|
Syv argumenter mod treenighedslæren Mange mennesker har antaget treenighedslæren som en bibelsk sandhed, men nogle har ved et nærmere eftersyn måttet konstatere, at denne lære var dybt ubibelsk. Har du grundigt undersøgt treenighedslæren ud fra det, Bibelen lærer om Gud? Det er min og mange andres erfaring, at et grundigt bibelstudium samt forkastelse af treenighedslæren, er selve nøglen til at komme til sand kundskab om Gud den Højeste. Jeg vil nu fremføre syv argumenter mod treenighedslæren, som gør det klart, at denne lære ikke er bygget på solid bibelsk grund, men på skrøbelig sandgrund. Mit første argument: Treenighedslæren er i modstrid med almindelig sund fornuft. Almindelig sund fornuft med Bibelen som grundlag - også kaldet hellig fornuft - kan med rette gøres til en sandhedsprøve således, at hvis noget er i modstrid hermed, kan dette betragtes som usandt. Denne påstand underbygges af den kendsgerning, at Gud opfordrer sit folk til at bruge deres fornuft (Es 1:18) og at man nødvendigvis må bruge fornuften for at nå til skriftmæssig kundskab (ApG 17:2; 18:4; 24:25). Endvidere af den kendsgerning, at apostlene brugte den i deres handlemåde med menigheden (ApG 6:2), ligesom de også brugte den i deres skrifter og breve. Da Bibelen er de kristnes rettesnor for, hvad der er sandt og falsk angående Gud, så må enhver lære, der modsiger hellig fornuft, være falsk – det kan ikke være anderledes. Lad mig her bemærke nogle få tilfælde, hvor treenighedslæren er i modstrid hermed: Treenighedslæren indbefatter f.eks.:
Disse ting spotter og er i modstrid med hellig fornuft; men hver eneste af dem indbefattes i treenighedslæren. Den kan derfor ikke være en af Bibelens lærdomme, eftersom Gud opfordrer til at bruge hellig fornuft ved betragtninger over Bibelens lærdomme, og at bruge den for at komme til forståelse af bibelske ting. Mit andet argument mod treenighedslæren er, at den helt igennem mangler ægte, skriftmæssig støtte. Treenighedstilhængerne anfører en række skriftsteder, som skulle være direkte beviser på den. Lad os se på nogle af dem, og vi vil finde, at deres udlægning hverken fremgår af eller antydes i nogen af dem, men at de læser deres treenigheds-tanke ind i hvert eneste af dem, uden at den reelt er der, og vi vil ligeledes finde, at hvert eneste af disse skriftsteder gendriver deres lære. Med andre ord, hvor som helst de finder en henvisning til Faderen, Sønnen og Den hellige Ånd eller til en eller to af dem, antager de uden prøve, at denne henvisning lærer eller antyder en treenighed. Hvad de burde gøre - men undlader at gøre for at bevise deres lære - er at fremlægge skriftsteder, der beviser, at de er og udgør en treenighed. I stedet for at fremlægge sådanne beviser antager de slet og ret, at disse skriftsteder beviser treenigheden. Deres fremgangsmåde med disse skriftsteder er derfor eisegesis-spidsfindigheder, dvs. at læse fremmede eller egne tanker ind i bibelteksten. De har været så frustrerede over den omstændighed, at intet skriftsted klart fremstiller deres lære, at det førte til et bedrag, idet de bl.a. tilføjede nogle uægte ord til 1 Joh 5:8 og Matt 28:19. ”Thi de ere tre som vidne (i himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand, og disse tre ere eet. Og de ere tre, som vidne på jorden) Aanden og vandet og blodet.” (1 Joh 5:8, d.aut.1819) Skriftstedet er citeret fra den danske bibeloversættelse af 1819. Først i den danske bibeloversættelse af 1907 udelod man de indklammede ord, som ikke findes i de ældste håndskrifter. Disse ord var på et senere tidspunkt blevet føjet til Skriften for at skabe et bevis på treenigheden. Når man ikke tilføjer disse ord, så er der intet bevis for treenigheden i dette skriftsted. ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.” (Matt 28:19, d.aut.1992) Har du nogensinde lagt mærke til, at Jesu disciple ikke gjorde, hvad Jesus havde påbudt dem? Det fremgår nemlig klart af Apostlenes Gerninger, at man i den ældste menighed altid kun døbte i ”Jesu Kristi navn” (ApG 2:38; 8:16; 10:48; 19:5) eller i ”Herren Jesu navn”. Man døbte ikke i ”Faderen, Sønnens og Helligåndens navn”, som Jesus havde påbudt – eller havde han det? Ved en nærmere undersøgelse viser det sig, at Jesus aldrig har talt disse ord. Eusebius, biskop af Kæsaræa, som døde omkring år 340, fik af kejser Konstantin i år 325 e.Kr. betroet den opgave at udarbejde halvtreds nye afskrifter af evangelierne til de store kirker, der nu blev bygget. Professor i kirkehistorie, dr.theol. Hal Koch, skriver i sin indledning til Eusebs kirkehistorie: ”... først de bibelsk – eksegetiske studier. Euseb havde samlet en stor mængde græske bibelhåndskrifter, og skolen i Cæsarea blev et midtpunkt for udfærdigelse af nye håndskrifter med en korrigeret tekst. Således leveredes der på kejserens opfordring ikke mindre end 50 pragthåndskrifter til de nye kirker i Konstantinopel.” (Eusebs Kirkehistorie. Oversat af Knud Bang. Udgivet af Selskabet til Historisk Kildeskrifters oversættelse. Indledning af Hal Koch. København 1940, side 12) Her er treenighedsordene sandsynligvis blevet tilføjet, hvilket