle ofre sit liv som betaling for Adams og dermed hele menneskehedens nedarvede synd. I 1 Joh 4:10 står der, at Guden sendte sin søn som sonoffer for vore synder. Det var Guden, der gav sin søn - det var ikke Guden, der gav sig selv. (Gal 4:4. Joh 3:16. Rom 8:3).

Guds enbårne søn blev menneske på lige fod med Adam – i Guds billede. Han forlod sin førmenneskelige tilværelse, og efter at han havde sejret over Djævelen, vendte han tilbage til himlen og satte sig ved Guds højre hånd. (Hebr 10:12-14). Fordi Jesus var lydig til døden, blev han højt ophøjet, som der står i Fil 2:9-11: ”Derfor har Gud (Guden) højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”

Guds enbårne søn var stor, før han blev menneske, men efter sin død og opstandelse er han blevet endnu større, og han sidder nu ved Gudens højre hånd – men der er stadig to eksistenser. Vi skal lægge mærke til, at det er Guds vilje, at Jesus skal være vores Herre – men læs det sidste med: til Guds Faders ære. 

Her vil nogle treenighedstilhængere uden tvivl indvende, at Jesus omtales som ”Herre”, og i GT står Herren for Guds navn Jahve. – I det lige citerede Fil 2:9-11 står der: ”Jesus Kristus er Herre”, og her hævder nogen, at der menes: ”Jesus Kristus er Jahve”. Og der er mange lignende steder i NT, f.eks. Luk 2:11: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren” – der mener nogle, at der menes: ”han er Kristus, Jahve” - og så er Faderen og Sønnen den samme, nemlig 2/3 af guddommen. Det ser meget besnærende ud, men anvendelsen af ordet ”Herren” i GT er menneskeskabt, i grundteksten står der de fire versaler for Guds navn JHVH, hvorimod når det gælder Jesus i NT, så er det Gud, Faderen, der har gjort Sønnen til Herre, ApG 3:36: ”Så skal hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og Kristus.”  Vi kan læse noget lignende i kap 5, vers 31: ”Ham (Jesus) har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndsforladelse.”

Udtrykket ”Herre” i NT har intet med Guds navn at gøre. Det bruges om Jesus for at tilkendegive, at han er den øverste for menigheden. Det ser vi også af 1 Kor 8:5-6: ”For vel er der såkaldte guder, både i himlen og på jorden – der er jo så mange guder og så mange herrer. Men for os er der kun én Gud, Faderen... Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus.” 

Men hvorfor anvender vi udtrykket ”Herren” i vor Bibel der, hvor Guds egentlige navn står? 

Langt tilbage i tiden fik jøderne større og større ærefrygt for Guds navn og undlod derfor at udtale det, men erstattede det med det hebraiske ord Adonaj (Herre), og efterhånden gik udtalen helt i glemme, eftersom navnet var skrevet udelukkende med konsonanter, og man selv skulle tilføje vokaler, når man læste det op eller udtalte det. 

I ILLUSTRERET KONVERSATIONSLEKSIKON (Femte Bind, H.Hagerups Boghandel, København, 1896) læser vi under ordet Jahve: ”Jahve er det gammeltestamentlige Navn for Israels Gud. Ved en misforstaaelse af 3 Mosebog 24:16 mente Jøderne, at det var dem forbudt at udtale dette Navn, hvorfor det overalt i den hellige Skrift er blevet erstattet med Ordet ”Adonaj” (hebr. Herren). Med hensyn til udtalen har man været i tvivl om det skulle lyde ”Jehova” eller ”Jahve”; men det sidste er sikkert rigtigst.” 

I SEPTUAGINT den græske oversættelse af de hebraiske skrifter, skrev man ”Kyrios” (græsk: Herre) i stedet for tetragrammet JHVH.

I den danske autoriserede oversættelse af de hebraiske skrifter (GT) fra 1931 skriver man ”HERREN” i stedet for ”JHVH”; i oversættelsen fra 1992 har man valgt at skrive ”Herren” (kun stort begyndelsesbogstav), men 13 steder har man dog valgt at oversætte til Jahve, (fx 2 Mose 3:15) 

For at vende tilbage til Luk 2:11, hvor der i vor Bibel står: ”... han er Kristus, Herren”, så skulle der i stedet stå: ”... han er den salvede Herre eller salvet Herre – for det græske ord Kristus betyder ”den salvede”.