man kan skønne ud fra følgende: Euseb, som også var kirkens første store historiker, har efterladt sig talrige skrifter, hvori dette skriftsted, Matt 28:19-20, citeres i alt 18 gange, og altid i følgende form: ”Gå derfor hen og gør disciple af alle folkeslag i mit navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Fredrick C. Conybeare anfører, at ”det skal bemærkes, at i den ældste syriske MS er foliet, som indeholdt slutningen af Matthæus, forsvundet” (Zeitschrift f. d. Neutest. Wiss. Jahrg. II, 1901, p. 275), og at ”i den eneste codex, som man ellers kunne forestille sig skulle bevare ældre skrifter (et ikke treenigt skrift af Matthæus 28:19), nemlig det Sinai-syriske og det ældste latinske manuskript, er de sider forsvundet, som indeholdt slutningen af Matthæus” .... ”Eusebius citerer denne tekst af Matthæus 28:19 igen og igen i værker skrevet mellem 300 og 336 e.Kr., nemlig i sin lange Commentaries on the Psalms, Commentaries on Isaiah, sin Demonstratio Evangelica, sin Theophany, i sin berømte History of the Church, og i sin Panegyric of the Emperor Constantine. Efter moderat søgen i disse værker af Eusebius har jeg fundet 18 citater af Matthæus 28:19 og altid som følger: ”Gå ud og gør disciple af alle folkeslag i mit navn, idet I lærer dem at overholde alt, hvad jeg har befalet Jer” ... Jeg har samlet alle disse passager i Zeitschrift fur die neutestamentliche Wissenschaft, redigeret af Dr. Erwin Preuschen i Darmstadt i 1901, med undtagelse af et, som findes i en serie (kæde af skrifter) publiceret af Mai i et tysk magasin. Conybeare fortsætter: ”Eusebius er ikke tilfreds med bare at citere verset på denne måde, men han kommenterer mere end en gang på det for at vise, hvor meget han lægger vægt på ordene ”i mit navn”. Det er indlysende, at dette (”i mit navn”) var den tekst, som Eusebius fandt i den helt gamle codex, som var blevet samlet mellem 50 og 150 år før hans fødsel af hans store forgængere. Han havde aldrig hørt om nogen anden udgave af teksten (end den i ”i mit navn” skriftet), og han vidste intet herom, før han besøgte Konstantinopel og deltog i konciliet i Nikæa. Derefter brugte han i to kontroversielle værker, som han skrev i en meget høj alder, med titlerne 'Against Marcellus of Ancyra,' samt 'About The Theology Of The Church,' den almindelige udgave efter Nikæa. At udelukkende (treenighedsteksten i Matthæus 28:19) har overlevet i alle MSS, både græske og latinske, kan ikke give anledning til nogen overraskelse. Men under alle omstændigheder indikerer Eusebius’ konvertering til den længere tekst efter mødet i Nikæa, at den på daværende tidspunkt blev indført som kendetegn for ortodoksien i alle codex. Spørgsmålet om inkluderingen af den Hellige Ånd på ligestillede betingelser i treenigheden var blevet gennemtærsket (ved konciliet), og en tekst så uvurderlig for den dominerende part (treenighedstilhængerne) kunne ikke bare bane sig vej ind i enhver codex, uanset dens tekstmæssige åndsslægtskab. Det er derfor klart, at af (alle) de MSS, som Eusebius arvede fra sin forgænger, Pamphilus, i Caesarea i Palæstina, beholdt i det mindste nogle den originale tekst, i hvilken der ikke var nævnt noget om hverken dåb eller Fader, Søn og Helligånd (i Matthæus 28:19) (Hibbert Journal, 1902). Dåbsordene og treenighedsordene ”baptizontes autous eis to onoma tou patros kai tou huios kai tou hagiou pneumatos” (idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn) er tilsyneladende efter år 325, da håndskrifterne blev korrigeret, sat ind i stedet for ordene ”en too onomati mou” (i mit navn). Det synes altså klart, at bibelhåndskrifterne før Nikæamødet ikke havde denne treenighedsformel. Men selvom skriftstedet skulle være ægte, så siges der i dette skriftsted intet om, at Gud den Højeste består af tre personer, eller at disse tre er lige mægtige og lige evige. Der står intet om, at Faderen og Sønnen er lige evige, eller at Den hellige Ånd er lige med Faderen og Sønnen. Når treenighedstilhængerne ikke ligefrem tilføjer ord til skriften for at fremkomme med et bevis for treenighedslæren, så læser de deres tanker ind i teksten. F.eks. lærer eller antyder 1 Kor 12:4-6 ikke nogen treenighed – tre personer, der er og udgør én højeste Gud - som treenighedstilhængerne hævder, at det er et direkte bevis på: ”v4 Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. v5 Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. v6 Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle.” De, der anvender dette skriftsted for at lære om treenigheden, siger, at vers 4 sigter til Den hellige Ånd, hvilket er sandt, at vers 5 sigter til Jesus, hvilket også er sandt, og at vers 6 sigter til Faderen, hvilket også har sin rigtighed. Men læg mærke til, at vers 4 ikke kalder Ånden Gud, ej heller kalder vers 5 Jesus Gud, mens det af disse tre i versene 4-6 er Faderen alene, der kaldes Gud, i vers 6. Tværtimod kaldes Jesus Herre i vers 5 i modsætning til Faderen, der i vers 6 kaldes Gud, hvilket modbeviser treenighedslæren. I versene 5 og 6 stilles Sønnen og Faderen således i modsætning til hinanden, den førstnævnte som Herren (ikke Jahveh) og den sidstnævnte som Gud, hvilket er den samme forskel, som vi finder mere kraftigt fremstillet i 1 Kor 8:6, hvor Faderen kaldes den ene Gud, og Sønnen kaldes den ene Herre – og denne forskel i begge skriftstederne beviser, at Faderen, og ikke Sønnen, er Gud den Højeste. 1 Kor 12:4-6 gendriver derfor treenighedslæren. Treenighedstilhængerne behandler selvfølgelig dette skriftsted med deres sædvanlige eisegesis-spidsfindighed, i sandhed en dårlig fremgangsmåde. Treenighedstilhængere anfører også Ef 4:3-6; Matt 3:16-17; 1 Pet 1:2; Åb 1:4.5. Men selv en overfladisk undersøgelse af disse skriftsteder modbeviser, at Faderen, Sønnen og Den hellige Ånd er og udgør den ene, højeste Gud. Vi vil betragte disse skriftsteder i den orden, som jeg lige nævnte. ”v3 og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd: v4 ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb; v5 én Herre, én tro, én dåb; v6 én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.” (Ef 4:3-6) Selv om der i dette skriftsted henføres til Ånden, Jesus og Faderen, viser opstillingen klart, at Faderen alene er det højeste væsen. Læg mærke til, at skriftstedet hverken kalder Ånden Herre eller Gud, og selv om skriftstedet kalder Sønnen én Herre, så kalder det ham ikke den ene Gud – for sådan benævner skriftstedet alene Faderen. Forskellen imellem de syv træk i de kristnes enhed: - (1) én ånd, (2) ét legeme, (3) ét håb, (4) én Herre, (5) én tro, (6) én dåb og (7) én Gud – beviser klart, at ingen af de første seks er Gud den Højeste, eftersom han er det syvende træk i vor enhed. Dette skriftsted modbeviser således treenigheden. Læg mærke til treenighedstilhængernes spidsfindighed i at antage, at den blotte omtale af Faderen, Sønnen og Ånden i sig selv er et bevis på treenigheden. Denne spidsfindighed er et gennemgående træk i deres anvendelse af ethvert skriftsted, de opgiver som direkte bevis på treenighedslæren, til trods for at ikke ét eneste af dem antyder, langt mindre fremstiller en sådan tanke. Det samme gælder deres brug af Matt 3:16-17 som et direkte bevis på deres lære. ”Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” (Matt 3:16-17) Jesus, Gud og Ånden omtales ganske vist her, men skriftstedet siger visselig ikke, at de er og udgør den ene Gud. Den omstændighed, at Guds Ånd her blev udgydt over Jesus, beviser uomtvisteligt, at Jesus ikke er Gud den Højeste; for om han havde været det, ville han have haft Ånden fra evighed, mens den her omtales som en ny ting, der gives ham, og det for at gøre ham skikket til hans tjeneste (Es 61:1-2). Havde han været Gud den Højeste, ville han altid have haft den højeste kvalifikation til alt, hvad han måtte forsøge at gøre. Læg så også mærke til, at skriftstedet viser, at Ånden ikke er Gud; for den kaldes ikke Gud, men Guds ånd. Dette skriftsted, som treenighedstilhængere anfører for at bevise treenighedslæren, modbeviser den altså. I deres brug af det gør de sig igen skyldige i deres spidsfindighed med at læse deres egen lære ind i det. ”Og som efter Gud Faders forudviden ved Åndens helligelse er udvalgt til at vise lydighed og blive bestænket med Jesu Kristi blod... Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader...” (1 Pet 1:2-3) Treenighedstilhængerne bruger også 1 Pet 1:2 som et af deres påståede, direkte beviser på treenighedslæren. I samklang med deres deres sædvanlige eisegesis-spidsfindighed - brugt på ethvert skriftsted, som de påberåber sig som et direkte bevis på deres lære - læser de også deres tanke ind i dette skriftsted. Skriftstedet hverken siger eller antyder, at der er tre personer, som er og udgør én Gud. Tværtimod kaldes Faderen alene Gud her, mens Jesus kaldes Herre, den samme forskel som vi har bemærket i de fleste af treenighedstilhængernes andre påståede, direkte beviser. Endvidere gendriver vers 3 treenighedslæren – for det kalder direkte Jesu Kristi fader for ”Gud”. Ydermere betyder ordet ”ånden” i vers 2 øjensynligt ikke et åndevæsen, men vor nye skabning, den, som er avlet i os af Gud (1 Joh 5:4) – for apostel Peter viser her, hvorledes vor forud kendte udvælgelse for Riget fuldbyrdes i åndens helligelse, den nye skabning, der gennemgår helliggørelsesprocessen. ”Nåde være med jer og fred fra ham, som er og som var og som kommer, og fra de syv ånder, som er foran hans trone, v5 og fra Jesus Kristus, vidnet, den troværdige, den førstefødte af de døde og herskeren over jordens konger. Ham, som elsker os og har løst os fra vore synder med sit blod, v6 og som har gjort os til et kongeligt folk, til præster for Gud, sin fader, ham være ære og magt i evighedernes evigheder. Amen.” (Åb 1:4-6) Dette skriftsted hverken siger eller antyder, at der er tre personer, som er og udgør den ene Gud. Uden tvivl er det Gud, der menes med udtrykket ”ham, som er og som var og som kommer”, skønt ordet Gud ikke forekommer i dette vers. Og i versene 4 og 5 skelnes der skarpt mellem ham og Jesus Kristus, for hvis treenighedslæren var sand, ville Jesus være indbefattet i udtrykket ”ham, som er og som kommer”, men udtrykket ”som var”, der