Blot fordi nogen engang for længe siden, af ærefrygt, valgte at sige ”Adonaj” (Herre) hver gang der i GT stod JHVH, bliver ordet ”Herren” i NT aldrig det samme som Guds navn. 

Jesus, Sønnen, har Faderen gjort både til Herre og Kristus (den salvede) – se ApG 2:36. Johannes citerer i sit evangelium 6:44 Jesus for at sige: ”Ingen kan komme til mig (Jesus), hvis ikke Faderen som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” Og Jesus siger videre i 14:6: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min Fader.” (For Jesus og Faderen har samme sindelag, egenskaber og hensigter). 

Vi ser, at det er to eksistenser, men fuldstændigt enige; netop det, at de bliver tituleret Fader og Søn, hentyder til en enhed, men en søn er til i kraft af sin fader – det er også værd at bemærke, at mange af de gange, hvor Faderen omtales som Gud i NT, er det i den bestemte form (Guden). 

Det hele er så fint, og det harmonerer til mindste detalje – vi husker, at det første menneske blev skabt i Guds billede (1 Mos 9:6; 1:26), og så bliver Sønnen født som mennesket Jesus, og han beviser, at det er muligt at leve uden synd efter Guds retfærdsprincipper. Det var det, Adam ikke gjorde, og nu er Jesus et forbillede for alle troende, Rom 8:28-29: ”Vi ved at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre.” 

Jesus er trådt i Adams sted og er den, der skal genoprette menneskeheden, alle Adams børn. Det er tydeligt at Faderen og Sønnen er ét på grund af begges egenskaber, blandt andet kærligheden, og det er også den, der skal binde os sammen. 

Vi kan blive ved med at citere det ene sted efter det andet, hvor Faderen og Sønnen bliver nævnt sammen, men i treenighedslæren siges det klart, at Faderen er Gud, Sønnen er Gud, Den Hellige Ånd er Gud – de er tre guder, men dog kun én Gud – så forstår man ikke, at Helligånden ikke er nævnt sammen med Faderen og Sønnen. (Det er den ét sted, nemlig i missionsbefalingen i Matt 28:19-20 – men det vil vi vende tilbage til senere). 

At Den Hellige Ånd er Gud, det er en slutning, man har draget – det står ikke i Bibelen – og videre: hvis Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd er én Gud, hvorfor nævnes de så ikke sammen? Alt det, vi lige har læst, drejer sig udelukkende om Faderen og Sønnen.

Vi har ovenfor hørt, at Sønnen er Guds enbårne, hvorfor står der ikke noget om, at Ånden er født eller lign.? Hvis de er tre og dog én – altså lige, hvorfor er det da kun Sønnen, der har fået navnet over alle navne? Jesus siger f.eks.: ”til Gud Faders ære”. Hvorfor siger han ikke til Gud Faders og Helligåndens ære? Når Jesus har genoprettet alt, overdrager han det til Faderen. Hvorfor står der ikke, at Jesus og Ånden overdrager det til Faderen?

Der står også, at Faderen elsker Sønnen og Sønnen Faderen, Fader og Søn elsker menneskene, og menneskene skal elske Fader og Søn, ja, menneskene skal elske deres næste, endog deres fjender – men der står intet om, at Faderen eller Sønnen elsker Den Hellige Ånd – eller at Den Hellige Ånd elsker Faderen og Sønnen osv.

I Matt 24:36 står der: ”Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen.” Hvorfor er Helligånden ikke nævnt, men derimod englene?

Et vigtigt bevis for tilhængerne af treenighedslæren er de få steder i Johannes-evangeliet, hvor Talsmanden nævnes, f.eks. Joh 14:16,26: ”... jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand (parakletos), som skal være hos jer til evig tid.”

Det græske ord parakletos betyder talsmand, en trøster, en advokat eller en forsvarer, og i netop dette udtryk mener nogle treenighedstilhængere at finde bevis for, at Den Hellige Ånd er en person, og i vers 26 står der han: ”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.”

Fordi der på græsk i Joh 14:26; 15:26; 16:8-15 ved omtalen af Den Hellige Ånd bruges det personlige stedord ekeinos (han), har nogle teologer villet se et bevis for, at Guds hellige ånd er en person, idet pneuma (ånd) i sig selv er et intetkønsord og derfor ellers måtte kræve intetkønsformen ekeino eller auto. Imidlertid skyldes denne opfattelse et overfladisk blik på den græske tekst. I alle de nævnte tilfælde er parakletos, Talsmanden, det egentlige subjekt (grundled), mens pneuma kun i sætningssammenhængen står som en underordnet tilføjelse hertil. Da parakletos ifølge sin form og betydning er et hankønsord, må det efter græsk sprogbrug erstattes med hankønspronominet ekeinos. Rigtigheden af det her fremførte stadfæstes ved Joh 14:17, hvor pneuma, når det optræder som egentligt grundled, erstattes med intetkønsformen auto, skønt parakletos strengt taget nok kunne være underforstået fra det foregående vers (16) og derfor kunne have berettiget hankønsformen auton.

Det græske ord ekeinos, som man oversætter med han, forekommer også i 1 Joh 2:20-27, hvor Guds ånd symbolsk bliver betegnet som salve, men har oversættes det til den: ”... men da hans salve lærer jer alt, skal I også blive i ham, sådan som den (ekeinos) har lært jer.”  

Men hvad er Ånden? – Vi ved, at den hellige ånd kan være mange tusind forskellige steder på én gang, og forestiller vi os, at ånden er en energi som f.eks. elektricitet, bare enormt meget kraftigere, er det som om, vi bedre kan forstå det – det er jo selve Guds kraft/energi. I Luk 1:35 læser vi:

”Englen svarede hende: Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig.”

Det tyder ikke på, at Ånden er Gud eller en person – men Guds kraft!

Ånden må være en kolossal energi, hvad vi kan forstå ud fra 1 Mos 1:2: ”Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.” Og læg så mærke til vers 3: ”Gud sagde: ’Der skal være lys!’ Og der blev lys.” Og på samme måde fortsætter hele skabelsesberetningen. 

Job var overbevist om, at det var Guds ånd, der havde skabt ham, Job 33:4: ”... den Almægtiges ånde har givet mig livet.”  Den Almægtiges ånde – det er den energi, kraft, der frembringer lyset og de andre ting i skabelsesberetningen, og det er Faderen og Sønnen, der gør brug af denne kolossale energi – ja, her er ord fattige, vi kan ikke beskrive den. 

På hebraisk bruges for ånd ordet ”ruwach”, og det betyder vind eller ånd; vind er usynlig, og alligevel kan vi se den ved, at træernes blade bevæger sig, eller når der er fuld styrke på, så vælter huse, og træer rives op med rode – det er faktisk også den måde, hvorpå man kan se ånden– gennem dens virkninger. I NT er ordet for ånd ”pneuma”, og i Ludvig Meyers Fremmedordbog (1924) under pneuma ser vi, at det er græsk og videre: ”(af pnein, blæse aande), luft; Vind; Pust; Aande; Livsaand; Sjæl; den hellige Aand (eg. p.hagion).” 

Nu er det interessant at læse Joh 20:21-22 – det er efter, Jesus er opstået – han viser sig for disciplene og siger til dem: ”Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer. Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: Modtag Helligånden!”

Der står faktisk ikke i den græske tekst Helligånden, men hellig ånd, og den blæste han i dem. 

Der veksles mellem udtrykkene den hellige ånd (bestemt) og hellig ånd (ubestemt) i den græske grundtekst; det første oversættes altid Helligånden i den danske bibeloversættelse af 1992, men flere steder, hvor der blot står det ubestemte ”hellig ånd” vælger man også at oversætte til Helligånden, så det på den måde får en fejlagtig klang af en person.

F.eks. i ApG 1:1-2: ”... som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag, han blev taget op til himlen, efter at han ved Helligånden (hellig ånd) havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt.”

Vers 5: ”... men I skal døbes med Helligånden (hellig ånd) om ikke mange dage.”

Vi kan også prøve at læse kapitel 2, versene 1-4: ”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden (hellig ånd)...”.

I det sidst citerede er det helt klart en energi/kraft, ikke en person. 