indbefatter Guds forudgangne evighed, kan ikke anvendes på Jesus, eftersom han havde en begyndelse og følgelig ikke er evig (Kol 1:15. Åb 3:14, se d.aut.1907). Endvidere viser vers 6, at han ikke er Gud den Højeste, for her kaldes Gud hans fader. De græske ord i grundteksten for gengivelse af ”for Gud, sin fader”, gengives bedst ”for Guden, selve hans fader”. Åb 1:4-6 modbeviser således, at Sønnen er Gud den Højeste. Som et andet direkte bevis på treenigheden anfører tilhængerne af treenighedslæren den trefoldige aronitiske velsignelse i 4 Mosebog 6:24-26: ”Jahveh velsigne dig og bevare dig, v25 Jahveh lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, v26 Jahveh løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.” Det må i det mindste indrømmes, at skriftstedet ikke siger noget om, at Gud består af tre personer – ej heller siger det noget om, at de er én Gud, eller at de udgør det ene højeste væsen. Treenighedslæren om tre personer, der er og udgør én Gud, læses selvfølgelig ind i dette skriftsted. Hvordan kan det være, at treenighedstilhængere læser deres lære ind i dette skriftsted? De påstår, at der heri henføres til tre velsignelser – derfor læser de deres treenighed ind i det. Men der er seks og ikke tre velsignelser i dette skriftsted, der fremstiller disse velsignelser i tre par, og seks velsignelser i tre par er ikke tre personer, ligesom den omstændighed, at der tildeles seks velsignelser, heller ikke indbefatter, at der nødvendigvis må være tre personer, der tildeler dem, for én person har ofte skænket endog mere end seks velsignelser. Ej heller indbefatter den trefoldige forekomst af navnet Jahveh her tre guder i én. Treenighedslæren fremstilles selvfølgelig ikke her, og treenighedstilhængernes brug heraf er et andet eksempel på deres spidsfindighed. 2 Kor 13:13 bruges også som et direkte bevis på treenigheden: ”Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!” (2 Kor 13:13) Her lægger vi atter mærke til, at der henføres til Faderen, Sønnen og Den hellige Ånd, men det må også bemærkes, at de ikke omtales som tre personer i ét væsen. Læg også mærke til, at skriftstedet ikke siger, at disse tre er én Gud. Tværtimod kaldes kun Faderen Gud. I stedet for at Jesus kaldes Gud, bliver han atter kaldt Herren. Her finder vi endnu en gang den samme forskel mellem Faderen og Sønnen, som vi har fundet i 1 Kor 8:6 og i de andre, ægte skriftsteder, som man hævder direkte beviser treenigheden. Her kaldes Faderen Gud og Sønnen Herre. Denne forskel beviser, at Sønnen ikke er Gud den Højeste, hvad alene Faderen er. Skriftstedet modbeviser derfor treenigheden. Vi har nu undersøgt de fleste af de påståede beviser, som treenighedstilhængerne fremfører som direkte beviser på, at Gud er en treenighed – at Gud består af tre personer. Vi har fundet, at ingen af disse skriftsteder beviser eller indbefatter deres synspunkt, og at tilhængerne af treenighedslæren i deres anvendelse heraf praktiserer eisegesis-spidsfindigheder, samt at disse skriftsteder endog modsiger den lære, som tilhængerne heraf fremførte som bevis. Treenighedstilhængerne fremfører også indirekte beviser for at bevise sandheden i deres lære, men disse skriftsteder vil jeg ikke behandle i denne artikel – langt de fleste af dem er allerede behandlet i andre artikler, som kan læses på denne hjemmeside. Jeg vil i den forbindelse anmode læseren om at vente med sine tanker om Den hellige Ånds natur, indtil jeg i denne artikel kommer med bibelbeviser på, at Den hellige Ånd overhovedet ikke er en person, men (1) er Guds kraft og (2) Guds sindelag i ham selv og i alle, der er i overensstemmelse med ham. Et sådant bevis angående Den hellige Ånd vil, som vi skal se, gøre det af med ”den tredje person” i den påståede treenighed. Som mit tredje argument mod treenighedslæren gør jeg opmærksom på, at det er en hedensk lære, hvilket er beskæmmende for den, eftersom Bibelen siger, at de hedenske guder er dæmoner (5 Mos 32:17. 1 Kor 10:20-21). Treenigheden er den opfattelse af Gud, som findes i oldtidens folkeslag, og i praktisk talt alle nyere, hedenske folkeslag. Dette er bl.a. tilfældet med religionen i Kina, hvor kejseren årligt frembragte et offer til treenigheden. Konfucius, Kinas filosof og morallærer sagde: ”Tao (Gud) er af naturen én, den første avlede den anden; begge tilsammen frembragte den tredje; og disse tre skabte alle ting”. Indiens treenighed (Trimurte), Brahma, Vishnu og shiva, tilbedes som tre personer, skønt guddommen oprindeligt kun var én – hinduerne tror nemlig på, at Brahma blev født i et guldæg, og efter at han havde levet i dette guldæg i ét år, delte han ægget, hvoraf han var født, og dannede himmelen og jorden. En af hinduernes hellige skrifter erklærer: ”Den store enhed skal afgjort anerkendes som tre Guder i én person”. I en af deres sange står: ”Der er tre Guder, men der er kun én Guddom, den store sjæl”. Guddommen i den kaldæiske religion (den babyloniske religion) var den treenige solgud; Ba’al som var faderguden, og Astarte som var modergudinden og gudens søn, Tammuz, en reinkarnation af Ba’al. Disse tre blev tilbedt i Egypten som Isis, Horus og Seb (=IHS). Grækernes var Zeus, Poseidon og Pluto. Romernes var Jupiter, Neptun og Pluto. De hedenske irlænderes treenighed var Kriosan, Biosena og Siva; de hedenske skandinavers var Odin, Thor og Frej, og de hedenske germaners var Thor, Wodan og Fricco. Oldtidens indianere i nord- og sydamerika kaldte deres ”tre i én Gud” for Tangalanga (én i tre og tre i én) og Trinimaaka (treenighed). Vi ser altså, at den højeste Gud er en treenighed i praktisk talt alle hedenske nationer – undtagen i den jødiske nation, her er Gud den Højeste ikke treenig, men kun én. (5 Mos 6:4. Mark 12:28-29) Eftersom Bibelen lærer, at det er jødernes gud, Jahveh, der er den sande Gud (Jer 10:10), og at hedningerne tilbeder dæmoner (5 Mos 32:17. 1 Kor 10:20), drager jeg den slutning, at Satan under navn af hedenske treenigheder sikrede sig tilbedelse af sig selv. Og jeg vil mene, at dette også beviser det fejlagtige i den såkaldte kristne treenighed. Som mit fjerde argument mod treenigheden fremfører jeg den kendsgerning, at treenighedslærens frugter beviser, at den er usand. Der er nemlig ingen tvivl om, at denne lære har bidraget til megen overtro, præstebedrag og fornedrelse af folket ved at få det til at tro på ikke-skriftmæssige, urimelige, uforståelige, selvmodsigende og uvirkelige ting, hvilket også har fået dem til at tro på andre ikke-skriftmæssige ting. Den har bevirket, at klare tænkere har vægret sig ved at tro på Bibelens lære, idet de blev bedraget til at tro, at den lærte treenigheden og de dertil knyttede vildfarelser. Kirkehistorien afslører også, at treenighedslæren har været ansvarlig for forfølgelse og grusomheder mod Herrens folk, eftersom den ganske naturligt gjorde sine helhjertede troende til blinde tilhængere og fanatikere, der var villige til at dræbe for treenighedslærens skyld. Calvin bragte Servetus på bålet, fordi han nægtede at tro på denne lære, og inkvisitionen pinte mange, der tvivlede på treenighedslæren. Treenighedens detaljerede udarbejdning bevirker, at den eneste sande Gud, Israels Gud, Faderen Jahveh, ikke modtager den tilbedelse, som han har krav på at få, og treenighedslæren resulterer i Jesu virkelige ophøjelse over Faderen i folks tanker og følelser. Men treenighedslæren forvandler også tro til lettroenhed, for læren er uforståelig og det rene nonsens, men alligevel forlanger kirkesekternes præsteskab, at folket skal tro på den, for ellers vil man ifølge trosbekendelsen ”uden tvivl gå evig fortabt” (Den athanasianske trosbekendelse). Treenighedslæren gør det næsten umuligt at elske Gud over alle ting, ligesom den også resulterer i, at Jesus bliver elsket højere end al barmhjertigheds og al godheds Fader. Den underminerer visselig håbet på Abrahams, Isak og Jakobs Gud. Jeg vil således mene, at denne lære ved sine frugter giver bevis på at være en stor vildfarelse, mens den sandhed, at Faderen er én, og den eneste sande Gud, bidrager til evigt liv (Mark 12:29. Joh 17:3). Mit femte argument mod treenighedslæren: Den er falsk, fordi den er baseret på urette fortolkningsmetoder og på propaganda. Den tilsidesætter de klare udsagn og lægger vægt på de dunkle. Den ignorerer forskellen mellem det Højeste væsen og Kristus (den salvede), der selvfølgelig ville give treenighedslæren et dødsstød, hvis den blev anerkendt. Den læser tanker ind i sine vigtigste bevis-tekster, som disse ikke indeholder, og ignorerer fuldstændig de træk i disse tekster, der gendriver den. Ingen steder i Bibelen er treenighedslæren klart eller dunkelt fremstillet. Treenighedslæren læses ind i Bibelen, den uddrages ikke af Bibelen. Eller for at fremsætte det på anden måde, den er baseret på eisegesis og ikke på exegesis (exegesis = bibelfortolkning; eisegesis = at læse egne tanker ind i bibelteksten). Oprindelig blev treenighedslæren slet ikke antaget som følge af vægtige bevisgrunde, men den blev påtvunget de kristne på grund af den romerske kejsers og gejstlighedens magt, idet disse bandlyste og afsatte lærens modstandere, der afgjort havde det bedste bevisgrundlag i debatten herom. I begyndelsen troede størstedelen af det kristne folk på jødernes ene Gud, Jahveh, og betragtede treenighedslæren som noget fremmed for den tro, der havde hersket siden Kristi og apostlenes dage, men de måtte bøje sig for kejserens og gejstlighedens magt, da disse som nævnt tvang deres undersåtter til at modtage denne vildfarelse. Det varede adskillige århundreder, før treenighedenslærens modstandere blev tvunget til at give op. Tilhængerne kunne takke hære, feltherrer og kejsere for deres sejr, hvilket også viser, at læren ikke blev spredt ved åndens sværd, men ved det romerske kejserriges sværd – og det er for mig et sikkert bevis på, at den blev forfægtet af Satan og hans dæmoner, ikke af Kristus. Hvis læseren ønsker mere indsigt i historien om den gang, man vedtog at Jesus var Gud den Højeste, så kan jeg varmt anbefale bogen ”When Jesus Became God” af Richard E. Rubenstein. Som mit sjette argument mod treenighedslæren fremlægges følgende: En ret forståelse af vor Herres (Jesu) tre naturer omstøder helt klart tanken om, at han er Gud den Højeste. Alle enkelthederne om dette emne ville fylde for meget i denne artikel, så jeg vil i korthed sammenfatte mine tanker herom: Ifølge Bibelen har Jesus haft tre naturer: 1) en førmenneskelig natur, lig Gud den Højestes natur, dog uden liv i sig selv (udødelighed), men højere end englenes naturer. 