Faderen, Sønnen og Helligånden er nævnt sammen ét sted i Bibelen, nemlig i den såkaldte missionsbefaling, Matt 28:19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn...” Hvis Jesus virkelig har sagt sådan til sine disciple som noget af det sidste, inden han fór til himlen, så må man sige, at Jesu disciple var ulydige, for ikke et eneste sted læser vi, at de døbte i Faderen og Sønnens og Helligåndens navn, men derimod i Jesu navn (ApG 2:38; 8:16; 10:48; 19:5).

Hverken Lukas eller Johannes skriver noget om dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn; Matt 28:19 er det eneste sted i hele Bibelen, hvor de tre direkte er nævnt sammen, og det er sandsynligvis en forfalskning, hvilket vi vil uddybe nærmere i det efterfølgende. 

Ved kirkemødet i Nikæa i år 325 blev den første del af treenigheden vedtaget af de fremmødte biskopper, måske ikke så meget af overbevisning, som af (ære)frygt for kejser Konstantin og for fredens skyld. Historieskriveren og skriftfremstilleren Euseb, der nærmest betragtede kejseren som en gud, fik af denne til opgave at udarbejde 50 nye afskrifter af evangelierne med en korrigeret tekst til de store kirker, der nu blev bygget. Professor i kirkehistorie, dr.theol. Hal Koch, skriver i sin indledning til EUSEBS KIRKEHISTORIE (oversat af Knud Bang, udgivet af SELSKABET TIL HISTORISKE KILDESKRIFTERS OVERSÆTTELSE, GYLDENDALSKE BOGHANDEL – NORDISK FORLAG – KØBENHAVN – 1940) side 12:

”... Euseb havde samlet en stor Mængde græske Bibelhaandskrifter, og Skolen i Cæsarea blev et Midtpunkt for Udfærdigelse af nye Haandskrifter med en korrigeret Tekst. Saaledes leveredes der på Kejserens Opfordring ikke mindre end 50 Pragthaandskrifter til de nye Kirker i Konstantinopel.”  -  Her er treenighedsordene sandsynligvis blevet tilføjet, hvilket man kan skønne ud fra følgende:

Euseb, biskop af Kæsaræa, var kirkens første, store historiker, og han har efterladt sig talrige skrifter, hvori dette skriftsted, Matt 28:19-20, citeres i alt 18 gange, og altid i følgende form: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til disciple i mit navn, idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”  Dåbs- og treenighedsordene ”baptizontes autous eis to onoma tou patros kai tou huios kai tou hagiou pneumatos”  (idet I døber dem i Faderen og Sønnens og Helligåndens navn) er tilsyneladende sat ind efter 325 i stedet for ordene ”en too onomati mou” (i mit navn). Det er også påfaldende, at Lukas og Johannes overhovedet ikke nævner Faderen, Sønnen og Helligånden som i Matt 28:19, og Lukas og Johannes taler slet ikke om dåb. 

Den Hellige Ånd er Gud, siger treenighedstilhængerne, og så fremkommer de med nogle krampagtige forsøg på at bevise det, men det, at det er så krampagtigt, beviser jo netop det modsatte. Vi har ovenfor lige hørt om det treenige dåbsritual, som ingen af apostlene rettede sig efter – de døbte i Jesu navn og i nogen tilfælde står der bare at de døbte. 

Påstanden, at Den Hellige Ånd er Gud – findes der ikke belæg for i Bibelen.

Udtrykket Helligånden, som nok kunne antyde en person, findes ikke i grundteksten – der står enten ”den hellige ånd” eller ”hellig ånd”. 

Og med hensyn til Joh 1:1 oversætter man: ”... Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud...” – selv om Gud i det første tilfælde står i bestemt form (Guden) og i det andet i ubestemt (gud) – og i vers 18 oversætter man: ”Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn...” – endskønt udtrykket ”som selv er Gud” ikke står i nogen af grundteksterne – f.eks. står der i Codex Sinaiticus, Codex Alexandrinus og Codex Vaticanus henholdsvis ”den enestefødte gud, som er i...”,  ”enestefødt gud, som er i...” og  ”den enestefødte søn, som er i...”. I den autoriserede danske oversættelse af 1948 står der da også i fodnoten til vers 18 som anmærkning til ordene ”som selv er Gud”: ”Mange håndskrifter læser: ”den enbårne Søn, som er i Faderens favn”.