2) en menneskelig natur, og 3) en eftermenneskelig natur, den guddommelige natur, med liv i sig selv. Hvis dette er sandt, eliminerer det muligheden for, at Jesus er den såkaldte anden person i treenigheden. Da såvel jeg som treenighedstilhængerne tror, at Jesus eksisterede som Logos, før han kom til jorden som det menneskelige væsen, Jesus, er der ingen grund til at behandle denne side af sagen her. Følgende kan siges om hans førmenneskelige forhold til Faderen og beviser, at han ikke var Gud den Højeste eller en del af Gud. Der siges om Jesus, at han er den førstefødte af Guds skabning (Kol 1:15. Åb 3:14, se d.aut.1907). Han havde altså en begyndelse og var derfor den første af Guds skabninger og kunne således ikke have været Gud den Højeste selv. Han blev dengang (og siden) kaldt Guds søn, den førstefødte og den eneste, der var skabt direkte af Gud (Sl 89:28. Joh 1:14,18; 3:16,18. 1 Joh 4:9. Sl 2:7). I sin førmenneskelige tilstand var han altså ikke Gud den Højeste selv, men Guds søn. Eftersom han er en af Guds sønner - er blevet født af Gud - er han ikke så gammel som Faderen. Han havde derfor en begyndelse og er derfor ikke evig som Faderen. Noget som han i sin førmenneskelige tilstand med absolut nødvendighed måtte have været, hvis han var Gud den Højeste selv eller en væsentlig del af Ham. Følgende ting kan siges om hans menneskelige natur. Bibelen siger, at han i 33½ år var et syndfrit menneske blandt syndige mennesker. At han under disse 33½ år var et menneskeligt væsen fremgår af den omstændighed, at han var blevet født af en menneskelig moder (Gal 4:4), at han som et menneskeligt væsen var vokset op til manddomsalderen (Luk 2:52; 3:23), at han ofte fik titlen som den ypperste af Adams efterkommere, bogstaveligt Menneske-Sønnen, at han hungrede og tørstede (Matt 21:18. Joh 19:28), at han blev træt (Joh 4:6), af hans bønner (Matt 26:39-44. Hebr 5:7), at han græd (Luk 19:41. Joh 11:35), at han blev fristet (Matt 4:1-10. Luk 22:28. Hebr 2:18; 4:15), af hans sorg (Es 53:3. Matt 26:38), af hans lidelser (1 Pet 2:21; 3:18), af hans råb ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27:46), af hans død (1 Kor 15:3), af hans begravelse som et dødt menneske (Matt 27:57-61) og af hans opstandelse efter at have været død i 3 dage (Matt 28:1-6). Havde Jesus været Gud den Højeste under disse 33½ år, kunne han ikke have været født af en kvinde, været vokset op til manddomsalder, med rette være blevet kaldt Menneske-Sønnen, ej heller kunne han have hungret og tørstet, være blevet træt, svag, have bedt til Gud (hvilket ville have været at bede til sig selv), være blevet fristet, have lidt, være blevet forladt af Gud (hvilket ville have været at blive forladt af sig selv), have været død, været blevet begravet og genopvækket. Når treenighedslæren påstår, at Jesus var og er Gud den Højeste, så rejser det nogle spørgsmål, hvilket rent faktisk beviser, at denne lære er falsk. Ifølge treenighedslæren må de tre personer i Guddommen ikke adskilles, Gud er en samlet trehed. Men tænk over følgende: · Da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og der hørtes en røst fra himmelen, som sagde: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” (Matt 3:16-17). Hvem er hvem? · Gud kan ikke fristes af det onde (Jakob 1:13). Jesus blev fristet af det onde (Matt 4:1-11). Hvis Jesus var Gud den Højeste, hvordan kunne han så fristes af det onde? · Jesus tilbad Gud (Joh 20:17. Mark 12:29-30. Matt 4:10). Hvordan kan Jesus tilbede Gud, hvis han selv er Gud? Tilbeder Gud sig selv? · Jesus råbte til Gud, da han hang på korset: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Matt 27:46). Hvis Jesus var Gud den Højeste, så havde Gud forladt sig selv! Hvordan kan det gå til? Hvordan kan Gud forlade sig selv? · Gud den Højeste kan ikke dø! (1 Tim 6:16). Jesus døde. Hvis Jesus var Gud den Højeste, hvordan kunne han så dø? · Hvem styrede universet i løbet af de tre dage, da Gud var død og lå i graven? · Gud oprejste Jesus fra de døde (ApG 5:30). Hvordan kunne Gud oprejse sig selv, når han var død? · Jesus er formidler mellem Gud og mennesker (1 Tim 2:5). Hvordan kan en formidler (mellemmand) være det samme væsen, den samme person, som den, han er formidler for? · Jesus siger: ”... den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen.” (Matt 24:36) Hvis Jesus er Gud den Højeste, hvordan kan det så være, at Jesus ikke kender det, som Gud kender? · Hvis Jesus er Gud, hvorfor står Jesus så ved siden af Gud? (ApG 7:56) · Hvis Jesus er Gud den Højeste, hvem var det så, han bad til i Getsemane? (Matt 26:39) · Jesus siger, at sædet ved hans højre og venstre hånd står det ikke til ham at give til nogen; men han siger, at det gives til dem, som hans fader har bestemt det for (Matt 20:20-23). Hvis Jesus var Gud den Højeste, hvorfor kunne han så ikke give sædet ved sin højre og venstre hånd til nogen? · Hvordan kan Jesus modtage ”ære og herlighed” af Gud, når han selv er Gud? (2 Pet 1:17) · Der står om Jesus: ”Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led” (Heb 5:8). Hvorfor har Gud den Højeste brug for at lære lydighed? · Jesus har taget sæde ved Guds højre hånd i himmelen (Heb 1:3). Hvordan kan Gud tage sæde hos sig selv? · Jesus skal underlægge sig under Gud (1 Kor 15:28). Hvordan kan Gud underlægge sig under sig selv? · Hvordan kunne Jesus, hvis han var Gud den Højeste, gå til Gud? (Joh 14:28) · Hvordan kan Jesus, der er ”udsendt” af Gud, være det samme væsen eller den samme person, som den, der udsender? (Joh 3:34, 17:3) · Hvordan kunne Jesus stige op til Gud, når han selv var Gud? (Joh 20:17) Havde Jesus været Gud den Højeste, ville vi være nødt til at betragte mange af de ting, som Jesus sagde, og mange af de ting, som skete med Jesus, som et foregivende, en pro forma fremvisning, et komediespil. Den lære, at han var Gud den Højeste, og at hans eneste personlighed var selve Guds personlighed må nødvendigvis gøre disse erfaringer til et spilfægteri, en pro forma sag, eftersom treenighedslæren benægter muligheden af, at hans menneskenatur havde sin egen personlighed, og dette gør den for at slippe uden om den logiske slutning, at der, om han havde haft to naturer på samme tid, der hver havde sin egen fornuft, følelse og vilje, personlighedens bestanddele, nødvendigvis måtte være to personer i ham. Disse kendsgerninger beviser, at han kun var et menneske – ganske vist et fuldkomment menneske – i disse 33½ år. Den meningsløshed, at han i disse 33½ år skulle være ”Gud-Mennesket”, er grunden til, at treenighedstilhængerne bruger sådanne meningsløse udtryk som ”Guds moder”, ”Gud døde” og ordene i en af treenighedstilhængernes salmer: ”O, store Ve! Gud selv ligger død”! Sådanne urimelige og gudsbespottelige udtryk forekommer aldrig i Bibelen. Følgende ting kan siges om hans eftermenneskelige natur. Treenighedslæren må nødvendigvis være falsk, fordi den bl.a. indbefatter, at Jesus havde egenskaben udødelighed fra evighed af, mens Bibelen derimod lærer, at han blev guddommelig i natur i og ved sin opstandelse. På betingelse af trofasthed indtil døden fik han, blandt andet, tilbudt den guddommelige egenskab liv i sig selv, udødelighed, som en af de glæder, der var sat frem for ham (Hebr 12:2). I sin opstandelse fik han således udødelighed, hvilket Bibelen forklarer som liv i sig selv (1 Tim 6:16. Joh 5:26), og dette er en egenskab, som udelukkende tilhører den guddommelige natur, hvilket vi ser fra 1 Tim 6:16 og fra første del af Joh 5:26 – dets andet afsnit viser, at selv om Jesus ikke havde den på det tidspunkt, så havde Faderen lovet ham den. Gud opfyldte dette løfte til ham i hans opstandelse, hvilket vi ser ud fra den omstændighed, at alle de trofaste, af hvilke han var en, opnår udødelighed i opstandelsen (1 Kor 15:53-54) så vel som af den omstændighed, at i opstandelsen vil de hellige blive ham lig (1 Joh 3:2); følgelig må han på den tid have fået den, eftersom de tager del i hans opstandelse (Fil 3:10,21). Denne lighed består i, at de får hans, den guddommelige, natur i deres opstandelse, der er samme slags opstandelse som hans (2 Pet 1:4. Fil 3:10,21. 1 Kor 15:45-49). I sin opstandelse opnåede han således den guddommelige natur og dens art af liv, udødelighed. At Jesus ikke havde udødelighed før sin opstandelse ses klart af den omstændighed, at han døde, hvad et udødeligt væsen ikke kan. Og eftersom udødelighed var en egenskab, der udelukkende tilhørte Gud før Jesu opstandelse, kan Jesus således ikke have været Gud den Højeste. Mit syvende og sidste argument mod treenighedslæren. Her vil jeg nu gå over til at drøfte Den hellige Ånd i forbindelse med treenighedslæren. Jeg vil først i korthed forklare, hvad Den hellige Ånd er, den er (1) Guds kraft og (2) Guds sindelag både i ham selv og i dem, der er i harmoni med ham. Enten den ene eller den anden af disse to forklaringer vil passe på enhver forekomst af udtrykket, Den hellige Ånd, i Bibelen. Jeg vil nu give beviser på denne rigtigheden heraf, først i den første betydning og sidst i den anden. At Den hellige Ånd er Guds kraft eller indflydelse fremgår tydeligt af Luk 1:35: ”Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig...” Her forklares Den hellige Ånd som den Højestes kraft. Hvor ved jeg det fra? Fordi Gabriel ved at bruge dette sprog benyttede en parallelisme, hvilken er en af de måder, hvorpå hebræerne frembragte deres poesi. Mens dansk eller engelsk poesi frembringes ved ordenes rytme, der ofte ledsages af ordenes rimen, så frembringes hebraisk poesi, blandt andre måder, af tanke-rytmer, hvorved den samme tanke gentages med forskellige ord – det kaldes parallelisme. Udtrykket ”Helligånden skal komme over dig” betyder derfor det samme som og forklares af udtrykket, ”den Højestes kraft skal overskygge dig”. Denne parallelisme beviser, at ordet kai, der i græsk betyder og, også og netop, i dette skriftsted betyder netop. Dette skriftsted beviser derfor, at Den hellige Ånd betyder Guds kraft eller indflydelse. Luk 24:49 forklarer Den hellige Ånd som ”kraft fra det høje”, hvilket også bekræfter den første betydning af min forklaring. Den anden betydning af ordene hellig ånd er Guds sindelag i ham selv og i andre, dvs. dem, der er i harmoni med hans sindelag, hans ånd. I dem er den et helligt sind, hellige følelser og en hellig vilje. Under evangeliealderen er den i hellige et åndeligt sindelag, der begyndte i dem ved deres åndsavling, da de kom til tro. I de hellige kaldes den derfor Guds og Kristi ånd (sindelag) (Rom 8:9,14. Fil 1:19. 1 Pet 4:14); hellighedens ånd (sindelag) (Rom 1:4); sønneudkårelsens ånd (et barnligt sindelag over for Gud) i modsætning til et hovmodigt, fejt, holdningsløst eller beregnende sindelag (Rom 8:14-15); sagtmodighedens ånd (et sagtmodigt sindelag) (Gal 6:1); kraft (et stærkt sindelag) og kærligheds ånd (et kærligt sindelag) i modsætning til frygtens ånd (et fejt sindelag) (2 Tim 1:7); sandhedens ånd (det sindelag, der virkes i os ved sandheden (Joh 14:17; 17:17), i modsætning til vildfarelsens ånd; forjættelsens ånd (det sindelag, der virkes i os ved den edsvorne forjættelse (Ef 1:13-14); en årvågen ånd (sindelag) i modsætning til en sløvheds ånd (et sløvt sindelag) (Rom 11:8. 1 Kor 16:13); visdoms, forstands, råds, styrkes, kundskabs og ærefrygtens ånd (et sindelag, der er vis, forstående, praktisk, stærk og intelligent og gudfrygtigt) (Es 11:2); herlighedens ånd (det herlige sindelag, fordi det forvandler vore karakterer til Guds herlige lighed) (1 Pet 4:14); ånden, som er af Gud (det guddommelige sindelag) i modsætning til verdens ånd (det verdslige sindelag) (1 Kor 2:12); og ånden (åndelige sindelag) i modsætning til kødet (kødelige sindelag) (Rom 8:5-9. Matt 26:41. Gal 5:16-25). Esajas 11:2 giver en forklaring på Den hellige Ånd: ”Over ham hviler Jahvehs ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd.” Mens Gud er en person, og mens Jesus er en person, så er Den hellige Ånd ikke en person. Bortset fra forkerte bibeloversættelser er der intet skriftsted i grundteksten, der omtaler Den hellige Ånd som en person, skønt talrige oversættelser omtaler Gud og Jesus som personer. Den forkerte oversættelse i den danske bibeloversættelse, Helligånden i bestemt form, får det til at lyder som en person, men ikke ét eneste sted i grundteksten, de græske tekster til Ny Testamente, anvendes den form – der står derimod ”hellig ånd” eller ”den hellige ånd”. Mere info om Den hellige Ånd: Læs artiklerne ”Den hellige ånd i GT og i NT”, ”Den hellige ånd – uden navn” og ”Svar til kristenhedens treenighedstilhængere”. Bibelens udsagn angående Den hellige Ånd er af en sådan art, at det er uforeneligt med den tanke, at den er en person. At Den hellige Ånd ikke er Gud den Højeste, er indlysende ud fra den omstændighed, at vi kan udslukke den i os (1 Thess 5:19); hvis den var Gud den Højeste, ville dette betyde, at vi kunne ødelægge den almægtige Gud. Hvor almægtig ville Gud være, om vi kunne udslukke, ødelægge ham? Bibelen siger, at Jesus (ApG 10:38) og de hellige (2 Kor 1:21-22) er salvet med Den hellige Ånd. Det er meningsløst at sige, at vi kunne blive salvet med en person, dvs. at en person er den symbolske olie, med hvilken salvelsen forrettes. Men hvor rimelig er ikke den tanke, at vi kan blive salvet med Guds kraft, sindelag, hans tanker, følelser, dyder og vilje; for dette er netop det, salvelsen er (Es 11:2-3; 61:1-3) Bibelen lærer, at vi er døbt med (ikke af) Den hellige Ånd (Matt 3:11. Joh 1:33. ApG 1:5). Hvordan kan vi døbes med en person, til forskel fra at døbes af en person? Men vi kan blive og er døbt med Guds sindelag og til Guds sindelag (1 Kor 12:13; udtrykket ”med én ånd” lyder i det græske ”i én ånd”). Vi formanes til at blive fyldt med Guds ånd (Ef 5:18). Hvorledes kunne vi blive fyldt med ånden, hvis ånden er den almægtige Gud, en person? Men vi kan blive og bliver fyldt med Guds kraft og sindelag. Hvis ånden var den almægtige Gud, en person, hvorledes kunne han da gives os (Luk 11:13) og på denne måde ejes af os? Men hvis den er Guds kraft, sindelag, kærlighed og besindighed i os, kan vi indse, at den er blevet givet til os og ejes af os (Rom 8:15. 2 Tim 1:7). Dernæst fortæller Bibelen os, at vi er beseglet med Den hellige Ånd (Ef 1:13-14). En person kan ikke være et segl eller signet og på denne måde bruges som et segl på andre; men Gud besegler os som sine egne ved at give os sit hellige sindelag. Ligeledes, hvis Den hellige Ånd var en person, hvorledes kunne han da blive udgydt over mange mennesker (Joel 3:1-2. Matt 3:16. ApG 2:1-4; 10:44-45)? Men hvis den er Guds kraft, og et helligt sindelag, kan vi indse, hvorledes dette lader sig gøre. Der kunne fremføres mange andre ting, der skriftmæssigt siges om Den hellige Ånd, og som beviser, at den ikke er Gud den Højeste, en person, men Guds kraft og sindelag i ham selv og i alle, der er i samklang med ham, men jeg tror, der er givet tilstrækkeligt med beviser i denne artikel til at bevise denne tanke. |
